Tag: Israel

Udgivet den

Fire grunde til, at jeg orker at skrive endnu en lang kommentar

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Læs kronikken i Politiken – eller nedenfor:

Min kronik i Politiken 22. december 2024

Danmark har altid støttet en international retsorden, respekt for menneskerettigheder og et forpligtende internationalt samarbejde. Det bør være en vigtig ledestjerne for vores indsats som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i de kommende to år – også når det gælder holdningen til Israel.

Amnesty International har med omfattende dokumentation konkluderet, at Israel begår folkemord i Gaza med en krigsførelse, der betyder vilkårlige drab og kvæstelser af titusindvis af civile, blokering for nødhjælp og drab på nødhjælpsarbejdere med omfattende død af sult og sygdom til følge.

2,3 millioner mennesker er efterladt i en ruinbunke på størrelse med Langeland. Deres samfund er systematisk gjort ubeboeligt. Boliger, sygehuse og skoler er udbombet. 45.000 er dræbt – de fleste civile. 106.000 er såret eller livsvarigt invalideret. Børn er en uhyggelig stor andel af de døde og sårede. Intet andet sted har så mange børn fået amputeret lemmer – ofte uden bedøvelse, fordi medicin og udstyr lige så lidt som vand og mad får lov at komme frem bare i det absolut mest nødvendige omfang. Hundredtusinder af børn er uden skolegang og uden fremtid,

Anklagen om folkemord behandles på Sydafrikas initiativ af Den Internationale Domstol. Der er ikke fældet dom, men domstolen har for længst og forgæves krævet våbenhvile og tilstrækkelige forsyninger til krigens ofre.

Den Internationale Straffedomstol har samtidig rejst sag mod Israels statsminister og tidligere forsvarsminister for veldokumenterede krigsforbrydelser.

Alligevel er der stadig folk i Danmark, som mener, at Israels krigsførelse er nødvendigt selvforsvar over for Hamas’ bestialske angreb på civile og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023.

Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Israel kan ikke militært besejres.

Hamas’ angreb var uden al tvivl en krigsforbrydelse, der stempler bevægelsen som en uhyggelig terroristisk dødskult, der ikke bare praktiserer vilkårlige drab på civile jødiske borgere, men også er fuldstændig ligeglad med, om gengældelsen rammer deres eget folk med faktor hundrede.

Men Hamas’ grusomheder kan ALDRIG retfærdiggøre Israels krig mod Gazas folk gennem snart 15 måneder. Det retfærdiggør selvfølgelig heller ikke den statsstøttede bosættervold og etniske fordrivelse rettet mod den palæstinensiske civilbefolkning på den besatte Vestbred – eller internering af 12.000 palæstinensere i fangelejre, hvor tortur og mishandling er udbredt.

Kampen om Palæstina mellem den arabiske flertalsbefolkning og jødiske indvandrere begyndte for langt over hundrede år siden, da den zionistiske bevægelse – med begrundelse i århundreders forfølgelse af jøder i Europa – formulerede ideen om en jødisk stat i Palæstina.

Efter Første Verdenskrig overgik Palæstina fra tyrkisk til britisk styre. Briterne lovede med Balfour-erklæringen fra 1917 jøderne ’et nationalt hjem’ i Palæstina, men uden at præcisere, om det betød en særlig stat. Det var et oplæg til konflikt med de arabiske palæstinensere.

Den jødiske indvandring tog fart med nazismens fremmarch i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig med overlevende fra holocaust. Det var holocaust, der i 1947 førte til, at det unge FN, domineret af sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, foreslog, at Palæstina skulle deles nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder – med Jerusalem som et særligt område under international kontrol.

FN’s plan blev aldrig virkeliggjort. De arabiske nabolande, der netop var ved at frigøre sig fra europæisk koloniherredømme, afviste FN-planen som en kolonialistisk løsning hen over hovedet på palæstinenserne, der stadig var et stort befolkningsflertal. Derfor gik nabolandene i krig mod den selvudråbte jødiske stat. Men med støtte fra både USA og Sovjetunionen vandt Israel på slagmarken og kom i besiddelse af 77 pct. af Palæstina. Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med Østjerusalem kom under Jordan.

Jeg er født i 1946. Min ældste nulevende ven er af jødisk oprindelse. Jeg voksede op med enorm sympati for, at det så grusomt forfulgte jødiske folk fik sin egen stat. Jeg oplevede kibbutzerne i det unge Israel som et spændende socialistisk eksperiment.

Jeg lagde øre til myten om folket uden land, der kom til landet uden folk og fik det til at blomstre. Men jeg blev kritisk over for den zionistiske stat, da jeg efterhånden forstod, hvordan Israels fødsel førte til flugt og fordrivelse for to tredjedele af Palæstinas arabiske indbyggere – og at Israel aldrig ville lade dem komme tilbage. Historien om den jødiske stat er også historien om 77 års fordrivelse, besættelse og ydmygelse af palæstinenserne. Og det er historien om, at hver gang der var bevægelse i retning af fred, var der terrorister på den ene eller anden side, som sprængte det i luften.

Den aktuelle katastrofe i Gaza placerer Netanyahu og hans fæller som de mest morderiske terrorister i konfliktens lange historie. Der uddeles i Danmark bøder og fængsel til folk, der udtrykker støtte til terror. Hvordan mon vi vil forvalte denne lovgivning over for dem, der hylder Netanyahus krig, når Den Internationale Straffedomstol måtte dømme ham som terrorist?

Det er meget forståeligt, at jøder verden meget længe købte den samme positive fortælling om Israel, som jeg selv lyttede til i min tidlige ungdom – og mange støttede opbygningen af staten Israel med store beløb.

Men der var også jøder, der tidligt så faren ved den kurs, det zionistiske projekt kunne tage.

En af dem var Albert Einstein, der allerede i 1929 sagde følgende til sin ven, kemikeren og zionistlederen Chaim Weizmann: »Skulle det ikke lykkes os at finde en vej til ærligt samarbejde og en ærlig pagt med araberne, så ville vi intet have lært af vores 2.000 års lidelser, og vi vil have fortjent vores skæbne«. En dyster profeti!

Weizmann blev statens Israels første præsident. Ved hans død i 1952 blev Einstein indtrængende opfordret til at efterfølge ham. Men Einstein afslog at blive Israels præsident, fordi han var uenig i den måde, staten udviklede sig på.

Einsteins bekymring blev bekræftet, da Israel med krigen i 1967 fik herredømmet i hele det historiske Palæstina og begyndte at kolonisere især Vestbredden med jødiske bosættelser. Det undergravede systematisk muligheden for at realisere FN’s fredsplan om en to-statsløsning, fordi netop dette lille stykke land plus Gazastriben skulle være grundstammen i en arabisk Palæstina-stat,

Der var et øjebliks omtanke med Oslo-aftalen mellem Israel og Arafats palæstinensiske befrielsesfront i 1994. Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at realisere en to-statsløsning var nok Yitzhak Rabin, der netop af den grund blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995.

Stor indvandring af arabiske og sovjetiske jøder gav efterhånden magten i Israel til ultranationalistiske og religiøse partier, der mener, at Gud har givet dem retten til hele landet og til at blive ved at holde det andet folk i Palæstina besat.

Denne politik er gang på gang fordømt af et overvældende flertal af FN’s medlemslande, der kræver besættelsen ophørt og to-statsløsningen gennemført.

Intet fremskridt er sket, fordi Israel med fuld støtte fra USA har udviklet sig til Mellemøstens militære supermagt – endda med atomvåben. I USA anses støtte til Israel som nødvendig indenrigspolitik, hvis man vil genvælges; skiftende præsidenter har talt om en to-statsløsning, men reelt har USA undergravet denne løsning ved reelt at acceptere, at Israel har oprettet kolonier af 700.000 jødiske bosættere på besat område i strid med FN’s beslutninger og folkeretten. USA har desuden leveret Israel de mest avancerede våben i rigelige mængder og systematisk nedlagt veto i FN’s Sikkerhedsråd, selv når alle andre medlemmer krævede stop for Israels amokløb.

Biden blev under sin dramatiske aldring en skandale og tragedie, ikke kun fordi han ikke i tide lovede at gå af efter fire år og derved kunne have givet sin afløser en sejrschance – også fordi han trods sin modvilje mod Netanyahus barbariske krigsførelse ikke lagde pres på Israel for en våbenhvile og adgang for effektiv nødhjælp, der kunne stoppe udslettelsen af Palæstina. Nu kan genkomsten af Netanyahus ven Trump gøre alt endnu værre:

Biden blev på den mest ydmygende måde trukket rundt ved næsen af Netanyahu, der var Trumps håndgangne mand i USA’s valgkamp. Måske nåede den gamle præsident end ikke at forstå, at Netanyahu ikke længere forsvarer sig mod Hamas’ terrorangreb, men bruger det som påskud til definitivt at begrave palæstinensernes drøm om og legitime krav på et tåleligt liv og national selvbestemmelse.

Derfor har USA desværre også givet medløb på Israels mord på Unrwa – FN’s flygtningeorganisation Unrwa har i fraværet af den politiske løsning holdt de fordrevne i live og ikke mindst sikret uddannelse og hospitaler i Gaza under 17 års indespærring. Unrwa er den organisation, der er bedst rustet til at yde nødhjælp til Gaza, men nu slet ikke får lov: Fordi Israel ser organisationen som instrument ikke bare til fysisk overlevelse, men også til at holde en palæstinensisk identitet i live. Israels krig mod Palæstina er derfor også blevet til Israels totale krig mod FN.

Netanyahus udgave af Israel mener, at den jødiske stat kun kan overleve, hvis palæstinenserne fordrives eller spærres inde bag mure. De to yderpartier i Netanyahus koalition er de ideologiske børn fra Begins og Shamirs terrorgrupper, som i 1940’erne massakrerede arabiske landsbyer for at få folk til at flygte og myrdede FN’s mægler Folke Bernadotte, fordi han holdt fast i at dele lige med palæstinenserne. Manden, der myrdede de bedende muslimer i moskeen ved Hebron i 1994 for at afspore Oslo-processen, er også et af deres forbilleder!

Netanyahu selv har en beslægtet afstamning: Hans far, Benzion, var privatsekretær for Jabotinsky, som stærkt inspireret af Mussolini var anfører for den fascistiske fløj i den zionistiske bevægelse. Jabotinsky mente, at den jødiske stat kun kunne bestå ved at stille araberne ’uden for en jernmur’ omkring staten. Det vil sige fordrive dem.

Så skræmmende og tragisk det hele er – og så svært det ser ud at ændre med Trumps genkomst og Netanyahus vældige og blodige sejre på den mellemøstlige slagmark – hvorfor orker jeg så skrive endnu en lang artikel om dette i stedet for at skrive om alle verdens andre tragedier og forbrydelser, der fortjener lige så stor opmærksomhed?

For det første fordi jeg mener, at mange i Vesten – og i dansk politik – monumentalt savner viden om historien, der har ført os frem til den nuværende katastrofe i Palæstina.

For det andet fordi det israelske demokrati diskriminerer mod ikkejødiske borgere og efterlader især ikkejøder i besatte områder totalt retsløse. Det område, Israel kontrollerer, er et apartheidsamfund. Desuden søger den nuværende ekstremt højrenationalistiske regering af al kraft at indskrænke domstolenes magt og mediernes frihed. Demokrater på den næsten slagne israelske venstrefløj frygter, at Israel udvikler sig til det andet teokratiske diktatur i Mellemøsten på linje med hovedmodstanderen Iran.

For det tredje fordi Israel aldrig får fred ved alene at forlade sig på sin overvældende militære magt mod nabolandene og den massive undertrykkelse af palæstinenserne. Det er selve opskriften på evig konflikt.

For det fjerde fordi, hvis Israel får held til at fuldføre mordet på Palæstina, mens USA og mange europæere ser passivt eller endda accepterende til, så vil det cementere opfattelsen i det globale syd af monumental dobbeltstandard i Vesten over for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser: Når Putin kræves for krigsforbryderdomstolen, klapper vi alle, med rette, i hænderne; men når Netanyahu kræves samme sted hen, vil USA straffe domstolen i stedet for at lade retten gå sin gang. Og der er for mange europæere, der taler med uld i mund om vores forpligtelse til at bakke domstolen op.

Danmark har ikke meget at skulle have sagt, når det gælder at ændre hele den tragiske udvikling.

Men vi skal af al kraft støtte en fuldstændig våbenhvile, hvor overlevende gidsler på begge sider frigives – og af al kraft arbejde for, at en fredsstyrke – formentlig med arabisk overvægt – kan erstatte Israels herredømme over folk i Gaza. Og vi skal træde til med stor humanitær hjælp.

Det er beklageligt, at vi ikke for længst har taget os sammen til diplomatisk at anerkende Palæstina som stat på linje med Sverige, Island, Norge og det meget store flertal af verdens andre lande: Anerkendelse handler om symbolsk at styrke det mildt sagt haltende selvstyre i Ramallah, der repræsenterer det Palæstina, der ville freden og for længst har anerkendt staten Israel – men som blev ydmyget og irrelevant, fordi de blev nægtet enhver indrømmelse fra Israel.

Derfor bør anerkendelse suppleres med kravet om frihed for Marwan Barghouti, den mest populære palæstinensiske frihedskæmper, som Israel holder fængslet på livstid. Barghouti er det reelle alternativ både til de diskrediterede ledere i Ramallah og til dødskulten Hamas. Vi burde for længst have sat denne dagsorden sammen med andre europæiske lande.

Det er vigtigt at sige det rigtige til verden som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor skal være melde klart ud om Israel og Palæstina, også selv om det udløser misbilligelse i Det Hvide Hus.

Mogens Lykketoft

Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s generalforsamling.

Kronikken udkom i Politiken 22. december 2024

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Udgivet den

Hamas’ grusomme angreb kan aldrig retfærdiggøre, at Gazas befolkning nu er blevet sønder- og tæppebombet gennem næsten seks måneder

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden forstod vi prisen for dét folk, der havde været flertallet i landet. Israel blev oprettet med fødselshjælp fra FN, men Israel ignorerede FN’s krav om, at palæstinenserne også skulle have en stat. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor

Terror og krigsforbrydelser

Krigsforbrydelser, massedød, hungersnød og samfundskollaps i Haiti, Sudan og Palæstina understreger savnet af et FN med autoritet til at standse katastroferne.

Israels krig i Gaza er tættest på os. FN var i 1947 fødselshjælper for staten Israel med planen om at dele Palæstina mellem jøder og arabere.

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden fattede vi, at prisen for dét folk, der gennem utallige generationer havde været flertallet i landet, var fordrivelse, besættelse og enorme ydmygelser. Israel ignorerede massivt FN’s krav om, at palæstinenserne også fik en stat. Derfor har Israel i årtier mødt modstand fra flertallet af FN’s lande.

Vi har set på Israel som et vestligt demokrati, selvom demokratiet kun er for israelerne og de jødiske bosættere på Vestbredden. Landet udviklede sig til en voldsom apartheidstat på de besatte områder, hvor palæstinenserne uden rettigheder blev spærret inde bag mure og hegn.

Hamas’ massemord og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023 var utilgiveligt ondt og forbryderisk – ikke kun mod de mange israelske ofre – men mod hele Palæstinas folk. Hamas-terroristerne agerede som en dødskult uden hensyn til den destruktion og elendighed, de nedkaldte over deres landsmænd. De vidste udmærket, at overmagtens hævn ville blive voldsom.

Israels svar var ikke den ret til selvforsvar, vi har talt så meget om. Nej, Israel har udfoldet en næsten seks måneder lang hævn- og terroraktion mod en værgeløs civilbefolkning. Hamas’ grusomme angreb 7. oktober kan aldrig retfærdiggøre, at en af verdens fattigste og tættest befolkede storbyer med 2,3 millioner mennesker, halvdelen under 18 år, er blevet sønder- og tæppebombet med 32.000 dræbt og mindst 75.000 såret eller invalideret, ifølge Al Jazeera. Boliger, hospitaler og skoler er udbombet. 

Det store flertal er hjemløse, og der er ikke nær nok vand, mad og medicin, fordi Israel blokerer for meget af den nødhjælp, der hober sig op i nabolandene. Derfor er der akut hungersnød og sultedød i Gaza.

Forhistorien til den aktuelle katastrofe er, at den yngre halvdel af Gazas indbyggere kun har oplevet Hamas’ diktatur og Israels blokade, der omdannede Gaza til verdens største åbne fængsel. Livet blev kun opretholdt ved bistand fra FN’s flygtningeorganisation for Palæstina, UNRWA. 

Hver gang primitive raketter blev affyret fra Gaza uden at gøre stor skade i Israel, oplevede de bølger af israelske gengældelsesangreb, som spredte mangefold død og ødelæggelse.

Kloge folk på begge sider har søgt at skabe fred. Men hver gang klogskab og fredsvilje har haft medvind, afsporede terrorister på den ene eller anden side processen. Vi har især hæftet os ved arabisk terrorisme, men der har hele tiden været ofre og gerningsmænd på begge sider.

Svenske Folke Bernadotte, der anførte de hvide busser, som fik danske fanger hjem fra Hitlers KZ-lejre i 1945, var FNs mægler i krigen om Palæstina i 1948. Han blev myrdet af jødiske terrorister, fordi han ikke gik ind for at give Israel mere land end FN havde foreslået. En arabisk landsby vest for Jerusalem, Deir Yassin, blev massakreret af samme gruppe jødiske terrorister for at skræmme palæstinenserne til at flygte. To af lederne bag blandt andet disse terrorhandlinger var Begin og Shamir, der senere blev statsministre i Israel.

Generalstabschef og statsminister Yitzhak Rabin var nok den sidste israelske leder, der havde både autoritet og vilje til at stifte fred. Men også han blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995. 

Hans efterfølger var Netanyahu, der det meste af tiden siden har domineret israelsk politik – og i dag leder den mest rabiate regeringskoalition i landets historie. Trods pres fra det meste af verden – også USA – nægter Netanyahu at stoppe krigsterroren i Gaza og den voldelige kolonisering på Vestbredden. 

I hans regering er ministre, der taler åbent om helt at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Selv hos Israels bedste venner dæmrer det omsider, at Netanyahu som arvtageren fra Begin og Shamir kan gå over i historien som den værste terrorist og største blokering for fred i konfliktens lange historie.

Forhåbentlig kan USA med sin nye kritiske holdning gå i spidsen og sammen med EU sparke døren ind til våbenhvile og adgang for nødhjælpen.

Fred og sikkerhed for både Israel og palæstinenserne findes kun ved massivt langvarigt pres fra resten af verden.

Forhåbentlig kan Den Internationale Domstol, når den engang fælder den endelige dom over Israels krigsførelse, bidrage til dette pres.

Mogens Lykketoft er formand for FNs Generalforsamling. samt fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om konflikten

Udgivet den

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Udgivet den

Vejene til fred er få, smalle og usikre

Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Det spinkle håb om omtanke

Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.

Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.

Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.

Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?

Tvivlsomme løfter

Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.

Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?

Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.

Trumps brutale aftalebrud

Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.

På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.

Men muligheden er definitivt forpasset.

Iran uden for rækkevidde

Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.

I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.

Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.

Vejene til fred er få, smalle og usikre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.

Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen

Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons

Udgivet den

Stop Israels skærpede undertrykkelse af palæstinenserne

Det står nu krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. Omverdenen må se det i øjnene og mobilisere størst muligt pres for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Netanyahu frygteligt tilbage

Superopportunistiske Netanyahu er tilbage som israelsk leder i koalition med de mest fanatiske kræfter, der vil skærpe undertrykkelsen af palæstinenserne. Den tostatsløsning, som en enig omverden har krævet i årtier, er chanceløs. Alt tyder på mere folkeretsstridig anneksion af de andres land og mere vold mod de besatte og indespærrede. Det er, hvad Netanyahu vil levere for at have et flertal til at bevare magten og slippe for straf for sin korruption.

Verdens øjne er fuldt forståeligt især rettet mod på Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine og denne krigs trussel mod hele verdens fred og velstand. Også bl.a. det iranske styres frygtelige undertrykkelse af sin befolkning – og især kvinderne – fanger naturligt nok opmærksomheden hos folk og regeringer i Vesten. 

Prisgivne palæstinensere

Palæstinenserne er derimod i åbenbar risiko for igen at blive prisgivet omverdenens mangel på opmærksomhed, som oftest er sket gennem 65 års lidelseshistorie.

Endnu mere brutale overgreb fra en ny Netanyahu-regering må imidlertid ikke ignoreres, for det vil forstærke en udvikling, hvor generationer af palæstinensere uretfærdigt er nægtet retten til en fri og værdig tilværelse. Det skærper risikoen for mere strid i en mellemøstlig region, der i forvejen er martret af så megen ufred og had. Europa betaler også – som den nære nabo – en høj pris for endnu mere konflikt i Mellemøsten.

I forvejen gik alt længe den gale vej. I strid med Folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder. Der er etableret et todelt retssystem med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov. 

Den systematiske undertrykkelse tager form af voldsomme begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed, flere tvangsforflyttelser og overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af ytrings- og forsamlingsfrihed. Det israelske militærs ustraffede mord på Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh er et dramatisk eksempel på den tilstand, der hersker. Besættelsesmagten tolererer desuden alvorlig bosættervold mod den palæstinensiske befolkning og forsøger på at kvæle de foreninger i civilsamfundet, som støttes fra bl.a. Danmark. 

I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret.

Apartheid

Omfattende juridiske analyser fra israelske og palæstinensiske menneskeretsorganisationer samt Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic har allerede tidligere konkluderet at behandlingen af palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, udgør forbrydelsen apartheid. 

Det er en utålelig situation, der kun vil blive forværret med de rabiate jødiske nationalister i regeringen.

Mange borgere og regeringer i Europa har i årtier forsvaret Israel – som det demokrati, det burde være – og talt for landets ret til at leve i fred og sikkerhed med sine naboer. Men det har betydet, at øjne og øren var lukket for den utålelige undertrykkelse af palæstinenserne.

Nu er det krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. 

Det er en historisk anledning til at se realiteterne i øjnene og mobilisere størst muligt pres udefra for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 18. januar 2023

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Protest mod Benjamin Netanyahus nye regering ved Habima Square i Tel Aviv, Israel 14. januar 2023. Fotografen ukendt. Fra Wikimedia Commons.

Udgivet den

Min tale til den palæstinensiske mindehøjtid Børn betaler prisen

Højtidelighed på Rådhuspladsen

Højtideligheden fandt sted på Rådhuspladsen i København 20. maj 2021 til minde om de ind til i dag 71 børn, der er blevet dræbt i den seneste tids voldsomme angreb i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, især i Gaza. Det var en smuk højtidelighed med en lille kiste for hvert af de dræbte børn. Se video af talen her – eller læs den nedenfor:

I dag er vi samlede til en fredelig sørgemanifestation med overskriften Børn betaler Prisen.

Vi er samlede for at vise alle, der vil se og høre, hvor grusomt de seneste ti dages krig mellem Israel og palæstinenserne har ramt helt uforholdsmæssigt mange børn. 

Krig er altid afskyelig uanset hvem, der bliver ofre, uanset deres race, alder eller køn.

Hvert eneste uskyldig menneskeliv, der går tabt eller bliver ødelægges når bomber, raketter og missiler falder – eller når udsultning bliver en del af krigsførelsen – er både en stor tragedie og meget ofte en utilgivelig forbrydelse. 

Men det mest hjerteskærende – det mest ubærlige – er, når ofrene er børn. 

Når vi ser de mange små kister blive båret til graven og når vi husker billederne af rester af bamser og legetøj ligge i spredt i ruinerne af de knuste familiers knuste huse, så harmes vi og så græder vi.

Når vi fornemmer traumerne fra de børn, der overlever, men med dybe sår på legeme eller sjæl og de bitre erindringer om søskende, forældre, legekammerater, de så blive myrdet af djævelskabet, der kommer fra himlen – når vi ser den sørgende far med et spædbarn, der var eneste overlevende i børneflok,- så harmes vi og så græder vi.

Vi ved, at tragedien er ikke bare de aktuelle tab af menneskeliv. Tragedien er hele samfund, hvis fremtid ikke bare hærges af de voldsomme fysiske ødelæggelser af boliger, sygehuse, skoler og børnehaver, af livsvigtig infrastruktur, men også og ikke mindst af de livslange følger for de mennesker, der mistede deres kære eller selv blev varigt handicappet og traumatiseret.

Skyld og ansvar ligger hos de statsledere og andre, der kynisk og hensynsløst rammer civile for at fastholde egen magtposition og bevare herredømmet over andre i stedet for at søge en retfærdig og holdbar fred. I ved hvem jeg især tænker på!

Men vi er ikke samlede i dag for at pege ud og placere eller fordele ansvar.

Vi er her for at sætte spotlight på de alt for mange dræbte børn i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne.  Både palæstinensiske og israelske børn.

Det helt overvældende flertal af dræbte børn l- 65 – levede i Gaza. 3 i Israel, Det er noget, vi har set gentage sig med en frygtelig, syg søvngængeragtig logik alt for mange gange- igen, igen, igen i de seneste 15 år.

Om lidt vil vi få oplæst navnene på de børn, som vi ved blev dræbt i de seneste dages krig.  

Det gør vi i solidaritet og medfølelse med de familier og samfund, der er sønderknust af disse tab. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at dette ubærlig mareridt slutter – for denne gang – allerede i dag. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at det er sidste gang, vi har været vidne til denne onde cirkel af vold drab og ødelæggelse.

Men den onde cirkel brydes først, når lande, regeringer og civilsamfund – masser af mennesker med og uden magt hånd i hånd – insisterer på fornuft og forhandling med ærlig vilje til at stifte varig fred på det grundlag, FN med stort flertal gang på gang har krævet:  En to stats løsning.

Vi er samlede her for at yde vort lille bidrag til dette kor, mens vi sørger over de unge liv, der er knust i denne seneste omgang af tøjlesløs vold.

Æret være mindet om alle de børn, der har betalt den ultimative pris.

Mere fra min hånd om Mellemøsten her

Foto fra mindehøjtidelighedens facebookside

Udgivet den

Appel til EU’s udenrigsministre

Vi er 37 europæiske forhenværende udenrigsministre og andre udenrigspolitiske personligheder, der har underskrevet en appel til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og de 28 udenrigsministre om respekt for folkeretten og at bekræfte de anerkendte forudsætninger for en retfærdig fred mellem Palæstina og Israel. Trumps støtte til Netanyahus planer vil aldrig bringe fred.

Henvendelsen er bl.a. gengivet som debatindlæg i Politiken. Læs det her