Tag: FN

Udgivet den

Trumps fredsplan for Palæstina er en fuldkommen farce

Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer total ligegyldighed over for palæstinenserne og tilsvarende total uvidenhed om deres historie og kultur. Israel overtræder stort set dagligt planen. Mere om det i denne kronik i Politiken 3. marts, som jeg har skrevet sammen med Birgitte Rahæk. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvilken plan? Hvilken fred?

FN’s Sikkerhedsråd vedtog 17. november 2025 med resolution 2803 (2025) at bakke op om Trumps såkaldte fredsplan for Gaza, og Danmarks ambassadør til FN, Christina Markus Lassen, sagde i sin stemmeforklaring bl.a., at »efter to års brutal konflikt i Gaza, tav våbnene endelig, da våbenhvilen trådte i kraft den 10. oktober«. Lad være at Israel allerede på det tidspunkt med sine daglige brud på våbenhvilen havde dræbt omkring 300 palæstinensere, et tal der 24. februar 2026 var nået op på 615 dræbte og 1.658 sårede.

Men endnu vigtigere er det at se på, hvad det egentlig var, Danmark og det øvrige Sikkerhedsråd (med undtagelse af Kina og Rusland) stemte ja til. Som noget af det første og vigtigste skulle alle militære handlinger ophøre. Men Israel har overtrådt aftalen mindst 1.620 gange fra den 10. oktober til den 10. februar 2026, kun i 18 af de forløbne 138 dage har der ikke været israelske angreb i Gaza.

Ifølge Gazas mediekontor har Israel 560 gange skudt mod civile, angrebet beboelsesområder uden for den ’gule linje’ 79 gange, bombarderet Gaza 749 gange og 232 gange ødelagt ejendomme samt tilbageholdt 50 palæstinensere fra Gaza.

Den danske ambassadør sagde videre i sin stemmeforklaring, at det er afgørende at sikre uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den internationale humanitære ret. Heller ikke det er sket. På intet tidspunkt har Israel ladet det nødvendige antal lastbiler med nødhjælp, dvs. minimum 500 om dagen, komme ind. Den første uge af februar svingede tallene mellem 4 og 102, den 5. februar kom der fx 25 lastbiler ind.

På samme måde har Israel på intet tidspunkt ladet det i forvejen meget lave tal på 50 syge palæstinensere, der behøver udenlandsk hospitalshjælp, komme ud. I alt er der tale om 15-20.000, der venter på tilladelse fra den israelske hær.

Andre har til gengæld ikke kunnet få lov til at komme ind i Gaza. Det gælder bl.a. medlemmerne af det laveste led i Fredsrådets ledelsesstruktur, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), som skal administrere Gazastriben. Ifølge FN skal komitéen »implementere de nationale aftaler, der skal sikre national enhed og afslutte splittelsen samt dens konsekvenser«.

Vi er ikke bekendt med, hvilke nationale aftaler der er tale om, for intet sted i Fredsplanen tales der om Vestbredden, hvor situationen forværres dag for dag med kombinerede IDF- og bosætterangreb mod den ene landsby efter den anden. Der kan man tale om etnisk udrensning i slowmotion. Hvad Gaza angår, insisterer Israel på, at tre gange så mange mennesker skal forlade området, i forhold til hvor mange der må komme ind.

Ambassadøren hilser det velkomment, at Fredsrådet har pligt til at rapportere til Sikkerhedsrådet. Det vides ikke, om dette har fundet sted, i hvert fald har vi ikke set nogen reaktion fra dansk side på de mange overtrædelser og forsømmelser.

Der har siden den 7. oktober 2023 været megen tale om de israelske gidsler, hvor de sidste – levende som døde – blev frigivet i overensstemmelse med den såkaldte våbenhvile. Til gengæld er der skrevet og talt meget lidt om de mindst 9.400 palæstinensiske såkaldte sikkerhedsfanger, som Israel har anholdt siden 7. oktober 2023, og som for manges vedkommende holdes fanget, uden at advokater eller Røde Kors har adgang til at tale med dem.

Alene i perioden fra 7. oktober 2023 til den 28. maj 2024 tilbageholdt Israel ifølge FN’s Menneskerettighedsråd (OHCHR) 8.910 palæstinensere, herunder 630 børn og 295 kvinder. Nogle blev senere løsladt uden at være sigtet.

Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation Physicians for Human Rights Israel (PHRI) døde der i perioden 7. oktober 2023 til 31. august 2025 94 palæstinensiske indsatte i de israelske fængsler. Tallet for de forudgående ti år var i alt 30. Fangerne døde efter tortur eller af mangel på medicinsk behandling, underernæring eller en kombination af det hele.

På den nyligt afholdte konference European Palestinian Network fortalte den palæstinensiske politiker og læge Mustafa Barghouti, at en af de fanger, der var blevet løsladt i forbindelse med gidseludvekslingen – og sendt i eksil – Nael Barghouti, som i alt har siddet fængslet i 44 år, havde fortalt, at han ikke ville tale om de første 42 års fangenskab, det var de sidste to år, der havde været de værste. Der rapporteres om daglig systematisk tortur i form af slag, voldtægter, udsultning, kulde og fravær af kontakt med omverdenen.

Der var til det sidste i den såkaldte våbenhviles første fase stor opmærksomhed om udlevering af – også døde – israelske gidsler, også Israel har udleveret flere hundrede døde palæstinensere, som bar præg af tortur, hvis de da ikke var så opløste, at man ikke kunne identificere dem.

Tilbageholdelse af lig er en ekstra straf, som det også fremgår af en absurd regel i Israel: hvis en indsat dør i fængslet, beholder fængselsvæsenet vedkommendes lig, indtil den fastsatte fængselsdom er udløbet. For øjeblikket tilbageholder Israel 766 palæstinensiske lig, hvoraf de 373 stammer fra tiden efter 7. oktober 2023; 88 af dem døde, mens de var i enten militærets eller fængselsvæsenets forvaring.

Lad os vende tilbage til Trumps fredsplan for Gaza eller rettere til hans såkaldte Fredsråd, som skal fungere som en overgangsregering i Gaza og kontrollere gennemførelsen af fredsplanen. Rådets formand er Donald Trump, som har udnævnt en direktion bestående af hans nære medarbejdere og svigersøn og den i Mellemøsten forhadte og foragtede Tony Blair. Palæstinensere er der slet ingen af i Direktionen!

Under den overordnede direktion har man anbragt Gaza Direktionen med nogle af de samme medarbejdere plus nogle arabere fra Qatar, UAE og Egypten samt et par milliardærvenner, blandt andre Marc Rowan, der netop er blevet knyttet til Epstein filerne.

Et af navnene på denne liste er Nickolay Mladenov fra Bulgarien, som yderligere er blevet udnævnt til High Representative for Gaza, i hvilken egenskab han skal forestå det overordnede arbejde med at gennemføre planen og, når det er nødvendigt, koordinere med ISF, den Internationale Stabiliserings Styrke i Gaza.

ISF skal ledes af den amerikanske generalmajor Jasper Jeffers, som Trump har udnævnt til posten. Det har knebet mere med at få andre nationer til at melde sig til styrken, som bl.a. har til opgave at afvæbne Hamas. Et af de villige lande var Tyrkiet, men dem ville Israel ikke have med. Selvom USA skal lede ISF, har de ingen planer om at sende tropper, og endnu har ingen forpligtet sig til at gøre det, da den primære opgave med at afvæbne Hamas ikke forekommer umiddelbart tillokkende.

Det er først når man når frem til det nederste led i Fredsrådets ledelseslag, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), at man støder på palæstinensere, tilmed hele 15 af slagsen anført af Ali Shaath, der i lighed med hovedparten af de 14 andre nyder almindelig anseelse blandt palæstinenserne.

Listen, som oprindeligt indeholdt 41 navne, hvoraf de 26 blev blokeret af Israel, er da også fremkommet efter samtaler mellem Hamas, Fatah og andre palæstinensiske organisationer i Cairo med De Forenede Arabiske Emirater i kulissen. Det er sigende for NCAG’s position, at da Ali Shaath for nylig skulle tale ved Fredsrådets første møde i Washington, stod han som den eneste på talerlisten opført med begrænset taletid: 2 minutter.

Sikkerhedskommissæren skal sammen med ISF sørge for, at Hamas deponerer sine offensive våben. Det er det, Hamas har accepteret, men Israel vil gå videre og forlange, at de også afleverer alle geværer.

Senest har Israel afvist NCAG’s logo, der ligner logoet for Selvstyret i Ramallah.

Ifølge Haaretz-journalisten Dahlia Scheindlin skyldes vreden, at Israels regering vil bevare herredømmet over hele Palæstina. For nylig sagde justitsminister Yariv Levin således: »Vi er nødt til at være i Gaza og i alle dele af Israels Land…ikke kun af sikkerhedsgrunde, men fordi Israels Land alene tilhører den israelske nation«.

Den palæstinensiske direktør for the Palestinian Center for Policy and Survey Research i Ramallah, Khalil Shikaki, leverer i EU Observer en sønderlemmende kritik af det, han kalder reformdagsordenen for Selvstyret, »som ikke er beregnet til at løse den palæstinensiske ledelseskrise. Den er beregnet til at hjælpe det internationale samfund med at undgå at konfrontere de virkelige årsager til palæstinensernes politiske kollaps: den israelske besættelse, fragmenteringen og den systematiske udhuling af palæstinensernes selvbestemmelse«.

Shikaki slår til lyd for, at før man går i gang med alle mulige kosmetiske ændringer af PA, skal palæstinenserne have mulighed for at afholde valg, sådan at den kommende ledelse kan få legitimitet i befolkningen.

Hele Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer med al ønskelig tydelighed en total ligegyldighed over for palæstinenserne og en total uvidenhed om deres historie og kultur. Denne uvidenhed når tragikomiske højder i svigersønnens ’Projekt Solopgang’, hvor han viser, hvordan han forestiller sig et genopbygget Gaza i glas og stål og glimmer, et Middelhavets Dubai.

Men værre end den futuristiske by er næsten planen for det nye Rafah, som skal rumme over en halv million indbyggere i en by, som er formet som en kæmpemæssig bosættelse, der ligesom de illegale israelske bosættelser på Vestbredden står i demonstrativ kontrast til omgivelserne og viser, at deres bygherrer aldrig har haft tilknytning til området. Ved præsentationen sagde Jared Kushner, at der ikke var tale om blot at genopbygge noget, man skulle ændre et helt mindset.

Man kan ikke frigøre sig fra, at Trump-familiens ideer om rivieraen langs Middelhavet fortsat lever – uden palæstinensere!

Tilbage står, at det ikke er våbnene, der tier i Gaza, men derimod det internationale samfund og medierne. Det til trods for at den etniske udrensning fortsætter både i Gaza og på Vestbredden og i Østjerusalem.

Det må være på tide, at Danmark indkalder Sikkerhedsrådet til et nyt møde for ærligt at evaluere Israels manglende overholdelse af den vedtagne plan og indføre de behørige sanktioner, som man plejer i en sådan sammenhæng, jfr. sanktionerne imod Rusland.

Kroniken udkom i Politiken 3. marts 2026

Mere fra min hånd om Israel–Palæstina-krigen

Udgivet den

Trumps støj skygger for de største kriser

Præstestyrets nedskydning af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning, men så stjal Trump al opmærksomheden. Uden internationalt pres fortsætter nedbrydningen af FN ligesom lidelserne i Iran, Gaza og Sudan. Det skriver jeg mere om i dette indlæg i Altinget 29. januar 2026. Læs indlægget i Altinget – eller nedenfor:

Verdensbilledet flimrer skræmmende

Fokus er mest på Trumps vanvittige udtalelser og aktioner med dagligt nye toldkrige, kravet om at eje Grønland og hans hjemlige morderiske bander fra ICE, der huserer i Amerikas storbyer. 

Men fokus er også på Putins vedvarende galskab med at ødelægge Ukraine, som Trump ikke orker at standse ved pres fælles med Europa.

Andre forfærdende konflikter blegner eller forsvinder helt fra forsiderne på skrevne som elektroniske medier.

Den værste humanitære katastrofe lige nu – i Sudan – og andre store dødelige konflikter i Afrika og Myanmar forbliver fodnoter i vores nyhedsstrøm.

Præstestyrets nedskydning af tusindvis af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning. Men nu er der dødelig tavshed – internettet er lukket ned, og fremmede er nægtet adgang.

Palæstinensernes enorme lidelser fortsætter trods den såkaldte fredsaftale, men omverdenens interesse falmer også, når der ikke længere er total krig, og Israel har fået sine gidsler frigivet. Desuden fortsætter Israel med at blokere mediernes adgang til Gaza, som ifølge UNRWA’s leder er det mest livsfarlige sted i verden for nødhjælpsarbejdere og journalister.

Der er grund til angst for, hvad Trump vil gøre og ikke vil gøre, når det gælder Iran og Palæstina: Netanyahu har om begge dele den amerikanske præsidents øre og ønsker kun Iran bombet og enhver tanke om en Palæstina-stat begravet gennem ruiner og fordrivelse. Netanyahu hyldes af Trump som den en store krigsleder, der bør benådes for sin hjemlige korruption og under ingen omstændigheder bringes for Den Internationale Straffedomstol for de forfærdende krigsforbrydelser, han er anklaget for.

Derfor har Trump truet med nye bombetogter mod Iran – angiveligt for at støtte demonstranterne mod præstestyret. Men de fleste Iran-kyndige vil sige, at Trump allerede varigt har skadet de moderate og fredsøgende kræfter i Iran: Han hev tæppet væk under dem ved at rive atomaftalen fra 2015 i stykker, og han har siden svækket en ny dialogsøgende præsident ved at bombe atomanlæggene i stedet for at genoplive aftalen fra 2015. Nye amerikanske angreb kan gøre det hele værre.

Et lille håb blev tændt om, at Trump omsider ville banke Netanyahu på plads med den såkaldte fredsplan for Gaza fra sidste oktober. Statsledere fra en stor del af verden – og fra næsten alle de arabiske lande – flokkedes i Egypten for at hylde den store leder fra USA. De var skeptiske over for planen, men ville pleje hans forfængelighed for at fastholde hans opmærksomhed på faktisk at skabe fred.

Intet tyder imidlertid på, at der uden massiv internationalt pres og opmærksomhed kommer reel fred for palæstinenserne – endsige noget, der bare ligner retfærdighed, hvor palæstinensernes nationale rettigheder anerkendes.

Planen taler kun om Gaza og har intet med om at standse den voldelige etniske udrensning af palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem.

Hidtil har planen betydet, at et par millioner sønderbombede mennesker i Gaza er presset sammen i telte og under klude i mudrede ruiner i et område, der er mindre end halvdelen af Gaza (dvs. mindre end halvdelen af Langelands areal). Israel har forhindret tilstrækkelige forsyninger med mad, vand, klæder, medicin og telte – og ikke mindst fortsat sin krig mod FN ved at blokere for UNRWA’s afgørende nødhjælpsindsats i Gaza og fysisk jævnet organisationens hovedkvarter i Jerusalem med jorden. 

Næsten 500 palæstinensere er vilkårligt blevet skudt og dræbt af israelske styrker siden aftalen om våbenstilstand. 

Israel har fortsat mere end halvdelen af Gaza besat, renser området for palæstinensere og sprænger systematisk resterende bygninger i stykker. 

Det ser meget svært ud at enes om etableringen af den internationale fredsstyrke, der skulle bane vejen for israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza, demilitarisering af Hamas og indsættelse af civil palæstinensisk forvaltning.

I håbet om, at der var en chance for alt dette, blev Trumps fredsplan ellers bakket op af et enigt sikkerhedsråd i FN – inklusiv den bizarre ide om et særligt fredsråd til at styre processen, der udpeges og dirigeres helt af Trump.

Denne ide er nu muteret til, at fredsrådet skal beskæftige sig også med alt andet end Gaza og synes at være endnu en brik i Trumps forsøg på at gøre FN irrelevant. På længere sigt kan et land kun være med ved at betale en milliard dollars i kontingent….til hvem?! 

Det store flertal af FN-medlemslande er ikke med på dèn leg. De fleste i Europa siger nej tak. Nogle – især de arabiske lande og Tyrkiet – går vel med – alene i håb om at redde fredsplanen for Gaza. Men de skal dele rådet med Trump, hans golf-makker og dilletant-mægler, en voldsomt pro-israelsk amerikansk milliardær samt selveste ondets rod, Netanyahu. Desuden med svigersønnen, der allerede er begyndt at lave byggeplaner i Gaza, som ser mest ud til at være i familie med Trumps oprindelige vision om en riviera i Gaza uden palæstinensere.

Resten af verden skal råbe meget højt for at virkeliggøre dén plan, FN’s Sikkerhedsråd håbede at få ført ud i livet!

Udgivet den

Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza

Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor

Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?

Af Mogens Lykketoft,

fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?

Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.

I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.

i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.

Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten. 

Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin. 

For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.

Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.

Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.

Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.

Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.

Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.

Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas. 

Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.

Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.

Efterskrift

I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.

Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.

UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):

The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.

Dansk version af erklæringen:

Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.

Udgivet den

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb

Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.

Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎

Den sidste bedste chance

Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.

Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet. 

Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.

Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.

Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig. 

Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.

Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt. 

FN’s afmagt

Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.

Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret. 

Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.

Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem. 

FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.

USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.

Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.

Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.

Trumps misforståelse

Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden. 

Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.

Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig. 

Anerkendelsen af Palæstina

Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.

For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.

På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.

PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.

Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling

Mere fra min hånd om FN

Udgivet den

Mette Frederiksen erkender ikke til fulde Gaza-katastrofens art og omfang

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod krigen i Gaza. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet – det skriver jeg om i dette indlæg i Information 19. august 2025

Læs i Information – eller nedenfor:

Regeringens kurs helt utilstrækkelig

Palæstinenserne har i 77 år levet med fordrivelse, besættelse, blodig undertrykkelse og ydmygelse, uden herredømme over deres eget liv. Det er, fordi vi i Vesten med USA i spidsen ikke har sat os igennem med at sikre en palæstinensisk stat side om side med Israel, således som FN har krævet siden 1947.

Hver gang der var de mindste fremskridt, blev det ødelagt af en terrorist fra den ene eller den anden side. 

Den sidste israelske leder, der både havde vilje og autoritet til at gøre fremskridt mod fred – Yitzhak Rabin – blev myrdet af en israelsk terrorist for 30 år siden. Siden da har Israels nuværende leder, Benjamin Netanyahu, det meste af tiden domineret israelsk politik og har forhindret ethvert fremskridt mod en tostatsløsning. 

Flere og flere israelske bosættere har koloniseret de områder, der skulle være Palæstina-staten. Da den palæstinensiske organisation PLO anerkendte Israel og søgte en tostatsløsning, blev de rippet for autoritet, fordi selvstyret fortonede sig, mens deres byer blev muret inde. Det gav medvind til islamisterne i Hamas, der tog magten i Gaza. 

Denne landstribe på størrelse med Langeland har derfor i 17 år op til den 7. oktober 2023 været verdens største åbne fangelejr, hvor livet kun kunne opretholdes med bistand udefra – især gennem FN’s palæstinensiske flygtningeorganisation, UNRWA. Området led undervejs store tab og ødelæggelser gennem tre mindre krige med Israel. 

Hamas’ terrorangreb den 7. oktober 2023 var en grusom krigsforbrydelse på grund af mord og gidseltagning af israelske civile – og en forbrydelse mod deres eget folk, fordi det udløste en ny forfærdende katastrofe for Palæstina.

Israels aktuelle krig og udsultning af Gaza har imidlertid intet at gøre med legitimt israelsk selvforsvar. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel

Forleden sagde 600 fremtrædende tidligere embedsmænd fra Israels militær og sikkerhedstjenester, herunder forhenværende ledere af efterretnings- og sikkerhedstjenester, at fortsættelsen af krigen er blodsudgydelse uden mening. 

Hamas er ikke længere en strategisk trussel mod Israel, og de sidste gidsler vil ikke slippe ud i live uden forhandling og varig våbenhvile, lød det. Det er en direkte modsigelse af Netanyahus påstand om, at krigen føres videre for at få de sidste gidsler ud.

Hamas’ forbrydelser kan aldrig i mindste måde retfærdiggøre det folkemord, som Israel udøver mod Palæstinas civilbefolkning. Hamas er irrelevant efter enhver fredsslutning og har nu kun meget beskeden opbakning i det ødelagte Gaza.

FN-repræsentanter, nødhjælpsorganisationer og endda israelske menneskerettighedsfolk siger uden omsvøb, at Israel begår folkemord i Palæstina, sådan som det er defineret i folkemordskonventionen. 

Gaza er næsten ubeboeligt, de allerfleste boliger, skoler og sygehuse og hele infrastrukturen er sønderbombet, og dyrkbar jord forurenet. Flere end 61.000 døde og 140.000 sårede eller varigt invaliderede ud af en befolkning i Gaza på 2,2 millioner. Overføres det til Danmarks folketal, ville det svare til mere end en halv million mennesker, som enten var døde eller sårede på 22 måneder.

De allerfleste dræbte og sårede i Palæstina er civile – mere end 50.000 af dem var eller er børn. Hver dag føjes flere døde og sårede til listen af ofre. 

Vi skal påvirke opinionen og politikken i Israel og i USA

Israel har desuden siden marts forhindret den mest nødvendige nødhjælp med mad, vand, medicin og telte. Til dødstallet føjer sig derfor et stigende antal børn og voksne, der sultes ihjel. Folk jages ustandseligt rundt på et stadigt mindre område, hvor man kun måske får lidt mad – bevogtet af israelsk militær, der skyder ind i madkøen.

De fleste i Gaza er nu samlet i en enorm koncentrationslejr i den sydlige del af landstriben, mens Israels plan tilsyneladende er at rense resten af Gaza for indbyggere – i hvert fald lægger Netanyahus fascistiske regeringspartnere ikke skjul på hensigten: Målet er at gøre det utåleligt for folk at leve i Gaza, og omverdenen skal tvinges til at modtage dem.

Desværre støtter USA’s præsident Trump med sine afsindige ideer om at omdanne Gaza til en riviera indirekte denne tankegang og opfører sig i det hele taget som halehæng til Netanyahu.

Krigen må ses som en krig mod FN og de internationale nødhjælpsorganisationer og i strid med al international ret. Og det er svært at opfatte det som andet end en krig for at drive palæstinenserne ud af Palæstina ’fra floden til havet’. Den føres også med massive overfald, med mord og brand og hjemstavnsfordrivelse af palæstinensere på Vestbredden.

Verden over og herhjemme ser vi omsider endnu mere massive protester mod denne krig. Men der er brug for, at mange flere regeringer anvender alle tænkelige magtmidler til at standse vanviddet. 

Vejen går gennem handlinger, der kan påvirke opinionen og derfor også politikken i Israel og i USA.

Israelerne skal forstå, hvilke barbariske forbrydelser der begås af dén stat, der angiveligt er skabt for at hindre et nyt folkemord mod jøderne. De skal erkende, at den stat ikke er demokratisk forpost, men en apartheidstat, hvis regering er i færd med at begå folkemord på den anden nation i det område, Israel kontrollerer.

Kun en spagfærdig og delvis erkendelse

Personligt engagerede jeg mig som udenrigsminister meget med de folk på begge sider, der søgte fred, og har derfor fulgt udviklingen særdeles tæt gennem mange år. Også som formand for FN’s Generalforsamling og ved gentagne besøg i området.

Derfor har jeg helt manglet forståelse for den danske regerings hidtidige kurs i forhold til Israels krig mod Gaza. Jeg har søgt at undgå polemik med min statsminister, som jeg mere end de fleste har kæmpet for at få. Men det har været ubegribeligt, hvor lang tid statsministeren har kunnet forstå Israels krigsførelse som udøvelse af ret til selvforsvar – og hvor svagt engagementet har været i kritikken af Israels krigsforbrydelser. 

Heldigvis har holdningen gradvist ændret sig. Senest har hun til Jyllands-Posten sagt, at »Netanyahu er et problem i sig selv nu«. Men problemet stikker langt dybere end Netanyahu personligt.

Jeg er bedrøvet over, at statsministeren – også nu – kun spagfærdigt og delvist erkender katastrofens art og omfang.

Der er brug for langt stærkere ord – og ikke mindst langt mere handling for at værne om humanitet og folkeret og sikre Danmarks anseelse ude i verden. Det ser også ud til at være holdningen hos flere og flere danskere.

Vi burde som formandskabsland i EU stå forrest med kravet om at få den nødvendige nødhjælp ind – og for at etablere flest mulige sanktioner og boykot mod Israel for at få krigen standset. Det har vi med rette gjort over for Rusland på grund af krigen mod Ukraine. Der er ikke plads til dobbeltmoral over for krigsbrydere, alt efter om de er russere eller israelere.

Vi burde ligesom andre europæiske lande tilbyde at modtage hårdt sårede børn til behandling i Danmark.

Som medlem af FN’s Sikkerhedsråd burde vi sætte fokus på fordømmelse af Israels krig mod alle FN’s institutioner, der har kapaciteten til at mildne den enorme humanitære katastrofe, men forhindres deri.

Det burde skarpt fordømmes, at Israel i historisk enestående omfang målrettet har dræbt journalister og nødhjælpsarbejdere.

Vi burde her og nu anerkende staten Palæstina, ligesom mere end tre fjerdedele af FN’s medlemslande har gjort. Vi burde stå samlet her med resten af Norden og blandt andet store vestlige lande som Spanien, Frankrig, Storbritannien, Canada og Australien. 

Formålet med anerkendelsen er at bakke op om FN’s kurs og give ny styrke til de palæstinensere, der ikke er Hamas, som har anerkendt Israel og de seneste tre årtier forgæves har søgt freden. For der kommer ikke nogen retfærdighed for Palæstinas folk uden massiv opbakning i verdenssamfundet.

Fhv. udenrigsminister og partiformand for Socialdemokratiet og fhv. formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om Palæstina

Udgivet den

Europas befolkning forfærdes i stigende grad af krigen i Gaza. Det er tid til at politikerne hører efter

Efter måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder, er det ufatteligt at vi ikke ser en mere samlet europæisk fordømmelse af Israel. Det skriver jeg om i dette debatindlæg i Politiken 10. juli 2025. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Folkemord

Tre fjerdedele af de danskere, der har en mening om Israels krig mod Gaza, mener nu, at Israel er gået for vidt. Folket synes at være foran deres politikere i forståelsen af hvad der foregår. Dette afspejles også i den store tilslutning til fredsdemonstrationer.

I min ungdom oplevede jeg det samme omkring USA’s krig i Vietnam.

Mange flere havde givetvis, både dengang og nu, været endnu mere kritiske over for krigene, hvis de kunne frigøre sig fra rodfæstede forestillinger og den historisk store skævhed i mediedækningen – en skævhed, modige journalister i dag heldigvis energisk prøver at rette op på.

Mange fornægtede længe, at USA kunne være på forbryderisk vej i Vietnam, for det var jo den demokratiske stormagt, der befriede os fra nazismen og beskyttede os mod kommunismen.

Fortællingen om Israel forblev længe, at landet var et retfærdigt svar på de forfærdende jødeforfølgelser, der kulminerede i Holocaust – og at det var en forpost for vestlig civilisation i en region af arabiske tyranner og terrorister.

Virkeligheden er en anden.

Senest har jeg fået mit overblik skærpet ved læsningen af Rashid Khalidis værk ’Hundrede års krig mod Palæstina’.

Khalidi er professor i historie og mellemøstlige studier på Columbia University i New York. Han er af en slægt, der i mange generationer har været toneangivende i det palæstinensiske samfund og har selv været med til nogle af de forgæves forsøg på at forhandle fred.

Den palæstinensiske fortælling, som Khalidi så fornemt dokumenterer, er, at hans folk blev nægtet selvbestemmelse, og landet blev overtaget af kolonister udefra med bistand fra stormagterne. Palæstinenserne skulle ikke bare dele landet med de indvandrende. Gennem 77 år er de blevet fordrevet, besat, ydmyget og forhindret i at skaffe sig bedre kår. De er nu indespærret bag mure i små enklaver af det gamle hjemland, mens militante bosættere stjæler mere og mere jord. De frygter med rette at blive helt udslettet som anerkendt nation ’from the river to the sea’.

60.000 dræbte, to millioner udsultet, international nødhjælp holdes ude

Efter 22 måneders massiv bombekrig mod et af verdens fattigste og tættest befolkede områder er mindst 60.000 døde i Gaza, og mere end dobbelt så mange er kvæstede og invaliderede. De fleste andre er traumatiserede for livet. Enklaven er tæt ved at være totalt ubeboelig og har i måneder været nægtet livsvigtige forsyninger. To millioner udsultede mennesker er af israelsk militær ved at blive presset sammen i en kæmpe koncentrationslejr mod syd i enklaven. Soldater har efter ordre vilkårligt dræbt eller såret hundredvis af mennesker, mens de stod i kø efter de utilstrækkelige forsyninger, der nu uddeles på militærets nåde.

En sober og sikker udlevering af mad, vand og medicin forhindres af Israels krig mod alle FN-institutioner med UNRWA i spidsen, der har folk, apparat og forsyninger klar til retfærdig uddeling.

Palæstinensiske civile tab er for det meste kun et antal, der lejlighedsvis nævnes i de centrale medier. Israelske gidslers grumme skæbne får bred medieflade. Den typiske nyhedsforbruger har ikke mange muligheder for at opfatte, at der er 50-100 gange så mange ofre blandt palæstinensere end blandt israelere.

Netanyahus forbryderiske og modbydelige krig

Israel har gjort Gaza til helvedes forgård. Det er grove krigsforbrydelser. Det ligner, efter alle kendte paragraffer, folkemord. Verden venter utålmodigt på Den Internationale Domstols afgørelse om Sydafrikas anklage mod Israel for folkemord.

Krigen mod Gaza er et grusomt og sadistisk hævntogt, der ikke på nogen måde kan retfærdiggøres som svar på Hamas’ grumme og selvdestruktive terror 7. oktober 2023.

Flere og flere israelere og jøder rundt om i verden er enige, selv om de har været allerhårdest bombarderet med fortællingen om, at enhver magtanvendelse, der angiveligt nedkæmper Hamas, kan retfærdiggøres.

Det er Benjamin Netanyahu, der egenhændigt har holdt krigen i gang så længe. Han er en af de mest modbydelige skikkelser på den verdenspolitiske scene, med sin meningsfælle Trump som kortet i baglommen. (Hvorfor er det mindre farligt at den mand har en atombombe end at Iran får en?).

Netanyahu har hele tiden genstartet krigen i Gaza – fordi hans ekstremistiske regeringspartnere kræver det – og for at undgå fængselsdom for korruption. Hans ven Trump ventilerer nu, at Israels præsident må overtales til en benådning af ’krigshelten’. Samtidig saboterer USA på alle måder Den Internationale Straffedomstols krigsforbrydersag mod Netanyahu.

Fører det så til fred? Måske får vi 60 dages våbenhvile, der kan lindre de forfærdende lidelser, hvis uafhængige humanitære organisationer atter kan komme ind med forsyninger. Men helvede kan bryde løs igen: Ligesom med Putin har vi dyster erfaring for, at man ikke kan stole på aftaler hverken med Netanyahu eller Trump.

Den israelske regerings mål er først og fremmest det om at fordrive palæstinenserne fra Palæstina ved at lægge stadigt større pres på Egypten og Jordan for at modtage dem, Dét har helhjertet opbakning fra Trump, der stadig fabler om sit forrykte riviera-projekt i Gaza.

Det er beskæmmende, at vi ikke har et enigt Europa – ikke engang en del af Europa, hvor Danmark er med – der i klar tekst fordømmer krigsforbrydelserne og planerne om fordrivelse – og insisterer på fred og bistand til palæstinenserne, så de kan overleve i eget land.

Det er på høje tid, at Europas regeringer lytter til Europas folk.

Indlægget udkom i Politiken 10. juli 2025

Mere fra min hånd om Gaza og Israel-Palæstina

Udgivet den

Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump

Tiden er inde til at nuancere opfattelsen af Kina i forhold til USA’s fjendebillede. Mere om det i denne klumme i Berlingske 17. maj 2025. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvordan skal Kina forstås?

Det er skræmmende igen at se Xi Jinping ved Putins side i Moskva ved 80-året for sejren over Nazityskland. Det tolkes som en ubrydelig alliance, hvor Kina indirekte støtter Ruslands aggression i Ukraine.

Kina under Xis ledelse har udviklet sig stadigt mere autoritært, hvilket især rammer mindretal i Xinjiang og Tibet og har ødelagt den frihed, der blev lovet Hongkong, da det kom tilbage til Kina.

Kinas oprustning og trusler mod Taiwan skaber frygt for en angrebskrig i lighed med Ruslands.

Der er imidlertid brug for en mere nuanceret analyse af Kinas hensigter end dén amerikansk inspirerede tolkning, der dominerer vores mediebillede. Det siger jeg med dén erfaring, at jeg gennem fem årtier har studeret Kina og mange gange besøgt landet både som privatperson, folketingspolitiker, minister og FN-formand.

Xi omfavner Putin til trods for, at han formentlig misbilliger krigen mod Ukraine, som forsurer Kinas forhold til Europa. Xi søger Rusland som modvægt til den stærkt stigende amerikanske aggressivitet over for Kina, som de senere år er det eneste Demokrater og Republikanere i USA kan enes om. Den ny udenrigsminister, Marco Rubio, er blandt de fremmeste røster for denne kurs.

USA ser Kinas militære opbygning og teknologiske tigerspring som den største trussel mod sin globale overmagt. Og sandt nok er Kina den eneste magt i verden, der – måske – kan udfordre USA’s overmagt. Kineserne trodser i hvert fald de amerikanske forsøg på at bremse dem om f.eks. chips og kunstig intelligens – og de er verdensførende på hele den grønne teknologi, som er hovedvejen til at nå FN’s verdensmål.

Kineserne ser USA’s fjendtlighed som et ondskabsfuldt forsøg på at forhindre dem i fortsat økonomiske fremgang. Kinas økonomi er snart på størrelse med USA’s. Men der er fire gange så mange kinesere om at dele, som der er amerikanere.

Kinas økonomi er 30-doblet siden 1970’erme og en milliard mennesker er trukket ud af fattigdom. Regimets ’legitimitet’ hviler på, at fremgangen kan fortsættes ved handel med og investering i resten af verden. Denne chance vil gå tabt ved en storkrig i Asien. Det er en indlysende grund til, at Kina ikke ønsker at erobrere andre nationer med militær magt, men at vinde velstand og indflydelse ved økonomisk samkvem med resten af verden.  

USA under Trump ser samhandel som noget, hvor nogen må tabe, for at USA kan vinde. Kina ser omvendt den globale økonomi som et plus-plus-spil.

Med Trumps toldkrig mod hele resten af verden, ophøret af al udviklingsbistand og nedskæringer over for FN har han givet Kina vældige muligheder for at fremstå som den bløde stormagt, der kan hjælpe verdens fattige og fastholde et internationalt samarbejde gennem FN.

Taiwan er jokeren, der kan ændre alt dette. Taiwan-spørgsmålet er efter kinesisk opfattelse et ’internt’ opgør, hvilket Vesten historisk har anerkendt ved den såkaldte ’Èt-Kinapolitik’. Men kineserne ved selvfølgelig også, at et militært angreb på Taiwan kan mislykkes, kan blive til en storkrig og i alle tilfælde vil forpeste forholdet til Vesten og føre til enorme økonomiske tab. Mest i Kina, men også i resten af verden.

Vi i Vesten skal huske, at kineserne tænker i århundreder, når vi tænker i måneder og år. 

Så længe Kina tør tro, at Taiwan engang vender tilbage til moderlandet, så vil de nok foretrække en nok så lang, fredelig proces. Men hvis taiwanske ledere med opbakning fra de mest Kina-fjendtlige kræfter i Vesten truer med at erklære Taiwan formelt selvstændigt, så kan det være en utålelig provokation af Kinas nationale selvforståelse. Derfor er det så vigtigt, at Taiwan og Vesten opretholder status quo, dvs. den tvetydighed, der har eksisteret i 75 år og reelt sikret freden, men som man skal kunne læse i kinesiske teblade for at forstå: Taiwan er kinesisk, men Kina afstår fra militært at udrydde Taiwans reelle selvstændighed! Henry Kissinger sagde engang til mig, at han mente Taiwan-spørgsmålet på langt sigt ville blive løst ved forhandling mellem Beijing og Taipei, hvis vi i Vesten rokker mindst muligt med båden.

Jeg tror – uanset alt kritisk, der med rette kan anføres – at Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump.

Danmark og Europa har ikke identiske interesser med USA om Kina. Det betyder ikke, at Kina bliver vores allierede. Der er kritiske produkter, hvor vi skal undgå at blive ensidigt afhængige af Kina. Men vi har en gensidig interesse i at spille sammen med Kina om fred, udvikling og klimaløsninger, og om at bevare store dele af globaliseringen til gensidig gavn.

Klummen blev offentliggjort i Berlingske 17. maj 2025

Mere fra min hånd om forholdet mellem Kina og USA

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN?

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge skyldes, at organisationen ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet – læs hele mit debatindlæg i Politiken – eller nedenfor:

Israels krig mod FN og civile palæstinensere

Der er brug for, at Danmark utvetydigt fordømmer Netanyahu-regeringens systematiske angreb på FN og på de civile i Gaza, på Vestbredden og Libanon – og arbejder for sanktioner, fra EU, hvis angrebene på FN-systemet ikke stopper øjeblikkeligt. Derudover er der brug for, at der åbnes for den akut nødvendige nødhjælp.

FN-resolutioner er desværre ikke nok til at bryde denne onde cirkel. Israel har kun godkendt to resolutioner – den ene var om selve oprettelsen af en jødisk stat i 1947, og den anden var kravet om Hizbollahs tilbagetrækning til nord for Litani-floden i Libanon i 2006.

Israel har konsekvent modarbejdet en tostatsløsning, selv om det hele tiden i talløse FN-vedtagelser er blevet fastslået som den nødvendige løsning. Senest har Den Internationale Domstol endda fastslået, at Israels besættelse og kolonisering af de palæstinensiske områder på Vestbredden, i Østjerusalem og Gaza de seneste 57 år er ulovlig og skal bringes til ophør.

Det er baggrunden for, at der siden 1948 har været en permanent konflikt mellem FN og Israel.

Israels vedvarende fjendtlighed over for FN’s Organisation for Palæstinensiske Flygtninge (UNRWA) skyldes, at denne organisation ikke bare har holdt mennesker fysisk i live, men også er blevet rammen om at fastholde den palæstinensiske identitet.

De 30.000 UNRWA-medarbejdere har gennem årtier ydet uvurderlig bistand til millioner af palæstinensere fra familier, der siden 1948 er fordrevet eller er flygtet fra Israel og nu bor i nabolandene, på Vestbredden eller i Gaza.

På grund af Israels indeslutning og afspærring af Gaza de seneste 16 år forud for Hamas’ terrorangreb sidste år har UNRWA – med sine alene i Gaza 15.000 medarbejdere – specielt dér været afgørende for 2,3 millioner menneskers overlevelse under nogenlunde tålelige forhold. Gaza havde ikke haft deres skoler og hospitaler uden UNRWA.

Israel har konstant påstået, at UNRWA gennem tendentiøse skolebøger har holdt hadet mod den jødiske stat ved lige. Men FN har imødegået og standset sådanne tendenser. Det havde været ønskeligt, at FN også havde kompetence til at rense ud i de israelske skolebøgers fremstilling af historien og deres palæstinensiske naboer.

Til Israels kroniske angreb på FN-organisationen er så efter 7. oktober føjet en påstand om, at medarbejdere i UNRWA deltog i Hamas’ bestialske angreb i fjor. En uvildig undersøgelse har vist, at det er 5-12 personer ud af de 15.000 ansatte, der kan rettes mistanke imod. Alligevel er Israel i færd med at lovgive om, at UNRWA er en ’terrororganisation’.

Efter et års krig med ekstremt megen død og lemlæstelse skubber israelsk militær stadig rundt med Gazas civile i en totalt smadret by. Der er akut mangel på mad, vand, medicin og alle andre livsvigtige fornødenheder.

Israel lader ikke nødvendig nødhjælp komme ind, selv om verden presser på. Især i det nordlige Gaza sulter flere hundrede tusinde, mens bomberne fortsat med uforandret brutalitet regner ned over dem. Medieopmærksomheden er imidlertid flyttet til bomberegnen i Libanon og angreb fra og til Iran.

UNRWA er den organisation, der mandskabsmæssigt er bedst rustet til at hjælpe i Gaza – hvis verden omsider insisterer på, at nødhjælp skal ind. Derfor er det grotesk, at Israels parlament er i fuld gang med at vedtage indstilling af ethvert samarbejde med UNRWA og dermed afskære organisationen fra at levere nødhjælp i Gaza og fortsætte sit arbejde andre steder, hvor Israel bestemmer. FN-medlemslandet Israel blokerer også for andre FN-enheders arbejde i landet og har i øvrigt forbudt FN’s generalsekretær indrejse.

Hvornår reagerer Danmark med andet end beklagelser og formaninger på Israels krig mod FN og de civile i konfliktområderne?

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Udgivet den

Hamas’ massakre er afskyelig, men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske

Israels krig mod civile i Gaza strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Disrespekt for folkeret og FN-vedtagelser er Palæstinas tragedie

Danske medier fortæller påfaldende lidt om Israels krigsforbrydelser. 

Der skrives ofte, som om konflikten startede med Hamas’ angreb 7. oktober 2023. Disse rædsler må utvetydigt fordømmes. De kan ikke forsvares. 

De forstås kun i lyset af den lange tragiske forhistorie for det arabiske folk, der gennem hundredvis af år var det store befolkningsflertal i Palæstina. De er de seneste 75 år blevet fordrevet, besat, ydmyget, undertrykt og nægtet national selvbestemmelse af en ny nation af indvandrere, der er udrustet med overvældende militær magt.

FN var i 1947 fødselshjælper til staten Israel med forslag om en ligedeling af Palæstina mellem arabere og jøder (selv om der dengang var arabisk befolkningsflertal).

Intet FN-land kan anfægte Israels ret til at eksistere – i fred med sine naboer i det historiske Palæstina. Men det helt overvældende flertal af FN’s medlemslande insisterer til Israels store fortrydelse stadig på en tostatsløsning. FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge – UNRWA – har leveret afgørende bidrag til at holde palæstinenserne og deres identitet i live. Det er én årsag til, at FN har haft mere strid med Israel end med noget andet land.

Danmark bør støtte FN’s kurs

Danmark bør som medlem af FN aktivt understøtte verdensorganisationens kurs i forhold til Israel. Hertil hører diplomatisk anerkendelse af Palæstina som stat på linje med de andre nordiske lande.

FN-domstolen i Haag har erklæret Israels besættelse af Gaza, Vestbredden og i Østjerusalem i strid med folkeretten. Domstolen har for længst krævet våbenstilstand i Israels krig mod Gaza og behandler Sydafrikas anklage om folkemord.

Den Internationale Straffedomstol har udstedt arrestordre mod Israels stats- og forsvarsministre for veldokumenterede krigsforbrydelser: De seneste ti måneder er 40.000 dræbt i Gaza – herunder 17.000 børn. 92.000 mennesker er såret eller varigt invalideret. 

Dødstallet kan formentlig mangedobles, fordi sult og dødelige epidemier hærger blandt civilbefolkningen, der ustandseligt kostes rundt i ruinbunkerne af israelsk militær, lever under ekstremt uhygiejniske forhold og nægtes nødvendige forsyninger af mad, vand og medicin. 

De allerfleste boliger, skolerne og sygehusene samt vand- og elforsyningen er sønderbombet. Tusindvis af børn er blevet forældreløse, og hundredtusindvis af børn er uden skolegang, tusindvis af palæstinensere er uden konkret anklage interneret i israelske lejre med mishandling og tortur, mens voldelige bosættere rykker frem på Vestbredden mod mord og brand for at kapre palæstinensisk jord. Velsignet af Netanyahus regering.

Det er en skandale, som udstiller Vestens dobbeltmoral, når Israels statsminister modtages med klapsalver i USA’s kongres i stedet for at blive anholdt og udleveret til straffedomstolen.

Gennem årtier som topfigur i israelsk politik har Netanyahu udviklet en apartheidstat med fremadskridende kolonisering af Vestbredden. Hans nuværende regering – baseret på de mest ekstreme fascistiske og racistiske kræfter – er gået helt amok i krigen mod Gaza.

Israels krig mod civile i Gaza er i strid med Folkeretten

Tragedien i de 75 års konflikt er, at terrorister på begge sider igen og igen har saboteret fred og forsoning. Hamas’ massakre 7. oktober 2023 var afskyelig. Men på historiens uhyggelige liste over gensidige grusomme terrorangreb er Netanyahu uden konkurrence den mest morderiske: Israels krig mod Gazas civile strider mod al international ret og konventioner om krigsførelse og kan ikke retfærdiggøres med »retten til selvforsvar«. 

Dokumentationen fra FN og menneskerettighedsorganisationer om krigsforbrydelser er overvældende, selvom Israel har prøvet at afskære rapportering fra krigszonen: Intet sted i verden er på så kort tid dræbt så mange FN-medarbejdere og journalister, der kunne vidne om katastrofen. Med anklager mod fem ansatte har Israel søgt at afskære UNRWAs 15.000 medarbejdere fra at gøre deres arbejde, selv om ingen andre her og nu kan erstatte UNRWA som hovedleverandør af bistand til Gazas civile.

Vi må åbne øjne og øren for den monumentale uret, der begås mod palæstinenserne:

Mange danskere er bange for at miste deres kultur ved massiv indvandring. Tænk, hvis vi helt havde mistet vores selvbestemmelse, var nægtet blot at få herredømme tilbage en mindre del af det gamle land, og nu gik desperate rundt i ruinerne. Mon ikke nogen af os så var blevet hvervet af en fundamentalistisk dødskult? Især når de af vore ledere, der søgte fred og kompromis, blev nægtet enhver indrømmelse – eller endda, som palæstinenserlederen Marwan Barghouti, er spærret inde på livstid af besættelsesmagten.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 25. august 2024

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina