Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner

Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Med FN’s opbakning

Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.

Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.

Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.

Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.

Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.

I strid med FN

Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.

Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.

Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.

Sande venner

Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.

Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.

Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023

Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan

Udgivet den

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA

Udgivet den

🇬🇧 Dangerous changes in China policy

We should be wary of ostracising China further. And I still believe what Henry Kissinger said to me some 16 years ago: Taiwans future will be peacefully solved so long as the rest of us don’t intervene.

This article is a translation of an opinion piece of mine in Berlingske on the 21st of March, 2023:

China and the US must cooperate

My former colleague, Denmark’s longest serving Foreign Minister Uffe Ellemann-Jensen once told me that neither China nor the climate were high on the agenda during his tenure as foreign minister. Now, 30-40 years later, China’s importance on the world stage has exploded. Climate change is our worst existential threat, provided we don’t wipe out civilization in a nuclear war. Peace and economic stability for the remaining 21st century depend on whether the United States and China can rein in their rivalry and together lead the way in international cooperation.

Since China put the chaos and disasters of Maoism behind her in 1978 under the leadership of Deng Xiaoping, the enormous country has experienced sensational progress. The economy is more than thirty times bigger. My wife Mette Holm and I have, separately and together, witnessed this formidable upheaval. Mette has lived in China for ten years – first as an exchange student, later as a reporter. I have visited China 18 times in the past 45 years, and in my capacities of Minister of Finance and Foreign Affairs, chairman of Denmark’s Social Democratic Party and Parliament, and President of the UN General Assembly, had meetings with a large number of top Chinese leaders.

In China’s self-perception, the country is the world’s oldest and most important nation, now rising after a short-term weakening of 150 years. But China’s path to prosperity and greatness is through trade, investment and diplomacy – not a desire for belligerent conquest. In my view this has not changed, even if Xi Jinping’s autocracy and the massive uniformity is terrifying. There is fierce repression of Muslims in Xinjiang, Tibetans and of the few dissidents who dare to speak out. Hong Kong’s freedom is denied in violation of the agreement with Great Britain on ‘one country, two systems’. Also, rearmament and talk of unification with Taiwan by military force ‘if necessary’ is cause for concern.

We need Xi to influence Putin

The US is leading a drastic change in the West’s attitude towards China. After decades of mutual commitment to trade and investment and successful political cooperation as seen with the Paris Climate Agreement – the West is now perceived as setting a course to inhibit China’s progress towards prosperity, while encircling the country with strong alliances under American leadership. China spends only one-third of the resources that the US spends on the military, and the US is strengthening ties with large neighbouring countries such as Japan and India. 

Trump initiated the trade war and the covid-bashing against China, and since then a paranoid fear as well as a demand to be ‘tough on China’ has arisen in American politics. It peaked with the hysteria about and the shooting down of the Chinese hot air balloon. The relationship has taken a dangerous turn that this little interlude could lead to the cancellation of the American Foreign Minister Antony Blinken’s visit to Beijing. Precisely the opposite is needed: détente and relaxation of tension. 

Most importantly, if the US and China could come on speaking terms to an extent so that Xi Jinping would be willing to put pressure on his ‘friend’ Putin to stop the war of aggression in Ukraine. Sadly, until now China’s course has been guided by joint Sino-Russian opposition to US global dominance.

China a major player

The United States must accept and recognize a new balance where China’s progress cannot – and should not – be inhibited permanently. China has established strong economic relations in East and South Asia and increasing influence in Africa, Latin America, Central Asia and the Middle East. China is now a major diplomatic player who has succeeded in mediating between arch-enemies Iran and Saudi Arabia. The US must also understand that both China and Europe want to preserve significant parts of our considerable economic relationship. This is why Foreign Minister Løkke Rasmussen was right, when he said that the EU must contribute to reducing tension between the US and China.

But shouldn’t we fear invasion of Taiwan – analogous to Putin’s invasion of Ukraine? I find this analogy false. China has no interest in starting a military conflict that could overturn the basic unspoken ‘contract’ with the population: the government has had solid popular support, while managing to pull 800 million people out of poverty. The vast majority of Chinese have experienced massively increased prosperity and freedoms – so long as they don’t get involved in politics! This was discontinued during the covid-pandemic, which was handled clumsily. But war over Taiwan could be far more costly in terms of sanctions and a breakdown in China’s participation in the world economy. All parties therefore have a fundamental interest in not provoking changes in the status quo in the Taiwan Strait. I still firmly believe what Henry Kissinger said to me 16 years ago: ‘Taiwan’s future will probably be resolved peacefully as long as the rest of us interfere as little as possible. There are Chinese on both sides, and they have a longer time perspective than we do in the West.’

Udgivet den

Penge, forbrydelse og magt

Det er ikke kun i de tidligere sovjetrepublikker, at der enhver formue bygger på en forbrydelse. Mønstret findes over alt. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 6. marts 2023. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Pengene bag magten

Under et besøg i Georgien i 2008 undrede jeg mig over at se mange dyre huse, men ingen produktion.

Svaret fra min lokale misantropiske ven var: »Du ved jo godt, at der bag enhver stor formue ligger en forbrydelse.«

Andre mener, at de superrige er forbilleder, ikke forbrydere. Hvis du vinder en million, så skal du lade en milliardær forvalte pengene, så han kan tjene endnu mere – både til dig og sig selv. Og slippe uden om skatten. Når økonomien blomstrer, siver der også lidt ned til de fattige, så pyt med øget ulighed.

Disse forestillinger fik et grundskud af finanskrisen og en eksplosivt stigende ulighed kloden rundt. Få håndfulde superrige milliardærer og deres gigantselskaber råder over en meget stor del af den globale økonomi.

Min ven fra Georgien har naturligvis ikke ret i, at al stor formue er skabt af forbrydelse: Mange formuer er skabt af mennesker, der arbejder utroligt hårdt og kreativt, gør fantastiske opfindelser og går i spidsen med nye produkter og teknologier.

Formuernes bagmænd

Hans iagttagelse var imidlertid en ret dækkende beskrivelse af de postsovjetiske samfund, hvor en lille kreds af oligarker hamstrede det meste af samfundets værdier under Sovjetunionens kaotiske opløsning.

I Vesten er der dog også mange eksempler, der passer ind i forbryderbilledet: Store gamle formuer blev grundlagt på slaveri eller slavelignende arbejdsvilkår i de gamle stærkt klassedelte landbrugssamfund – og ikke mindst i industrialiseringens og kapitalismens rå ungdomstid.

Forbrydersyndikater sidder stadig på enorme formuer i rige lande fra Italien til USA. I mange fattigere lande dækker beskrivelsen også, hvad enten man tænker på narkobosserne i Mexico og Colombia, revolutionsgarden i Iran eller hamsterkolonier af magthaverfamilier i Afrika og Asien.

Den forbryderiske ulighed kan være direkte resultat af autoritære kleptomaners virksomhed. Men det kan også være resultatet af demokratiernes mangelfulde retshåndhævelse af konkurrence-, miljø- og arbejdsmiljøregler og mangel på agtpågivenhed over for, hvad der er skadeligt for klima og helbred.

Profit frem for sandheden

Den demokratiske meningsdannelse blev længe forvredet af olieselskabernes systematiske løgnekampagner, hvor man – mod bedre vidende i egne forskningsafdelinger – i årtier fornægtede truslen om dramatisk klimaforandring. Tidligere var det tobaksindustriens fornægtelse af tobakkens helbredsødelæggelse, der forsinkede indgreb. Senest har den samvittighedsløse markedsføring af dødsensfarlige opioider kostet hundredtusinder af amerikanere livet, mens der blev opsamlet en milliardformue hos Sackler-familien, der ejede den største del af giftproduktionen.

Skruppelløse selskaber og milliardærer har frit spil, hvor der mangler en statsmagt med evne og vilje til at bekæmpe monopoldannelse, håndhæve hensynet til borgernes helbred og sikre velfærd ved effektiv skatteopkrævning og omfordeling. Svigtende samfundsregulering i mange demokratiske lande er i høj grad resultatet af, at de superrige har hvervet politiske nøglespillere som deres reelle lobbyister.

Den uhyrlige skæve indkomstfordeling korrumperer politiske systemer til at svigte varetagelsen af flertallets interesser. Milliardærklassens ejerskab til og manipulation af meningsdannelsen i toneangivende medier trækker i samme retning. Det værste eksempel her er stadig Rupert Murdoch, der dominerer de mest sete og læste medier i USA og Storbritannien og nok VAR afgørende for valgudfaldene til fordel Brexit og Trump –  i samspil med Putins internettrolde.

Lovlig lobbyisme

Har vi også en rem af huden her i landet? Nej, vi ser ikke ulovlig bestikkelse og korruption. Men vi oplever bestemt stærk lobbyisme for de mest velhavendes interesser. Simon Emil Ammitzbøll-Bille har lige i sin erindringsbog fortalt om, hvordan Saxo-bankmilliardæren og skatteflygtningen Lars Seier Christensen som Liberal Alliances hovedsponsor insisterede på, at partiet under Løkke-regeringen skulle stille et ultimativt krav om topskattelettelser. Anders Samuelsen kravlede lydigt op i et højt træ med dét krav. Lige i den omgang mislykkedes det, manden i træet blev til grin, og til sidst faldt han helt ud af dansk politik.

Men de seneste to årtier har stærke kræfter fået uddelt betydelige skattelettelser til de bedre stillede, mens uligheden voksede. Også i den ny regering har de borgerlige partier fået lettet generationsskiftet i rige virksomheder og nedsat topskat til den højere middelstand. De var dog ikke nok for Søren Pape og Danske Erhvervs Brian Mikkelsen, der angreb den ellers næsten symbolske top-topskat, som man skal tjene flere millioner for at blive berørt af.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 6. marts 2023.

Mere fra min hånd om ulighed og skat

Udgivet den

Where are we on the SDGs?

Recently, I attended the opening of a European conference with civil society on how best to contribute to more progress towards the Global Goals for Sustainability, the SDGs. The starting point was discouraging, but I was greatly encouraged by the commitment and hope of my fellow debater, a young woman from Slovenia who is one of the UN’s powerful youth ambassadors.

We agreed that without a strong civil society, nothing will succeed. If indeed, we hope to slow down global warming and avert the resulting many new and even greater disasters, we must rely on civil society to constantly highlight the urgency.

Some believe that setbacks make the SDGs irrelevant, and others want to talk only about climate. But regardless of the fact that we are  – much too – far from realizing the 2030 goals, they constitute a revolutionary new narrative that must be kept alive – moreover, a narrative that only became so powerful because global civil society participated more than ever before in the process of formulating them at the UN.

The global goals are a head-on confrontation with the neo liberal misconception that resources are unlimited, that the old growth model can just continue forever and that distribution doesn’t matter, because when the rich get richer, it will inevitably trickle down to the poor.

The SDGs state that the world’s resources are limited and that growth as we know it cannot continue. We must move away from fossil fuels, the economy must become circular, forests must be preserved and expanded, and nature must be protected much better in order to save vital biodiversity.

Right now the SDGs of poverty and inequality are headed in the wrong direction

Poverty can only be eradicated while at the same time purposefully fighting the extreme and growing inequality in the world.

All the SDGs are each other’s prerequisite. Progress in one means progress on all of them. But obviously, stronger climate action is a necessary prerequisite for popular understanding and financial resources to generate future progress on the other SDGs.

If climate change continues, as it has so far, it will trigger devastation, mass migration and conflicts on a scale beyond all else. Ultimately, it is about whether we have a globe to save.

Political agency remains weak if voters do not understand the urgency and self-interest. Civil society remains the politicians’ inevitable partner in disseminating knowledge and understanding that sustainable societies constitute an inevitable revolution that comes at a cost and is incredibly urgent.

But if we continue as before, the cost will be much higher for our children and grandchildren. Therefore, we must mobilize an unprecedented will to change, in record time, our patterns of consumption and production.

And are we to maintain social stability as we must, it is adamant that we – far more purposefully than ever before – exempt economically weak groups from footing the bill. They have not contributed anyway nearly as much to the problem as the wealthy.

A year of encouragement

2015 was an encouraging year due to the fact that no UN member state actively argued against the adoption of the SDGs, and that in Paris, we were able to enter into the most far-reaching and binding climate agreement to date. Europe was at the forefront with high ambitions, and the negotiating process was headed expertly by the French presidency.

Even more crucial, however, was that the world’s two biggest emitters of greenhouse gases, China and the US, actually cooperated beautifully in Paris to convince and nudge all doubters and naysayers into agreement. It created hope.

Six months later, Europe’s attention was diverted by the Brexit vote and the year-long negotiations on Britain’s exit from the EU.

One year on, the United States disastrously elected Donald Trump, a ferocious climate denier, for president. He withdrew the US from the Paris Climate Agreement while initiating a systematically escalated confrontation with China (as well as made the Middle East more insecure by terminating the Iran nuclear deal).

The Covid pandemic meant an even more selfish and introverted West. Promises to help the poor global south to adapt to climate change were not kept, and vaccines were not delivered on the necessary massive scale.

On top of that came Russia’s horrific war of aggression against Ukraine, which not only destroys people’s lives in one of Europe’s most populous countries, it also carries the risk of escalating into nuclear war.

The war affects the global economy with inflation that has knocked many hundreds of millions into more extreme poverty and hunger. The prices of food, fertiliser and energy have risen the most by far.

Ultimately, it is about whether we have a globe to save 

Moreover, the alarming increase in global inequality has continued at an even faster pace during the crises. The huge corporations in IT, e-commerce, energy, food and armaments pocket most of the growth in the global economy, and ownership of these giants is mostly concentrated in the hands of a few multi-dollar billionaires.

In short: Right now it is clearly going the wrong way in relation to the SDGs of poverty and inequality.

We have not progressed nearly enough with the climate goal either, but Russia’s war of aggression and the resulting energy crisis might just accelerate the pace of sustainability. Because climate’s urgent needs has now become urgent security policy as well.

We must create renewable and CO2-free energy supply at record speed. This will – permanently and violently – erode the profits of Putin and the despots in the Gulf states, who sit on the largest reserves of fossil fuels.

Again, Europe was the fastest react – first with ‘Fit for 55’ a few years ago, which sets the course to a 55 percent reduction in greenhouse gas emissions in the EU in 2030, and further with bold plans from the Commission to transition away from Russian oil and gas after the invasion of Ukraine.

But Biden’s so-called ‘Inflation Reduction Act’ will accelerate America’s energy transition (and constitutes major competitive challenges for Europe).

Crucially, the international business community is seizing the opportunities, in the realisation that long-term earnings require sustainable solutions.

In a conversation I attended last autumn, Al Gore stated that history shows that political responses to crises often drag on, but that once the political decisions are made, the technological responses, on the other hand, are developed at surprising pace.

This is where hope is kindled for serious climate action.

During the past two and a half years, as chairman of Energinet, Denmark, I have experienced a virtual explosion in demand for green power, because the direct electrification via electric cars and heat pumps etc. is now being accompanied by large and hugely energy-demanding projects, which must transform cheap green electricity into hydrogen as a raw material in green fuels for heavy vehicles, ships and aircraft.

Therefore, the development of energy islands and giant offshore wind turbines must be carried out as quickly as possible. Furthermore, CO2-free biogas has become good business, and project ideas for storing CO2 in caves underground and below sea level are teeming.

This is a translation from Danish. My original op-ed was published at Altinget on the 1st of January, 2023.

You can find more articles by me in English here

Udgivet den

Freden har lange udsigter

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

Selv om Joe Biden lover, at Vesten bakker Ukraine op, så længe det er nødvendigt, får frygten for flere års blodig krig nogle til at se på alternativer. Det skriver jeg om i dette indlæg i Jyllands-Posten 1. marts 2023. Læs det her – eller nedenfor:

Nogle i Vesten er begyndt at tænke i hurtig kompromisfred

Sidste uge havde vi enorm mediedækning af krigen i Ukraine op til årsdagen for den russiske invasion og præsident Bidens overraskende og kraftfulde besøg i Kyiv. 

Vi er for alvor blevet mindet om angrebskrigens grusomhed, de ufatteligt mange tab af menneskeliv og store ødelæggelser. Selv talte jeg ved en demonstration i København om min vældige beundring for det ukrainske folks kamp og vores forpligtelse til at give Ukraine penge og våben til at drive angriberne tilbage.

Det seneste års angrebskrig er ikke bare et fundamentalt brud på folkeret og mellemstatslige aftaler med vanvittige tab til følge. Konflikten gør hele verden meget mere ustabil. Den har udløst en voldsom, men nødvendig, oprustningsbølge i Vesten. Det stjæler uundgåeligt ressourcer fra indsatsen for global fødevaresikkerhed, udryddelse af fattigdom og indsats for at stabilisere klimaet. Allerværst: Risikoen for krig mellem USA/Europa og Rusland er blevet meget større.

Præsident Zelenskyj beder forståeligt nok Vesten om våben til at befri hele sit land og få de russiske krigsforbryderne med Putin i spidsen for en domstol.

Men Vesten har jo på forhånd udelukket deltagelse i krigen på ukrainsk side med egne tropper og vil ikke have, at krigen breder ind i selve Rusland. Så længe Putin er ved magten, vil han være villig til at tage enorme tab i mandskab og dog være i stand til at rekruttere hundredtusinder af nye soldater. En betingelsesløs kapitulation som Nazitysklands i 1945 kan derfor ikke fremkaldes på slagmarken.

Måske kan Vesten levere så kraftige våben, at Ukraine kommer tæt på at befri de besatte områder. Men mange frygter, at Putin udløser atomtruslen, hvis han er ved at blive trængt helt ud af Ukraine – også fra Krim og de dele af Donbas, som han har kontrolleret siden 2014. 

Netop derfor er der bag linjerne i USA og Europa forskellige opfattelser af, hvor meget man skal levere til Ukraine af det mest avancerede og offensive isenkram.

Mange militært sagkyndige mener under alle omstændigheder, at det mest sandsynlige er flere år endnu med blodig krig langs en skyttegravsfront med en djævelsk balance mellem flere og flere russiske soldater på den ene side og stærkere og stærkere vestlige våben til Ukraine på den anden side. Det vil være en krig, der fortsat ledsages af store ødelæggelser af liv og infrastruktur i Ukraine og blokerer for en enhver genrejsning af det ukrainske samfund og fører til, at flere og flere flygter ud af landet. 

Der er ikke meget håb om en omvæltning i Rusland, der i overskuelig fremtid bringer mere fredsvenlige kræfter til magten. Og Putin kan næppe overtales til at slutte den fred, verden har så stort brug for, hvis det betyder et totalt nederlag for hans territoriale ambitioner i Ukraine. 

Derfor er der – uanset alle løfterne fra vestlige regeringer om at støtte Zelenskyj, ”så længe det er nødvendigt” – en del vestlige beslutningstagere, der tænker i retning af en hurtig kompromisfred.

Én grund er frygten for, at den ubetingede amerikanske støtte til Ukraine kan krakelere ved næste valg, hvis Trump kommer tilbage, eller Republikanerne får valgt en præsident Ron DeSantis, der lige har talt for at nedskære bistanden til Ukraine. 

En anden grund er, at der kun kommer et pres på Putin fra Kina og store magter i det globale syd – Indien, Indonesien, Brasilien og Sydafrika – hvis det er en forhandlet fred. Disse store lande ønsker ikke fortsat krig, men uanset hvad vi mener, heller ikke et totalt nederlag for Rusland.

Mogens Lykketoft (f. 1946), fhv. udenrigsminister og formand for FN’s generalforsamling. 

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Speech at demonstration for Ukraine

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023

at Enghave Plads in Copenhagen on 24th of February, 2023, one year after Russia waged its bloody war on Ukraine.

Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft speaking at the manifestation at Enghave Plads in Copenhagen one year after Russia waged war on Ukraine © Mette Holm

We are gathered here tonight for a torchlight procession in anger, pain, and compassion.

We are gathered in solidarity with the people of Ukraine who are fighting so bravely and fiercely not to fall under the boots of the Kremlin dictator.

We are gathered in protest of the gigantic breach of promise by Russia, which in 1994, together with other major powers, recognised the inviolability of Ukrainian borders against Ukraine handing over its share of the old Soviet nuclear weapons to Russia.

Until the first hour of February 24, 2022, too optimistically, we thought that Putin was just bluffing.

We did so, even though we knew that he was unscrupulously indifferent to other people’s lives and welfare when it comes to expanding his own power.

We had seen that how he slaughtered Chechnya, invaded Georgia, seized Crimea and started the border war in Donbas nine years ago.

We had seen, how he murders his own countrymen, when they cross his path.

We knew that he was spending huge funds on misinformation and undermining Western democracies via support for right-wing radical movements.

We also now know that the machinations and lies manufactured in Putin’s troll factories helped bring about disasters like Brexit and Trump

But it dawned on us only gradually for how long he had been planning the attack against Ukraine, and the massive resources he spent over the years telling lies and creating a false narrative of animosity towards the Russians.

Only too late did we realise that Putin’s Nord Stream pipelines in the Baltic Sea were intended to strangle Ukraine economically and strengthen Europe’s dependence on Russian natural gas.

And we didn’t believe Putin was ignorant and cruel enough to start a major war in Europe.

Ignorant, when he thought that Ukraine’s army and people would just raise their arms and surrender, and let him install a puppet government in Kyiv, only risking of a weak note of protest from the West.

Ignorant of the incompetency of his own corrupt military.

Ignorant of the fact that people in Ukraine – regardless of whether they speak Ukrainian or Russian at home – will fight with their lives to avoid to be trodden down by Putin’s boot.

Cruel in encouraging war crimes as murder, rape and abductions among Ukrainian civilians.

Cruel in waging a war that purposefully targets civilians and civilian targets with immense loss of life and property, and deprives people of access to water, heat and light in the cold of winter.

Cruel in disregarding the land war’s massive losses along the front lines and in the trenches.

People in Ukraine are fighting because they understand what awaits them if Putin gets his way.

The Ukrainians have amassed memories from the latest four or five generations of their country being the place in Europe where chance of survival was the least.

Countless millions perished at the behest of two of the twentieth century’s most insane dictators.

Stalin ordered millions of people’s death by starvation on their own land or in his slave camps, he executed the elite and used Ukrainians in particular as cannon fodder in World War II.

Hitler murdered the Jews of Ukraine and a large part of the civilian population in general. World War II rolled back and forth over Ukraine with unimaginable destruction, death, hunger, and poverty in its wake.

Putin wages war like Stalin and Hitler.

Pointless and barbaric, with no regard for civilian losses and destruction and without regard for how many of his own forcibly recruited soldiers will be sent to their graves.

With all his monumental mistakes, Putin seems intent on continuing the war through endless bloodshed and destruction that could turn Ukraine into a desert. He will not accept defeat.

Therefore, we in the West have two tasks:

First, we must do everything in our power to cement the hitherto unseen unity in NATO and the EU, which Putin has unleashed with his war of aggression, and which is now also bringing Finland and Sweden into NATO. We must continue and increase the aid with money and arms for Ukraine’s self-defense and deprive Putin of any illusion that we will tire before he does.

Second, we must wage a much more massive war of information against Putin’s lies and machinations, both directed towards our own public and to the sadly deluded Russians. People in Russia need to know that in no way do we want to destroy their country – we only want to prevent their dictator from destroying life for people in Ukraine. We hope to welcome a post-putinist age soon, where Europe can restart a mutually beneficial cooperation with a new and peaceful Russia.

Udgivet den

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads 

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023
Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft taler til demonstration på Enghave Plads i København ved ét-året for Ruslands angreb på Ukraine © Mette Holm

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse 

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke  at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.  

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden. 

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs. 

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.  

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas. 

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig. 

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.  

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven. 

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine.  Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.

Udgivet den

Palestine must be saved from Netanyahu, and Israel from itself

Most of us in my generation grew up with enormous sympathy for Israel as the home country of the survivors of the worst genocide in history. When it came to the consequences for the Palestinians, for a long time, we were myopic. Israel became known as the only democracy in the Middle East, constantly threatened by hordes of hostile Arab states. But in the 1967 war, Israel conquered all of historic Palestine, and since then democracy only serves one half of the people who live under Israeli control.

Benjamin Netanyahu is one of this world’s most repulsive and unscrupulous elected leaders. He will stop at nothing to maintain power, and avoid the looming conviction for corruption. His return as head of government in coalition with the worst racists and fascists in Israel is a deadly threat to the rule of law and peace in the country. The new government wants to undermine judicial independence by giving parliament the authority to override the Supreme Court’s decisions and replace independent judges and prosecutors with its own henchmen. It is the same course as Viktor Orbán’s Hungary – only Netanyahu’s dismantling of the rule of law is described as Orbán on steroids. The judicial reforms have sparked mass protests in the Jewish population.

Disempowered ‘home rule’

Sadly, these Israeli mass protests do not yet address the fact that Israel/Palestine has been transformed into an apartheid state with no prospect of peace and reconciliation: The Palestinian ‘home rule’ is more powerless than the ‘home rule’ of the blacks in the so-called Bantustans of apartheid era South Africa. The settlers have good roads, but the Palestinians’ freedom of movement in the occupied territories is hampered by poor infrastructure and incessant harassment at Israeli checkpoints. They are squeezed together and walled off in small enclaves with no real opportunities for development. They are unjustly governed by the Israeli military, which conduct arbitrary house searches and detentions day and night. Jewish residents in the illegal settlements on occupied land, on the other hand, enjoy full Israeli civil rights and military protection: the latter also applies when the most extreme of the settlers attack their Palestinian neighbours with impunity and destroy their property – e.g., by cutting down thousands of their olive trees. Civil society organisations – such as are supported by Denmark – are attacked and punished with unfounded accusations of terrorism when they criticise human rights violations.

The Palestinian state that UN member states have overwhelmingly demanded for decades has effectively become impossible. The world community has only responded with critical resolutions, while Israel’s offensive settler policy has pierced the Palestinian territories like a Swiss cheese. With the most radical right-wing ministers in the driver’s seat, the expansion of the settlements and the formal annexation of Palestinian territories are now even more accelerated. The annexation is taking place more subtly, but equally contrary to International Law as Vladimir Putin’s attempts to move borders by force in his annexation of the eastern provinces of Ukraine.

Disproportional Israeli retaliation

Israel justifies any violation against Palestinians as an effort against terrorism. Terror against civilians on both sides of the conflict must be unconditionally condemned. Terror is a vicious circle of mutual retaliation, where one side is a state power with one of the world’s strongest militaries, while the other is an occupied civilian population. When Palestinians react to the hopelessness of 55 years of occupation with violence, murder of Israeli civilians and rockets from Gaza, it is the path deeper and deeper into hell. Each time it gives Israel an opportunity to strike back even harder and bloodier against the Palestinian civilian population. Not least does it unfold in the shape of the always brutal rain of bombs against the over 1.8 million Palestinians in Gaza, who live in deplorable conditions, locked up in an area the size of the Danish island of Langeland (with 14.000 inhabitants). People in Gaza have no possibilities of supporting themselves: they live the world’s largest open prison, and survive only on UN emergency aid. 

The US must exert friendly pressure 

Hope for peace and justice can only be rekindled from outside. It will not happen unless the United States as Israel’s friend, sponsor and military ally takes the lead. Fortunately, there are signs that many in the powerful Jewish-American community are demanding pressure on Israel to change course. The Biden administration has also reacted critically. But the risk is always that the tragedy of the Palestinians will be overshadowed by larger wars, crises, and tragedies elsewhere.

Europe has a key role in – also by appealing to the USA – preventing it from happening again.

We have a moral obligation to save the Palestinians from even worse oppression – and, if at all possible, to save Israel from itself.

This is a translation of my column in the Danish national newspaper Berlingske on 21st of February, 2023.

Illustration: Demonstrating against PM Benjamin Netanyahu and Minister for Justice Yariv Levin’s plans to suppress the Supreme Court, 13 Feb, 2023. Photo: Oren Rozen via Wikimedia Commons