Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til forældede arbejdsudbudsteorier og skattestop for enhver pris. I mit seneste indlæg i Berlingske gør jeg status over SVM-regeringens projekt. Læs hele klummen i avisen her – eller nedenfor:
Hvor er vi henne i dansk politik?
Trofaste læsere vil vide, at jeg på dette sted især prøver at delagtiggøre læserne i min forståelse af international politik. Til min egen overraskelse er jeg i øvrigt enig i det meste af den kurs, der er lagt af vores ny udenrigsminister. Dog ikke den heftige liberalisering af dansk våbeneksport til tvivlsomme regimer og fraværet af en klar fordømmelse af den israelske ekstremhøjre-regerings kombinerede overfald på retsstaten og de besatte palæstinensere.
Her kommer lidt flere refleksioner om regeringsprojektet.
Jeg er fuld af respekt for statsministerens evne til at trodse hetzkampagnen og score et valgresultat, der gjorde hende umulig at komme uden om. Hun er ubetinget den mest kompetente og langtidsholdbare som landets leder.
De første 100 dage
Efter de første 100 dage har regeringen fået mange kritiske vurderinger. Meningsmålingerne er mildt sagt heller ikke opmuntrende. Men det kan statsministeren tage nok så roligt. Vi er meget tidligt i valgperioden. Vælgerhavet kan bølge meget frem og tilbage inden næste valg.
Venstre er uden tvivl det regeringsparti, der har de tungeste problemer at kæmpe med, fordi man er vendt totalt rundt i forhold til regeringsdeltagelse under Mette Frederiksens ledelse og samtidig har en langtidssygemeldt partileder. Det er uhyre skræmmende for Venstre, at der lige nu er 30 procent, der siger, at de vil stemme på Løkkes og Støjbergs partier eller – og især – Liberal Alliance. Noa Redington har ret i, at det mindst sandsynlige udfald af et kommende valg er, at de tre regeringspartier bevarer deres papirstynde flertal!
Jeg tør ikke levere en samlet vurdering af, hvad regeringen kan udrette. Det er det endnu alt for tidligt at udtale sig om – som den kinesiske statsmand Zhou Enlai i 1972 svarede, da han blev spurgt om resultatet af den franske revolution i 1789!
Jeg forstår udmærket, hvorfor vi fik en SVM-regering, selv om den foregående S-mindretalsregering var manøvredygtig og resultatrig: S-regeringen havde ingen mulighed for at fortsætte, fordi et af støttepartierne – De Radikale – nægtede fortsat at støtte den og insisterede på en bred regering hen over midten.
Meldingen var reelt krav om, at Mette Frederiksen for at fortsætte som statsminister skulle række ud til Venstre og/eller Moderaterne. Derfor måtte hun nødvendigvis give indrømmelser om økonomi og fordelingspolitik til den side: Dét kunne kun betyde et politisk program med visse lighedspunkter med Helle Thornings koalition med Margrethe Vestager og afstand til noget af kursen under den netop forudgående S-regering. Det er et trist lærestykke for alle, der mente, at valgets resultat var et »rødt« flertal.
Det er et kronisk problem, at De Radikale ikke er det mindste røde i den økonomiske politik. Og det er et vanvittigt paradoks, at de ikke selv ville være i den regering, de fremtvang.
Det er opfattelsen hos mange, at SVM-partiernes topfolk i ugevis sad i en boble og lavede deres kompromisser med Finansministeriets forstenede regnemetoder og urgamle forslagskatalog som væsentligste inspiration. Lad være, at det førte til et upopulært indgreb som Store Bededags afskaffelse. Det generelle problem er, at fokus ikke altid har relevante løsninger på rigtigt definerede problemer: For eksempel fik vi trods øget ulighed ingen permanent hjælp til de fattige børnefamilier. Men skatten kom ned for den højere middelstand, der ellers i forvejen har fået rigeligt – og derfor også udfordrer klimaløsningen ved et stort forbrug og CO₂-udslip. Desuden blev aftalt en stor afgiftsrabat ved generationsskifte i de rigeste virksomheder.
Det mærkeligste ved regeringsgrundlaget er bekendelsen til de gamle arbejdsudbudsteorier og til skattestop for enhver pris. Vi har netop nu den højeste beskæftigelse nogensinde, fordi det faktisk helt overvejende er efterspørgslen efter arbejdskraft, der skaber udbuddet – ikke de såkaldte udbudsreformer.
Danskerne arbejder godt nok ikke så mange timer om året som amerikanerne. Men vi har en meget høj produktivitet på grund af blandt andet god uddannelse og ledelse og stærk brug af it og højteknologi både privat og offentligt. Det er her, vi fortsat skal satse. Her kan budgetlov og skattestop stå i vejen, hvis nødvendige forbedringer for de mindst uddannede fører til at kvaliteten i de højere uddannelser forringes: God uddannelse på alle niveauer og livet igennem er ikke ødselt offentligt forbrug, men klog investering i velstand og konkurrenceevne. Forresten er der penge at hente, når vi får genopbygget skatteforvaltningen og får bekæmpet skatteflugt og skattesnyd.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S).
Indlægget blev bragt i Berlingske 20. april 2023
Mere fra min hånd om dansk politik
Foto: Wikimedia Commons, regeringens tiltrædelse december 2022.