Kategori: International politik

Udgivet den

Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, end det øvrige Europa. Mere om det i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ukraines færd efter krigen

Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.

Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.

Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.

Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.

Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.

Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.

Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.

Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.

Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.

Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine

Udgivet den

Det handler om mere end kanoner og kampvogne – invasion er ikke den mest nærliggende risiko 

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe. Mere her i min seneste klumme i Berlingske – som også kan ses nedenfor:

Forsvarets styrke og rolle

Regeringen lægger i disse uger brikker til den massive investering i dansk forsvar. Fra 2030 skal Forsvaret årligt have et budget på to procent af nationalproduktet. Det mål blev vedtaget i NATO, længe før Ruslands generalangreb på Ukraine. Dengang kunne man være tøvende over for så høje udgiftsmål, fordi det er ensbetydende med, at Tyskland alene når op på samme rustningsudgifter som Rusland – og hele Europa bruger fem gange så meget.

Ruslands angreb viser imidlertid en skræmmende vilje til at løbe enorme risici for at genoprette et sovjetlignende imperium. Der satses helt åbenbart på, at Vesten ikke kan holde sammen om støtten til Ukraine, og at Europa savner enighed og vilje til at investere, så vi kan forsvare alle europæiske lande mod nye overfald.

USA bærer i øjeblikket hovedparten af byrden med at forsyne Ukraine med våben. Men amerikanerne vil utvivlsomt kræve, at dén opgave om få år helt overvejende løses af EU-landene samt Storbritannien og Norge. USAs tilstedeværelse i Europa bliver i fremtiden langt mere tilbagetrukken. Men USAs atomslagstyrke og forpligtelse til – efter NATOs artikel 5 – at optræde »alle for en« i tilfælde af angreb på et medlemsland er også i fremtiden afgørende for at forebygge nye angreb. Europa skal imidlertid ruste sig til både at løfte sit eget forsvar og finansiere genopbygningen af Ukraine. Det kan og skal vi magte. Vi er næsten fire gange så mange mennesker og har ti gange så stor en nationaløkonomi som Rusland.

Koordinering af de europæiske landes forsvarsopbygning er afgørende for at få størst muligt udbytte af de vældige investeringer. Det handler ikke kun om kanoner og kampvogne, jagerfly, missiler, ubåde og slagskibe – og vældige mængder af ammunition, selv om det alt sammen er nødvendigt, indtil Ruslands invasion i Ukraine er definitivt standset. Den mest nærliggende risiko for angreb på et NATO-land er ikke invasion som i Ukraine, men forsøg på at lamme vores infrastruktur og hele vores samfundsliv gennem it-angreb og fysisk sabotage:

Alle centrale samfundsinstitutioner oplever mere intense angreb på it-systemer. Hensigten er næppe umiddelbart at ødelægge, men at sikre sig adgangen til at kunne gøre det i en tilspidset situation. Øget forsvar for it-sikkerhed er et evigt kapløb med nye angrebsmetoder.

Også i forhold til rør- og ledningsforbindelser i havet opbygger Rusland kapacitet til at afbryde vores forsyning af olie-, gas- og el.

Der er mange modsatrettede antagelser om, hvem der sprængte Nord-stream-gasledninger i Østersøen i september i fjor. Jeg tror, at det var russerne selv, der sprængte deres kæmpeinvestering i stykker, fordi de erkendte, at Nord-stream-ledningerne aldrig kommer til at transportere russisk gas til Europa. Sabotagen skete samme dag, som vi var en stor forsamling med Polens præsident og Danmarks statsminister i spidsen, der stod nede i Szczecin for at indvie Baltic Pipe, der nu via Danmark og over Østersøen sender vældige mængder af norsk gas til Polen, så landet er blevet helt uafhængigt af russisk gas. Nede i Polen dén morgen i september var vi vist alle overbeviste om, at sprængningerne var en hilsen til os fra Putin – at det var et storstilet forsøg på at skræmme os med, hvad han også er i stand til med vores ledninger.

Derfor bliver en del af forsvarsinvesteringen også at skærpe overvågningen af vore forsyningslinjer under havets overflade. Men det stærkeste værn er en entydig melding til Moskva om, at NATOs artikel 5 også gælder for sabotage af rør og ledninger og vil blive besvaret med lige så effektfulde modangreb – måske af samme art.

Vi må heller ikke glemme, at informationskrigen er i fuld gang med løgnagtig propaganda østfra og troldeangreb på Vestens sociale medier. Det må være et væsentligt element i Europas oprustning at investere meget mere i at afsløre disse angreb og i at formidle sandfærdige nyheder uden om censuren til det russiske folk.

Hvis det lykkelige sker, at sandheden når ud til det russiske folk og omsættes i en omstyrtning af Putins diktatur, så er det ikke givet, at vi har brug for at værne os i den grad mod Rusland, som vi nu lægger an til at have på plads ved starten af det næste årti.

Men en del af Europas større militære kapacitet bør i så fald konverteres til et fælles udrykningskorps, der kan stilles til rådighed for FN til ny og mere håndfaste fredsbevarende operationer for at dæmpe mylderet af konflikter i Afrika og Asien, der skaber ustabilitet og nye flygtningestrømme mod vores strande, hvis de ikke bliver inddæmmet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 1. juni 2023

Mere fra min hånd om forsvar

Udgivet den

Europa har en vital rolle at spille som brobygger mellem USA og Kina

Det er afgørende, at Europa forstår at stå sammen mod Rusland og angrebskrigen i Ukraine, mens regionen sakker bagud i både folketal og økonomi. Samtidig vokser Kinas indflydelse og selvforståelse – til USA’s skingre fortrydelse. Her har Europa en afgørende rolle at spille for at de to ikke ryger i totterne på hinanden i kampen om henholdsvis at aspirere til rollen som supermagt og – for USA’s vedkommende – fastholde den. Mere om det i min seneste klumme i Altinget

Udgivet den

Tanken om Trumps tilbagevenden er ubeskriveligt skræmmende

Der er gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et givent scenario – mere om det i dette indlæg i Berlingske 17. maj 2023. Læs det i avisen eller nedenfor:

Blandet nyt fra supermagten

USA er fortsat verdens eneste supermagt, og Europa må glæde sig over den måske sidste amerikanske præsident, der helhjertet bekender sig til transatlantisk samarbejde. Det har vi voldsomt brug for – ikke mindst for at standse Ruslands aggression og redde Ukraine.

Det er også Joe Bidens fortjeneste, at USA omsider rykker kraftigt på klimaindsatsen. Det sker via skattepræmier til bæredygtig adfærd hos erhvervslivet. Det var forudsat at koste statskassen 267 milliarder dollar frem til 2030. Forskellige prognoser siger nu, at det snarere bliver to til fem gange så meget.

Jo mere det bliver, jo større er chancen for, at den globale opvarmning bremses.

Problemet er bare, at den i forvejen gigantiske amerikanske statsgæld i så fald vokser endnu mere, fordi der ikke i USA er politisk mod og vilje til at finansiere nye udgifter og målrettede skattelettelser med andre skatter.

Den rigeste ene procent kunne ellers levere vældige bidrag efter at have hamstret størstedelen af fremgangen i nationalindkomsten i over 40 år. Skatteskrækken betyder, at der kun været overskud på USA’s føderale budget i fire af årene siden 1970. De senere års covid-19-indsats og velfærdsforbedringer, og nu klimaindsatsen og oprustningen har sat ekstra voldsom fart i gældsstiftelsen.

Det kan for så vidt godt fortsætte en rimelig tid endnu, så længe dollaren dominerer som international betalingsvaluta, og kreditorerne har tillid til at få deres penge igen. Men alt andet lige må væksten i gældsbyrden presse inflationen opad og få USA’s nationalbank, Federal Reserve, til at fastholde en høj rente, der kan skade beskæftigelsen.

Hvad der derimod ikke må ske er, at USA erklæres konkurs, fordi der ikke er flertal i Kongressen for at gennemføre de sædvanlige årlige løft i det lovfæstede loft over statsgældens størrelse. Så kan der ikke betales regninger, herunder renter og afdrag til de mange lande med Kina i spidsen, der i årevis har udlånt penge til amerikanernes overforbrug ved at købe USA’s statsobligationer. Dét vil ryste verdensøkonomien og være et voldsomt slag mod USA’s anseelse og indflydelse.

Trump-ekstremisterne inden for det Republikanske flertal i Repræsentanternes Hus tøver imidlertid ikke med at løbe denne risiko, medmindre de til gengæld kan rulle store dele af Bidens politiske resultater – herunder klimaindsatsen – baglæns. Verden over afventer vi derfor med bævende læber, om der findes en landing i tide, og hvem der i givet fald blinker først.

Den nervepirrende magtkamp handler om præsidentvalget om halvandet år, der ser ud til at blive reprise fra 2020 med de samme to endnu ældre herrer.

Trumps anseelse blandt dem, der vil stemme ved republikanske primærvalg, synes hverken rystet af retssagerne om hans overgreb mod kvinder eller ulovlig pengeforvaltning, hans støtte til kampen mod retten til abort, hans vedvarende kaskade af løgne om valgsvindel og hans forsvar for angrebet på Capitol 6. januar 2021, hans fortsatte Putin-beundring og hans manglende opbakning til Ukraine.

Men man kan håbe og tro, at disse aparte gerninger og holdninger svækker ham fatalt blandt de afgørende svingvælgere.

Derfor er der gode chancer for, at Joe Biden – trods sin ret ringe popularitet – kan genvælges som 82-årig i 2024. Hvis han ellers står oprejst så længe. Men det er bestemt ikke et sikkert scenario. Det er mærkeligt, at Demokraterne ikke kunne samles om at opbygge en overbevisende yngre præsidentkandidat. Og det er ubeskriveligt skræmmende for os alle, at det ikke er stensikkert, at Trumps genkomst forhindres.

Det er også bekymrende, hvordan frygten for Trump definerer et kapløb mellem partierne om at føre en stadigt mere konfrontatorisk politik over for Kina, selvom bedre håndtering af interessekonflikter kunne bidrage til at inddæmme Putin, sikre freden i Østasien, en stabil udvikling i verdensøkonomien og et nødvendigt samarbejde om klimaindsatsen.

Trump-traumet forklarer også, at Biden ikke for alvor har genoptaget en række af Obamas fredsfremmende initiativer: Atomaftalen med Iran blev ikke i tide genetableret, og Iran er nu meget tæt på at kunne lave sin egen bombe – og har i øvrigt med kinesisk mægling knyttet nye forbindelser til sin gamle ærkefjende, Saudi-Arabien. USA’s forsoning med Cuba er lagt på is for ikke skræmme eksilcubanske vælgere væk fra Demokraterne. Biden tager også kun alt for forsigtigt afstand fra Netanyahus krig mod den israelske højesteret og mod palæstinenserne – af frygt for reaktionen hos de mest højredrejede af de evangeliske og jødiske vælgere på hans hjemmebane.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).

Mere fra min hånd om USA, Joe Biden og Donald Trump

FOTO: Jud McCranie via Wikimedia Commons

Udgivet den

Kina – ikke til at komme uden om

Xi Jinping ser ikke med velvilje på Ruslands krig mod Ukraine, der også påvirker Kina. Vesten vil komme til at betale en endnu højere pris ved at udvide sanktioner til Kina. Det skriver jeg om i denne, min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kina på vej til supermagtsstatus

I Kina bor der 1.400 mio. mennesker, og økonomien er mere 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina bliver verdens anden supermagt i dette århundrede. Kina har stærke handelsforbindelser ikke bare med USA og Europa, men er massivt til stede også i Afrika og Latinamerika. 

Kina træder ind over det svækkede Rusland som partner til landene i Centralasien og har voksende indflydelse i Mellemøsten, hvor man lige har bidraget til forsoning mellem ærkefjenderne i Iran og Saudi-Arabien. Kort sagt, Kina er ikke til at komme uden om. Men er Kina også farligt?

Kina og Europa

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Men måske var det en aftalt arbejdsdeling. Der er i hvert fald en fælles europæisk opfattelse af, at man skal have en tæt dialog, og at de stærke økonomiske bånd ikke skal afbrydes. Vel er der strategiske områder, hvor vi ønsker mindre afhængighed af Kina.

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Modsætningerne mellem Kina og USA

Men EU ser ingen fordele ved den fortsatte optrapning af handelskrig og rustningskapløb, som de to store partier i USA synes at hidse hinanden op til forud for næste præsidentvalg. EU-forståelsen er, at Kina nok ønsker at ”erobre” verden gennem handel og investering og ikke har krigeriske hensigter. EU ønsker at inspirere USA til at dyrke de fælles interesser med Kina om fred, økonomisk samkvem og samarbejde om klimaløsninger. 

Aflysningen af udenrigsminister Blinkens planlagte besøg i Beijing opleves som en overreaktion på den vildfarne kinesiske ballon, der blev skudt ned i amerikansk farvand.

Xi Jinping har næppe lige nu hverken evne eller vilje til at standse Putins angrebskrig. Xi ser samarbejde med Rusland som værn mod amerikansk dominans, hvor USA forsøger at stække fremgang i kinesisk levestandard og international indflydelse. 

Rusland er den lille

Kina vil ikke afskrive Rusland, når USA presser Kina. Desuden udnytter Xi gerne Putins svækkelse til at købe gas og olie med stor rabat. Rusland er klart lillebror i det forhold.

Men det er forkert at antage, at Xi ser velvilligt på Ruslands krig. Kina ville blive ramt langt hårdere af vestlige sanktioner ved direkte militær støtte til Rusland. Vesten ville imidlertid selv betale en meget større pris end nu, hvis sanktionerne skulle udvides til Kina. Derfor har Kina og Europa fælles interesse i at undgå skærpede modsætninger. Hvis Vestens massive våbenbistand til Ukraine kommer til at presse Rusland yderligere, kan det også øge Xis interesse i og mulighed for at bidrage aktivt til at standse krigen. Også derfor er der fornuft i at holde al kontakt åben til Beijing.

Hvad med Taiwan?

Men er der ikke risiko for krig over Taiwan? Næppe. Kinas økonomi ville lide ubodelig skade ved en krig, der risikerer at inddrage USA og med sikkerhed udløser sanktioner fra hele Vesten. 

Men der er også meget stærke kræfter i Taiwan, der ikke vil provokere Beijing. Øens tidligere præsident fra det gamle kinesiske nationalistparti har netop aflagt et forsonende besøg på fastlandet. Hans parti, der vandt de seneste lokalvalg stort, står for samarbejde med Kina. 

Selv Taiwans nuværende (og snart afgående) præsident, der principielt ønsker selvstændighed, undgik et nyt provokerende besøg på øen fra en kongresformand fra USA ved i stedet at møde den ny formand privat i Californien. 

Mon ikke status quo består i fred, hvis omverdenen afstår fra at vippe båden?

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten 12. april 2023

Mere fra min hånd om omverdenens forhold til Kina

Udgivet den

De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner

Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Med FN’s opbakning

Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.

Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.

Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.

Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.

Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.

I strid med FN

Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.

Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.

Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.

Sande venner

Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.

Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.

Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023

Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan

Udgivet den

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

Udgivet den

🇬🇧 Dangerous changes in China policy

We should be wary of ostracising China further. And I still believe what Henry Kissinger said to me some 16 years ago: Taiwans future will be peacefully solved so long as the rest of us don’t intervene.

This article is a translation of an opinion piece of mine in Berlingske on the 21st of March, 2023:

China and the US must cooperate

My former colleague, Denmark’s longest serving Foreign Minister Uffe Ellemann-Jensen once told me that neither China nor the climate were high on the agenda during his tenure as foreign minister. Now, 30-40 years later, China’s importance on the world stage has exploded. Climate change is our worst existential threat, provided we don’t wipe out civilization in a nuclear war. Peace and economic stability for the remaining 21st century depend on whether the United States and China can rein in their rivalry and together lead the way in international cooperation.

Since China put the chaos and disasters of Maoism behind her in 1978 under the leadership of Deng Xiaoping, the enormous country has experienced sensational progress. The economy is more than thirty times bigger. My wife Mette Holm and I have, separately and together, witnessed this formidable upheaval. Mette has lived in China for ten years – first as an exchange student, later as a reporter. I have visited China 18 times in the past 45 years, and in my capacities of Minister of Finance and Foreign Affairs, chairman of Denmark’s Social Democratic Party and Parliament, and President of the UN General Assembly, had meetings with a large number of top Chinese leaders.

In China’s self-perception, the country is the world’s oldest and most important nation, now rising after a short-term weakening of 150 years. But China’s path to prosperity and greatness is through trade, investment and diplomacy – not a desire for belligerent conquest. In my view this has not changed, even if Xi Jinping’s autocracy and the massive uniformity is terrifying. There is fierce repression of Muslims in Xinjiang, Tibetans and of the few dissidents who dare to speak out. Hong Kong’s freedom is denied in violation of the agreement with Great Britain on ‘one country, two systems’. Also, rearmament and talk of unification with Taiwan by military force ‘if necessary’ is cause for concern.

We need Xi to influence Putin

The US is leading a drastic change in the West’s attitude towards China. After decades of mutual commitment to trade and investment and successful political cooperation as seen with the Paris Climate Agreement – the West is now perceived as setting a course to inhibit China’s progress towards prosperity, while encircling the country with strong alliances under American leadership. China spends only one-third of the resources that the US spends on the military, and the US is strengthening ties with large neighbouring countries such as Japan and India. 

Trump initiated the trade war and the covid-bashing against China, and since then a paranoid fear as well as a demand to be ‘tough on China’ has arisen in American politics. It peaked with the hysteria about and the shooting down of the Chinese hot air balloon. The relationship has taken a dangerous turn that this little interlude could lead to the cancellation of the American Foreign Minister Antony Blinken’s visit to Beijing. Precisely the opposite is needed: détente and relaxation of tension. 

Most importantly, if the US and China could come on speaking terms to an extent so that Xi Jinping would be willing to put pressure on his ‘friend’ Putin to stop the war of aggression in Ukraine. Sadly, until now China’s course has been guided by joint Sino-Russian opposition to US global dominance.

China a major player

The United States must accept and recognize a new balance where China’s progress cannot – and should not – be inhibited permanently. China has established strong economic relations in East and South Asia and increasing influence in Africa, Latin America, Central Asia and the Middle East. China is now a major diplomatic player who has succeeded in mediating between arch-enemies Iran and Saudi Arabia. The US must also understand that both China and Europe want to preserve significant parts of our considerable economic relationship. This is why Foreign Minister Løkke Rasmussen was right, when he said that the EU must contribute to reducing tension between the US and China.

But shouldn’t we fear invasion of Taiwan – analogous to Putin’s invasion of Ukraine? I find this analogy false. China has no interest in starting a military conflict that could overturn the basic unspoken ‘contract’ with the population: the government has had solid popular support, while managing to pull 800 million people out of poverty. The vast majority of Chinese have experienced massively increased prosperity and freedoms – so long as they don’t get involved in politics! This was discontinued during the covid-pandemic, which was handled clumsily. But war over Taiwan could be far more costly in terms of sanctions and a breakdown in China’s participation in the world economy. All parties therefore have a fundamental interest in not provoking changes in the status quo in the Taiwan Strait. I still firmly believe what Henry Kissinger said to me 16 years ago: ‘Taiwan’s future will probably be resolved peacefully as long as the rest of us interfere as little as possible. There are Chinese on both sides, and they have a longer time perspective than we do in the West.’

Udgivet den

Penge, forbrydelse og magt

Det er ikke kun i de tidligere sovjetrepublikker, at der enhver formue bygger på en forbrydelse. Mønstret findes over alt. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 6. marts 2023. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Pengene bag magten

Under et besøg i Georgien i 2008 undrede jeg mig over at se mange dyre huse, men ingen produktion.

Svaret fra min lokale misantropiske ven var: »Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse.«

Andre mener, at de superrige er forbilleder, ikke forbrydere. Hvis du vinder en million, så skal du lade en milliardær forvalte pengene, så han kan tjene endnu mere – både til dig og sig selv. Og slippe uden om skatten. Når økonomien blomstrer, siver der også lidt ned til de fattige, så pyt med øget ulighed.

Disse forestillinger fik et grundskud af finanskrisen og en eksplosivt stigende ulighed kloden rundt. Få håndfulde superrige milliardærer og deres gigantselskaber råder over en meget stor del af den globale økonomi.

Min ven fra Georgien har naturligvis ikke ret i, at al stor formue er skabt af forbrydelse: Mange formuer er skabt af mennesker, der arbejder utroligt hårdt og kreativt, gør fantastiske opfindelser og går i spidsen med nye produkter og teknologier.

Formuernes bagmænd

Hans iagttagelse var imidlertid en ret dækkende beskrivelse af de postsovjetiske samfund, hvor en lille kreds af oligarker hamstrede det meste af samfundets værdier under Sovjetunionens kaotiske opløsning.

I Vesten er der dog også mange eksempler, der passer ind i forbryderbilledet: Store gamle formuer blev grundlagt på slaveri eller slavelignende arbejdsvilkår i de gamle stærkt klassedelte landbrugssamfund – og ikke mindst i industrialiseringens og kapitalismens rå ungdomstid.

Forbrydersyndikater sidder stadig på enorme formuer i rige lande fra Italien til USA. I mange fattigere lande dækker beskrivelsen også, hvad enten man tænker på narkobosserne i Mexico og Colombia, revolutionsgarden i Iran eller hamsterkolonier af magthaverfamilier i Afrika og Asien.

Den forbryderiske ulighed kan være direkte resultat af autoritære kleptomaners virksomhed. Men det kan også være resultatet af demokratiernes mangelfulde retshåndhævelse af konkurrence-, miljø- og arbejdsmiljøregler og mangel på agtpågivenhed over for, hvad der er skadeligt for klima og helbred.

Profit frem for sandheden

Den demokratiske meningsdannelse blev længe forvredet af olieselskabernes systematiske løgnekampagner, hvor man – mod bedre vidende i egne forskningsafdelinger – i årtier fornægtede truslen om dramatisk klimaforandring. Tidligere var det tobaksindustriens fornægtelse af tobakkens helbredsødelæggelse, der forsinkede indgreb. Senest har den samvittighedsløse markedsføring af dødsensfarlige opioider kostet hundredtusinder af amerikanere livet, mens der blev opsamlet en milliardformue hos Sackler-familien, der ejede den største del af giftproduktionen.

Skruppelløse selskaber og milliardærer har frit spil, hvor der mangler en statsmagt med evne og vilje til at bekæmpe monopoldannelse, håndhæve hensynet til borgernes helbred og sikre velfærd ved effektiv skatteopkrævning og omfordeling. Svigtende samfundsregulering i mange demokratiske lande er i høj grad resultatet af, at de superrige har hvervet politiske nøglespillere som deres reelle lobbyister.

Den uhyrlige skæve indkomstfordeling korrumperer politiske systemer til at svigte varetagelsen af flertallets interesser. Milliardærklassens ejerskab til og manipulation af meningsdannelsen i toneangivende medier trækker i samme retning. Det værste eksempel her er stadig Rupert Murdoch, der dominerer de mest sete og læste medier i USA og Storbritannien og nok VAR afgørende for valgudfaldene til fordel Brexit og Trump –  i samspil med Putins internettrolde.

Lovlig lobbyisme

Har vi også en rem af huden her i landet? Nej, vi ser ikke ulovlig bestikkelse og korruption. Men vi oplever bestemt stærk lobbyisme for de mest velhavendes interesser. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har lige i sin erindringsbog fortalt om, hvordan Saxo-bankmilliardæren og skatteflygtningen Lars Seier Christensen som Liberal Alliances hovedsponsor insisterede på, at partiet under Løkke-regeringen skulle stille et ultimativt krav om topskattelettelser. Anders Samuelsen kravlede lydigt op i et højt træ med dét krav. Lige i den omgang mislykkedes det, manden i træet blev til grin, og til sidst faldt han helt ud af dansk politik.

Men de seneste to årtier har stærke kræfter fået uddelt betydelige skattelettelser til de bedre stillede, mens uligheden voksede. Også i den ny regering har de borgerlige partier fået lettet generationsskiftet i rige virksomheder og nedsat topskat til den højere middelstand. De var dog ikke nok for Søren Pape og Danske Erhvervs Brian Mikkelsen, der angreb den ellers næsten symbolske top-topskat, som man skal tjene flere millioner for at blive berørt af.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 6. marts 2023.

Mere fra min hånd om ulighed og skat