Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

Katastrofen Trump

Trumps triumf er katastrofal. Ikke bare for Amerika. Det skriver jeg om i Berlingske. Læs hele mit debatindlæg i avisen – eller nedenfor.

Trumps triumf blev sikret af det rædselsfulde amerikanske medielandskab

Trumps valgsejr er skabt ved monumentale løgnehistorier
om modpartens hensigter og egne bedrifter. Hans trusler og
forbandelser skal tages alvorligt. Bag valgkampens
bragesnak ligger en klar ambition om voldsomme
forandringer, der kan gennemføres nu, hvor han har total
magt over kongressen.


Trumps første præsidentperiode var kaotisk. Han surfede de
første tre år på dét opsving, Obama fik i gang efter
finanskrisen. Resten af tiden forkludrede han den
amerikanske indsats mod covid-pandemien, der i USA
kostede en million liv. En række af hans daværende
toprådgivere advarerede mod at genvælge ham på grund af
hans despotiske ledelse og fascistiske holdninger.


Den ny Trump-styre bliver en regering af og for de
milliardærer, der gennem årtier har hamstret hovedparten af
nationens velstand, og som ved at overtage staten vil
forhindre at den begynde rat kræve skat af dem.

Det kommer til udtryk ved, at bindegale Elon Musk skal i spidsen
for dramatiske nedskæringer i statsapparatet.
Det er meget svært at forstå, at mange af dem, der med
rette føler sig snydt for at få en rimelig andel af samfundskagen
– og som er blevet hårdt ramt af inflationen –
har sat deres lid til Trump som frelser.

For det er jo Republikanernes visnepolitik i Kongressen gennem 30 år,
der har saboteret Demokratiske præsidenters forsøg på at
sikre bedre velfærd og mere fair fordeling. Senest
forhindrede Trump også i foråret gennemførelse af en
indgået tværpolitisk aftale om bedre styr på den illegale
indvandring, fordi han ville have problemet at angribe
Demokraterne for i valgkampen.

Men mange vælgere har bare set, at det politiske system
var lammet og udueligt, og det har ramt Demokraterne som
regeringspartiet nok så hårdt.

Demokraterne selv kunne have gjort det bedre. Kamala
Harris kæmpede bravt og godt, men på en alt for kort bane.
Det er dybt tragisk, at den stærkt ældede Biden ikke
allerede sidste jul opgav at blive genopstillet.


Bundlinjen er imidlertid, at Trumps triumf blev sikret af det
rædselsfulde amerikanske medielandskab: Den skrupelløse
medløbskampagne fra Fox News. Elon Musks herredømme
over X (twitter), hvor fakta-check under valgkampen var en
by i Rusland.

De mange ekstreme højreorienterede kanaler,
podcasts og sociale medier, der spreder
konspirationsteorier. Alt sammen kilder, der for mange
formere deres stemmeafgivning. Dertil kommer, at mange i
det fordomsfulde Amerika ikke var var klar til en kvindelig –
og farvet – præsident. Desværre var modstanden mod en
kvinde meget udbredt blandt latino og sorte mænd.

Hvad bliver konsekvenserne så af det katastrofale
valgresultat?

Trump har allerede i forrige omgang sikret sig et
højreekstremistisk flertal i Højesteret, der har garanteret
ham immunitet i alt hvad har foretager sig som præsident.
Han kan desuden nu fortsætte med at udskifte mange
føderale dommere med meningsfæller. Efterhånden kan det
være svært at finde en domstol, der vil erklære noget af dét,
Trump foretager sig. forfatningsstridigt! Måske hans
hovedvej til et mere autoritært styre.


De annoncerede meget brede og dybe fyringsrunder i
centraladministrationen – herunder i udenrigstjenesten – er
farligt: Tusindvis af erfarne og kyndige folk vil blive erstattet
af Trump-jasigere. Jeg tror ikke at Trump personligt ønsker
krig, for ha n er bange for, at det vil skade hans private
pengepung. Men fraværet af erfarne og besindige rådgivere
er måske den største risiko for uforvarende at vandre frem
mod krig.

I Europa må vi frygte at Trump ved aftale med Putin vil
påtvinge Ukraine en fred, der truer landets fortsatte
eksistens og ryster hele Europas sikkerhed. Det vil kræve
en endnu mere voldsom oprustningsbølge hos os, der i
sidste ende kan true velfærd og klimaindsats.

Vores økonomi vil også lide inder Trumps toldkrig, der åbenbart
retter sig mod alle lande. Men toldkrigen bliver særlig heftig
mod Kina, og det efterlader ingen udsigt til opblødning
mellem de to supermagter. Tværtimod kan det
søvngængeragtigt føre os fremad mod krig.

Der er heller ingen udsigt til at Trump vil standse
krigsforbrydelserne fra hans nære ven Netanyahu – endsige
insistere over for Israel på våbenhvile og en vej hen mod en
to-stats-løsning. I værste fald kan han i stedet tilskynde
Israel til at åbne krig mod Iran. Det vil føre til destabilisering
af hele den mellemøstlige region.

Endelig og ikke mindst er det uhyre skræmmende at
klimafornægteren Trump kommer til magten igen. Det vil
uvægerligt forsinke indsatsen mod den globale
klimaforandring, der allerede foregår i alt for langsomt
tempo.

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om valget her.

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Det er Vesten, der angriber den internationale retsorden

Israels militære svar på Hamas’ barbariske angreb er i strid med de konventioner, vi alle tilsluttede os efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det er tid til, at Danmark anerkender Palæstina som stat, skriver jeg bl.a. i dette indlæg i politiken 30. maj 2024. Læs indlægget i Politiken – eller nedenfor:

Den internationale retsorden under angreb – fra Vesten!

Grusomhederne fortsætter i Gaza med mange nye dræbte civile i Rafah og truende sultedød for hundredtusinder, fordi alt for få forsyninger med nødhjælp får lov at komme ind i den totalt smadrede krigszone. Flere end 2 millioner civile lider. 36.000 – især børn og unge – er dræbt, og over 80.000 sårede eller varigt invalideret uden adgang til ordentlig hjælp.

FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol i Haag, der undersøger Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab, har krævet øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler. Samtidig har chefanklageren Karim Khan ved Den Internationale Straffedomstol rejst sag om anholdelse af Hamas’ ledelse samt Israels stats- og forsvarsministre for krigsforbrydelser.

Danmarks regering har uden tøven sagt, at retssagerne må gå deres gang, og afgørelser fra domstole, som vi har tilsluttet os, må respekteres. Det er også lige så indlysende som, at Højesteret i det danske retssystem har det sidste ord.

Forhåbentlig er det også ensbetydende med maksimal dansk opbakning til at håndhæve, hvad domstolene konkluderer.

Regeringen har dog undret sig over, at Netanyahu som ’demokratisk valgt statsminister’ anklages sammen med lederne af terrororganisationen Hamas. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken har endda erklæret dette forfærdende. Blinken har i øvrigt totalt urealistisk talt om, at det er op til Israels domstole at bedømme, om landets ledere har gjort noget forkert.

Men anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, handler helt korrekt efter Straffedomstolens regler og sit mandat. Det er ikke mere acceptabelt, at lederne af et demokratisk land begår krigsforbrydelser, end det er, at Hamas bestialsk myrder, skænder og kidnapper civile israelere og nedkalder død over sit eget folk. Israels krig mod Gaza er ikke legitimt selvforsvar. Det er kollektivt hævntogt mod et helt folk – som det også blev formuleret som et mål i oktober af Israels forsvarsminister Gallant. 

Det er forståeligt, at den israelske offentlighed er ramt af dyb sorg og vrede over 7. oktober-angrebet og er i benægtelse i forhold til Israels egne krigsforbrydelser. De fleste af Israels medier informerer ikke om grusomhederne mod Gazas civile og mener, at krigsførelsen er nødvendig, fordi Hamas-krigere gemmer sig blandt civile. 

Mere fra min hånd om krigen i Gaza, Israel og Palæstina

Hamas’ grusomme angreb kan aldrig retfærdiggøre, at Gazas befolkning nu er blevet sønder- og tæppebombet gennem næsten seks måneder

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden forstod vi prisen for dét folk, der havde været flertallet i landet. Israel blev oprettet med fødselshjælp fra FN, men Israel ignorerede FN’s krav om, at palæstinenserne også skulle have en stat. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor

Terror og krigsforbrydelser

Krigsforbrydelser, massedød, hungersnød og samfundskollaps i Haiti, Sudan og Palæstina understreger savnet af et FN med autoritet til at standse katastroferne.

Israels krig i Gaza er tættest på os. FN var i 1947 fødselshjælper for staten Israel med planen om at dele Palæstina mellem jøder og arabere.

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden fattede vi, at prisen for dét folk, der gennem utallige generationer havde været flertallet i landet, var fordrivelse, besættelse og enorme ydmygelser. Israel ignorerede massivt FN’s krav om, at palæstinenserne også fik en stat. Derfor har Israel i årtier mødt modstand fra flertallet af FN’s lande.

Vi har set på Israel som et vestligt demokrati, selvom demokratiet kun er for israelerne og de jødiske bosættere på Vestbredden. Landet udviklede sig til en voldsom apartheidstat på de besatte områder, hvor palæstinenserne uden rettigheder blev spærret inde bag mure og hegn.

Hamas’ massemord og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023 var utilgiveligt ondt og forbryderisk – ikke kun mod de mange israelske ofre – men mod hele Palæstinas folk. Hamas-terroristerne agerede som en dødskult uden hensyn til den destruktion og elendighed, de nedkaldte over deres landsmænd. De vidste udmærket, at overmagtens hævn ville blive voldsom.

Israels svar var ikke den ret til selvforsvar, vi har talt så meget om. Nej, Israel har udfoldet en næsten seks måneder lang hævn- og terroraktion mod en værgeløs civilbefolkning. Hamas’ grusomme angreb 7. oktober kan aldrig retfærdiggøre, at en af verdens fattigste og tættest befolkede storbyer med 2,3 millioner mennesker, halvdelen under 18 år, er blevet sønder- og tæppebombet med 32.000 dræbt og mindst 75.000 såret eller invalideret, ifølge Al Jazeera. Boliger, hospitaler og skoler er udbombet. 

Det store flertal er hjemløse, og der er ikke nær nok vand, mad og medicin, fordi Israel blokerer for meget af den nødhjælp, der hober sig op i nabolandene. Derfor er der akut hungersnød og sultedød i Gaza.

Forhistorien til den aktuelle katastrofe er, at den yngre halvdel af Gazas indbyggere kun har oplevet Hamas’ diktatur og Israels blokade, der omdannede Gaza til verdens største åbne fængsel. Livet blev kun opretholdt ved bistand fra FN’s flygtningeorganisation for Palæstina, UNRWA. 

Hver gang primitive raketter blev affyret fra Gaza uden at gøre stor skade i Israel, oplevede de bølger af israelske gengældelsesangreb, som spredte mangefold død og ødelæggelse.

Kloge folk på begge sider har søgt at skabe fred. Men hver gang klogskab og fredsvilje har haft medvind, afsporede terrorister på den ene eller anden side processen. Vi har især hæftet os ved arabisk terrorisme, men der har hele tiden været ofre og gerningsmænd på begge sider.

Svenske Folke Bernadotte, der anførte de hvide busser, som fik danske fanger hjem fra Hitlers KZ-lejre i 1945, var FNs mægler i krigen om Palæstina i 1948. Han blev myrdet af jødiske terrorister, fordi han ikke gik ind for at give Israel mere land end FN havde foreslået. En arabisk landsby vest for Jerusalem, Deir Yassin, blev massakreret af samme gruppe jødiske terrorister for at skræmme palæstinenserne til at flygte. To af lederne bag blandt andet disse terrorhandlinger var Begin og Shamir, der senere blev statsministre i Israel.

Generalstabschef og statsminister Yitzhak Rabin var nok den sidste israelske leder, der havde både autoritet og vilje til at stifte fred. Men også han blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995. 

Hans efterfølger var Netanyahu, der det meste af tiden siden har domineret israelsk politik – og i dag leder den mest rabiate regeringskoalition i landets historie. Trods pres fra det meste af verden – også USA – nægter Netanyahu at stoppe krigsterroren i Gaza og den voldelige kolonisering på Vestbredden. 

I hans regering er ministre, der taler åbent om helt at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Selv hos Israels bedste venner dæmrer det omsider, at Netanyahu som arvtageren fra Begin og Shamir kan gå over i historien som den værste terrorist og største blokering for fred i konfliktens lange historie.

Forhåbentlig kan USA med sin nye kritiske holdning gå i spidsen og sammen med EU sparke døren ind til våbenhvile og adgang for nødhjælpen.

Fred og sikkerhed for både Israel og palæstinenserne findes kun ved massivt langvarigt pres fra resten af verden.

Forhåbentlig kan Den Internationale Domstol, når den engang fælder den endelige dom over Israels krigsførelse, bidrage til dette pres.

Mogens Lykketoft er formand for FNs Generalforsamling. samt fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om konflikten

Usigeligt ondt, når vestlige lande stopper deres bidrag til UNRWA

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:

Sandheder om den grusomme Gaza-krig

Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland. 

Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området. 

Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.

Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober. 

Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse: 

I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.

Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.

Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. 

Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.

Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak. 

Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.

Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.

Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november. 

Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren. 

De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024

Mere fra min hånd om krigen i Gaza

Israel-Palæstina: Mit beskedne bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Der er megen historieløshed repræsenteret i reportagerne om den aktuelle krig i Palæstina. De færreste kender den lange forhistorie: Min ven Georg Metz bemærkede forleden sarkastisk, at der var heftig strid i og om Palæstina, mange hundrede år før Jesus fik sine første sandaler.  Læs hele min artikel i Ræson nr. 56, der har titlen, Hvad venter der Gaza? – eller nedenfor:

Et beskedent bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Af Mogens Lykketoft

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

100 års konflikt

De seneste godt 100 år har Palæstina været kampplads for arabiske palæstinensere, hvis slægter har været bosat i landet i mange århundreder, og de jødiske israelere, der især stammer fra generationer af indvandrere, som ankom fra starten af det 20. århundrede. Det har været en bitter kamp om retten til landet, men den har ikke haft baggrund i en antisemitisme som dén, der har hærget i europæisk historie.

Den zionistiske bevægelses ønske om en jødisk stat fik storpolitisk opbakning i 1917 med den britiske udenrigsminister Balfours erklæring til fordel for et ’nationalt hjem’ for jøder i Palæstina. Det var et forsøg på at mobilisere jødisk opbakning og kapital til den allierede krigsindsats i Første Verdenskrig og var i øvrigt i konflikt med briternes samtidige løfter til araberne om et mellemøstligt storrige på ruinerne af det tyrkisk-osmanniske imperium, som samtidig blev givet til araberne takket være T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia).

Afslutningen på Første Verdenskrig førte ikke til klar udmøntning af nogen af de to løfter. Mellemøsten blev opdelt i lydstater under hhv. britisk og fransk overherredømme. Palæstina kom under britisk administration.

Briterne kom til at balancere slingrende i en tilspidset konflikt mellem Palæstinas arabere og et stigende antal indvandrende jøder. Efter nazisternes ufatteligt forfærdende folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig søgte overlevende fra Europa – yderst forståeligt – efter et fristed i Palæstina. Ikke mindst i USA og Europa – men også i Sovjetunionen – var der opbakning til oprettelsen af en jødisk stat.

Den nyoprettede verdensorganisation FN blev sat til at løse knuden. Det skete med vedtagelsen af en plan om at dele Palæstina nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder og lade Jerusalem være et internationalt forvaltet særligt område. I forhold til den daværende befolkningssammensætning var FN’s plan mest favorabel for jøderne, og derfor ville et stort arabisk mindretal blive borgere i den jødiske stat.

Planen blev hverken accepteret af palæstinenserne eller deres fæller i de omliggende arabiske stater. Men den zionistiske leder David Ben-Gurion udråbte 15. maj 1948 staten Israel, der straks kom i krig med nabostaterne. Israelerne var militært bedst trænet, udrustet og motiveret, og mange jøder fra andre lande drog ned for at kæmpe for den nye stat. I krigen 1948-49 erobrede Israel 78 pct. af Palæstina, mens Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med den gamle østlige bydel i Jerusalem kom under Jordans kontrol. Israels oprettelse udløste flugt og fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra de områder, der kom under Israel; langt flertallet til Vestbredden og Gaza, men også mange til de arabiske nabolande, især det nuværende Jordan. Ingen palæstinensiske flygtninge fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn efter krigen. Til gengæld fik Israel stor tilstrømning af nye borgere, fordi jøder flygtede fra den arabiske verden. Og siden Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede sine arabiske nabolande, har den jødiske stat hersket over hele det historiske Palæstina og dermed også over de fleste familier, der flygtede i 1948.

Fredens sidste chance

I Gaza er de fleste indbyggere efterkommere af flygtningene fra 1948. De har siden 2006 været spærret inde af israelsk blokade uden muligheder for at forsørge og udvikle sig. Området har levet på bistand fra FN og været bombet og beskudt heftigt i adskillige korte, ødelæggende krige – Israels svar på raketangreb fra Gazas herskere i Hamas og Islamisk Jihad.

En endnu større del af det palæstinensiske folk bor under israelsk besættelse på Vestbredden og i Østjerusalem og er de seneste mange årtier blevet udsat for en fremadskridende kolonisering fra israelske bosættere. Det har totalt undergravet autoritet og folkelig tilslutning til det såkaldte palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der under israelsk besættelse har set udviklingen af det, som den tidligere Mossad-chef Tamir Pardo med rette kalder en apartheidstat uden rettigheder og retssikkerhed for palæstinensere.

De jødiske indvandrere til Palæstina var fra starten delt i dem, der satsede på at leve side om side med araberne, og dem, der satsede på voldelig fordrivelse – etnisk udrensning af dem. Sidstnævnte havde deres profet i den fascistisk inspirerede Vladimir Jabotinsky, hvis nærmeste medarbejder var Benzion Netanyahu – far til Israels nuværende premierminister. Disse hardlinere inspirerede de jødiske terrorister, der massakrerede en palæstinensisk landsby i 1948 for at fremprovokere den arabiske masseflugt og senere på året myrdede FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi han fastholdt at dele landet ligeligt.

To af disse terroristers ledere – Begin og Shamir – blev senere den israelske højrefløjs premierministre. Det gik den vej, fordi indvandringen først af jøder fra de arabiske lande og siden af sovjetiske jøder drejede det politiske billede til ugunst for Ben-Gurions og Golda Meirs Arbejderparti og skabte mindre og mindre tilslutning til indrømmelser til palæstinenserne.

Yasser Arafat stod i 1960’erne frem som de besatte og fordrevne palæstinenseres leder i befrielsesorganisationen PLO. Han gik i starten ind for væbnet modstand, men indgik ad mange omveje – både hos sig selv og Israel – Oslo-aftalerne i 1993. Her anerkendte PLO Israels eksistens inden for grænserne fra 1967 mod at få lov til at vende hjem i spidsen for et spinkelt palæstinensisk hjemmestyre. Men de fik aldrig et klart løfte om en stat eller om stop for jødiske bosættelser i de besatte områder. Arafat skaffede sig ikke magtmonopol og var konstant udfordret af militante fra Hamas m.fl., der ikke afskrev terror mod civile som kampmiddel. Det gjorde heller ikke den militante israelske højrefløj, der bl.a. massakrerede troende muslimer i en moské ved Hebron i 1994.

Måske var den barske, men realistiske general Yitzhak Rabin – kendt som Mr. Security – den sidste israelske statsleder, der kunne have fået sit folk med på en forhandlet fred. Men også han blev myrdet af en jødisk ekstremist, og i kølvandet på dét kom højrefløjens Benjamin Netanyahu første gang til magten.

To senere forsøg på en fredsløsning, fra Ehud Barak i 2000 og Ehud Olmert i 2008, løb ud i sandet af stadig omdiskuterede grunde. En vigtig del af forklaringen er, at ekstremisterne på begge sider havde for megen medvind, og at de to israelske lederes mandat i befolkningen var svagt. Samtidig var USA for meget Israels advokat og lidt for lidt den objektive mægler, der kunne presse den stærke part til indrømmelser.

Hvad verdenssamfundet må gøre

Den siddende ekstremist-regering med den yngre Netanyahu som chef har nægtet enhver indrømmelse til den palæstinensiske fredsfløj, som også har været saboteret af Hamas-terroristerne på deres egen side. Hamas-massakren på 1.200 civile og gidseltagningen af 240 mennesker 7. oktober 2023 blev et forfærdende og ondskabsfuldt højdepunkt. Her handlede en dødskult, der vidste, at deres handling ville nedkalde massemord fra luften mod Gazas civile.

Israels reaktion er lige så forudsigelig, som den er kontraproduktiv, hvis målet er at udrydde Hamas som bevægelse og bane vejen for fred. Det ligner hverken et nødvendigt selvforsvar eller rationel krigsførelse. Det tager sig ud som kollektiv hævn i hidtil uset skala: 15.000 civile døde – halvdelen børn og unge under 18 år; mange flere sårede og invaliderede; en kolossal materiel ødelæggelse i et af verdens fattigste og tættest befolkede byer. Halvanden million mennesker hjemløse. Udtalelser fra folk i Netanyahu-regeringen og ekstremistiske bosætteres morderiske angreb på og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred viser desværre også en forfærdende og ondskabsfuld dagsorden.

Selvfølgelig er det godt, at våbnene efter pres fra USA fik lov til at hvile nogle dage, mens gidsler og fanger blev udvekslet. Men samtidig fængslede Israel tusinder af borgere på Vestbredden i noget, der ligner en statslig gidseltagning.

Der er overvældende risiko for, at krigsrædslerne fortsætter. Netanyahu afviser omverdens krav om varig våbenhvile: Så længe krigen fortsætter, forbliver han som premierminister og kan hverken dømmes og fængsles for korruption eller stilles til ansvar for den enorme sikkerhedsbrist, der gjorde angrebet 7. oktober muligt.

De seneste 30 års mange kuldsejlede fredsforsøg skyldtes grundlæggende sabotage fra ekstremisterne på begge sider – og at amerikanske præsidenter til og med Biden ikke har haft magt på deres hjemmebane til over for Israel at insistere på en to-statsløsning. Det er vanskeligt at tro, at dét pres kan lægges nu, når det er forsømt i 30 år, og alt er gået værst tænkeligt.

Der er meget lang vej til ægte forhandlet fred. Men et samlet verdenssamfund  lægge pres på Israel for varig våbenhvile, adgang for massiv international bistand, beskyttelse til katastrofens ofre og en ramme for forhandling om fred i overensstemmelse med den to-statsløsning, FN og det meste af verden har krævet i mange årtier.

Måske kommer der omsider en dag, hvor et flertal af israelere erkender, at der vil eksistere en permanent trussel mod deres egen stats fred og sikkerhed, så længe de insisterer på at holde det andet folk i Palæstina undertrykt, fordrevet, besat, forarmet og frataget ethvert håb om en fremtid: En sådan udsigtsløs undertrykkelse vil hvor som helst fostre terror og dødskult. ■

Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Indlægget blev trykt i Ræson nr. 56, Vinter 2023/24

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wardamage in Gaza, Tasnim News Agency via Wikimedia Commons