Kategori: International politik

Udgivet den

Hurtig betaling af coronaregningen vil skade beskæftigelsen

Forleden havde jeg denne kommentar i Berlingske Tidende. I fald, du rammer betalingsmuren, kan du læse teksten her:

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse.

Italien og Spanien er ramt af alvorlige og tragiske konsekvenser af svagt beskedskab i sundhedssektoren eller sen erkendelse af coronasmittens eksplosive omfang.

Det amerikanske samfund kommer også til at betale en høj pris for Trumps indledningsvis uansvarlige bagatellisering af pandemien. USA har ikke vist lederskab. Landets overvejende private sundhedsvæsen og forsikringssystem forværrer krisen. En stor del af borgerne er uforsikrede og går syge på arbejde. Derfor spredes smitten. Det gør den også blandt en halv million hjemløse. Pandemien kan stikke helt af. Trods Kongressens kæmpe hjælpepakke er der stor risiko for, at USA’s økonomi får et voldsomt tilbageslag til skade for hele verden.

For verdens fattige lande kan krisen trække endnu længere spor af død og ødelæggelse. Vi ser f.eks. de groteske resultater af nedlukningen i Indien. Allerværst kommer det til at gå for menneskene i krigszoner og flygtningelejre. Den globale solidaritet er behersket, mens de rige lande tømmer statskasserne for at forsøge at holde deres egne samfund kørende.

De seneste tre-fire år har Trump ført an i en målrettet nedbrydning af internationalt samarbejde. Med Brexit og autoritære nationalistiske regimer i flere østeuropæiske lande er den fælles beslutningskraft i Europa også svækket.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, mangler både autoritet og ressourcer til for alvor at sætte sig igennem med globalt koordineret handling. Da coronavirus med lynets hast spredte sig ud over verden, var det overladt til nationalstaterne på hver deres måde at reagere på en trussel, hvis art og omfang få var bevidste om.

I Danmark har vi heldigvis reageret hurtigere og klogere end de fleste andre lande. Vi har haft imponerende handlekraft i regeringen med massiv folkelig opbakning og støtte fra alle partier og arbejdsmarkedets parter til nedlukning og rundhåndede støtteordninger, der holder borgere og virksomheder flydende under pandemien.

Derfor har vi særligt gode chancer for at forsinke sygdommens udbredelse og holde sundhedssystemet i stand til at behandle de hårdest ramte og begrænse dødeligheden. Derfor kan vi også hurtigere end mange andre lande få gang i samfundet igen. Men det bliver gradvist. F.eks. kan det meget vel være, at  andre lande hænger meget mere fast i pandemien, end vi gør, og der af den grund må opretholdes ud- og indrejserestriktioner. Rejse- og turistbrancherne vil været underdrejet længe.

Der er allerede nogle, der frygter, at de store statsudgifter under coronakrisen vil føre til opbremsning af vores indsats mod klimaforandring og for at mindske ulighed og sikre bedre offentlig velfærd.

De store statslige engangsudgifter ved nedlukningen må ikke blive argument imod at afværge den klimakatastrofe, som vil forpeste vores børns og børnebørns tilværelse. Og der vil næppe fortsat være vælgertilslutning til at gøre det fornødne for klima og bæredygtighed, hvis det skal betales med ringere velfærd og endnu større ulighed.

Derfor må coronakrisens udgifter ikke betales via nedskæringer i de offentlige udgifter. Coronakrisen skærper voldsomt behovet for et opgør med EU’s hidtidige budgetregler. Staterne kan låne penge til nul procent til at investere i klima, sundhed og social velfærd. Den private opsparing, man kan låne af, bliver endnu større nu, fordi krisen har skabt arbejdsløshed og store kursfald, der tvinger til at lægge mere til side for at genoprette værdien af pensionsopsparingen.

Hvis både de private og staterne samtidig vil spare mere op, så får vi et farligt varigt tab af omsætning og beskæftigelse. For at holde beskæftigelsen oppe, er det nødvendigt, at staten bruger flere penge, når de private bruger færre. Derfor skal vi vente nogle år med gradvist at begynde at betale regningen for indsatsen mod coronakrisen. Det skal hverken være sundhedsvæsenet, klimaet eller de fattigste, der skal betale denne regning. Der er de seneste 20 år uddelt så mange unødvendige skattelettelser til os med gode indtægter. Der kan sagtens sendes nogle regninger den vej tilbage.

I det globale perspektiv er der brug for at fokusere på det fåtal af multinationale giganter og dollarmilliardærer, der har fået lov at skumme al fløden i verdensøkonomien de seneste årtier. Derfor er en af de mest påtrængende fælles opgaver i EU at sætte prop i de superriges flugt til skattely, lægge bund under selskabsskatten og beskatte omsætningen hos de store finanshuse og teknologivirksomheder.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S). Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende 1. april 2020

Udgivet den

Post Corona: Countries Must Invest Heavily in the Future

By Mogens Lykketoft, fm MP, Finance Minister, Foreign Minister and President of the UN General Assembly

Forget all about household logics. Countries needs to incur debt now, lots of debt …

Governments must incur debt to invest in climate, health, jobs and welfare. Anything else would be deeply irresponsible. We must secure the economy after the corona crisis, and we must not let the climate down.

The Corona pandemic is a shock treatment.

Fortunately, in Denmark our government is at the forefront taking action to save both lives and jobs. Other countries are joining. We will manage this crisis. It will be hugely painful and expensive. But doing nothing would be even more costly. 

By no means is it too early to think about how we move forward when the pandemic and panic have subsided.

Already, voices claim that “one cannot spend the same money twice” – i.e. we must hold back our efforts to save the climate and our welfare, as the Treasury has already invested heavily to mitigate the corona crisis.

Before the current crisis, too, we heard similar arguments from conservative circles: Investing more in climate action must necessarily mean cutting down on welfare.

These are dangerous thoughts. If they prevail, the latest shock to the world economy could lock us in the deepest crisis of a hundred years. It risks undermining our democracy and preventing us from doing what we agreed just a short while ago was absolutely necessary for the climate.

We Must Save Health, Jobs and Climate

As far as I am concerned, not incurring larger government debt to save our health, jobs and climate, would be nothing short of irresponsible. It would be disastrous.

Viewing a country’s finances as one does a private household economy makes no sense. Nevertheless, for the last 10 years this kind of matter-of-fact ‘sensibility’ has been key to the EU’s member states’ mistaken austerity response in the face of the financial crisis.

The bill for the irresponsible financial speculation, which closed millions of jobs in the wake of the 2008 financial crisis, was paid by massive cuts in benefits for the poor and needy. And this while cutting taxes for the who are most well off.  

Inequality increased, and employment less so. Thus, many people lost confidence in the co-called responsible politicians. 

In his latest massive work ‘Capital and Ideology’, French economist Thomas Piketty provides a compelling analysis to prove that cost savings in welfare spending and an increasingly unfair distribution of wealth have paved the way for nationalists and populists, excelling in xenophobia as well.

This is a rebellion against the traditional political elites, which many people feel have let them down. In particular, it has been costly for Social Democratic parties to lend their name and support to a common policy in the EU, which has pressured wage-earners, eroded welfare schemes and tax systems, and thus contributed to significantly increased inequality.

The wealthiest companies and individuals have hoarded a hugely disproportionate share of the growth in prosperity. Worst in the US, but in Europe too.

Austerity Measures are Outdated

Right now, austerity measures are put on hold. All countries are accepting massive extraordinary government expenses to avoid huge losses of jobs and companies while combatting the Corona pandemic.

But EU countries still have tight budget laws that soon after this crisis will require spending cuts to cover public sector deficits, while still facing problems of unemployment.

According to prominent Danish economists, this makes no sense at all. On the contrary, it is more important for a country to be in control of its balance of payments than it is for a government to avoid increasing debt.

Denmark should join ongoing efforts to ditch the EU’s stringent budgetary requirements. In its entirety, Europe will be in dire need of an expansionary fiscal policy. Otherwise, not only will employment be undermined, we will also be unable to meet our long-term social and climate responsibility. Without help from the fiscal policies, central banks will not be able to put the economy back on track.

During my eight years as Finance Minister in Denmark in the 1990s, we did not need budgetary laws in order to conduct responsible economic policy. Improvement in employment and public finances was much better than was average in Europe – with 12 percent unemployment in the outset, and reducing it to 4 percent.

Back then, we Social Democrats and our coalition partners, had a common definition of accountability: Bringing down deficits was not put ahead of combatting unemployment and inequality. On the contrary. We gave priority to welfare growth and successfully targeted a policy that brought many more people to work and eventually eliminated the state deficit without socially painful cuts: 

Deficits arise when many are unemployed and need community assistance rather than being tax payers. Deficits disappear when businesses and citizens get in the mood to invest and consume; then many more people get employment, and rather than having to rely on social benefits they contribute to increased tax payment.

States Need Deficits

More than ever, it is common sense that states have deficits. This gives them the freedom of action to invest in climate, health and social welfare: currently, loans can be obtained in the private sector at an interest rate of zero percent or less. 

Even before the corona crisis, private savings were more than ample for states to borrow. Also, we have to expect that private savings will further increase now, as the crisis has sparked new fears for the future, more unemployment and even more fear of future unemployment. At the same time stock market and property market developments cause severe cuts in the value of people’s pension savings. People will hold back spending even more in order to rectify that. Furthermore, companies need time to regain sufficient investment momentum.

If both the private and the public sectors increase savings simultaneously, we will incur lasting losses in revenue and employment. This is why governments must spend more when private individuals and businesses spend less.

Fortunately, this logic matches perfectly the urgency of investing very massively in climate stabilisation. We only have a short time left to actually curb global warming. If we hesitate too long, the task – at best – becomes both more difficult and more expensive.

In the 1930s British economist Maynard Keynes articulated the necessity for the state to accelerate spending until purchase power and optimism are restored in the private sector. This was the prescription used by President Franklin D. Roosevelt to bring the US out of its deepest depression.

Keynes’ prescription is by no means outdated, even if the younger generation of economists have been trained to believe in the brilliance of private market forces, and to doubt the ability of states to bring momentum and order to the economy.

History has proven, time and again that states must pull the economy back out of whatever catastrophe unleashed by waves of speculation and/or natural disasters.

This will necessarily be the case this time around as well. But once the private sector is back in shape and able to deliver high employment and sustainable growth, the burden of reducing government debt will not be that heavy.

In Denmark, this is particularly easy because – compared to other EU countries – the Danish state has a disproportionately large pool of deferred tax revenue tied up in huge pension funds that are to be released in coming decades. Over the past thirty years, the building up of our labour market pensions makes it perfectly justifiable to run larger government deficits in the current decade.

Current Health Crisis Must not Lead to Less Climate Action                                                     

Over the past year, we have seen a highly positive leap in the general awareness of the urgency in contributing immediately and massively to curb climate change.

In Denmark, this urgency came top of the agenda during last year’s parliamentary election campaign and thus in the new government’s programme as well. 

It is adamant that combatting the current health crisis does not result in less or belated climate action. 

Here and now, it is about ensuring that the health systems have the capacity to curb the spread of infection, in order to save the lives of us elderly. As a 74-year old, I am most grateful for this.

But an even bigger and more important task is to avoid subjecting our children and grandchildren to much greater global disasters ensuing from climate change, than the one currently affecting us. Let’s not be paralysed by the sum of challenges. Knowledgeable people have told us what to do:

It is urgent as ever to heed the most climate-smart economists who urge a high CO2-tax.

Naturally, first we must get business going again. But if we are to have the least chance of achieving our highly ambitious goal of CO2 reduction in 10 years, we need a firm plan for a steadily rising CO2-tax towards 2030.

The instant companies and citizens realise that the CO2-tax will be gradually much increased in 10 years’ time, they will promptly increase investment in sustainable solutions to meet the challenge.

Ambitious Goals lead to Sustainable Solutions

We must achieve our ambitious goals. In Denmark it is a political promise. Barely six million Danes, our footprint on the climate equals that of one hundred million Africans.

Another important reason to strive for our goal is that it will encourage and help our businesses to take the lead in many more areas of sustainable solutions, which the world will demand and need.

In Denmark, our generally high standards has proven a solid experience in creating jobs and earnings in sustainably sound solutions. These high domestic demands from various industries became the starting point for Denmark’s considerable export successes in e.g. the pharmaceutical industry and wind energy.

We must not fear that companies die, or that people will not understand the necessity for action, nor that the social profile will become too skewed. On the contrary, with a steady hand we must introduce the large-scale social engineering to prevent such consequences.

We must prevent the most CO2-emitting companies from simply relocating out of our country and continuing their pollution elsewhere. They and their employees must have the support and encouragement to transform jobs from black to green. This requires special transitional arrangements, which all EU-countries will need; thus these arrangements must not be confused with illegal state subsidies or the like.

In order for these measures not to feed increased inequality, we must spend a considerable part of the CO2-tax revenue to ease taxation for people with lower incomes. We simply won’t be able to maintain a majority of citizens in favour of an ambitious climate action plan through the upcoming parliamentary elections before 2030, unless this transition goes hand in hand with a trend towards greater equality and social justice.

As, ideally, there should soon be less CO2 to tax, we must overcome the fear that tax revenue will dwindle too fast. Of course, we must welcome such a scenario.

All experience teaches us that increased prevalence of climate-friendly solutions, e.g. solar energy, quickly makes them affordable. This opens for the introduction of new forms of taxation without imposing heavy burdens on citizens. We must design a new transportation tax where charges vary according to the type of fuel, location and time of day. We need more electric cars quickly. Therefor it is still too early to put a charge on buying and driving them. But in a few years, once they have taken over the entire new car market, they will – because of technological advances and economies-of-scale – become much cheaper to acquire, and thus be able to carry a charge.

No Limits to Growth in Quality

Countries around the North Sea need also overcome their fear of losing state revenue in order to stop issuing new licenses to drill for oil and gas at sea. Drilling until 2060 simply cannot be reconciled with credible climate ambitions when we know that the precondition for a sustainable world is that we stop using fossil fuels by 2050! Incidentally, we have every reason to believe that long before then, oil and gas will become increasingly poor business.

Many fear that a consistent climate solution means giving up the good life and putting a halt to growth. There are limits to growth in quantity, but no limits exist to growth in quality. This we Danish Social Democrats already pointed out in our programme in 1977. In todays’ context this means:

We cannot possibly continue with growth as we have known it; but growth will easily continue if we meet three basic requirements well before 2050: 1/ Replace all fossil fuels with renewable energy sources; 2/ Create systems and methods to recycle virtually all waste; and 3/ Plant a lot more trees than we cut down.

With regard to sustainability, we can easily sustain growth in health, education and care for children and the elderly; but this will eventually mean that we must be prepared to increase taxation somewhat. Come to think of it, I expect most people would prefer to invest more in health to be better equipped for another corona crisis and the inevitable evolution of bacteria developing resistance to e.g. antibiotics. To this end new answers need to be researched and developed.

As we go along, all over Europe we will see new opportunities to improve tax revenue from giant multinationals and multibillionaires who have been allowed to pocket most of the increase in national income and wealth in recent decades.

In order to reduce debt and address inequality we need to do both. So, the most urgent common tasks in the EU are to put an end to the super rich’s escape to tax havens, to set a common minimum in corporate tax, and to tax the turnover of the big financial houses and tech-companies.

I hope Denmark will be at the forefront in this endeavour in the EU; and most likely the total sum of challenges will encourage other countries to join forces with us. In Denmark, and I would assume in other counties, we can raise significant revenue by fixing our broken tax system so that we will again be able to effectively combat fraud, evasion and arrears.

MOGENS LYKKETOFT from Denmark, economist, MP for 38 years, fm Minister for Finance and Foreign Affairs, leader of the Social Democratic Party, Speaker of Parliament. President of the United Nations General Assembly 2015-2016, when the Global Goals for Sustainable Development were approved and we had the Paris Climate Agreement.

Photo: © Hasse Ferrold

Udgivet den

Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater

Læs min anmeldelse af ‘Kapital og ideologi’ i Information 10. marts 2020. Slår du hovedet mod betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor.

Den ’røde blok’ af R, S, SF og El samlet om Piketty i Den sorte Diamant, da han i december 2014 var i København for at fortælle om sin forrige bog:  Lone Loklindt, mig, Piketty, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt-Nielsen.

Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt

Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier. S-partierne har lidt store tilbageslag til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret. Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk om ’Kapital og Ideologi’ være pligtlæsning for socialdemokrater.

Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle. 

De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistoriens med dé ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.

’Du ved jo godt, at der bag en enhver stor formue ligger en forbrydelse’. Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi , da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion. Det var en forståelig kommentar til tilstanden i dé samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.  

Piketty påviser imidlertid. at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget store del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet nok så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder. Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for tredive år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed. 

Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene– og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv. På denne måde blev skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse, også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.

Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen. Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkernes amok-løb bragte os en finanskrise, og den uregulerede,  ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise. 

Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange. 

Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, men de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå. Piketty påpeger, at den sociale mobilitet er i nutiden meget begrænset. Det er Ikke fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.

’Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge’ svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.  

Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – bl.a. i kraft af deres ejerskab til massemedier.

De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer var ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.  

Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.

Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år.  Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer af temaet økonomisk demokrati.  

Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højre-populisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed. 

Udgivet den

Ny forståelse om verdens tilstand?

Indlæg i Berlingske marts 2020

De fleste ude i verden havde næppe hørt om Wuhan, før coronavirus-epidemien udsprang derfra. Men Wuhan er et økonomisk kraftcenter med flere indbyggere end New York City. 300 af verdens 500 største virksomheder til stede i byen. Derfor rejser mange både kinesere og udlændinge selvfølgelig i stor stil ind og ud af Wuhan.

Det skaber global panik, at vi endnu ingen midler har mod den ny virus. Verdensøkonomien skælver. Vi ser i disse uger et stort kursfald på verdens børser som reaktion på den faretruende spredning af sygdommen ud over verden.  

Det er fortællingen om, hvor tæt vi er bundet sammen på kloden, og hvor skrøbelig højkonjunkturen er.

Det er også fortællingen om, hvordan specielt Kinas udvikling på godt og ondt hurtigt får stor betydning for os: I Kina bor næsten femtedel af verdens befolkning, og deres produktion er i dag mere end 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina har i de seneste årtier overtaget en betragtelig del af verdens industri, forurening og CO2-udslip. Vi køber en meget stor del af vores forbrug fra Kina. Kineserne har opnået langt højere levestandard, men har også bogstaveligt talt oplevet, at den hidtidige form for højvækst kan være kvælende og usund. De ved, at produktion og forbrug fremover skal være meget mere bæredygtig. Derfor var de i 2015 sammen med Obamas USA den stærkeste drivkraft bag Verdensmålene for bæredygtig udvikling og klimaftalen i Paris.

Vi kan ikke få et internationalt samarbejde om handel og våbenkontrol, sundhed, miljø og klima til at fungere uden at arbejde sammen med Kina. Vi skal presse dem til at anerkende fælles regler. Vi skader os selv ved at afsondre os fra Kina og prøve at stække landets udvikling, sådan som Trump har sat sig for. Derfor er det forkert, hvis vi i Europa suges ind i en konfrontation, hvor vi skal bekæmpe Kina for at forblive venner med USA. Denne form for økonomisk krig kan kun blive til fælles skade for hele verden. 

Coronavirussen er endnu en begivenhed, der viser, at vi er vævet sammen på en måde, der kræver et tættere og mere forpligtende internationalt samarbejde. Vi har en kæmpe opgave med at overbevise de store magter om, at samarbejde ikke er et nulsums-spil, hvor én kun kan vinde, hvis anden taber. Det skal der råbes om til Trump, Xi Jinping, Boris Johnson og Vladimir Putin.

Det er dybt bekymrende, at Kinas præsident har strammet tøjlerne voldsomt, lukket kritiske røster ned, forhindret civilsamfundet i at udvikle sig og slået voldsomt hårdt ned på små folkegrupper som tibetanerne og senest de muslimske uigurer i Xinjiang. Der er f.eks. ikke tvivl om, at den manglende presse- og ytringsfrihed betød, at budskabet om den farlige epidemi blev forsinket og sygdommen derfor spredt alt for vidt omkring, før myndighederne reagerede. Men mon ikke de trods alt har lært noget af denne katastrofe? 

Det kan være at epidemien snart bremses, at dødstallet stabiliseres og efterhånden falder, og der endelig udvikles en vaccine; og det kan være at økonomien så går opad igen og at børskurserne rettet sig noget.

Men der vil i mellemtiden være sket stort tab i produktion. Især i Kina, men også mærkbart i resten af verden.

Derfor vil det også kunne måles, hvordan produktionstabet har mindsket belastningen af klima og miljø.  Det kan måske bidrage at sætte mere fart på alle de ændringer, der skal til for at sikre os en bæredygtig fremtid. Måske kommer der tempo i omstillingen væk fra fossile brændstoffer, som er forudsætningen for at bremse den globale opvarmning. Måske vil der være forståelse for, at det kræver både mere skat og flere lån i statskasserne at finansiere denne omstilling, og at en ekspansiv finanspolitik er den eneste mulighed både for at speede op for bæredygtig udvikling og for hurtigt at få gang i beskæftigelsen igen.

Krisen betyder forhåbentlig også forståelse for, at der skal investeres meget mere i sundhedsforskning. Ikke bare for at overkomme coronavirus-krisen. De næste kriser med nye og voldsommere bølger af massedødsfald kan hurtigt komme, fordi flere og flere bakterier bliver resistente over for kendte behandlinger med penicillin mv. Uden midler til et massivt internationalt forskningssamarbejde for at udvikle nye svar her risikerer vores børn og børnebørn direkte tilbageskridt fra den revolution i sygdomsbekæmpelse og forlængelse af menneskers levetid, vi har opnået i de seneste årtier.

Vi står ved en skillevej, hvor vi i næste omgang skal investere meget mere i klima og miljø, sundhed og velfærd – og mindre i dét forbrug, der belaster klodens fremtid. 

Udgivet den

Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden

Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020

I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident. 

Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.

Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.

Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.

Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.

Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.

Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.

Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).

Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.

Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.

(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar) 

Udgivet den

Trumps forsøg på at strangulere Irans økonomi truer freden

Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020

Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.

Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.

Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.

Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.

DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.

Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien

Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.

DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.

Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.

Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.

AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.

Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.

Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.

Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.

Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.

Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.

I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.

På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.

Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.

Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.

Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016). 

Udgivet den

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.

Udgivet den

Cubanerne lider under Donald Trumps had til Obama

Debatindlæg i Politiken mandag d. 22. juli 2019

MIT FØRSTE besøg på Cuba var i 1987. Da vi kom hjem, skrev Jytte Hilden og jeg en artikel, der i de følgende 32 år er blevet misbrugt af borgerlige propagandister til at påstå, at vi hyldede Castros kommunistiske styre.

Men hvad skrev vi egentlig? Vi påpegede, at den cubanske revolution var gennemført af folket selv, mens diktaturet i Østeuropa var etableret med magt af Sovjetunionen, og at stemningen hos mennesker i Havanna var anderledes positiv og afslappet end i Østberlin.

I 1987 havde Castros styre endnu lidt af den gamle revolutionære glans, selv om det hverken havde sikret cubanerne rimelig levestandard eller politisk frihed. Trods stor fattigdom havde Cuba dog et velfungerende sundhedsvæsen og uddannelsessystem. Men samfundets økonomi var i ruiner. Det kørte kun rundt, fordi Sovjetunionen gav overpris for sukkeret fra øen og leverede olie til underpris.

Castro formåede ikke at skabe en holdbar økonomisk udvikling, og cubanerne led utrolige afsavn, da Sovjetunionen kort efter brød sammen og subsidierne derfra ophørte.

Armoden blev også næret af USA’s brutale blokade. USA var den store, nære, naturlige handelspartner, der ikke accepterede handel med Cuba. Og man straffede resten af verdens skibsfart og virksomheder, hvis de formastede sig til at handle med Cuba.

Den såkaldte Helms-Burton-lov forbød rederier, der anløb Cuba, at anløbe amerikanske havne i seks måneder. Den form for økonomisk-politisk imperialisme blev fordømt af det meste af verden – også Danmark og EU. Men virksomhederne havde ikke råd til at miste det store amerikanske marked for at handle med det lille Cuba. Så blokaden virkede i retning af at fastholde Cuba i isolation og fattigdom. Blokaden gjorde det tilmed lettere for Castro at begrunde ufriheden derhjemme med nødvendigheden af et højt beredskab over for de amerikanske fjender.

ANDEN GANG, jeg besøgte Cuba, var i juni 2016 som formand for FN’s Generalforsamling.

Besøget havde to formål. For det første skulle jeg sammen med bl.a. generalsekretær Ban Ki-moon og de fleste latinamerikanske stats- og regeringschefer være med til næstsidste fase af processen med at afslutte 50 års blodig borgerkrig i Colombia mellem landets regering og oprørsbevægelsen Farc. Cuba og Norge havde på FN’s vegne bidraget til denne fredsproces, den nye pave ligeså. Det var bevægende at opleve lettelsen og glæden hos alle over, at der endelig var lys forude for Colombia.

For det andet skulle jeg mødes med bl.a. Cubas udenrigsminister, Bruno Rodriguez, om den generelle FN-dagsorden.

I samtalerne kom vi naturligvis også ind på den glædelige afspænding og åbning af samkvem mellem USA og Cuba, som efter næsten seks årtiers konflikt var blevet beseglet med præsident Obamas besøg i Havanna tre måneder forinden.

Jeg spurgte den cubanske udenrigsminister, om han kunne bekræfte, at Fidel Castro for mange år siden sagde, at forholdet mellem USA og Cuba først ville blive normaliseret, når vi fik en latinamerikansk pave og en sort præsident i USA. Fra Castros side var det i givet fald nok ment som noget i retning af, at det ikke ville ske, før helvede frøs til is.

Bruno Rodriguez sagde, at han selv havde spurgt Fidel, om han virkelig havde sagt sådan engang; den meget gamle mand kunne ikke selv huske det, men han har sandelig også sagt utrolig meget i tidens løb. Uanset om historien er sand eller opdigtet, så var kendsgerningen, at den amerikansk-cubanske forsoning blev etableret under en sort amerikansk præsident og med bistand fra den første latinamerikanske pave, den argentinske Frans.

I 2016 var der store forventninger hos den jævne cubaner om, at de værste økonomiske afsavn kunne mildnes og landet åbnes for handel. Investering og meget mere turisme fra USA.

Mange havde håb om, at åbningen også kunne blive begyndelsen til afviklingen af det kommunistiske partis jerngreb om landet.

I det eksilcubanske samfund i USA, der stenhårdt havde støttet mange årtiers boykot af Cuba, var der også opbrud i tankegangen og forventninger til et nyt nærmere samkvem. Men Obama fik ikke Kongressen med på at afvikle al blokadelovgivning rettet mod Cuba, før han forlod Det Hvide Hus.

På FN’s generalforsamling i november 2016 stemte 189 medlemslande ellers for en opfordring til USA om at afvikle al blokade mod Cuba. Kun USA og Israel stemte imod, og Obama-regeringen tøvede kun på grund af trægheden i Kongressen.

ET PAR måneder senere hed præsidenten i USA Donald Trump. Og uden synlig rationalitet og eftertanke, men drevet af et glødende had til Obama satte han sig for at slette alle spor efter sin forgængers indsats. Det voldsomste og krigeriske udslag er ødelæggelsen af atomaftalen med Iran. Men Trump har også destrueret alle fremskridt i forholdet mellem USA og Cuba og endda strammet skruen yderligere.

Helms-Burton-lovens blokadebestemmelser for skibsfart og handel er genindført og skærpet med en obskur paragraf: Alle udenlandske virksomheder, der handler med Cuba, kan straffes af USA, hvis handlen berører nationaliseret ejendom.

Bestemmelsen er aldrig før aktiveret, fordi resten af verden protesterede voldsomt, og den blokerer for Cubas muligheder for at få fødevarer, medicin og mange andre nødvendige varer udefra. Endnu en gang går det hårdest ud over den jævne borger i Cuba.

Den amerikanske blokadepolitik over for Cuba er nu i endnu mere massiv konflikt end nogensinde før med alle hidtil respekterede regler for international samhandel.

Der er et stort behov for, at ikke mindst EU – herunder også den danske regering – træder i karakter over for Trump-regeringens misbrug af handelspolitikken til en voldsom kæde af økonomiske straffeaktioner mod udenlandske virksomheder, der – i overensstemmelse med den gældende internationale retsorden – handler med lande, som Trump lægger for had, såsom Iran og Cuba, og for den sags skyld alle hans øvrige brud på frihandlens love og regler.