Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Udgivet den

Ud med forsvarsforbeholdet, så nordisk drøm kan gå i opfyldelse – til Danmarks fordel 

Med afskaffelse af det danske forsvarsforbehold i EU og Sverige og Finland i NATO er hele Norden samlet med en helt anden styrke og indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. Mere om dét i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Endelig et nordisk forsvarsforbund!

Statsminister Hans Hedtoft kæmpede i 1948-49 for et neutralt nordisk forsvarsforbund. Norge ønskede beskyttelse fra USA og Storbritannien gennem NATO, og Sverige ville ikke alene påtage sig at garantere Danmarks sikkerhed. For at lette det sovjetiske pres på Finland insisterede svenskerne på at forblive neutrale. Derfor kom Danmark med i NATO.

Drømmen om et nordisk forsvarsforbund levede dog videre langt op i tiden – især blandt modstandere af amerikanske interventioner rundt om i verden fra Vietnam-krigen, CIA’s involvering i kup mod demokratiske regeringer blandt andet i Chile og til invasionen i Irak, der blev iværksat på et falsk grundlag og med dystre konsekvenser for stabiliteten i hele Mellemøsten.

Personligt var jeg enig i denne kritik af USA, men måtte erkende, at Vesteuropa ikke ved egne kræfter kunne afskrække en sovjetisk trussel. Vi havde brug for USA og NATO.

Ruslands levende imperiedrømme

Efter Den Kolde Krigs afslutning håbede mange af os på en europæisk sikkerheds- og samarbejdspagt med et demokratisk Rusland. Men de ny demokratier i Østeuropa havde ikke tillid til, at de russiske imperiedrømme var lagt i graven. De bad indtrængende om medlemskab i NATO. Jeg var selv som dansk udenrigsminister i Washington for at tale for de baltiske landes optagelse i NATO, som USA i starten ikke var særlig positiv over for.

Vi må – efter mere end 20 år med Putin som Ruslands stadigt mere totalitære hersker og den aktuelle aggressionskrig – erkende, at østeuropæerne havde ret. Der diskuteres, om vi kunne have afværget Putin-udviklingen ved at håndtere forholdet til Rusland anderledes efter 1992. Men intet kan retfærdiggøre det barbariske overfald på Ukraine, og frygten for fortsættelsen har udløst voldsom nyorientering af europæisk sikkerhedspolitik:

Finland og Sverige vil nu med i NATO, og europæiske NATO-lande opruster med soldater og isenkram. Vi skal have tilstrækkeligt konventionelt militær til at standse et russisk overfald på et NATO-land, uden at alliancen tvinges til at bruge atomvåben for at slå angrebet tilbage. Det handler om at gøre sikkerhedsgarantien til alle NATO-lande troværdig uden at risikere at udløse Tredje Verdenskrig.

Risikoen for Trumps genvalg

Men Europas oprustning har også en anden begrundelse: Vi er trygge ved præsident Bidens opbakning, og vi ønsker at fastholde USAs tilstedeværelse i Europa i disse dystre krigstider. Ingen ønsker, at Europas forsvar skal organiseres uden for NATO. Men i grunden ved vi ikke, i hvilket omfang USA vil stå ved sine forpligtelser, hvis katastrofen sker, at Trump bliver genvalgt. Under alle omstændigheder må vi forvente, at USA overlader meget mere af de sikkerhedspolitiske udfordringer i Afrika og Mellemøsten til europæerne. Det kan også kræve militær udrykning.

Hvis det bliver nødvendigt, vil jeg være mere tryg ved en europæisk ekspedition end en gentagelse af tidligere tiders smertefulde interventioner under amerikansk ledelse i de såkaldte koalitioner af villige. Det kan det europæiske forsvarssamarbejde komme til at handle om, også for Danmark, hvis vi ophæver forsvarsforbeholdet. Men det vil altid være Danmark selv, der beslutter, om vi vil medvirke, og det vil altid være med frivillige soldater, fuldstændig som når vi har været ude i amerikansk ledede missioner.

Opfyldelsen af en gammel drøm

Bundlinjen er, at Danmark har en interesse i at styrke vor egen og Europas sikkerhed, både ved øgede bidrag til NATO og friheden til at deltage i forsvarspolitiske initiativer i EU.

Det nye og interessante er, at den gamle drøm et nordisk forsvarsfællesskab er i færd med at gå i opfyldelse – inden for NATO og inden for EU: Sverige og Finland bidrager med at melde sig ind i NATO. De er allerede med i EUs forsvarssamarbejde – og dér har Norge også meldt sig ind, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Det eneste nordiske forbehold ville være Danmarks i forhold til EU. Dette forbehold havde mening i 1992, da jeg selv var med til at skrive det: Vi skulle efter en tabt folkeafstemning finde grundlaget for fortsat deltagelse i det meste af EU-samarbejdet. Men forbeholdets fædre i S, SF og RV er enige om, at det i dag er uden mening og bør ophæves ved folkeafstemningen 1. juni.

Med hele Norden samlet omkring bordet kan vi med en helt anden styrke få indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitiske tænkning både i NATO og i EU. I det lys vil det være absurd at fasthold et hjørne, hvor Danmark som eneste nordiske land ikke kan deltage: Det gamle forsvarsforbehold blev født i en helt anden tid og på en helt anden baggrund end dén, vi nu er nødt til at handle i forhold til.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlæg udgivet i Berlingske 2. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og om NATO

Udgivet den

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.

Udgivet den

Mangel på kvalificeret arbejdskraft? Ja, hos de borgerlige partier

De borgerliges alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, udløst af Konservatives og Venstres ledere ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere. I stedet søger de nu at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Mere derom i min seneste klumme i Berlingske 9. februar 2022. Læs indlægget her – eller nedenfor:

Sympatiske og effektive skridt til øget udbud af arbejdskraft

Der har længe været arbejdet for en aftale, der kunne levere større udbud af arbejdskraft. De borgerlige partier ville gribe til de kendte virkemidler, som har medløb fra Finansministeriets regnemetoder – skattelettelser eller lavere ydelser.

Disse midler har den meget kedelige konsekvens, at de øger uligheden. Der kan peges på mange andre, mere sympatiske og mindst lige så effektive skridt. Desuden kan regnereglernes visdom anfægtes, og de er i hvert fald slet ikke så virkningsfulde nu, hvor der er flere mennesker i arbejde end nogensinde.

Det er næppe på helt kort sigt muligt at finde tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft med de mest efterspurgte, faglige kvalifikationer, næsten uanset hvad der laves af politiske indgreb. Men der kan trækkes folk fra hele EU til et dansk arbejdsmarked, hvor gode lønninger er på vej til at blive endnu bedre. Desuden kan der – præcis som erhvervslivet har ønsket, og regeringen har accepteret – lempes midlertidigt på den såkaldte beløbsgrænse, der bestemmer, hvor høj lønnen skal være for, at man kan rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Trods den meget lave ledighed kommer der også stadigvæk overraskende mange flere i arbejde. Som påpeget af blandt andet AE-rådet rasler arbejdsløshedstallene nu lykkeligt nedad for indvandrere og andre, der har været længe på kontanthjælp.

Der synes desuden at være en større gruppe af studerende og andre unge, som ikke har været registreret ledige, men som nu søger at få mere arbejde. Desuden frigøres en større gruppe, som har været ansat til at teste og vaccinere under pandemien.

En del job besættes helt enkelt ved, at arbejdsgiverne tilbyder mere i løn. Det er der råd til i et erhvervsliv, der tjener godt, og et samfund, hvis superhøje konkurrencekraft kan aflæses på et enormt overskud på betalingsbalancen. Bare på lidt længere sigt kan øget efteruddannelse og jobtræning få endnu flere til at leve op til virksomhedernes behov.

Meget af det, der efterspørges politisk, sker således af sig selv eller skal bare have en lille ekstra skub.

Derfor var det et klogt og målrettet forlig, finansministeren for et par uger siden indgik med SF, R, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Der var blandt andet et fornuftigt nok mildere indgreb end oprindelig foreslået mod dimittendsatsen kombineret med forhøjelse af dagpengene for andre i de første tre måneder. Desuden fik uddannelsessøgende og pensionister økonomisk gevinst ved at tage flere arbejdstimer. Det skal ikke længere gå ud over økonomien for en pensionist, at ægtefællen arbejder. Hidtil har reglerne ofte ramt ægtefællens udbytte af at arbejde hårdere end nogen topskat.

Regeringen accepterede, som nævnt, også erhvervslivets ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, men midlertidigt for ikke at lave løntryk over for danske lavtlønnede. Forslaget støttes af forligspartierne – dog ikke DF. Til gengæld skulle man tro, at V, K og LA, som længe har krævet beløbsgrænsen sænket, ikke kunne stemme imod.

V, K, LA og Nye Borgerlige antog åbenbart fejlagtigt, at de her kunne presse regeringen op i en krog og i krig med sine støttepartier til venstre. Men regeringen afviste deres krav om lavere skat for de velhavende; mindre kapitalafkastbeskatning, lavere arveafgift og mindre topskat.

Derfor har vi nu den helt uforståelige situation, hvor de borgerlige partier blokerer for ændringer i det gældende dagpengeforlig forud for næste valg med Rasmus Jarlovs hysteriske begrundelse, at enhver forbedring af de stærkt udhulede dagpenge fører til mere dovenskab hos de ledige. Og de borgerlige vil ikke støtte forligspartiernes forslag om at ændre beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Denne alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, som lederne af Konservative og Venstre udløste ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere, samtidig med at de gav Nye Borgerlige vetoret mod at lave forlig. Nu søger de at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse »nye tilbud«.

Dansk Industri, Danske Erhverv og Arbejdsgiverforeningen kunne bruge deres kræfter på at overbevise de borgerlige om, at de ikke skal skyde sig selv og erhvervslivet i foden ved at forhindre regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen. I stedet appellerer de helt utidigt til regeringen om at genoptage forhandlinger med partier, der fornærmet har forladt forhandlingerne og truer med at vil stemme imod egne ideer, fordi de ikke også kunne få lov endnu en gang at forgylde de rigeste skatteydere.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 8. februar 2022

Mere fra min hånd om regnemodeller og øget arbejdskraftudbud

Udgivet den

Svært at forstå De Radikale

Gid De Radikale for længst havde erkendt, at de – uanset, hvem der sidder i regering – ikke alene kan forandre udlændingepolitikken. Det gør Sofie Carsten Nielsen omsider nu – mere om dét i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her eller nedenfor:

40 års bestræbelser …

De seneste 40 år har jeg – med meget vekslende held – brugt utrolig megen tid på at prøve at forstå De Radikale.

I 1990erne havde S og R et frugtbart regeringssamarbejde, hvor vi bekæmpede arbejdsløshed, skabte orden i økonomien, sikrede forbedret velfærd og undgik ny ulighed. Vi gjorde os umage for ikke at ødelægge hinandens valgchancer og fik et samarbejde til fungere tillidsfuldt i næsten ni år. Og i grunden var vi fælles drivkraft i velfærdsudviklingen det meste af det 20. århundrede.

Da vi i 2001 kom i opposition, blev vore meningsforskelle om udlændingepolitikken et vigtigt værktøj for de borgerlige til i mange år at holde os væk fra regeringen. Når Socialdemokratiet var enig med Venstre om for eksempel 24-års-reglen, men De Radikale ville afskaffe den, så blev det for Anders Fogh Rasmussen til en effektiv fortælling om, at det var lige meget, hvad S sagde – De Radikale ville sætte sig igennem. Det svækkede S. Vi kunne måske have været sparet for to årtiers hektisk optrapning om udlændingepolitik, hvis De Radikale allerede dengang havde erkendt, at de ikke kunne omgøre, hvad S og V var enige om.

Nu har Sofie Carsten Nielsen omsider erkendt, at De Radikale ikke kan forandre udlændingepolitikken, uanset hvem der er regering. Gid den erkendelse var kommet tidligere.

Gennem den lange opposition frem til 2011 gled S og R også fra hinanden, da R under Margrethe Vestagers ledelse støttede skattelettelser i toppen, stemte for stor forringelse af dagpengesystemet og desuden indgik forlig med de borgerlige om den reelle likvidering af efterlønnen. Det sidste var aftalebrud fra V, K og R – frontal modstrid med vore fælles løfter fra velfærdsforliget i 2006 om ikke igen at lave om på efterlønnen

Det blev kun værre mellem os, da Vestager som betingelse for at støtte Thornings regering fastholdt os på disse sociale forringelser, insisterede på nye skattelettelser i toppen og i det hele taget massivt undergravede denne regerings chancer for genvalg.

Beslutningen om i 2019 at gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk regering var resultatet af disse bitre erfaringer. Men den blev starten på en globalt enestående stærk klimasatsning, som De Radikale også har som den vigtigste mærkesag. S og R har på andre områder stemt sammen om det meste. Men S fik også plads til omsider at reparere på de værste skader ved likvideringen af efterlønnen med DF.

Radikalt krav om ministerposter

Med Sofie Carstren Nielsens nytårsmelding er strid om udlændingepolitik ikke længere på spidsen. På spidsen synes i stedet at være kommet et radikalt krav om ministerposter, uanset det politiske flertal bag den regering de vil indgå i.

Der leges lidt med illusionen om en ’bred’ samlingsregering med S, V og K, selv om alle politisk kyndige ved, at det ikke har nogen gang på Jorden hverken for S, V eller K. Samarbejde om mange spørgsmål, ja, selvfølgelig. Men ikke en udviskning af meningsforskelle til en grad, hvor borgerne ikke kan kende os fra hinanden.

Snakken om en regering hen over midten bygger desuden på en falsk fortælling om, at der er ekstremister på begge fløje: De Radikale ved jo udmærket fra samarbejdet med SF og Enhedslisten siden 2019, at ekstremisterne er samlet på den yderste højrefløj.

Hvis Mette Frederiksen med uændrede flertalsforhold i Folketinget efter næste valg fastholder en socialdemokratisk regering, synes den radikale leder i sin enøjede stræben efter ministerposter indstillet på at vælte regeringen for i stedet at indtræde i en borgerlig koalitionsregering, der jo kun kan komme til verden med støtte fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

En sådan regering kan muligvis finde nye veje til at lette skatten for de rige, beskære velfærden og afskaffe Arne-pensionen igen. Der er jo i hvert fælles stof for V, K og Nye Borgerlige, og det vil næppe stride mod stærke neoliberale instinkter hos Sofie Carsten Nielsen personligt.

De Radikale kan imidlertid blive alvorligt kvæstet på at gå til valg med en melding om, at det er lige meget, om det er S, K eller V, der leder regeringen – og at det i grunden er underordnet, hvad den politiske kurs er, bare de selv kommer med i regeringen: Vi ved fra vælgerundersøgelser, at langt de fleste, der nu stemmer radikalt, hælder til venstre side. Det er vel, fordi de er mest enige med S, SF eller Enhedslisten om velfærds- og fordelingspolitik og også er overbevist om, at det er den vej, man skal vende sig, hvis der skal være sikkerhed for en klimaindsats, der både er tilstrækkeligt ambitiøs og gennemføres med socialt retfærdig byrdefordeling. Det har de ret i.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udkom i Berlingske 12. januar 2022

Mere fra min hånd om dansk politik

Udgivet den

Papes illusion om både skattelettelser og velfærd

Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor

Søren Pape fremtryller den borgerlige illusion om penge til både skattelettelser og velfærd

Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.

Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.

Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.

Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.

2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.

Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.

Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.

Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.

Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.

Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.

Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.

Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:

Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.

På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.

Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021

Mere fra min hånd om beskæftigelse

Udgivet den

Støjberg-dommen bekræfter ægte danske værdier

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som et stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 15. december 2021:

Det var en entydig god oplevelse at lytte til højesteretsformand Thomas Rørdams fornemme stringens i fremstillingen af Rigsrettens dom over Inger Støjbergs bevidst lovstridige forvaltning.

Det er en meget principiel afgørelse, der bekræfter eksistensen af dansk retssamfund, hvor ministre er forpligtede til at overholde både love og konventioner.

Det blev en bekræftelse af nogle ægte danske værdier, at der er ikke rabat for lovovertrædelser, fordi man har meget stærke politiske synspunkter eller endda tror at have et flertal af partier eller vælgere i ryggen i sin opfattelse af, hvordan love og konventioner burde se ud. Det var den samme hammer, der ramte fhv. justitsminister Ninn-Hansen (K) i den forrige rigsretssag i 1995.

Inger Støjberg har gennem sin karriere som minister været helt ufølsom over for konsekvenser for dem, der blev ramt af hendes beslutninger – først de arbejdsløse og siden flygtninge og indvandrere. Hun har solet sig i konfrontation, sået splittelse og samlet sig mange fanatiske meningsfæller. Men mindst lige så mange – som for eksempel undertegnede – er hendes energiske modstandere.

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som en stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier.

Hun er en typisk populist, der betjener sig af falske fortællinger og appellerer til fordomme. Det har jo hele tiden været løgn, at alle, der påpeger, at hun har handlet ulovligt, dermed accepterer tvangsægteskaber, hvor ældre mænd gifter sig med mindreårige piger.

Loven har hele tiden i disse tilfælde givet adgang til adskillelse, hvis pigen ønskede det. Men Støjbergs ulovlige forvaltning gik langt videre. Næsten jævnaldrende ægtefæller med børn, sårbare mennesker, der ønskede at være sammen, blev tvangsmæssigt adskilt. Heldigvis blev ulovlighederne hurtigt stoppet. Men det undskylder ikke den indædte beslutsomhed at adskille alle, uanset deres egne ønsker – med det formål at blive populær som den ledende bekæmper af muslimske traditioner i Danmark.

Højesteret har som hovedregel det sidste ord til at afgøre ret og uret. Den mest ægte, danske kvalitet er at anerkende og respektere dette.

Grundloven har imidlertid skabt det meget tunge instrument, Rigsretten, til at dømme om ret og uret, når det handler om ministres forvaltning. Rigsretten er som bekendt sammensat halvt af Højesteret, halvt af lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier.

Men det er vel i grunden ret usandsynligt, at Rigsretten dømmer anderledes, end Højesteret ville have gjort: Et stort flertal af den halvdel af dommerne, der er valg af Folketinget, sætter sig selvfølgelig ind i retsreglerne, bruger deres fornuft og viden i tolkningen af det sagsforløb, der rulles op og er næppe upåvirket af højesteretsdommernes erfaringer om troværdighed hos anklagede og vidner.

Dommen over Støjberg var opløftende, fordi 12 ud af 13 af de politisk valgte dommere var enige med 13 højesteretsdommere om skyldspørgsmålet. Nogle af de 12 havde utvivlsomt af politiske grunde hellere set en frifindelse, men de levede op til deres ansvar for lov og ret.

En række vidneudsagn blev afgivet af embedsmænd, der selv har noget i klemme, og de blev ikke tillagt vægt af Rigsretten.

Dommen blev en stærk understregning af embedsmænds forpligtelse til utvetydigt og synligt at sige fra over for ordrer fra deres fagminister om retsstridig forvaltning. Det kan kun effektivt gøres ved direkte og utvetydig henvendelse til Statsministeriets departementschef, der så har ansvaret for at orientere statsministeren, som har ansvaret for at få fagministeren til at rette ind efter lovene eller fyre denne, hvis hun eller han bevidst har brudt loven.

Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke.

Daværende justitsminister Søren Pind har dog fortalt, at han advarende sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om sagens alvor. Det har Løkke ikke vedkendt sig nogen erindring om. Så vi kommer nok ikke – med et citat af Gustav Wied – længere ned i den materie! Men der er ikke tvivl om, at Løkke gav Støjberg meget frie hænder til at demonstrere hans regerings hårdhed i udlændingepolitikken og ingen kendte eksempler på at forsøgte at bremse hende hverken i retorik eller lovbrud.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev udgivet i Berlingske 15. december 2021

Mere fra min hånd om om dansk politik

Udgivet den

Maskefald og klassekamp fra et såkaldt folkeparti

Med et oplæg til øget ulighed er der ikke meget »folkeparti« over De Konservatives finanslovsudspil. Det er snarere et udspil til større ulighed. Mere om det og Søren Papes statsministerambitioner i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den via linket eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 1. december 2021:

Søren Pape Poulsen er meget populær for tiden. Ved kommunalvalget havde hans folk flot fremgang i mandater, og det blev til flere borgmesterposter især i provinsen. Kronjuvelen på Frederiksberg røg til gengæld i svinget.

Den konservative leder har opnået sin fremgang ved at sidde helt stille og sige venlige ord uden at fortælle meget om sin egen politik, mens Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, og Socialdemokratiet er fanget af dårlige sager og får tæsk af storbyvælgerne.

Men med sit finanslovsudspil har De Konservative tonet rent flag.

Jeg er sikker på, at mange, der senest har stemt konservativt, vil blive negativt overrasket, når de forstår, hvor ensidigt partiet vil gavne de få, der i forvejen tjener og ejer allermest, og som allerede har fået en uforholdsmæssig stor bid af velstandsfremgangen.

Endnu mere rystende er det, at gaveuddelingen til de rigeste skal finansieres ved bidrag fra nogle af dem, der har mindst. Det er en uskøn konkurrence med Nye Borgerlige om at komme med de mest asociale bud.

Urimeligt

Her er nogle af de mest markante konservative forslag:

Topskattegrænsen skal gradvist hæves til 800.000 kroner. Det betyder, at alle os, der tjener over 800.000 kroner, skal have en ekstra årlig skattelettelse på 37.000 kroner. Det gælder selvfølgelig også den rigeste ene procent, der i forvejen har fået lettet sin årlige skattebetaling med 120.000 kroner om året i kraft af de seneste 20 års politiske beslutninger – de fleste truffet af regeringer med konservativ deltagelse.

Det er uden enhver rimelighed igen at lette skatten for dem, der i mange år har haft de største indkomststigninger og massive skattelettelser – og som i øvrigt uden at røre en finger og til lav eller ingen beskatning har indkasseret langt de største bidder af periodens enorme gevinster på aktier og ejendom. Det bliver kun værre, når man desuden vil lette selskabsskatten og skatten på aktieindkomst og slutter af med ambitionen om helt at afskaffe arveafgiften: Den er dog en vis garanti for, at skattefri og lavt beskattede formuegevinster til sidst trods alt bidrager til velfærd og klimaløsninger til gavn for de mange. Faktisk taler fairness ikke for at afskaffe, men at forhøje beskatningen af de meget store arveparter.

De fattigste ti procent af danskerne har de seneste 20 år kun fået skatten lettet med 1.200 kroner om året, og har afstået et flere gange så stort beløb i lavere sociale ydelser. Den konservative finanslovspakke vil kun forværre dette:

Et vigtigt bidrag til at betale for gaverne til de rige er forslag om at fjerne den ny såkaldte Arne-pension, der giver adgang til tidligere tilbagetrækning for nogle af dem, der har knoklet mest i livet og fået mindst for det. Det er også mennesker, som typisk har udsigt til kortere levetid og derfor færre år på pension end mange af os andre. Desuden foreslås endelig likvidering af den gamle efterlønsordning og afskaffelse af seniorjobordningen. Endelig indeholder det konservative udspil små, men symboltunge forslag om besparelser på blandt andet folkeskolen, indsatsen for FNs verdensmål og på kvindeforskning.

En appel til de velhavendes grådighed

Ønsket om større ulighed i alle dimensioner er i sandhed forfulgt med stor omhu.

Er der anden drivkraft for denne kurs end appellen til de velhavendes grådighed? Ja, det er Reagans og Thatchers neoliberale program, der lanceres igen. Det er troen på, at større ulighed er nødvendig for at fremme initiativ og virkelyst, og at flere penge hos de velhavende og besiddende omsætter sig til større investeringer, mere beskæftigelse og bedre indtjening – til sidst også for de fattige. Desværre understøttes disse vrangforestillinger af de utroværdige modelberegninger, Finansministeriet stadig ikke har fået ryddet op i.

Men virkeligheden er anderledes: I USA har denne politik betydet, at den rigeste ene procent har hamstret hele nationens velstandsfremgang de seneste 40 år. Meget af den øgede rigdom er omsat til politisk støtte til højrefløjen ved direkte tilskud og finansiering af ekstremt højredrejede nye medier. Det har konserveret tilslutningen til den neoliberale politik. Men det har hverken løftet investeringer eller job og indtjening til de fattige. I Danmark har vi fået høj beskæftigelse og enestående stærk international konkurrenceevne på grund af – ikke på trods af – større lighed og meget større skattebetalt velfærd end i USA.

Der er ikke noget »folkeparti« i De Konservative forslag til større ulighed. Det er en advarsel til dem, der overvejer at støtte Søren Pape Poulsens ambition om at blive statsminister.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om dansk politik og ulighed

Udgivet den

Er had og konspirationsteorier den ny normal i dansk politik?

Måske skulle Jakob Ellemann-Jensen og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske

… eller her:

Den hetzagtige mistænkeliggørelse af statsministeren har taget helt overhånd, og udløst fjendtlighed og had i den offentlige debat, som vi ellers sjældent oplever i Danmark.

Vel har alle socialdemokratiske ledere undervejs oplevet forsøg på karaktermord fra modstandere og medier, for derefter – når vi havde forladt den politiske scene – ofte at blive hyldet af de gamle karaktermordere for at være bedre end vore efterfølgere. Det er en lang tradition.

Derfor er det opmuntrende, at Mette Frederiksen, allerede mens hun er i embedet, er blevet hyldet som handlekraftig coronachef for halvandet år siden. Med rette. For hun havde den rette den stærke intuition om nødvendigt hastværk. Hvis hun bare havde fulgt de ledende sundhedsfaglige rådgivere, så havde det betydet svenske tilstande. Nu sikrede hun, at Danmark fik langt mindre dødelighed og er kommet økonomisk meget flottere igennem pandemien end naboerne og de fleste andre lande. Det omsatte sig i enestående flotte meningsmålinger.

Succesen skabte imidlertid et voldsomt behov hos politiske modstandere for at nedgøre statsministeren af frygt for at succesen skulle bide sig fast. Et næsten enigt folketing gav regeringen meget vide beføjelser, og der var bred folkelig opbakning til regeringens coronahåndtering. Alligevel oplevede vi hurtigt forsøg fra oppositionen på at give statsministeren ridser i lakken og kræve ændringer i det, der var enighed om et øjeblik forinden. Men de blev set som unødigt trætte.

Vilde konspirationsteorier

Så kom minksagen. Det er indlysende, at der er begået fejl i håndteringen af minksmitten. Det indrømmer Mette Frederiksen jo også uden tøven. Og det undersøges nu, hvordan det kunne gå til og hvem, der sagde og gjorde hvad hvornår. Det er helt ok.

Men det er ikke ok, at minksagen fra dele af oppositionen og medierne forvandles til massive og hadefulde, personlige angreb på landets statsminister og udbredelsen af konspirationsteorier, der bringer mindelser om trumpismens hærgen i amerikansk politik. Vi oplever endda angreb, der ligner kvindefjendtligheden mod Hillary Clinton under slagordet »Lock her up«.

Journalist Anders Langballe har beskrevet blodrusen og proportionsforvridningen, der udløses i medierne, når lemmingflokken af politiske modstandere og sensationsjagende journalister uden bevisførelse forsøger karaktermord på en toppolitiker ved at påstå løgn og bedrag. Det forstærkes af hæmningsløse udgydelser i de sociale medier og ekstremister på højrefløjen, som søger at pådutte statsministerens regeringsførelse lighed med nazistisk eller kommunistisk diktatur.

Jeg troede, at Jakob Ellemann-Jensen var en ny, ordentlig mand i spidsen for Venstre. Men han er åbenbart så trængt i sin egen position, at han har behov for at sige, at han ikke stoler på Mette Frederiksen. Intet mindre. Han påstår altså, at statsministeren lyver om sin håndtering af minksagen. Måske skulle Ellemann og hans meningsfæller medgive, at vi nok især fik en uheldig minksag, fordi kravet om ekstrem høj reaktionshastighed i kampen mod smitten efterlod både regering og centraladministration i en permanent stresstilstand, som ikke er oplevet nogensinde før i min levetid. Minken blev set som en risiko for at Danmark blev et nyt epicenter for global smittespredning. Og statsministeren havde i øvrigt ikke noget som helst motiv til at handle uden lovhjemmel til aflivning af mink, for der var et flertal klar til straks at skaffe hjemlen, hvis den manglede.

Foghs topstyring

Anders Fogh Rasmussen har i sagens anledning advaret mod magtkoncentrationen hos statsministeren. Bizart. Den tidligere statsminister er stadig den nyere danmarkshistories ubestridte topscorer i topstyret regeringsledelse. Men lemmingeeffekten gik dengang den modsatte vej for manden Anders end nu for kvinden Mette: Hans stærke ledelse aftvang underdanig beundring og respekt, mens hendes angribes som farlig for demokratiet. Men han fik os ud i ødelæggende økonomisk overophedning og et tragisk krigseventyr i Irak, mens hun reddede os gennem det værste af pandemien i kraft af de magtmidler, som et stort folketingsflertal beredvilligt gav hendes regering i en helt ekstraordinær situation.

Om hysteriet omkring de muligvis forsvundne sms’er blot en enkelt bemærkning: Det er næppe enestående, at centrale beslutningstagere i ekstreme situationer har et barskt talesprog – også på sms. Jeg tror, at nyfigenheden her overtrumfer relevansen: Sms’erne giver næppe nyt for sagens håndtering, som ikke allerede kan udledes af de tusindvis af udleverede papirsider eller belyses ved afhøringerne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Denne klumme udkom i Berlingske 18. november 2021

Mere fra min hånd om covid-19