Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse

Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:

Nyt fra Ukraine

Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.

Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.

De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,

Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed. 

Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for. 

I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.

Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.

’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin.  Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn

Jeg skrev min seneste få dage før Volodomyr Zelenskyjs skæbnesvangre besøg hos Trump i det Hvide Hus, der åbnede en afgrund mellem Europa og USA, hvilket ikke ændrer noget i forhold til klummens indhold. Lad os inderligt håbe, at det dramatiske møde omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine. Læs klummen i Berlingske – eller nedenfor:

Dag for dag udfolder katastrofen sig

Ved magtskiftet for fem uger siden var der stadig danske politikere, erhvervs- og mediefolk, der så en kerne af god mening i Trumps rablende galskab.

Efter bagholdet mod Ukraine og omfavnelsen af Putin er der vist kun Morten Messerschmidt og Asger Aamund tilbage?

Nu er der en kollektiv erkendelse af, at vi ikke længere har en reel alliance og slet ikke et værdifællesskab med Trumps USA.

Trumpismen er en bevægelse, der har ophævet enhver grænse mellem sandhed og løgn. Trump vandt sine valg ved massiv investering i misinformation, had og konspirationsteorier via Fox News med videre og kampagner på sociale medier – uden slagkraftigt modspil fra troværdige public service-medier. 

I alliancen med højreradikale multimilliardærer investeres stadig mere i at sætte sig på amerikanernes foretrukne informationskanaler. Uafhængige medier sagsøges eller bliver lidt medløbere til magthaverne.

Trump har desuden magten over både Kongressen og højesteret. Med haglbyger af dekreter angribes alt, der handler om klimaindsats og om ligestilling mellem racer og køn. Elon Musk udrenser i statsforvaltningen. En bølge politiske fyringer udhuler kompetence og objektivitet. 

Folk dør bogstaveligt talt i Afrika, fordi kvælningen af USAID (det amerikanske agentur for udviklingsbistand, red.) afskærer dem fra deres daglige aids-medicin.

Det hele er et massivt forsøg på kupagtigt at omdanne det amerikanske demokrati til et højreradikalt oligarki og sælge ideen til andre. Vicepræsidenten var på udflugt til München for, på linje med Elon Musk, at solidarisere sig med de ekstreme kræfter, der søger at splitte Europa. 

Deres sprogbrug er som taget ud af Orwells fremtidsroman 1984 om nysproget, hvor de mener autokrati og ensretning, når de taler for demokrati og frihed. De savner enhver omsorg for andet end deres egen magt og pengepung. Ingen empati og omsorg for andre mennesker.

Mens J.D. Vance og Elon Musk karakteriserede de europæiske højreradikale som de egentlige demokrater, talte Trump selv imødekommende med Putin i telefonen om, hvad der kan blive Ukraines undergang. 

De var åbenbart enige om, at Ukraine skal opgive de områder, der hidtil er tabt ved den russiske invasion, og at resten af Ukraine ikke kan få NATOs opbakning til senere at modstå ny russisk aggression.

Derfor åbner en afgrund sig mellem USA og Europa. Vi må inderligt håbe, at det omsætter sig i hurtig europæisk enighed om massiv investering i at forsvare os selv – og Ukraine.

Trump omfavner åbenlyst verdens to mest fremtrædende krigsforbrydere, Putin og Netanyahu. 

Hans vanvittige idé om at overtage Gaza og flytte palæstinenserne væk er dybest set bare en af flere varianter af en politik, der støtter det, der ligner den højreradikale israelske regerings ambition om at rense Palæstina for palæstinensere og kolonisere hele Vestbredden.

Vi skal specielt forholde os til Trumps trusler om at erobre Grønland. Den mest sandsynlige metode til at forsøge at gøre Grønland amerikansk er en langvarig tæppebombning fra MAGA-bevægelsen med den velkendte blanding af trusler, løfter og løgne.

Truslerne har udløst en heftig debat om forholdet mellem Danmark og Grønland i fortid, nutid og fremtid. Det er aldeles afgørende, at denne debat forgår åbent, i ærlig erkendelse af fejltagelserne i kolonitiden – og faktabaseret.

Derfor var DRs nu skrottede udsendelse om kryolitten et svigt af alle principper om public service. 

Det var et forsøg på – trods klare advarsler fra sagkundskaben – sensationslystent at manipulere en fortælling. 

I en ophedet atmosfære lige op til et vigtigt grønlandsk valg præsenterede man et falsk indtryk af en enorm fortidig dansk udbytning af Grønland. Dét er lige så langt fra sandheden som meget af det, trumpisterne udsætter verden for. Og måske et indslag, der utilsigtet støtter Trumps dagsorden for Grønland.

Trump er ved magten i USA og er smadremand i global politik – som nævnt ikke mindst på grund af fraværet af slagkraftig public service til at afbalancere magtfulde og ofte voldsomt manipulerende private medier.

Jeg kæmpede hele mit lange politiske liv for stærke public service-medier i Danmark og har været modstander af forsøg på at skære ned på Danmarks Radio. 

Vi har i denne ulvetid mere end nogensinde brug for et DR, som faktisk leverer nuanceret, sandfærdig information, uafhængigt af særinteresser og immun over for vilde konspirationsteorier. 

Derfor er det lige nu, at DR fra top til bund skal bemandes til faktisk at leve op til denne opgave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. marts 2025

Mere fra min hånd om Trump og det nye USA

Er Trump ikke helt vanvittig?

Mærkeligt, som nogle borgerlige kommentatorer ser en kerne af mening i galskaben, når Trump rabler om Grønland og told. Vi har mere end nogensinde brug for et enigt Europa, der slår tilbage. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Trump og den stærkes ret

Ved at læse ledere i Berlingske og lytte til Weekendavisens udenrigsredaktør (Anna Libak, red.) kan jeg lejlighedsvis få det indtryk, at Trumps udfald om Grønland er vel begrundet i dansk forsømmelighed med Forsvaret. Og at han måske kan nøjes med mere militær tilstedeværelse og mineraludvinding, der kan holde Rusland og Kina på afstand.

Men så giver rablerierne om at eje Grønland ingen mening.

For det er som at sparke en åben dør ind: Danmark har selv omsider sat tempo og kraft ind på at styrke forsvaret af Grønland. 

Meldingerne fra både Trump senior og junior om grønlændernes påståede drøm om at blive amerikanere fortæller klart, at megalomanens mål er en globus, hvor der står UNITED STATES OF AMERICA over Grønlands 2,3 millioner kvadratkilometer.

Midlerne hertil vil formentlig være en blanding af økonomisk pression og løfter – og et massivt forsøg på meningspåvirkning i Grønland i lighed med Ruslands seneste indblanding i valgene i Moldova.

Meget tyder på, at Trump tænker som Vladimir Putin og Xi Jinping om en stormagts ret til at underlægge sig, hvad de betragter som deres nærområder. Han har derfor måske også forståelse for Putins tilsvarende ønske i Ukraine og Xis i forhold til Taiwan.

I hvert fald har hans første fokus været at få Canada, Mexico, Panama og Grønland under sin hæl med økonomisk eller militær magt. De voldsomme trusler om straftold mod Colombia for få dage siden viser også, at hele Latinamerika forventes at rette ind.

Endnu værre end toldmure

Folk, der vil sanewashe (rationalisere, red.) Trump, hævder også, at hans planer om, at told på andre lande kun er et udspil, der kan afværges med andre og rimelige indrømmelser. Heldigvis kan det måske ende sådan, men kun hvis resten af verden står sammen om at modstå og resolut besvare overgrebene fra den amerikanske præsident.

Det fordrer en hidtil uset solidaritet internt i Europa, inklusive Storbritannien, og et tættere samvirke med andre dele af verden, der trues fra Det Hvide Hus.

Trump og Musk søger netop derfor af al kraft at splitte det europæiske samarbejde ved støtte til de nationalistiske ultrahøjrepartier i Europa.

Intet tyder på, at Trump har erkendt, at han skal at stoppe, før han i strid med al international ret og alle hensyn til gamle allierede annekterer for eksempel Grønland og Panama-kanalen og udløser globale toldkrige.

Et af hans mest vedholdende synspunkter i årtier er, at told er godt, fordi det er en skat på udlændinge, der kan finansiere skattelettelser for amerikanere – især de rigeste af dem.

Det hele bygger tilsyneladende på den urealistiske forventning, at omverdenen ikke tør svare igen på toldangreb fra USA. Told bliver uundgåeligt et enormt tab i velstand, både for handelspartnere og for USA selv.

Det er næppe overkommelige krav fra Trump, der kan standse toldkrigen. Han vil formentlig kræve et stop for at regulere adfærd og kræve skat af amerikanske virksomhedsgiganter – samt at Europa skal aftage fossile brændstoffer fra USA i en meget lang fremtid og tømme statskasserne med fantasifuldt store indkøb hos den amerikanske våbenindustri.

Med andre ord indrømmelser, der er endnu værre end toldmure, fordi vi afskærer os fra at konkurrere med amerikansk højteknologi, forhindres i at bremse klimaforandringerne i tide og tvinges til at skære i velfærden.

Frontalangreb på selve demokratiet

Borgerlige kommentatorer kan være rystet over Trumps udenrigspolitik, men forstår noget af hans indsats for mindre stat og regulering.

Men den totale afvikling af begrænsninger i milliardærerne amokløb giver dem frit løb til endnu større formuer og magt og til at købe sig et monopol på meningsdannelsen for MAGA-bevægelsen i aviser, tv og på sociale medier. 

Samtidig er man i gang med at cementere et retssystem, der altid vil give præsidenten ret – også når for eksempel republikanske delstater fifler med inddeling af valgkredsene, så det bliver endnu vanskeligere for at fremtidigt flertal mod Trump at blive til et flertal i magtens korridorer.

Meningen med al denne galskab er et frontalt angreb på selve demokratiet.

PS: I øvrigt tror jeg ikke, at Trump ønsker krig. Men når han omgiver sig med uvidende og fanatiske jasigere og har fjernet de fleste kyndige diplomater fra sin kreds, risikerer han alligevel at få krigen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren udkom i Berlingske 3. februar 2025

Mere fra min hånd om Donald Trump

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

European Palestinian Network Conference

Jeg er blandt paneldeltagerne ved European Palestinian Network‘s vigtige konference i København 11. januar. Arrangøren, Puls48, skriver bl.a.: “Through our work, we seek to enhance understanding, promote dialogue, and raise awareness about Palestine’s history and contemporary challenges.” Illan Pappé, Finlands tidl. udenrigsminister Erkki Tuomioja, repræsentanter fra UNRWA, Amnesty International, Folkekirkens Nødhjælp, Oxfam DK og mange flere deltager også.

Mere om European Palestinian Network, konferencen og billetter her

Fire grunde til, at jeg orker at skrive endnu en lang kommentar

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Læs kronikken i Politiken – eller nedenfor:

Min kronik i Politiken 22. december 2024

Danmark har altid støttet en international retsorden, respekt for menneskerettigheder og et forpligtende internationalt samarbejde. Det bør være en vigtig ledestjerne for vores indsats som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i de kommende to år – også når det gælder holdningen til Israel.

Amnesty International har med omfattende dokumentation konkluderet, at Israel begår folkemord i Gaza med en krigsførelse, der betyder vilkårlige drab og kvæstelser af titusindvis af civile, blokering for nødhjælp og drab på nødhjælpsarbejdere med omfattende død af sult og sygdom til følge.

2,3 millioner mennesker er efterladt i en ruinbunke på størrelse med Langeland. Deres samfund er systematisk gjort ubeboeligt. Boliger, sygehuse og skoler er udbombet. 45.000 er dræbt – de fleste civile. 106.000 er såret eller livsvarigt invalideret. Børn er en uhyggelig stor andel af de døde og sårede. Intet andet sted har så mange børn fået amputeret lemmer – ofte uden bedøvelse, fordi medicin og udstyr lige så lidt som vand og mad får lov at komme frem bare i det absolut mest nødvendige omfang. Hundredtusinder af børn er uden skolegang og uden fremtid,

Anklagen om folkemord behandles på Sydafrikas initiativ af Den Internationale Domstol. Der er ikke fældet dom, men domstolen har for længst og forgæves krævet våbenhvile og tilstrækkelige forsyninger til krigens ofre.

Den Internationale Straffedomstol har samtidig rejst sag mod Israels statsminister og tidligere forsvarsminister for veldokumenterede krigsforbrydelser.

Alligevel er der stadig folk i Danmark, som mener, at Israels krigsførelse er nødvendigt selvforsvar over for Hamas’ bestialske angreb på civile og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023.

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Israel kan ikke militært besejres.

Hamas’ angreb var uden al tvivl en krigsforbrydelse, der stempler bevægelsen som en uhyggelig terroristisk dødskult, der ikke bare praktiserer vilkårlige drab på civile jødiske borgere, men også er fuldstændig ligeglad med, om gengældelsen rammer deres eget folk med faktor hundrede.

Men Hamas’ grusomheder kan ALDRIG retfærdiggøre Israels krig mod Gazas folk gennem snart 15 måneder. Det retfærdiggør selvfølgelig heller ikke den statsstøttede bosættervold og etniske fordrivelse rettet mod den palæstinensiske civilbefolkning på den besatte Vestbred – eller internering af 12.000 palæstinensere i fangelejre, hvor tortur og mishandling er udbredt.

Kampen om Palæstina mellem den arabiske flertalsbefolkning og jødiske indvandrere begyndte for langt over hundrede år siden, da den zionistiske bevægelse – med begrundelse i århundreders forfølgelse af jøder i Europa – formulerede ideen om en jødisk stat i Palæstina.

Efter Første Verdenskrig overgik Palæstina fra tyrkisk til britisk styre. Briterne lovede med Balfour-erklæringen fra 1917 jøderne ’et nationalt hjem’ i Palæstina, men uden at præcisere, om det betød en særlig stat. Det var et oplæg til konflikt med de arabiske palæstinensere.

Den jødiske indvandring tog fart med nazismens fremmarch i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig med overlevende fra holocaust. Det var holocaust, der i 1947 førte til, at det unge FN, domineret af sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, foreslog, at Palæstina skulle deles nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder – med Jerusalem som et særligt område under international kontrol.

FN’s plan blev aldrig virkeliggjort. De arabiske nabolande, der netop var ved at frigøre sig fra europæisk koloniherredømme, afviste FN-planen som en kolonialistisk løsning hen over hovedet på palæstinenserne, der stadig var et stort befolkningsflertal. Derfor gik nabolandene i krig mod den selvudråbte jødiske stat. Men med støtte fra både USA og Sovjetunionen vandt Israel på slagmarken og kom i besiddelse af 77 pct. af Palæstina. Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med Østjerusalem kom under Jordan.

Jeg er født i 1946. Min ældste nulevende ven er af jødisk oprindelse. Jeg voksede op med enorm sympati for, at det så grusomt forfulgte jødiske folk fik sin egen stat. Jeg oplevede kibbutzerne i det unge Israel som et spændende socialistisk eksperiment.

Jeg lagde øre til myten om folket uden land, der kom til landet uden folk og fik det til at blomstre. Men jeg blev kritisk over for den zionistiske stat, da jeg efterhånden forstod, hvordan Israels fødsel førte til flugt og fordrivelse for to tredjedele af Palæstinas arabiske indbyggere – og at Israel aldrig ville lade dem komme tilbage. Historien om den jødiske stat er også historien om 77 års fordrivelse, besættelse og ydmygelse af palæstinenserne. Og det er historien om, at hver gang der var bevægelse i retning af fred, var der terrorister på den ene eller anden side, som sprængte det i luften.

Den aktuelle katastrofe i Gaza placerer Netanyahu og hans fæller som de mest morderiske terrorister i konfliktens lange historie. Der uddeles i Danmark bøder og fængsel til folk, der udtrykker støtte til terror. Hvordan mon vi vil forvalte denne lovgivning over for dem, der hylder Netanyahus krig, når Den Internationale Straffedomstol måtte dømme ham som terrorist?

Det er meget forståeligt, at jøder verden meget længe købte den samme positive fortælling om Israel, som jeg selv lyttede til i min tidlige ungdom – og mange støttede opbygningen af staten Israel med store beløb.

Men der var også jøder, der tidligt så faren ved den kurs, det zionistiske projekt kunne tage.

En af dem var Albert Einstein, der allerede i 1929 sagde følgende til sin ven, kemikeren og zionistlederen Chaim Weizmann: »Skulle det ikke lykkes os at finde en vej til ærligt samarbejde og en ærlig pagt med araberne, så ville vi intet have lært af vores 2.000 års lidelser, og vi vil have fortjent vores skæbne«. En dyster profeti!

Weizmann blev statens Israels første præsident. Ved hans død i 1952 blev Einstein indtrængende opfordret til at efterfølge ham. Men Einstein afslog at blive Israels præsident, fordi han var uenig i den måde, staten udviklede sig på.

Einsteins bekymring blev bekræftet, da Israel med krigen i 1967 fik herredømmet i hele det historiske Palæstina og begyndte at kolonisere især Vestbredden med jødiske bosættelser. Det undergravede systematisk muligheden for at realisere FN’s fredsplan om en to-statsløsning, fordi netop dette lille stykke land plus Gazastriben skulle være grundstammen i en arabisk Palæstina-stat,

Der var et øjebliks omtanke med Oslo-aftalen mellem Israel og Arafats palæstinensiske befrielsesfront i 1994. Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at realisere en to-statsløsning var nok Yitzhak Rabin, der netop af den grund blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995.

Stor indvandring af arabiske og sovjetiske jøder gav efterhånden magten i Israel til ultranationalistiske og religiøse partier, der mener, at Gud har givet dem retten til hele landet og til at blive ved at holde det andet folk i Palæstina besat.

Denne politik er gang på gang fordømt af et overvældende flertal af FN’s medlemslande, der kræver besættelsen ophørt og to-statsløsningen gennemført.

Intet fremskridt er sket, fordi Israel med fuld støtte fra USA har udviklet sig til Mellemøstens militære supermagt – endda med atomvåben. I USA anses støtte til Israel som nødvendig indenrigspolitik, hvis man vil genvælges; skiftende præsidenter har talt om en to-statsløsning, men reelt har USA undergravet denne løsning ved reelt at acceptere, at Israel har oprettet kolonier af 700.000 jødiske bosættere på besat område i strid med FN’s beslutninger og folkeretten. USA har desuden leveret Israel de mest avancerede våben i rigelige mængder og systematisk nedlagt veto i FN’s Sikkerhedsråd, selv når alle andre medlemmer krævede stop for Israels amokløb.

Biden blev under sin dramatiske aldring en skandale og tragedie, ikke kun fordi han ikke i tide lovede at gå af efter fire år og derved kunne have givet sin afløser en sejrschance – også fordi han trods sin modvilje mod Netanyahus barbariske krigsførelse ikke lagde pres på Israel for en våbenhvile og adgang for effektiv nødhjælp, der kunne stoppe udslettelsen af Palæstina. Nu kan genkomsten af Netanyahus ven Trump gøre alt endnu værre:

Biden blev på den mest ydmygende måde trukket rundt ved næsen af Netanyahu, der var Trumps håndgangne mand i USA’s valgkamp. Måske nåede den gamle præsident end ikke at forstå, at Netanyahu ikke længere forsvarer sig mod Hamas’ terrorangreb, men bruger det som påskud til definitivt at begrave palæstinensernes drøm om og legitime krav på et tåleligt liv og national selvbestemmelse.

Derfor har USA desværre også givet medløb på Israels mord på Unrwa – FN’s flygtningeorganisation Unrwa har i fraværet af den politiske løsning holdt de fordrevne i live og ikke mindst sikret uddannelse og hospitaler i Gaza under 17 års indespærring. Unrwa er den organisation, der er bedst rustet til at yde nødhjælp til Gaza, men nu slet ikke får lov: Fordi Israel ser organisationen som instrument ikke bare til fysisk overlevelse, men også til at holde en palæstinensisk identitet i live. Israels krig mod Palæstina er derfor også blevet til Israels totale krig mod FN.

Netanyahus udgave af Israel mener, at den jødiske stat kun kan overleve, hvis palæstinenserne fordrives eller spærres inde bag mure. De to yderpartier i Netanyahus koalition er de ideologiske børn fra Begins og Shamirs terrorgrupper, som i 1940’erne massakrerede arabiske landsbyer for at få folk til at flygte og myrdede FN’s mægler Folke Bernadotte, fordi han holdt fast i at dele lige med palæstinenserne. Manden, der myrdede de bedende muslimer i moskeen ved Hebron i 1994 for at afspore Oslo-processen, er også et af deres forbilleder!

Netanyahu selv har en beslægtet afstamning: Hans far, Benzion, var privatsekretær for Jabotinsky, som stærkt inspireret af Mussolini var anfører for den fascistiske fløj i den zionistiske bevægelse. Jabotinsky mente, at den jødiske stat kun kunne bestå ved at stille araberne ’uden for en jernmur’ omkring staten. Det vil sige fordrive dem.

Så skræmmende og tragisk det hele er – og så svært det ser ud at ændre med Trumps genkomst og Netanyahus vældige og blodige sejre på den mellemøstlige slagmark – hvorfor orker jeg så skrive endnu en lang artikel om dette i stedet for at skrive om alle verdens andre tragedier og forbrydelser, der fortjener lige så stor opmærksomhed?

For det første fordi jeg mener, at mange i Vesten – og i dansk politik – monumentalt savner viden om historien, der har ført os frem til den nuværende katastrofe i Palæstina.

For det andet fordi det israelske demokrati diskriminerer mod ikkejødiske borgere og efterlader især ikkejøder i besatte områder totalt retsløse. Det område, Israel kontrollerer, er et apartheidsamfund. Desuden søger den nuværende ekstremt højrenationalistiske regering af al kraft at indskrænke domstolenes magt og mediernes frihed. Demokrater på den næsten slagne israelske venstrefløj frygter, at Israel udvikler sig til det andet teokratiske diktatur i Mellemøsten på linje med hovedmodstanderen Iran.

For det tredje fordi Israel aldrig får fred ved alene at forlade sig på sin overvældende militære magt mod nabolandene og den massive undertrykkelse af palæstinenserne. Det er selve opskriften på evig konflikt.

For det fjerde fordi, hvis Israel får held til at fuldføre mordet på Palæstina, mens USA og mange europæere ser passivt eller endda accepterende til, så vil det cementere opfattelsen i det globale syd af monumental dobbeltstandard i Vesten over for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser: Når Putin kræves for krigsforbryderdomstolen, klapper vi alle, med rette, i hænderne; men når Netanyahu kræves samme sted hen, vil USA straffe domstolen i stedet for at lade retten gå sin gang. Og der er for mange europæere, der taler med uld i mund om vores forpligtelse til at bakke domstolen op.

Danmark har ikke meget at skulle have sagt, når det gælder at ændre hele den tragiske udvikling.

Men vi skal af al kraft støtte en fuldstændig våbenhvile, hvor overlevende gidsler på begge sider frigives – og af al kraft arbejde for, at en fredsstyrke – formentlig med arabisk overvægt – kan erstatte Israels herredømme over folk i Gaza. Og vi skal træde til med stor humanitær hjælp.

Det er beklageligt, at vi ikke for længst har taget os sammen til diplomatisk at anerkende Palæstina som stat på linje med Sverige, Island, Norge og det meget store flertal af verdens andre lande: Anerkendelse handler om symbolsk at styrke det mildt sagt haltende selvstyre i Ramallah, der repræsenterer det Palæstina, der ville freden og for længst har anerkendt staten Israel – men som blev ydmyget og irrelevant, fordi de blev nægtet enhver indrømmelse fra Israel.

Derfor bør anerkendelse suppleres med kravet om frihed for Marwan Barghouti, den mest populære palæstinensiske frihedskæmper, som Israel holder fængslet på livstid. Barghouti er det reelle alternativ både til de diskrediterede ledere i Ramallah og til dødskulten Hamas. Vi burde for længst have sat denne dagsorden sammen med andre europæiske lande.

Det er vigtigt at sige det rigtige til verden som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor skal være melde klart ud om Israel og Palæstina, også selv om det udløser misbilligelse i Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft

Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s generalforsamling.

Kronikken udkom i Politiken 22. december 2024

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Velkommen til frontlinjen  

Anders Fogh Rasmussen vil langt om længe bidrage til den kommende rapport om Danmarks deltagelse i krigen i Afghanistan. Men der er intet, der tyder på, at han vil erkende sine fejl og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden. Det skriver jeg om i Altinget. Du kan læse artiklen her eller nedenfor.

Fogh vil næppe angre sine beslutninger om dansk krigsdeltagelse

I forrige måned gik Danmarks Radios fremragende og dystre serie om Danmarks krigsdeltagelse fra FN-operationen i Eksjugoslavien til de amerikanske krige i Afghanistan og Irak over skærmene.

Jeg har fulgt udsendelserne med den særlige baggrund at jeg var minister 1993-2001 – og specielt var udenrigsminister, da angrebet skete 11.september, og USA invaderede Afghanistan. 

Derefter var jeg oppositionsleder 2002-2005, hvor jeg på Socialdemokratiets vegne sagde nej til, at Danmark tog et politisk, militært og moralsk medansvar for George W. Bushs invasion i Irak. 

Jeg var også udenrigsordfører for Socialdemokratiet 2005-2011. Derfor havde jeg en rolle i beslutningsprocessen, og pressede især på for at komme ud af Irak igen. Men jeg var langtfra altid enig i Danmarks valg af indsats.

Afghanistan – rigtigt at gå med, forkert at gå til Helmand

Der var en afgørende politisk forskel i holdningen til at deltage Afghanistan og i Irak:  Efter terrorangrebet 11. september 2001 var der enighed i dansk politik og opbakning fra FN til at bidrage til at fjerne Taliban og Al Qaeda.  Men der var uenighed om hvordan, Modsat den tiltrædende Fogh-regering, mente jeg, at vi burde gå ind som del af en fredsbevarende styrke i Kabul, hvor en ny regering tog magten efter få dages krig.  

I den lange fortsættelse af vores mission i Afghanistan havde jeg helst set, at vi deltog på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland. 

I stedet rykkede vi desværre på amerikansk opfordring ud til Helmand-provinsen, hvor ingen afghansk centralregering nogensinde havde haft reel kontrol, og hvor vi tragisk kom til at deltage i mere blodige krigshandlinger end nogensinde siden 1864.  

’Velkommen til frontlinjen’ fortæller med voldsom klarhed, hvorfor det gik så galt: Der manglede viden om området og klarhed om målet. Vi arbejdede sammen med et korrupt og udueligt afghansk styre og blev set som fjender i lokalbefolkningen. Meningsløsheden med tilstedeværelsen blev også efterhånden tydelig for de udsendte.

Efter alt for mange års tilstedeværelse kom vi ud af krigszonen, men havde en lille gruppe militærfolk tilbage som trænere helt til den kaotiske amerikanske tilbagetrækning og Talibans tragiske tilbagevenden til magten. 

Irak – vi skulle aldrig have taget medansvar for USA’s invasion

Modsat Afghanistan var der efter min opfattelse aldrig noget godt argument for at deltage i Georg W. Bushs invasion i Irak. 

FN’s våbeninspektører sagde, at de uden krig på kort tid kunne opklare om Irak have masseødelæggelsesvåben, og der var ingen anledning til at tro på, at det irakiske regime havde forbindelse til Al Qaeda. Der var massiv modstand i FN’s sikkerhedsråd mod at starte krigen.  Ved at gå med Bush valgte vi en helt anden holdning end de andre nordiske lande samt Frankrig og Tyskland.

Over for mig sagde daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen som begrundelse for at deltage i Irak-invasionen at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale for hele regionen mange år frem. Vi så også i Tv-dokumentaren hvordan vore udsendte soldater og diplomater ret hurtigt mistede troen på, at der var en god mening med deres tilstedeværelse.

Uanset alle disse kendsgerninger har tidligere departementschef Lars Findsen fremført det som en god begrundelse for at gå med i USA’s krig, at Danmark derved fik et tættere forhold til præsidenten og militæret i Washington. Jeg mener, at det er et ringe og forkert argument at give dette prioritet, uanset hvem der er præsident og uanset hvor forkert krigsbeslutningen er,

Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at vi også burde være gået med i USA’s krig i Vietnam.  Dét kom heldigvis aldrig på tale med Krag, Baunsgaard og Anker som statsministrene dengang. Anker tog frontalt afstand fra USA’s krigsførelse.

Vi skal altid have en selvstændig holdning og analyse.  

Dette burde også være indlysende for den nuværende regering, nu hvor Trump vender tilbage som amerikansk præsident.

Respekt for de udsendte indsats of – men læring af de forkerte beslutninger

Vi skal have den største respekt for de udsendtes indsats og de ofre de betalte med liv, lemmer eller sjælefred. 

Og vi skal lære at de politiske og militære fejlbedømmelser, der førte til disse ofre. 

Forhåbentlig er de negative resultater af krigene i Afghanistan og Irak så åbenbare, at der end ikke fra amerikansk side lægges op til gentagelser. 

Der er i hvert fald ingen gode udsigter for nye forsøg på med militær magt at støtte suspekte og korrupte lokale regeringer, der er uden rodfæste i en modstræbende befolkning – under påskud af de kan og vil indføre en slags demokrati.

I USA og Storbritannien har været omfattende undersøgelser om krigsdeltagelsen siden 2001. Fremtrædende beslutningstagere har været i vidneskranken – et ansvar er blevet placeret. Det gav den britiske premierminister Tony Blair et afgørende slag – og det har medvirket til større offentlig modstandskraft mod sådanne eksperimenter.

En tilsvarende undersøgelse i Danmark blev besluttet af Thorning-regeringen, men efterfølgende standset af Løkke-regeringen.

Derfor får vi for eksempel aldrig under vidnepligt afhørt Anders Fogh, om hvornår han lovede præsident Bush at gå med til Irak, uanset det manglende FN-mandat mv.  

Men der en undersøgelse i gang fra eksperter i DIIS, der arbejder med at beskrive historien. Og nogle af os andre har for længst talt med dem. 

Modsat den skrottede kommissionsundersøgelse er det imidlertid frivilligt. 

Det vil være pinagtigt, hvis toneangivende ministre i krigsårene ikke bidrager til arbejdet. 

Det gælder ganske særligt af Anders Fogh Rasmussen, der var den drivende kraft i Danmarks krige, som hans daværende partifæller i regering fik fritaget for pligten til at vide. Det antydes nu, at Fogh måske vil tale med DIIS. Men intet tyder på, at det ændre på, at han blot med stor fanatisme vil fastholde, at han gjorde det rigtige. Der har ikke hidtil været udtrykt bare antydning af eftertanke fra hans side, selv om der i dag er bred internationale erkendelse af, hvordan krigene blev iværksat på pinagtigt u-informeret grundlag, og derfor havde enorme menneskelige og økonomiske omkostninger og blev forspillet til nye katastrofer. 

Anders Fogh Rasmussen er ikke en mand, der kan eller vil erkende sine egne fejlbedømmelser og dermed medvirke til, at Danmark bliver klogere i fremtiden.

DIIS’ delrapport om tilbagetoget fra Afghanistan fremlægges om få dage.