De, der advarede mod Irak-krigen, var USA’s sande venner

Anders Fogh Rasmussens regering fik Danmark med i Irak-krigen af loyalitet over for amerikanerne. Men den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Med FN’s opbakning

Ruslands angrebskrig i Ukraine ser vi heldigvis ens på i USA og Europa. Men i fortiden var der uenigheder om andre krige. Netop nu er der debat og eftertanke herom. Dansk Institut for Internationale Studier er ved at udarbejde en rapport om Afghanistan, og DIIS har en høring med nogle af os, der var i regering undervejs. Samtidig passerede vi i forrige uge 20-året for Irak-krigens start og fik fornyet debat om den.

Invasionen i Afghanistan havde opbakning i hele FN, fordi bagmændene for massemordet 11. september 2001 havde beskyttelse hos Taleban. Men jeg var næppe alene med håbet om, at aktionen alene handlede om at opsøge og aflive Osama bin Laden og understøtte, at Nordalliancen overtog magten fra Taleban.

Som udenrigsminister da krigen brød ud, talte jeg for, at vores bidrag skulle være deltagelse i en FN-fredsstyrke i Kabul. Men i mellemtiden vandt Anders Fogh regeringsmagten og valgte efter amerikansk ønske at sende specialstyrker i kamp. Seks år senere, da den hjemlige modstand mod Irak-deltagelsen pressede Fogh til at trække danske styrker hjem derfra, valgte han at vise sin solidaritet med USA ved at sende mange flere soldater til Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor næppe nogen afghansk centralregering tidligere havde haft reel kontrol. Det blev Danmarks hidtil blodigste internationale aktion.

Hele Vestens forsøg på at slå Taleban endte som et ydmygende og dybt tragisk nederlag, da de sidste amerikanske soldater i sommeren 2021 blev trukket ud. Den afghanske regering og hær forsvandt som dug for solen, da de sidste amerikanere lettede. Trods de mange gode hensigter formåede Vesten ikke at forhindre de middelalderlige kvindefjendtlige mørkemænds tilbagevenden, der er en uhyrlig humanitær katastrofe.

Afghanistans tragedie skyldes, at der med USA i førersædet var for lidt investering i at skabe et folkeligt forankret styre, hvor moderne indstillede mennesker kunne standse den epidemiske korruption, udbrede uddannelse og skabe tryghed i det ludfattige land. USA’s opmærksomhed blev allerede efter halvandet år langt mere opslugt af invasionen i Irak. Desuden var det ultrakonservative afghanske samfund nok det vanskeligste sted med våbenmagt at eksportere en slags vestligt demokrati til.

I strid med FN

Irak-invasionen i 2003 skete i modstrid med FN og det store flertal af verdens lande, inklusive Tyskland, Frankrig og de øvrige nordiske lande. FN’s våbeninspektører bad om fred til at fuldføre deres arbejde, og det viste sig, at der ingen masseødelæggelsesvåben var tilbage i Irak. Påstanden om, at Saddam Hussein stod i ledtog med Osama bin Laden, var rent opspind.

Jeg var indædt imod, at Danmark meldte sig til Bushs invasion. Jeg advarede om, at det kunne skabe mere blodsudgydelse i hele den mellemøstlige region. Det blev desværre overvældende sandt. USA nedbrød det irakiske samfund ved at opløse hær og politi og uden at etablere levedygtige ny institutioner. Derfor blev invasionen til blodig besættelse og langstrakt borgerkrig. Kimen blev lagt til terrororganisationen Islamisk Stat, som blev skabt i Irak og bredte sig til nabolandene med død og ødelæggelse. Mindst et par hundrede tusinde irakere mistede livet i kølvandet på USA’s invasion. Efter 20 år hersker stadig kaos og armod.

Forleden diskuterede jeg endnu engang den danske deltagelse i Irak med Per Stig Møller (K), der var udenrigsminister dengang. Jeg ved, at han ikke ønskede dansk krigsdeltagelse uden FN-mandat, men han blev kørt over af Anders Foghs løfte til USA’s præsident om at gå med. Nu forsvarer Per Stig vores krigsdeltagelse med, at vi måtte være loyale over for vores allierede.

Sande venner

Jeg mener, at den ypperste loyalitet havde været at sige nej til at følge USA til Irak. Det havde bragt os på linje med USA’s senere præsident Obama – og vel også med George W. Bushs udenrigsminister Colin Powell, der aldrig tilgav sin præsident, at han blev sat til at fortælle løgnehistorier i FN’s Sikkerhedsråd for at begrunde krigen.

Det var USA’s sande venner, der advarende mod alt det kaos, som blev udløst, og de ufatteligt mange liv, der gik tabt i Irak.

Vi, der i vores ungdom talte og demonstrerede mod Vietnam-krigen, var også dengang USA’s sande venner. I dag er vi nok på linje med de fleste tænksomme amerikanere, derunder Obamas udenrigsminister, John Kerry. I en debat i New York, hvor vi talte til de nybagte studenter fra FN-skolen, sagde Kerry om Vietnam-krigen, at den aldrig skulle have været udkæmpet, og at det ikke var sket, hvis der havde været ordentlige diplomater til stede!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 6. april 2023

Mere fra min hånd om Irak og Afghanistan

Kronik i J-P: Aldrig mere Afghanistan

I de seneste 10 år blev det stadig mere åbenlyst, at den afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning. det skriver jeg om i denne kronik, som blev gengivet i Jyllands-Posten 18. august 2021.

Den kan også læses nendefor:

VEJEN TIL NEDERLAGET I AFGHANISTAN

Om få uger er det 20 år siden, vi var vidner til, at tusinder blev myrdet, da selvmordsterrorister brugte kaprede passagerfly som raketter til at smadre World Trade Centers to skyskrabere i New York og ramme USA’s forsvarsministerium Pentagon. Et fjerde kapret fly blev skudt ned, før det ramte Capitol eller Det Hvide Hus.

USA måtte naturligvis reagere på det dramatiske terrorangreb. Et enigt NATO erklærede angrebet på USA et angreb på os alle. Det blev hurtigt fastslået, at manden bag terroren 11. september 2001 var Osama bin Laden, lederen af Al Qaeda. Al Qaedas ledere opholdt sig under beskyttelse af det fundamentalistiske islamistiske Taleban-styre i Afghanistan. 

Fire uger efter terrorangrebet angreb USA med store luftstyrker Taleban med det formål at finde og straffe Al Qaedas ledere.

I dag ved vi, at USA’s daværende udenrigsminister, general Colin Powell, mente at nogle få luftangreb kunne tvinge Taleban-styret til at udlevere Al Qaeda-lederne. Præsident George W. Bush insisterede imidlertid på en intervention, der satte Taleban fra magten og tog Afghanistan i besiddelse.

NATO og det meste af verden støttede invasionen. Også Kina og Rusland. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også på opfordring fra Bush-regeringen villig til at bidrage til missionen i Afghanistan.

Taliban-styret faldt hurtigt i kombinationen af amerikanske luftangreb og offensiv fra oprørerne i Nordalliancen, der rykkede ind i Kabul. Al Qaeda-ledelsen flygtede. Vi ved nu, at de gemte sig i Pakistan, indtil USA’s specialstyrker i 2011 fik ram på Bin Laden. Pakistans militær og efterretningstjeneste gav i øvrigt også Taliban et fristed, hvorfra de kunne føre guerilla mod den regering, der under USA’s ledelse blev indsat i Kabul. 

USA bad de allierede om bidrag fra specialstyrker til at nedkæmpe al-Qaeda. Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul. Men statsminister Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker og i øvrigt altid levere hvad USA bad os om. Fem år senere gik vi derfor med til at sende mange flere soldater i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol. De sårede og de pårørende til de faldne danske soldater må føle et meget dybt stik i hjertet i dag, hvor Taleban har fuld kontrol i Helmand.

Missionen i Afghanistan blev et amerikansk ledet projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering, der dog fik nogle af de gamle, grumme krigsherrer som partnere. Mange af lederne var først og fremmest optaget af at berige sig personligt. 

De chancer, der måske var for at opbygge en kompetent, ikke-korrupt og repræsentativ afghansk regering blev vel reelt ødelagt, da krigens anfører, USA’s præsident Georg W. Bush, flyttede sin opmærksomhed til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og Al Qaeda, og selvom påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

Der blev aldrig sat nok ind på at svække Talebans opbakning ved at sikre ordentlig regeringsførelse og bedre levevilkår i det uhyre fattige Afghanistan. Fokus var på militær sejr. Dét blev overladt til overmodige generaler, der aldrig forstod hvor dybt rodfæstet, Taleban var i det uhyre konservative stammesamfund.

I begyndelsen af 2011 besøgte jeg selv Afghanistan som medlem af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Vi fik en optimistisk beretning fra USA’s øverstkommanderende David Petreus og fra det danske militær i Helmand. Optimismen stod noget i modsætning til dén tvivl, der havde bredt sig efter ti års tilstedeværelse, hvor Taleban var kommet stadigt stærkere tilbage. Vi vidste også, at præsident Obama spejdede efter en mulighed for slippe ud med æren i behold.

Min egen tvivl om bestandigheden i dét, vi søgte at opnå i Afghanistan, voksede, da vi i Lashkar Gah i Helmand skulle fejre en dansk støtte til oprettelse af et seminarium. Her fandt man det nødvendigt at udruste delegationen med hjelm og fragmentationsvest inde på skolen. Intet var tilsyneladende sikkert.

De seneste ti år blev det stadigt mere åbenlyst, at den vestlige tilstedeværelse ville blive afviklet, og at dén afghanske stat, vi havde fået etableret, risikerede at smelte væk på grund af sin inkompetence, mageløs korruption og svag folkelig opbakning: I dé valg, vi fik arrangeret undervejs, stemte meget få – og ingen kunne gennemskue om vinderen havde vundet en ærlig sejr eller fusket sig til den. 

Det blev erkendt, at selv med halvdelen af alverdens militære udgifter kunne USA ikke få kontrol over Afghanistan, fordi dét regime, man forsvarede, var udueligt, og fordi man holdt dem ved magten med voldsomme hypermoderne våben på land og i luft, der medførte store civile tab, og derfor styrkede den folkelige modstand mod fremmed tilstedeværelse.

Med Talebans sejrrige stormløb de seneste dage er håbet om at skabe et moderne og demokratisk Afghanistan foreløbig slukket. Især kvinderne og de veluddannede unge frygter med rette fremtiden. Dog nærer de første meldinger fra de nye magthavere håb om et lidt mere åbent og mindre brutalt styre end for tyve år siden.

Der bliver en lang debat om ansvaret det kaotiske exit. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet retræte, der kan efterlade mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en meget usikker skæbne.

Imidlertid er sandheden, at selv dem, der var allermest pessimistiske om det gamle afghanske styres overlevelse, blev chokeret over, at afghansk militær og politi på få dage forsvandt som dug for solen efter i 20 år at været trænet og polstret med ufatteligt mange milliarder dollars. Det skete uden nært så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående tyve år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.Der er næppe nogen amerikansk præsident, der efter nederlaget i Afghanistan, vil starte ny invasionskrige og opfordre os til at gå med. Det er en stor lettelse, fordi så mange herhjemme kritikløst sagde ja, når USA kaldte på os.

Forhåbentlig kommer vi aldrig igen til at deltage i en krig som i Helmand. til. Ny militær indsats i fremmede lande bør kun ske som del af FN-ledede fredsbevarende operationer. Fremtidens aktivistiske danske udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger, bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Det er dét, vi er bedst til. 

Kronikken stod at læse i J-P 18. august 2021

Mere fra min hånd om Afghanistan

Vi skal ikke igen deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske.

Læs den her – eller nedenfor 

Læren af det tragiske nederlag i Afghanistan

Håbet om – i kølvandet på interventionen mod forbryderne fra al-Qaeda – at skabe et mere moderne og demokratisk Afghanistan er foreløbig slukket. En ung generation må se deres drømme om frihed briste. Mest frygteligt: Afghanistans kvinder kan intet godt vente sig.

Der bliver en lang debat om ansvaret. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet og kaotisk retræte, der efterlod mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en tragisk skæbne.

Få vil imidlertid anfægte, at den vestlige tilstedeværelse måtte afvikles. Og det var forudset, at den afghanske stat, der var etableret i kraft af vores tilstedeværelse, ville smelte væk på grund af inkompetence, mageløs korruption og manglende folkelig forankring. I de valg, vi fik arrangeret, var det meget få, der stemte – og ingen kunne gennemskue, om vinderen havde fået en ærlig sejr eller havde fusket sig til den.

Alligevel blev alle overrasket over, at et afghansk militær- og politiapparat, der var polstret med ufatteligt mange milliarder dollar, på så få dage forsvandt som dug for solen. Det skete uden nær så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående 20 år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.

Vi må spole filmen 20 år tilbage for at prøve at forstå, hvorfor det mislykkedes at holde Afghanistan fri af Talebans middelalderlige jerngreb.

Foreslog fredsstyrke

Afghanistan blev invaderet af en USA-ledet koalition for at finde og straffe bagmændene for terrorangrebet 11. september 2001, der levede under Talebans beskyttelse. Et enigt NATO havde erklæret angrebet på USA et angreb på os alle. Kina og Rusland støttede indirekte operationen mod Taleban. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også villig til at deltage. USA bad om specialstyrker til at opspore al-Qaeda.

Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod, at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul, hvor afghanske oprørere rykkede ind med støtte fra amerikanske bombefly. Men den nye regering under Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker. Fem år senere gik vi endda med til at sende en langt større styrke i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.

Missionen i Afghanistan udviklede sig fra at ligne en hurtig indsats mod al-Qaeda til at være et projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering – i praksis blev det dog en koalition, hvor gamle, grumme krigsherrer var medspillere. Mange af de ledere, som kom ind ved hjælp fra USA og os, var først og fremmest optaget at berige sig personligt på støtten udefra.

Nedkæmpelsen af al-Qaeda ledte til dannelsen af Islamisk Stat

Desuden rettede krigens anfører, USAs præsident Georg W. Bush, sin opmærksomhed over til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og al-Qaeda, og påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden noget hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.

For Afghanistan betød Irak-invasionen, at der blev mindre opmærksomhed på at sikre en ordentlig regeringsførelse, som kunne skabe udvikling for almindelige mennesker i det uhyre fattige land – og derved måske svække Talebans opbakning. Det blev overladt til overmodige generaler, der ikke forstod, hvor dybt rodfæstet Taleban er i det uhyre konservative stammesamfund, at vinde en militær sejr.

Læren er klar: Selv med halvdelen af alverdens militær kan USA ikke få kontrol over fremmedartede samfund som Afghanistan, når dem, man sætter til at styre, ikke dur, og når forsøget på at holde dem ved magten sker med tunge hypermoderne våben på land og i luft, der medfører store civile tab.

Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Aktivistisk dansk udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger. Bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Militære bidrag bør altid være som del af FN-ledede fredsbevarende operationer.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentar i Berlingske 18. august 2021.

Mere fra min hånd om Afghanistan her