Opråb fra fire fhv. udenrigsministre

Krigen mellem Israel og Hamas får udsigterne til fred til at se endnu mere håbløse ud lige nu. Men en tostatsløsning er fortsat den eneste farbare vej mod fred i området. Og Israel sidder med en af nøglerne, der kan løse konflikten op. Det er vi flere fhv. udenrigsministre, der mener. Læs Per Stig Møller, Martin Lidegaard, Villy Søvndahl og mit fælles opråb i Jyllands-Posten – eller nedenfor:

Israel skal løslade Marwan Barghouti og dermed bane vejen for en tostatsløsning

Konflikten mellem Israel og palæstinenserne virker uendelig. 

Men der er en vej frem: en tostatsløsning. 

Derfor går vejen via hverken Hamas eller Netanyahu. Alt tyder på, at når krigen slutter, så falder Netanyahu. Palæstinenserne har brug for en ny leder, der har autoritet og folkelig opbakning til at lede mod freden via en tostatsløsning. 

Marwan Barghouti er dén person. Men han sidder i fængsel på livstid i Israel. Han er tilhænger af en tostatsløsning og går dermed ind for anerkendelse af Israel.

Barghouti har været aktiv i modstanden mod den israelske besættelse på Vestbredden – og er meget respekteret blandt palæstinenserne for dette. 

Han er dømt på nogle alvorlige anklager – Israels regering kalder det terrorisme. Men det er 20 år siden, i en ophedet situation, hvor volden var voldsomst fra israelsk side.

I Sydafrika under apartheid blev Nelson Mandela også dømt for såkaldt terror. Men da viljen til fred opstod, indså man, at man havde brug for Mandela på fri fod. Mange palæstinensere kalder Marwan Barghouti for deres Mandela. Vi så også i Nordirland, at republikanske ledere var anklaget for deltagelse i eller sympati for terror og alligevel blev nøgleministre i en samlingsregering.

Lad os lytte til Ami Ayalon, der har været både sikkerhedschef og flådechef i Israel. Nu går han ind for fred, og han foreslår løsladelse af Bargouti. Ayalon har udtalt til The Guardian: »Vi israelere får først sikkerhed, når palæstinenserne får håb.«

Konflikten er dyb, men mange har kastet store kræfter i initiativer for fred og dialog. Nøglen til Barghoutis fængsel kan blive en nøgle til de første forhandlingsskridt.

Undertegnede fire tidligere danske udenrigsministre opfordrer den danske regering til at kræve Marwan Barghouti løsladt og til straks at arbejde for, at både EU og USA gør det samme.

Per Stig Møller (K), Martin Lidegaard (R), Villy Søvndahl (SF), Mogens Lykketoft (S)

Mere fra min hånd om krigen

Valget i USA bliver afgørende for palæstinenserne

Alt for meget afhænger af, hvem amerikanerne vælger til præsident til november – ikke mindst udviklingen i Mellemøsten. På kort sigt må Danmark og andre presse på for at få mere nødhjælp ind i Gaza. På langt sigt er det vigtigste, at Trump ikke bliver præsident. Det var blandt emnerne, da jeg snakkede med Informations Nathalie Barrington Rosendahl forleden. Læs hele interviewet i Information 5. februar 2024.

Mere fra min hånd om situationen her

Usigeligt ondt, når vestlige lande stopper deres bidrag til UNRWA

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. Læs mit seneste indlæg i Berlingske – i avisen eller nedenfor:

Sandheder om den grusomme Gaza-krig

Vi hører meget til krigen i Gaza i medierne. Men vi hører ikke nok om, hvor galt det står til for de 2,3 millioner mennesker inde i en krigszone på størrelse med Langeland. 

Én årsag er, at der er blevet slået flere journalister ihjel på så kort tid end i nogen anden konflikt. Al-Jazeera er vist eneste udenlandske tv-kanal, der er inde i Gaza nu, og det meste af tiden har Israel haft blokeret for elektronisk kommunikation ud af området. 

Der er helt akut brug for nødhjælp til, at folk i Gaza kan overleve snart fire måneders terrorbombardement, som har gjort de fleste hjemløse og ifølge det Hamas-kontrollerede, palæstinensiske sundhedsministerium slået 26.000 ihjel, såret 60.000, og efterladt resten mellem murbrokkerne af smadrede boliger, skoler og sygehuse med mangel på vand, mad og medicin. Epidemier og hungerdød er akutte trusler.

Derfor er det usigeligt ondt, at en række vestlige lande med USA og Tyskland i spidsen har sat deres bidrag til FN’s hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNWRA, på pause. Det er en reaktion på, at 12 af UNRWAs 13.000 medarbejdere åbenbart deltaget i det grusomme Hamas-angreb på Israel 7. oktober. 

Det er på alle måder afskyeligt, og FN har iværksat en hasteoperation for at få de skyldige holdt ansvarlige. Men det er nødvendigt at minde om, hvad UNRWA er for en størrelse: 

I de mange år, hvor Gaza har været belejret og afspærret af Israel og uden mulighed for at forsørge sig selv, har UNRWA været hovedleverandør af blandt andet uddannelse og sundhed. FN-organisationen har med et flertal af lokalt ansatte fungeret som en slags erstatning for en fraværende statslig servicesektor i Gaza. Derfor har krigen også kostet flere FN-medarbejdere livet end nogen anden konflikt.

Perspektiv og balance på UNRWAs arbejde kan man få ved at lytte til organisationens kloge tidligere chef, danske Peter Hansen.

Israel altid har haft voldsom modvilje mod UNRWA og på mange måder gennem årene generet FN-arbejdet og påstået, at undervisere på UNRWAs skoler har spredt had mod Israel. Det kan ikke afvises, men det er ikke sket med FN’s accept og er blevet imødegået.

Det kan desværre ikke overraske, at der er Hamas-aktivister blandt UNRWAs tusinder af ansatte. Men det kan på ingen måde begrunde at tage midlerne fra den organisation, der har de bedste muligheder for at formidle akut bistand til krigens uhyrligt mange palæstinensiske ofre. 

Der er tværtimod brug for en omverden, der viser langt større vilje til at hjælpe og insisterer på at støtte Den Internationale Domstol i Haag i kravet om, at Israel standser den form for krigsførelse, der fører til helt uforholdsmæssigt mange civile ofre og forhindrer tilstrækkelig nødhjælp i at komme frem.

Mens vi klynger os til håbet om varig våbenhvile og frigivelse af de israelske gidsler, muterer konflikten i Mellemøsten med Houthi-bevægelsens angreb på skibsfarten i Rødehavet, vestlige flyangreb på Houthi-baser i Yemen og et dødeligt droneangreb på amerikansk base i Jordans grænseland til Syrien og Irak. 

Den simrende konflikt mellem Israel og Hizbollah på grænsen til Libanon risikerer at eksplodere i en større krig, samtidig med at israelsk aggression mod palæstinensere på Vestbredden tager til.

Vi hører meget om Irans støtte til Hamas, Hizbollah og houthierne, og det er ubestrideligt, at Iran støtter og leverer våben. Men få kyndige iagttagere tror, at Iran ønsker at blive indblandet i en regional storkonflikt – eller at det iranske styre har mere kontrol over, hvor og hvordan deres allierede anvender deres våben, end USA har over Netanyahu-regeringens brug af sit vældige arsenal af amerikansk våben.

Sandheden er, at Netanyahus krigsførelse er i frontal konflikt med USA’s og hele Vestens interesser – samt den seneste og største trussel mod Bidens genvalg som præsident i november. 

Bidens hidtil manglende succes med at få Netanyahu til at levere pause og mådehold i krigen mod Gaza kan få mange unge i USA – og mange vælgere med arabisk og muslimsk baggrund – til at forlade Demokraternes præsidentkandidat. De går ikke over til Trump, men hvis de går til en chanceløs tredjekandidat eller sofaen, vil det alligevel med overvældende sandsynlighed give Trump sejren. 

De to formentlig eneste statsledere i verden, der ønsker dette udfald, er Putin og Netanyahu. Putin, fordi han med rette forventer, at Trump vil svigte Ukraine; Netanyahu fordi han med rette kan forlade sig på at Trump vil støtte ham i at afvise det krav om en palæstinensisk stat, som Biden og resten af verden omsider søger at give nyt liv: Fordi tostatsløsningen forekommer at være eneste vej til langsigtet at skabe fred.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt på Berlingske.dk 31. januar 2024

Mere fra min hånd om krigen i Gaza

Israel-Palæstina: Mit beskedne bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Der er megen historieløshed repræsenteret i reportagerne om den aktuelle krig i Palæstina. De færreste kender den lange forhistorie: Min ven Georg Metz bemærkede forleden sarkastisk, at der var heftig strid i og om Palæstina, mange hundrede år før Jesus fik sine første sandaler.  Læs hele min artikel i Ræson nr. 56, der har titlen, Hvad venter der Gaza? – eller nedenfor:

Et beskedent bidrag til at bekæmpe historieløsheden

Af Mogens Lykketoft

Fra RÆSON56. Artiklen er med i det trykte vinternummer af RÆSON, “Hvad venter der Gaza?”, ude nu.

100 års konflikt

De seneste godt 100 år har Palæstina været kampplads for arabiske palæstinensere, hvis slægter har været bosat i landet i mange århundreder, og de jødiske israelere, der især stammer fra generationer af indvandrere, som ankom fra starten af det 20. århundrede. Det har været en bitter kamp om retten til landet, men den har ikke haft baggrund i en antisemitisme som dén, der har hærget i europæisk historie.

Den zionistiske bevægelses ønske om en jødisk stat fik storpolitisk opbakning i 1917 med den britiske udenrigsminister Balfours erklæring til fordel for et ’nationalt hjem’ for jøder i Palæstina. Det var et forsøg på at mobilisere jødisk opbakning og kapital til den allierede krigsindsats i Første Verdenskrig og var i øvrigt i konflikt med briternes samtidige løfter til araberne om et mellemøstligt storrige på ruinerne af det tyrkisk-osmanniske imperium, som samtidig blev givet til araberne takket være T.E. Lawrence (Lawrence of Arabia).

Afslutningen på Første Verdenskrig førte ikke til klar udmøntning af nogen af de to løfter. Mellemøsten blev opdelt i lydstater under hhv. britisk og fransk overherredømme. Palæstina kom under britisk administration.

Briterne kom til at balancere slingrende i en tilspidset konflikt mellem Palæstinas arabere og et stigende antal indvandrende jøder. Efter nazisternes ufatteligt forfærdende folkemord på Europas jøder under Anden Verdenskrig søgte overlevende fra Europa – yderst forståeligt – efter et fristed i Palæstina. Ikke mindst i USA og Europa – men også i Sovjetunionen – var der opbakning til oprettelsen af en jødisk stat.

Den nyoprettede verdensorganisation FN blev sat til at løse knuden. Det skete med vedtagelsen af en plan om at dele Palæstina nogenlunde ligeligt mellem arabere og jøder og lade Jerusalem være et internationalt forvaltet særligt område. I forhold til den daværende befolkningssammensætning var FN’s plan mest favorabel for jøderne, og derfor ville et stort arabisk mindretal blive borgere i den jødiske stat.

Planen blev hverken accepteret af palæstinenserne eller deres fæller i de omliggende arabiske stater. Men den zionistiske leder David Ben-Gurion udråbte 15. maj 1948 staten Israel, der straks kom i krig med nabostaterne. Israelerne var militært bedst trænet, udrustet og motiveret, og mange jøder fra andre lande drog ned for at kæmpe for den nye stat. I krigen 1948-49 erobrede Israel 78 pct. af Palæstina, mens Gaza kom under Egypten, og Vestbredden med den gamle østlige bydel i Jerusalem kom under Jordans kontrol. Israels oprettelse udløste flugt og fordrivelse af 700.000 palæstinensere fra de områder, der kom under Israel; langt flertallet til Vestbredden og Gaza, men også mange til de arabiske nabolande, især det nuværende Jordan. Ingen palæstinensiske flygtninge fik lov til at vende tilbage til deres hjemstavn efter krigen. Til gengæld fik Israel stor tilstrømning af nye borgere, fordi jøder flygtede fra den arabiske verden. Og siden Seksdageskrigen i 1967, hvor Israel besejrede sine arabiske nabolande, har den jødiske stat hersket over hele det historiske Palæstina og dermed også over de fleste familier, der flygtede i 1948.

Fredens sidste chance

I Gaza er de fleste indbyggere efterkommere af flygtningene fra 1948. De har siden 2006 været spærret inde af israelsk blokade uden muligheder for at forsørge og udvikle sig. Området har levet på bistand fra FN og været bombet og beskudt heftigt i adskillige korte, ødelæggende krige – Israels svar på raketangreb fra Gazas herskere i Hamas og Islamisk Jihad.

En endnu større del af det palæstinensiske folk bor under israelsk besættelse på Vestbredden og i Østjerusalem og er de seneste mange årtier blevet udsat for en fremadskridende kolonisering fra israelske bosættere. Det har totalt undergravet autoritet og folkelig tilslutning til det såkaldte palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der under israelsk besættelse har set udviklingen af det, som den tidligere Mossad-chef Tamir Pardo med rette kalder en apartheidstat uden rettigheder og retssikkerhed for palæstinensere.

De jødiske indvandrere til Palæstina var fra starten delt i dem, der satsede på at leve side om side med araberne, og dem, der satsede på voldelig fordrivelse – etnisk udrensning af dem. Sidstnævnte havde deres profet i den fascistisk inspirerede Vladimir Jabotinsky, hvis nærmeste medarbejder var Benzion Netanyahu – far til Israels nuværende premierminister. Disse hardlinere inspirerede de jødiske terrorister, der massakrerede en palæstinensisk landsby i 1948 for at fremprovokere den arabiske masseflugt og senere på året myrdede FN’s fredsmægler, Folke Bernadotte, fordi han fastholdt at dele landet ligeligt.

To af disse terroristers ledere – Begin og Shamir – blev senere den israelske højrefløjs premierministre. Det gik den vej, fordi indvandringen først af jøder fra de arabiske lande og siden af sovjetiske jøder drejede det politiske billede til ugunst for Ben-Gurions og Golda Meirs Arbejderparti og skabte mindre og mindre tilslutning til indrømmelser til palæstinenserne.

Yasser Arafat stod i 1960’erne frem som de besatte og fordrevne palæstinenseres leder i befrielsesorganisationen PLO. Han gik i starten ind for væbnet modstand, men indgik ad mange omveje – både hos sig selv og Israel – Oslo-aftalerne i 1993. Her anerkendte PLO Israels eksistens inden for grænserne fra 1967 mod at få lov til at vende hjem i spidsen for et spinkelt palæstinensisk hjemmestyre. Men de fik aldrig et klart løfte om en stat eller om stop for jødiske bosættelser i de besatte områder. Arafat skaffede sig ikke magtmonopol og var konstant udfordret af militante fra Hamas m.fl., der ikke afskrev terror mod civile som kampmiddel. Det gjorde heller ikke den militante israelske højrefløj, der bl.a. massakrerede troende muslimer i en moské ved Hebron i 1994.

Måske var den barske, men realistiske general Yitzhak Rabin – kendt som Mr. Security – den sidste israelske statsleder, der kunne have fået sit folk med på en forhandlet fred. Men også han blev myrdet af en jødisk ekstremist, og i kølvandet på dét kom højrefløjens Benjamin Netanyahu første gang til magten.

To senere forsøg på en fredsløsning, fra Ehud Barak i 2000 og Ehud Olmert i 2008, løb ud i sandet af stadig omdiskuterede grunde. En vigtig del af forklaringen er, at ekstremisterne på begge sider havde for megen medvind, og at de to israelske lederes mandat i befolkningen var svagt. Samtidig var USA for meget Israels advokat og lidt for lidt den objektive mægler, der kunne presse den stærke part til indrømmelser.

Hvad verdenssamfundet må gøre

Den siddende ekstremist-regering med den yngre Netanyahu som chef har nægtet enhver indrømmelse til den palæstinensiske fredsfløj, som også har været saboteret af Hamas-terroristerne på deres egen side. Hamas-massakren på 1.200 civile og gidseltagningen af 240 mennesker 7. oktober 2023 blev et forfærdende og ondskabsfuldt højdepunkt. Her handlede en dødskult, der vidste, at deres handling ville nedkalde massemord fra luften mod Gazas civile.

Israels reaktion er lige så forudsigelig, som den er kontraproduktiv, hvis målet er at udrydde Hamas som bevægelse og bane vejen for fred. Det ligner hverken et nødvendigt selvforsvar eller rationel krigsførelse. Det tager sig ud som kollektiv hævn i hidtil uset skala: 15.000 civile døde – halvdelen børn og unge under 18 år; mange flere sårede og invaliderede; en kolossal materiel ødelæggelse i et af verdens fattigste og tættest befolkede byer. Halvanden million mennesker hjemløse. Udtalelser fra folk i Netanyahu-regeringen og ekstremistiske bosætteres morderiske angreb på og fordrivelse af palæstinensere på den besatte Vestbred viser desværre også en forfærdende og ondskabsfuld dagsorden.

Selvfølgelig er det godt, at våbnene efter pres fra USA fik lov til at hvile nogle dage, mens gidsler og fanger blev udvekslet. Men samtidig fængslede Israel tusinder af borgere på Vestbredden i noget, der ligner en statslig gidseltagning.

Der er overvældende risiko for, at krigsrædslerne fortsætter. Netanyahu afviser omverdens krav om varig våbenhvile: Så længe krigen fortsætter, forbliver han som premierminister og kan hverken dømmes og fængsles for korruption eller stilles til ansvar for den enorme sikkerhedsbrist, der gjorde angrebet 7. oktober muligt.

De seneste 30 års mange kuldsejlede fredsforsøg skyldtes grundlæggende sabotage fra ekstremisterne på begge sider – og at amerikanske præsidenter til og med Biden ikke har haft magt på deres hjemmebane til over for Israel at insistere på en to-statsløsning. Det er vanskeligt at tro, at dét pres kan lægges nu, når det er forsømt i 30 år, og alt er gået værst tænkeligt.

Der er meget lang vej til ægte forhandlet fred. Men et samlet verdenssamfund  lægge pres på Israel for varig våbenhvile, adgang for massiv international bistand, beskyttelse til katastrofens ofre og en ramme for forhandling om fred i overensstemmelse med den to-statsløsning, FN og det meste af verden har krævet i mange årtier.

Måske kommer der omsider en dag, hvor et flertal af israelere erkender, at der vil eksistere en permanent trussel mod deres egen stats fred og sikkerhed, så længe de insisterer på at holde det andet folk i Palæstina undertrykt, fordrevet, besat, forarmet og frataget ethvert håb om en fremtid: En sådan udsigtsløs undertrykkelse vil hvor som helst fostre terror og dødskult. ■

Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Indlægget blev trykt i Ræson nr. 56, Vinter 2023/24

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wardamage in Gaza, Tasnim News Agency via Wikimedia Commons

Israel ved at tabe krigen – og sådan bør Danmark reagere

Hvis ikke man forstår, hvor ekstrem Benjamin Netanyahu og hans regering er, forstår man slet ikke Israel-Palæstina-konflikten. Dét og meget mere snakkede jeg med Jyllands-Postens Anders Redder om i dette interview, der blev trykt i J-P Juleaftensdag. Siden er endnu flere palæstinensere blevet dræbt af israelske styrker – og også nogle israelske gidsler, der bar et hvid flag foran sig.

Læs hele Anders Redders interview i avisen 24. december 2023 – eller i uddrag nedenfor:

(…)

Få danskere har beskæftiget sig mere med Israel-Palæstina-konflikten end Mogens Lykketoft (…)

I hans øjne havde Benjamin Netanyahus skiftende regeringer i årevis obstrueret alle forsøg på en meningsfuld fredsdialog ved massivt at udvide bosættelserne på Vestbredden, indhegne Gaza og skabe uværdige og ydmygende liv for alt for mange palæstinensere.

(…)

Fra 2002-2005 var Mogens Lykketoft formand for Socialdemokratiet. Han har været i Israel fire gange, men har aldrig fået lov at besøge Gaza, siger han. 

(…)

»Der sker masser af forfærdelige katastrofer rundtomkring i verden i øjeblikket. I Sudan, i Myanmar – og så videre. Jeg tror, at Israel-Palæstina-konflikten berører mange af os mere, fordi vi fra starten havde en helt særlig sympati for staten Israels oprettelse, der bunder i det jødiske folks forfærdende tragedier under Holocaust.« 

»Vi er alle sammen vokset op – eller jeg er i hvert fald – med en dyb veneration og medfølelse for jødernes ønske om at have et nationalt hjem. Men vi har ikke før sent i forløbet, i hvert fald efter Seksdageskrigen i 1967, rigtig forstået, hvor stor en lidelse det at realisere det projekt var blevet til for palæstinenserne.« 

I tiden umiddelbart efter den 7. oktober og Israels modsvar har du nærmest beskrevet det som en sorglignende tilstand, du befandt dig i. Har du det stadig sådan? 

»Det er et dagligt stik i hjertet at opleve den fuldstændigt ødelæggende tæppebombning af mennesker og bygninger i Gaza. Det er ikke bare en humanitær katastrofe af ufatteligt omfang, som aldrig er set før i den her ellers langvarige konflikt. Det er også en understregning af, hvordan terrorister og ekstremister på begge sider i konflikten har ødelagt ethvert forsøg på en fredelig løsning i de sidste 75 år.« 

Han kalder Hamas-bevægelsens angreb for »utilgiveligt, grusomt og vanvittigt«. Men siger også, at »omstændighederne har bragt en dødskult til magten i Gaza«. (…)

»Vi har den mest ekstremistiske regering i Israel nogensinde. Benjamin Netanyahu, men i særklasse hans allierede, har altid ment, at konflikten kun kunne løses ved at smide palæstinenserne ud af Palæstina. Hvis ikke man har det med i billedet, forstår man slet ikke, hvorfor denne konflikt har kunnet udvikle sig så ekstremt.« 

Krigens brutalitet er åbenlys. 

Ifølge de Hamas-kontrollerede sundhedsmyndigheder har ca. 20.000 palæstinensere mistet livet, udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) har brugt tallet 18.000. 

I de offentliggjorte tal skelnes ikke mellem civile og Hamas-soldater, men over 14.000 er børn og kvinder, og eksperter har svært ved at pege på nylige krige med sammenlignelige tabstal. 

Til sammenligning har snart to års krig i Ukraine ifølge FN rundet 10.000 civile dræbte – om end organisationen mener, at tallet kan være langt højere.
En femtedel af Gazas bygninger er ødelagt eller destrueret af bombardementer. 

I fotoartikler på nettet ligner Gaza by, Khan Younis og Rafah – tre af landstribens største byer – ikke længere steder, mennesker bør befinde sig, men dystopiske grå masser af pulveriseret beton. 

Hug hovedet af, og nye vokser ud 

(…) der er sket nogle opsigtsvækkende ryk i det internationale samfund. 

Flere og flere lande stemmer nu ja i FN til krav om en øjeblikkelig våbenhvile. Også Danmark. I Tyskland og Storbritannien, to traditionelt stærke Israel-støtter, er opinionen ved at vende. 

Aviserne The Sunday Times og Welt am Sonntag bragte søndag en fælleskronik af de to landes udenrigsministre, David Cameron og Annalena Baerbock, der vil have en »bæredygtig våbenhvile« i konflikten – ikke bare en kort en, men en, der varer »i dagevis, i årevis og gennem generationer«. 

»For mange civile er blevet dræbt,« skrev de. 

USA’s præsident, Joe Biden, og Benjamin Netanyahu er åbenlyst uenige om, hvad der skal ske med Gaza, når krigen er ovre. 

Den amerikanske præsident har kaldt bombningen af enklaven for »vilkårlig« og sagt, at dele af Netanyahu-regeringen modsætter sig en tostatsløsning og vil hævne sig »mod alle palæstinensere«. 

Mogens Lykketoft, hvad er der ved at ske? 

»Det er ved at gå op for det internationale samfund, at Israels metode ikke er én, der slår Hamas ihjel, men slår civile ihjel i et uforholdsmæssigt omfang. Også trods sympati for at Hamas selvfølgelig ikke skal regere Gaza og må bekæmpes militært.« 

Israel kan ikke slå Hamas på den her måde? 

»Nej.« 

Hvorfor ikke? 

»Det lader jo til, at de mest uskadte er ledende Hamas-folk. De har åbenbart de huller i jorden, de skal have. Det andet perspektiv er, at Hamas lige så meget er en ideologi, som det er en håndgribelig militær enhed. Man kan ikke udrydde Hamas på den her måde. Det risikerer at blive som det gamle græske sagn om Hydra: Når man hugger hovedet af, vokser der hele tiden flere ud. De børn, der bliver forældreløse nu, kan sagtens blive næste generation af Hamas-krigere.« 

Selv hvis man slår Hamas’ ledere ihjel, kan du ikke slå ideologien ihjel med den her form for krigsførelse? 

»Nej. Tværtimod risikerer man at styrke den. Vi kan desværre se, hvordan tilslutningen til Hamas er vokset. Ikke så meget i Gaza, forståeligt nok. Men på Vestbredden, hvor palæstinenserne oplever et enormt pres fra ekstremistiske bosættere.« 

Resultatet af 75 dages bombardement af Gaza er, at Israel er ved at tabe krigen, mener Mogens Lykketoft. 

Ikke militært, men strategisk. Landet bliver mere og mere isoleret. Samtidig lider palæstinenserne. Alle taber. 

»Efter min mening er Danmark nødt til i langt, langt højere grad at engagere sig i en europæisk indsats og understøtte en proces, der omsider fører til et perspektiv for en tostatsløsning. Men både europæerne og i særklasse amerikanerne kan bebrejde sig selv, at de ikke i de forudgående 30 år har lagt et langt større pres på Israel.« 

Internationale styrker til Gaza 

Spørgsmålet er, hvad alternativet til Israels respons på den 7. oktober havde været. Og er. 

Hamas, en forkortelse for Harakat al-Muqawama al-Islamiya (Islamisk Modstandsbevægelse), tog hundredvis af gidsler med sig tilbage til enklaven efter terrorangrebet. 

I sit reviderede charter fra 2017 afviser Hamas totalt Israels ret til overhovedet at eksistere og kræver et Palæstina »from the river to the sea« – fra Jordanfloden til Middelhavet – men accepterer dog en palæstinensisk stat med 1967-grænser, altså omfattende Gaza, Vestbredden og Østjerusalem. 

Du mener, at Israels modsvar er ude af proportioner. Hvad var alternativet efter det grusomme terrorangreb fra Hamas? 

»Her støtter jeg mig til, hvad forskellige sikkerhedseksperter og militærstrateger af især amerikansk oprindelse har skrevet og sagt: At Israel traditionelt set på godt og ondt har været ekspert i nålestiksoperationer. De har en af verdens bedste efterretningstjenester og har før været enormt effektive i en form for krigsførelse, hvor man præcist kunne ramme enkeltpersoner i form af ledende modstandere. Den taktik har slet ikke været anvendt i denne omgang,« siger Mogens Lykketoft. 

Du mener, at Hamas skal fjernes fra magten i Gaza. Hvordan skulle det kunne lade sig gøre – og samtidig at få befriet gidslerne – uden en landinvasion? 

»Nu er det jo ikke mange gidsler, man har fået befriet ved landinvasion indtil nu, må man sige. De, der er blevet frigivet, er blevet det gennem forhandlinger med Hamas. Det er en vigtig observation.« 

»Den bedste løsning er så målrettet som muligt at svare igen mod Hamas-ledelsen, men også at foranledige en eller anden form for international kontrol med Gaza-området. Det vil være frygteligt med en israelsk besættelse.« 

Modargumentet er, at man først er nødt til at fjerne Hamas, før man overhovedet kan tale om en bæredygtig fred og få det internationale samfund ind over. At man ikke kan forhandle med terrorister, der lige har dræbt 1.200 civile israelere? 

»Det har man gjort, hvad angår gidslerne.« 

Ja, men ikke hvad angår en varig fred? 

»Nej, det kan man ikke. Jeg er enig i, at man ikke kan acceptere et fortsat Hamas-styre.« 

»Der er brug for en eller anden form for international tilstedeværelse, også militært, i Gaza, hvis vi skal begynde at tænke i fremskridt. Hele omverdenen er enig om, at krigen bliver ført med for mange civile tab. Alligevel siger Netanyahu, at de fortsætter, indtil de har slået Hamas helt ned. Ingen ved i virkeligheden, hvad det betyder.« 

Du lader til at være fanget mellem at ville have et nyt styre i Gaza, men ingen krig? 

»Man må kombinere en militær tilstedeværelse med en eller anden form for forhandling. Du skal have afvæbnet Hamas. Der er ikke nogen gode løsninger, og det bliver ikke mig, som opfinder dem. Men hele verden er nu enig om, at den her form for krigsførelse ikke ender konflikten. Den forlænger den i al uendelighed.« 

(…) det er en delegitimering af Israels ret til selvforsvar, når man på én og samme tid siger, at Israel har ret til at forsvare sig og til at fjerne Hamas, men alligevel kort efter krigens udbrud begyndte at tale om proportionalitet. Kan man tale om de to ting på samme tid? 

»Det mener jeg godt, at man kan. For mig er det et spørgsmål om at vurdere, hvad Israel egentlig opnår ved at føre den form for krig, man gør. Er der noget som helst bidrag til en større langsigtet sikkerhed for Israel i en krigsførelse, der skaber så meget ondt blod?« spørger Mogens Lykketoft. 

(…)

Så er vi tilbage ved metaforen med slangen Hydra, som man ikke kan kappe hovedet af? 

»Ja,« siger han.
(…)

Benjamin Netanyahu har udtalt, at Israel hverken vil genbesætte eller tage styringen over Gaza, men afviser samtidig at lade det palæstinensiske selvstyre og Fatah-bevægelsen med Mahmoud Abbas i spidsen få indflydelse i den 41 km lange enklave. 

Internationale styrker vil heller ikke få lov til at overtage kontrollen, har han ifølge The Times of Israel sagt.

Hvordan mener Lykketoft, at en fremtid for Gaza kan se ud? 

»Som det er nu, kan det palæstinensiske selvstyre ikke overtage noget som helst, for det er totalt delegitimeret. Måske på grund af sin egen uduelighed, men ikke mindst på grund af at det i de sidste 15 år under Netanyahu er blevet svækket, fordi befolkningen på Vestbreddens vilkår er blevet ringere og ringere.« 

Hvad skal der så ske? 

»Der er brug for nye folk i ledelsen i Palæstina. Måske først et teknokratstyre, og så snart som muligt nyvalg til selvstyret i både Gaza og på Vestbredden. Men der er en frontal konflikt mellem USA og Netanyahu med racisterne og fascisterne i hans regering, når han afviser en ikke-terroristisk palæstinensisk administration af Gaza. Det er den nødvendige forudsætning for – som Biden også siger – at opnå et eller andet fremskridt hen mod en tostatsløsning.« 

»Helt uoverskuelige« konsekvenser 

(…)

I et år, 2015-16, var han (Mogens Lykketoft) formand for FN’s generalforsamling, og det blev en slags øjenåbner og et indblik i et verdenssamfund, der havde mistet troen på noget, han gennem årtier havde fortalt sig selv: 

At Vesten trods sine fejl og mangler blev set som garanten for en regelbaseret international orden, at vi var de gode, og at historiens store bue, når alt kommer til alt, ville svinge i vores retning. 

(…)

Kort efter han tiltrådte i sit nye job, blev det palæstinensiske flag hejst over FN-bygningen ved en ceremoni. 

»Det var overvældende, hvor mange regeringschefer og udenrigsministre der deltog i den flaghejsning. Når man har været i FN-systemet, forstår man bedre end mange mennesker den dybt rodfæstede fornemmelse af urimelighed over for en palæstinensisk befolkning, som er blevet fordrevet, besat, ydmyget og undertrykt i 75 år.« 

I højere grad end vi er klar over herhjemme, mener du?

»I meget, meget højere grad.« 

»Kernen af det her er ikke kun den humanitære katastrofe. Det er også de bølgebevægelser, konflikten udløser, som på alle mulige måder er skadelige. Ikke bare for Israels fremtid. Hvis konflikten fortsætter, har det også nogle geopolitiske konsekvenser, som er helt uoverskuelige.« 

Hvad mener du? 

»Hvis ikke Vesten for alvor engagerer sig i at få stoppet den ekstreme blodsudgydelse og skaber et perspektiv for en tostatsløsning, så har vores gennemslagskraft i denne verden, vores mulighed for at være nogen form for moraliserende forkæmper for menneskerettigheder og humanisme, fået et stød. Det var i forvejen et problem, at vi siden bl.a. invasionen i Irak har efterladt et indtryk af, at det ikke altid var os, der var forvalterne af en velordnet international verdensorden.« 

Hvis vi overhovedet har noget moralsk legitimitet tilbage, så er vi i gang med at miste den? 

»Ja. Til vores forbitrelse kan vi se, hvordan lande i den sydlige del af verden – Latinamerika, Afrika, Asien – ikke har taget stilling i krigen mellem Ukraine og Rusland. De stemmer måske nok for at fordømme den i FN, men de deltager ikke i sanktionerne mod Rusland. De vil ikke for alvor vælge side, for ”nå ja, der er jo så mange konflikter, som også Vesten har været en urimelig årsag til”. Det er deres oplevelse. Og det billede forstærkes i det omfang, at vi bliver identificeret med en uforbeholden støtte til Netanyahu og hans politik.« 

Og så er der det amerikanske valg, påpeger Mogens Lykketoft. 

»I forvejen så det ud til, at Joe Biden får enorme problemer med at slå Donald Trump. Nu har han fået et ekstra enormt problem.«

»En undersøgelse fra et par af de vigtigste delstater ved det kommende valg viste, at generationerne over 50 år var overvældende positive over for Israels ageren. I generationerne under 35 år var der langt mindre accept. Trods kritik har Biden fremstået som en ret ubetinget støtte for Netanyahu. Det er dødsensfarligt; svingstaten Michigan er den delstat i USA med flest vælgere af arabisk afstamning. De stemmer ikke på Trump. Men hvis de bliver hjemme, taber Biden.« 

»Og det er ikke bare de arabiske amerikanere. En ungdomsgeneration i USA sidder med en opfattelse af, at regeringen ikke gør nok for at stoppe Israels krig.« 

Mere antisemitisme – og had mod dansk-arabere 

(…)
Den 7. oktober har også påvirket den offentlige opinion i Danmark enormt. 

Titusinder går på gaden i København i solidaritet med Palæstina. Men også antisemitismen er voldsomt stigende. 

Mogens Lykketoft er enig i, at krigen har sat voldsomme spor i det danske samfund. 

»Det er helt frygteligt, når nogen lader det gå ud over sagesløse mennesker af jødisk baggrund. Det er en forfærdelig uskik, som vi skal gøre alt for at inddæmme. Men vi skal også være opmærksomme på, at rigtig mange almindelige, fredelige danskere med arabisk og palæstinensisk baggrund bliver skældt ud for det værste af det, der foregår.« 

Der er jødiske medborgere, som ikke tør at gå med davidsstjerner og skilte med deres religion. Der er sikkerhedstrusler mod jødiske lokationer. Men du nævner også, at mange medborgere af arabisk afstamning bliver skudt ting i skoene. Hvad mener du med det? 

»Der er ikke nogen grund til at nuancere fordømmelsen af enhver form for overgreb eller trusler mod det jødiske samfund. Jeg siger bare, at der også er ret mange mennesker i Danmark, som ikke har nogen som helst lod og del i Hamas’ grusomheder, der udsættes for en eller anden form for had.« 

Hvor ser du det? 

»Jeg har ganske mange bekendte og venner, også i det miljø. De føler virkelig, at mange mennesker betragter alle med arabisk baggrund som potentielle terrorister. Og behandler dem sådan. Det er helt urimeligt.« 

Jeg slutter af med at spørge Mogens Lykketoft, om han inderst inde nogensinde har været håbefuld om freden. 

»Ja,« siger han. 

Han var udenrigsminister fra 2000-2001. 

Camp David-forhandlingerne, hvor Bill Clinton forsøgte at mægle mellem Ehud Barak og Yasser Arafat, var kort inden brudt sammen. 

»Men når man talte med parterne, var der stadigvæk et håb om, at det skulle lykkes. Jeg har siddet til møder i EU’s ministerråd, hvor Shimon Peres (daværende israelsk udenrigsminister, red.) og den palæstinensiske udenrigstalsmand talte om mulighederne for at lave en korridor mellem Gaza og Vestbredden og investere i Gazas udvikling. I 2001 var det stadigvæk på tegnebrættet at finde en løsning.« 

Og hvad med nu? (…) Går vi mod lysere tider? 

»Jeg har vænnet mig til at være en bekymret optimist, hvad enten vi taler klima eller verdensfred.« 

»Men jeg lægger nok mere tryk på bekymret nu.« 

Den bedste julegave ville være, at Biden så virkeligheden i øjnene og takkede af

Joe Biden

Der er galskab nok i verden, og ingen har brug for en tydeligt alderssvækket præsident i Det Hvide Hus. Man kunne håbe, at Biden ville opgive at genopstille og skabe plads til yngre kræfter. Det skriver jeg om i denne klumme i Jyllands-Posten 13. december 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Er der en ende på galskaben?

Døden og ødelæggelsen i Gaza er hjertegribende vanvittig. Israels krigsførelse er ikke et rationelt selvforsvar mod Hamas’ bestialske terror, det er blodhævn mod et helt folk. Massedrabet på civile slår næppe de ansvarlige topterrorister fra Hamas ihjel. Derfor kræver det meste af verden våbenhvile nu. 

I det globale syd ses Vestens manglende afstandtagen fra Netanyahus krigspolitik som udtryk for kynisk dobbeltmoral om menneskeret. Krigen skaber risiko for mere ufred i hele regionen og verden. Der er terrorfrygt i Europa. Der er risiko for, at nationalistiske, fremmedfjendtlige og halvautoritære bevægelser kan nedbryde sammenhold i klimakampen og i krigen mod Rusland.

Endnu mere akut er det, at det amerikanske politiske system er totalt dysfunktionelt – bl.a. med åbenbar risiko for at bremse våbenforsyningen til Ukraine. Trump huserer som favorit til igen at blive amerikansk præsident. Han synes indstillet på at overlade Ukraine til Putin og måske opløse Nato; han vil stå endnu mere ensidigt på Netanyahus side imod enhver fred og tostatsløsning i Mellemøsten; han vil skærpe konfrontationen mellem USA og Kina og bakke ud af klimakampen til skade for hele kloden. Og han har utvetydige hensigter om – og vil måske få held til – at afmontere de demokratiske institutioner i USA.

Der var ellers fremskridt i sammenhold og handlekraft i Vesten som svar på Putins angrebskrig og en gryende forståelse af nødvendigheden af massiv indsats mod klimaforandringen – også fordi vi ikke kan lade despoter som Putin og Mohammed bin Salman sidde på toppen af en fossil energiforsyning. Præsident Biden fik trodset alle snubletrådene i den amerikanske Kongres og fik vedtaget en historisk lovgivning til gavn for grøn omstilling i erhvervslivet – og har opretholdt en høj beskæftigelse, som man skulle tro kunne hjælpe ham til genvalg.

Men den for hele verden livsfarlige situation er, at flertallet af amerikanske vælgere ikke kan se for sig, at Biden kan stå oprejst og handlekraftig som verdens vigtigste statsleder fem år frem i tiden, til han er godt 86 år. Desværre kan de heller ikke forestille sig, at vicepræsident Kamala Harris kan løfte opgaven, hvis den gamle mand falder ud. Desuden har Bidens meget ensidige opbakning til Netanyahu givet opbrud blandt de unge og selvfølgelig især de arabisk-amerikanske vælgere, der var en vigtig del af hans valgsejr i 2020. Risikoen er, at mange bliver hjemme på valgdagen eller stemmer på udsigtsløse tredjekandidater. Der skal kun ske meget lidt af dét for at fjerne den mindste chance for Bidens genvalg i 2024 – også selv om Trump ikke får flere stemmer end sidst.

Det er vanskeligt at få det sagt, men det bedste, Biden kunne sige her op mod jul, var, at han er stolt af de resultater, han mod alle odds opnåede, men at han indser, at det både på grund af strømningerne i vælgerhavet og hans allerede mærkbare alderssvækkelse har fået ham til at beslutte ikke at genopstille, og at han vil håbe Demokraterne kan samles om i stedet at opstille Californiens 56-årige slagkraftige og progressive guvernør Gavin Newsom. 

Det kunne også bane vejen for Kamala Harris som Newsoms afløser og placere en anden og mere slagkraft kvinde – gerne af farvet herkomst – som vicepræsidentkandidat. Jeg er næppe den eneste iagttager, der tror på, at en sådan kabale dramatisk ville styrke Demokraternes chance for både at fastholde præsidentposten og få flertal i Kongressen, så de nuværende lammelser i det amerikanske politiske system kan overvindes og hele verden ånde lettet op.

Indlægget udkom i Jyllands-Posten 13. december 2023

Mere fra min hånd om amerikansk politik

Mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider

Det kan undre, at mange i Vesten har en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider. Det skriver jeg om i mit seneste indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Vestlig dobbeltstandard og landkrig i Gaza  

Alle burde som vi uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1.400 civile i Israel – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Vi i Vesten anerkender Israels ret til at forsvare sig mod terror. Men retten er til selvforsvar, ikke til krigsforbrydelser. 

Og hvad er det at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur, moskeer og kirker?

Hvorfor har mange i Vesten en uens målestok for beskyttelse af civile på de to sider? Og hvorfor mangler der så ofte fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk.

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. Men generalsekretæren talte i fuld samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i Det Globale Syd, der mener, at vi i Vesten er meget geografisk selektive i vores forsvar for menneskeret og de internationale regler for krigsførelse.

Denne opfattelse kom skarpt til udtryk forleden, da Christiane Amanpour på CNN interviewede Jordans dronning Rania. Dronningen selv er palæstinenser af fødsel og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng. Hun forklarede med stærke personlige følelser flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der sat spørgsmålstegn ved Israels beslutning om at iværksætte en langvarig og blodig landkrig i Gazas gader og gyder:

Richard Haass er af jødisk afstamning, var udenrigspolitisk rådgiver for udenrigsminister Colin Powell og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitisk analytiker; jeg har selv som udenrigsminister søgt at lægge arm med ham om missilskjoldet og ved, at han er en hård hund.

Haass skrev forleden, at Hamas har fortjent at blive besejret. Men Hamas er mere et netværk, en bevægelse og en ideologi end en fast sammentømret organisation, skrev han. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse vælte ned over Israel. Risikoen er, at Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada i protest mod krigen og aggressive bosætteres voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen.

Derfor er Biden skeptisk over for landkrigen, men kan næppe holde Netanyahu tilbage. Haass opfordrer til, at USA presser Israel til at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en tostatsløsning.

Haass finder det prisværdigt, at Biden før krigen kritiserede Netanyahus angreb på Israels højesteret, men at USA må forstå og handle efter, at det er manglen på en løsning for palæstinenserne, der er den allerstørste trussel mod Israels demokrati.

Biden synes med sine seneste udtalelser at forstå dette.

Vi kan håbe på amerikansk handling mod dét, som den tidligere chef for Mossad Tamir Pardo har kaldt den israelske apartheidstat.

Både Netanyahu og Biden agerer lige nu for at bevare deres poster som statsledere – Netanyahu også for at undgå fængselsdom for korruption. Det er utilgiveligt, at han af den grund overspiller rollen som stor og blodig krigsherre. Hvis han vinder nye valg, er det lige så lidt i menneskehedens interesse som genkomst i USA for hans nære ven Donald Trump.

USA’s præsident har hverken personligt eller politisk varme følelser for Netanyahu, der i samarbejde med Republikanerne systematisk har underløbet både Obama og ham selv. Man må tilskrive og tilgive Bidens tilsyneladende helt enøjede opbakning til Netanyahu her under krigen som noget, han anser for uundværligt for at blive genvalgt som amerikansk præsident. Og et sådant genvalg er – givet alternativet – absolut i menneskehedens interesse.

Men uforbeholden støtte til Israels krigsførelse risikerer også i USA at give bagslag, fordi de palæstinensiske amerikanere er særligt talrige i nøglestaten Michigan, hvor de sidst sikrede Bidens spinkle sejr. Den demokratiske partirådgiver Waleed Shahid frygter, at denne gruppe i frustration undlader at stemme ved næste præsidentvalg.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 4. november 2023.

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Ingen udsigt til ende på rædslerne

Sandheden er, at alene USA kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne – det og mere i min seneste klumme i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

TRE UGERS RÆDSLER

Det er ubærligt så mange unge og uskyldige liv, der allerede er tabt i den uendelige krig om det hellige land. Det berører mig ganske særligt, fordi jeg i mere end 20 år har engageret mig til fordel for retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. 

Hamas’ afsindige terrorangreb med mord på 1.400 civile i Israel var en afskyelig forbrydelse, der ikke findes undskyldning for, og det er forståeligt, at reaktionen, sorgen og vreden er enorm i Israel. Gerningsmændene var selvmordspiloter i en ekstremistisk dødskult: Ingen af dem kan have været i tvivl om, at hævnen for massemordet ville ramme fra luften med tifold mere overvældende død og ødelæggelse i Gaza.

Efter tre uger er store dele af det overbefolkede og ludfattige Gaza udbombet. Halvdelen af de 2,3 mio. mennesker i enklaven, der ikke er større end Langeland, er sendt på flugt fra nord til syd under kaotiske og panikagtige forhold. Hundredtusinder er hjemløse og lever på den bare jord eller i telte. Lidelserne er ubeskrivelige. trods alle forudgående krige mellem Hamas og Israel har det aldrig været værre i Gaza: Dødstallet er på vej til 10.000, og mere end dobbelt så mange er lemlæstede. 4 af 10 ofre er børn. Meget lidt international nødhjælp får lov at komme ind til en civilbefolkning, som Israel i strid med alle krigens love har afskåret fra forsyninger af mad, vand og elektricitet. Hospitalerne bliver til lighuse, når operationer stopper, og kuvøser går ud, fordi brændstoffet slipper op. Nye, lange rækker af sårede er uden behandling. En endnu mere voldsom landinvasion af de israelske styrker ruller frem. 

USA’s præsident har opfordret til mådehold for at skåne civile, både for at få nok nødhjælp ind og forsøge at forhandle gidsler ud af Hamas’ fangarme. FN’s generalforsamling har med stort flertal krævet våbenhvile nu. Men intet ser ud til at få Netanyahu til at bremse. Hans hævnerretorik er frygtindgydende, Men folk i Gaza fortjener ikke at blive ofre for djævelsk fortolkning af retfærdighed, der bestemmer, at de skal sønderbombes, fordi de støtter Hamas-terroristerne. Det gør de nemlig ikke. 

Hamas vandt godt nok det eneste frie palæstinensiske valg tilbage i 2006. Det var en protest mod det såkaldte selvstyre, som ikke havde kunnet aftvinge Israel indrømmelser, der kunne føre Palæstina væk fra besættelse og undertrykkelse. Men halvdelen af Gazas nuværende befolkning var ikke engang født dengang – og opinionsmålinger fra lige før det aktuelle krigsudbrud viser, at det kun var 29 pct. af folk i Gaza, der var tilfredse med at blive regeret af Hamas.

Derfor burde alle gode kræfter samles om at afsætte Hamas-styret i Gaza ved andre midler end en langstrakt og blodig landkrig. Måske en midlertidig FN-administration forvaltet bl.a. af de arabiske stater, der har søgt fred med Israel – fulgt op af et reelt perspektiv om et selvstændigt Palæstina ved stop for bosætternes fremmarch på Vestbredden og reelle indrømmelser til et selvstyre, der får valgt en yngre ledelse med mere folkelig autoritet.

En sådan vandring mod fred tiltaler ikke Netanyahu og hans racistisk-fascistiske allierede. Men omsider fremføres tostatsløsningen igen med styrke af USA’s præsident. Og sandheden er – som altid – at alene USA som Israels allierede og beskytter kan lægge det nødvendige pres på Israel til at forfølge sine egne langsigtede interesser i forsoning med palæstinenserne. Den arabiske verden kan og skal hjælpe. Europa kan bidrage fra sidelinjen – ved at heppe på USA og afhjælpe den ekstreme nød og elendighed, krigen skaber.

Indlæg bragt i Jyllands-Posten 1. november 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

FOTO: Wikimedia Commons

Tale ved demoen Beskyt Civile Liv

28. oktober 2023 på Christiansborg Slotsplads

Demonstrationen var arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke, Care Danmark og Amnesty International – forlængelse af deres fælleserklæring med krav om VÅBENHVILE NU sammen med Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Flygtningehjælp, Oxfam Danmark og Red Barnet og flere end 600 andre internationale organisationer.

Min tale:

Det er fortvivlende og hjertesønderknusende at være vidne til de nye frygtelige begivenheder i Israel og Palæstina. Det er umuligt helt at fatte omfanget og smerten af den katastrofe, der rammer uskyldige mennesker.

Hele verden bør uforbeholdent fordømme den forbandede dødskult og menneskeforagt, der fik Hamas-terrorister til at myrde 1400 civile i Israel 7. oktober – og som nu udløser gengældelse og hævn med tidobbelt dosis af død og lemlæstelse i Gaza.

Israel har ret til at forsvare sig mod terror. 

Men er det selvforsvar eller krigsforbrydelse at afskære 2,3 millioner forarmede mennesker, der er indespærret på et areal på størrelse med Langeland, fra adgang til vand mad og elektricitet, sønderbombe boliger, hospitaler, livsvigtig infrastruktur. moskeer og kirker? 

Er der en forskellig målestok for beskyttelse af civile på de to sider i konflikten? Og hvorfor mangler så mange fokus på, at dét, vi aktuelt oplever, er et nyt hæsligt højdepunkt i en 75 år lang konflikt med ydmygelse, forarmelse, besættelse og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. 

Israel rasede forleden, da FN’s generalsekretær med stærke ord rev dette dystre fortæppe til side. 

Men generalsekretæren talte i dyb samklang med det store flertal af FN’s medlemslande i de globale syd, der oplever, at vi Vesten er meget geografisk selektive i vores respekt for de internationale regler for krigsførelse og værn om civiles liv og menneskerettigheder.

Antonio Guterres appellerede indtrængende om en våbenhvile for at beskytte civile og forhandle om frigivelse af gidsler.

Denne appel kom også skarpt til udtryk fra Jordans dronning Rania, da hun forleden blev interviewet af Christiane Amanpour på CNN.  Dronningen er selv palæstinenser af fødsel, og naturligvis for fred og imod terror mod civile i enhver sammenhæng.  Hun forklarede med stærke personlige følelser, flot og forbilledligt den palæstinensiske lidelseshistorie.

Heldigvis er der også israelere, der forstår den lange forhistorie til den aktuelle katastrofe. 

Én af disse – som jeg har den allerstørste respekt for – er Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik. 

Avner skrev dagen efter terrorangrebet mod Israel: og jeg citerer

Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske, Som nogen, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og derhjemme. Dusinvis taget som gidsler og slæbt ind i Gaza-striben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af tragedien. 

Vi kunne blive ved og ved om deres grusomme og kriminelle handlinger, 

eller fokusere på, hvordan vores jødiske overherredømme har bragt os hertil. Hvor svært det end er, så er det imidlertid vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om, hvad vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu været at “håndtere konflikten”. Gentagne israelske regeringer insisterer igen og igen på voldsanvendelse, som om det kunne ændre noget. De taler om “sikkerhed”, “afskrækkelse”, “at ændre ligningen”.

Alt sammen kodeord for at bombe Gaza-striben sønder og sammen, altid retfærdiggjort som rettet mod terrorister, men altid med store civile tab. Ind i mellem disse gentagne voldsrunder gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere, og agerer så overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om “normalisering” med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over den ufattelige krænkelse af menneskerettighederne, har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere.

Til sidst siger Avner 

Vores land besluttede – for årtier siden – at det er villigt til at sætte sikkerheden på spil for borgerne i vores byer til fordel for at bevare kontrollen over en besat civilbefolkning på millioner, alt sammen for en nybygger-messiansk dagsorden.

Tanken om, at vi kan “håndtere konflikten” uden nogensinde at skulle løse den, er igen ved at bryde sammen for øjnene af os. Det er lykkedes ind til nu, fordi kun få har turdet udfordre tanken. Disse hjerteskærende begivenheder kan ændre det. De skal. For vores skyld – alle os mellem floden og havet.”                                                                   

Det er den besindige, humanistiske israelers ord.

Fra en helt anden kant ovre i USA blev der også advaret mod Israels beslutning om at iværksætte en ny, langvarig og uhyre blodig landkrig i Gazas gader og gyder: 

Richard Haass er af jødisk afstamning, konservativ og var udenrigspolitisk rådgiver for USA’s udenrigsminister Colin Powell, og er anerkendt som meget skarp sikkerhedspolitiske analytiker.

Haass skrev forleden, at Hamas fortjener at blive besejret. Men han påpeger samtidig, at Hamas mere er et netværk, en bevægelse og en ideologi end det er en fast organisation. Derfor vil Hamas – eller noget, der ligner – bestå, uanset hvor længe man fører landkrig. Imens vil den internationale fordømmelse af de enorme civile tab vælte ned over Israel. Både civile og militære tab vil vokse yderligere, hvis Hizbollah angriber fra nord og Vestbreddens palæstinensere rejser sig i en ny blodig intifada mod aggressive bosættere, der dagligt udsætter dem for voldelige overgreb. Forholdet til de arabiske stater vil forværres. Konflikten kan sprede sig ud i hele regionen. 

Derfor, siger Haass – skal USA presse Netanyahu for at undgå udvidelse af krigen, stoppe bosætter-fremmarchen på Vestbredden og arbejde aktivt for at få opbygget en troværdig partner i det palæstinensiske selvstyre ved omsider at insistere på at vise en vej frem til en to-stats-løsning.

Haass siger også, manglen på løsning for palæstinenserne er en endnu større trussel mod Israels demokrati end Netanyahus angreb på Højesteret.

Præsident Biden synes med sine seneste udtalelser om nødvendigheden af at give nyt liv til to-stats-løsningen at forstå dette.

Vi må inderligt håbe på amerikansk handling mod dét som den tidligere chef for Mossad, Tamir Pardo, har kaldt den israelske apartheidstat. 

For der kommer ingen fred uden massivt amerikansk pres på Israels regering – herunder at sikre en midlertidig international administration af Gaza til erstatning både for Hamas’ terrorister og en blodig israelsk besættelse.

Vi i Europa – vi i Danmark – har en vigtig rolle med at støtte og tale for, at et sådant pres lægges fra USA’s side. 

Men her og nu må vi bidrage massivt med bistand til de uhyrligt mange ofre, konflikten allerede har skabt – og insistere på en ægte våbenhvile – ikke bare en såkaldt humanitær pause.  

Mere fra min hånd om den ulykkelige konflikt

Palæstina må reddes fra Netanyahu, Israel fra sig selv

USA har som Israels ven, sponsor og militære allierede pligt til at stille sig i spidsen for at tøjle Netanyahus frontalangreb på retssystemet og tanken om reelt palæstinensisk selvstyre. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske – offentliggjort 21. februar 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Misforvaltning af demokratiet

De fleste af os i min generation voksede op med enorm sympati for Israel som hjem for de overlevende fra historiens største folkemord. Vi var længe enøjede, når det gjaldt konsekvenserne for palæstinenserne. Israel blev kendt som det eneste demokrati i Mellemøsten, ustandseligt truet af hoben af fjendtlige arabstater. Men ved krigen i 1967 erobrede Israel hele det historiske Palæstina, og demokratiet omfatter derfor kun den ene halvdel af de mennesker, der bor under reel israelsk kontrol.

Benjamin Netanyahu er en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere. Han er villig til hvad som helst for at fastholde magten og undgå den truende domfældelse for korruption.

Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.

Angrebet på Højesteret

Den ny regering vil beslutte, at parlamentet skal kunne tilsidesætte Højesterets afgørelser og erstatte den uafhængige stand af dommere og anklagere med egne håndlangere. Det er kursen fra Viktor Orbáns Ungarn, der kopieres – men i et tempo, så Netanyahus afvikling af retsstaten betegnes som Orbán på steroider. Det har udløst masseprotester i den jødiske befolkning.

Desværre retter israelernes masseprotester sig endnu ikke mod, at Israel/ Palæstina er forvandlet til en apartheidstat uden udsigt til fred og forsoning: Det palæstinensiske »selvstyre« er mere magtesløst end »selvstyret« for de sorte i de såkaldte Bantutans i apartheidtidens Sydafrika. Bosætterne har fine veje, men palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder hæmmes af dårlig infrastruktur og uophørlig chikane ved israelske checkpoints. De er presset sammen og muret inde i små enklaver uden reelle udviklingsmuligheder. De er retsløst regeret af israelsk militær, der dag og nat foretager husundersøgelser og interneringer. Jødiske indbyggere i de folkeretligt ulovlige bosættelser på besat jord nyder derimod fulde israelske borgerrettigheder og militær beskyttelse: Det sidste gælder også, når de mest ekstreme af bosætterne straffrit overfalder deres palæstinensiske naboer og ødelægger deres ejendom. Blandt andet ved at fælde tusindvis af deres oliventræer. Civilsamfundsorganisationer – som blandt andet støttes fra dansk side – angribes og straffes med uvederhæftige anklager om terrorisme, når de kritiserer brud på menneskerettighederne.

Folkeretsstridig annektering

Den palæstinensiske stat, som FN’s medlemsstater med overvældende flertal har krævet i årtier, er reelt blevet umulig. Verdenssamfundet har kun reageret med kritiske resolutioner, mens Israels offensive bosætterpolitik har gennemhullet de palæstinensiske områder som en schweizerost. Med de mest højreradikale ministre i førersædet sættes nu endnu mere fart på at udvide bosættelserne og formelt annektere palæstinensiske områder. Annekteringen foregår mere stille, men er lige så folkeretsstridig som Putins forsøg på at flytte grænser med magt ved sin annektering af de østlige provinser i Ukraine.

Israel begrunder ethvert overgreb som indsats mod terrorisme. Terror mod civile på begge sider i konflikten skal ubetinget fordømmes. Terroren er en ond cirkel af gensidig gengældelse, hvor den ene side er en statsmagt med et af verdens stærkeste militær, mens den anden er en besat civilbefolkning. Det er vejen dybere og dybere ned i helvede, når palæstinensere reagerer på håbløsheden efter 55 års besættelse med vold, mord på civile israelere og raketter fra Gaza. Det giver hver gang Israel anledning til at slå endnu hårdere og blodigere slag tilbage mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det udfolder sig ikke mindst med den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza, som er spærret inde på et område på størrelse med Langeland under kummerlige forhold, uden mulighed for at forsørge sig selv: Verdens største åbne fængsel, hvor folk kun overlever på FN’s nødhjælp.

Freden må komme udefra

Håbet om fred og retfærdighed kan kun igen tændes udefra. Det sker ikke, medmindre USA som Israels ven, sponsor og militære allierede går i spidsen. Der er heldigvis tegn på, at mange i det magtfulde jødisk-amerikanske samfund kræver pres på Israel for kursskifte. Biden-regeringen har også reageret kritisk. Men risikoen er altid, at palæstinensernes tragedie overskygges af større krige, kriser og tragedier andre steder.

Europa har en nøglerolle i – også ved at appellere til USA –  at forhindre at det sker igen.

Vi har en moralsk forpligtelse til at redde palæstinenserne fra endnu værre undertrykkelse – og om overhovedet muligt at redde Israel fra sig selv.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Demonstration 13. februar mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og justitsminister Yariv Levins planer om at undergrave Israels Højesteret.

Fotograf: Oren Rozen via Wikimedia Commons