Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Læs kronikken i Politiken – eller nedenfor:
Min kronik i Politiken 22. december 2024
Danmark har altid støttet en international retsorden, respekt for menneskerettigheder og et forpligtende internationalt samarbejde. Det bør være en vigtig ledestjerne for vores indsats som medlem af FN’s Sikkerhedsråd i de kommende to år – også når det gælder holdningen til Israel.
Amnesty International har med omfattende dokumentation konkluderet, at Israel begår folkemord i Gaza med en krigsførelse, der betyder vilkårlige drab og kvæstelser af titusindvis af civile, blokering for nødhjælp og drab på nødhjælpsarbejdere med omfattende død af sult og sygdom til følge.
2,3 millioner mennesker er efterladt i en ruinbunke på størrelse med Langeland. Deres samfund er systematisk gjort ubeboeligt. Boliger, sygehuse og skoler er udbombet. 45.000 er dræbt – de fleste civile. 106.000 er såret eller livsvarigt invalideret. Børn er en uhyggelig stor andel af de døde og sårede. Intet andet sted har så mange børn fået amputeret lemmer – ofte uden bedøvelse, fordi medicin og udstyr lige så lidt som vand og mad får lov at komme frem bare i det absolut mest nødvendige omfang. Hundredtusinder af børn er uden skolegang og uden fremtid,
Anklagen om folkemord behandles på Sydafrikas initiativ af Den Internationale Domstol. Der er ikke fældet dom, men domstolen har for længst og forgæves krævet våbenhvile og tilstrækkelige forsyninger til krigens ofre.
Den Internationale Straffedomstol har samtidig rejst sag mod Israels statsminister og tidligere forsvarsminister for veldokumenterede krigsforbrydelser.
Alligevel er der stadig folk i Danmark, som mener, at Israels krigsførelse er nødvendigt selvforsvar over for Hamas’ bestialske angreb på civile og gidseltagning i Israel 7. oktober 2023.
Nogle siger, at israelerne må forsvare sig med alle midler for ikke igen at blive udryddet eller fordrevet fra Palæstina. Det siges uden forståelse for, at det i realiteternes verden er palæstinenserne, der er truet med udslettelse som nation og med fordrivelse fra Palæstina. Israel kan ikke militært besejres.
Hamas’ angreb var uden al tvivl en krigsforbrydelse, der stempler bevægelsen som en uhyggelig terroristisk dødskult, der ikke bare praktiserer vilkårlige drab på civile jødiske borgere, men også er fuldstændig ligeglad med, om gengældelsen rammer deres eget folk med faktor hundrede.
Men Hamas’ grusomheder kan ALDRIG retfærdiggøre Israels krig mod Gazas folk gennem snart 15 måneder. Det retfærdiggør selvfølgelig heller ikke den statsstøttede bosættervold og etniske fordrivelse rettet mod den palæstinensiske civilbefolkning på den besatte Vestbred – eller internering af 12.000 palæstinensere i fangelejre, hvor tortur og mishandling er udbredt.
Kampen om Palæstina mellem den arabiske flertalsbefolkning og jødiske indvandrere begyndte for langt over hundrede år siden, da den zionistiske bevægelse – med begrundelse i århundreders forfølgelse af jøder i Europa – formulerede ideen om en jødisk stat i Palæstina.
Efter Første Verdenskrig overgik Palæstina fra tyrkisk til britisk styre. Briterne lovede med Balfour-erklæringen fra 1917 jøderne ’et nationalt hjem’ i Palæstina, men uden at præcisere, om det betød en særlig stat. Det var et oplæg til konflikt med de arabiske palæstinensere.
Den jødiske indvandring tog fart med nazismens fremmarch i 1930’erne og efter Anden Verdenskrig med overlevende fra holocaust. Det var holocaust, der i 1947 førte til, at det unge FN, domineret af sejrsmagterne fra Anden Verdenskrig, foreslog, at Palæstina skulle deles nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder – med Jerusalem som et særligt område under international kontrol.
FN’s plan blev aldrig virkeliggjort. De arabiske nabolande, der netop var ved at frigøre sig fra europæisk koloniherredømme, afviste FN-planen som en kolonialistisk løsning hen over hovedet på palæstinenserne, der stadig var et stort befolkningsflertal. Derfor gik nabolandene i krig mod den selvudråbte jødiske stat. Men med støtte fra både USA og Sovjetunionen vandt Israel på slagmarken og kom i besiddelse af 77 pct. af Palæstina. Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med Østjerusalem kom under Jordan.
Jeg er født i 1946. Min ældste nulevende ven er af jødisk oprindelse. Jeg voksede op med enorm sympati for, at det så grusomt forfulgte jødiske folk fik sin egen stat. Jeg oplevede kibbutzerne i det unge Israel som et spændende socialistisk eksperiment.
Jeg lagde øre til myten om folket uden land, der kom til landet uden folk og fik det til at blomstre. Men jeg blev kritisk over for den zionistiske stat, da jeg efterhånden forstod, hvordan Israels fødsel førte til flugt og fordrivelse for to tredjedele af Palæstinas arabiske indbyggere – og at Israel aldrig ville lade dem komme tilbage. Historien om den jødiske stat er også historien om 77 års fordrivelse, besættelse og ydmygelse af palæstinenserne. Og det er historien om, at hver gang der var bevægelse i retning af fred, var der terrorister på den ene eller anden side, som sprængte det i luften.
Den aktuelle katastrofe i Gaza placerer Netanyahu og hans fæller som de mest morderiske terrorister i konfliktens lange historie. Der uddeles i Danmark bøder og fængsel til folk, der udtrykker støtte til terror. Hvordan mon vi vil forvalte denne lovgivning over for dem, der hylder Netanyahus krig, når Den Internationale Straffedomstol måtte dømme ham som terrorist?
Det er meget forståeligt, at jøder verden meget længe købte den samme positive fortælling om Israel, som jeg selv lyttede til i min tidlige ungdom – og mange støttede opbygningen af staten Israel med store beløb.
Men der var også jøder, der tidligt så faren ved den kurs, det zionistiske projekt kunne tage.
En af dem var Albert Einstein, der allerede i 1929 sagde følgende til sin ven, kemikeren og zionistlederen Chaim Weizmann: »Skulle det ikke lykkes os at finde en vej til ærligt samarbejde og en ærlig pagt med araberne, så ville vi intet have lært af vores 2.000 års lidelser, og vi vil have fortjent vores skæbne«. En dyster profeti!
Weizmann blev statens Israels første præsident. Ved hans død i 1952 blev Einstein indtrængende opfordret til at efterfølge ham. Men Einstein afslog at blive Israels præsident, fordi han var uenig i den måde, staten udviklede sig på.
Einsteins bekymring blev bekræftet, da Israel med krigen i 1967 fik herredømmet i hele det historiske Palæstina og begyndte at kolonisere især Vestbredden med jødiske bosættelser. Det undergravede systematisk muligheden for at realisere FN’s fredsplan om en to-statsløsning, fordi netop dette lille stykke land plus Gazastriben skulle være grundstammen i en arabisk Palæstina-stat,
Der var et øjebliks omtanke med Oslo-aftalen mellem Israel og Arafats palæstinensiske befrielsesfront i 1994. Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at realisere en to-statsløsning var nok Yitzhak Rabin, der netop af den grund blev myrdet af en højreradikal jødisk terrorist i 1995.
Stor indvandring af arabiske og sovjetiske jøder gav efterhånden magten i Israel til ultranationalistiske og religiøse partier, der mener, at Gud har givet dem retten til hele landet og til at blive ved at holde det andet folk i Palæstina besat.
Denne politik er gang på gang fordømt af et overvældende flertal af FN’s medlemslande, der kræver besættelsen ophørt og to-statsløsningen gennemført.
Intet fremskridt er sket, fordi Israel med fuld støtte fra USA har udviklet sig til Mellemøstens militære supermagt – endda med atomvåben. I USA anses støtte til Israel som nødvendig indenrigspolitik, hvis man vil genvælges; skiftende præsidenter har talt om en to-statsløsning, men reelt har USA undergravet denne løsning ved reelt at acceptere, at Israel har oprettet kolonier af 700.000 jødiske bosættere på besat område i strid med FN’s beslutninger og folkeretten. USA har desuden leveret Israel de mest avancerede våben i rigelige mængder og systematisk nedlagt veto i FN’s Sikkerhedsråd, selv når alle andre medlemmer krævede stop for Israels amokløb.
Biden blev under sin dramatiske aldring en skandale og tragedie, ikke kun fordi han ikke i tide lovede at gå af efter fire år og derved kunne have givet sin afløser en sejrschance – også fordi han trods sin modvilje mod Netanyahus barbariske krigsførelse ikke lagde pres på Israel for en våbenhvile og adgang for effektiv nødhjælp, der kunne stoppe udslettelsen af Palæstina. Nu kan genkomsten af Netanyahus ven Trump gøre alt endnu værre:
Biden blev på den mest ydmygende måde trukket rundt ved næsen af Netanyahu, der var Trumps håndgangne mand i USA’s valgkamp. Måske nåede den gamle præsident end ikke at forstå, at Netanyahu ikke længere forsvarer sig mod Hamas’ terrorangreb, men bruger det som påskud til definitivt at begrave palæstinensernes drøm om og legitime krav på et tåleligt liv og national selvbestemmelse.
Derfor har USA desværre også givet medløb på Israels mord på Unrwa – FN’s flygtningeorganisation Unrwa har i fraværet af den politiske løsning holdt de fordrevne i live og ikke mindst sikret uddannelse og hospitaler i Gaza under 17 års indespærring. Unrwa er den organisation, der er bedst rustet til at yde nødhjælp til Gaza, men nu slet ikke får lov: Fordi Israel ser organisationen som instrument ikke bare til fysisk overlevelse, men også til at holde en palæstinensisk identitet i live. Israels krig mod Palæstina er derfor også blevet til Israels totale krig mod FN.
Netanyahus udgave af Israel mener, at den jødiske stat kun kan overleve, hvis palæstinenserne fordrives eller spærres inde bag mure. De to yderpartier i Netanyahus koalition er de ideologiske børn fra Begins og Shamirs terrorgrupper, som i 1940’erne massakrerede arabiske landsbyer for at få folk til at flygte og myrdede FN’s mægler Folke Bernadotte, fordi han holdt fast i at dele lige med palæstinenserne. Manden, der myrdede de bedende muslimer i moskeen ved Hebron i 1994 for at afspore Oslo-processen, er også et af deres forbilleder!
Netanyahu selv har en beslægtet afstamning: Hans far, Benzion, var privatsekretær for Jabotinsky, som stærkt inspireret af Mussolini var anfører for den fascistiske fløj i den zionistiske bevægelse. Jabotinsky mente, at den jødiske stat kun kunne bestå ved at stille araberne ’uden for en jernmur’ omkring staten. Det vil sige fordrive dem.
Så skræmmende og tragisk det hele er – og så svært det ser ud at ændre med Trumps genkomst og Netanyahus vældige og blodige sejre på den mellemøstlige slagmark – hvorfor orker jeg så skrive endnu en lang artikel om dette i stedet for at skrive om alle verdens andre tragedier og forbrydelser, der fortjener lige så stor opmærksomhed?
For det første fordi jeg mener, at mange i Vesten – og i dansk politik – monumentalt savner viden om historien, der har ført os frem til den nuværende katastrofe i Palæstina.
For det andet fordi det israelske demokrati diskriminerer mod ikkejødiske borgere og efterlader især ikkejøder i besatte områder totalt retsløse. Det område, Israel kontrollerer, er et apartheidsamfund. Desuden søger den nuværende ekstremt højrenationalistiske regering af al kraft at indskrænke domstolenes magt og mediernes frihed. Demokrater på den næsten slagne israelske venstrefløj frygter, at Israel udvikler sig til det andet teokratiske diktatur i Mellemøsten på linje med hovedmodstanderen Iran.
For det tredje fordi Israel aldrig får fred ved alene at forlade sig på sin overvældende militære magt mod nabolandene og den massive undertrykkelse af palæstinenserne. Det er selve opskriften på evig konflikt.
For det fjerde fordi, hvis Israel får held til at fuldføre mordet på Palæstina, mens USA og mange europæere ser passivt eller endda accepterende til, så vil det cementere opfattelsen i det globale syd af monumental dobbeltstandard i Vesten over for menneskerettighedskrænkelser og krigsforbrydelser: Når Putin kræves for krigsforbryderdomstolen, klapper vi alle, med rette, i hænderne; men når Netanyahu kræves samme sted hen, vil USA straffe domstolen i stedet for at lade retten gå sin gang. Og der er for mange europæere, der taler med uld i mund om vores forpligtelse til at bakke domstolen op.
Danmark har ikke meget at skulle have sagt, når det gælder at ændre hele den tragiske udvikling.
Men vi skal af al kraft støtte en fuldstændig våbenhvile, hvor overlevende gidsler på begge sider frigives – og af al kraft arbejde for, at en fredsstyrke – formentlig med arabisk overvægt – kan erstatte Israels herredømme over folk i Gaza. Og vi skal træde til med stor humanitær hjælp.
Det er beklageligt, at vi ikke for længst har taget os sammen til diplomatisk at anerkende Palæstina som stat på linje med Sverige, Island, Norge og det meget store flertal af verdens andre lande: Anerkendelse handler om symbolsk at styrke det mildt sagt haltende selvstyre i Ramallah, der repræsenterer det Palæstina, der ville freden og for længst har anerkendt staten Israel – men som blev ydmyget og irrelevant, fordi de blev nægtet enhver indrømmelse fra Israel.
Derfor bør anerkendelse suppleres med kravet om frihed for Marwan Barghouti, den mest populære palæstinensiske frihedskæmper, som Israel holder fængslet på livstid. Barghouti er det reelle alternativ både til de diskrediterede ledere i Ramallah og til dødskulten Hamas. Vi burde for længst have sat denne dagsorden sammen med andre europæiske lande.
Det er vigtigt at sige det rigtige til verden som medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Derfor skal være melde klart ud om Israel og Palæstina, også selv om det udløser misbilligelse i Det Hvide Hus.
Mogens Lykketoft
Tidligere udenrigsminister (S) og formand for FN’s generalforsamling.
Kronikken udkom i Politiken 22. december 2024
Mere fra min hånd om Israel-Palæstina
