Opråb fra fire fhv. udenrigsministre

Krigen mellem Israel og Hamas får udsigterne til fred til at se endnu mere håbløse ud lige nu. Men en tostatsløsning er fortsat den eneste farbare vej mod fred i området. Og Israel sidder med en af nøglerne, der kan løse konflikten op. Det er vi flere fhv. udenrigsministre, der mener. Læs Per Stig Møller, Martin Lidegaard, Villy Søvndahl og mit fælles opråb i Jyllands-Posten – eller nedenfor:

Israel skal løslade Marwan Barghouti og dermed bane vejen for en tostatsløsning

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne virker uendelig. 

Men der er en vej frem: en tostatsløsning. 

Derfor går vejen via hverken Hamas eller Netanyahu. Alt tyder på, at når krigen slutter, så falder Netanyahu. Palæstinenserne har brug for en ny leder, der har autoritet og folkelig opbakning til at lede mod freden via en tostatsløsning. 

Marwan Barghouti er dén person. Men han sidder i fængsel på livstid i Israel. Han er tilhænger af en tostatsløsning og går dermed ind for anerkendelse af Israel.

Barghouti har været aktiv i modstanden mod den israelske besættelse på Vestbredden – og er meget respekteret blandt palæstinenserne for dette. 

Han er dømt på nogle alvorlige anklager – Israels regering kalder det terrorisme. Men det er 20 år siden, i en ophedet situation, hvor volden var voldsomst fra israelsk side.

I Sydafrika under apartheid blev Nelson Mandela også dømt for såkaldt terror. Men da viljen til fred opstod, indså man, at man havde brug for Mandela på fri fod. Mange palæstinensere kalder Marwan Barghouti for deres Mandela. Vi så også i Nordirland, at republikanske ledere var anklaget for deltagelse i eller sympati for terror og alligevel blev nøgleministre i en samlingsregering.

Lad os lytte til Ami Ayalon, der har været både sikkerhedschef og flådechef i Israel. Nu går han ind for fred, og han foreslår løsladelse af Bargouti. Ayalon har udtalt til The Guardian: »Vi israelere får først sikkerhed, når palæstinenserne får håb.«

Konflikten er dyb, men mange har kastet store kræfter i initiativer for fred og dialog. Nøglen til Barghoutis fængsel kan blive en nøgle til de første forhandlingsskridt.

Undertegnede fire tidligere danske udenrigsministre opfordrer den danske regering til at kræve Marwan Barghouti løsladt og til straks at arbejde for, at både EU og USA gør det samme.

Per Stig Møller (K), Martin Lidegaard (R), Villy Søvndahl (SF), Mogens Lykketoft (S)

Mere fra min hånd om krigen

Valget i USA bliver afgørende for palæstinenserne

Alt for meget afhænger af, hvem amerikanerne vælger til præsident til november – ikke mindst udviklingen i Mellemøsten. På kort sigt må Danmark og andre presse på for at få mere nødhjælp ind i Gaza. På langt sigt er det vigtigste, at Trump ikke bliver præsident. Det var blandt emnerne, da jeg snakkede med Informations Nathalie Barrington Rosendahl forleden. Læs hele interviewet i Information 5. februar 2024.

Mere fra min hånd om situationen her

Usigeligt ondt, når vestlige lande stopper deres bidrag til UNRWA

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:

Sandheder om den grusomme Gaza-krig

Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland. 

Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området. 

Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.

Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober. 

Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse: 

I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.

Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.

Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. 

Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.

Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak. 

Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.

Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.

Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november. 

Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren. 

De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024

Mere fra min hånd om krigen i Gaza

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Tale ved demoen Beskyt Civile Liv

28. oktober 2023 på Christiansborg Slotsplads

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Amnesty International – forlængelse af deres fælleserklæring med krav om VÅBENHVILE NU sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Red Barnet og flere end 600 andre internationale organisationer.

Min tale:

Det er fortvivlende og hjertesønderknusende at være vidne til de nye frygtelige begivenheder i Israel og Palæstina. Det er umuligt helt at fatte omfanget og smerten af den katastrofe, der rammer uskyldige mennesker.

Hele verden bør uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1400 civile i Israel 7. oktober – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Israel har ret til at forsvare sig mod terror. 

Men er det selvforsvar eller krigsforbrydelse at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur. moskeer og kirker? 

Er der en forskellig målestok for beskyttelse af civile på de to sider i konflikten? Og hvorfor mangler så mange fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. 

Men generalsekretæren talte i dyb samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i de globale syd, der oplever, at vi Vesten er meget geografisk selektive i vores respekt for de internationale regler for krigsførelse og værn om civiles liv og menneskerettigheder.

Antonio Guterres appellerede indtrængende om en våbenhvile for at beskytte civile og forhandle om frigivelse af gidsler.

Denne appel kom også skarpt til udtryk fra Jordans dronning Rania, da hun forleden blev interviewet af Christiane Amanpour på CNN.  Dronningen er selv palæstinenser af fødsel, og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng.  Hun forklarede med stærke personlige følelser, flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Heldigvis er der også israelere, der forstår den lange forhistorie til den aktuelle katastrofe. 

Én af disse – som jeg har den allerstørste respekt for – er Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik. 

Avner skrev dagen efter terrorangrebet mod Israel: og jeg citerer

Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske, Som nogen, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og derhjemme. Dusinvis taget som gidsler og slæbt ind i Gaza-striben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af tragedien. 

Vi kunne blive ved og ved om deres grusomme og kriminelle handlinger, 

eller fokusere på, hvordan vores jødiske overherredømme har bragt os hertil. Hvor svært det end er, så er det imidlertid vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om, hvad vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu været at “håndtere konflikten”. Gentagne israelske regeringer insisterer igen og igen på voldsanvendelse, som om det kunne ændre noget. De taler om “sikkerhed”, “afskrækkelse”, “at ændre ligningen”.

Alt sammen kodeord for at bombe Gaza-striben sønder og sammen, altid retfærdiggjort som rettet mod terrorister, men altid med store civile tab. Ind i mellem disse gentagne voldsrunder gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere, og agerer så overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om “normalisering” med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over den ufattelige krænkelse af menneskerettighederne, har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere.

Til sidst siger Avner 

Vores land besluttede – for årtier siden – at det er villigt til at sætte sikkerheden på spil for borgerne i vores byer til fordel for at bevare kontrollen over en besat civilbefolkning på millioner, alt sammen for en nybygger-messiansk dagsorden.

Tanken om, at vi kan “håndtere konflikten” uden nogensinde at skulle løse den, er igen ved at bryde sammen for øjnene af os. Det er lykkedes ind til nu, fordi kun få har turdet udfordre tanken. Disse hjerteskærende begivenheder kan ændre det. De skal. For vores skyld – alle os mellem floden og havet.”                                                                   

Det er den besindige, humanistiske israelers ord.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der også advaret mod Israels beslutning om at iværksætte en ny, langvarig og uhyre blodig landkrig i Gazas gader og gyder: 

Richard Haass er af jødisk afstamning, konservativ og var udenrigspolitisk rådgiver for USA’s udenrigsminister Colin Powell, og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitiske analytiker.

Haass skrev forleden, at Hamas fortjener at blive besejret. Men han påpeger samtidig, at Hamas mere er et netværk, en bevægelse og en ideologi end det er en fast organisation. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse af de enorme civile tab vælte ned over Israel. Både civile og militære tab vil vokse yderligere, hvis Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada mod aggressive bosættere, der dagligt udsætter dem for voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen. 

Derfor, siger Haass – skal USA presse Netanyahu for at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en to-stats-løsning.

Haass siger også, manglen på løsning for palæstinenserne er en endnu større trussel mod Israels demokrati end Netanyahus angreb på Højesteret.

Præsident Biden synes med sine seneste udtalelser om nødvendigheden af at give nyt liv til to-stats-løsningen at forstå dette.

Vi må inderligt håbe på amerikansk handling mod dét som den tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, har kaldt den israelske apartheidstat. 

For der kommer ingen fred uden massivt amerikansk pres på Israels regering – herunder at sikre en midlertidig international administration af Gaza til erstatning både for Hamas’ terrorister og en blodig israelsk besættelse.

Vi i Europa – vi i Danmark – har en vigtig rolle med at støtte og tale for, at et sådant pres lægges fra USA’s side. 

Men her og nu må vi bidrage massivt med bistand til de uhyrligt mange ofre, konflikten allerede har skabt – og insistere på en ægte våbenhvile – ikke bare en såkaldt humanitær pause.  

Mere fra min hånd om den ulykkelige konflikt

Vi er vidner til et maskefald fra den fascistisk prægede israelske regerings side

Det er på tide at lægge maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering. Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Systematisk terror mod palæstinenserne

Verden er i historiens løb ustandseligt hærget af forbryderiske krige og naturkatastrofer. Der var Hitlers, Stalins og Maos massemord. Der var millioner af mennesker – fra Vietnam til Mellemøsten -der mistede livet som konsekvens af alle de forkerte beslutninger, som amerikanske præsidenter traf om blodige, mislykkede invasioner. I nutiden har Vesten med sin passivitet befordret andre katastrofer som borgerkrigs- og sultkatastrofen i Yemen, der blev anført af Saudi-Arabien med vestlige våben.

Det forekommer for en gangs skyld entydigt godt, at vi kan enes om massiv bistand til Ukraine i kampen mod den blodige og meningsløse russiske invasion.

Men de store konflikter og katastrofer overskygger alt for ofte de »små«, hvor det »kun« er få millioner mennesker, der lider, og konfliktens dødsliste gennem årtiers konflikt måske »kun« tælles i tusinder.

Israels undertrykkelse og systematiske overgreb mod den palæstinensiske nation hører til i denne kategori.

Den jødiske stat indespærrer over to millioner mennesker under umulige livsvilkår i Gaza og gennemfører en brutal og systematisk annektering af Vestbredden. Det ryster mig særligt, fordi jeg havde store forventninger om humanisme fra et jødisk folk, der selv har oplevet så forfærdende lidelser under nazisternes folkemord. Det forarger mig, at Israels allierede og militære beskytter, USA, ikke intervenerer for at standse overgrebene mod palæstinenserne. Tværtimod bruger USA igen og igen sin vetoret i FN til fordel for Israel – og undlader helt det pres på Israel, som er forudsætningen for dén tostatsløsning, som FN i årtier har krævet.

Israels angreb i flygtningelejrene

Det er hyklerisk, når vestlige regeringer med USA i spidsen nøjes med at tale om »Israels ret til selvforsvar«, når bomber og tanks udløser død og ødelæggelse for de civile i flygtningelejrene.

I forrige uge så vi igen – som jeg også oplevede ved et besøg i Israel i 2002 – et massivt israelsk militærangreb på Jenin på den besatte vestbred. Denne gang også med bombefly!

Den seneste udvikling er et totalt maskefald om Israels hensigter. Premierminister Netanyahu har optaget ekstreme racister og kolonialister i sin seneste regering. Hans plan er at stække Højesteret, så retssagen mod ham for korruption kan standses. Regeringens program er en fordobling af antallet af bosættere på besat palæstinensisk jord og egentlig indlemmelse af størstedelen af det besatte område i et Israel, hvor palæstinenserne er uden nogen form for retssikkerhed, og hvor den dømte racist Itamar Ben-Gvir har fået kommandoen over en såkaldt nationalgarde til undertrykkelse af palæstinensere og udbredelse af nye bosættelser.

Breaking the Silence

Israelske soldater, der har gjort tjeneste som besættelsesmagt, har stiftet bevægelsen Breaking the Silence, fordi de mener at besættelsen er umoralsk og skadelig for Israels fremtid. De har sendt mig en aktuel rapport, som jeg her resumerer:

  • Et par tusinde soldater trængte ind, civile blev dræbt og el- og vandforsyning ødelagt sammen med megen privat ejendom. Det tegner et billede af, at civilbefolkningen på den besatte vestbred nu skal behandles lige så brutalt som i Gaza, hver gang der efter israelsk opfattelse er sket eller er optræk til en palæstinensisk terrorhandling; det hele er jo en helt forudsigelig ond cirkel.
  • Desperate unge palæstinensere griber til vold, fordi de har opgivet ethvert håb om retfærdighed. De oplever, hvordan den israelske besættelsesmagt passivt og ofte velvilligt ser på, at militante jødiske besættelser angriber palæstinensiske landsbyer med overfald, drab, og hærværk mod boliger, biler og oliventræer.
  • Samtidig høres en højreradikal israelsk minister udtale at hele landsbyer burde jævnes med jorden, hvis en attentatmand kommer derfra. Bosættervolden er – siger Breaking the Silence – en del af en israelsk regeringspolitik om at overtage mere og mere jord til bosættelser ved at gøre det umuligt for palæstinensere på Vestbredden at leve deres liv.

Breaking the Silence er lige nu del af en kampagne sammen med andre israelske menneskerettighedsorganisationer, der er modstandere af koloniseringspolitikken.

Håbet er, at USA og resten af verden omsider løfter blikket fra de andre konflikter, der tager deres opmærksomhed, og lægger maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering.

Håbet er også, at de hundredtusindvis af israelske borgere, der vedvarende demonstrerer mod Netanyahus forsøg på at stække landets Højesteret og reelt indføre et autoritært styre, også tager i deres mund at kræve menneskerettigheder for palæstinenserne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2023

Mere fra min hånd om konflikten

Palæstina må reddes fra Netanyahu, Israel fra sig selv

USA har som Israels ven, sponsor og militære allierede pligt til at stille sig i spidsen for at tøjle Netanyahus frontalangreb på retssystemet og tanken om reelt palæstinensisk selvstyre. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske – offentliggjort 21. februar 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Misforvaltning af demokratiet

De fleste af os i min generation voksede op med enorm sympati for Israel som hjem for de overlevende fra historiens største folkemord. Vi var længe enøjede, når det gjaldt konsekvenserne for palæstinenserne. Israel blev kendt som det eneste demokrati i Mellemøsten, ustandseligt truet af hoben af fjendtlige arabstater. Men ved krigen i 1967 erobrede Israel hele det historiske Palæstina, og demokratiet omfatter derfor kun den ene halvdel af de mennesker, der bor under reel israelsk kontrol.

Benjamin Netanyahu er en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere. Han er villig til hvad som helst for at fastholde magten og undgå den truende domfældelse for korruption.

Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.

Angrebet på Højesteret

Den ny regering vil beslutte, at parlamentet skal kunne tilsidesætte Højesterets afgørelser og erstatte den uafhængige stand af dommere og anklagere med egne håndlangere. Det er kursen fra Viktor Orbáns Ungarn, der kopieres – men i et tempo, så Netanyahus afvikling af retsstaten betegnes som Orbán på steroider. Det har udløst masseprotester i den jødiske befolkning.

Desværre retter israelernes masseprotester sig endnu ikke mod, at Israel/ Palæstina er forvandlet til en apartheidstat uden udsigt til fred og forsoning: Det palæstinensiske »selvstyre« er mere magtesløst end »selvstyret« for de sorte i de såkaldte Bantutans i apartheidtidens Sydafrika. Bosætterne har fine veje, men palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder hæmmes af dårlig infrastruktur og uophørlig chikane ved israelske checkpoints. De er presset sammen og muret inde i små enklaver uden reelle udviklingsmuligheder. De er retsløst regeret af israelsk militær, der dag og nat foretager husundersøgelser og interneringer. Jødiske indbyggere i de folkeretligt ulovlige bosættelser på besat jord nyder derimod fulde israelske borgerrettigheder og militær beskyttelse: Det sidste gælder også, når de mest ekstreme af bosætterne straffrit overfalder deres palæstinensiske naboer og ødelægger deres ejendom. Blandt andet ved at fælde tusindvis af deres oliventræer. Civilsamfundsorganisationer – som blandt andet støttes fra dansk side – angribes og straffes med uvederhæftige anklager om terrorisme, når de kritiserer brud på menneskerettighederne.

Folkeretsstridig annektering

Den palæstinensiske stat, som FN’s medlemsstater med overvældende flertal har krævet i årtier, er reelt blevet umulig. Verdenssamfundet har kun reageret med kritiske resolutioner, mens Israels offensive bosætterpolitik har gennemhullet de palæstinensiske områder som en schweizerost. Med de mest højreradikale ministre i førersædet sættes nu endnu mere fart på at udvide bosættelserne og formelt annektere palæstinensiske områder. Annekteringen foregår mere stille, men er lige så folkeretsstridig som Putins forsøg på at flytte grænser med magt ved sin annektering af de østlige provinser i Ukraine.

Israel begrunder ethvert overgreb som indsats mod terrorisme. Terror mod civile på begge sider i konflikten skal ubetinget fordømmes. Terroren er en ond cirkel af gensidig gengældelse, hvor den ene side er en statsmagt med et af verdens stærkeste militær, mens den anden er en besat civilbefolkning. Det er vejen dybere og dybere ned i helvede, når palæstinensere reagerer på håbløsheden efter 55 års besættelse med vold, mord på civile israelere og raketter fra Gaza. Det giver hver gang Israel anledning til at slå endnu hårdere og blodigere slag tilbage mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det udfolder sig ikke mindst med den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza, som er spærret inde på et område på størrelse med Langeland under kummerlige forhold, uden mulighed for at forsørge sig selv: Verdens største åbne fængsel, hvor folk kun overlever på FN’s nødhjælp.

Freden må komme udefra

Håbet om fred og retfærdighed kan kun igen tændes udefra. Det sker ikke, medmindre USA som Israels ven, sponsor og militære allierede går i spidsen. Der er heldigvis tegn på, at mange i det magtfulde jødisk-amerikanske samfund kræver pres på Israel for kursskifte. Biden-regeringen har også reageret kritisk. Men risikoen er altid, at palæstinensernes tragedie overskygges af større krige, kriser og tragedier andre steder.

Europa har en nøglerolle i – også ved at appellere til USA –  at forhindre at det sker igen.

Vi har en moralsk forpligtelse til at redde palæstinenserne fra endnu værre undertrykkelse – og om overhovedet muligt at redde Israel fra sig selv.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Demonstration 13. februar mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og justitsminister Yariv Levins planer om at undergrave Israels Højesteret.

Fotograf: Oren Rozen via Wikimedia Commons

Derfor fylder Ukraine-krigen mere i vores bevidsthed end andre blodige konflikter

Demo agaist Putin

Den bedste mulighed for at undgå en langvarig udmattelseskrig er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer – læs hele min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

‘Bekvem’ afstand

Vi oplever krigen i Ukraine mere intenst end alle andre konflikter siden Anden Verdenskrig.

Korea-krigen foregik i et fjernt land, vi ikke kendte. Mediedækningen var beskeden, og vi var ikke i tvivl om retfærdigheden i at bekæmpe den kommunistiske angriber. Den amerikanske krig i Vietnam var anderledes tæt tv-dækket. En del fastholdt. at den var uundgåelig og at kommunistiske modstandere skulle bekæmpes med alle midler, men flere kom i tvivl eller var imod både selve krigen og ikke mindst den måde, den blev ført.

Vi reagerede ikke meget på utallige konflikter i Afrika eller USA’s støtte til kup mod demokratiske regeringer i Latinamerika. Vi gik direkte med til interventioner i Afghanistan og Irak, der endte med lange, blodige krige, der mildt sagt aldrig fik en god afslutning.

Vi så med distant afsky på den forfærdende borgerkrig i Syrien og endte med at have mere frygt for flygtninge derfra end medfølelse med dem.

Da den saudiarabisk ledede krig i Yemen skabte sult og død i ufatteligt omfang, krævede vi ikke af vore store allierede, at de stoppede støtten til saudierne og krævede fred.

Fra dansk side har vi stadig ikke en klar holdning til fordel for det palæstinensiske folk, der i 55 år har levet under en israelsk besættelse, der nu igen skærpes af et styre med hidtil uset racistisk-fascistiske ministre.

Krigen er tættere på

Ukraine er anderledes, fordi det foregår i Europa, nær vores egne grænser. Rusland, som vi gennem flere generationer lærte at frygte, er den skruppelløse angriber, der kunne finde på rykke endnu nærmere på os, hvis Ukraine falder. Hvis Rusland omvendt er ved at tabe, er der risiko for brug af atomvåben. Desuden dækker alle medier intenst kampene, tabene og ødelæggelserne i Ukraine. Zelenskyj står i spidsen for en entydig kamp mellem det gode og det onde. Vi møder flygtninge derovrefra i vores hverdag og oplever, at vi ligner hinanden og har samme drømme og håb.

To dage før Ukraine-krigens start for et år siden skrev jeg om de vanvittige konsekvenser af Putins angrebsplaner, der ville forpeste den internationale situation med voldsom oprustning og en ny, farlig kold krig. Jeg gav – som også stort alle andre med meget større indsigt – udtryk for, at det langt overlegne russiske militær nok kunne knuse Ukraines forsvarsstyrker, men at der ville være uhyrlige omkostninger for Rusland ved at forsøge at besætte et frihedselskende naboland med 44 millioner mennesker. Derfor ville et angreb være udtryk ikke bare for Putins velkendte onde hensigter, men også for en hidtil uset letsindig risikovilje.

Når angrebet alligevel blev iværksat, var det fordi Putin troede, at nabolandet kunne erobres på få dage, fordi folk og hær i Ukraine straks ville give op over for overmagten, ligesom tjekkoslovakkerne gjorde i 1968, da de blev angrebet af Sovjetunionen. Vesten ville kun få tid til at sende en protestnote, inden der var indsat et russisk marionetstyre i Kyiv, og så ville omverdenen nok affinde sig med fait accompli – som det skete ved annekteringen af Krim i 2014.

Ukrainerne kæmper

Et år senere er de russiske illusioner om en let sejr for længst bristet. Ukrainerne kæmper indædt og effektivt og bevæbnes massivt med vestlige våben, mens det russiske militær har været helt overraskende udueligt. Trods smertelige tab af menneskeliv, vanvittige materielle ødelæggelser og tab af territorium i øst og syd er skabt en hidtil uset stærk ukrainsk nationalfølelse og kampvilje på tværs af sprogforskelle og tidligere politiske skillelinjer mellem øst og vest i landet.

Russerne er blevet skubbet meget baglæns i forhold til de første ugers erobringer, men mobiliserer nu igen hundredtusinder af nye soldater. Putin er aldeles ligeglad med de enorme russiske tab og han håber vel, at den enige vestlige støtte til Ukraine krakelerer ved en langvarig udmattelseskrig. Han kan endda håbe, at hans ven og beundrer Donald Trump vender tilbage som amerikansk præsident, og at han kan slå en handel af med ham.

Derfor er der risiko for en langvarig, uafgjort skyttegravskrig, hvor Ukraines civile befolkning efterlades forarmet i en ødelagt infrastruktur bag fronten.

Den bedste mulighed for at undgå dette er militær fremgang for Ukraine ved hjælp af hurtig og massiv levering af de lovede endnu mere slagkraftige vestlige våbensystemer.

Men det skal kombineres med oplæg til fredsforhandlinger, der bakkes op af et endnu mere enigt verdenssamfund.

Vesten har allermest brug for bedre forståelse med Kina, der nok har den allerbedste position til presse Putin til at opgive sin erobringskrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske tirsdag d. 7. februar 2023.

Illustration: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om krigen i Ukraine

Stop Israels skærpede undertrykkelse af palæstinenserne

Det står nu krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. Omverdenen må se det i øjnene og mobilisere størst muligt pres for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Netanyahu frygteligt tilbage

Superopportunistiske Netanyahu er tilbage som israelsk leder i koalition med de mest fanatiske kræfter, der vil skærpe undertrykkelsen af palæstinenserne. Den tostatsløsning, som en enig omverden har krævet i årtier, er chanceløs. Alt tyder på mere folkeretsstridig anneksion af de andres land og mere vold mod de besatte og indespærrede. Det er, hvad Netanyahu vil levere for at have et flertal til at bevare magten og slippe for straf for sin korruption.

Verdens øjne er fuldt forståeligt især rettet mod på Ruslands rædselsfulde angrebskrig i Ukraine og denne krigs trussel mod hele verdens fred og velstand. Også bl.a. det iranske styres frygtelige undertrykkelse af sin befolkning – og især kvinderne – fanger naturligt nok opmærksomheden hos folk og regeringer i Vesten. 

Prisgivne palæstinensere

Palæstinenserne er derimod i åbenbar risiko for igen at blive prisgivet omverdenens mangel på opmærksomhed, som oftest er sket gennem 65 års lidelseshistorie.

Endnu mere brutale overgreb fra en ny Netanyahu-regering må imidlertid ikke ignoreres, for det vil forstærke en udvikling, hvor generationer af palæstinensere uretfærdigt er nægtet retten til en fri og værdig tilværelse. Det skærper risikoen for mere strid i en mellemøstlig region, der i forvejen er martret af så megen ufred og had. Europa betaler også – som den nære nabo – en høj pris for endnu mere konflikt i Mellemøsten.

I forvejen gik alt længe den gale vej. I strid med Folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder. Der er etableret et todelt retssystem med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov. 

Den systematiske undertrykkelse tager form af voldsomme begrænsninger i palæstinensernes bevægelsesfrihed, flere tvangsforflyttelser og overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af ytrings- og forsamlingsfrihed. Det israelske militærs ustraffede mord på Al Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh er et dramatisk eksempel på den tilstand, der hersker. Besættelsesmagten tolererer desuden alvorlig bosættervold mod den palæstinensiske befolkning og forsøger på at kvæle de foreninger i civilsamfundet, som støttes fra bl.a. Danmark. 

I 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret.

Apartheid

Omfattende juridiske analyser fra israelske og palæstinensiske menneskeretsorganisationer samt Human Rights Watch, Amnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic har allerede tidligere konkluderet at behandlingen af palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, udgør forbrydelsen apartheid. 

Det er en utålelig situation, der kun vil blive forværret med de rabiate jødiske nationalister i regeringen.

Mange borgere og regeringer i Europa har i årtier forsvaret Israel – som det demokrati, det burde være – og talt for landets ret til at leve i fred og sikkerhed med sine naboer. Men det har betydet, at øjne og øren var lukket for den utålelige undertrykkelse af palæstinenserne.

Nu er det krystalklart, at fascister og racister er i magtens centrum i Jerusalem. 

Det er en historisk anledning til at se realiteterne i øjnene og mobilisere størst muligt pres udefra for at standse uretten og genskabe et perspektiv for fred og retfærdighed for begge de to folk i det historiske Palæstina.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 18. januar 2023

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Protest mod Benjamin Netanyahus nye regering ved Habima Square i Tel Aviv, Israel 14. januar 2023. Fotografen ukendt. Fra Wikimedia Commons.

Min tale til den palæstinensiske mindehøjtid Børn betaler prisen

Højtidelighed på Rådhuspladsen

Højtideligheden fandt sted på Rådhuspladsen i København 20. maj 2021 til minde om de ind til i dag 71 børn, der er blevet dræbt i den seneste tids voldsomme angreb i konflikten mellem Israel og palæstinenserne, især i Gaza. Det var en smuk højtidelighed med en lille kiste for hvert af de dræbte børn. Se video af talen her – eller læs den nedenfor:

I dag er vi samlede til en fredelig sørgemanifestation med overskriften Børn betaler Prisen.

Vi er samlede for at vise alle, der vil se og høre, hvor grusomt de seneste ti dages krig mellem Israel og palæstinenserne har ramt helt uforholdsmæssigt mange børn. 

Krig er altid afskyelig uanset hvem, der bliver ofre, uanset deres race, alder eller køn.

Hvert eneste uskyldig menneskeliv, der går tabt eller bliver ødelægges når bomber, raketter og missiler falder – eller når udsultning bliver en del af krigsførelsen – er både en stor tragedie og meget ofte en utilgivelig forbrydelse. 

Men det mest hjerteskærende – det mest ubærlige – er, når ofrene er børn. 

Når vi ser de mange små kister blive båret til graven og når vi husker billederne af rester af bamser og legetøj ligge i spredt i ruinerne af de knuste familiers knuste huse, så harmes vi og så græder vi.

Når vi fornemmer traumerne fra de børn, der overlever, men med dybe sår på legeme eller sjæl og de bitre erindringer om søskende, forældre, legekammerater, de så blive myrdet af djævelskabet, der kommer fra himlen – når vi ser den sørgende far med et spædbarn, der var eneste overlevende i børneflok,- så harmes vi og så græder vi.

Vi ved, at tragedien er ikke bare de aktuelle tab af menneskeliv. Tragedien er hele samfund, hvis fremtid ikke bare hærges af de voldsomme fysiske ødelæggelser af boliger, sygehuse, skoler og børnehaver, af livsvigtig infrastruktur, men også og ikke mindst af de livslange følger for de mennesker, der mistede deres kære eller selv blev varigt handicappet og traumatiseret.

Skyld og ansvar ligger hos de statsledere og andre, der kynisk og hensynsløst rammer civile for at fastholde egen magtposition og bevare herredømmet over andre i stedet for at søge en retfærdig og holdbar fred. I ved hvem jeg især tænker på!

Men vi er ikke samlede i dag for at pege ud og placere eller fordele ansvar.

Vi er her for at sætte spotlight på de alt for mange dræbte børn i den aktuelle konflikt mellem Israel og palæstinenserne.  Både palæstinensiske og israelske børn.

Det helt overvældende flertal af dræbte børn l- 65 – levede i Gaza. 3 i Israel, Det er noget, vi har set gentage sig med en frygtelig, syg søvngængeragtig logik alt for mange gange- igen, igen, igen i de seneste 15 år.

Om lidt vil vi få oplæst navnene på de børn, som vi ved blev dræbt i de seneste dages krig.  

Det gør vi i solidaritet og medfølelse med de familier og samfund, der er sønderknust af disse tab. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at dette ubærlig mareridt slutter – for denne gang – allerede i dag. 

Det gør vi i et inderligt håb om, at det er sidste gang, vi har været vidne til denne onde cirkel af vold drab og ødelæggelse.

Men den onde cirkel brydes først, når lande, regeringer og civilsamfund – masser af mennesker med og uden magt hånd i hånd – insisterer på fornuft og forhandling med ærlig vilje til at stifte varig fred på det grundlag, FN med stort flertal gang på gang har krævet:  En to stats løsning.

Vi er samlede her for at yde vort lille bidrag til dette kor, mens vi sørger over de unge liv, der er knust i denne seneste omgang af tøjlesløs vold.

Æret være mindet om alle de børn, der har betalt den ultimative pris.

Mere fra min hånd om Mellemøsten her

Foto fra mindehøjtidelighedens facebookside