Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Skandaløst spillerum for udbytteskat

Af hensyn til erhvervslivet

Dokumentationen i Jesper Tynells bog om, hvordan banker og erhvervsliv havde held med systematisk at forhindre embedsværkets vedholdende bestræbelser på at forebygge svindel med udbytteskat, er overvældende. Bogen, Af hensyn til erhvervslivet, er uhyrlig og overordentlig vigtig læsning. Mere om den i min anmeldelse i Information 10. november 2022. Anmeldelsen kan også læses nedenfor:

Jesper Tynells bog er 400 siders overvældende dokumentation om en grotesk skandale

Sagen om udbytteskat var en forudset skandale, der udfoldede sig på grund af erhvervslivets og bankernes lobbyisme – og den er langt større end de allerede dokumenterede 12,7 milliarder, der uretmæssigt strømmede ud af den danske statskasse.

Der var nemlig kloge og vedholdende embedsmænd, der i mere end ti år råbte op for at standse vanviddet, men deres råd blev ikke fulgt. Erhvervsorganisationerne med bankerne i spidsen havde held til at bremse alle tilløb til effektivt at forhindre, at aktionærer uretmæssigt fik udbytteskat retur.

Det viser journalist Jesper Tynells nye bog ’Af hensyn til erhvervslivet’.

Epidemisk svindel

Det fører for vidt i denne anmeldelses snævre ramme at gennemgå teknikken i den epidemiske svindel. Det er også nok at fastslå, at kontoret for udbyttebeskatning i Skatteministeriet – trods de mest kyndige medarbejderes indtrængende advarsler – i årevis var tvunget til at sende milliarder retur til ansigtsløse aktionærer ude i verden, der ofte slet ikke ejede de aktier, som udbyttet vedrørte. Der har været sindrige arrangementer med udlån af aktier frem og tilbage for at dræne statskasserne i hele Europa.

Trods afsløringen af statskassens tab på de første 12,7 milliarder kroner, er der stadig ikke blevet gjort dét eneste virkeligt virksomme imod svindlen. Blandt andet at insistere på, at de udlandsaktionærer, der kræver refusion af udbytteskat, selv identificerer sig og dokumenterer, at de faktisk ejer aktien, har modtaget udbyttet og er berettiget til helt eller delvist at få refunderet kildeskat af udbyttet, alt efter hvem de er og, hvor i verden de befinder sig.

Jesper Tynell leverer i sin nye bog 400 siders overvældende dokumentation om den groteske udbytteskandales udvikling gennem mere end 20 år. Bogen er tung læsning, men til gengæld grundigere og mere overbevisende end nogen anden undersøgelse, Skatteministeriet selv, Kammeradvokaten eller rigsrevisionen kunne levere.

Hvorfor lyttede de ikke?

Fundamentet til skandalen blev lagt allerede i 1980’erne med den store kapitalliberalisering og adgang til at camouflere sin identitet som ejer af danske aktier bag en ansigtsløs mur i en international bank.

Omfanget af danske aktier i udlandet er siden eksploderet, og det samme gjorde bevidstheden om, at danske skattemyndigheder reelt ikke ejede muligheden for at verificere berettigelsen af krav om refusion af udbytteskat. Svindlere fik så at sige frit spil.

Hvorfor lyttede politikerne ikke til advarslerne fra de embedsmænd, der så svindlen tårne sig op i hastigt tempo efter årtusindskiftet?

Tynell identificerer tre årsager.

Årsagerne

For det første: Ledende bank- og erhvervsfolk med Mærsk McKinney Møller i spidsen kæmpede indædt imod at afsløre udlandsaktionærernes identitet med argumenter om, at det ville være administrativt for besværligt for bankerne, og det ville svække interessen for investering i danske aktier, hvis de skulle identificere sig for det danske skattevæsen.

For det andet: Anders Fogh Rasmussen krævede som statsminister, at alle myndigheder skulle reducere antallet af administrative regler. Derfor fik Skatteministeriet ikke lov at lave nye regler til bekæmpelse af svindel med aktieudbytte. Svindlerne fik ekstra beskyttelse i ly af bestræbelsen for at mindske ’administrativt bøvl’ for erhvervslivet.

For det tredje: Både før, under og efter Foghs tid mødte erhvervslivet med bankerne i spidsen truende op i Skatteministeriet og argumenterede – med opbakning fra Erhvervsministeriet – imod alle tilløb til effektive kontrolløsninger for ikke at svække interessen for investering i danske aktier.

Det er Tynells analyse, at dette ofte fik lov til at udspille sig, uden at hverken departementschefen eller skiftende skatteministre blev ordentligt oplyst om svindlens omfang og de bedste muligheder for at bremse den. For slet ikke at tale om det mørke, hvori Folketinget som helhed befandt sig i denne sag.

Granatchok

Det er min påstand, at Skatteministeriets top fra starten af 00’erne pådrog sig et varigt granatchok i mødet med Fogh-regeringens rigide skattestop. Der bredte sig i stigende grad den opfattelse, at de var sat i verden for at lette skattetrykket og de administrative byrder – ikke at kontrollere, men at servicere erhvervslivet, og ikke at sikre finansiering af velfærdssamfundet, men at lette en politisk bestræbelse for at skære i de offentlige udgifter ved gradvist at udhule skattebasen.

Skattestoppet forhindrede fornuftig omprioritering og systemforbedring og udvidede spillerummet for skatteunddragelse. De enorme fyringsrunder i skatteforvaltningen fra midten af 00’erne blev et voldsomt anslag mod kapacitet og kreativitet.

Det grundlagde dette århundredes største offentlige skandale med tab af talrige milliarder i offentlige indtægter ekstra hvert år som følge af manglende kontrolaktivitet og manglende effektivitet i opkrævningen hos skyldnere. Massakren på skatteforvaltningen blev ikke bremset, selv om der i mellemtiden kom en S-ledet Thorning-regering. Det skete først langt senere.

Efter afsløringerne af kuppet og det store tab på 12,7 milliarder kroner i 2015 var alle enige om, at noget måtte gøres.

Men problemet er langtfra løst – hverken af tidligere V-skatteminister Karsten Lauritzen eller tidligere S-skatteminister Morten Bødskov. Der er godt nok ansat langt over 100 ekstra medarbejdere til at kontrollere titusinder af ansøgninger om udbytterefusion, og refusionen udbetales ikke med samme hast som før.

Men, konkluderer Tynell, oplysnings- og identifikationskravene til udlandsaktionærer er fortsat helt utilstrækkelige til, at de nye medarbejdere kan komme til bunds i sagerne. På grund af sagernes store antal har man desuden helt opgivet at kontrollere ’mindre og mellemstore’ krav på statskassen. Her er i øvrigt en slags parallel til, at det kun er en forsvindende procent af alle selvangivelser fra erhvervsdrivende, der hvert år bliver tjekket efter i sømmene. Vi har endnu hverken folk eller systemkraft nok i skatteforvaltningen til at sikre, at de allerfleste bidrager efter loven.

’Af hensyn til erhvervslivet’ af Jesper Tynell, udgivet af forlaget Samfundslitteratur. Bogen er udkommet.

Mogens Lykketoft er forhenværende medlem af Folketinget, tidligere formand for Socialdemokratiet og har desuden været skatteminister i en periode.

Anmeldelsen blev trykt i Information 10. november 2022.

Mere fra min hånd om skat

Udgivet den

Klimasagen vil igen afgøre valget til den rød-grønne side

Jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen. De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Læs min klumme i Berlingske her på valgdagen 1. november – eller læs den nedenfor.

Afgørelsens timer

I aften, tirsdag, kender vi valgresultatet, men næppe hvilken regering og politik, der kommer ud af det.

Vi ved, at usædvanligt mange vælgere var i tvivl til det sidste. Det har været en meget lokal valgkamp med mange dyre tilbud. Der blev talt forbløffende lidt om den dystre baggrund med krigen i Ukraine og konsekvenserne for global fred og udvikling. Måske fortrængte vi en stund knaphedens tid, hvor vi skal trækkes med energikrise og ekstremt høje energipriser og samtidig bruge vældige kræfter til at speede den grønne omstilling op. Måske talte vi for lidt om, at inflationen lige nu er en irritation for de velhavende, men fatal for de fattigste.

Vi forstår nu, at den hurtigst mulige omlægning til vedvarende energi ikke bare handler om at bremse den globale opvarmning, men også om at blive fri af afhængigheden af fossile brændstoffer fra krigsmagere og despoter. Derfor tror jeg, at der en endnu stærkere forståelse end sidst – og at klimasagen igen vil afgøre valget til den rød-grønne side.

Vi har lige nu flere i arbejde end nogensinde før og udbredt mangel på arbejdskraft. Det har udløst mange forslag om, hvordan vi kan få flere til at arbejde mere. Men måske står Europa foran en recession. Måske er der – desværre – om et øjeblik rigeligt med ledige hænder. Så vi skal koncentrere os om at give mange flere de kvalifikationer, der skal til for at få mange flere i arbejde med at drive den grønne omstilling fremad. Der skal satses massivt på faglig uddannelse og efteruddannelse i stedet for at opfinde for dyre præmier til dem, der allerede er i arbejde.

Vi skal have endnu mere fart på klima og bæredygtighed, og vi ved, at de rige har langt det største CO₂-aftryk gennem deres store forbrug. Alligevel er der partier, der øverst på ønskesedlen har, at vi skal lette skatten mest for de mest velhavende. Både klimaløsninger og bekæmpelse af den tiltagende ulighed taler for det modsatte.

I kritikken af alt det, der ikke er nået, levnes ikke mange tanker på, hvordan covid-bekæmpelsen i to af de seneste tre år har opslugt enormt meget politisk energi.

Der spørges for eksempel utålmodigt om, hvorfor vi først nu får talt så meget om problemerne i sundhedsvæsnet. Erindringen er svag om det vældige efterslæb, der blev skabt af to års covid-epidemi og en sygeplejerskestrejke. der dårligt kunne været kommet på et mere uheldigt tidspunkt. Det trækker lange spor. Måske havde regeringen fået stunder til at løse en del af problemerne, hvis ikke den var tvunget til at holde valg i utide.

Heldigvis tales der nu om, hvordan arbejde på offentlige sygehuse kan gøres mere attraktivt, og hvordan behandlingsgarantien kan justeres, så det ikke bare bliver til forgyldning af de private sygehuse, der modsat de offentlige sygehuse kan nøjes med at løse de lettere problemer.

Det er kun anden gang i mere end fire årtier jeg ikke selv har været på valg, men har kunnet iagttage mere end at agitere. Lige straks er jeg 77 år, og jeg har aldrig stemt på andet end Socialdemokratiet. Det er måske ikke så mærkeligt, når partiet i så mange år var central figur i mit liv og vice versa. Men jeg forstår godt, hvorfor mange mennesker har vanskeligt ved at vælge mellem de 14 partier på stemmesedlen.

De færreste er på forhånd forankret i et bestemt parti, og de kan ikke finde ét, som de i et og alt kan identificere sig med. Jeg er nu heller ikke enig i alt Socialdemokratiet siger og gør. Men jeg er sikker på, at jeg lægger min stemme dér, fordi den giver det stærkeste bidrag til at virkeliggøre dét, som jeg synes er allervigtigst: En progressiv dagsorden med social retfærdighed og økonomisk ansvarlighed, med klimaløsninger og bæredygtighed.

Beslægtede partier trækker utålmodigt i os. Det har vi også brug for. Men samfundet bevæger sig først for alvor, når det store parti engagerer sig og tager ansvar for helheden. Det har Socialdemokratiet gjort med klimasagen. For at rykke videre frem har vi brug for, at det nuværende klimaflertal af centrum-venstrepartier er intakt efter valget. Det vil give os styrke til også at trække de borgerlige partier med videre. Sådan har det altid været: De historiske skridt, Socialdemokratiet tog for at skabe et mere retfærdigt samfund, blev som regel først mødt med borgerlig modstand. Men den folkelige opbakning betød, at flere borgerlige partier efterhånden blev trukket med. Det var vejen til det danske velfærdssamfund. Og det skal være vejen til også at gøre det bæredygtigt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Illustration: Folketinget

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Udgivet den

Election time in Denmark and the US

Shanelle Hall & Jean Ahlefeldt-Laurvig

I had the undivided pleasure of participating in we need to talk about this, the podcast on current and important issues in Denmark and the USA – and globally – by Shanelle Hall and Jean Ahlefeldt-Laurvig.

We talked about the elections ahead of us in Denmark and the US, not about specific candidates or policies – but about the political systems themselves. And they are hugely different.

Listen here to episode 1

Episode 2

Podcasts published on 21st of October 2022, ahead of the parliamentary election in Denmark on 1st of November and the mid-terms in the US on the 8th of November.

  

Udgivet den

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Udgivet den

Det konservative skatteforslag er rystende uansvarligt

Den tilstundende valgkamp kommer til at handle om udformningen af endnu en besværlig krisehåndtering. Energipriseksplosionen og dyrere dagligvarer kan lynhurtigt erstatte opsvinget med ny stor arbejdsløshed og socialt armod hos mange med små indtægter. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er økonomisk ansvarlighed?

I årevis har jeg undret mig over, at et flertal i meningsmålinger altid tror mest på de borgerlige, når det gælder økonomisk politik. Forklaringen er nok, at der aldrig i spørgsmålene skelnes mellem, hvem der holder bedst styr på samfundshusholdningen, og hvem der vil love at skaffe flest penge i den private pengepung.

I Sverige spørges der på begge måder, og det afslører nuancer, der ikke ses i danske undersøgelser:

Det er sjovt nok sådan, at flertallet i det første spørgsmål udtaler mest tillid til Socialdemokratiet og til det andet til de borgerlige. Det giver mening, for socialdemokrater tror jo ikke, at svaret på ethvert problem er skattelettelser. Derimod har S-regeringer i Danmark de seneste 30 år ubestrideligt været dem, der var bedst til at sikre stigende beskæftigelse og solide offentlige finanser under omskiftelige konjunkturer – og vi har gennem skatteopkrævningen sørget for, at det ikke er størrelsen af den enkeltes pengepung, der alene bestemmer adgangen i uddannelse, sundhedspleje, ældreomsorg og børnepasning.

Ældre folk kan huske Anders Fogh Rasmussen råbe op om, at Nyrup-regeringens politik fra 1993 fik pengene til at fosse ud af statskassen. Men det omvendte skete, da vækst i beskæftigelsen skaffede mange flere og bedre skatteydere og langt færre på offentlig forsørgelse.

Modsat Foghs og Lars Løkkes senere regeringer brugte vi ikke dramatiske skattelettelser til de velhavende og lavere ydelser til de offentligt forsørgede som vejen til at få mennesker i arbejde. Vi satsede i stedet på at give dem, der var røget ud af beskæftigelse, ekstra kvalifikationer og dermed lettere adgang til nye og bedre job.

Skånsomme, men effektive indgreb som pinsepakken i sommeren 1998 forhindrede, at opsvinget gav for megen damp under kedlerne med risiko for inflation og nye tab af arbejdspladser på grund af svækket konkurrenceevne.

Denne ansvarlighed står i modsætning til den vilde overophedning af bolig- og jobmarkedet, som Anders Fogh som statsminister lod udfolde sig. Resultatet var, at Danmark – da spekulationsboblen bristede under finanskrisen i 2009 – blev hårdere ramt af nedturen end vores nabolande. Lars Løkke forsøgte at få økonomien i gang igen med store skattelettelser i toppen, men det blev Thorning-regeringen, der gradvist rettede op på beskæftigelsen og statsfinanserne efter finanskrisen (men desværre ikke prioriterede at gå op mod den stigende ulighed).

Vi hørte igen så småt Fogh-sangen om pengene, der ville fosse ud af statskassen, da Mette Frederiksens regering som svar på covid-19-katastrofen i 2020 holdt hånden under borgernes og virksomhedernes økonomi med massiv krisehjælp. Interessant nok betød det, at Danmark i beskæftigelse kom bedre gennem pandemien end de fleste andre lande. Der blev produceret og betalt skat i overraskende stort omfang, selv under den værste nedlukning. Danmark var parat til hurtig optur, da der blev lukket op igen. Derfor gik der aldrig for alvor hul på statskassen.

Desværre er de positive virkninger af den succesrige covid-19-strategi hurtigt blevet udfordret af konsekvenserne af krigen i Ukraine med kæmpe inflation og energikrise. Valgkampen handler om udformningen af endnu en besværlig krisehåndtering: Energipriseksplosionen og dyrere dagligvarer kan lynhurtigt erstatte opsvinget med ny stor arbejdsløshed og socialt armod hos mange med små indtægter.

Økonomisk uansvarlighed

Det er rystende uansvarligt, at den konservative statsministerkandidat vil svare på den truende depression med at afskaffe topskat og arveafgift, skære i reguleringen af dagpenge og bistandshjælp og forstærke arbejdsløsheden ved at fjerne højst nyttige ansatte i offentlig tjeneste. Det giver et meget skarpt billede af forskellen i økonomisk og social ansvarlighed mellem regering og opposition:

S-regeringen vil holde hånden under de virksomheder og familier, der ellers ville gå fallit på grund af afsindige energiregninger. Derfor bliver man – ligesom under covid-19-nedlukningen – nødt til at udbetale milliarder fra statskassen. Hvis man mener, at der er en regning for denne redningsindsats, der straks skal betales straks, så er det rimeligvis præcis de grupper, som Pape vil fritage for skattebyrder, der skal betale den.

Men det er næppe klogt at insistere på, at hele regningen skal betales her og nu: Den danske statskasse er langtfra tom, og der er ikke synderligt grundlag for mange økonomers bekymring om, at krisehjælpen vil øge efterspørgslen og forstærke inflationen. De dystre forventninger til den nære fremtid vil tværtimod få folk til at bruge mindre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 19. september 2022

Mere fra min hånd om statsfinanserne

Udgivet den

Papes politik er hverken sympatisk eller realistisk

Søren Pape Poulsen

Søren Pape Poulsens plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser for de dårligst stillede. Læs min seneste kommentar i Berlingske her – eller nedenfor:

Høj levefod, konkurrencekraft og skat

Danskernes levefod og danske virksomheders konkurrencekraft er sammenlignet med resten af verden enestående høj – trods høje skatter. Der er, fordi vi for vore skatter får gratis uddannelse, sundhedspleje og ældreomsorg, billige dagpasningstilbud og anstændige ydelser til dem, der ikke kan være i arbejde.

Men uligheden er voksende. De voldsomme prisstigninger på fødevarer, energi med videre som følge af krigen i Ukraine rammer især de dårligst stillede uforholdsmæssigt hårdt. Al opmærksomhed bør – som foreslået af regeringen – rettes mod at hjælpe dem, der rammes hårdest.

Velfærd eller lavere skatter?

Det antydes ofte, at det er lidt ligegyldigt, hvem man stemmer på, fordi 90 procent af al lovgivning vedtages af brede flertal. Men dermed overses, at det er ret få stykker lovgivning, der definerer de store forskelle i forståelse af, hvordan vi skaber værdier, og hvordan vi fordeler dem: Om det er bedst med velfærd eller lavere skatter.

Regeringsmagten, også i en mindretalsregering, giver langt de største chancer for at sætte en dagsorden og realisere meget af sin egen politik. Med et rent borgerligt flertal kan en statsminister komme langt i sin egen retning.

Pape vil et skævere Danmark med billigere is og kaffe

Pape virker flink, er populær og vil forståeligt nok gerne være statsminister. Det vil imidlertid chokere mange, at hans netop fremlagte program er en rystende skæv bunke af nedskæringer i bunden og lettelser i toppen. Det er i dansk politisk sammenhæng et ekstremistisk program. Slægtskabet med Ronald Reagan og Margaret Thatcher er langt stærkere end med den balance, Poul Schlüter og Palle Simonsen fandt som danske konservative stats- og finansministre i 1980erne.

Papes plan er en voldsom udhuling af velfærdssamfundet. Den er båret af fantasifulde forestillinger om de gavnlige virkninger af store nye skattelettelser for rige mennesker og virksomheder, der betales med velfærdsforringelser: Topskatten og arveafgiften skal afskaffes, aktieavancebeskatningen lettes og beskæftigelsesfradraget forøges for højere indkomster. Desuden vil de nedsætte boligskatterne i strid med det brede forlig om disse, de tilbyder lavere bilafgifter, lavere selskabsskat … og endda billigere kaffe og is!

Regningen går til de ringest stillede

Festen skal blandt andet betales med udhuling af dagpenge, kontanthjælp og SU, afskaffelse af Arne-pension og efterløn og lavere skattefradrag for fagforening. Bundlinjen er, ifølge beregninger fra CEPOS, at en familie på fire på kontanthjælp mister 16.000 kroner og en direktørfamilie på fire tjener 84.000 kroner. Det viser endda kun noget af skævheden.

Det største bidrag til at lette skatten findes ved såkaldte produktivitetsforbedringer. Det betyder, at der samlet set bliver markant færre midler til den enkelte, der har brug for offentlige ydelser – syge, børn i skole eller dagpasning, ældre i omsorg, arbejdsløse og førtidspensionister. Der er forsøgt høstet produktivitetsgevinster i mange årtier, og ofte er den offentlige sektor blevet bedre organiseret, også understøttet af ny teknologi. Men nogle gange blev det kun til vilkårlige og katastrofale personalenedskæringer, som for eksempel da man smadrede vores skatteadministration.

Produktivitetshøsten har aldrig frigjort de midler til skattelettelser, som Pape foreslår. For der kommer hele tiden flere ældre, bedre og dyrere behandlingsmetoder for de syge, flere der skal have uddannelse og så videre. Vi oplever hos mange ansatte i sundhed, ældreomsorg, børnepasning og forvaltning mere pres og stress i arbejdet. Krav om at få løst endnu flere opgaver bedre inden for strammere økonomiske rammer vil forstærke de allerede store rekrutteringsproblemer til sygepleje, hjemmehjælp med videre.

Usympatisk og urealistisk

Pape vil simpelt hen ikke erkende, at det er langt vanskeligere at opnå mere produktivitet, når det handler om mennesker, der skal tage sig af andre mennesker, end når it, maskiner og robotter kan afløse mennesker i private erhverv.

Mange betaler deres skat med glæde – og en del betaler endda gerne lidt mere, hvis de kan være sikre på at få bedre velfærd og hurtigere klimaløsninger. De fleste forstår også, at den uundgåelige oprustning som svar på Ruslands aggression koster penge og ikke giver rum til skattelettelser.

Et samfunds konkurrencekraft og sammenhængskraft er to sider af samme sag. Fordi »få har for meget og færre for lidt«, er beskæftigelsen højere, økonomien bedre og demokratiet stærkere hos os end for eksempel i USA og Storbritannien. Men også i Danmark er uligheden som allerede nævnt vokset dramatisk på det seneste. Netop derfor er det rystende at Pape i 2022 går til valg på at grave forskellene endnu meget dybere. Det er ikke sympatisk og ikke realistisk.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 23. august 2022

Foto: Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om skat, ulighed og konkurrencekraft

Udgivet den

Tilstanden i 2022 burde være absurd nok til at udløse ny fælles handlekraft i hele den vestlige verden

Selskaber, der tjener stort på på katastrofer, herunder skibsfarten, bør bidrage med windfall tax – ekstraordinær skat – på den ekstraordinære indtægt. Læs mit indlæg i Politiken 19. august her – eller nedenfor:

Verden er i brand med klimakatastrofe, pandemi, krig og eksplosivt stigende fattigdom og sult.

Mageløs formueophobning

Disse ulykkelige omstændigheder har udløst ændringer i den globale markedssituation, der har fået profitterne i nogle af verdens største, rigeste og mest magtfulde selskaber til at skyde til himmels. En helt uforholdsmæssigt stor del af klodens værdiskabelse ender hos nogle få megaselskaber og via aktiekurserne hos deres ejere. Der er næppe tidligere i historien på så kort tid sket en tilsvarende enorm formueophobning:

It-giganterne skovler penge ind på en formidabel udvikling i teknologi og efterspørgsel: Google, Twitter, Facebook og Microsoft, hvoraf vist kun sidstnævnte frivilligt giver stor andel tilbage til det globale fællesskab. Amazon, Tesla, producenter og leverandør af fossile brændstoffer og mineraler scorer kassen, Mærsk m.fl. gør det i containerskibsfarten. Gigantiske finanshuse skummer som sædvanlig fløden. Og der er – forklarligt nok – også utalte milliarder, der strømmer til den del af medicinindustrien, der brød covid-19-koden. Firmaernes monopollignende position er en væsentlig fælles forklaring.

Modsat Danmark er mange store og små stater enormt forgældede. Men alle står vi nu over for enorme investeringer i vedvarende energi og militær oprustning. Det kræver enten ny skatteudskrivning, nedskæring på uddannelse og velfærd – eller endnu større offentlig gældsstiftelse.

Uligheden vokser

Samtidig vokser uligheden, fordi prisstigninger på fødevarer og energi mv. udhuler levestandarden mest alvorligt for dem, der i forvejen har mindst. Der er brug for at investere i velfærd og retfærdighed, hvis vi skal undgå social uro, som udløser populistiske oprør, der kan true selve demokratiet.

Der er brug for, at de rige stater får så stærke finanser, at de – uden at forsømme deres egne socialt underprivilegerede – kan yde mere bistand til den fattige del af verden. Det er ikke bare medmenneskelighed, men investering i at forebygge uhåndterlige folkevandringer og nye konflikter, vi ellers suges ind i.

I denne dramatiske og ekstraordinære situation er det hverken misundelse eller skinbarlig socialisme at kræve et markant ekstrabidrag i skat fra de selskaber og enkeltpersoner, der har fået en voldsomt større del af den globale værdiskabelse de seneste år.

Naturligvis skal staterne ikke ekspropriere enhver gevinst, sådan som det nu forsøges mod Putins venner blandt russiske oligarker. Vore virksomheder skal tjene penge, så de kan investere endnu mere i jobskabelse og teknologiudvikling.

Større bidrag til fælleskassen

Men lige nu er profitterne i en række nøglebrancher på grund af monopollignende forhold og forstoppelser i de globale forsyningskæder så enorme, at der mere end nogensinde er grund til at kræve en større andel til statskasserne. De nordiske samfund med mere lighed og velfærd og høje skatter er stjerneeksempler på, at stærk konkurrencekraft og social velfærd kan gå hånd i hånd. Vi har kun lidt korruption, tillid til fællesskabet, og vi er nogle af verdens lykkeligste folkeslag.

Uanset de beviste fordele ved den nordiske model er det en hård kamp for staterne at få større bidrag til fællesskabet fra de virksomheder, der har tjent ekstraordinært meget som følge af verdens ulykker og ubalancer. De er uhyre magtfulde og har købt sig mange venner i politik og medier.

For langt over 100 år siden kunne man selv i USA angribe superprofitterne i de monopoldominerende brancher, og lige efter Anden Verdenskrig opbyggede man en velfærdsstat. Denne udvikling blev slået tilbage i neoliberalismens tidsalder.

Epidemisk flugt til skattely

Tilstanden i 2022 burde være absurd nok til at udløse ny fælles handlekraft i hele den vestlige verden: Der er brug for effektivt internationalt samarbejde mod de superriges epidemiske flugt til skattely. Et transatlantisk samarbejde om minimum 15 procent i selskabsskat er på vej med det seneste gennembrud for Bidens reformpolitik i den amerikanske Kongres undervejs. Det er en god, men ret svag begyndelse i forhold til de globale udfordringer.

Danmark bør aktivt arbejde for at komme længere. Hvad kan vi på egen hånd gøre? Vi huser hverken it-giganter eller internationale olieselskaber og finanshuse. Men – som overvismand Carl-Johan Dalgaard så rigtigt har påpeget – så kan vi starte med at kræve en andel til samfundets kasse af det vældige antal skattefri milliarder, som vores skibsfart lige nu tjener på de ekstremt høje internationale fragtrater. Den lave tonnageafgift på skibene er et enormt privilegium, der ikke i øjeblikket er påkrævet for at fastholde Danmarks dominerende position på det internationale fragtmarked.

Indlægget blev bragt i Politiken 19. august 2022

mere fra min hånd om ulighed og beskatning

Udgivet den

Hetzen mod Mette Frederiksen er helt ude af proportion

Angrebene mod Mette Frederiksen handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Handlekraft forvekslet med magtfuldkommenhed

Det er lidt bittert at have regeringsmagten i 36 måneder, hvor de allerfleste kræfter de seneste 27 måneder har været bundet til at håndtere covid-indsats og den nye kolde krig efter angrebet på Ukraine.

Det har fortrængt en stor del af regeringens egen dagsorden og lagt stramme bånd på økonomien. Imidlertid er det ubestrideligt, at regeringen fik sejlet Danmark gennem pandemien med færre tab af menneskeliv og bedre samfundsøkonomi end de allerfleste andre lande.

Statsministeren gik, i kølvandet på angrebet på Ukraine, i front med de rigtige svar og handlekraft til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Samtidig er der taget vældige skridt til grøn omstilling, så Danmark er førende i kampen mod klimaforandringen. Alt i alt en Herkules-indsats.

I dette perspektiv er minksagen selvfølgelig et dobbelt øv. Det er strengt nødvendigt hele tiden at minde om, at der nok blev begået alvorlige fejl, men ikke forbrydelser. Forbrydelsen havde – med den daværende viden – været at lade minkerhvervet fortsætte med risiko for at forstærke pandemien. Men det er pinagtigt, at en serie af ministre og embedsmænd ikke fik slået fast fra dag ét, at den besluttede aflivning krævede ny lovhjemmel.

Karaktermord

Hetzen mod Mette Frederiksen er imidlertid helt ude af proportion og har andre årsager. Med min alder og erfaring som socialdemokrat ved man, at der altid har været borgerlige politikere og medier, der med en ubehagelig blanding af ægte had og falsk, totalt overspillet forargelse har prøvet at lave karaktermord på socialdemokratiske statsministre.

Sophie Løhde er prototypen på den slags ondskabsfuld, borgerlig angrebspolitik: Hvis man ikke kan matche Socialdemokratiet politisk, så sættes kræfterne ind på at nedgøre og mistænkeliggøre partiets leder, så vejen kan banes for et magtskifte.

Hvad der undrer mig mere end Sophie Løhde og hendes meningsfæller er to personer, som jeg tidligere på forskellig vis har haft tæt inde på livet. Noa Redington synes fast besluttet på at bruge sin meget betydelige taletid i medierne på at forhindre, at Mette Frederiksen fortsætter som statsminister, når det nu ikke lykkedes for Helle Thorning, som han var nærmeste rådgiver for.

Den anden er meningsmaskinen Anne Sofie Allarp, som jeg havde fornøjelse af i sin tid at ansætte som international konsulent i Socialdemokratiet, men som nu har besluttet sig for, at hendes indtægtsgrundlag bliver bedst ved at at opildne og formidle ophidsende indlæg mod statsministeren i den borgerlige presse.

Angrebene handler især om, at statsministeren har været for magtfuldkommen. Mette Frederiksen angribes i realiteten for, at hun har udfyldt lederrollen – også ved at bruge de vidtgående beføjelser, hun under pandemien fik fra et næsten enigt folketing.

Angriberne fortrænger, hvor magtfuldt Anders Fogh opførte sig i værre sagers tjeneste ved blandt andet at gennemtrumfe den forbryderiske ødelæggelse af skattesystemet og Danmarks deltagelse i krigskatastrofen i Irak – og hvor brutalt Margrethe Vestager i regering slog taktstokken mod de arbejdsløse og mod efterlønnen, mens Helle Thorning var statsminister.

Mette Frederiksens fjender fremhæver igen og igen, at Minkkommissionens ordvalg om uagtsomheden hos ministre og embedsmænd er usædvanligt barskt. Ja, for barskt, mener jeg. Et mere forsigtigt ordvalg havde været både muligt og sagligt. Men kommissionsformand Kistrup er kendt for bastante konklusioner.

Efter tre af hans landsdommerkollegers opfattelse var også hans konklusioner, som undersøger af efterretningstjenesterne, alt for bastante.

Denne bedømmelse af Kistrups indsats i efterretningssagen deles paradoksalt nok af mange af de voldsomste fortalere for hans bastante sprogbrug i minkrapporten.

Meget i forståelsen af minksagen drejer sig om graden af accept af dén stress-situation, beslutningstagerne vitterligt var i. Kommissionen påstår, at den modererer sit ordvalg i kritikken i forhold til tidspresset. Det kan jeg faktisk ikke se er tilfældet.

Et generelt problem med den slags udredninger, som jeg selv oplevede med rapporten om Færøbanksagen for 24 år siden, er den manglende forståelse for, hvor meget de undersøgte beslutningstagere har haft om ørerne i en presset situation: Det virkede dengang som om det blev antaget, at jeg som finansminister kun havde haft denne ene sag i hovedet, selv om den i min bevidsthed havde været yderst marginal i forhold til alt muligt andet, der fyldte hele den lange arbejdsdag.

Mette Frederiksen må i ekstrem grad have haft denne oplevelse af minksagen under pandemien, hvor ministre og topembedsmænd var mere konstant stressede end vi – deres forgængere – nogensinde har været udsat for.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om dansk politik