Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:
Putin vil skabe frygt og opløsning
Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.
Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.
Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.
Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.
Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.
Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.
Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.
Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.
Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.
Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.
Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.
Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.
Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).
Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022
Mere fra min hånd om Putins krig