Kategori: International politik

Udgivet den

Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden

Vi er en kreds af danskere, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet og/eller arbejdet i Mellemøsten og derfor er dybt berørte af den nuværende situation i området. På basis af vore mangfoldige faglige og institutionelle erfaringer fra området henvender vi os herved til Udenrigsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg med forslag til, hvordan Danmarks politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden kan bringes mere utvetydigt på linje med vore folkeretlige forpligtelser som FN medlemsland og som kommende medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Motivation

Den igangværende israelske offensiv i Gaza har polariseret debatten mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. Linjerne er trukket hårdt op mellem dem, der med udgangspunkt i Israels ’ret til at eksistere’ sympatiserer med Israel og anser Gaza-krigen for at være berettiget som ’selvforsvar’, og dem der med udgangspunkt i palæstinensernes ’ret til et hjemland’ ser kritisk på Israels misrøgt af sine internationale forpligtelser som besættelsesmagt og på den brutale krigsførelse i Gaza siden oktober 2023. 

Denne polarisering har mange steder ført så vidt, at man glemmer eller ignorerer den historiske sammenhæng, herunder ikke mindst at de stridende parter har gennemlevet hver deres katastrofale kollektive trauma – Holocaust for jøderne og Nakba for palæstinenserne – som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ’frikort’ fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler. Hamas’ uhyrlige angreb den 7. oktober må nødvendigvis også ses i en historisk sammenhæng – som det seneste kapitel i et 75-år langt mareridt med fordrivelse, besættelse og frustrerede bestræbelser på at finde en acceptabel fredsløsning, der giver både palæstinenserne og israelerne mulighed for – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. 

Samtidig er både Hamas’ angreb og Israels offensiv et udtryk for den pris, både palæstinensere og israelere ender med at betale, når basale menneskerettigheder og regler for krigsførelse tilsidesættes, mens det internationale samfund, herunder Danmark, er dybt splittet. 

Israel/Palæstina konflikten rummer imidlertid også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv der, hvis ikke vi er os det meget bevidst, risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt

Det har i årtier været en grundsten i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse i en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark. Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen farbare og realistiske alternativer uden for rammerne af FN og det internationale samfunds eksisterende retsinstanser.  

På denne baggrund føler vi os forpligtede til at fastslå følgende:

Vi ser med sorg på:  

  • At mere end 1000 civile israelere den 7. oktober 2023 blev dræbt, mens flere hundrede israelere blev taget til Gaza som gidsler i det største, enkeltstående angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Et angreb der blev udført af Hamas og andre væbnede palæstinensiske militser, og som var et åbenlyst brud på folkeretslige principper. 
  • At Israels uundgåelige svar på angrebet har været helt disproportionalt og haft en sådan karakter og voldsomhed, at det har ført til seriøse anklager mod Israel ved FN’s Internationale Domstol for krigsforbrydelser og muligvis folkemord. 
  • At Hamas’ angreb fandt sted på baggrund af en 15 år lang blokade af Gaza striben, der i voldsom grad har hæmmet områdets økonomisk udvikling og gjort mere end 80% af Gazas befolkning helt eller delvist afhængig af humanitær hjælp. 
  • At angrebet også fandt sted på baggrund at en stadig udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsninger af bevægelsesfriheden mellem palæstinensiske byer på Vestbredden. Handlinger der tilsammen underminerer forudsætningerne for etableringen af en palæstinensisk stat, og som har ført til en situation, hvor Israel i henhold til adskillige officielle FN-rapporter opfylder betingelserne for at blive karakteriseret som en apartheid-stat. 
  • At også disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og resolutioner, uden at det internationale samfund har formået at gribe ind.

Vi minder om

  • At FN’s menneskerettighedskonventioner og Geneve konventionernes bestemmelser for krigsførelse blev udviklet efter 2. Verdenskrig, ikke mindst som en reaktion på krigens systematiske forfølgelser og udryddelser af religiøse, herunder jødiske, minoriteter. 

Vi beklager dybt

de kun alt for tydelige konsekvenser af den israelske regerings og de palæstinensiske væbnede gruppers tilsidesættelse af disse konventioner, ikke mindst: 

  • At israelske civile er blevet dræbt eller lemlæstet af Hamas og andre væbnede grupper i angrebet den 7. oktober og gennem gentagne bombardementer fra Gaza af talrige civile mål i Israel.  
  • At civile i Gaza udsættes for massive luftbombardementer, militære angreb på hospitaler, skoler og andre civile institutioner, udenretslige henrettelser og udsultning, foreløbig med mere end 40.000 dræbte og langt flere lemlæstede på krop og sjæl til følge. 
  • At palæstinensere på Vestbredden udsættes for daglige angreb fra bevæbnede bosættere, som ofte assisteres af israelske soldater, og som kun meget sjældent retsforfølges af de israelske myndigheder. 
  • At FN Chartrets paragraf 51 om ’retten til selvforsvar’ vedvarende og konsekvent misfortolkes i den nuværende debat. Artikel 51 refererer til FN-medlemslandes ret til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb, men er ikke relevant for forholdet mellem en besættelsesmagt og befolkningen i de besatte områder – specielt ikke, hvis besættelsesmagten tilsidesætter de forpligtelser, som den er pålagt af Geneve-konventionen. 
  • At moderate, israelske stemmer får stadigt sværere ved at ytre sig i et israelsk samfund, der udviser tydelige udemokratiske og repressive tendenser. 

Vi ser desuden med stor bekymring på

de negative konsekvenser, som store dele af den vestlige verden, herunder Danmark, udsætter sig for, hvis de vedbliver med at forsvare eller undskylde Israels tilsidesættelse af basale regler for krigsførelse og territorial ekspansion – eksempelvis følgende: 

  • Svækkelsen af Danmarks troværdighed blandt lande i det globale syd som et land, der gennem en menneskealder konsekvent har forsvaret og arbejdet for at styrke FN og de internationale konventioner.
  • Svækkelsen af Danmarks deraf følgende mulighed for at påvirke internationale politiske dagsordener og fremme Danmarks udviklings- og udenrigspolitiske interesser globalt.
  • Den sikkerhedspolitiske sårbarhed, Danmark som småstat udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner, der beskytter de mindre stærkes ret, tilsidesættes og undergraves.  
  • Den forråelse der opstår, når den offentlige debat funderes på følelser og fordomme frem for fakta og anerkendelsen af internationale spilleregler som et fælles fundament tor problemløsning.  
  • Den dæmonisering og de trusler, danskere med muslimsk og jødisk baggrund udsættes for, når respekten for alle menneskers lige ret til frihed og selvbestemmelse svækkes. 

På denne baggrund opfordrer vi den danske regering til at styrke arbejdet for at fremme respekten for FN og forefterlevelsen af internationale konventioner.

Vi henviser til den Internationale Domstols vejledende kendelse fra juli 2024, herunder at: 

  • Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at Israel er forpligtet til hurtigst muligt at bringe besættelsen til ophør.
  • Alle lande er forpligtet til at undgå at bidrage til at fastholde Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, besættelsen har medført.
  • Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.

Vi opfordrer derudover Danmark til, som kommende medlem af FN’s sikkerhedsråd, at arbejde aktivt for 

  • At der etableres en varig våbenhvile i Gaza
  • At alle gidsler i Gaza og alle palæstinensere, som er fængslet uden dom, frigives  
  • At stoppe Israels drab på nødhjælpsarbejdere og journalister, der arbejder i Gaza.
  • At styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) 
  • At arbejde for uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den 4. Geneve konvention.

Vi opfordrer ligeledes til, at Danmark som medlem af EU: 

  • aktivt bidrager til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomisk aktivitet og produktion i israelske bosættelser. 

Vi opfordrer desuden Danmark som medunderskriver af menneskerettighedskonventionen, Folkedrabskonventionen og Geneve konventionerne til at forhindre, at den danske stat:  

  • gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere.
  • gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at fastholde og legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser. 

Vi opfordrer endelig den danske regering til:

  • At anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner, heriblandt ikke mindst Generalforsamlingens resolution 181 (november 1947) og resolution 194 (december 1948), som bygger på princippet om opdeling af Palæstina i to separate, klart definerede stater.   
  • At arbejde på en forhandlet fred, der inddrager alle centrale aktører og repræsentanter for både det palæstinensiske og israelske folk 

Underskrivere

➢ Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker

➢ Christian Balslev-Olesen, tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, tidl. direktør for Det Danske Hus i Palæstina

➢ Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. Folketingsmedlem og tidl. formand for Folketingets Udenrigsudvalg

➢ Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA Generalkommissær

➢ Jørgen Harboe, journalist

➢ Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp

➢ Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. Generalsekretær i KFUM og KFUK

➢ Paula Larrain, journalist

➢ Jørgen Lissner, tidl. FN landekooordinator i bl.a. Jordan

➢ Mogens Lykketoft, tidl. Udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling 2015-16

➢ Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

➢ Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med.

➢ Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og bestyrelsesmedlem i KFUM og KFUK

➢ Malene Sønderskov, seniorkonsulent, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning.

➢ Birgitte Rahbek, kultursociolog

➢ Kirsten Thorup, forfatter

➢ Knud Vilby, journalist

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Trods benspænd lykkedes Bidens progressive projekt

Bidenomics har forbedret økonomien, arbejdsløsheden er blevet lavere, og USA stemplede for alvor tilbage ind i klimakampen under Joe Biden, mener tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft. Det vil Biden blive husket for – siger jeg bl.a. i dette interview i Information 23. juli 2024. I mellemtiden det demokraterne samlet sig bag Kamala Harris’ præsidentkandidatur. Læs interviewet her.

Mere fra min hånd om amerikansk politik

Udgivet den

Valgene i Storbritannien og Frankrig fortæller os om opbakningen til europæiske socialdemokratier

Socialdemokraterne presses både fra højre og venstre i Europa. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvad giver opbakning til europæiske socialdemokratier?

Efter de første 60 år som socialdemokratisk aktivist tror jeg, at jeg forstår lidt af, hvad der giver opbakning til demokratiske socialister i Europa – og hvad der har svækket os i nyere tid.

Socialdemokraterne var i efterkrigstiden sammen med stærke faglige organisationer en afgørende drivkraft for at mindske mindre ulighed, sikre høj beskæftigelse, god mindsteløn samt gratis eller billig adgang til sygdomsbehandling, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg. Det blev finansieret af høje skatter, der især blev lagt på de bredeste skuldre.

I lang tid gik store borgerlige centrumspartier i Europa et langt stykke ad den samme vej. Især de seneste par årtier er udviklingen imidlertid gået modsat.

Borgerligheden har haft sit fokus på lavere skatter – især for de velhavende og erhvervslivet – og på privatisering af de offentlige velfærdsydelser og forringelser af det sociale sikkerhedsnet. Det skulle angiveligt øge arbejdsudbuddet.

Med en svækket fagbevægelse og svagere vælgergrundlag er socialdemokratiske partier blev tvunget i samme retning i koalitioner med borgerlige partier, samtidig med at den globale ulighed er eksploderet til fordel for dollarmilliardærer og megakoncerner.

Reallønnen er stagneret eller svækket, og mange job er udliciteret til andre verdensdele. Socialdemokraterne er oplevet som medansvarlige for tilvandringen af fremmed arbejdskraft og mangelfuld integration af flygtninge mv. Det har kostet vælgertab til det nationalistiske og fremmedfjendtlige højre.

Særligt blandt unge vælgere svækkes socialdemokraterne i konkurrencen med venstrefløjen, når indsatsen for klima og biodiversitet synes for svag og udlændingestramninger for usympatiske.

Det koster ligeledes, når debatten om de fremmede er for unuanceret, og når for eksempel protesten mod Israels krig er fraværende, selvom Gaza jævnes med jorden, og civile rammes af massedød som følger af tæppebombning og sultkatastrofe.

Vælgerne efterspørger mere progressiv socialdemokratisk kurs med genopretning af kvaliteten i de offentlige velfærdsydelser – finansieret med bidrag fra de mest velhavende borgere og virksomheder – og et mere nuanceret og solidarisk verdenssyn.

To eksempler

Det er interessant at se, hvordan disse temaer har spillet ind på de seneste valgresultater i Frankrig og Storbritannien.

For at forstå må man gå om bag den nye mandatfordeling i de meget anderledes valgsystemer i de to lande, der ikke – som det danske – giver en mandatfordeling, der afspejler vælgernes stemmeafgivning.

For eksempel fik Labour i Storbritannien 63 procent af mandaterne for 34 procent af stemmerne, mens Le Pens ultranationalistiske alliance i Frankrig kun fik 25 procent af mandaterne for 37 procent af stemmerne, venstrefløjens uventede, nye styrke i Frankrig var især resultatet af en valgalliance fra midten til det yderste venstre.

Vigtigst var, at det gamle socialistparti igen rejste sig som nøglespiller i Den Nye Folkefront med et valgprogram med krav om øget lighed og bedre velfærd. Det kan forhåbentlig i et vist omfang omsættes til arbejdsprogram i et centrum-venstresamarbejde, der kan dæmme op for Le Pens popularitet.

Labours mandatsejr i Storbritannien er solidt grundlag for fem år med socialdemokratisk reformkurs. Det forudsætter dog, at den nye premierminister, Keir Starmer, finder vej til at løse sig fra de selvpålagte bindinger fra valgkampen om at undgå højere skatter, fordi han ellers kan blive blokeret i at finansiere bedre velfærd og mere klimaindsats.

Labour vandt ikke på egen succes hos vælgerne. Den overvældende mandatsejr skyldtes især de konservatives tab af 14 procent af alle vælgere til Nigel Farages nye ultrahøjreparti, der imidlertid kun fik fem pladser i Underhuset.

Starmers stemmeandel blev stækket af hans defensive kurs. Mange stemmer gik til andre på venstrefløjen – især til De Grønne, der fik syv procent af stemmerne, men kun fire mandater. Desuden kørte Labours leder skævt med ukritisk opbakning til Israels krig. Det sidste kostede mandater i valgkredse med mange muslimer.

Labour tabte også en kreds til sin tidligere partileder, Jeremy Corbyn, der efter at være ekskluderet stillede op som uafhængig kandidat. Corbyn var ikke den rette leder for Labour, især fordi han var dybt medansvarlig for Brexit-katastrofen. 

Men det skal ikke glemmes, at han i 2017 sikrede Labour en stemmeandel på 40 procent – og pladsen som Europas vælgermæssigt stærkeste socialdemokrati. Det var med et valgprogram med skarpt fokus på at bekæmpe uligheden og forbedre velfærden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 20. juli 2024

Mere fra min hånd om Brexit og europæisk politik

Udgivet den

Enter Kamala Harris

Demokraternes præsidentkampagne fik sig en gevaldig energisindsprøjtning, da Joe Biden meldte sig ud af kampen om at blive USA’s præsident igen – og gav faklen videre til vicepræsidenten, Kamala Harris. Det handlede DR’s Deadline om 22. juli, som Clement Kjersgaard sommerbestyrede. Jeg medvirkede også. Se udsendelsen her.

Mere fra min hånd om amerikansk politik her

Udgivet den

Vi udkæmper to krige, der ikke må tabes

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske. Læs den i avisen eller nedenfor:

Valg mellem klimaløsning og sikkerhed?

De seneste meningsmålinger i Europa viser, at indsats mod klimaforandringen fortsat er på toppen af borgernes ønskeseddel. Men der er nogenlunde lige så mange, der mener, at indsatsen for at styrke sikkerheden ved oprustning og bistand til Ukraines forsvar mod den russiske aggression er vigtigst.

Det er et problem ved spørgemetoden, at de to opgaver opstilles, som om de skal konkurrere med hinanden. Det er et endnu større problem, at mange politiske beslutningstagere også er kommet til at anskue det som en konkurrence om ressourcer. Ukraine-krigens farlige udvikling trækker politisk opmærksomhed og kapital væk fra klimaindsatsen.

Da Putin indledte sin angrebskrig for over to år siden, så det ellers ud til, at der var forståelse for, at indsats for at imødegå klimaforandringen og for at bremse aggressionen er to sider af samme sag; uanset oprustningen skal der fortsat være rekordtempo i udfasningen af fossile brændsler, hvis man både vil undgå, at kloden mere og mere katastrofalt og uafvendeligt koger over som følge af CO₂-forureningen, og undgå afhængighed af de tyranner, der sidder på størstedelen af forekomsterne af olie og naturgas.

Både og – ikke enten eller

Der er tale om to krige, som vi ikke må tabe, hvis kommende generationer skal have et ordentligt liv. Én, der skal afgøres de nærmeste år, og en anden, der skal vindes ved at standse CO₂-forureningen inden 2050.

I Ukraine skal det afgøres, at Rusland ikke kan vinde, så både Putin og andre despoter afskrækkes effektivt fra at starte nye erobringskrige.

På klimafronten skal vi om kun et par årtier revolutionere hele vort forbrugs- og produktionsmønster til at standse den globale opvarmning og de stadig flere massive naturkatastrofer, der ledsager den. Stigende vandstand i havene vil ramme et utal af storbyer og landbrugsområder. Ørkenspredning vil eksplodere. Gletsjere, der giver ferskvand til en milliard mennesker, vil definitivt forsvinde. Hedebølger vil betyde nye alvorlige sundhedsproblemer.

Det vil alt sammen føre til hidtil usete folkevandringer, der vil skabe mange nye konflikter.

Derfor må aktuelle statsfinansielle vanskeligheder ikke bremse tempoet i klimaindsatsen. Vi må begrave forestillingen om, at klimaomstilling er gratis og smertefrit, men forklare at omkostningerne både i penge og menneskelig lidelse kun bliver større, jo længere vi venter med at gøre det nødvendige.

Helt nødvendige udgifter

Den sammenhæng må indarbejdes i de økonomiske modeller. Og for at sikre folkelig opbakning – nationalt, europæisk og globalt – må man sikre en fair byrdefordeling både mellem rige og fattige mennesker i det enkelte land og mellem landene i EU.

Der er brug for en massiv håndsrækning til den fattige del af verden, der allerede nu rammes hårdest af vildere vejr som følge af den CO₂-forurening, der historisk især er skabt af de rige lande.

Det kræver meget politisk mod at realisere den stærkt udvidede og industrielle kapacitet i verden, så vi kan opruste og sikre grøn energiforsyning, som kan dække et eksplosivt stigende energiforbrug, samtidig med at vi udfaser kul, olie og gas i god tid inden 2050.

Statskasserne kommer til at bidrage til en grøn infrastruktur, der på det seneste er blevet dramatisk fordyret af rentestigninger og massive prisstigninger på kabler, transformere og alt andet udstyr, der skal bruges til at øge den grønne energiforsyning.

Tempoet i den grønne omstilling må ikke svækkes, fordi det er lykkedes Europa at skaffe erstatning for den russiske gas til overkommelig pris – ikke mindst via massiv import at LNG (nedfrosset gas) fra USA m.fl.

Uomgængelig CO₂-afgift

Hvis risikoen ved grønne energiinvesteringer skal blive overskuelig for private investorer og statskasser i EU, skal udviklingen understøttes af en gradvist stigende fælles afgift på CO₂-holdige brændsler, der sikrer langsigtet rentabilitet i grønne energiinvesteringer. Det kan sætte gang i ekstra og langsigtede investeringer i det nødvendige udstyr. I mellemtiden skal man ikke udelukke sig fra kinesisk udstyr, så længe der ikke er sikkerhedsproblemer ved at bruge det.

Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes.

Der er brug for meget hurtigere myndighedsbehandling og oprydning i lovgivning, som spænder ben.

Og der er brug for at mildne konfliktens hensyn mellem klimainvestering og naturbevarelse og sikre lokalt medspil.

Men det kan være nødvendigt at prioritere nogle områder mest til det første, og andre mest til det sidste.

Vi kan ikke alle steder fjerne udsigten til de anlæg, som den grønne omstilling kræver.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske lørdag d. 22. juni 2024

Mere fra min hånd om klimaforandringer, sikkerhed og krigen i Ukraine

Udgivet den

Det er Vesten, der angriber den internationale retsorden

Israels militære svar på Hamas’ barbariske angreb er i strid med de konventioner, vi alle tilsluttede os efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det er tid til, at Danmark anerkender Palæstina som stat, skriver jeg bl.a. i dette indlæg i politiken 30. maj 2024. Læs indlægget i Politiken – eller nedenfor:

Den internationale retsorden under angreb – fra Vesten!

Grusomhederne fortsætter i Gaza med mange nye dræbte civile i Rafah og truende sultedød for hundredtusinder, fordi alt for få forsyninger med nødhjælp får lov at komme ind i den totalt smadrede krigszone. Flere end 2 millioner civile lider. 36.000 – især børn og unge – er dræbt, og over 80.000 sårede eller varigt invalideret uden adgang til ordentlig hjælp.

FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol i Haag, der undersøger Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab, har krævet øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler. Samtidig har chefanklageren Karim Khan ved Den Internationale Straffedomstol rejst sag om anholdelse af Hamas’ ledelse samt Israels stats- og forsvarsministre for krigsforbrydelser.

Danmarks regering har uden tøven sagt, at retssagerne må gå deres gang, og afgørelser fra domstole, som vi har tilsluttet os, må respekteres. Det er også lige så indlysende som, at Højesteret i det danske retssystem har det sidste ord.

Forhåbentlig er det også ensbetydende med maksimal dansk opbakning til at håndhæve, hvad domstolene konkluderer.

Regeringen har dog undret sig over, at Netanyahu som ’demokratisk valgt statsminister’ anklages sammen med lederne af terrororganisationen Hamas. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken har endda erklæret dette forfærdende. Blinken har i øvrigt totalt urealistisk talt om, at det er op til Israels domstole at bedømme, om landets ledere har gjort noget forkert.

Men anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, handler helt korrekt efter Straffedomstolens regler og sit mandat. Det er ikke mere acceptabelt, at lederne af et demokratisk land begår krigsforbrydelser, end det er, at Hamas bestialsk myrder, skænder og kidnapper civile israelere og nedkalder død over sit eget folk. Israels krig mod Gaza er ikke legitimt selvforsvar. Det er kollektivt hævntogt mod et helt folk – som det også blev formuleret som et mål i oktober af Israels forsvarsminister Gallant. 

Det er forståeligt, at den israelske offentlighed er ramt af dyb sorg og vrede over 7. oktober-angrebet og er i benægtelse i forhold til Israels egne krigsforbrydelser. De fleste af Israels medier informerer ikke om grusomhederne mod Gazas civile og mener, at krigsførelsen er nødvendig, fordi Hamas-krigere gemmer sig blandt civile. 

Mere fra min hånd om krigen i Gaza, Israel og Palæstina

Udgivet den

Genvalg af Trump vil have fatale konsekvenser for verden og for amerikansk demokrati

Sådan skriver jeg i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs hele indlægget i Berlingske – eller nedenfor:

Derfor angsten for genvalg af Trump

Fire år til med Donald Trump er en rædselsfuld risiko. Han vil skille sig af med tusindvis af kompetente embedsfolk og erstatte dem med medløbere, der hverken har viden eller vilje til at bevare demokratiet eller forstå verden. 

Allerede nu ser vi følgerne af hans politisering af domstolene, sidst han var præsident: Trump-udpegede dommere blokerer for, at hans sandsynlige forfatningsbrud op til stormen på Kongressen 6. januar 2021 kommer for retten før valget.

Trump kan nedbryde NATO og sælge Ukraine til Vladimir Putin. Det vil give den russiske diktator mod på nye fremstød og true hele Europas sikkerhed. 

Han kan give Israels premierminister Netanyahu fuldt medløb til at forpeste fredens muligheder i Mellemøsten. 

Han kan spolere tænksom tilgang til Kina. 

Og han vil afvikle alt, hvad USAs præsident Biden har sat gang i for at forhindre den globale klimakatastrofe.

Valget afgøres af valgmænd, ikke det faktiske antal stemmer

Man skulle tro at de fleste amerikanere var oplyste nok til at forstå den enorme risiko ved at genvælge Trump. Sandsynligvis får Biden da også flest stemmer igen denne gang.

Men Al Gore tabte med flest stemmer i 2000 og lige så Hillary Clinton i 2016. I 2020 fik Biden syv millioner flere stemmer end Trump, men valgsystemet betød, at det kun var de sidste 40.000 Biden-stemmer i tre stater, der forhindrede Trump i lovformeligt at blive genvalgt: Det er ikke stemmetallet, men antallet af valgmænd, der bestemmer, hvem der bliver præsident, og valgmændene fra den enkelte stat fordeles ikke i forhold til stemmetal i staten. 

Kandidaten, der får flest stemmer i en stat, får alle valgmænd. Det betyder, at Republikanerne kan vinde præsidentposten med papirstynde vælgerflertal i mange stater, men Demokraterne kan tabe trods millionstor overvægt af stemmer i Californien og New York. Desuden er Washington, D.C. med stort flertal af sorte vælgere underpræsenteret med valgmænd, og Puerto Rico har slet ingen.

Trump får næppe flere stemmer til november end for fire år siden. Derimod er der en overvældende risiko for at Biden får færre, fordi mange unge og vælgere med muslimsk baggrund i protest mod USAs accept af Israels terrorkrig mod Gaza bliver hjemme eller stemmer på tredje kandidater uden vinderchance. Disse vælgere ønsker nok mindst af alt Trump tilbage, men kan komme til at levere ham flertallet af valgmænd.

Der skal investeres energi, engagement og penge i Bidens kampagne for at den gamle mand trods alt klarer skærene.

Kongressen

Men risikoen er stadig overhængende for, at en genvalgt Biden trods et demokratisk flertal i befolkningen kan stå med et republikansk kongresflertal, der vil blokere ethvert progressivt socialt initiativ og ethvert forsøg på at ændre den ulige valgordning og knække de højreradikale kræfters greb om Højesteret.

Reglerne for valg til Kongressen modarbejder nemlig også flertallets chancer for at sætte sig igennem.

Senatet har to repræsentanter for hver af de 50 stater, uanset folketal (Washington D.C. og Puerto Rico er ikke stater og derfor slet ikke repræsenteret). De svagt befolkede konservative stater i midten af USA leverer republikanske senatorer på en lang stribe, mens Californien med flere mennesker end disse stater tilsammen kun vælger to. Der skal for eksempel 40 gange så mange vælgere til at vælge de to demokratiske senatorer fra Californien, som der skal til at vælge de to republikanske senatorer fra Wyoming.

I Repræsentanternes Hus har staterne mandater i forhold til deres folketal. Men især republikanske flertal i de lokale lovgivende forsamlinger har været uhyre effektive til at indrette valgkredsene, så de er overrepræsenteret i forhold til deres stemmeandel. 

Stemmeretten ikke universel

Det er sket ved at tegne absurd udseende valgkredse med det formål at pakke flest muligt af de vælgere, der typisk stemmer demokratisk (ikke mindst sorte), sammen med overvældende flertal i få kredse, mens resten af kredsene er tegnet til lige at sikre et republikansk flertal.

Også på andre felter er der forbløffende stor frihed for et flertal i enkeltstatens lovgivende forsamlinger til at fastholde deres eget flertal: Det er i vidt omfang enkeltstaterne, der bestemmer, hvem der ikke må stemme. For eksempel fængslede og endda tidligere straffede, der ikke har betalt deres gæld, kan udelukkes. 

Desuden er der frodig fantasi m.h.t. regler, der gør det besværligt at afgive stemme – især for dem, man ikke tror stemmer på de lokale magthavere.

Risikoen for genvalg af Trump – med fatale konsekvenser for verden og for amerikansk demokrati – har rod i et valgsystem, der reelt modarbejder, at vælgerflertallet bestemmer præsidenten og flertallet i Kongressen. Det bidrager til den voldsomme polarisering i samfundet.

Mogens Lykketoft er forhenværende minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Trump og USA

Udgivet den

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina

Udgivet den

To trumpister øger risikoen for tredje verdenskrig ved et uheld

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger. Mere om det i mit senesteindlæg i Berlingske. Læs det her – eller nedenfor:

Besejre Kina?

En af de mest skræmmende artikler, jeg har læst i nyere tid, udkom 14. april i Foreign Affairs – forfattet af Trumps tidligere vicesikkerhedsrådgiver Matt Pottinger og den hidtidige republikanske kongresmand Mike Gallagher.

De to trumpisters budskab er, at USA skal besejre Kina.

De to støtter, at Biden opbygger militære og handelsmæssige alliancer med Storbritannien, Australien, Japan, Indien m.fl. og bevæbner Taiwan. De roser, at han fastholder Trumps aggressive toldpolitik og har forment Kina adgang til de mest avancerede chip.

Men – siger de – det er for slapt, at Biden nu søger at holde spændingerne mellem USA og Kina lidt i ave ved at forhandle med Kina:

Den nye kolde krig er efter deres mening brudt ud, og Kina skal tvinges i knæ på samme måde som Reagan fik det sovjetiske imperium til at segne. Xi Jinping er en del af en tæt alliance med diktatorerne i Rusland. Nordkorea og Iran. Han skaber kaos i verden og forsøger at begrænse USA’s dominans. Konspirationsteorien om Kinas ansvar for covid-pandemien fra et laboratorium i Wuhan repeteres. Sidste års nedskudte vejrballon bruges som bevis på kinesisk aggressivitet.

Rustningskapløb

Kina opruster – og det skal ifølge de to trumpister besvares ved at overmatche dramatisk. Der foreslås en forøgelse af USAs militærudgifter på 35-65 procent(!) samt nye militær- og handelsalliancer og langt mere omfattende teknologi- og handelsboykot. Kina skal svækkes økonomisk, så kineserne med tiden omstyrter det kommunistiske styre.

Trumpisternes udlægning er en ekstrem version af viljen til at stække Kina, som snart er det eneste, de to partier i USA kan enes om. Det er nok også drivkraften for Kina til det nærmere samarbejde med Putin.

Man kan kritisere det kinesiske styre for virkelig meget. Mediebilledet er ensrettet, kontrollen med borgerne er voldsom og systemkritikere kommer i fængsel. Der er hårde angreb på menneskerettighederne, især for uighurer og tibetanere. Indgrebene i Hongkongs selvstyre og friheder er et horribelt løftebrud.

Men der er mange falske analogier til Putin i omløb. Der ingen tegn på, at Kina vil søge global magt med militære midler. Det går godt via handel og investering.

Dog er der altid truende toner om, at militær magt ikke kan udelukkes for at sikre Taiwans forening med fastlandet. Men det vil stride mod enhver fornuft, hvis Kina ødelagde sin økonomi i en krig med USA over Taiwan. Alle parter må acceptere status quo; ikke at anerkende Taiwan som en stat, men bevare øens reelle selvstændighed. 

Spørgsmålet om Taiwan

Forrige uges møde mellem Xi og Taiwans tidligere præsident Ma indgyder håb om, der stadig på begge sider findes stærk vilje til et samarbejde , der kan forhindre krig. Det er der også flertal for i Taiwans parlament, uanset modvilje hos den nye præsident.

Det farligste ved en forstærket amerikansk konfrontation med Kina er, at det er en illusion at tro, at man afgørende kan svække Kina og derved fremkalde en omstyrtelse af det nuværende styre. Mange lande i det globale syd køber gerne kinesernes varer og modtager deres investeringer – og kan ikke bokses ind i en amerikansk ledet alliance rettet mod Kina. Europa er heller ikke interesseret i frontalt at afbryde det økonomiske samkvem med Kina.

Kina er ikke som Sovjetunionen i 1980erne på randen af et økonomisk sammenbrud. Kina har 30-doblet sin samfundsøkonomi de seneste 50 år og bragt 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Efter covid- krisen er der igen vækst i industriproduktion, teknologiudvikling og eksport. Kina er verdens største CO₂-forurener, fordi så meget af verdens energikrævende produktion er flyttet dertil siden 1980eme. Kina er imidlertid også førende i investeringer i den teknologi, der skal erstatte de fossile brændstoffer med sol og vind.

Tålelig verdensorden

Kinas udvikling kan kun kortvarigt stækkes ved at blive afskåret fra vestlige computerchip, for de har nok flere forskere i det spor end noget andet land. Generel handels- og teknologikrig vil koste meget i global velstand, men ikke føre til »sejr« over Kina.

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger.

Derfor burde der både i Beijing og Washington tænkes meget mere over, hvordan man giver nyt liv til de fælles interesser, som drev verdens udvikling fremad i 40-50 år. På et tidspunkt kan man forhåbentlig komme i retning af aftaler om oprustningskontrol og -begrænsning. 

Det er akut nødvendigt at standse dødsdriften i våbenkapløbet, som hugger af velfærden på begge sider af Stillehavet og øger risikoen for at udløse Tredje Verdenskrig ved et uheld.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 26. april 2024

Mere fra min hånd om Kina og USA