Many Americans have had enough. And now European governments must show active solidarity with Palestine
Will Trump finally bring Netanyahu to heel over Gaza? Will a changed – and more critical – public mood in the US gain political significance? Europe must step up. Danish Prime Minister, Mette Frederiksen must understand that Israel is not an outpost of democracy, but apartheid and massive oppression.
This is a translation of my commentary in Danish on Palestine in the Danish magazine Ræson on Aug 10th, 2026.
Commentary by Mogens Lykketoft, former Foreign Minister of Denmark and President of the UN General Assembly
Ten months ago, Trump got a plan approved to stop the war in Gaza. Unfortunately, the plan’s main consequence so far has been that the media have lost interest in covering the horrors the Palestinians continue to live under. Once again, there is also less attention on the active efforts of Israel’s current rulers to prevent, at any cost, the establishment of a Palestinian state—which the UN has demanded in vain for 80 years – and rather to drive the Palestinians as far as possible out of their homeland.
The crisis continues – in silence
It was in October last year that the American president received massive praise and applause from much of the world’s leadership for his plan. The UN Security Council approved the plan and had to leave it to Trump’s new “Peace Council” to carry it out. The agreement was that there would be a ceasefire and free access to supplies for the civilian population, who had lived through hell for two years and seen 75,000 killed and twice as many wounded or permanently disabled. The plan called for Hamas to be disarmed, accompanied by the establishment of a civilian Palestinian administration and an international peace force, and a starting an Israeli withdrawal from all of Gaza.
Most of the state leaders who applauded the American president’s peace plan probably had only the slimmest hope that he would maintain focus and put the necessary pressure on his close ally Netanyahu and his extremist partners in government. That doubt was unfortunately fully confirmed: Israel has since systematically undermined the agreement and continued to make life horrific for the Palestinian civilian population. According to the Palestinian Ministry of Health in Gaza, 1,255 Palestinians – many of them children and aid workers – have been killed by Israeli forces since the so-called peace was announced (figures as of 8/7 2026).
The Israelis have seized an ever-larger share of the small territory of Gaza and destroyed the remaining buildings in the occupied area. More than two million Palestinians are now crammed into the ruins of a completely destroyed society. They live in a prison camp the size of one third of the small Danish island of Langeland under wretched and unhygienic conditions, hunger and disease being daily realities. The Israelis have blocked the agreed access to necessary supplies of food, water, medicine, and tents, and sabotage aid efforts from outside, according to, for example, Human Rights Watch. In particular, Israel is waging war against UNRWA, the UN’s historic effort to maintain a bearable existence for Palestinians in Gaza and the West Bank.
Will Trump say no to Netanyahu?
A couple of weeks ago, Trump’s so-called peace council finally met and produced a more concrete elaboration of the peace plan. A heavily weakened Hamas declared itself willing to hand over its weapons at the same pace as the rest of the plan was implemented. But no -entirely predictably – Netanyahu’s government rejected the proposal, while continuing the barbaric ethnic cleansing in the West Bank, and the mass imprisonment and torture of Palestinian prisoners.
Will Trump finally put pressure on Israel, then? Hardly out of concern for the victims of Israeli war crimes. But reportedly, he is angry that he let himself be lured by Netanyahu into starting an offensive war against Iran, which is hurting him politically at home. The war is also greatly damaging for peace and development throughout the Middle East, the global economy in general, and the world’s poorest countries in particular.
When, occasionally, Trump tries to stop the Iran war, he is also aware that he must try to prevent Israel from levelling to the ground large residential districts in Beirut and many villages in southern Lebanon using the same modus operandi as in Gaza. Since March 2nd, Israel has killed 4,300 people in Lebanon according to the UN, and hundreds of thousands have become internally displaced. In a rare moment of clarity, a few weeks ago Trump said that Netanyahu did not need to knock down entire residential blocks in Lebanon and kill many civilians in order to hit a single opponent. Why didn’t he say that when the war in Gaza began?
The great American shift in opinion
At the same time, Vice President J.D. Vance made the Israelis aware that the US will soon be the country’s only remaining friend in the world! It is thus becoming ever clearer that there is a conflict of interest between Netanyahu and the US government:
It is not in the US’s interest to have even more geopolitical instability, which could very well be the result if Israel chooses to break up neighbouring countries like Syria, Lebanon, and Iran into fragments torn by civil war.
The mass killing of civilians in Gaza has shifted American public opinion, so that more people sympathize with Palestine and fewer with Israel – significantly so among the younger generation. This is resonating in the American election campaign, where Netanyahu’s wealthy friends in the lobbying organization AIPAC are finding it much harder than before to buy friends in the US Congress. In both major parties, a revolt is underway against decades of unconditional American support, regardless of how aggressively the state of Israel develops. It is telling that even in the world’s second-largest Jewish city, New York City, voters elected a new progressive, Muslim mayor who is critical of Israel’s policies—even with support from a large share of Jewish voters.
Attitudes toward Israel have also shifted dramatically in European public opinion. It reminds me, an old man, of the mobilization many of us as young people took part in against the US war in Vietnam. That was a protest which was to a great extent inspired by our peers in the US and which—albeit far too slowly—helped bring the war to an end.
An appeal to the European governments
We must maintain our engagement, even though the worst of the bombardment of Palestine is over. It is good that the governments of Norway, Ireland, Spain, the Netherlands, and others are speaking out clearly. It is also shifting in the UK and France. But an EU-wide response is being blocked by a Germany that, in its shame over Hitler’s horrifying genocide against the Jews, uncritically allows the State of Israel to carry out what, unfortunately, under any reasonable interpretation of international law, must be described as genocide.
It is feeble to only be able to agree on sanctions against a handful of violent settlers and settler goods, when everyone knows that the whole thing is directed and desired by Israel’s government.
Some European governments – including Denmark’s – have only moved from uncritical support of Israel’s “right to self-defence” to reactions against Israeli war crimes, far more muted than the reaction to Putin’s crimes in Ukraine.
One reason for the low profile of some European governments is the fear of challenging Trump, because they still hope – for our own safety – to maintain the US as a bulwark against Russian aggression in Ukraine. But the cost of this kind of pragmatism is that it brands us with double standards in much of the world.
This low profile is also supported by the fatalistic attitude that it is impossible to change the one decisive factor – the US’s unconditional backing of the State of Israel, which has made this state increasingly aggressive. This backing is indeed the result of many years of American politicians’ dependence on money from a few far-right Jewish billionaires, from AIPAC and the arms industry, and support among the Bible Belt’s evangelical Christian fundamentalists, who have become Trump’s core voters.
But this fatalism is probably misplaced in light of the new dynamic in American politics described above.
Face the realities
Another reason for the silence – or even defence of the State of Israel’s actions – is a lack of historical awareness and unwillingness to face today’s realities: My most fundamental disagreement with my old comrade-in-arms (Denmark’s prime minister) Mette Frederiksen is that for far too long – perhaps as a gut reaction of her aversion to Arab and Muslim immigration – she has clung to an image of Israel as an outpost of Western civilization, a democratic outpost in the Middle East that keeps the “savage Arabs” in check and prevents them from driving the Jews into the Mediterranean. But Israel is an occupying power and an apartheid state that violently oppresses and displaces Palestinians in the area it controls.
It is by no means a defence of Hamas’ terrorist attack on October 7, 2023, to point out that the conflict began at least 80 years ago, and that the people of Palestine have been subjected to endless abuses – displacement, ethnic cleansing, and occupation. All of their peace-seeking leaders have been deceived and discredited among their own people, because there was never any progress – only new setbacks and new humiliations. Terror is unacceptable – including state terror. Today, Netanyahu is the worst terrorist in the entire long conflict.
It is an outrage that, at political request, Denmark’s Director of Public Prosecutions brought a series of cases after Hamas’ attack, charging Danish citizens who had shown sympathy for the Palestinians – although hardly for Hamas’s terror – with supporting terrorism. Fortunately, the Supreme Court dismissed some of these dubious cases.
By far most of the Middle East’s countless conflicts over more than a hundred years have had two sources: Western great powers wanting to gain or maintain control of the region’s resources; And a United States that – for domestic political reasons – has one-sidedly supported the State of Israel, regardless of how aggressive it has become.
In the Middle East, Palestine is not “the mother of all conflicts.” But an important precondition for lowering the level of conflict in the region is that a solution be reached – with peace, rights, and access to a decent existence for the Palestinians. That is also why there is a need for us to engage far more forcefully in their cause. ■
Mogens Lykketoft (b. 1946) is an economist, graduated from University of Copenhagen (1971) and was a member of the Danish Parliament (Folketinget) 1981–2019, Minister of Taxation 1981–82, and Minister of Finance and Foreign Affairs 1993–2001, party chairman 2002–2005, including as prime ministerial candidate in the 2005 election. Speaker of the Folketing 2011–2015. President of the UN General Assembly 2015–2016. He wrote his first article for RÆSON on October 28, 2002.
ILLUSTRATION: Gaza, January 29, 2025 [photo: Jaber Jehad Badwan/Wikimedia Commons]
Krigen i Iran er storhedsvanviddets krig
Trumps krigsgalskab i Iran hjælper Rusland, skader Ukraine og verdensøkonomien – og hjælper desværre krigsforbryderen Netanyahu til genvalg. Hvis Trump havde kyndige rådgivere, ville de helt sikkert have frarådet ham den krig, han nu har kastet sig ud i. I stedet lyttede han til Benjamin Netanyahu. Mere om dét i mit indlæg i Jyllands-Posten 15. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Ny, gal storkrig i Mellemøsten
Verden var i forvejen gået fra forstanden, men for de fleste rakte fantasien ikke til en ny storkrig i Mellemøsten. Nu vælter det igen ned med død og ødelæggelse fra luften. De første tre døgn blev der fyret krudt af for 5 mia. dollars. Nye flygtningestrømme og politisk destabilisering truer over hele regionen, ryster den globale økonomi og den geopolitiske balance og skærper risikoen for terror. Dårskaben er total.
Ali Khamenei var en uhyggelig skikkelse, der gennem fire årtier har gjort enorm skade på sit land og sit folk, og senest har ansvaret for utalte tusinder af drab på landsmænd, der i de foregående uger krævede systemskifte i Iran. Få begræder hans død. Men ingen historiske erfaringer skaber tro på, at måden, hans liv sluttede, vil forbedre iranernes tilværelse og bane vej for fred i Mellemøsten. Selv mellem de værste fjender er der tradition for ikke at gå efter de andres ledere i krig, fordi det kan gøre det sværere at afslutte krigen. Opgør må vente til bagefter – som f.eks. med Milosovic.
Helt forståelig afsky for det iranske præstestyre og uvilje mod at konfrontere Trump har desværre betydet, at vestlige statsledere ikke højt og klart har sagt, at angrebet på Iran er en entydig krænkelse af al international ret – og sabotage af mulighederne for forhandling og forsoning.
Krig på falskt grundlag
Det er en åbenbar løgn fra Trump, at der var en umiddelbar trussel om et iransk angreb. Fra Oman, der søgte at mægle mellem USA og Iran, fortælles, at Iran var indstillet på at afstå fra enhver mulighed for at anskaffe sig atomvåben.
Meget få med indsigt tror, at luftbombardementer er en farbar vej til at få præstestyret til at falde sammen. Styret har stadig en million mand under våben til at holde befolkningen i skak i ruinerne.
Kyndige rådgivere ville utvivlsomt have advaret mod en krig uden klare mål og uden udsigt til hurtig sejr, men de sad ikke med omkring bordet i Mar-a-Largo.
Imidlertid var der selv i Trumps inderste kreds – vicepræsident J.D. Vance, udenrigsminister Marco Rubio, stabschef Susan Wiles og den øverste militære chef, general Caine – skepsis over for præsidentens beslutning om at åbne en ny storkrig i Mellemøsten.
Trump valgte alligevel krigen i et endnu et anfald af storhedsvanvid, der vel blev næret af heldet med at kidnappe Venezuelas præsident og tage landets olie i besiddelse. Den afgørende krigshvisker var Benjamin Netanyahu.
Bagmanden Netanyahu
Efter at israelske bomber dræbte Khamenei, er Israels leder indiskutabelt den værste nulevende terrorist i Mellemøsten: Han har ansvaret for årtiers undertrykkelse af palæstinensere, senest folkemordet i Gaza og den igangværende morderiske etniske udrensning på Vestbredden.
Han er også bagmanden for de nye katastrofer, der nu – ud over bomberegnen over Iran – også har drevet trekvart million mennesker på flugt i Libanon. Israels leder søger total militær overmagt i Mellemøsten og ser gerne de fjendtlige nabolande opløst i evige borgerkrige. Han forfølger sit mål med overvældende og hensynsløse bombardementer af civilbefolkningen, som vi har set det i Gaza gennem to et halvt år.
Denne krigspolitik er kun mulig, fordi den får opbakning fra USA, selv om amerikanernes reelle interesser fælles med resten af verden er at søge kompromis og forsoning.
Krig mod Iran har været Netanyahus mål gennem 30 år. Han har hos israelerne effektivt dæmoniseret Irans styre som deres farligste fjende. Derfor er den nye krig også hans bedste chance for – mod alle tidligere odds – at fastholde magten ved de kommende israelske valg. Hvilket i sig selv er en katastrofe for freden i regionen og for stumperne af demokratiet i Israel.
Obama-regeringens aftale med Iran i 2015 om at afstå fra udviklingen af atomvåben og åbne for økonomisk samkvem styrkede de moderate kræfter i Iran.
Alle verdens lande støttede aftalen – bortset fra Israel. Netanyahu modarbejdede den og fik Trump til i 2018 at rive den itu og indlede en ny, benhård blokade af Iran. Det fik imidlertid ikke styret til at falde sammen, men styrkede de ekstreme kræfter over for de moderate.
De seneste par år er Irans regionale magt imidlertid blevet voldsomt svækket af Israels sejr over Hamas og Hizbollah, Assad-styrets fald I Syrien og Israels og USA’s 12 dages krig sidste år mod de iranske atomanlæg, der afslørede fundamental svaghed i Irans kapacitet til missilangreb og luftforsvar. Derfor havde Netanyahu og Trump troen på en let og hurtig militær sejr. Derfor var Trumps forhandling med Iran kun en skinmanøvre, indtil den militære opbygning var fuldendt.
Ligesom i Venezuela er Trumps mål med den militære indgriben ikke at udbrede demokrati, men at finde en leder, der kan forvalte USA’s interesser. Men sådan én er vanskeligere at finde i Iran end i Venezuela og vanskeligere at finde, jo mere USA’s krigsminister, Pete Hegseth, begejstret udvider krigen fra angreb på militære anlæg til ødelæggelse af iranernes civile økonomi.
Med europæiske øjne
Set fra Europa er vanviddet ved denne krig også, at den russiske krigsøkonomi styrkes ved at presse olie- og gaspriserne voldsomt i vejret og svækker mulighederne for at levere missiler og antiluftskyts til Ukraine, fordi lagrene brændes af i Golfen.
Konsekvenserne for Trump hjemme er forhåbentlig et styrtdyk i vælgertilslutning efter at have startet en krig, han ikke kan forklare amerikanernes interesse i – og en krig, som risikerer at fastlåse amerikanske styrker i endnu en langstrakt konflikt, og som sætter fart i inflationen til skade for hans egne vælgere.
Men selv i bedste fald er det for resten af verden en meget kostbar omvej til at dæmpe galskaben og standse præsidentens kamp mod det amerikanske demokrati.
Mange ser de tilbagevendende konflikter i Mellemøsten som resultat af en særlig uforsonlighed hos folk i regionen. Men de seneste 80 år er de endeløse menneskelige lidelser i høj grad resultatet af vestlig indblanding med kup og krige i jagt på ressourcer og indflydelse.
USA’s brug af Israel som ”base” og den manglende vilje til at tøjle den israelske stat til at give plads og lige rettigheder til palæstinenserne har næret meget af uforsonligheden.
Indlægget blev trykt i Jyllands-Posten 15. marts 2026
Mere fra min hånd om forholdet mellem Iran og verden
Trumps fredsplan for Palæstina er en fuldkommen farce
Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer total ligegyldighed over for palæstinenserne og tilsvarende total uvidenhed om deres historie og kultur. Israel overtræder stort set dagligt planen. Mere om det i denne kronik i Politiken 3. marts, som jeg har skrevet sammen med Birgitte Rahæk. Læs den i avisen – eller nedenfor:
Hvilken plan? Hvilken fred?
FN’s Sikkerhedsråd vedtog 17. november 2025 med resolution 2803 (2025) at bakke op om Trumps såkaldte fredsplan for Gaza, og Danmarks ambassadør til FN, Christina Markus Lassen, sagde i sin stemmeforklaring bl.a., at »efter to års brutal konflikt i Gaza, tav våbnene endelig, da våbenhvilen trådte i kraft den 10. oktober«. Lad være at Israel allerede på det tidspunkt med sine daglige brud på våbenhvilen havde dræbt omkring 300 palæstinensere, et tal der 24. februar 2026 var nået op på 615 dræbte og 1.658 sårede.
Men endnu vigtigere er det at se på, hvad det egentlig var, Danmark og det øvrige Sikkerhedsråd (med undtagelse af Kina og Rusland) stemte ja til. Som noget af det første og vigtigste skulle alle militære handlinger ophøre. Men Israel har overtrådt aftalen mindst 1.620 gange fra den 10. oktober til den 10. februar 2026, kun i 18 af de forløbne 138 dage har der ikke været israelske angreb i Gaza.
Ifølge Gazas mediekontor har Israel 560 gange skudt mod civile, angrebet beboelsesområder uden for den ’gule linje’ 79 gange, bombarderet Gaza 749 gange og 232 gange ødelagt ejendomme samt tilbageholdt 50 palæstinensere fra Gaza.
Den danske ambassadør sagde videre i sin stemmeforklaring, at det er afgørende at sikre uhindret adgang for humanitær hjælp til Gaza i overensstemmelse med den internationale humanitære ret. Heller ikke det er sket. På intet tidspunkt har Israel ladet det nødvendige antal lastbiler med nødhjælp, dvs. minimum 500 om dagen, komme ind. Den første uge af februar svingede tallene mellem 4 og 102, den 5. februar kom der fx 25 lastbiler ind.
På samme måde har Israel på intet tidspunkt ladet det i forvejen meget lave tal på 50 syge palæstinensere, der behøver udenlandsk hospitalshjælp, komme ud. I alt er der tale om 15-20.000, der venter på tilladelse fra den israelske hær.
Andre har til gengæld ikke kunnet få lov til at komme ind i Gaza. Det gælder bl.a. medlemmerne af det laveste led i Fredsrådets ledelsesstruktur, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), som skal administrere Gazastriben. Ifølge FN skal komitéen »implementere de nationale aftaler, der skal sikre national enhed og afslutte splittelsen samt dens konsekvenser«.
Vi er ikke bekendt med, hvilke nationale aftaler der er tale om, for intet sted i Fredsplanen tales der om Vestbredden, hvor situationen forværres dag for dag med kombinerede IDF- og bosætterangreb mod den ene landsby efter den anden. Der kan man tale om etnisk udrensning i slowmotion. Hvad Gaza angår, insisterer Israel på, at tre gange så mange mennesker skal forlade området, i forhold til hvor mange der må komme ind.
Ambassadøren hilser det velkomment, at Fredsrådet har pligt til at rapportere til Sikkerhedsrådet. Det vides ikke, om dette har fundet sted, i hvert fald har vi ikke set nogen reaktion fra dansk side på de mange overtrædelser og forsømmelser.
Der har siden den 7. oktober 2023 været megen tale om de israelske gidsler, hvor de sidste – levende som døde – blev frigivet i overensstemmelse med den såkaldte våbenhvile. Til gengæld er der skrevet og talt meget lidt om de mindst 9.400 palæstinensiske såkaldte sikkerhedsfanger, som Israel har anholdt siden 7. oktober 2023, og som for manges vedkommende holdes fanget, uden at advokater eller Røde Kors har adgang til at tale med dem.
Alene i perioden fra 7. oktober 2023 til den 28. maj 2024 tilbageholdt Israel ifølge FN’s Menneskerettighedsråd (OHCHR) 8.910 palæstinensere, herunder 630 børn og 295 kvinder. Nogle blev senere løsladt uden at være sigtet.
Ifølge den israelske menneskerettighedsorganisation Physicians for Human Rights Israel (PHRI) døde der i perioden 7. oktober 2023 til 31. august 2025 94 palæstinensiske indsatte i de israelske fængsler. Tallet for de forudgående ti år var i alt 30. Fangerne døde efter tortur eller af mangel på medicinsk behandling, underernæring eller en kombination af det hele.
På den nyligt afholdte konference European Palestinian Network fortalte den palæstinensiske politiker og læge Mustafa Barghouti, at en af de fanger, der var blevet løsladt i forbindelse med gidseludvekslingen – og sendt i eksil – Nael Barghouti, som i alt har siddet fængslet i 44 år, havde fortalt, at han ikke ville tale om de første 42 års fangenskab, det var de sidste to år, der havde været de værste. Der rapporteres om daglig systematisk tortur i form af slag, voldtægter, udsultning, kulde og fravær af kontakt med omverdenen.
Der var til det sidste i den såkaldte våbenhviles første fase stor opmærksomhed om udlevering af – også døde – israelske gidsler, også Israel har udleveret flere hundrede døde palæstinensere, som bar præg af tortur, hvis de da ikke var så opløste, at man ikke kunne identificere dem.
Tilbageholdelse af lig er en ekstra straf, som det også fremgår af en absurd regel i Israel: hvis en indsat dør i fængslet, beholder fængselsvæsenet vedkommendes lig, indtil den fastsatte fængselsdom er udløbet. For øjeblikket tilbageholder Israel 766 palæstinensiske lig, hvoraf de 373 stammer fra tiden efter 7. oktober 2023; 88 af dem døde, mens de var i enten militærets eller fængselsvæsenets forvaring.
Lad os vende tilbage til Trumps fredsplan for Gaza eller rettere til hans såkaldte Fredsråd, som skal fungere som en overgangsregering i Gaza og kontrollere gennemførelsen af fredsplanen. Rådets formand er Donald Trump, som har udnævnt en direktion bestående af hans nære medarbejdere og svigersøn og den i Mellemøsten forhadte og foragtede Tony Blair. Palæstinensere er der slet ingen af i Direktionen!
Under den overordnede direktion har man anbragt Gaza Direktionen med nogle af de samme medarbejdere plus nogle arabere fra Qatar, UAE og Egypten samt et par milliardærvenner, blandt andre Marc Rowan, der netop er blevet knyttet til Epstein filerne.
Et af navnene på denne liste er Nickolay Mladenov fra Bulgarien, som yderligere er blevet udnævnt til High Representative for Gaza, i hvilken egenskab han skal forestå det overordnede arbejde med at gennemføre planen og, når det er nødvendigt, koordinere med ISF, den Internationale Stabiliserings Styrke i Gaza.
ISF skal ledes af den amerikanske generalmajor Jasper Jeffers, som Trump har udnævnt til posten. Det har knebet mere med at få andre nationer til at melde sig til styrken, som bl.a. har til opgave at afvæbne Hamas. Et af de villige lande var Tyrkiet, men dem ville Israel ikke have med. Selvom USA skal lede ISF, har de ingen planer om at sende tropper, og endnu har ingen forpligtet sig til at gøre det, da den primære opgave med at afvæbne Hamas ikke forekommer umiddelbart tillokkende.
Det er først når man når frem til det nederste led i Fredsrådets ledelseslag, nemlig den Nationale Komité til Forvaltning af Gaza (NCAG), at man støder på palæstinensere, tilmed hele 15 af slagsen anført af Ali Shaath, der i lighed med hovedparten af de 14 andre nyder almindelig anseelse blandt palæstinenserne.
Listen, som oprindeligt indeholdt 41 navne, hvoraf de 26 blev blokeret af Israel, er da også fremkommet efter samtaler mellem Hamas, Fatah og andre palæstinensiske organisationer i Cairo med De Forenede Arabiske Emirater i kulissen. Det er sigende for NCAG’s position, at da Ali Shaath for nylig skulle tale ved Fredsrådets første møde i Washington, stod han som den eneste på talerlisten opført med begrænset taletid: 2 minutter.
Sikkerhedskommissæren skal sammen med ISF sørge for, at Hamas deponerer sine offensive våben. Det er det, Hamas har accepteret, men Israel vil gå videre og forlange, at de også afleverer alle geværer.
Senest har Israel afvist NCAG’s logo, der ligner logoet for Selvstyret i Ramallah.
Ifølge Haaretz-journalisten Dahlia Scheindlin skyldes vreden, at Israels regering vil bevare herredømmet over hele Palæstina. For nylig sagde justitsminister Yariv Levin således: »Vi er nødt til at være i Gaza og i alle dele af Israels Land…ikke kun af sikkerhedsgrunde, men fordi Israels Land alene tilhører den israelske nation«.
Den palæstinensiske direktør for the Palestinian Center for Policy and Survey Research i Ramallah, Khalil Shikaki, leverer i EU Observer en sønderlemmende kritik af det, han kalder reformdagsordenen for Selvstyret, »som ikke er beregnet til at løse den palæstinensiske ledelseskrise. Den er beregnet til at hjælpe det internationale samfund med at undgå at konfrontere de virkelige årsager til palæstinensernes politiske kollaps: den israelske besættelse, fragmenteringen og den systematiske udhuling af palæstinensernes selvbestemmelse«.
Shikaki slår til lyd for, at før man går i gang med alle mulige kosmetiske ændringer af PA, skal palæstinenserne have mulighed for at afholde valg, sådan at den kommende ledelse kan få legitimitet i befolkningen.
Hele Trumps såkaldte fredsplan demonstrerer med al ønskelig tydelighed en total ligegyldighed over for palæstinenserne og en total uvidenhed om deres historie og kultur. Denne uvidenhed når tragikomiske højder i svigersønnens ’Projekt Solopgang’, hvor han viser, hvordan han forestiller sig et genopbygget Gaza i glas og stål og glimmer, et Middelhavets Dubai.
Men værre end den futuristiske by er næsten planen for det nye Rafah, som skal rumme over en halv million indbyggere i en by, som er formet som en kæmpemæssig bosættelse, der ligesom de illegale israelske bosættelser på Vestbredden står i demonstrativ kontrast til omgivelserne og viser, at deres bygherrer aldrig har haft tilknytning til området. Ved præsentationen sagde Jared Kushner, at der ikke var tale om blot at genopbygge noget, man skulle ændre et helt mindset.
Man kan ikke frigøre sig fra, at Trump-familiens ideer om rivieraen langs Middelhavet fortsat lever – uden palæstinensere!
Tilbage står, at det ikke er våbnene, der tier i Gaza, men derimod det internationale samfund og medierne. Det til trods for at den etniske udrensning fortsætter både i Gaza og på Vestbredden og i Østjerusalem.
Det må være på tide, at Danmark indkalder Sikkerhedsrådet til et nyt møde for ærligt at evaluere Israels manglende overholdelse af den vedtagne plan og indføre de behørige sanktioner, som man plejer i en sådan sammenhæng, jfr. sanktionerne imod Rusland.
Kroniken udkom i Politiken 3. marts 2026
Tale ved European Palestinian Network’s konference
På EPN’s konference i København 31. januar overrakte jeg netværkets priser til tre palæstinensere fra Gaza, der har gjort en betydelig indsats for Gaza og deres folk og også personligt lidt store tab: Wesam Hamada, mor til pigen Hind, der over telefonen bad om hjælp, mens bilen, hun sad i, blev beskudt israelske soldater, som også dræbte hende med deres skudsalver, samt de to journalister Weidan Abu Shammala, der netop har udgivet en bog med stemmer fra Gaza, og al-Jazeeras Wael al-Dahdouh, som rapporterede fra Gaza – også efter en stor del af hans familien var blevet dræbt.
Jeg holdt dagens keynote-tale (på engelsk), som Solidaritet har oversat til dansk. Den kan læses her.
Trumps støj skygger for de største kriser
Præstestyrets nedskydning af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning, men så stjal Trump al opmærksomheden. Uden internationalt pres fortsætter nedbrydningen af FN ligesom lidelserne i Iran, Gaza og Sudan. Det skriver jeg mere om i dette indlæg i Altinget 29. januar 2026. Læs indlægget i Altinget – eller nedenfor:
Verdensbilledet flimrer skræmmende
Fokus er mest på Trumps vanvittige udtalelser og aktioner med dagligt nye toldkrige, kravet om at eje Grønland og hans hjemlige morderiske bander fra ICE, der huserer i Amerikas storbyer.
Men fokus er også på Putins vedvarende galskab med at ødelægge Ukraine, som Trump ikke orker at standse ved pres fælles med Europa.
Andre forfærdende konflikter blegner eller forsvinder helt fra forsiderne på skrevne som elektroniske medier.
Den værste humanitære katastrofe lige nu – i Sudan – og andre store dødelige konflikter i Afrika og Myanmar forbliver fodnoter i vores nyhedsstrøm.
Præstestyrets nedskydning af tusindvis af demonstranter i Iran fik kortvarig dækning. Men nu er der dødelig tavshed – internettet er lukket ned, og fremmede er nægtet adgang.
Palæstinensernes enorme lidelser fortsætter trods den såkaldte fredsaftale, men omverdenens interesse falmer også, når der ikke længere er total krig, og Israel har fået sine gidsler frigivet. Desuden fortsætter Israel med at blokere mediernes adgang til Gaza, som ifølge UNRWA’s leder er det mest livsfarlige sted i verden for nødhjælpsarbejdere og journalister.
Der er grund til angst for, hvad Trump vil gøre og ikke vil gøre, når det gælder Iran og Palæstina: Netanyahu har om begge dele den amerikanske præsidents øre og ønsker kun Iran bombet og enhver tanke om en Palæstina-stat begravet gennem ruiner og fordrivelse. Netanyahu hyldes af Trump som den en store krigsleder, der bør benådes for sin hjemlige korruption og under ingen omstændigheder bringes for Den Internationale Straffedomstol for de forfærdende krigsforbrydelser, han er anklaget for.
Derfor har Trump truet med nye bombetogter mod Iran – angiveligt for at støtte demonstranterne mod præstestyret. Men de fleste Iran-kyndige vil sige, at Trump allerede varigt har skadet de moderate og fredsøgende kræfter i Iran: Han hev tæppet væk under dem ved at rive atomaftalen fra 2015 i stykker, og han har siden svækket en ny dialogsøgende præsident ved at bombe atomanlæggene i stedet for at genoplive aftalen fra 2015. Nye amerikanske angreb kan gøre det hele værre.
Et lille håb blev tændt om, at Trump omsider ville banke Netanyahu på plads med den såkaldte fredsplan for Gaza fra sidste oktober. Statsledere fra en stor del af verden – og fra næsten alle de arabiske lande – flokkedes i Egypten for at hylde den store leder fra USA. De var skeptiske over for planen, men ville pleje hans forfængelighed for at fastholde hans opmærksomhed på faktisk at skabe fred.
Intet tyder imidlertid på, at der uden massiv internationalt pres og opmærksomhed kommer reel fred for palæstinenserne – endsige noget, der bare ligner retfærdighed, hvor palæstinensernes nationale rettigheder anerkendes.
Planen taler kun om Gaza og har intet med om at standse den voldelige etniske udrensning af palæstinensere på Vestbredden og i Øst-Jerusalem.
Hidtil har planen betydet, at et par millioner sønderbombede mennesker i Gaza er presset sammen i telte og under klude i mudrede ruiner i et område, der er mindre end halvdelen af Gaza (dvs. mindre end halvdelen af Langelands areal). Israel har forhindret tilstrækkelige forsyninger med mad, vand, klæder, medicin og telte – og ikke mindst fortsat sin krig mod FN ved at blokere for UNRWA’s afgørende nødhjælpsindsats i Gaza og fysisk jævnet organisationens hovedkvarter i Jerusalem med jorden.
Næsten 500 palæstinensere er vilkårligt blevet skudt og dræbt af israelske styrker siden aftalen om våbenstilstand.
Israel har fortsat mere end halvdelen af Gaza besat, renser området for palæstinensere og sprænger systematisk resterende bygninger i stykker.
Det ser meget svært ud at enes om etableringen af den internationale fredsstyrke, der skulle bane vejen for israelsk tilbagetrækning fra hele Gaza, demilitarisering af Hamas og indsættelse af civil palæstinensisk forvaltning.
I håbet om, at der var en chance for alt dette, blev Trumps fredsplan ellers bakket op af et enigt sikkerhedsråd i FN – inklusiv den bizarre ide om et særligt fredsråd til at styre processen, der udpeges og dirigeres helt af Trump.
Denne ide er nu muteret til, at fredsrådet skal beskæftige sig også med alt andet end Gaza og synes at være endnu en brik i Trumps forsøg på at gøre FN irrelevant. På længere sigt kan et land kun være med ved at betale en milliard dollars i kontingent….til hvem?!
Det store flertal af FN-medlemslande er ikke med på dèn leg. De fleste i Europa siger nej tak. Nogle – især de arabiske lande og Tyrkiet – går vel med – alene i håb om at redde fredsplanen for Gaza. Men de skal dele rådet med Trump, hans golf-makker og dilletant-mægler, en voldsomt pro-israelsk amerikansk milliardær samt selveste ondets rod, Netanyahu. Desuden med svigersønnen, der allerede er begyndt at lave byggeplaner i Gaza, som ser mest ud til at være i familie med Trumps oprindelige vision om en riviera i Gaza uden palæstinensere.
Resten af verden skal råbe meget højt for at virkeliggøre dén plan, FN’s Sikkerhedsråd håbede at få ført ud i livet!
Keynote Speech at the European Palestinian Network Conference
My speech at the opening of the European Palestinian Network Conference in Copenhagen, January 31, 2026
Check against delivery
Dear all
The recipients of these rewards are testament of the extremely horrific living conditions for the entire people of Palestine.
As expressed by UNRWA the other day – Gaza is also the most dangerous place on earth for relief workers and journalists.
We are faced with an immense human tragedy and flagrant violation of all international law.
We urgently appeal to European and other governments, to react more strongly against the genocide in Gaza and the violent ethnic cleansing on the West Bank and in occupied East Jerusalem.
There is a huge risk that governments, media and the general public cast their attention elsewhere, because the total war is on pause, Israeli hostages are back, and rapid and concerning developments elsewhere on the globe absorb the attention.
But real peace for Palestine is nowhere near – and justice, freedom and self-determination for the Palestinians are even further away.
Two million people in Gaza are caught in muddied ruins, in ravaged tents or under the open sky, without the promised supply of food, water, medicine, shelter – and with no prospect of a decent life in sight. At the same time, the number of illegal settlements on stolen Palestinian land on the West Bank is exploding.
Europe must call for full and rapid implementation of the so-called American peace plan for Gaza as it was approved and understood by the Security Council of the United Nations.
The peace plan is weak and vague. And even worse – it is not being implemented in the least.
The composition of the so-called Peace Council is extremely counter-productive for successful implementation. President Trump gives himself veto power and he has very close relationship with Benjamin Netanyahu. The Israeli prime minister was against the peace plan and will do whatever he can to maintain Israel’s iron grip on Gaza. He will try to stop any movement towards phase two in the peace plan. He openly says he will destroy any possibility of a Palestinian state. He continues the destruction of buildings and infrastructure in the major part of Gaza, still occupied by Israel. Netanyahu’s government is perpetrating the most lethal and dangerous terrorism by far, seen during the hundred years of fight over Palestine. And his most extremist coalition partners openly talk about driving the Palestinians out of Palestine.
That’s why we must call for the strongest international attention and pressure on the governments of Israel and the United States – from progressive forces inside both countries as well.
We must demand an immediate end to the random killing of Palestinians in Gaza – which continues even after the declaration of the cease fire.
We must demand also an immediate end to all the Israeli restrictions and limitations to both local and all international relief efforts. The open warfare against UNRWA and other UN organizations must end. All supplies and equipment for decent survival must be given immediate free access.
Basic security in Gaza can only be reached with rapid deployment of the international peace force, paving the way for Israeli withdrawal from the occupied major part of the Gazan territory, demilitarisation of Hamas and the establishment of a civilian Palestinian administration and police force.
We must call for Arab and other Muslim as well as European countries to contribute to the peace force.
We appeal to Europe and the whole international community to keep up pressure to free the thousands of Palestinians who are detained in Israeli prisons and camps – without charges or unjustly convicted to excessive or lifelong imprisonment – among them Marwan Barghouti.
We need popular Palestinian leaders to be free, so they can contribute to a much-needed reconstruction of the Palestinian Authority into an elected and representative institution.
We must appeal for sanctions against trade with illegal Israeli settlements, against leading figures in the settlement movement and political and military leaders responsible for war crimes.
We must call on European governments to actively support and secure free access and free reporting for journalists to the Palestinian territories, so the cruel truth of genocide and destruction can be documented after years of determined efforts to keep free media away.
And let us never give up the demand from the overwhelming majority of member states in the United Nations for Palestinian statehood.
Speech held at The European Palestinian Network Conference in Copenhagen 31st of January, 2026
Putin driver gæk med Trump, mens Europa ser til fra tilskuerpladserne. Vi glemmer vores eget ansvar – ikke mindst, når det gælder Gaza
Læs min nytårsartikel i Ræson – eller nedenfor
Er Trump virkelig på sporet af Nobels Fredspris?
Af Mogens Lykketoft,
fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling
Det er en frygtelig verden lige nu; Hundredtusindvis af mennesker er i årets løb døde af sult og sygdom, fordi Trump har skåret dramatisk ned på den globale humanitære bistand ved at kvæle USA’s udviklingsprogram (USAid) og fjerne bidrag til FN’s programmer. En række europæiske lande med Storbritannien og Tyskland i spidsen har desværre også skåret ned på hjælpen til verdens mest sårbare mennesker for at opruste mod et aggressivt Rusland. Som om vi ikke i Europa har både moralsk forpligtelse og egeninteresse til at finde penge til begge formål!?
Konflikterne i Sudan og Sydsudan koster i ufatteligt omfang død og lidelse blandt civilbefolkningen. Ikke mindst Golfstaterne holder borgerkrigene ved lige med våben til de krigende parter. Men hverken USA eller Europa bruger nok kræfter på at standse vanviddet.
I DRC-Congo, hvor Trump ellers påstår, at han har skabt fred, hærger årtiers frygtelige kampe videre, næret af indblanding fra nabolandene.
i Ukraine og Palæstina trækker konflikterne fortsat blodige spor fra over hundrede års krige og overgreb. Det skaber ustabilitet i Europa og hele den mellemøstlige region.
Ukraines kamp mod Putins aggression begyndte med erobringen af Krim og starten på russisk infiltration i Donbas for snart tolv år siden. Intet land i Europa har de seneste hundrede år lidt mere under krige og despoters forbrydelser end Ukraine. Ekstra rystende er det, at Ruslands totalkrig mod Ukraine nu har varet lige så længe som Anden Verdenskrig varede på østfronten.
Historien forklarer, hvorfor en udmattet præsident Zelenskyj kæmper tappert videre. Men han kan kun redde sit lands frihed med massiv opbakning fra både Europa og USA, og det er livsfarligt, når vi ikke har fælles front mod Putin.
For nogle dage siden tændtes et håb om, at Trump omsider ville lægge kraft bag en fredsplan sammen med Zelenskyj. Men vi har allerede mange gange set, hvor ufatteligt nemt det er for Putin at sno Trump om sin lillefinger. Dagen efter det seneste møde med den ukrainske præsident tog Trump Putins påstand om et ukrainsk angreb på en af hans mange boliger for gode varer og blev forarget på Putins vegne! Men Putin udvikler jo bare nye løgne som påskud til at fortsætte erobringskrigen, uden at USA siger stop. Trumps ønske om hurtigt at standse krigen modarbejdes hele tiden af hans naive forestilling om, at Putin vil fred uden at komme under massivt pres.
Har Trump en mere sikker hånd til at skabe fred for Palæstina? I oktober flokkedes statsledere fra en stor del af verden til Egypten for at hylde den amerikanske præsident for aftalen om våbenstilstand i Gaza. Det skete i håbet om at kunne fastholde Trumps opmærksomhed til faktisk at gennemtrumfe alle faser i aftalen, selv om Netanyahu formentlig hele tiden vil lede efter påskud til at bryde den og forblive som krigsførende besættelsesmagt i Gaza.
Realiteten er, at Israel graver sig ned i den større halvdel af Gaza-enklaven, og at mere end 400 palæstinensere er dræbt af israelske våben, siden den såkaldte våbenstilstand trådte i kraft.
Der er langt fra etableret fri adgang for nødhjælp som aftalt. Israel blokerer for størstedelen af de nødvendige forsyninger med det påskud, at de jordiske rester af det sidste israelske gidsel endnu ikke er udleveret: Det er imidlertid ikke mærkeligt, hvis de sidste lig-rester ikke er fundet endnu. Der ligger også tusindvis af palæstinensiske dødsofre ukendte steder under Gazas enorme ruinbunker.
Situationen lige nu er, at to millioner mennesker er fastlåst i ubeskrivelig elendighed i en mudderpøl af en ruinbunke på område, der er mindre end halvdelen af Langeland. Der ikke nok mad, rent vand, medicin eller tåleligt husly. Spædbørn dør af kulde. Det er vanskeligt for nødhjælpsarbejdere udefra at komme ind, og der lægges hindringer i vejen for FN’s UNRWA, der ellers har det største netværk af folk inde i Gaza til at formidle bistand.
Der er brug for skærpet opmærksomhed fra omverden. Mediernes interesse er aftaget efter våbenstilstandsaftalen, men Israels blokering af adgang til Gaza betyder også yderst begrænset adgang til at dokumentere de voldsomme krigsforbrydelser og ødelæggelser. Det fastholder mange – især i Israel og USA – i fornægtelse af katastrofens omfang.
Fremgang til næste fase i aftalen forudsætter indsættelse af en international fredsstyrke, så Israel kan rykke helt ud af Gaza, forsyninger kan flyde frit, at Hamas afmilitariseres, og der kan etableres et palæstinensisk lokalstyre uden Hamas.
Men der er lang vej til enighed om fredsstyrken. Kun Indonesien har budt på at sende et større kontingent. Israel afviser en række lande som deltagere, og bl.a. Saudi Arabien afviser at engagere sig, selv om stærke arabiske og europæiske bidrag er påkrævet.
Europa har en særlig forpligtelse til at lægge mest muligt pres på Israel og Trump – både for at næste fase i aftalen ført ud i livet og for at standse den voldelige etniske udrensning på Vestbredden, som Trumps ’fredsaftale’ end ikke forholder sig til.
Efterskrift
I midten af december deltog jeg i et møde i Rådet af tidligere Formænd for FN’s Generalsamling (UNCPGA) i forbindelse med møde i Riyadh, Saudi Arabien, i United Nations Alliance of Civilisations.
Vi havde mødtes med den ene af de saudiske udenrigsministre, der forklarede, at hans land ikke agtede at deltage i en fredsstyrke i Gaza, men vil overlade det til ’Israels venner’. En bekymrende melding.
UNCPGA udtalte sig om de aktuelle konflikter med følgende tekst om Palæstina/Israel (dansk version nedenfor):
The comprehensive peace plan proposed by the President of the United States to end the Gaza conflict, as endorsed by the UN Security Council, is the framework for ending the extreme suffering in Gaza. There is an urgent need to stop all the bloodshed and give full humanitarian access, including the important presence of UNRWA. UNCPGA deplores the significant loss of Palestinian lives after the ceasefire was agreed upon. It supports the rapid deployment of an international security force and total Israeli withdrawal from Gaza and appeals to the international community to act against further settlement activity in the West Bank. UNCPGA calls for all parties to refrain from committing acts that can cause obstacles to the peace process. It also supports Palestinian self-determination in the framework of the two-state solution.
Dansk version af erklæringen:
Den omfattende fredsplan, som USA’s præsident har foreslået for at afslutte Gaza-konflikten, og som godkendt af FN’s Sikkerhedsråd, udgør rammen for at afslutte de ekstreme lidelser i Gaza. Der er et presserende behov for at stoppe al blodudgydelse og give fuld humanitær adgang, herunder UNRWA’s vigtige tilstedeværelse. UNCPGA beklager det betydelige tab af palæstinensiske liv, efter våbenhvilen blev aftalt. UNCPGA støtter den hurtige udsendelse af en international sikkerhedsstyrke og en total israelsk tilbagetrækning fra Gaza og appellerer til det internationale samfund om at handle mod yderligere bosættelsesaktiviteter på Vestbredden. UNCPGA opfordrer alle parter til at afholde sig fra at begå handlinger, der kan skabe hindringer for fredsprocessen. Den støtter også palæstinensisk selvbestemmelse inden for rammerne af tostatsløsningen.
Trumps kynisme er uden grænser. Det er svært at tro, han har handlet af omsorg for palæstinensiske liv
Det er svært at tro, at ‘fredsmægleren’ Trump handler af omsorg for palæstinensiske liv, eller andre for den sags skyld. Trump læser vælgerstemninger, og i USA er der, især blandt de yngre, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne taler de om folkemord nu. Læg dertil profitable handler med de rige arabstater, som nok betyder mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. Det skriver jeg om i dette indlæg i Politiken 5. november. Læs det i Politiken – eller nedenfor:
Lang vej til fred, retfærdighed og forsoning i Mellemøsten
Mogens Lykketoft, tidl. udenrigsminister
og formand for FN’s Generalforsamling
DET VAR PÅ en gang håbefuldt og farceagtigt, da Trump for en måned siden lod sig hylde af en lang række statsledere fra Europa, Mellemøsten og Asien som den store mægler for fred i Israel/Palæstina. Håbefuldt fordi det altid har været indlysende, at kun USA kunne tvinge Israel væk fra folkemordet i Gaza; farceagtigt fordi man med større ret kunne bebrejde USA at der først nu – måske, og to år for sent – lægges tilstrækkeligt amerikansk pres på Israels regering.
Det var også bekymrende, at den selvudnævnte fredsmager kom til topmødet i Sharm El-Sheik i Egypten direkte fra sin hyldesttale til Netanyahu i Knesset, hvor han i grunden fremstillede de sidste to års massakre på Gazas land og folk som en fælles sejr for USA og Israel.
Det er svært at tro, at Trump har handlet af omsorg for palæstinensiske liv. Hans kynisme er uden grænser: Hans ødelæggende nedskæringer af den globale nødhjælp vil, ifølge en tidligere direktør i USAID, føre til 14 millioner flere døde frem til 2030. Når Trumps plan for Mellemøsten skaber håb – efter hans og Bidens uhyggeligt aktive politiske og militære støtte til Israels krig i de forløbne to år – er der to forklaringer, som intet har at gøre med humanitet eller modstand mod krigsforbrydelser: Trumps spidskompetence er at læse vælgerstemninger, og der er i dag, specielt hos den yngre generation i USA, mere sympati for palæstinenserne end for Israel. Også blandt Republikanerne begynder de at tale om folkemord. Desuden betyder profitable handler med de rige arabstater nok mere for Trump-familien end venskabet med Netanyahu. De ellers lige så kyniske herskere i Saudi-Arabien, Emiraterne og Egypten føler også et voldsomt pres fra deres befolkninger for at komme Palæstina til undsætning, og derfor har herskerne presset på over for Trump.
TRODS DETTE er der frygt for, at USA også i fremtiden vil tilgive Israel alle nye brud på våbenstilstanden. Det sidste har vi fået bekræftet, når USA siger, det går godt, selv om rigtig mange palæstinensere siden våbenhvileaftalen er blevet dræbt af israelske styrker, og den fulde åbning for nødhjælpen stadig ikke er realiseret på grund af israelsk obstruktion.
Der er begrundet mistanke om, at Netanyahu og hans ekstremistiske koalitionspartnere kun midlertidigt har bøjet sig for det amerikanske pres, men lurer på ethvert påskud til at genoptage udryddelseskrigen mod Gaza. Derfor er der brug for permanent ’Bibi-sitting’ med amerikanske regeringsfolk permanent til stede i Israel for at holde ’Bibi ’Netanyahu fast på aftalen. Vi må håbe, at det faktisk sker.
Israels og USA’s fælles kampagne mod FN’s organisation for de palæstinensiske flygtninge -UNRWA – er i øvrigt en selvstændig blokering for hurtig og retfærdig fordeling af nødhjælp, for UNRWA har som de eneste folk og apparat inde i Gaza til effektivt at løse opgaven. Men Israels krig er ikke kun mod palæstinenserne, men mod FN og alt hvad verdensorganisationen har forsøgt at gøre for at lindre og løse konflikten de seneste 78 år.
Afgørende svagheder ved Trumps 20 punkts fredsplan er, at der ingen udsigt er til hurtig indsættelse af en international fredsstyrke til at demilitarisering af Hamas og Israels tilbagetrækning fra den halvdel af Gaza-striben, som fortsat holdes besat. Desuden indeholder planen intet om at standse de voldsomme overgreb med røveri af land, mord og brand fra militante bosættere og israelsk militær, der medfører forceret etnisk udrensning af palæstinensere på Vestbredden. Der er ingen som helst sikkerhed for en vej til retfærdighed og sikkerhed for palæstinenserne – endsige en begyndende genopbygning af et Gaza, der er jævnet med jorden.
PALÆSTINA BEHØVER en ny ledelse, der har autoritet. Det er et skræmmende udtryk for Israels modstand mod fred og frihed for palæstinenserne, at Marwan Barghouti ikke har været blandt dem, der som del af den seneste gidseludveksling blev løsladt fra israelsk fangenskab. Barghouti er den mest populære palæstinensiske leder, han er ikke Hamas, men tilhænger af en retfærdig fred med Israel. Han kunne blive Palæstinas Mandela, hvis der kom en forhandlingsvillig modpart, som det skete i Sydafrika.
Der er overvældende behov for, at Europas og Mellemøstens lande gør alt muligt for at lægge maksimalt pres på Israel og nurse USA’s forfængelige præsident til at håndhæve sin 20 punkts plan – og til at sikre fremskridt på alt det, planen ikke omhandler.
Det er vigtigt at forstå, at en del mennesker i Europa, mange i USA og det store flertal i Israel har været under en blanding af massiv fornægtelse af og mangelfuld information om krigsforbrydelser og folkemord. Fornægtelsen er hjulpet på vej af flere målrettede drab på journalister inde i Gaza end det er set i nogen anden konflikt.
Vi må nu insistere på fri adgang for medierne til at dokumentere den civile massedød og totale ødelæggelse af Gaza. Afdækningen af forbrydelserne kan styrke sagerne om folkemord og krigsforbrydelser ved Den Internationale Domstol og Straffedomstolen. Det kan især bidrage til en afgørende erkendelse, ikke mindst hos folk i USA og Israel, der har været fornægtere: Israel er den militære supermagt i Mellemøsten. Men med den hidtidige kurs og ledelse vil landet være stemplet som paria-stat, der aldrig kan få varig fred. Åbenhed og opgør med Israels krigsforbrydelser vil være et vigtigt første skridt i en lang proces hen mod en tilstand i det historiske Palæstina, hvor israelere og palæstinensere har samme frihed og samme rettigheder.
Indlægget blev bragt i Politiken 5. november 2025
Mere fra min hånd om
På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb
Et meget store flertal af FN’s medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden – det skriver jeg om i denne min sidste klumme i Berlingske. Man kan fortsat læse, hvad jeg skriver rundt omkring, her på min hjemmeside.
Læs den sidste klumme i avisen – eller nedenfor ⬇︎⬇︎
Den sidste bedste chance
Det rygtes, at Donald Trump for kort tid siden ringede til Jens Stoltenberg for at spørge, hvordan han kunne få Nobels Fredspris.
Trump fortæller jo vidtløftigt, at han har afsluttet syv konflikter. Han har dog hverken styr på navnene på de lande, han påstår at have skabt fred imellem, eller deres placering på verdenskortet.
Flere af konflikterne ulmer stadig, og flere af aftalerne om fred blev skabt af parterne selv, før USA’s præsident kom ind og påstod at have en andel.
Jeg håber, at Stoltenberg har svaret Trump, at han modarbejder fred i nutid og fremtid ved at ødelægge USA’s og FN’s humanitære programmer samt den globale klimaindsats – og ved at undlade at bruge USA’s enorme magt til her og nu at standse Ruslands og Israels krigsforbryderiske felttog.
Trump har ingen vej til en fredspris, medmindre han sammen med Europa yder maksimal og stabil støtte til Ukraine, indtil Putin forstår, at han ikke kan vinde ved at fortsætte sin aggressionskrig.
Vejen er også lukket, medmindre han her og nu beordrer Netanyahu til at standse folkemordskrigen i Gaza og fordrivelsen af palæstinenserne, straks få åbnet for forsyninger, og for at en international fredsstyrke kan overtage kontrollen i Gaza.
Trumps udgydelser på tværs af alle realiteter så vi i den timelange tirade på FN’s Generalforsamling, hvor han klagede over eskalator og teleprompter og trampede rundt i FN’s afmagt.
FN’s afmagt
Men afmagten skyldes i al væsentlighed hans egen indsats for at lamme verdensorganisationen ved vetoer i Sikkerhedsrådet, forlade klimaindsatsen, trække milliarder ud af den humanitære indsats – herunder Verdenssundhedsorganisationen, WHO – og modarbejde Menneskerettighedsrådet.
Hans angreb på FN som ansvarlig for de ukontrollerede folkevandringer er også totalt malplaceret.
Ansvaret ligger hos regeringer i begge ender af vandringerne og hos den rige verden, der har forsømt at løfte Det Globale Syd ud af fattigdom.
Jeg hører også i vores hjemlige debat toner om, at FN har udspillet sin rolle. FN har brug for reformer, ja. Men FN bliver aldrig stærkere end summen af opbakningen fra medlemslandene – og ikke mindst de største af dem.
FN er uhyre sårbart, når man modarbejdes politisk og økonomisk af det mægtigste medlemsland.
USA’s daværende præsident Roosevelt var om nogen den drivende kraft i for 80 år siden at skabe FN som »den sidste, bedste chance« for at befri kommende generationer for krigens svøbe og bane veje for global velstand gennem samarbejde og samhandel.
Roosevelt og mange af hans efterfølgere forstod helt, at USA’s enorme militære og økonomiske magt bedst kunne bidrage til en bedre verden via samarbejde gennem FN og gennem et netværk af alliancer. Da jeg som FN-formand havde lejlighed til at tale med præsident Obama, var det også hans klare forståelse.
Det er ikke Trumps forståelse. Derfor har vi andre en ekstra stærk forpligtelse til at holde verdensorganisationen i live og respekteret til en ny og lysere tid efter Trump.
Trumps misforståelse
Det meget store antal medlemslande ønsker en regelbaseret verdensorden – uden en enkelt dominerende og blokerende supermagt. Medlemslandene har brug for FN’s underorganisationer til at formulere handlingsplaner for en bedre verden.
Det er for eksempel, hvad WHO, har gjort gennem næsten otte årtier og derved haft afgørende betydning for, at menneskeheden i dag lever i gennemsnit 20 år længere, end da jeg blev født for snart 80 år siden.
Der må bakkes op om FN, også når medlemslandet Israel, som FN har medansvar for at have skabt, direkte fører krig mod hele FN-systemet – og ikke mindst den palæstinensiske flygtningeorganisation UNRWA, der har haft en meget stor andel i det palæstinensiske folks overlevelse i eksil, besættelse og krig.
Anerkendelsen af Palæstina
Også derfor er det så utåleligt, at Danmark stadig ikke er blandt de 159 FN-lande, der har anerkendt Palæstina: For denne sag handler også om at vise respekt for FN’s vedtagelser og hele indsats.
For kun ti år siden forstod supermagter som USA og Kina, med vedtagelsen af verdensmålene og klimaaftalen, menneskehedens fælles interesse i fred, udvikling og klimaløsning. Vi må bevare troen på, at de store magter igen erkender, at dette er vigtigere end deres interessemodsætninger.
På den anden side af Trump, Putin og Netanyahu er FN forhåbentlig stadig verdens sidste, bedste håb.
PS: Dette er sidste udgave af min faste månedlige kommentar i Berlingske. Det er ikke mit valg, men avisens. Jeg takker for nogle år med storsind til at trykke meninger, der ofte var modsat chefredaktionens.
Mogens Lykketoft er fhv. dansk udenrigsminister og formand for FNs Generalforsamling
Mere fra min hånd om FN