Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN

Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden

Vi er en kreds af danskere, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet og/eller arbejdet i Mellemøsten og derfor er dybt berørte af den nuværende situation i området. På basis af vore mangfoldige faglige og institutionelle erfaringer fra området henvender vi os herved til Udenrigsministeren og Folketingets Udenrigsudvalg med forslag til, hvordan Danmarks politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden kan bringes mere utvetydigt på linje med vore folkeretlige forpligtelser som FN medlemsland og som kommende medlem af FN’s Sikkerhedsråd i 2025-2026.

Motivation

Den igangværende israelske offensiv i Gaza har polariseret debatten mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. Linjerne er trukket hårdt op mellem dem, der med udgangspunkt i Israels ’ret til at eksistere’ sympatiserer med Israel og anser Gaza-krigen for at være berettiget som ’selvforsvar’, og dem der med udgangspunkt i palæstinensernes ’ret til et hjemland’ ser kritisk på Israels misrøgt af sine internationale forpligtelser som besættelsesmagt og på den brutale krigsførelse i Gaza siden oktober 2023. 

Denne polarisering har mange steder ført så vidt, at man glemmer eller ignorerer den historiske sammenhæng, herunder ikke mindst at de stridende parter har gennemlevet hver deres katastrofale kollektive trauma – Holocaust for jøderne og Nakba for palæstinenserne – som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ’frikort’ fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler. Hamas’ uhyrlige angreb den 7. oktober må nødvendigvis også ses i en historisk sammenhæng – som det seneste kapitel i et 75-år langt mareridt med fordrivelse, besættelse og frustrerede bestræbelser på at finde en acceptabel fredsløsning, der giver både palæstinenserne og israelerne mulighed for – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. 

Samtidig er både Hamas’ angreb og Israels offensiv et udtryk for den pris, både palæstinensere og israelere ender med at betale, når basale menneskerettigheder og regler for krigsførelse tilsidesættes, mens det internationale samfund, herunder Danmark, er dybt splittet. 

Israel/Palæstina konflikten rummer imidlertid også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv der, hvis ikke vi er os det meget bevidst, risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt

Det har i årtier været en grundsten i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse i en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark. Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen farbare og realistiske alternativer uden for rammerne af FN og det internationale samfunds eksisterende retsinstanser.  

På denne baggrund føler vi os forpligtede til at fastslå følgende:

Vi ser med sorg på:  

  • At mere end 1000 civile israelere den 7. oktober 2023 blev dræbt, mens flere hundrede israelere blev taget til Gaza som gidsler i det største, enkeltstående angreb på jøder siden Anden Verdenskrig. Et angreb der blev udført af Hamas og andre væbnede palæstinensiske militser, og som var et åbenlyst brud på folkeretslige principper. 
  • At Israels uundgåelige svar på angrebet har været helt disproportionalt og haft en sådan karakter og voldsomhed, at det har ført til seriøse anklager mod Israel ved FN’s Internationale Domstol for krigsforbrydelser og muligvis folkemord. 
  • At Hamas’ angreb fandt sted på baggrund af en 15 år lang blokade af Gaza striben, der i voldsom grad har hæmmet områdets økonomisk udvikling og gjort mere end 80% af Gazas befolkning helt eller delvist afhængig af humanitær hjælp. 
  • At angrebet også fandt sted på baggrund at en stadig udbygning af ulovlige israelske bosættelser på Vestbredden, konfiskation af palæstinensisk landbrugsjord, ødelæggelse af oliventræer, restriktioner på palæstinensernes adgang til vand og begrænsninger af bevægelsesfriheden mellem palæstinensiske byer på Vestbredden. Handlinger der tilsammen underminerer forudsætningerne for etableringen af en palæstinensisk stat, og som har ført til en situation, hvor Israel i henhold til adskillige officielle FN-rapporter opfylder betingelserne for at blive karakteriseret som en apartheid-stat. 
  • At også disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og resolutioner, uden at det internationale samfund har formået at gribe ind.

Vi minder om

  • At FN’s menneskerettighedskonventioner og Geneve konventionernes bestemmelser for krigsførelse blev udviklet efter 2. Verdenskrig, ikke mindst som en reaktion på krigens systematiske forfølgelser og udryddelser af religiøse, herunder jødiske, minoriteter. 

Vi beklager dybt

de kun alt for tydelige konsekvenser af den israelske regerings og de palæstinensiske væbnede gruppers tilsidesættelse af disse konventioner, ikke mindst: 

  • At israelske civile er blevet dræbt eller lemlæstet af Hamas og andre væbnede grupper i angrebet den 7. oktober og gennem gentagne bombardementer fra Gaza af talrige civile mål i Israel.  
  • At civile i Gaza udsættes for massive luftbombardementer, militære angreb på hospitaler, skoler og andre civile institutioner, udenretslige henrettelser og udsultning, foreløbig med mere end 40.000 dræbte og langt flere lemlæstede på krop og sjæl til følge. 
  • At palæstinensere på Vestbredden udsættes for daglige angreb fra bevæbnede bosættere, som ofte assisteres af israelske soldater, og som kun meget sjældent retsforfølges af de israelske myndigheder. 
  • At FN Chartrets paragraf 51 om ’retten til selvforsvar’ vedvarende og konsekvent misfortolkes i den nuværende debat. Artikel 51 refererer til FN-medlemslandes ret til at forsvare sig selv mod udefrakommende angreb, men er ikke relevant for forholdet mellem en besættelsesmagt og befolkningen i de besatte områder – specielt ikke, hvis besættelsesmagten tilsidesætter de forpligtelser, som den er pålagt af Geneve-konventionen. 
  • At moderate, israelske stemmer får stadigt sværere ved at ytre sig i et israelsk samfund, der udviser tydelige udemokratiske og repressive tendenser. 

Vi ser desuden med stor bekymring på

de negative konsekvenser, som store dele af den vestlige verden, herunder Danmark, udsætter sig for, hvis de vedbliver med at forsvare eller undskylde Israels tilsidesættelse af basale regler for krigsførelse og territorial ekspansion – eksempelvis følgende: 

  • Svækkelsen af Danmarks troværdighed blandt lande i det globale syd som et land, der gennem en menneskealder konsekvent har forsvaret og arbejdet for at styrke FN og de internationale konventioner.
  • Svækkelsen af Danmarks deraf følgende mulighed for at påvirke internationale politiske dagsordener og fremme Danmarks udviklings- og udenrigspolitiske interesser globalt.
  • Den sikkerhedspolitiske sårbarhed, Danmark som småstat udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner, der beskytter de mindre stærkes ret, tilsidesættes og undergraves.  
  • Den forråelse der opstår, når den offentlige debat funderes på følelser og fordomme frem for fakta og anerkendelsen af internationale spilleregler som et fælles fundament tor problemløsning.  
  • Den dæmonisering og de trusler, danskere med muslimsk og jødisk baggrund udsættes for, når respekten for alle menneskers lige ret til frihed og selvbestemmelse svækkes. 

På denne baggrund opfordrer vi den danske regering til at styrke arbejdet for at fremme respekten for FN og forefterlevelsen af internationale konventioner.

Vi henviser til den Internationale Domstols vejledende kendelse fra juli 2024, herunder at: 

  • Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og Østjerusalem er ulovlig, og at Israel er forpligtet til hurtigst muligt at bringe besættelsen til ophør.
  • Alle lande er forpligtet til at undgå at bidrage til at fastholde Israels ulovlige besættelse og de konsekvenser, besættelsen har medført.
  • Israel er forpligtet til øjeblikkeligt at indstille al bosættelsesaktivitet og evakuere alle bosættere fra de besatte palæstinensiske områder.

Vi opfordrer derudover Danmark til, som kommende medlem af FN’s sikkerhedsråd, at arbejde aktivt for 

  • At der etableres en varig våbenhvile i Gaza
  • At alle gidsler i Gaza og alle palæstinensere, som er fængslet uden dom, frigives  
  • At stoppe Israels drab på nødhjælpsarbejdere og journalister, der arbejder i Gaza.
  • At styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) 
  • At arbejde for uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den 4. Geneve konvention.

Vi opfordrer ligeledes til, at Danmark som medlem af EU

  • aktivt bidrager til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomisk aktivitet og produktion i israelske bosættelser. 

Vi opfordrer desuden Danmark som medunderskriver af menneskerettighedskonventionen, Folkedrabskonventionen og Geneve konventionerne til at forhindre, at den danske stat:  

  • gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere.
  • gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at fastholde og legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser. 

Vi opfordrer endelig den danske regering til:

  • At anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner, heriblandt ikke mindst Generalforsamlingens resolution 181 (november 1947) og resolution 194 (december 1948), som bygger på princippet om opdeling af Palæstina i to separate, klart definerede stater.   
  • At arbejde på en forhandlet fred, der inddrager alle centrale aktører og repræsentanter for både det palæstinensiske og israelske folk 

Underskrivere

➢ Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker

➢ Christian Balslev-Olesen, tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp, tidl. direktør for Det Danske Hus i Palæstina

➢ Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. Folketingsmedlem og tidl. formand for Folketingets Udenrigsudvalg

➢ Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN Undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA Generalkommissær

➢ Jørgen Harboe, journalist

➢ Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp

➢ Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. Generalsekretær i KFUM og KFUK

➢ Paula Larrain, journalist

➢ Jørgen Lissner, tidl. FN landekooordinator i bl.a. Jordan

➢ Mogens Lykketoft, tidl. Udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling 2015-16

➢ Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd

➢ Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med.

➢ Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og bestyrelsesmedlem i KFUM og KFUK

➢ Malene Sønderskov, seniorkonsulent, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning.

➢ Birgitte Rahbek, kultursociolog

➢ Kirsten Thorup, forfatter

➢ Knud Vilby, journalist

Det er Vesten, der angriber den internationale retsorden

Israels militære svar på Hamas’ barbariske angreb er i strid med de konventioner, vi alle tilsluttede os efter Anden Verdenskrigs grusomheder. Det er tid til, at Danmark anerkender Palæstina som stat, skriver jeg bl.a. i dette indlæg i politiken 30. maj 2024. Læs indlægget i Politiken – eller nedenfor:

Den internationale retsorden under angreb – fra Vesten!

Grusomhederne fortsætter i Gaza med mange nye dræbte civile i Rafah og truende sultedød for hundredtusinder, fordi alt for få forsyninger med nødhjælp får lov at komme ind i den totalt smadrede krigszone. Flere end 2 millioner civile lider. 36.000 – især børn og unge – er dræbt, og over 80.000 sårede eller varigt invalideret uden adgang til ordentlig hjælp.

FN’s Sikkerhedsråd og Den Internationale Domstol i Haag, der undersøger Sydafrikas sag mod Israel om folkedrab, har krævet øjeblikkelig våbenhvile og løsladelse af gidsler. Samtidig har chefanklageren Karim Khan ved Den Internationale Straffedomstol rejst sag om anholdelse af Hamas’ ledelse samt Israels stats- og forsvarsministre for krigsforbrydelser.

Danmarks regering har uden tøven sagt, at retssagerne må gå deres gang, og afgørelser fra domstole, som vi har tilsluttet os, må respekteres. Det er også lige så indlysende som, at Højesteret i det danske retssystem har det sidste ord.

Forhåbentlig er det også ensbetydende med maksimal dansk opbakning til at håndhæve, hvad domstolene konkluderer.

Regeringen har dog undret sig over, at Netanyahu som ’demokratisk valgt statsminister’ anklages sammen med lederne af terrororganisationen Hamas. Præsident Biden og udenrigsminister Blinken har endda erklæret dette forfærdende. Blinken har i øvrigt totalt urealistisk talt om, at det er op til Israels domstole at bedømme, om landets ledere har gjort noget forkert.

Men anklageren ved Den Internationale Straffedomstol, Karim Khan, handler helt korrekt efter Straffedomstolens regler og sit mandat. Det er ikke mere acceptabelt, at lederne af et demokratisk land begår krigsforbrydelser, end det er, at Hamas bestialsk myrder, skænder og kidnapper civile israelere og nedkalder død over sit eget folk. Israels krig mod Gaza er ikke legitimt selvforsvar. Det er kollektivt hævntogt mod et helt folk – som det også blev formuleret som et mål i oktober af Israels forsvarsminister Gallant. 

Det er forståeligt, at den israelske offentlighed er ramt af dyb sorg og vrede over 7. oktober-angrebet og er i benægtelse i forhold til Israels egne krigsforbrydelser. De fleste af Israels medier informerer ikke om grusomhederne mod Gazas civile og mener, at krigsførelsen er nødvendig, fordi Hamas-krigere gemmer sig blandt civile. 

Mere fra min hånd om krigen i Gaza, Israel og Palæstina

Jeg forstår slet ikke, hvad regeringen har gang i

Berlingskes Mikkel Fyhn Christensen har interviewet mig i min egenskab af fhv. formand for FN’s generalforsamling om, hvordan det kan hænge sammen, at Danmark i generalforsamlingen stemmer for en resolution, der udtrykkeligt siger, at »Staten Palæstina« er kvalificeret til optagelse i FN som »en fredselskende stat«, men ikke vil følge Norge, Spanien og Irland, når de officielt anerkender Palæstina som stat.

Interviewet udkom i Berlingske fredag d. 24. maj 2024.

I øvrigt skrev jeg i 2011 sammen med to andre fhv. udenrigsministre, Uffe Ellemann-Jensen og Niels Helveg Petersen, en kronik i Berlingske, hvori vi opfordrede til dansk anerkendelse af Palæstina. Den kan læses her.

Mere fra min hånd om Gaza, Israel og Palæstina

Hamas’ grusomme angreb kan aldrig retfærdiggøre, at Gazas befolkning nu er blevet sønder- og tæppebombet gennem næsten seks måneder

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden forstod vi prisen for dét folk, der havde været flertallet i landet. Israel blev oprettet med fødselshjælp fra FN, men Israel ignorerede FN’s krav om, at palæstinenserne også skulle have en stat. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor

Terror og krigsforbrydelser

Krigsforbrydelser, massedød, hungersnød og samfundskollaps i Haiti, Sudan og Palæstina understreger savnet af et FN med autoritet til at standse katastroferne.

Israels krig i Gaza er tættest på os. FN var i 1947 fødselshjælper for staten Israel med planen om at dele Palæstina mellem jøder og arabere.

Min generation voksede op med enorm sympati for ideen om – efter Holocausts ufattelige grusomhed – at oprette en jødisk stat. Først efterhånden fattede vi, at prisen for dét folk, der gennem utallige generationer havde været flertallet i landet, var fordrivelse, besættelse og enorme ydmygelser. Israel ignorerede massivt FN’s krav om, at palæstinenserne også fik en stat. Derfor har Israel i årtier mødt modstand fra flertallet af FN’s lande.

Vi har set på Israel som et vestligt demokrati, selvom demokratiet kun er for israelerne og de jødiske bosættere på Vestbredden. Landet udviklede sig til en voldsom apartheidstat på de besatte områder, hvor palæstinenserne uden rettigheder blev spærret inde bag mure og hegn.

Hamas’ massemord og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023 var utilgiveligt ondt og forbryderisk – ikke kun mod de mange israelske ofre – men mod hele Palæstinas folk. Hamas-terroristerne agerede som en dødskult uden hensyn til den destruktion og elendighed, de nedkaldte over deres landsmænd. De vidste udmærket, at overmagtens hævn ville blive voldsom.

Israels svar var ikke den ret til selvforsvar, vi har talt så meget om. Nej, Israel har udfoldet en næsten seks måneder lang hævn- og terroraktion mod en værgeløs civilbefolkning. Hamas’ grusomme angreb 7. oktober kan aldrig retfærdiggøre, at en af verdens fattigste og tættest befolkede storbyer med 2,3 millioner mennesker, halvdelen under 18 år, er blevet sønder- og tæppebombet med 32.000 dræbt og mindst 75.000 såret eller invalideret, ifølge Al Jazeera. Boliger, hospitaler og skoler er udbombet. 

Det store flertal er hjemløse, og der er ikke nær nok vand, mad og medicin, fordi Israel blokerer for meget af den nødhjælp, der hober sig op i nabolandene. Derfor er der akut hungersnød og sultedød i Gaza.

Forhistorien til den aktuelle katastrofe er, at den yngre halvdel af Gazas indbyggere kun har oplevet Hamas’ diktatur og Israels blokade, der omdannede Gaza til verdens største åbne fængsel. Livet blev kun opretholdt ved bistand fra FN’s flygtningeorganisation for Palæstina, UNRWA. 

Hver gang primitive raketter blev affyret fra Gaza uden at gøre stor skade i Israel, oplevede de bølger af israelske gengældelsesangreb, som spredte mangefold død og ødelæggelse.

Kloge folk på begge sider har søgt at skabe fred. Men hver gang klogskab og fredsvilje har haft medvind, afsporede terrorister på den ene eller anden side processen. Vi har især hæftet os ved arabisk terrorisme, men der har hele tiden været ofre og gerningsmænd på begge sider.

Svenske Folke Bernadotte, der anførte de hvide busser, som fik danske fanger hjem fra Hitlers KZ-lejre i 1945, var FNs mægler i krigen om Palæstina i 1948. Han blev myrdet af jødiske terrorister, fordi han ikke gik ind for at give Israel mere land end FN havde foreslået. En arabisk landsby vest for Jerusalem, Deir Yassin, blev massakreret af samme gruppe jødiske terrorister for at skræmme palæstinenserne til at flygte. To af lederne bag blandt andet disse terrorhandlinger var Begin og Shamir, der senere blev statsministre i Israel.

Generalstabschef og statsminister Yitzhak Rabin var nok den sidste israelske leder, der havde både autoritet og vilje til at stifte fred. Men også han blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995. 

Hans efterfølger var Netanyahu, der det meste af tiden siden har domineret israelsk politik – og i dag leder den mest rabiate regeringskoalition i landets historie. Trods pres fra det meste af verden – også USA – nægter Netanyahu at stoppe krigsterroren i Gaza og den voldelige kolonisering på Vestbredden. 

I hans regering er ministre, der taler åbent om helt at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Selv hos Israels bedste venner dæmrer det omsider, at Netanyahu som arvtageren fra Begin og Shamir kan gå over i historien som den værste terrorist og største blokering for fred i konfliktens lange historie.

Forhåbentlig kan USA med sin nye kritiske holdning gå i spidsen og sammen med EU sparke døren ind til våbenhvile og adgang for nødhjælpen.

Fred og sikkerhed for både Israel og palæstinenserne findes kun ved massivt langvarigt pres fra resten af verden.

Forhåbentlig kan Den Internationale Domstol, når den engang fælder den endelige dom over Israels krigsførelse, bidrage til dette pres.

Mogens Lykketoft er formand for FNs Generalforsamling. samt fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om konflikten

Opråb fra fire fhv. udenrigsministre

Krigen mellem Israel og Hamas får udsigterne til fred til at se endnu mere håbløse ud lige nu. Men en tostatsløsning er fortsat den eneste farbare vej mod fred i området. Og Israel sidder med en af nøglerne, der kan løse konflikten op. Det er vi flere fhv. udenrigsministre, der mener. Læs Per Stig Møller, Martin Lidegaard, Villy Søvndahl og mit fælles opråb i Jyllands-Posten – eller nedenfor:

Israel skal løslade Marwan Barghouti og dermed bane vejen for en tostatsløsning

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne virker uendelig. 

Men der er en vej frem: en tostatsløsning. 

Derfor går vejen via hverken Hamas eller Netanyahu. Alt tyder på, at når krigen slutter, så falder Netanyahu. Palæstinenserne har brug for en ny leder, der har autoritet og folkelig opbakning til at lede mod freden via en tostatsløsning. 

Marwan Barghouti er dén person. Men han sidder i fængsel på livstid i Israel. Han er tilhænger af en tostatsløsning og går dermed ind for anerkendelse af Israel.

Barghouti har været aktiv i modstanden mod den israelske besættelse på Vestbredden – og er meget respekteret blandt palæstinenserne for dette. 

Han er dømt på nogle alvorlige anklager – Israels regering kalder det terrorisme. Men det er 20 år siden, i en ophedet situation, hvor volden var voldsomst fra israelsk side.

I Sydafrika under apartheid blev Nelson Mandela også dømt for såkaldt terror. Men da viljen til fred opstod, indså man, at man havde brug for Mandela på fri fod. Mange palæstinensere kalder Marwan Barghouti for deres Mandela. Vi så også i Nordirland, at republikanske ledere var anklaget for deltagelse i eller sympati for terror og alligevel blev nøgleministre i en samlingsregering.

Lad os lytte til Ami Ayalon, der har været både sikkerhedschef og flådechef i Israel. Nu går han ind for fred, og han foreslår løsladelse af Bargouti. Ayalon har udtalt til The Guardian: »Vi israelere får først sikkerhed, når palæstinenserne får håb.«

Konflikten er dyb, men mange har kastet store kræfter i initiativer for fred og dialog. Nøglen til Barghoutis fængsel kan blive en nøgle til de første forhandlingsskridt.

Undertegnede fire tidligere danske udenrigsministre opfordrer den danske regering til at kræve Marwan Barghouti løsladt og til straks at arbejde for, at både EU og USA gør det samme.

Per Stig Møller (K), Martin Lidegaard (R), Villy Søvndahl (SF), Mogens Lykketoft (S)

Mere fra min hånd om krigen