Tostatsløsning i Israel-Palæstina kræver opgør med Israels apartheidpolitik

Sammen med en række tidligere udenrigsministerkolleger i Europa appellerer jeg indtrængende til det politiske samfund i Europa om at kræve handling og et ophør af Israels skånselsløse apartheidpolitik over for palæstinenserne såvel som, at der gøres en reel indsats for en to-statsløsning.

Appellen bliver desto mere nødvendig efter Netanyahus sejr ved parlamentsvalget i Israel 1. februar og hans forbund med yderligtgående nationalister. Opfordringen er bl.a. trykt i Information 2. november, Le Monde 27. oktober på fransk og på engelsk i Middle East Monitor 28. oktober.

Appel

Mens verden overværer de rædselsfulde begivenheder, der udspiller sig i Ukraine, er nødvendigheden af at beskytte en regelbaseret verdensorden højt på den politiske og offentlige dagsorden. Det internationale samfund har samlet sig bag multilateralisme og behovet for at overholde international lov og beskytte menneskerettighederne. Der er ingen tvivl om, at det er den eneste vej frem i et stadigt mere polariseret globalt landskab.

Samtidig bliver vi mindet om, hvordan det internationale samfund i andre sammenhænge alt for ofte har forholdt sig tavst, undladt at handle på alvorlige krænkelser af folkeretten, og ladet alvorlige overgreb gå ustraffet hen.

De samme standarder og engagement i at beskytte den ukrainske civilbefolkning, og de krav, der stilles, om, at Rusland stilles til ansvar for overtrædelser af international lov, bør gælde globalt, inklusive i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Israel fortsætter upåvirket

EU og dets medlemslande har arbejdet for en tostatsløsning, baseret på suverænitet og lighed for både israelere og palæstinensere, som grundstenen i deres mellemøstpolitik. Alligevel rykker virkeligheden i Israel og i det besatte Palæstinensiske Område sig i den helt modsatte retning. Og vores passivitet kan ende med at få vidtrækkende konsekvenser i regionen såvel som for validiteten og effektiviteten af ​​europæisk diplomati globalt.

Gentagne israelske regeringer, inklusive den nuværende, har igen og igen gjort det klart, at de ikke planlægger at tage de nødvendige skridt for at afslutte den langvarige besættelse. I strid med folkeretten har Israel overflyttet hundredtusindvis af israelske borgere til de besatte områder.

Bosættelserne er etableret i områder, der bevidst opdeler den palæstinensiske befolkning i adskilte enklaver, hvilket undergraver grundlaget for ​​en fremtidig palæstinensisk stat. Der er etableret et todelt retssystem, med ulige rettigheder mellem palæstinensere, der lever under militærstyre, og israelere, der lever under israelsk civil lov.

Palæstinensere udsættes dagligt for strukturel undertrykkelse, såvel som begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, overtagelse af jord, nedrivning af boliger, overvågning og krænkelser af grundlæggende borgerrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed.

Reel apartheid

På trods af det håb om forandring, der kom med den koalitionsregering, der blev valgt sidste år, er disse tendenser fortsat. Vi er vidne til en væsentlig forøgelse af hyppigheden i og alvoren af straffri ​​bosættervold mod den palæstinensiske befolkning.

Israels forsvarsministerium har iværksat et hidtil uset nedslag mod det palæstinensiske civilsamfund og forbudt seks af de mest fremtrædende ngo’erI 2021 dokumenterede FN det højeste antal israelske nedrivninger af palæstinensiske strukturer i en årrække, mens et rekordhøjt antal nødhjælpsprojekter doneret af EU og medlemslande blev ødelagt eller konfiskeret. Senest, den 5. maj i år, gav den israelske højesteret grønt lys til tvangsforflyttelse af mere end 1.000 palæstinensiske indbyggere i området Massafar Yatta syd for Hebron. Hvis dette gennemføres, vil det udgøre den største tvangsforflyttelse i de besatte områder siden 1970’erne.

Drabet på al-Jazeera-journalisten Shireen Abu Akleh, mens hun udførte sit arbejde, understreger en stigende og dybt alarmerende tilsidesættelse af palæstinensernes grundlæggende rettigheder og friheder.

I løbet af de seneste år har flere og flere israelske og internationale menneskerettighedsorganisationer sluttet sig til det palæstinensiske civilsamfund og konkluderet, at det israelske system, der undertrykker palæstinenserne, især i de besatte områder, udgør apartheid. Dette inkluderer omfattende juridiske analyser fra B’TselemYesh DinHuman Rights WatchAmnesty International, en særlig FN-rapportør og Harvard Law Schools International Human Rights Clinic.

Vi er overbevist om betydningen af, at det internationale samfund arbejder for at støtte to stater, Israel og Palæstina, der lever side om side i sikkerhed, demokrati og fred. Og det er på høje tid, at Israels allierede, inklusive EU og dets medlemsstater, igen bekræfter deres forpligtelse til to stater ved at holde Israel ansvarlig for de igangværende krænkelser af palæstinensiske menneske- og frihedsrettigheder.

Vi ser ikke andet alternativ end at anerkende, at Israels politikker og praksisser over for de palæstinensere, der bor på Vestbredden, Østjerusalem og i Gaza, er apartheid, en forbrydelse ifølge international lov, og vi opfordrer vores kolleger i det europæiske politiske samfund til at slutte sig til os og kræve handling for at afslutte disse uretfærdige politikker og dermed stille en tostatsløsning på konflikten i udsigt.

  • Mogens Lykketoft er tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling, Danmark
  • Hubert Védrine er tidligere udenrigsminister i Frankrig
  • Baronesse Sayeeda Warsi er tidligere Cabinet Minister and Foreign Office Minister for FN, Menneskerettigheder og ICC, Storbritannien.
  • Erkki Tuomioja er tidligere udenrigsminister i Finland
  • Ivo Vajgl er tidligere udenrigsminister i Slovenien

Mere her