Tag: Israel-Palæstina

Udgivet den

Trumps kynisme er uden grænser. Det er svært at tro, han har handlet af omsorg for palæstinensiske liv

Det er svært at tro, at ‘fredsmægleren’ Trump handler af omsorg for palæstinensiske liv, eller andre for den sags skyld. Trump læser vælgerstemninger, og i USA er der, især blandt de yngre, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne taler de om folkemord nu. Læg dertil profitable handler med de rige arabstater, som nok betyder mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. Det skriver jeg om i dette indlæg i Politiken 5. november. Læs det i Politiken – eller nedenfor:

Lang vej til fred, retfærdighed og forsoning i Mellemøsten

Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
og formand for FN’s Generalforsamling

DET VAR PÅ en gang håbefuldt og farceagtigt, da Trump for en måned siden lod sig hylde af en lang række statsledere fra Europa, Mellemøsten og Asien som den store mægler for fred i Israel/Palæstina. Håbefuldt fordi det altid har været indlysende, at kun USA kunne tvinge Israel væk fra folkemordet i Gaza; farceagtigt fordi man med større ret kunne bebrejde USA at der først nu – måske, og to år for sent – lægges tilstrækkeligt amerikansk pres på Israels regering. 

Det var også bekymrende, at den selvudnævnte fredsmager kom til topmødet i Sharm El-Sheik i Egypten direkte fra sin hyldesttale til Netanyahu i Knesset, hvor han i grunden fremstillede de sidste to års massakre på Gazas land og folk som en fælles sejr for USA og Israel.

Det er svært at tro, at Trump har handlet af omsorg for palæstinensiske liv. Hans kynisme er uden grænser: Hans ødelæggende nedskæringer af den globale nødhjælp vil, ifølge en tidligere direktør i USAID, føre til 14 millioner flere døde frem til 2030. Når Trumps plan for Mellemøsten skaber håb – efter hans og Bidens uhyggeligt aktive politiske og militære støtte til Israels krig i de forløbne to år – er der to forklaringer, som intet har at gøre med humanitet eller modstand mod krigsforbrydelser: Trumps spidskompetence er at læse vælgerstemninger, og der er i dag, specielt hos den yngre generation i USA, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne begynder de at tale om folkemord. Desuden betyder profitable handler med de rige arabstater nok mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. De ellers lige så kyniske herskere i Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten føler også et voldsomt pres fra deres befolkninger for at komme Palæstina til undsætning, og derfor har herskerne presset på over for Trump.

TRODS DETTE er der frygt for, at USA også i fremtiden vil tilgive Israel alle nye brud på våbenstilstanden. Det sidste har vi fået bekræftet, når USA siger, det går godt, selv om rigtig mange palæstinensere siden våbenhvileaftalen er blevet dræbt af israelske styrker, og den fulde åbning for nødhjælpen stadig ikke er realiseret på grund af israelsk obstruktion. 

Der er begrundet mistanke om, at Netanyahu og hans ekstremistiske koalitionspartnere kun midlertidigt har bøjet sig for det amerikanske pres, men lurer på ethvert påskud til at genoptage udryddelseskrigen mod Gaza. Derfor er der brug for permanent ’Bibi-sitting’ med amerikanske regeringsfolk permanent til stede i Israel for at holde ’Bibi ’Netanyahu fast på aftalen. Vi må håbe, at det faktisk sker.

Israels og USA’s fælles kampagne mod FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge -UNRWA – er i øvrigt en selvstændig blokering for hurtig og retfærdig fordeling af nødhjælp, for UNRWA har som de eneste folk og apparat inde i Gaza til effektivt at løse opgaven. Men Israels krig er ikke kun mod palæstinenserne, men mod FN og alt hvad verdensorganisationen har forsøgt at gøre for at lindre og løse konflikten de seneste 78 år.

Afgørende svagheder ved Trumps 20 punkts fredsplan er, at der ingen udsigt er til hurtig indsættelse af en international fredsstyrke til at demilitarisering af Hamas og Israels tilbagetrækning fra den halvdel af Gaza-striben, som fortsat holdes besat. Desuden indeholder planen intet om at standse de voldsomme overgreb med røveri af land, mord og brand fra militante bosættere og israelsk militær, der medfører forceret etnisk udrensning af palæstinensere på Vestbredden. Der er ingen som helst sikkerhed for en vej til retfærdighed og sikkerhed for palæstinenserne – endsige en begyndende genopbygning af et Gaza, der er jævnet med jorden. 

PALÆSTINA BEHØVER en ny ledelse, der har autoritet. Det er et skræmmende udtryk for Israels modstand mod fred og frihed for palæstinenserne, at Marwan Barghouti ikke har været blandt dem, der som del af den seneste gidseludveksling blev løsladt fra israelsk fangenskab. Barghouti er den mest populære palæstinensiske leder, han er ikke Hamas, men tilhænger af en retfærdig fred med Israel. Han kunne blive Palæstinas Mandela, hvis der kom en forhandlingsvillig modpart, som det skete i Sydafrika.

Der er overvældende behov for, at Europas og Mellemøstens lande gør alt muligt for at lægge maksimalt pres på Israel og nurse USA’s forfængelige præsident til at håndhæve sin 20 punkts plan – og til at sikre fremskridt på alt det, planen ikke omhandler. 

Det er vigtigt at forstå, at en del mennesker i Europa, mange i USA og det store flertal i Israel har været under en blanding af massiv fornægtelse af og mangelfuld information om krigsforbrydelser og folkemord. Fornægtelsen er hjulpet på vej af flere målrettede drab på journalister inde i Gaza end det er set i nogen anden konflikt. 

Vi må nu insistere på fri adgang for medierne til at dokumentere den civile massedød og totale ødelæggelse af Gaza. Afdækningen af forbrydelserne kan styrke sagerne om folkemord og krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol og Straffedomstolen. Det kan især bidrage til en afgørende erkendelse, ikke mindst hos folk i USA og Israel, der har været fornægtere: Israel er den militære supermagt i Mellemøsten. Men med den hidtidige kurs og ledelse vil landet være stemplet som paria-stat, der aldrig kan få varig fred. Åbenhed og opgør med Israels krigsforbrydelser vil være et vigtigt første skridt i en lang proces hen mod en tilstand i det historiske Palæstina, hvor israelere og palæstinensere har samme frihed og samme rettigheder. 

Indlægget blev bragt i Politiken 5. november 2025

Mere fra min hånd om

Udgivet den

Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

Det er på tide, vi boykotter Israel

Det handler om at demonstrere, at vi er konsekvente i fordømmelsen af krigsforbrydelser, uanset om forbryderen hedder Putin eller Netanyahu. Derfor er det indlysende, at vi må indføre dansk boykot af israelske varer og stop for al våbeneksport til Israel. Det skriver jeg i mit seneste indlæg i Altinget 9. maj 2025.

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Udgivet den

Vesten har et medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran i dag står tættere sammen

Behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning mellem USA og Kina er overvældende, skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs i avisen – eller nedenfor:

Der er brug for at få ordentlige diplomater til stede

I 2015 blev jeg valgt til formand for FN’s generalforsamling med opbakning fra USA. Det undrede mange herhjemme, der har beskyldt mig for at være antiamerikansk. 

Ja, jeg var indædt modstander af Vietnamkrigen og stærkt kritisk over for de talrige amerikanske interventioner mod folkevalgte regeringer under Den Kolde Krig – for eksempel Iran (1953), Guatemala (1954) og Chile. Socialdemokratiet stemte med mig som formand mod dansk deltagelse i George W. Bushs invasion i Irak i 2003.

Mine synspunkter var imidlertid ikke i modstrid med holdninger hos daværende præsident Obama og hans udenrigsminister, John Kerry.

Jeg optrådte i 2016 sammen med Kerry i et møde med afgangselever fra FN-skolen. Mange af dem diplomatbørn og selv kommende diplomater. Kerry sagde til dem: »Jeg kæmpede i Vietnam. Det var en krig, der aldrig skulle have været ført. Hvis der havde været ordentlige diplomater til stede, var det ikke sket.«

Jeg nævner dette, fordi behovet for dygtige diplomater til at standse krigene i Mellemøsten og Ukraine og for at undgå en ukontrolleret optrapning i modsætningerne mellem USA og Kina er overvældende.

Den første forudsætning for at give diplomatiet plads er valgsejr til Kamala Harris. Trumps bombastiske politik og planer om udrensning i diplomatiet øger risikoen for krig ved en fejltagelse.

Anders Fogh Rasmussen argumenterede for at deltage i Irak-invasionen med, at han mente, at det altid var i Danmarks interesse at følge den til enhver tid siddende amerikanske præsident. 

I dag ved vi alle, at begrundelsen for invasionen i Irak var falsk, og konsekvenserne blev katastrofale. Konsekvensen i Foghs holdning må vel være, at han også ville være gået med USA’s krig i Vietnam, hvis han havde været statsminister dengang.

Jeg mener, modsat Fogh, ikke, at Danmark ukritisk skal følge USA, uanset hvem der er præsident, og uanset hvor USA vil have os hen. Vi skal have en selvstændig holdning og analyse. Derfor burde vi for eksempel have deltaget i Afghanistan på samme måde som de andre nordiske lande, Frankrig og Tyskland – og ikke rykke ud til de blodige kampe i Helmand-provinsen.

I nutiden er det Danmarks moralske forpligtelse at fordømme Netanyahus fortsatte krigsførelse og krigsforbrydelser – og at være kritisk over for, at USA ikke stopper for vanviddet.

Vi skal fortsat af al kraft støtte Ukraine. Vi skal bidrage til enighed med vores allierede om, i hvilket omfang offensive våben skal bruges mod mål inde i Rusland – og hvornår diplomaterne skal i gang med finde vejen til at standse krigen.

Det formodes, at en præsident Harris vil gå væk fra Bidens højstemte opdeling af verden mellem demokratier og autokratier. Der er langt flest autokratier, og vi ved jo godt, at Vesten har interesser i at samarbejde med en række af dem, selv om vi af og til må holde os for næsen.

Henry Kissinger havde meget på sin sorte magtpolitiske samvittighed, men han så USA’s interesse i at svække Rusland ved at forsone sig med Kina.

I dag er Vesten ikke uden medansvar for, at autokraterne i Beijing, Moskva og Teheran står tættere sammen.

Kina har ikke ønsket Ruslands krig mod Ukraine. Men USA’s fjendtlighed tilskynder Kina til samarbejde med Rusland, uanset at det kan skade landets vigtige forhold til Europa. Før vi går op i tonelejet mod Kina, bør vi tænke over, hvor meget mere Kina egentlig hjælper Rusland, end Indien gør: Begge lande køber billig olie fra Rusland og deltager – desværre – lige så lidt som resten af det globale syd i Vestens sanktioner mod Rusland.

Iran er den erklærede store fjende af USA og Israel – og Netanyahu forsøger i disse dage at vikle USA ind i krig mod Iran. Det usympatiske præstestyre undertrykker sin befolkning, har krigeriske allierede i regionen og sælger krigsdroner til Rusland. 

Men præstestyret er ikke en monolit. For ni år siden var mere moderate folk i spidsen. 

Jeg lærte i FN den daværende iranske udenrigsminister Javad Zarif at kende. Sammen med USA’s John Kerry fik han den internationale aftale på plads, der bremsede Irans vej til atomvåben og fjernede handelssanktionerne mod landet.

Tilskyndet af Netanyahu rev Trump atomaftalen i stykker. Det bragte meget mere dystre kræfter til magten i Iran.

Imod den krigeriske øverste religiøse leders ønske valgte iranerne i denne sommer overraskende en ny præsident, der forsigtigt rakte en hånd ud om afspænding med Vesten. Den ny præsidents kampagnechef var Zarif, der nu er tilbage i regering. Desværre har ingen dygtige vestlige diplomater fået lov at gribe og teste denne hånd.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 11. oktober 20024

Mere fra min hånd om diplomati