Kategori: International politik

Udgivet den

Katastrofen Trump

Trumps triumf er katastrofal. Ikke bare for Amerika. Det skriver jeg om i Berlingske. Læs hele mit debatindlæg i avisen – eller nedenfor.

Trumps triumf blev sikret af det rædselsfulde amerikanske medielandskab

Trumps valgsejr er skabt ved monumentale løgnehistorier
om modpartens hensigter og egne bedrifter. Hans trusler og
forbandelser skal tages alvorligt. Bag valgkampens
bragesnak ligger en klar ambition om voldsomme
forandringer, der kan gennemføres nu, hvor han har total
magt over kongressen.


Trumps første præsidentperiode var kaotisk. Han surfede de
første tre år på dét opsving, Obama fik i gang efter
finanskrisen. Resten af tiden forkludrede han den
amerikanske indsats mod covid-pandemien, der i USA
kostede en million liv. En række af hans daværende
toprådgivere advarerede mod at genvælge ham på grund af
hans despotiske ledelse og fascistiske holdninger.


Den ny Trump-styre bliver en regering af og for de
milliardærer, der gennem årtier har hamstret hovedparten af
nationens velstand, og som ved at overtage staten vil
forhindre at den begynde rat kræve skat af dem.

Det kommer til udtryk ved, at bindegale Elon Musk skal i spidsen
for dramatiske nedskæringer i statsapparatet.
Det er meget svært at forstå, at mange af dem, der med
rette føler sig snydt for at få en rimelig andel af samfundskagen
– og som er blevet hårdt ramt af inflationen –
har sat deres lid til Trump som frelser.

For det er jo Republikanernes visnepolitik i Kongressen gennem 30 år,
der har saboteret Demokratiske præsidenters forsøg på at
sikre bedre velfærd og mere fair fordeling. Senest
forhindrede Trump også i foråret gennemførelse af en
indgået tværpolitisk aftale om bedre styr på den illegale
indvandring, fordi han ville have problemet at angribe
Demokraterne for i valgkampen.

Men mange vælgere har bare set, at det politiske system
var lammet og udueligt, og det har ramt Demokraterne som
regeringspartiet nok så hårdt.

Demokraterne selv kunne have gjort det bedre. Kamala
Harris kæmpede bravt og godt, men på en alt for kort bane.
Det er dybt tragisk, at den stærkt ældede Biden ikke
allerede sidste jul opgav at blive genopstillet.


Bundlinjen er imidlertid, at Trumps triumf blev sikret af det
rædselsfulde amerikanske medielandskab: Den skrupelløse
medløbskampagne fra Fox News. Elon Musks herredømme
over X (twitter), hvor fakta-check under valgkampen var en
by i Rusland.

De mange ekstreme højreorienterede kanaler,
podcasts og sociale medier, der spreder
konspirationsteorier. Alt sammen kilder, der for mange
formere deres stemmeafgivning. Dertil kommer, at mange i
det fordomsfulde Amerika ikke var var klar til en kvindelig –
og farvet – præsident. Desværre var modstanden mod en
kvinde meget udbredt blandt latino og sorte mænd.

Hvad bliver konsekvenserne så af det katastrofale
valgresultat?

Trump har allerede i forrige omgang sikret sig et
højreekstremistisk flertal i Højesteret, der har garanteret
ham immunitet i alt hvad har foretager sig som præsident.
Han kan desuden nu fortsætte med at udskifte mange
føderale dommere med meningsfæller. Efterhånden kan det
være svært at finde en domstol, der vil erklære noget af dét,
Trump foretager sig. forfatningsstridigt! Måske hans
hovedvej til et mere autoritært styre.


De annoncerede meget brede og dybe fyringsrunder i
centraladministrationen – herunder i udenrigstjenesten – er
farligt: Tusindvis af erfarne og kyndige folk vil blive erstattet
af Trump-jasigere. Jeg tror ikke at Trump personligt ønsker
krig, for ha n er bange for, at det vil skade hans private
pengepung. Men fraværet af erfarne og besindige rådgivere
er måske den største risiko for uforvarende at vandre frem
mod krig.

I Europa må vi frygte at Trump ved aftale med Putin vil
påtvinge Ukraine en fred, der truer landets fortsatte
eksistens og ryster hele Europas sikkerhed. Det vil kræve
en endnu mere voldsom oprustningsbølge hos os, der i
sidste ende kan true velfærd og klimaindsats.

Vores økonomi vil også lide inder Trumps toldkrig, der åbenbart
retter sig mod alle lande. Men toldkrigen bliver særlig heftig
mod Kina, og det efterlader ingen udsigt til opblødning
mellem de to supermagter. Tværtimod kan det
søvngængeragtigt føre os fremad mod krig.

Der er heller ingen udsigt til at Trump vil standse
krigsforbrydelserne fra hans nære ven Netanyahu – endsige
insistere over for Israel på våbenhvile og en vej hen mod en
to-stats-løsning. I værste fald kan han i stedet tilskynde
Israel til at åbne krig mod Iran. Det vil føre til destabilisering
af hele den mellemøstlige region.

Endelig og ikke mindst er det uhyre skræmmende at
klimafornægteren Trump kommer til magten igen. Det vil
uvægerligt forsinke indsatsen mod den globale
klimaforandring, der allerede foregår i alt for langsomt
tempo.

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om valget her.

Udgivet den

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Udgivet den

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Udgivet den

Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden

Vi er en kreds af danskere, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet og/eller arbejdet i Mellemøsten og derfor er dybt berørte af den nuværende situation i området. På basis af vore mangfoldige faglige og institutionelle erfaringer fra området henvender vi os herved til Udenrigsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg med forslag til, hvordan Danmarks politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden kan bringes mere utvetydigt på linje med vore folkeretlige forpligtelser som FN medlemsland og som kommende medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Motivation

Den igangværende israelske offensiv i Gaza har polariseret debatten mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. Linjerne er trukket hårdt op mellem dem, der med udgangspunkt i Israels ’ret til at eksistere’ sympatiserer med Israel og anser Gaza-krigen for at være berettiget som ’selvforsvar’, og dem der med udgangspunkt i palæstinensernes ’ret til et hjemland’ ser kritisk på Israels misrøgt af sine internationale forpligtelser som besættelsesmagt og på den brutale krigsførelse i Gaza siden oktober 2023. 

Denne polarisering har mange steder ført så vidt, at man glemmer eller ignorerer den historiske sammenhæng, herunder ikke mindst at de stridende parter har gennemlevet hver deres katastrofale kollektive trauma – Holocaust for jøderne og Nakba for palæstinenserne – som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ’frikort’ fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler. Hamas’ uhyrlige angreb den 7. oktober må nødvendigvis også ses i en historisk sammenhæng – som det seneste kapitel i et 75-år langt mareridt med fordrivelse, besættelse og frustrerede bestræbelser på at finde en acceptabel fredsløsning, der giver både palæstinenserne og israelerne mulighed for – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. 

Samtidig er både Hamas’ angreb og Israels offensiv et udtryk for den pris, både palæstinensere og israelere ender med at betale, når basale menneskerettigheder og regler for krigsførelse tilsidesættes, mens det internationale samfund, herunder Danmark, er dybt splittet. 

Israel/Palæstina konflikten rummer imidlertid også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv der, hvis ikke vi er os det meget bevidst, risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt

Det har i årtier været en grundsten i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse i en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark. Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen farbare og realistiske alternativer uden for rammerne af FN og det internationale samfunds eksisterende retsinstanser.  

På denne baggrund føler vi os forpligtede til at fastslå følgende:

Vi ser med sorg på:  

  • At mere end 1000 civile israelere den 7. oktober 2023 blev dræbt, mens flere hundrede israelere blev taget til Gaza som gidsler i det største, enkeltstående angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Et angreb der blev udført af Hamas og andre væbnede palæstinensiske militser, og som var et åbenlyst brud på folkeretslige principper. 
  • At Israels uundgåelige svar på angrebet har været helt disproportionalt og haft en sådan karakter og voldsomhed, at det har ført til seriøse anklager mod Israel ved FN’s Internationale Domstol for krigsforbrydelser og muligvis folkemord. 
  • At Hamas’ angreb fandt sted på baggrund af en 15 år lang blokade af Gaza striben, der i voldsom grad har hæmmet områdets økonomisk udvikling og gjort mere end 80% af Gazas befolkning helt eller delvist afhængig af humanitær hjælp. 
  • At angrebet også fandt sted på baggrund at en stadig udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsninger af bevægelsesfriheden mellem palæstinensiske byer på Vestbredden. Handlinger der tilsammen underminerer forudsætningerne for etableringen af en palæstinensisk stat, og som har ført til en situation, hvor Israel i henhold til adskillige officielle FN-rapporter opfylder betingelserne for at blive karakteriseret som en apartheid-stat. 
  • At også disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og resolutioner, uden at det internationale samfund har formået at gribe ind.

Vi minder om

  • At FN’s menneskerettighedskonventioner og Geneve konventionernes bestemmelser for krigsførelse blev udviklet efter 2. Verdenskrig, ikke mindst som en reaktion på krigens systematiske forfølgelser og udryddelser af religiøse, herunder jødiske, minoriteter. 

Vi beklager dybt

de kun alt for tydelige konsekvenser af den israelske regerings og de palæstinensiske væbnede gruppers tilsidesættelse af disse konventioner, ikke mindst: 

  • At israelske civile er blevet dræbt eller lemlæstet af Hamas og andre væbnede grupper i angrebet den 7. oktober og gennem gentagne bombardementer fra Gaza af talrige civile mål i Israel.  
  • At civile i Gaza udsættes for massive luftbombardementer, militære angreb på hospitaler, skoler og andre civile institutioner, udenretslige henrettelser og udsultning, foreløbig med mere end 40.000 dræbte og langt flere lemlæstede på krop og sjæl til følge. 
  • At palæstinensere på Vestbredden udsættes for daglige angreb fra bevæbnede bosættere, som ofte assisteres af israelske soldater, og som kun meget sjældent retsforfølges af de israelske myndigheder. 
  • At FN Chartrets paragraf 51 om ’retten til selvforsvar’ vedvarende og konsekvent misfortolkes i den nuværende debat. Artikel 51 refererer til FN-medlemslandes ret til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb, men er ikke relevant for forholdet mellem en besættelsesmagt og befolkningen i de besatte områder – specielt ikke, hvis besættelsesmagten tilsidesætter de forpligtelser, som den er pålagt af Geneve-konventionen. 
  • At moderate, israelske stemmer får stadigt sværere ved at ytre sig i et israelsk samfund, der udviser tydelige udemokratiske og repressive tendenser. 

Vi ser desuden med stor bekymring på

de negative konsekvenser, som store dele af den vestlige verden, herunder Danmark, udsætter sig for, hvis de vedbliver med at forsvare eller undskylde Israels tilsidesættelse af basale regler for krigsførelse og territorial ekspansion – eksempelvis følgende: 

  • Svækkelsen af Danmarks troværdighed blandt lande i det globale syd som et land, der gennem en menneskealder konsekvent har forsvaret og arbejdet for at styrke FN og de internationale konventioner.
  • Svækkelsen af Danmarks deraf følgende mulighed for at påvirke internationale politiske dagsordener og fremme Danmarks udviklings- og udenrigspolitiske interesser globalt.
  • Den sikkerhedspolitiske sårbarhed, Danmark som småstat udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner, der beskytter de mindre stærkes ret, tilsidesættes og undergraves.  
  • Den forråelse der opstår, når den offentlige debat funderes på følelser og fordomme frem for fakta og anerkendelsen af internationale spilleregler som et fælles fundament tor problemløsning.  
  • Den dæmonisering og de trusler, danskere med muslimsk og jødisk baggrund udsættes for, når respekten for alle menneskers lige ret til frihed og selvbestemmelse svækkes. 

På denne baggrund opfordrer vi den danske regering til at styrke arbejdet for at fremme respekten for FN og forefterlevelsen af internationale konventioner.

Vi henviser til den Internationale Domstols vejledende kendelse fra juli 2024, herunder at: 

  • Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at Israel er forpligtet til hurtigst muligt at bringe besættelsen til ophør.
  • Alle lande er forpligtet til at undgå at bidrage til at fastholde Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, besættelsen har medført.
  • Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.

Vi opfordrer derudover Danmark til, som kommende medlem af FN’s sikkerhedsråd, at arbejde aktivt for 

  • At der etableres en varig våbenhvile i Gaza
  • At alle gidsler i Gaza og alle palæstinensere, som er fængslet uden dom, frigives  
  • At stoppe Israels drab på nødhjælpsarbejdere og journalister, der arbejder i Gaza.
  • At styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) 
  • At arbejde for uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den 4. Geneve konvention.

Vi opfordrer ligeledes til, at Danmark som medlem af EU: 

  • aktivt bidrager til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomisk aktivitet og produktion i israelske bosættelser. 

Vi opfordrer desuden Danmark som medunderskriver af menneskerettighedskonventionen, Folkedrabskonventionen og Geneve konventionerne til at forhindre, at den danske stat:  

  • gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere.
  • gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at fastholde og legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser. 

Vi opfordrer endelig den danske regering til:

  • At anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner, heriblandt ikke mindst Generalforsamlingens resolution 181 (november 1947) og resolution 194 (december 1948), som bygger på princippet om opdeling af Palæstina i to separate, klart definerede stater.   
  • At arbejde på en forhandlet fred, der inddrager alle centrale aktører og repræsentanter for både det palæstinensiske og israelske folk 

Underskrivere

➢ Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker

➢ Christian Balslev-Olesen, tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, tidl. direktør for Det Danske Hus i Palæstina

➢ Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. Folketingsmedlem og tidl. formand for Folketingets Udenrigsudvalg

➢ Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA Generalkommissær

➢ Jørgen Harboe, journalist

➢ Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp

➢ Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. Generalsekretær i KFUM og KFUK

➢ Paula Larrain, journalist

➢ Jørgen Lissner, tidl. FN landekooordinator i bl.a. Jordan

➢ Mogens Lykketoft, tidl. Udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling 2015-16

➢ Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

➢ Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med.

➢ Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og bestyrelsesmedlem i KFUM og KFUK

➢ Malene Sønderskov, seniorkonsulent, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning.

➢ Birgitte Rahbek, kultursociolog

➢ Kirsten Thorup, forfatter

➢ Knud Vilby, journalist

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Trods benspænd lykkedes Bidens progressive projekt

Bidenomics har forbedret økonomien, arbejdsløsheden er blevet lavere, og USA stemplede for alvor tilbage ind i klimakampen under Joe Biden, mener tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft. Det vil Biden blive husket for – siger jeg bl.a. i dette interview i Information 23. juli 2024. I mellemtiden det demokraterne samlet sig bag Kamala Harris’ præsidentkandidatur. Læs interviewet her.

Mere fra min hånd om amerikansk politik

Udgivet den

Valgene i Storbritannien og Frankrig fortæller os om opbakningen til europæiske socialdemokratier

Socialdemokraterne presses både fra højre og venstre i Europa. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvad giver opbakning til europæiske socialdemokratier?

Efter de første 60 år som socialdemokratisk aktivist tror jeg, at jeg forstår lidt af, hvad der giver opbakning til demokratiske socialister i Europa – og hvad der har svækket os i nyere tid.

Socialdemokraterne var i efterkrigstiden sammen med stærke faglige organisationer en afgørende drivkraft for at mindske mindre ulighed, sikre høj beskæftigelse, god mindsteløn samt gratis eller billig adgang til sygdomsbehandling, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Det blev finansieret af høje skatter, der især blev lagt på de bredeste skuldre.

I lang tid gik store borgerlige centrumspartier i Europa et langt stykke ad den samme vej. Især de seneste par årtier er udviklingen imidlertid gået modsat.

Borgerligheden har haft sit fokus på lavere skatter – især for de velhavende og erhvervslivet – og på privatisering af de offentlige velfærdsydelser og forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det skulle angiveligt øge arbejdsudbuddet.

Med en svækket fagbevægelse og svagere vælgergrundlag er socialdemokratiske partier blev tvunget i samme retning i koalitioner med borgerlige partier, samtidig med at den globale ulighed er eksploderet til fordel for dollarmilliardærer og megakoncerner.

Reallønnen er stagneret eller svækket, og mange job er udliciteret til andre verdensdele. Socialdemokraterne er oplevet som medansvarlige for tilvandringen af fremmed arbejdskraft og mangelfuld integration af flygtninge mv. Det har kostet vælgertab til det nationalistiske og fremmedfjendtlige højre.

Særligt blandt unge vælgere svækkes socialdemokraterne i konkurrencen med venstrefløjen, når indsatsen for klima og biodiversitet synes for svag og udlændingestramninger for usympatiske.

Det koster ligeledes, når debatten om de fremmede er for unuanceret, og når for eksempel protesten mod Israels krig er fraværende, selvom Gaza jævnes med jorden, og civile rammes af massedød som følger af tæppebombning og sultkatastrofe.

Vælgerne efterspørger mere progressiv socialdemokratisk kurs med genopretning af kvaliteten i de offentlige velfærdsydelser – finansieret med bidrag fra de mest velhavende borgere og virksomheder – og et mere nuanceret og solidarisk verdenssyn.

To eksempler

Det er interessant at se, hvordan disse temaer har spillet ind på de seneste valgresultater i Frankrig og Storbritannien.

For at forstå må man gå om bag den nye mandatfordeling i de meget anderledes valgsystemer i de to lande, der ikke – som det danske – giver en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmeafgivning.

For eksempel fik Labour i Storbritannien 63 procent af mandaterne for 34 procent af stemmerne, mens Le Pens ultranationalistiske alliance i Frankrig kun fik 25 procent af mandaterne for 37 procent af stemmerne, venstrefløjens uventede, nye styrke i Frankrig var især resultatet af en valgalliance fra midten til det yderste venstre.

Vigtigst var, at det gamle socialistparti igen rejste sig som nøglespiller i Den Nye Folkefront med et valgprogram med krav om øget lighed og bedre velfærd. Det kan forhåbentlig i et vist omfang omsættes til arbejdsprogram i et centrum-venstresamarbejde, der kan dæmme op for Le Pens popularitet.

Labours mandatsejr i Storbritannien er solidt grundlag for fem år med socialdemokratisk reformkurs. Det forudsætter dog, at den nye premierminister, Keir Starmer, finder vej til at løse sig fra de selvpålagte bindinger fra valgkampen om at undgå højere skatter, fordi han ellers kan blive blokeret i at finansiere bedre velfærd og mere klimaindsats.

Labour vandt ikke på egen succes hos vælgerne. Den overvældende mandatsejr skyldtes især de konservatives tab af 14 procent af alle vælgere til Nigel Farages nye ultrahøjreparti, der imidlertid kun fik fem pladser i Underhuset.

Starmers stemmeandel blev stækket af hans defensive kurs. Mange stemmer gik til andre på venstrefløjen – især til De Grønne, der fik syv procent af stemmerne, men kun fire mandater. Desuden kørte Labours leder skævt med ukritisk opbakning til Israels krig. Det sidste kostede mandater i valgkredse med mange muslimer.

Labour tabte også en kreds til sin tidligere partileder, Jeremy Corbyn, der efter at være ekskluderet stillede op som uafhængig kandidat. Corbyn var ikke den rette leder for Labour, især fordi han var dybt medansvarlig for Brexit-katastrofen. 

Men det skal ikke glemmes, at han i 2017 sikrede Labour en stemmeandel på 40 procent – og pladsen som Europas vælgermæssigt stærkeste socialdemokrati. Det var med et valgprogram med skarpt fokus på at bekæmpe uligheden og forbedre velfærden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. juli 2024

Mere fra min hånd om Brexit og europæisk politik