Kategori: International politik

Udgivet den

Bliver flertallet atter udmanøvreret i USA?

End ikke et betragteligt stemmeflertal ved præsidentvalget kan sikre Joe Biden præsidentposten; dertil er valgsystemet, retsvæsenet og andre demokratiske institutioner i USA for skævvredne til republikanernes fordel.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i J-P. Hele teksten kan også læses nedenfor.

Får USA ny præsident og nyt flertal i Senatet efter fire års vanvid med Trump? 

Det er hævet over enhver tvivl, at et stort flertal vil stemme på Demokraterne. Det har de gjort i snart mange år. Det gjorde de f.eks. også ved præsidentvalgene i 2000 og 2016. Alligevel førte det til en republikansk præsident. 

Intet tyder på, at Trump uden videre vil acceptere valgresultatet, hvis han taber. Men selv uden forsøg på statskup er der en halv snes grunde til, at dét flertal, der stemmer på Demokraterne, igen risikerer at blive et mindretal i valgresultatet:

Valg i enkeltmandskredse betyder, at vinderen tager det hele, og stemmer på taberpartiet er spildt.

Ved præsidentvalget gælder det samme også i hver enkelt delstat. Præsidenten vælges ikke ved flertal af de afgivne stemmer. Han udpeges af et valgmandskollegium, som det sejrende parti i en delstat udpeger alle statens valgmænd til. 

Både i en stat og en kreds er det mere værd for udfaldet at vinde med 51 pct. end med 80 pct. af stemmerne. Derfor manipulerer især republikansk styrede stater hæmningsløst med grænsedragningen for valgkredsene. De propper f.eks. sorte vælgere sammen i få kredse, hvor Demokraternes kandidat kan få 80 pct. af stemmerne, mens Republikanerne med meget mindre margin kan vinde resten af statens valgkredse. I en stat, hvor vælgerne fordeler sig næsten ligeligt mellem de to partier, kan det give dem, der havde flertal til at tegne valgkredsene, syv ud af ti repræsentanter.

Dertil kommer, at de 700.000 mennesker – helt overvejende sorte – der bor i Washington DC, er uden stemmeret i Kongressen. Fire millioner i Puerto Rico og 100.000 med bopæl på de tidligere dansk-vestindiske øer m.fl.  har hverken stemmeret i Kongressen eller valg af de valgmænd, der udpeger præsidenten. 

Nogle stater har desuden taget stemmeretten fra tidligere straffede. Det rammer især mange millioner af ikke-hvide, der overvejende stemmer på Demokraterne.

Al lovgivning i USA kræver flertal både i Senatet og Repræsentanternes Hus.  

I Senatet har hver af de 50 stater uanset folketal to repræsentanter. Det betyder, at der skal 68 gange så mange til at vælge en demokratisk senator i Californien som en republikansk senator i Wyoming – en stat i dét Midtvesten, der med svindende folketal er voldsomt overrepræsenteret i Senatet!

I Huset fordeles antal valgkredse efter folketællingen hvert tiende år. Det ligner ligelig repræsentation, men manipulation med kredsinddelingen betyder som nævnt at virkeligheden er anderledes. Og Trump forsøger i øvrigt også at manipulere med folketællingen i 2020.

En vælger i en stat med lav valgdeltagelse har desuden større vægt end en vælger i en stat med høj valgdeltagelse. Det inspirerer især republikansk styrede stater til ikke bare at manipulere med valgkredsinddelingen og fratage tidligere straffede stemmeret. Man forsøger også at holde vælgere væk ved at oprette få, spredte og underbemandede valgsteder med lange ventetider og køer i de områder, hvor der især bor farvede – og man gør det særligt besværligt for studerende at stemme.

Her i 2020 er der desuden frygt for at Trump berøver Postvæsnet de fornødne ressourcer til at indsamle og aflevere brevstemmer tids nok til, at de er gyldige ved afstemningen.

Og for resten: Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort.

Sandt folkestyre?

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 13. oktober 2020

Udgivet den

Mogens Lykketoft Part 1

🇬🇧 First part of a conversation with Thomas Mulhern of Global Denmark Podcast. Our designated topic was The Danish Model, but our conversation covered much more than that: equality, SDGs, The UN and Energinet, which owns, operates and develops the transmission systems for electricity and natural gas in Denmark. But there was more – which will follow in part II. You can listen to part 1 here

Udgivet den

Forbud mod atomvåben

Opfordring til stop for atomvåben

“Alle ansvarlige ledere må handle for at undgå gentagelse af rædslerne fra 1945.” Sådan står der bl.a. i et åbent brev, jeg har underskrevet sammen med 55 andre tidligere stats- udenrigs- og forsvarsministre med opfordring til at tiltræde traktaten om forbud mod atomvåben.

Læs om henvendelsen i New York Times her

Og selve brevet her.

Call for Global Ban on Nuclear Weapons

All responsible leaders must act now to ensure that the horrors of 1945 are never repeated!

Along with 55 other former prime, foreign and defense ministers I have signed this appeal to current world leaders to join the United Nations’ Treaty on the Prohibition of Nuclear Weapons.

Article on the appeal in New York Times

More here

Udgivet den

Atomkapløbet er så livsfarligt som nogensinde

Vores sidste bremse på atomkapløbet, NEW START, udløber til Nytår. EU må presse Rusland og USA til at forlænge eller erstatte aftalen. Og Vesten som helhed må engagere Rusland og Kina i nye våbenkontrolaftaler. En atomkrig har ingen sejrherrer.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten, som også kan læses nedenfor:

Vi er i fuld fart i færd med at undergrave forudsætningerne for menneskehedens fredelige overlevelse. Klima- og miljøkatastrofer kappes om førstepladsen på farelisten med risikoen for, at de alt for mange regionale konflikter og et nyt vanvittig rustningskapløb ved en fejltagelse skal udløse en storkrig med atomvåben.

Vi har netop passeret 75-året for, at to amerikanske atombomber blev kastet mod japanske byer. 

Som formand for FN’s generalforsamling besøgte jeg for fem år siden Hiroshima. Det gør et uudsletteligt indtryk at høre de overlevende fortælle og se billederne af den by og de mennesker, der brændte op eller blev livslangt invalideret af atombomben; de misdannede børn, der siden blev født osv. 

De seneste 75 år har håbet været, at rædslerne fra dengang var overbevisende nok til at få alle til at afstå fra at bruge atomvåben, selv om de er klar på lagrene – ikke bare i USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, men også i Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea: Iran har været på vej, men blev inddæmmet af en effektiv international aftale, som Trump var vanvittig nok til at forlade. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten står på spring. Uden effektiv international indsats mod spredning kan flere og flere uligevægtige diktatorer komme i besiddelse af A-våben.

USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens Gorbatjov opnåede i 1980’erne en fælles forståelse af, at atomvåben truede med at udløse gensidig udryddelse. Den Kolde Krig blev afsluttet med aftaler, som stoppede udviklingen af interkontinentale raketter, der kunne affyre atombomber. Bombelagere blev skåret ned, og der blev indført vidtgående regler for inspektion af militære øvelser og udveksling af informationer. Alt for at dæmpe mistro og opbygge tillid mellem parterne. 

De 2000 atomprøvesprængninger, der er gennemført siden 1945 som led i udviklingen af ny typer af atomvåben, har efterladt en tung arv af ødelæggelser af natur og skader på menneskers og dyreliv. Derfor var det et stort fremskridt, da de fleste lande enedes om et forbud mod ny prøvesprængninger. De seneste 24 år har kun Indien og Pakistan hver to gange og Nordkorea seks gange prøvesprængt atomvåben. 

Ledende amerikanske politikere fra begge partier talte for et par årtier siden klogt for totalt forbud mod atomvåben. Præsident Obama tilsluttede sig dette mål i sin store tale i Prag i foråret 2009.

Desværre er vi på vej i stik modsat retning. IBM-traktaten om begrænsning af interkontinentale raketter er gået i opløsning i gensidige beskyldninger mellem USA og Rusland, og informationsudvekslingen mellem stormagterne er skrantende. 

Det amerikanske senat har aldrig godkendt aftalen om stop for atomprøvesprængninger, og Trump-regeringen rumler nu med planer om at genoptage sprængninger, samtidig med at der satses stort på modernisering af atomvåbenstyrken. Det handler bl.a. om mere effektive ’små’ såkaldt taktiske atomvåben.

Det sidste store værktøj til begrænsning af antallet af opstillede store atomvåben og raketter – NEW START-aftalen – udløber i januar 2021. Det er i høj grad Europa, der skal presse USA og Rusland til en forlængelse.

De enorme udgifter og risici ved det nye globale rustningskapløb kræver at Vesten på et langt bredere felt engagerer Rusland og Kina i nye aftaler om våbenkontrol. Vi har – uanset alle andre interessekonflikter – et ansvar for at genopbygge forståelse af, at der ikke er nogen vindere i nye storkrige. Det er en ekstra grund til ikke at hidse modsætningerne endnu mere op, fordi der skal vælges en forhåbentlig ny præsident i USA.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 1. september 2020.

Udgivet den

Merkel har vendt sin snæversynede spareholdning ryggen

Coronakrisen har vist EU’s oprindelige ‘sparebande’, at sparsommelighed netop ikke er vejen frem. Det er til gengæld genopfindelse af statens rolle i at sætte økonomien på sporet.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske 23. juli 2020. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Der er ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien

Berlingske gav til min store glæde forleden plads til et interview med mig. Det handlede om læren fra S-udspillet Gang i 90erne og behovet for igen at give en kraftig statslig økonomisk indsprøjtning for at få gang i investering og beskæftigelse – nu med mest muligt fokus på klimaløsning og bæredygtighed.

I mandags bragte avisen endnu en artikel om, hvordan man verden over er ved at genopfinde staternes rolle i at få markedskræfterne til at arbejde for det fælles bedste.

Fordelene ved en troværdigt ledet stærk stat, der evner at handle hurtigt, har et godt og gratis offentligt sundhedsvæsen og anstændig social tryghed, illustreres bedre end nogensinde ved sammenligning af Danmark og USA under covid-19-pandemien. Derfor får Cepos stadigt færre tilhængere af budskabet om neddrosling af statens rolle, også når de private markedskræfter har svindsot – og om at satse på sparepolitik og budgetbalance – også i krisetider.

Det er meget bemærkelsesværdigt – og aldeles afgørende for at få gang europæisk økonomi – at kansler Merkel har drejet sig 180 grader væk fra sin snæversynede spareholdning, der i årene efter finanskrisen dominerede i EU og låste Sydeuropa fast i langvarig økonomisk krise og arbejdsløshed.

Nu har kansleren gennemført en vældig finanspolitisk stimulans hjemme i Tyskland. Samtidig har hun sammen med den franske præsident ført an i forhandlingerne på EU-topmødet om den store, solidariske europæiske genopretningspakke. Eksportnationen Tyskland har omsider erkendt, at dens fortsatte velstand beror på, at der hurtigt skabes købekraft i nabolandene.

»De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.«

Genopretningspakken har haft en vanskelig fødsel – især fordi der i nordeuropæiske lande med god orden på egen økonomi næres modvilje mod omfanget af gavebistand til Sydeuropa.

Denne diskussion har jeg hele tiden betragtet som en underordnet knast og et problem, det var let at løse: Sondringen mellem lån og tilskud fra EU har været langt mere underordnet, end alle parter har fundet det opportunt at erkende i den offentlige debat på hjemmefronten. Det afgørende er, at det er EUs fælles låneværdighed, som også de fattigere og svagere medlemslande kan trække på.

Da jeg første gang var dansk minister i starten af 1980erne, var vi plaget af dyr långivning og eksploderende statsunderskud. Vi skulle hele tiden ud at låne nye penge og genfinansiere gammel gæld til en rente på ca. 20 pct. Det var en lavine, der truede med helt at knuse os.

Lånene billige og afdragsfri

Det er forståeligt, at mange med erindringer fra dengang frygter en gentagelse. Men konsekvenserne af låntagning i dag og i al forudsigelig fremtid er fuldstændig forskellig fra dengang. En af verdens førende finanseksperter, den ungarsk-britiske milliardær, valutaspekulant og demokratifilantrop George Soros, påpegede for nyligt, at rige stater – og EU – kan låne penge til 0,5 pct. i rente uden forpligtelse til i nogen fremtid at afdrage på gælden. Så enorme er de formuer hos private personer, fonde og pensionskasser, der i disse nye tider ikke kan placere sig risikofrit og samtidig få et nævneværdigt renteafkast. Der betales endda strafrente for indskud i bankerne. De fattigere europæiske lande behøver med andre ord ikke i de nærmeste årtier at bekymre sig om den gæld, de pådrager sig via den europæiske genopretningspakke.

Der er heller ingen grund til bekymring for dansk statslig låntagning for at få gang i økonomien. Lånene kan optages til en rente omkring nul og uden afdrag. Der er ikke tale om en regning, der kommer hurtigt efter os.

Boris Johnson skeler til FDR

Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, taler nu om at efterligne Franklin D. Roosevelt, der som amerikansk præsident brugte staten til at bringe økonomien ud af 1930ernes krise. De britiske konservative bevæger sig dermed langt væk fra Thatchers kamp mod en stor og aktiv statsmagt, der også blev videreført af Cameron efter finanskrisen. Den nye Johnson synes derimod at være på linje med den nye Merkel. Hans problem er bare, at det bliver både sværere og dyrere for Storbritannien end for EU at investere sig ud af krisen.

Britisk økonomi stækkes af de selvpålagte plager ved Brexit. Johnson har dyrket en illusion om at erstatte EU-fordelene med gunstige handelsaftaler med især USA, men også med Kina, Japan, Indien, Afrika m.fl.

USA giver imidlertid ikke ved dørene.

Trump har desuden – ved at tvinge briterne til at afbryde samarbejdet med Huawei – bragt dem kollisionskurs med Kina. Helt generelt er verden i øvrigt mere optaget af at lave aftaler med EU end med det ensomt sejlende endnu Forenede Kongerige.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 23. juli 2020

Mere fra min hånd om EU

Udgivet den

Kinas Kommunistparti sidder stærkt i sadlen

Chefen for Kinas Kommunistparti, Xi Jinping, der tilllige er præsident, har samlet sig mere magt end nogen anden leder siden Mao Zedong, og alt tyder på, at partiet fortsat har fast greb om magten.

Selvom vi på lange strækninger er dybt uenige med Kina, bliver vi nødt til sammen med EU at finde en omgangsform.

Det skriver jeg mere om i min klumme i Jyllands-Posten 22. juli 2020. Læs den her – eller nedenfor:

Kinasyndromet

Kina har autoritært styre, hvor præsident Xi Jinping har samlet mere magt omkring sig end nogen anden leder siden Mao Zedong. Han har slået hårdere ned på tilløb til politisk kritik og et mere uafhængigt civilsamfund. Tibet holdes i et jerngreb, og der foregår en dramatisk undertrykkelse af de muslimske uigurer i Xinjiang-provinsen. Senest har Kina reelt ophævet Hongkongs frihed og selvstyre i strid med aftalen om overdragelsen i 1997. Alt sammen yderst bekymrende og stærkt kritisabelt. 

Men betyder det, at Kinas kommunistiske parti er på vej til at miste grebet? Nej, styret vil bestå. Uanset angrebene på systemkritikere, mindretal og civilsamfund, oplever de allerfleste kinesere større velstand og mere personlig frihed end nogensinde før: For 40 år siden bestemte ikke selv hvad de fik at spise, hvor de skulle bo og arbejde, og hvordan de skulle klæde sig. Livet var fattigt. De fleste var stavnsbundne ude på landet.

Nationalindkomsten 30-doblet

I mellemtiden har kineserne oplevet en formidabel økonomisk vækst. Nationalindkomsten er 30-doblet. 800 millioner kinesere er trukket ud af ekstrem fattigdom, og 120 millioner rejste sidste år ud som turister. Styret kan mobilisere national stolthed og aggressiv nationalisme, hvis udlandet stiller op med kritik og sanktioner. Men det har heller ikke hidtil været dagsordenen. De seneste 40 år har verdens lande derimod været i veritabelt kapløb om at handle med og investere i Kina, og siden også at tiltrække kinesiske investeringer den anden vej. 

Nu sker der imidlertid et dramatisk omsving, anført af USA’s skøre præsident, men med medløb fra utroligt mange andre: Vi har registret, at Kina er på vej til at blive det 21. århundrede anden supermagt. Kina opfattes nu som en farlig konkurrent og modspiller. Derfor er trenden pludselig, at vi skal gøre os mindre afhængige af handel med kineserne, investere mindre hos dem og bremse for at de opkøber virksomheder hos os. Kampagnen mod telegiganten Huawei handler måske om overvågning, men mest af alt om, hvem der skal blive ledende på den nye 5G-teknologi. Kina er længst fremme med denne teknologi. 

Trump har startet en serie af handelspolitiske straffeforanstaltninger og militære konfrontationer og revser samtidig Kina som spreder af Covid19.  I starten fattede den kinesiske ledelse, lige så lidt som Trump gør nu, hvilken fare verden stod overfor. Men kineserne har været langt mere effektive til at inddæmme pandemien end amerikanerne.

Verdens fred i det 21. århundrede beror først og fremmest på, om USA og Kina kan forvalte deres indbyrdes forhold i forståelsen af, at de har langt stærkere fælles interesser, end de har interessemodsætninger.

Det er forkert at sammenligne Kina med fortidens Sovjetunionen og starte en ny kold krig, Kinas ledere har brug for fred til at skabe fortsat økonomisk fremgang, der kan fastholde den folkelige opbakning til regimet. De satser på at vinde indflydelse ved økonomisk samkvem, ikke ved militære angreb på USA eller Europa. 

Både USA og vi andre har fortsat brug for at handle og samarbejde med Kina. Vi har brug for at stille krav til Kina om grundlaget for samarbejdet – fair samhandelsregler, sikkerhed mod overvågning og en gennemskuelig retsorden. Men mulighederne for igen at se positiv forandring i og med Kina eksisterer kun ved en totalt samordnet amerikansk-europæisk kurs, hvor Kina ikke længere kan spille os ud mod hinanden. Trumps metoder vil ikke forandre Kina til det bedre – og kan derfor heller ikke være det fælles grundlag for Vestens relationer til Kina.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 22. juli 2020

Mere om Kina fra min hånd her

Udgivet den

Stærke mænd fra store nationer misrøgter deres magt og indleder nye, farlige rustningskapløb

Forleden havde jeg denne kommentar i Jyllands-Posten – om Trumps forhåbentligt snarlige politiske endeligt. Ryger du ind i en mur, kan du læse indlægget nedenfor.

Vejen til mindre uorden i verden

Mange føler sig nedtrykte over pandemi, massearbejdsløshed og klimakrise. 

De fleste er angst over, hvordan stærke mænd i spidsen for store nationer misrøgter deres magt derhjemme og indleder nye farlige rustningskapløb. 

Næsten alle ude i verden håber inderligt, at mareridtet Trump er overstået om få måneder, så vi kan begynde at genopbygge et internationalt samarbejde med USA som en ledende kraft. 

Trumps forkerte håndtering af pandemien og hans appel til racisme og splittelse ovenpå politiets seneste mord på en sort amerikaner har nedsat risikoen for, at han genvælges til november. Det hjælper, at der er åbenlyst oprør mod hans vanvid fra militære topfolk – både de nuværende topfolk og tidligere som generalerne Mattis og Kelly.

Håb spirer også andre steder. I EU breder sig en erkendelse af nødvendigheden af tættere samarbejde om de reelle problemer, hvis kriserne skal imødegås og Europa skal have nogen som helst vægt over for USA og Kina.

Det tysk-franske udspil til en europæisk redningsplan – og Kommissionens opfølgende udmøntning med forslaget om en kraftfuld, grøn finanspolitisk ekspansion – varsler styrket solidaritet og samarbejde. 

Udspillet er udtryk for, at kansler Merkel med stormskridt har bevæget sig væk fra den skadelige kurs med ensidigt fokus på budgetbalance og nedskæringer, som Tyskland insisterede på efter finanskrisen; dén kurs genoprettede kun langsomt beskæftigelsen og skabte ringere velfærd og mere ulighed undervejs.

Den tyske regering forstår omsider, at gentagelse af denne politik efter coronakrisen kan fastlåse os i den største arbejdsløshed siden 1930’erne, skabe utålelig social ustabilitet og risiko for massiv styrkelse af nationalistiske, populistiske og endda fascistoide bevægelser. I sidste ende er risikoen opløsning af EU og nogle steder endda til demokratiets undergang.  

Tyske økonomer erkender omsider, at øget statsgæld i de kommende år ikke er problemet, men afgørende for løsningen. Inflation er ikke en risiko, derimod vil sparekurs give risiko for deflation, der kan forværre både beskæftigelsen og statsfinanserne. Den eneste virksomme vej ud af arbejdsløsheden – og på langt sigt ud af gældsstiftelsen – er en voldsom stimulering via statsfinanserne her og nu. Den såkaldte stabilitetspagt i EU er reelt et overstået kapitel, selv om den officielle bekræftelse først senere vil udkomme fra Bruxelles.

Det danske mediefokus har været på vores deltagelse i en såkaldte sparebande, der taler imod at give enorme milliardbeløb i tilskud – ikke kun lån – til Sydeuropa. Men man overser, at forskellen mellem lån og tilskud ikke er særlig væsentlig i den nye virkelighed anno 2020.  

Det er noget af en erkendelse for politikere og økonomer i min generation, der husker hvor uoverskueligt det var at skulle stifte enorm statsgæld under olie- og beskæftigelseskrisen omkring 1980, fordi gælden hele tiden skulle fornyes og renten krøb opad mod 20 pct. Milliardæren, storspekulanten og demokratifilantropen George Soros anførte forleden, at EU nu i fællesskab kan optage enorme lån, der aldrig (!!) behøver at blive afdraget, og nøjes med et betale en ½ procent i årlig rente. Det er en helt ny virkelighed, der gør det vanskeligt at se forskel på lån og tilskud. Det giver håb om en aftale i EU, som alle kan leve med. Men den bør suppleres af, at man omsider systematisk gør op med skatteflugt og skattely, der giver en usolidarisk forvridning af det indre marked.

Kommentaren blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2020

Udgivet den

Corona-oraklerne er ikke højreradikale superegoister som Trump og Aamund

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i de lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Læs hele indlægget i Berlingske her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi  havde ikke forudset pandemien og dens drastiske indgreb i vores liv.  

Sundhedseksperter i WHO og verden over har ellers længe advaret om risikoen. Advarslerne tog for alvor fart efter epidemier som sars i 2003 og ebola i 2014-2016. 

Men eksperterne talte for det meste for døve øren. Selv i de rigeste lande i Europa og Nordamerika forsømte man at opbygge et beredskab. Vi registrerede, at WHO med held stod i spidsen for at inddæmme de andre ny epidemier, så de ikke kom til vore kyster, men ’kun’ slog folk ihjel lokalt i Asien og Afrika. 

Kinas naboer på Taiwan, i Singapore og Sydkorea, der blev strejfet af sars i 2003, havde som de eneste taget ved lære og reagerede prompte på covid-19 med tests og isolering af de smittede. 

Bill Gates advarede for nogle år siden om, at risikoen for en pandemi var en langt mere overhængende risiko end atomkrig – fordi vi havde langt mindre opmærksomhed på at forebygge pandemien end atomkrigen. 

Gates er mere velhavende end næsten alle andre mennesker. Han har stor indsigt, også i sundhed. Han har i en årrække gennem sin fond brugt et halvt hundrede milliarder dollars på at forbedre den globale sundhedstilstand – bl.a. ved støtte til  WHO. Efter præsident Trumps vanvittige beslutning om indefryse USA’s bidrag til WHO står Gates som større bidragyder til WHO end noget medlemsland, mens en stribe af hans superrige artsfæller investerer i at opretholde deres egen urimelige formue og magt ved at finansiere de kampagner og medier, der har fået katastrofen Trump til magten.

Trumps anklager mod WHO for at være for Kina-venlig har helt sikkert et publikum. Men hans indefrysning af bidrag til WHO midt under den hidtil alvorligste pandemi er en dybt skadelig og usaglig beslutning, truffet i hans evindelige jagt på syndebukke, der kan lægge slør over hans egne monumentale fejltagelser.

Heldigvis bakker resten af verden op om WHO i forståelse for nødvendigheden af global koordinering af indsatsen for hurtigt at finde vaccinen mod covid-19, og for at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe ulykkerne.

Det er vigtigt at erindre om, at WHO siden grundlæggelsen i 1948 har leveret afgørende bidrag til, at vi som mennesker i gennemsnit lever mere end 20 år længere end dengang. Organisationen har anført den globale indsats mod de mest udbredte smitsomme sygdomme, der før tog livet af talløse millioner af både børn og voksne.

WHO kan ikke bestemme over medlemslandene og beordre dem til at levere hurtige og fyldestgørende oplysninger. Derfor kan man ikke laste WHO for, at Kina svigtede i nogle første uger med sit hemmelighedskræmmeri om covid-19’s smitsomhed med det sørgelige resultat, at sygdommen spredte sig ud i verden, før kineserne ved uset drastiske metoder til internering af millioner af mennesker standsede videre smittespredning. WHO sendte advarsler ud om covid-19’s farlighed i takt med, at man fik de rette oplysninger om sygdommen. Det tog imidlertid et par uhyre kostbare ekstra måneder, før resten af verden for alvor forstod, at smitten allerede havde spredt sig med eksplosiv hast ud over hele kloden.

Man må midt i tragedien føle stolthed og glæde over at bo i et land, hvor en handlekraftig statsminister i godt samspil med Folketinget reagerede hurtigt og klogt. Derfor oplever vi mindre død, færre arbejdsløse og tab af virksomheder og mere social stabilitet end i de fleste andre lande. Derfor kan vi også tidligere end andre ganske gradvist lukke op igen, samtidig med, at vi opbygger en massiv testkapacitet. Det er vanskeligt at bilde sig selv ind, at man kunne have truffet meget bedre beslutninger i så stor hast.

Men medierne har disse uger en syndflod af både kloge og vanvittige indlæg om, hvad der kunne gøres anderledes og mere. Blandt de skøre vildskud er Asger Aamund, der uforskammet beskylder Mette Frederiksen for at omdanne Danmark til ’et smukt og velstående DDR’. Jeg har aldrig forstået den megen spalteplads, der stilles til rådighed for denne højreradikale superegoist til fremstille sig som orakel. 

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i dé lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Det store flertal af danske borgere har forstået dette og bakker op om kursen. Jeg håber det holder –  både i holdning og adfærd –  i de vanskelige uger og måneder, vi har foran os.

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Udgivet den

Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af nye farer

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Coronakrisen spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet, og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945.

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi havde en dysfunktionel verden før coronaen: Den snigende klimakatastrofe, global fattigdom, stor og voksende ulighed;  dertil et fredstruende oprustningskapløb mellem stormagter, overflod af lokale krige og humanitære katastrofer; derfor ukontrollable folkevandringer.

I øjeblikket har pandemien stjålet al opmærksomheden. Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af ny smittekilder, som vi ikke straks kan vaccines imod. Det skaber utryghed og økonomisk nedsmeltning.

Sundhedskrisen er en af de nærkampe i vores naturlige omgivelser, der spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945. 

Globale kriser rammer altid de svageste hårdest. Ulighederne i verden var også før corona-krisen monumentale og reelt uforenelige med varig fred i verden og politisk og social stabilitet i de enkelte lande.

Nu bliver kløfterne endnu dybere, fordi de fattige lande reelt ikke kan nedlukke samfundet og behandle de syge, på samme måde som de rige lande med svingende succes forsøger det.  Derfor kommer millioner af mennesker til at  dø af sygdom og sult – og hele samfund kan gå i opløsning.

Også i de rige lande skærpes ulighederne, fordi de gamle og helbredsmæssigt svagelige er allermest sårbare. Men særligt udsatte  er også alle dem, der på ret lave lønninger holder de vitale samfundsfunktioner i gang, mens resten er i selvisolering: Sundhedspersonalet og alle, der passer på de gamle og børnene, holder busser og tog i gang, producerer og forarbejder maden, holder butikkerne åbne, sørger for rengøringen og henter renovationen. De er for resten meget ofte af anden etnisk baggrund end flertallet. Det ses allermest  i USA, hvor sorte og brune mennesker har langt højere dødelighed end hvide.

Det mest forbandede problem lige nu er, at verdens eneste supermagt har en præsident, der har brugt de første 13 af sine 16 kvartaler i Det Hvide Hus på at nedbryde alle eksisterende internationale institutioner og ophidse til skærpede modsætninger, både nationalt og internationalt. Senest med et Kina, som nok er en modspiller, men også er en uomgængelig samarbejdspartner, hvis der skal skabes fred, løses klimakrise, bekæmpes pandemier og sættes gang i verdensøkonomien og beskæftigelsen igen.

Under den perfekte storm af globale kriser huserer en vankundig og vanvittig narcissist som øverstkommanderende for verdens største økonomi og militærmagt. En mand, der ikke lytter til sagkundskab, og som i forsøget på at blive genvalgt bevidst splitter sit land og sin verden. En mand, der omgiver sig med andre superrige egoister på det yderste højre, der ligesom han selv kun tror, at de kan blive ved med at vinde, hvis alle andre taber. 

USA’s beskæftigelse og landets evne til at være motor for verdensøkonomien rammes ekstraordinært hårdt under corona-krisen, fordi de herskende politiske kræfter har haft held til at forhindre adgang til god og gratis sundhedstjeneste til alle. I den aktuelle krise holder de heller ikke – som vi forsøger det – effektivt hånden under virksomheder, lønmodtagere og arbejdsløse. Derfor bliver deres velstandstab så voldsomt.

Hverken corona-pandemien eller de andre store globale kriser kan løses uden stærke samfund, der skaber et langt bedre internationalt samarbejde. Dette burde i vores egen interesse anføres af de største og rigeste nationer; for hvis pandemien blusser videre i de fattige lande, så vil den vende tilbage til os, uanset hvor godt vi i første runde inddæmmer den. 

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Udgivet den

Hurtig betaling af coronaregningen vil skade beskæftigelsen

Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.

Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.

Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.

De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.

I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.

Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at  andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.

Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.

De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.

Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.

Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.

I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020