Tag: UNRWA

Udgivet den

Trumps støj skygger for de største kriser

Præstestyrets nedskydning af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning, men så stjal Trump al opmærksomheden. Uden internationalt pres fortsætter nedbrydningen af FN ligesom lidelserne i Iran, Gaza og Sudan. Det skriver jeg mere om i dette indlæg i Altinget 29. januar 2026. Læs indlægget i Altinget – eller nedenfor:

Verdensbilledet flimrer skræmmende

Fokus er mest på Trumps vanvittige udtalelser og aktioner med dagligt nye toldkrige, kravet om at eje Grønland og hans hjemlige morderiske bander fra ICE, der huserer i Amerikas storbyer. 

Men fokus er også på Putins vedvarende galskab med at ødelægge Ukraine, som Trump ikke orker at standse ved pres fælles med Europa.

Andre forfærdende konflikter blegner eller forsvinder helt fra forsiderne på skrevne som elektroniske medier.

Den værste humanitære katastrofe lige nu – i Sudan – og andre store dødelige konflikter i Afrika og Myanmar forbliver fodnoter i vores nyhedsstrøm.

Præstestyrets nedskydning af tusindvis af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning. Men nu er der dødelig tavshed – internettet er lukket ned, og fremmede er nægtet adgang.

Palæstinensernes enorme lidelser fortsætter trods den såkaldte fredsaftale, men omverdenens interesse falmer også, når der ikke længere er total krig, og Israel har fået sine gidsler frigivet. Desuden fortsætter Israel med at blokere mediernes adgang til Gaza, som ifølge UNRWA’s leder er det mest livsfarlige sted i verden for nødhjælpsarbejdere og journalister.

Der er grund til angst for, hvad Trump vil gøre og ikke vil gøre, når det gælder Iran og Palæstina: Netanyahu har om begge dele den amerikanske præsidents øre og ønsker kun Iran bombet og enhver tanke om en Palæstina-stat begravet gennem ruiner og fordrivelse. Netanyahu hyldes af Trump som den en store krigsleder, der bør benådes for sin hjemlige korruption og under ingen omstændigheder bringes for Den Internationale Straffedomstol for de forfærdende krigsforbrydelser, han er anklaget for.

Derfor har Trump truet med nye bombetogter mod Iran – angiveligt for at støtte demonstranterne mod præstestyret. Men de fleste Iran-kyndige vil sige, at Trump allerede varigt har skadet de moderate og fredsøgende kræfter i Iran: Han hev tæppet væk under dem ved at rive atomaftalen fra 2015 i stykker, og han har siden svækket en ny dialogsøgende præsident ved at bombe atomanlæggene i stedet for at genoplive aftalen fra 2015. Nye amerikanske angreb kan gøre det hele værre.

Et lille håb blev tændt om, at Trump omsider ville banke Netanyahu på plads med den såkaldte fredsplan for Gaza fra sidste oktober. Statsledere fra en stor del af verden – og fra næsten alle de arabiske lande – flokkedes i Egypten for at hylde den store leder fra USA. De var skeptiske over for planen, men ville pleje hans forfængelighed for at fastholde hans opmærksomhed på faktisk at skabe fred.

Intet tyder imidlertid på, at der uden massiv internationalt pres og opmærksomhed kommer reel fred for palæstinenserne – endsige noget, der bare ligner retfærdighed, hvor palæstinensernes nationale rettigheder anerkendes.

Planen taler kun om Gaza og har intet med om at standse den voldelige etniske udrensning af palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem.

Hidtil har planen betydet, at et par millioner sønderbombede mennesker i Gaza er presset sammen i telte og under klude i mudrede ruiner i et område, der er mindre end halvdelen af Gaza (dvs. mindre end halvdelen af Langelands areal). Israel har forhindret tilstrækkelige forsyninger med mad, vand, klæder, medicin og telte – og ikke mindst fortsat sin krig mod FN ved at blokere for UNRWA’s afgørende nødhjælpsindsats i Gaza og fysisk jævnet organisationens hovedkvarter i Jerusalem med jorden. 

Næsten 500 palæstinensere er vilkårligt blevet skudt og dræbt af israelske styrker siden aftalen om våbenstilstand. 

Israel har fortsat mere end halvdelen af Gaza besat, renser området for palæstinensere og sprænger systematisk resterende bygninger i stykker. 

Det ser meget svært ud at enes om etableringen af den internationale fredsstyrke, der skulle bane vejen for israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza, demilitarisering af Hamas og indsættelse af civil palæstinensisk forvaltning.

I håbet om, at der var en chance for alt dette, blev Trumps fredsplan ellers bakket op af et enigt sikkerhedsråd i FN – inklusiv den bizarre ide om et særligt fredsråd til at styre processen, der udpeges og dirigeres helt af Trump.

Denne ide er nu muteret til, at fredsrådet skal beskæftige sig også med alt andet end Gaza og synes at være endnu en brik i Trumps forsøg på at gøre FN irrelevant. På længere sigt kan et land kun være med ved at betale en milliard dollars i kontingent….til hvem?! 

Det store flertal af FN-medlemslande er ikke med på dèn leg. De fleste i Europa siger nej tak. Nogle – især de arabiske lande og Tyrkiet – går vel med – alene i håb om at redde fredsplanen for Gaza. Men de skal dele rådet med Trump, hans golf-makker og dilletant-mægler, en voldsomt pro-israelsk amerikansk milliardær samt selveste ondets rod, Netanyahu. Desuden med svigersønnen, der allerede er begyndt at lave byggeplaner i Gaza, som ser mest ud til at være i familie med Trumps oprindelige vision om en riviera i Gaza uden palæstinensere.

Resten af verden skal råbe meget højt for at virkeliggøre dén plan, FN’s Sikkerhedsråd håbede at få ført ud i livet!

Udgivet den

Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza

Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor

Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?

Af Mogens Lykketoft,

fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?

Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.

I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.

i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.

Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten. 

Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin. 

For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.

Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.

Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.

Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.

Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.

Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.

Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas. 

Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.

Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.

Efterskrift

I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.

Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.

UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):

The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.

Dansk version af erklæringen:

Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanter, nødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Udgivet den

Konflikten i Mellemøsten: Alle taber, når international ret ikke respekteres 

Danmark er på vej i FN’s Sikkerhedsråd, og vi er en række internationalister med erfaring fra Mellemøsten, der opfordrer regeringen til at stå fast på et stærkt forsvar for den internationale retsorden, ikke mindst når det gælder konflikten i Mellemøsten.

I den forbindelse havde vi underskrivere på Erklæring vedrørende Danmarks officielle politik i forhold til den igangværende krig i Gaza og besættelsen af Vestbredden havde denne kronik i Jyllands-Posten 23. september 2024. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kronik i J-P 23. september 2024:

Den voldsomme og tragiske udvikling efter Hamas’ angreb på Israel den 7. oktober og Israels fortsatte offensiv i Gaza har polariseret debatten herhjemme mere end noget andet udenrigspolitisk anliggende i nyere tid. 

I den situation er det svært at føre en normal, balanceret politisk diskussion om den udenrigspolitiske kurs, som Danmark anlægger i forhold til situationen.

Det bekymrer os, der står bag denne kronik, og derfor prøver vi alligevel. Vi er en kreds af mennesker, som har det tilfælles, at vi gennem en årrække har rejst, boet eller arbejdet i Mellemøsten. 

Vi har personlige oplevelser og erfaringer og kan sætte ansigter på mennesker på begge sider og er naturligvis dybt berørte af de lidelser, vi ser blive ved og ved.

Der er tale om to folk, der begge er dybt traumatiserede – gennem Holocaust for jøderne og Nakba-katastrofen (fordrivelsen) for palæstinenserne. Det er traumer, som utvetydigt bør anerkendes og respekteres og mindes, men som på ingen måde i nutiden giver ”frikort” fra det internationale samfunds veletablerede retsorden og spilleregler.

Dette gælder, uanset om det er en Hamas-aktion med målrettede angreb på civile, eller om det er interneringer, tortur og bosættelser på besat jord. Eller en krigsførelse så voldsom, at den har ført til anklager for krigsforbrydelser og muligvis folkedrab.

Alle disse handlinger har udgjort systematiske brud på menneskerettighederne og er foretaget i strid med FN-konventioner og -resolutioner, uden at det internationale samfund har formået eller for alvor haft vilje til at gribe ind.

Både palæstinensere og israelere betaler en frygtelig pris for, at FN’s menneskerettighedskonventioner og Genève-konventionernes bestemmelser for krigsførelse tilsidesættes. Regler, der netop blev vedtaget på baggrund af de uhyrlige lidelser og systematiske forfølgelser og udryddelser, som mennesker blev udsat for under Anden Verdenskrig.

Derfor rummer Israel-Palæstina-konflikten også et globalt sikkerhedspolitisk perspektiv, der – hvis ikke vi er os det meget bevidst – risikerer at koste Danmark som småstat dyrt på længere sigt.

Det har siden sidste verdenskrig været en grundantagelse i dansk udenrigspolitik, at småstater opnår den største grad af beskyttelse gennem en veldefineret international retsorden. Jo bedre sådan en retsorden fungerer, desto tryggere er klodens småstater, herunder Danmark.

Det samme grundprincip gælder for den nuværende konflikt i Mellemøsten – en retfærdig og varig løsning kan kun findes inden for rammerne af eksisterende internationale retsprincipper og konventioner. Der er ingen andre farbare og realistiske alternativer.

Derfor har det negative konsekvenser for Danmark og resten af den vestlige verden, at vi reelt bliver ved med at acceptere og forsvare, at Israel som medlem af FN ser bort fra FN-beslutninger og afviser at overholde internationale konventioner. 

Det svækker Danmarks troværdighed, ikke mindst blandt lande i det globale syd, hvor vi ellers gennem en menneskealder har været kendt for konsekvent at forsvare og arbejde for at styrke FN og de internationale konventioner.

Endnu mere kritisk er den sikkerhedspolitiske sårbarhed, som Danmark og alle andre småstater udsættes for, når FN-beslutninger og internationale konventioner generelt undermineres. Så er der ingen retsorden for de mindre stærke i en verden af stærke militære overmagter. 

Det er et rædselsscenarie for en lille stat – og for dem, der udsættes for overgreb fra en besættelsesmagt.

Når vi tilsidesætter respekten for internationale spilleregler og konventioner, fremmer det i stedet forråelse, dæmonisering og trusler i den offentlige debat. 

Så bliver debatten baseret på følelser og fordomme fremfor på fakta, og så anerkendes de internationale spilleregler og herunder menneskerettigheder ikke som fælles fundament for problemløsning.

Derfor er der meget på spil. Først og fremmest for palæstinenserne og israelerne, der har brug for at finde en acceptabel fredsløsning, der gør det muligt – omsider – at leve side om side i tryghed og sikkerhed. Men også for en småstat som Danmark.

Det bekymrer os dybt, og derfor har vi valgt at henvende os til udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, Udenrigsudvalget og Udenrigspolitisk Nævn med en række opfordringer til den danske regering, som det er vigtigt, at vi handler på netop nu, hvor kursen er sat mod en plads i FN’s Sikkerhedsråd.

Danmark har lobbyet aktivt for at sikre sig denne plads som midlertidigt medlem for 2025-26, og det forpligter.

Vi opfordrer derfor bl.a. regeringen til at arbejde aktivt for, at der etableres en varig våbenhvile i Gaza, at styrke støtten til FN’s uundværlige organisation for palæstinensiske flygtninge (UNRWA) og arbejde for en forhandlet fred, der inddrager centrale aktører og repræsentanter for begge folk.

Vi opfordrer også regeringen til at bidrage aktivt til at forhindre, at EU’s naboskabsaftale med Israel misbruges til at understøtte økonomien i israelske bosættelser.

Sidst, men ikke mindst opfordrer vi regeringen til: 

– at forhindre, at danske firmaer gennem salg af våben direkte eller indirekte muliggør drab på civile palæstinensere eller israelere

– at forhindre, at Danmark gennem investeringer i og samarbejde med institutioner på besat land medvirker til at legitimere besættelsen og den fortsatte ekspansion af ulovlige bosættelser

– at anerkende en palæstinensisk stat, funderet på allerede vedtagne FN-resolutioner.

Danmark kan naturligvis ikke alene udvirke de forandringer, der skal til for at bryde den traumatiske udvikling for Israel og Palæstina. 

Men vi er heller ikke alene. Opfordringen handler blot om, at vi skal tilslutte os den kurs, som flere andre nordiske og europæiske lande allerede har valgt. Og vi skal kæmpe for den internationale retsorden og for FN – i erkendelse af at en verden uden er endnu farligere for alle.

Kronikken er skrevet af Christian Balslev-Olsen, tidl. generalsekretær, Folkekirkens Nødhjælp, Lars Erslev Andersen, idéhistoriker og seniorforsker, Jørgen Estrup, seniorkonsulent, tidl. MF, Peter Hansen, fhv. professor, tidl. FN-undergeneralsekretær for Humanitære Anliggender og tidl. UNRWA-generalkommissær, Jørgen Harboe, journalist, Uffe Gjerding, tidl. mellemøstmedarbejder i Kirkernes Verdensråd og Folkekirkens Nødhjælp, Kirsten Lund Larsen, journalist, tidl. generalsekretær i KFUM og KFUK, Paula Larrain, journalist, Jørgen Lissner, tidl. FN-landekoordinator i bl.a. Jordan, Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling, Peter Lodberg, tidl. professor, dr.theol., tidl. generalsekretær for Folkekirkens Nødhjælp og formand for Folkekirkens Mellemkirkelige Råd, Jørn Nerup, tidl. professor, overlæge, dr.med., Anne Hjul Lybke, dansk repræsentant i Kirkernes Verdensråds Centralkomite og udvalgsmedlem i KFUM og KFUK, Malene Sønderskov, seniorkonsulent, Mellemøst-ekspert, medstifter af Strategihuset og Center for God Forvaltning, Birgitte Rahbek, kultursociolog, Kirsten Thorup, forfatter, Knud Vilby, journalist

Mere fra min hånd om Mellemøsten og FN