Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling