Kategori: Dansk politik

Udgivet den

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima

Udgivet den

Det kan være et mareridt at være i regering

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, kan næste valg blive dommedag. Mere om det i denne kommentar, der blev bragt i Berlingske 6. oktober 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Hårdt at lede en regering og ikke kunne føre egen politik

Et parti får større muligheder for at påvirke samfundets udvikling ved at være i regering end i opposition – forudsat at det faktisk giver mulighed for at realisere væsentlige dele af partiets politik.

Hvis sammensætningen af en regeringskoalition eller et parlament tvinger det ledende regeringsparti til at gå på tværs af egne holdninger, så kan næste valg blive dommedag.

Et parti, som er juniorpartner hos en populær regeringschef fra et andet parti kan endda vinde fremgang for mange af sine hjertesager, og alligevel se regeringschefens parti løbe med vælgerne.

De tyske socialdemokrater i SPD blev i kansler Angela Merkels store koalition ramt af politisk svindsot af netop den sidstnævnte grund: Det var kansleren, der høstede stemmerne, også når SPD kom igennem med at hæve mindstelønnen og udvikle velfærdssamfundet.

Da Merkel forlod scenen, fremstod SPDs kanslerkandidat, den hidtidige finansminister Olaf Scholz, som den mest naturlige afløser. To tredjedele af tyskerne ville have ham som ny kansler, selvom kun en fjerdedel stemte på hans parti. SPD blev dog størst, mens de kristelige unionspartiers kanslerkandidat led et historisk nederlag,

Derfor står Scholz til at blive ny kansler. Men han fik ikke det ventede flertal af SPD, Grønne og Die Linke, for det lille venstrefløjsparti blev næsten halveret. Der manglede den sidste ene procent af stemmerne for at få flertal for en ambitiøs indsats for klima, mere lighed og øget velfærd.

Nu skal Scholz løfte den tæt på umulige opgave at danne en koalition mellem SPD/Grønne og de neoliberale skatte- og velfærdsmodstandere i FDP. Resultatet kan blive så lidt socialdemokratisk, at det skaber stor uro i hans eget parti og gør SPDs nye styrke til en kort fornøjelse. Det kan også blive en lidet handlekraftig regering, og det vil være tragisk for det europæiske samarbejde, der i dén grad har brug for progressivt tysk lederskab.

Politiske hårdknuder

Mønstret med en stækket regeringsledelse med umulige flertalskonstellationer i den lovgivende forsamling kendes fra andre lande:

Joe Biden blev for cirka et år siden valgt til præsident i USA med syv millioner stemmers flertal. Det skabte verden rundt håb om et USA, der bekendte sig til et forpligtende samarbejde ude og et opgør med den voldsomme ulighed og de store sociale problemer hjemme. Men på grund af det amerikanske valgsystems unfair overvægt til de konservative kræfter var Biden uhyre tæt på alligevel ikke at blive præsident, og hans flertal i Kongressen blev papirstyndt.

Vi oplever nu, at den enlige konservative demokrat Joe Manchin fra West Virginia – som afgør flertallet i Senatet – er i færd med at sætte en stopper for den planlagte udvikling af en amerikansk velfærdsstat. Det kan betyde nederlag for Demokraterne ved midtvejsvalget til Kongressen om et års tid. Det kan lamme Biden helt i de følgende tre år, fordi Republikanerne kan genoptage deres totale afvisning af alt, der kommer fra Demokraterne. Derfor kan det heller ikke udelukkes, at vanviddet kan føre Donald Trump tilbage i 2024 i noget, der mest af alt ligner amerikansk borgerkrig og total uorden på verdensscenen.

Politiske hårdknuder rummer ikke de samme risici for verden, når de forekommer i Skandinavien, som hvis de rammer Tyskland eller USA. Men vi kender også til fænomenet:

Sverige har siden valget for tre år siden haft en socialdemokratisk regering, der er helt uden mulighed for at føre sin egen politik. Socialdemokratiet er gidsel hos et lille liberalt midterparti, Centerpartiet, der dikterer kursen og kun holder regeringen oppe, fordi de ikke vil have en borgerlig regering, baseret på Sverigedemokraterna. Statsminister Stefan Löfven er kørt træt, og udsigterne for hans afløser, Magdalena Andersson, er kun et enkelt år på statsministerposten, tab af mange vælgere og derefter en borgerlig regering, der har flertal uden Centerpartiet, men sammen med Sverigedemokraterna.

Scholz i Tyskland står med risikoen for at komme ud for det samme, som vi danske socialdemokrater oplevede i Helle Thorning-Schmidts regering, og som sendte os i opposition igen allerede ved førstkommende valg: Vi betalte en uhyre høj pris i form af tabte mærkesager for at få lov at lede en koalition med Det Radikale Venstre, der – trods sit navn og sin historie – benhårdt insisterede på videreførelse af den foregående borgerlige regerings økonomiske politik, der var et neoliberalt opgør med socialdemokratiske mærkesager.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om at sidde i regering

Udgivet den

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravet, lønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Udgivet den

Politikerne må vågne op: Brint kan blive det nye danske vindeventyr

Griber vi chancen, kan brint blive det nye danske bæredygtige energieventyr. Ligesom vindmøllerne i sin tid. Men der skal handles nu. Danmark kan skabe værdi på at udvikle grøn brint som del af den globale  kamp for at afvikle fossile brændsler. Det skriver Anders Eldrup og jeg om i denne kronik i Politiken 9. september 2021.

Kan også læses nedenfor:

Godt nyt for klimaet og danske vindproducenter

I 1990’erne arbejdede vi som henholdsvis minister og departementschef i Finansministeriet tæt sammen om at bringe orden og balance i dansk økonomi. Nu, 25 år senere, er vi begge optaget af den grønne omstilling. Mogens som formand for Energinet, Anders bl.a. som formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Energikrisen i 70’erne lærte os, at forsyningssikkerhed på energiområdet er afgørende vigtigt. Vi havde gjort os fuldstændig afhængige af olie fra Mellemøsten – og havde dermed gjort os sårbare.

På energiområdet tog vi i årene, der fulgte, ved lære af fadæsen med olien og indrettede en flerstrenget og mere robust dansk energisektor med vægten på naturgas, vind, fjernvarme og biomasse.

Coronakrisen har lært os, at vi på andre samfundsområder også har forsømt at tænke i værdien af forsyningssikkerhed. Tænk blot på debatten om produktion af medicin, værnemidler, mikrochips og lange sårbare forsyningskæder.

I EU står vi nu ved en ny korsvej, hvor forsyningssikkerhed skal gentænkes. For at stabilisere klimaet, før forandringerne bliver endnu mere katastrofale, skal vi afvikle brugen af de fossile brændsler – kul, olie og naturgas. Desuden reduceres atomkraft i mange lande, og biomasse som energikilde bliver stadig mere problematisk. 

Alt det sker i et scenario, hvor energiforbruget fortsat stiger betydeligt. Naturgas er den af de fossile brændsler, der udleder mindst CO2, og en overgangstid på vej væk fra kul kunne EU øge sin import af naturgas. Det vil i praksis sige import af russisk gas, som man allerede i dag er ret afhængig af. Er det mon klogt? 

Det er en sikkerhedspolitisk udfordring og stadig klimabelastende.

Derfor peger EU-Kommissionen på en massiv udbygning med sol og vind, især havvind. For havvind satser kommissionen på en 20-dobling over de kommende 20 år. Det er godt nyt for klimaet og godt nyt for danske vindproducenter. En stor del af den udbygning vil kunne ske i danske farvande i Nordsøen og Østersøen. Mere herom senere.

En anden meget klar melding fra EU-Kommissionen er, at nøglen til den bæredygtige energiomstilling er brint. Derfor bør der nu satses målrettet på at udvikle fremtidens brintbaserede teknologier. Vicepræsident i EU-Kommissionen Frans Timmermans har for nylig sagt det meget klart:

– For nogle år siden var EU førende i udviklingen af solpaneler. Men vi tabte momentum, og i dag ligger den produktion stort set i Kina.

– EU støttede udvikling af batteriteknologi og fik en førende rolle. Også her tabte vi pusten, og i dag ligger den væsentlige produktion og udvikling af batterier i Kina, Sydkorea og Japan. Et problem, som den europæiske bilindustri i disse år febrilsk søger at råde bod på.

– Nu står vi over for et tredje stort spring på energiområdet: udviklingen af brintbaserede teknologier som kernen i den bæredygtige omstilling. Også her er EU i front, og denne gang må vi ikke miste forspringet. 

EU skal bevare og udbygge sin position inden for brintteknologierne, fordi det ikke blot kan give os CO2-fri energi, men også fordi nøglen til mange af de nye teknologier, som vi skal leve af i fremtiden, ligger her. Energipolitik er i høj grad også industripolitik.

Så de klare meldinger fra EU-Kommissionen er: topprioritet til havvind og brintteknologier. Set med danske briller er det meget interessant, for det åbner store nye muligheder, hvis vi vælger at udnytte dem.

Kaster vi blikket bagud, ser vi nogle af de korsveje, hvor vi tidligere har truffet valg, som er blevet afgørende for udviklingen af vores land. Et par eksempler til illustration:

– Beslutningen om at indføre arbejdsmarkedspensioner i 1987 blev skabt i en trepartsaftale mellem arbejdsmarkedets parter og regeringen. Den førte til, at vi i dag har verdens bedste og mest holdbare pensionssystem – og samtidig forsvandt i øvrigt dansk økonomis kroniske balanceproblemer med underskud på betalingsbalance og statsfinanser.

– Et konstruktivt samarbejde mellem staten og energisektoren har gjort, at Danmark i dag er verdensførende på havvind – både hvad angår produktion, opstilling og drift. Staten pressede energiselskaberne til at lave havvindparker, og staten lavede et regime med faste garanterede priser på strømmen 12 år frem, som gjorde, at pensionskasserne turde investere den nødvendige kapital. For samfundet har det givet ren energi, nye industrier med tusindvis af arbejdspladser og betydelig valutaindtjening.

– Ofte bliver vi spurgt: Hvordan kan det være, at et lille land som Danmark har verdens største insulinproducent, verdens største containerrederi, verdens største legetøjsproducent, verdens dominerende producenter af pumper, termostater, isoleringsmateriale og energirigtige vinduer? 

Forklaringerne er nok mange. Hvad angår medicin og vedvarende energi, har statens prioritering af forsyning til danske borgere historisk været et afgørende rygstød for eksporteventyret. Det er imidlertid også tankevækkende, at de nævnte virksomheder er helt eller delvist fondsejede med den konsekvens, at man har fokuseret på langsigtede strategier og minimeret risikoen for udenlandske overtagelser. 

Det er tankevækkende at sammenligne med et andet dansk erhvervsklenodie, Sukkerfabrikkerne, der senere blev til Danisco og derefter solgt til Du Pont, hvorefter virksomheden forsvandt fra den danske radar.

Nu står vi igen over for en sådan definerende korsvej.

I farvandene omkring Danmark har vi enestående muligheder for at høste vindressourcen. Selv om misundelse ikke er en rar egenskab, kan vi vel ikke sige os helt fri for en vis ærgrelse over, at Norge fra naturens hånd fik så rigelige mængder af olie og gas med den rigdom, det har medført.

Men Danmark har nu muligheden for at blive ’det nye Norge’ – ikke baseret på fossil energi, men på vind. Hvordan skal vi forvalte den mulighed?

– Den ’lille’ ambition: Vi kan høste så meget vind i vores farvande, som skal til for at sikre, at Danmark får en ren energiforsyning uden CO2. En fin ambition, men vi kan meget mere end det.

– Den ’lette’ ambition: Vi kan høste så meget vind i de danske farvande som muligt og sende det, vi ikke selv skal bruge, videre til vores nabolande. Det kan give os en vis indtjening som strømeksportør. Men vi kan gøre det bedre, for det svarer jo til, at vi sender vores råstof (strømmen fra havmøllerne) uforarbejdet videre – uden at værdiskabe på vores nye ressource.

– Den ’værdiskabende’ ambition: Vi producerer mest mulig energi i farvandene omkring Danmark og trækker en stor del af strømmen ind til Danmark og bruger det til at opbygge en helt ny industriklynge baseret på grøn brint skabt ved elektrolyse. 

På den måde får vi mere værdi ud af vores nye store energiressource i havene omkring Danmark. Vi skaber nye arbejdspladser, vi værdiforøger strømmen fra havmøllerne med nye mere værdifulde produkter, og vi yder et stort bidrag til, at Europa kan blive fri af CO2-udledninger.

Lad os kort kaste et blik på nogle af brintsamfundets nye muligheder:

Vi kan bruge vindstrømmen og omformningen til brint til at producere grøn kunstgødning til Europas landbrug og dermed yde et bidrag til den nødvendige bæredygtige omstilling af landbruget.

Vi kan også bruge vindstrømmen og brinten til at producere nye rene brændstoffer (e-fuels), som kan bruges i skibsfarten, luftfarten og den tunge landtransport og dermed yde vigtige bidrag til omstilling af disse sektorer.

I de brintbaserede processer som ovenfor beskrevet opstår der en betydelig varmeudvikling. I Danmark har vi et af verdens bedste fjernvarmesystemer, hvor to tredjedele af alle husstande allerede er tilsluttet fjernvarme. Det giver enestående muligheder for at udnytte overskudsvarmen til opvarmning af vores boliger. Det bør vi udnytte.

Det har vi for eksempel ikke sikret os ved etableringen af de nye datacentre. Her lod vi markedskræfterne råde frit uden rammelovgivning og planlægning. Resultatet er, at datacentrene er placeret på må og få uden fokus på at udnytte den enorme mængde spildvarme, de udleder. Centrene i sig selv giver kun få arbejdspladser. Den værdiskabelse, vi som samfund kunne få ud af datacentrene, ville være langt større, hvis de var placeret, så overskudsvarme ikke gik til spilde.

’Datacenterfadæsen’ kan tjene til inspiration for, hvordan vi ikke skal gribe vores nye brintbaserede eventyr an.

Historien – både fra succeser og fiaskoer – giver os god vejledning:

– Vi skal fortsætte den historiske tradition med tæt samarbejde mellem den offentlige sektor og de private investorer. Staten skal sætte rammerne (som man gjorde med vindmøllerne) og stille plankrav f.eks. om udnyttelse af spildvarmen.

– Vi skal holde perspektivet: Måske kræves der – som med vindmøllerne – lempelige vilkår i startfasen og gradvis skærpelse vilkårene, når produktionen er godt i gang.

– Med vindmøllerne var vi de første og alene på markedet i starten. Med brinteventyret vil der være mange om buddet. Derfor skal vi hurtigt i gang for ikke at komme bagud.

– Efter alt at dømme vil der være stor opbakning fra EU-Kommissionen, da man der har et klart blik for, hvordan en sådan dansk satsning passer ind i den større tegning.

– De kommende, højere CO2 afgifter, der nu tegner sig, vil være afgørende for at lægge en solid bund under den danske brintvision.

Vi står ved en definerende korsvej. Det har vi gjort før. Og valgt rigtig med afgørende konsekvenser for velstandsudviklingen i Danmark.

Ofte spørger man: Hvad skal vi leve af i fremtiden? Ovenfor har vi skitseret visionen om den nye brintbaserede erhvervsklynge. Det kan give os en del af svaret på spørgsmålet. Vi har muligheden nu.

Danmark bør satse på at blive foregangsland i klimaomstillingen, fordi som et af verdens rigeste lande har vi et meget tungere CO2-aftryk end de fleste andre. Men uanset hvor hurtigt vi går frem, kan vi naturligvis ikke på egen hånd redde kloden.

Derimod kan vi – også på mange andre felter end brint – atter blive foregangsland, sælge de gode løsninger til resten af verden og skabe flere arbejdspladser i Danmark.

Men denne gang er der mange flere, som kan og vil være foregangslande. Hvis vi fortsat vil være i forreste række, har vi meget travlt med at få truffet de rigtige beslutninger.

Kronikken blev bragt i Politiken 9. september 2021

Mere fra min hånd om den grønne omstilling

Udgivet den

Klimaindsatsen bremses og gøres kostbar af miljømyndighederne

Hvis klimaet og naturen skal reddes, er det nødvendigt at rette op på de administrative svækkelser i miljømyndighederne, der alt for ofte skaber kostbare sammenstød i afgørelser om anlægsarbejde. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser forbundet med myndighedernes afgørelser, skriver jeg bl.a. i min seneste kommentar i Berlingske Tidende:

Der er mange udfordringer for politikere, der skal redde klodens fremtid. Vi redder ikke klodens natur uden at stabilisere klimaet. Klimaindsatsen haster enormt, og det vil være en hidtil uset global kraftanstrengelse at lykkes med den.

Men selv da har vi ikke sikret naturens mangfoldighed. Vild natur skal bevares eller genskabes, samtidig med at vi skaffer plads til flere mennesker, der kan leve og bo, uden at mange er fastlåst i dyb fattigdom. I en verden med enorme uligheder kan der næppe skabes opbakning til nødvendige ofre for at stabilisere klimaet og bevare naturen, medmindre regningen sendes til dem, der ved størst forbrug har de største aftryk på klimaet og naturen.

Det handler derfor om at afveje modstridende hensyn til klima, natur og social balance. Intet tiltag er perfekt, men vi skal gøre os den yderste umage for at mildne målkonflikterne.

I Danmark ser vi et antal nye afgørelser fra i Miljøankenævnet, der ikke forekommer at bidrage hertil.

En af dem er bremsen på bygningen af nye sociale boliger på den del af Amager Fælled, der er gammel losseplads, men som af Enhedslistens gamle trubadur Finn Sørensen besynges som Lærkesletten. Her lever en stor vandsalamander, der imidlertid har andre gode levesteder og ikke som art er truet. Der er omvendt ikke så mange andre og bedre muligheder for at placere nye sociale boliger i København. Og der er brug for at modvirke en udvikling, hvor håndværkere, lærere og sygeplejersker, der arbejder i storbyen, ikke har råd til at bo i nærheden af arbejdet.

Kommunernes Landsforening kender en række tilsvarende sager rundt i landet, hvor klager, der har ventet i årevis på en afgørelse, vælter kommunal planlægning, sætter anlægsarbejder i stå og derfor udskriver store regninger til skatteydere eller forbrugere.

Den virksomhed, jeg er bestyrelsesformand for, Energinet, som er det nationale selskab, der ejer og udbygger transmissionsnettet for el og gas, er på dramatisk vis konfronteret med det samme problem. Lednings- og rørarbejder, der for adskillige år siden er godkendt af Miljøstyrelsen, omgøres nu. Nogle projekter er mellemtiden fuldført (!), andre er i gang og sættes nu helt eller delvis i stå med meget store omkostninger til følge.

Det kommer alene til at koste groteske 600 mio. kr., at arbejdet med Baltic Pipe, hvori vi skal sende norsk gas via Danmark til Polen, nu er sat i stå på flere strækninger i nogle måneder, fordi ankenævnet ikke mener, at der er gjort nok for at beskytte levevilkårene for hasselmus, birkemus m.fl.

Kostbare sammenstød

Denne ny skærpede praksis kan tvinge Energinet til at være mere afventende over for, hvornår man tør iværksætte et anlægsarbejde på grund af frygt for en langt senere ankeafgørelse. Målkonflikten er åbenbar, fordi vore statslige ejere og hele det politiske system tripper utålmodigt for, at vi hurtigst muligt skal bane vejen for langt mere sol- og vindenergi. Men klimaindsatsen bremses af omsorg for truede dyrearter.

Hvad kunne man have gjort for at undgå disse kostbare sammenstød? Først og fremmest en hurtigere og sikrere sagsbehandling hos miljømyndighederne. Det er klart, at en kommune eller en offentlig virksomhed som Energinet vil betale for de nødvendige miljøkrav, og at det er umådeligt meget billigere at gøre fra start end at blive sat i stå, når alt er godt i gang.

Det er i min forståelse hul i hovedet, at en uspecificeret ankeafgørelse om, at ‘mere’ skal gøres, flere år fra projektstart kan udløse forsinkelsesomkostninger på 600 mio.kr.

Jeg kan ikke frigøre mig fra fornemmelsen af, at vi lider under senfølgerne af erfaringstabet ved afgang af medarbejdere i Miljøstyrelsen og ankeadministrationen som følge ved den tidligere regerings forhastede udflytning fra hovedstaden, der i øvrigt blev ledsaget af helt urealistiske løfter om hurtigere og bedre sagsbehandling.

Det er nødvendigt meget hurtigt at rette op på denne administrative svækkelse. Ingen kan være tjent med de enorme unødvendige omkostninger og forsinkelser. Der må fra start gives præcise anvisninger til dem, der skal lave anlægsarbejder, om og hvordan truede arter skal beskyttes.

Politisk er der også brug for mere overordnet at vurdere, om man ikke med mindre omkostninger kan gøre mere for truede arter ved at opkøbe flere arealer, der kan udlægges som vild natur i stedet for skærpelse af kravene til anlægsarbejderne.

Her er i hvert fald brug for at gøre det ikke bare lidt bedre.

Kommentaren stod at læse i Berlingske Tidende 28. juli 2021

Mere fra min hånd om klimaet

Udgivet den

Dem, der ejer mest, skal betale mest for den grønne omstilling

Vi har meget at vinde og frygteligt meget at tabe, hvis ikke vi er i stand til at forklare, hvorfor det er vigtigt at skride hurtigt til værks med den grønne omstilling – samtidig med, at vi holder hånden under dem, der er mest sårbare i processen. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende.

Læs indlægget i avisen – eller nedenfor:

Vilje til forandring?

Den eksplosive vækst i produktionen af stadig billigere vedvarende energi – og anvendelsen af den til fremstilling af grønne brændsler – giver gode chancer for, at vi faktisk kan udfase fossile brændstoffer senest i 2050. Og dét er afgørende for at stabilisere temperaturen på højst halvanden grad over den førindustrielle tidsalder og dermed have en chance for at standse den globale opvarmning.

Det er mere tvivlsomt, om denne udvikling kan nå at bidrage tilstrækkeligt til de danske klimamål om 70 pct. mindre CO2 i 2030. Det vil kræve mere politisk handlekraft end hidtil, både i Danmark og i EU. Investorerne står parat til med elektrolyse at forvandle vind- og solenergi til brint og videre til grøn ammoniak mv, der kan hældes på tunge køretøjer, skibe og fly. Men højere afgifter på de fossile brændsler er nødvendige for tilstrækkeligt hurtigt at forskyde investeringsinteressen til grønne løsninger. I det lange perspektiv er billig grøn strøm + elektrolyse vejen til, at produkter og mennesker kan transporteres rundt i verden uden at forværre klimaproblemet.

Der er brug for mere entydige politiske udmeldinger fra europæiske regeringer om, at de ikke vil hugge job fra naboer, der går forrest. Der er brug for enighed om, at EU-landene godt må understøtte de få ekstremt energikrævende produktioner som cement og stål i overgangen til grønne brændstoffer, så det ikke er netop dem, der lukker for ar flytte til nabolande, som er bagud med klimakrav. Der må indføres en art klimatold ved import til EU, der forhindrer landene udenfor i at lukrere på en sådan trafik. 

Danmark kan ikke på egen hånd redde verdens klima ved at være foregangsland. Men Danmark har en stor chance for at skabe mange nye og bedre job gennem hurtig grøn omstilling, fordi vi så også udvikler løsninger, der kan sælges til resten af verden. Vi taler meget om netop det. Men der skal tempo og dristighed til at udnytte denne chance, for lige nu er der rigtigt mange andre, der også vil være foregangsland.

Der er brug for politikere, der – samtidig med at de gør en særlig indsats for de virksomheder, der er mest sårbare ved hurtig grøn omstilling – modigt fortæller, at der er mange flere job at vinde end at tabe ved at gå hurtigt frem. Vi skal gå i spidsen, fordi det er en god forretning for danske virksomheder og lønmodtagere. Vi har ikke råd til at lade være. Men det skal forklares og forsvares, at nogle skatter og afgifter skal hæves for at nå målet.  Det er dem, der tjener mest, ejer mest og hamstrer flest af klodens ressourcer ved ekstravagant forbrug, der skal betale mere. De skal betale, både fordi uligheden er gået amok og for at støtte de mest truede erhvervs grønne omstilling og finansiere statens egen investering i bæredygtig infrastruktur. De velhavende skal også betale mere, for at vi kan lette skatter og afgifter hos dem, der kun tjener lidt: Dé skal ikke betale ekstra for den grønne omstilling. 

Politikere, der vil gøre Danmark til foregangsland i klimaløsninger, må holde op med at lade sig kyse af de velbjærgedes protester mod, at de omsider skal betale regningen. De må også sætte sig ud over de urealistiske svar fra Finansministeriets nyliberale regnemodeller, der altid viser, at ethvert skridt til at tage fra de rige og hjælpe de fattige er alt for kostbart, fordi det betyder at færre mennesker gider arbejde. Det har vi hørt til hudløshed, men det bliver ikke mere sandt at blive gentaget. Derimod er det ikke sagt tit nok, at en mere fair byrdefordeling er selve forudsætningen for, at vælgerflertallet fortsat bakker op om en offensiv klimapolitik, så Danmark kan blive foregangsland.

Det meget brede forlig om infrastrukturinvesteringer, der netop er indgået, kritiseres for ikke bidrage til klimaløsningen, fordi der bygges for meget motorvej, og flere motorveje får flere til købe bil. Det er måske en undervurdering af tempoet i omstilling til el-biler. Men uden et nyt afgiftssystem vil bilparken vokse for meget. Måske ikke på grund af flere motorveje, der hvor kollektiv trafik alligevel ikke er et reelt alternativ el-bilen. Men der er brug for mod til at udtænke et avanceret digitalt system for fremtidens bilafgifter, hvor betalingen varieres efter art af køretøj, hvor i landet, der køres – og hvilken tid på dagen. Brændt barn skyr ilden, når nogen taler ’betalingsring’ i storbyen efter Thornings fiasko i 2012. Men vi kommer ikke uden om at begrænse bilantallet i storbyerne, hvor nye motorveje ikke kan anlægges, og hvor vi snart hverken kan komme frem eller parkere.

Indlægget blev bragt i Berlingske 1. juli 2021

Mere fra min hånd om grøn omstilling

Udgivet den

Sådan bremser vi de vilde kapitalgevinster på fast ejendom

Lige nu er nok det ringeste tidspunkt gennem de seneste seks årtier at beskatte salgsgevinster. Heldigvis er der også en anden løsning.

Det skriver jeg om i min seneste kommentar i Berlingske tidende. Læs den her – eller nedenfor:

Afgift på kapitalgevinst

Gamle folk kan huske, da Krag-regeringens beskedne forslag til at regulere arealanvendelsen i Danmark blev fældet ved jordlovsafstemningen i 1963. VK-partierne afprøvede den dengang kun ret nye grundlovs bestemmelse om, at visse lovforslag kunne kræves til folkeafstemning af en tredjedel af Folketingets medlemmer.

Afstemningsresultatet fik meget langsigtede konsekvenser langt udover planlovgivningen: Siden da har det været en rodfæstet opfattelse, at partier, der søger at begrænse boligejernes ret til skattefri værdistigninger, kommer varigt til skade ved næste valg.

Spæde tilløb til værdistigningsafgift fra starten af 1960erne blev afviklet i kølvandet på jordlovsafstemningen, og senere forsøg løb ud i sandet. Den stadigt voksende gruppe af boligejere har været fredet fra enhver beskatning af gevinster ved salg af boligen. Det har sælgere af de største og dyreste ejendomme naturligvis haft mest fordel af.

En systematisk beskatning på værdistigninger ved salg – som i mange år har eksisteret i Sverige – kunne have skaffet meget betydelige beløb til at nedsætte trækprocenten for både husejere og lejere, hvis den var indført før ejendomsprisernes himmelflugt. Det ville have mindsket uligheden mellem ejere og lejere, rige og fattige, ældre og yngre.

Det er forståeligt, at tanken rejses igen nu, fordi ejendomspriserne løber ekstra løbsk i storbyerne. Men desværre er det netop derfor det absolut dårligste tidspunkt i de seneste 60 år at indføre en skat på salgsgevinster: Vi kan ikke lovgive med tilbagevirkende kraft. Vi er nødt til at tage udgangspunkt i en aktuel offentlig ejendomsvurdering, som i øvrigt ikke findes, men som, hvis den fandtes, meget vel om et par år kunne vise sig at være en overvurdering. Derfor er det ikke sandsynligt, at der kommer mange af de faktiske gevinster i statskassen ad den vej.

Rentefradrag

Den betydelige reduktion af skattebesparelsen ved rentefradrag, der er sket siden 1986, kan fortsættes som middel til at køle det ophedede boligmarked ned. Mindre rentefradragsværdi vil  – alt andet lige – reducere den pris, sælgere kan opnå. Man gik meget gradvist til værks med rentefradragsreduktionen af hensyn til at dem, der blev ramt hårdest. Det var den yngre generation, der havde købt sent og dyrt, uden at kende omfanget af den reduktion af fradragets værdi, der ville blive gennemført.

Dette problem er imidlertid blevet af meget mindre betydning i de seneste år, hvor renten på realkreditlån har været tæt ved nul. Derfor har vi de sidste par år haft det absolut bedste tidspunkt til at vedtage fortsat gradvis reduktion i skattebesparelsen for renteudgifter. Det vil ikke længere betyde store byrder for dem, der for nylig har købt hus; men det være en ekstra bremse på fremtidige ejendomsprisstigninger.

En ejendomsværdiskat, der reguleres med udviklingen ejendomspriserne, kan også blive en effektiv bremse på værdistigningerne. En sådan ordning forhandlede jeg som finansminister på plads i pinsepakken i 1998. Desværre blev den efter få år afskaffet af Anders Foghs regering, der fastfrøs skatten på bestemte kronebeløb – og samtidig ødelagde de offentlige ejendomsvurderinger.

Senest er lavet en bred politisk aftale om at genetablere en realistisk ejendomsvurdering og lade den – udhulede – ejendomsværdiskat udregne på baggrund af den til enhver tid nyeste vurdering. Men der er åbenbart gigantiske it-problemer med at føre aftalen ud i livet. Foreløbig er reformen derfor udskudt til 2024.

Snuptag

De nuværende vilde gevinster ved salg af ejerboliger i storbyerne kan imidlertid bremses med et snuptag ved at lade den aftalte ny ejendomsværdibeskatning træde tidligere i kraft ved ejendomskøb fra nu af – og med udgangspunkt i den pris, der faktisk blev købt til: Købsprisen er jo den bedste ejendomsvurdering, man kan få. Og da folks betalingsvilje afhænger af, hvad de kan klare af ydelser, ville det øjeblikkeligt føre til lavere handelspriser.

Desværre tvivler jeg på, at den brede forligskreds kan enes om bare noget, der er så indlysende.

I øvrigt kan gevinstbeskatning hos sælgerne aldrig dæmpe i handelsprisen. Så længe skatten er under 100 procent, vil sælger altid gå efter den højest mulige pris. Nye købere hjælpes kun til lavere omkostninger, hvis der kommer et større udbud af boliger. Det kan for eksempel være både billige almennyttige lejeboliger og ejerboliger, der etableres, hvor en del kontorarealer affolkes, fordi hjemmearbejde også efter coronanedlukningen bliver meget mere udredt.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 7. juni 2021

Mere fra min hånd om skattepolitik

Udgivet den

Tanker omkring Pelle Dragsteds Nordiske Socialisme

Pelle Dragsteds bog

I sin nye bog taler Pelle Dragsted for kooperative virksomheder og andre ting, der engang var Socialdemokratiets politik. Dengang kuldsejlede det blandt andet på grund af modstand fra venstrefløjen. I dag er der brug for internationale løsninger – læs min kronik i Information om Pelle Dragsteds nye bog – eller nedenfor:

Økonomisk demokrati kuldsejlede i 70’erne. I dag er der brug for internationale løsninger

For snart 24 år siden havde Torben Steno en utrolig morsom serie i Danmarks Radio, der hed DDR2. Den kan stadig genfindes på nettet. Steno bragte i serien autentiske klip fra hverdagen i den afdøde østtyske stat i lortebrune farver, garneret med uddrag af diktaturets svulstige retorik. Steno interviewede også en række gamle danske kommunister om, hvorfor de havde været fascineret af »den virkeliggjorte socialisme« i DDR. Til sidst blev jeg inviteret til at svare på, om den virkeliggjorte socialisme ikke snarere var i Danmark end i DDR. Mit svar var, at i forhold til alt det, de gamle socialister ønskede at udrette for menneskeheden, så er vi nok kommet allertættest på. Vi overtog ikke alle produktionsmidlerne, men vi skabte stærke rammer om markedet og fordelte goderne bedre ved at opkræve skatter og sikre velfærd og meget større lighed.

For 15 år siden, da debatten i Kina var mere åben end nu, blev jeg inviteret til at tale både til staben på den kinesiske ambassade i København og til ledende medarbejdere i Kinas kommunistpartis internationale departement i Beijing. Jeg skulle fortælle om ’Den Danske Model’. Der blev lyttet interesseret. Mine tilhørere sagde ikke, ’jamen det er jo den rigtige socialisme’. Men det gør til gengæld mange menige kinesere, når man fortæller om, hvordan vi har indrettet os.

Opgør med revolutionen

Jeg nævner disse oplevelser som kommentar til Pelle Dragsteds spændende nye bog ’Nordisk Socialisme’, der allerede har fået megen positiv omtale i medierne.

Pelle er vel chefideolog i Enhedslisten. Jeg læser hans bog som det endelige opgør med revolutionære drømmerier på den yderste venstrefløj. Det er en entydig bekendelse til det parlamentariske demokrati og en anerkendelse af Socialdemokratiets og fagbevægelsens indsats gennem 150 år.

Pelle Dragsted påpeger, at det danske samfund hverken er en ureguleret markedsøkonomi eller en rendyrket planøkonomi. Markedskræfterne – ejendomsretten – indrammes af lovgivning, der beskytter arbejdsmiljø, natur og klima, regler mod vild finansspekulation, huslejeregulering mv. En stor offentlig sektor beskæftiger en tredjedel af arbejdsstyrken uden for markedet og privatkapitalismen. Desuden findes i markedsøkonomiens Danmark mange varianter af kollektivt fælleseje i andelsbevægelse, boligforeninger, brugsforeninger, kreditforeninger mv.

Pelle Dragsted anerkender, at private virksomheder fortsat skal bidrage til at skabe udvikling og velstand. Men efter fyrre års global nyliberalisme er fællesskabet i alle dets former trængt tilbage. Derfor leder han efter nye veje til at udbrede demokratiske ejerformer og bremse for privatisering og udlicitering. Det er ikke staten, der skal eje og dirigere – bortset fra især kritisk infrastruktur. Medarbejderne skal have mere medindflydelse på de offentlige arbejdspladser, og der skal udvikles nye former for kollektiv ejendomsret.

Europæiske socialdemokratier får kritik for at have udvisket deres profil ved at medvirke til neoliberalistisk politik og dermed tabe terræn til de populistiske oprør. Mette Frederiksen får behersket ros for at lægge op til en ny social kontrakt. Men – siger Dragsted – socialdemokraterne er ikke klar til at tage et mere frontalt opgør med ejerskab og magt.

Kampen blev tabt

Socialdemokratiets tilgang til ejerskab af virksomhederne har forandret sig, siden man for over 100 år siden håbede at udvikle arbejderkooperative virksomheder, der sammen med brugsforeninger og almennyttige boligforeninger kunne levere alle fornødenheder livet igennem, herunder bank, forsikringsselskab, mejeri, bryggeri, skrædderi – og ligkistemagasin. Kampen blev tabt. Tilbage af arbejderkooperation er kun Arbejdernes Landsbank og nogle få byggevirksomheder.

Et andet af Socialdemokratiets kuldsejlede forsøg på at ændre ejendomsforholdene var planerne om ’ØD’, økonomisk demokrati. Omkring 1970 var jeg sekretær for forhenværende finansminister Henry Grünbaum, da han var formand for LO’s udvalg om ØD. Vi kom med et maksimalforslag, der ultimativt ville have overført aktiemajoriteten i dansk erhvervsliv til en central lønmodtagerejet fond, der så decentraliserede stemmeretten ud til de ansatte i selskaberne – og gav udbytte til alle danske lønmodtagere. Tankegangen var, at vi ikke kunne beskatte os til en mere ligelig fordeling af formuer og magt, fordi de skatteregler, der gjorde det attraktivt at samle og investere kapital, uundgåeligt førte til skævere formuefordeling – medmindre ejendomsretten blev bredt ud.

ØD-forslaget vandt ingen støtte til venstre og fik voldsom modstand fra højre. I 1979 forsøgte Ankers regering sig med et mere moderat forslag om obligatorisk overskudsdeling, men det blev desværre slået ned af De Radikale og SF. Her var ellers takter til at gøre løntilbageholdenhed i en krisetid spiselig i fagbevægelsen og skabe nyt momentum for S-regeringen. Nu blev kuldsejlingen af ØD i stedet en del af nedtællingen til ti år med Schlüter. Drømmen bestod. ØD står – modsat Pelle Dragsteds påstand – også i Socialdemokratiets 1992-program. Men det politiske flertal meldte sig aldrig. Dog gav opbygningen af arbejdsmarkedspensioner til lønmodtagerne en voksende andel af ejendomsretten, men uden at give det direkte løft for medarbejdermedbestemmelsen i den enkelte virksomhed.

Brug for internationalt samarbejde

Uligheden i ejerskab og magt er de seneste fire årtier eksploderet globalt. Kapitalafkastet vokser og lønandelen skrumper. De store tech-virksomheder, finanshuse og andre giganter rummer ufattelige formuer. Få snese dollarmilliardærer køber sig til politisk indflydelse og mediemagt. Oligarki truer demokratiet.

Det er værd at overveje – hvilket Dragsted også gør – om der kan skabes tilslutning til en form for overskudsdeling, som bliver stående i kollektiv fondskapital i selskaberne. I forvejen er privatetablerede, fondsejede virksomheder en slagkraftig del af vores erhvervsliv.

Men! Magtbalancen mellem demokrati og kapital afgøres i dag hverken i den enkelte virksomhed eller i det enkelte land. Her må vi forlade os på internationalt samarbejde som det, præsident Biden overraskende lige har spillet ud med – om massiv indsats mod skatteflugt og skattely og fælles bund under selskabsskatten. Måske kan det suppleres med en særlig formueskat på de superrige.

Klimasagen må fremmes ved fælles massiv forsknings- og udviklingsindsats fra erhvervsliv og stat og optrapning til høj beskatning af klimagasser. Her skal EU spille en afgørende rolle. Og her er Pelle Dragsted fåmælt, fordi han stadig er hæmmet i sin tilgang af Enhedslistens anakronistiske EU-modstand.

Ligesom vi ikke har tid til globalt at vente med at samarbejde med Kina om klima, indtil de måske engang får demokrati, så kan vi ikke vente på at demokratisere ejendomsforholdene i vort eget erhvervsliv, før vi iværksætter den nødvendige klimaindsats. Vi må satse på en offentlig regulering, der igen gør markedet til demokratiets tjener og ikke dets herre.

Mogens Lykketoft er forhenværende formand for Socialdemokratiet

Kronikken blev trykt i Information 12. maj 2021

Mere fra min hånd om Den nordiske Model

Udgivet den

Taliban får mere frit spil nu

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres, uden at udløse ufattelige lidelser; det er læren fra invasionen i Afghanistan lignende invasioner.

Læs min seneste kommentar i Jyllands-Posten her – eller nedenfor

DEN BITRE LÆRE FRA AFGHANISTAN

20 år efter terrorangrebet 11. september 2001 forlader den sidste udenlandske soldat Afghanistan. Præsident Biden erkender, at kampen mod international islamisk terrorisme er flyttet til helt andre fronter – og at de ideelle krav om demokrati og kvinders frigørelse aldrig har været tæt på at sejre hos flertallet af afghanere. Der var måske en chance, hvis man fra starten havde sat flere kræfter ind på at give landet en mere effektiv og mindre korrupt regering. Men USA mistede hurtigt fokus, da præsident Bush startede en ny krig i Irak. Det gav Taliban muligheden for revanche, og nu har den islamistiske bevægelse igen kontrol med det meste af landet. Den svage afghanske regering kan næppe på egen hånd forhindre Taliban i igen at rykke ind i Kabul. Det bliver ikke smukt at se på. Der kan udløse en stor ny flygtningebølge af mennesker, der forgæves har kæmpet for et moderne og frit samfund.

USA intervenerede, fordi Osama bin Laden fra sit fristed hos Taliban-styret i Afghanistan orkestrerede terrorangrebene i USA. 20 års krig har betydet 100.000 dræbte afghanere, heraf uhyggeligt mange civile. 3000 amerikanere og hundredvis af andre fremmede soldater faldt i kampen. Danmark deltog – med mandat fra FN – for at bakke op om vores amerikanske allierede. I 2006 gik vi med til at rykke ud til hårde kampe i Helmand-provinsen. Helmand er nu atter helt behersket af Taliban. Mange tusinde danske soldater har været af sted til Afghanistan. Flere end 40 mistede livet, 200 blev såret og invalideret – og mange flere blev skadet på sjælen. Det danske militær har ikke siden 1864 været mere i krig, end vi var i Afghanistan.

Jeg var med til at træffe beslutningen om dansk deltagelse. Men min tvivl voksede helt fra de første år, fordi det hurtigt stort klart, at den vestlige invasion var iværksat med yderst begrænset forståelse af dé vilkår og holdninger, vi var oppe imod. Min tvivl skyldtes også, at jeg er fra dén generation, der talte og demonstrerede mod USA’s krig i Vietnam. Dén krig skabte ubegribelige tab og lidelser og kunne aldrig vindes, fordi flertallet af vietnameserne afviste den amerikanske indblanding. Den endte i ydmygelse af supermagten og er i historiens lys en frygtelig, meningsløs tragedie. Ville det gå på samme måde i Afghanistan, som ingen hidtil havde haft held til at erobre – heller ikke de britiske imperialister i 1800-tallet?

Ja, efter 20 år har supermagten USA – med koalitionspartnerne fra den halve verden – måttet opgive at erobre og reformere Afghanistan. Vi fatter det ikke, fordi Talibans islamisme forekommer os utroligt frastødende: men flertallet af afghanere vil ikke have de fremmedes løsning.

Der er læren fra interventionerne i Vietnam over Afghanistan og Irak – og de vestlige stormagters støtte til  den Saudi-ledede invasion i Yemen, der har skabt verdens aktuelt værste humanitære katastrofe: 

Intet nok så stort og højteknologisk militærapparat kan uden at udløse ufattelige lidelser få kontrol over folkeslag, der ikke vil kontrolleres. Det ender næsten aldrig med entydig sejr og velfungerende demokratier. Den bitre sandhed er, at man nok hjælper flest mennesker til et tåleligt liv ved at søge freden, også hvor det kræver ubehagelige kompromisser med dunkle kræfter. Der var nogle få indsigtsfulde folk, der – da Taliban var allermest på hælene i 2001 – forgæves talte for at inddrage dem i et kompromis om Afghanistans fremtid. Nu får Taliban desværre mere frit spil.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 27. april 2021

Flere artikler om samme emne fra min hånd

Udgivet den

Selvfølgelig blev mit forslag om en formueskat mødt med afsky af propagandacentralen Cepos

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019. Formueskat er en måde at modvirke den voksende ulighed på.

Læs hele kommentaren i Berlingske Tidende 9. maj 2021 – eller nedenfor:

»Du ved jo godt, at bag enhver stor formue ligger der en forbrydelse« var svaret, da jeg i en tidligere sovjetrepublik spurgte, hvem der byggede de store paladser til sig selv. Det er historien om de superrige oligarker, der hamstrede råstoffer og kapitalapparat til spotpriser i 1990erne. Men det beskriver også oprindelsen til formuer, der er grundlagt ved slaveri eller andre brutale former for udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft; og det beskriver skadevolderne i finanssektoren, der beholdt enorme gevinster, mens millioner af mennesker i jævne kår mistede både job, hus og opsparing under finanskrisen.

Sympatisk konkurrencekraft

En helt anderledes fortælling om rigdom og ulighed er, at nogle få velfortjent samler enorm rigdom, fordi de er særligt talentfulde. Vi ville alle være fattigere, hvis ikke vi havde dem til at investere i arbejdspladser til gavn for de fattige. Det er der mange gode eksempler på. Men problemet er, at opfattelsen af maksimal ulighed som drivkraft for vækst – siden Reagan og Thatcher kom til for 40 år siden – har udløst et globalt neoliberalt felttog mod velfærdsgoderne til de fattige og for skattelettelser til velhaverne.

Neoliberale profeter fatter ikke, at et land som Danmark er rigt og har høj beskæftigelse, selvom velfærd og skattetryk er højt. Vi andre kan sagtens forklare det: Et samfund, der investerer offensivt i velfærd, uddannelse, forskning, infrastruktur og klimaløsninger bliver ikke bare sympatisk, men også meget konkurrencekraftigt.

To af vore rigeste virksomheder – Novo og Ørsted – fik kickstartet deres position som globale leverandører af hhv. medicinalprodukter og grøn energiteknologi, fordi politikere tidligt stillede høje standardkrav og investerede i folkesundhed og grøn energi herhjemme. Det illustrerer, at en stærk offentlig indsats giver rygstød til private virksomheders jobskabelse og indtjening, som ofte er meget mere værd end lave skatter!

Mere ulighed

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019.

AE-rådet har udregnet, at der i denne periode netto blev uddelt skattelettelser for nu mere end 35 milliarder kroner årligt. De store beløb gik til dem, der i forvejen havde mest, og som desuden havde langt det største udbytte i form af store skattefri formuegevinster på fast ejendom: De fattigste ti procent af borgerne fik i gennemsnit årlige skattelettelser på sølle 1.200 kroner, mens den rigeste øverste procent i gennemsnit fik 124.000 kr.

Var pengene i stedet gået til at forbedre de kollektive goder og undgå nedskæringer i sociale ydelser, havde det givet en ekstra årlig værdi på ca. 9.000 kr. for borgere, der hører til i den fattigste tiendedel. Denne gruppe tabte derfor reelt mange tusinde kroner ved omprioriteringen fra kollektive til private goder. Den rigeste procent af danskerne derimod beholdt næsten hele deres 100 gange så store skattelettelse som en nettogevinst; forringelsen af offentlige goder betød for dem kun lidt.

Mit forslag i sidste måned i Berlingske om at genopfinde en formueskat var ét bud på at modvirke denne alt for stærkt voksende ulighed. Forslaget blev selvfølgelig mødt med afsky fra dem, der er ansat til at forsvare enhver ulighed – også propagandacentralen Cepos, der har en stor megafon, betalt af velhavere, som ønsker at forblive uændret eller mere velhavende.

Formueskat

Lad mig understrege, at jeg har den største respekt for flokken af dygtige investorer og erhvervsledere og ikke misunder dem en rimelig aflønning. Problemet er, at de superrige og de gigantiske multinationale virksomheder betaler lidt eller intet i skat, samtidig med at staterne fattes midler til den hastende grønne omstilling og blandt andet sundhed og uddannelse.

Formueskat foreslås som svar fra så forskellige aktører som Thomas Piketty, Millionaires for Humanity og – overraskende – chefen for Valutafonden (IMF), Kristalina Georgieva. Mange tekniske udfordringer skal i givet fald overvindes, og måske kan ideen bedst tænkes udviklet gennem et internationalt samarbejde til netop medfinansiering af den grønne omstilling.

Der er imidlertid også andre veje. Det er opløftende. at Biden forsøger at annullere Trumps skattelettelser til de superrige og går i gang med massivt at opruste skattevæsenet. Han går nu i spidsen for et internationalt samarbejde om at bekæmpe skatteflugt og skattesnyd og lægge en fælles bund under selskabsskatten. En forandret verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende