Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Vejene til fred er få, smalle og usikre

Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Det spinkle håb om omtanke

Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.

Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.

Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.

Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?

Tvivlsomme løfter

Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.

Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?

Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.

Trumps brutale aftalebrud

Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.

På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.

Men muligheden er definitivt forpasset.

Iran uden for rækkevidde

Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.

I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.

Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.

Vejene til fred er få, smalle og usikre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.

Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen

Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons

Stop Israels skærpede undertrykkelse af palæstinenserne

Det står nu krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. Omverdenen må se det i øjnene og mobilisere størst muligt pres for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Netanyahu frygteligt tilbage

Superopportunistiske Netanyahu er tilbage som israelsk leder i koalition med de mest fanatiske kræfter, der vil skærpe undertrykkelsen af palæstinenserne. Den tostatsløsning, som en enig omverden har krævet i årtier, er chanceløs. Alt tyder på mere folkeretsstridig anneksion af de andres land og mere vold mod de besatte og indespærrede. Det er, hvad Netanyahu vil levere for at have et flertal til at bevare magten og slippe for straf for sin korruption.

Verdens øjne er fuldt forståeligt især rettet mod på Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine og denne krigs trussel mod hele verdens fred og velstand. Også bl.a. det iranske styres frygtelige undertrykkelse af sin befolkning – og især kvinderne – fanger naturligt nok opmærksomheden hos folk og regeringer i Vesten. 

Prisgivne palæstinensere

Palæstinenserne er derimod i åbenbar risiko for igen at blive prisgivet omverdenens mangel på opmærksomhed, som oftest er sket gennem 65 års lidelseshistorie.

Endnu mere brutale overgreb fra en ny Netanyahu-regering må imidlertid ikke ignoreres, for det vil forstærke en udvikling, hvor generationer af palæstinensere uretfærdigt er nægtet retten til en fri og værdig tilværelse. Det skærper risikoen for mere strid i en mellemøstlig region, der i forvejen er martret af så megen ufred og had. Europa betaler også – som den nære nabo – en høj pris for endnu mere konflikt i Mellemøsten.

I forvejen gik alt længe den gale vej. I strid med Folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder. Der er etableret et todelt retssystem med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov. 

Den systematiske undertrykkelse tager form af voldsomme begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed, flere tvangsforflyttelser og overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af ytrings- og forsamlingsfrihed. Det israelske militærs ustraffede mord på Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh er et dramatisk eksempel på den tilstand, der hersker. Besættelsesmagten tolererer desuden alvorlig bosættervold mod den palæstinensiske befolkning og forsøger på at kvæle de foreninger i civilsamfundet, som støttes fra bl.a. Danmark. 

I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret.

Apartheid

Omfattende juridiske analyser fra israelske og palæstinensiske menneskeretsorganisationer samt Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic har allerede tidligere konkluderet at behandlingen af palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, udgør forbrydelsen apartheid. 

Det er en utålelig situation, der kun vil blive forværret med de rabiate jødiske nationalister i regeringen.

Mange borgere og regeringer i Europa har i årtier forsvaret Israel – som det demokrati, det burde være – og talt for landets ret til at leve i fred og sikkerhed med sine naboer. Men det har betydet, at øjne og øren var lukket for den utålelige undertrykkelse af palæstinenserne.

Nu er det krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. 

Det er en historisk anledning til at se realiteterne i øjnene og mobilisere størst muligt pres udefra for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 18. januar 2023

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Protest mod Benjamin Netanyahus nye regering ved Habima Square i Tel Aviv, Israel 14. januar 2023. Fotografen ukendt. Fra Wikimedia Commons.

Min tale til den palæstinensiske mindehøjtid Børn betaler prisen

Højtidelighed på Rådhuspladsen

Højtideligheden fandt sted på Rådhuspladsen i København 20. maj 2021 til minde om de ind til i dag 71 børn, der er blevet dræbt i den seneste tids voldsomme angreb i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, især i Gaza. Det var en smuk højtidelighed med en lille kiste for hvert af de dræbte børn. Se video af talen her – eller læs den nedenfor:

I dag er vi samlede til en fredelig sørgemanifestation med overskriften Børn betaler Prisen.

Vi er samlede for at vise alle, der vil se og høre, hvor grusomt de seneste ti dages krig mellem Israel og palæstinenserne har ramt helt uforholdsmæssigt mange børn. 

Krig er altid afskyelig uanset hvem, der bliver ofre, uanset deres race, alder eller køn.

Hvert eneste uskyldig menneskeliv, der går tabt eller bliver ødelægges når bomber, raketter og missiler falder – eller når udsultning bliver en del af krigsførelsen – er både en stor tragedie og meget ofte en utilgivelig forbrydelse. 

Men det mest hjerteskærende – det mest ubærlige – er, når ofrene er børn. 

Når vi ser de mange små kister blive båret til graven og når vi husker billederne af rester af bamser og legetøj ligge i spredt i ruinerne af de knuste familiers knuste huse, så harmes vi og så græder vi.

Når vi fornemmer traumerne fra de børn, der overlever, men med dybe sår på legeme eller sjæl og de bitre erindringer om søskende, forældre, legekammerater, de så blive myrdet af djævelskabet, der kommer fra himlen – når vi ser den sørgende far med et spædbarn, der var eneste overlevende i børneflok,- så harmes vi og så græder vi.

Vi ved, at tragedien er ikke bare de aktuelle tab af menneskeliv. Tragedien er hele samfund, hvis fremtid ikke bare hærges af de voldsomme fysiske ødelæggelser af boliger, sygehuse, skoler og børnehaver, af livsvigtig infrastruktur, men også og ikke mindst af de livslange følger for de mennesker, der mistede deres kære eller selv blev varigt handicappet og traumatiseret.

Skyld og ansvar ligger hos de statsledere og andre, der kynisk og hensynsløst rammer civile for at fastholde egen magtposition og bevare herredømmet over andre i stedet for at søge en retfærdig og holdbar fred. I ved hvem jeg især tænker på!

Men vi er ikke samlede i dag for at pege ud og placere eller fordele ansvar.

Vi er her for at sætte spotlight på de alt for mange dræbte børn i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne.  Både palæstinensiske og israelske børn.

Det helt overvældende flertal af dræbte børn l- 65 – levede i Gaza. 3 i Israel, Det er noget, vi har set gentage sig med en frygtelig, syg søvngængeragtig logik alt for mange gange- igen, igen, igen i de seneste 15 år.

Om lidt vil vi få oplæst navnene på de børn, som vi ved blev dræbt i de seneste dages krig.  

Det gør vi i solidaritet og medfølelse med de familier og samfund, der er sønderknust af disse tab. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at dette ubærlig mareridt slutter – for denne gang – allerede i dag. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at det er sidste gang, vi har været vidne til denne onde cirkel af vold drab og ødelæggelse.

Men den onde cirkel brydes først, når lande, regeringer og civilsamfund – masser af mennesker med og uden magt hånd i hånd – insisterer på fornuft og forhandling med ærlig vilje til at stifte varig fred på det grundlag, FN med stort flertal gang på gang har krævet:  En to stats løsning.

Vi er samlede her for at yde vort lille bidrag til dette kor, mens vi sørger over de unge liv, der er knust i denne seneste omgang af tøjlesløs vold.

Æret være mindet om alle de børn, der har betalt den ultimative pris.

Mere fra min hånd om Mellemøsten her

Foto fra mindehøjtidelighedens facebookside

Appel til EU’s udenrigsministre

Vi er 37 europæiske forhenværende udenrigsministre og andre udenrigspolitiske personligheder, der har underskrevet en appel til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og de 28 udenrigsministre om respekt for folkeretten og at bekræfte de anerkendte forudsætninger for en retfærdig fred mellem Palæstina og Israel. Trumps støtte til Netanyahus planer vil aldrig bringe fred.

Henvendelsen er bl.a. gengivet som debatindlæg i Politiken. Læs det her