Trumps mafiapolitik over for Iran – den største trussel mod verdensfreden

Fra Berlingske: Et vægmaleri i Teheran viser tydeligt, hvad mange iranere mener om USA og de sanktioner, som Donald Trump har indført over for landet. Foto: Reuters/Ritzau Scanpix

Foto: WANA NEWS AGENCY

Opinion i Berlingske 18. juli 2019

Storbritanniens hidtidige ambassadør i Washington, Kim Darroch, har i sine fortrolige, nu lækkede indberetninger til regeringen i London tegnet det velkendte billede af Donald Trump som inkompetent og uduelig. Han mener, at den væsentligste grund til, at Trump har revet atomaftalen med Iran i stykker, er hans had til Obama, der indgik aftalen.

Der er to andre grunde – Israel og Saudi-Arabien – og de er lige så dårlige.

Trump er enøjet og helhjertet i sin støtte til Israels krigeriske og moralsk anløbne statsminister Netanyahu, som han opmuntrer til i strid med folkeretten at annektere besatte områder. Netanyahu har i mange år anvendt den påståede atomtrussel fra Iran som sit stærkeste våben til at aflede opmærksomheden fra hans manglende vilje til at afvikle besættelsen og imødekomme verdenssamfundets krav om en selvstændig og levedygtig Palæstina-stat. Derfor har Israels regering fornægtet, at der nogensinde blev indgåeten international aftale, der forhindrede Iran i at få dé atomvåben, som Israel selv allerede har.

Trump er desuden sygeligt optaget af at sælge for yderligere 110 milliarder dollars amerikanske våben til Saudi-Arabien. Der er brug for – som Obama forsøgte – at søge afspænding og balance mellem arabere og persere – og mellem sunni- og shiamuslimer. Gigantisk oprustning af Saudi-Arabien og blokade er Iran er derimod nutidens største trussel mod verdensfreden, fordi det kan udløse noget langt værre for os alle end de foregående 18 års blodige krige i Mellemøsten. 

Begrundelsen, om at USA sammen med Israel og Golfens arabstater skal bekæmpe iransk terrorisme, er svag og ensidig, når man betænker, hvor meget af tankegodset for muslimsk fundamentalisme, der er udbredt af saudiske prædikanter for saudiske oliepenge, og hvor mange af denne verdens terrorister – med Osama bin Laden i spidsen -der har været af saudisk herkomst. Det er også værd at erindre, at iranske revolutionsgardister inden for de seneste år deltog i nedkæmpningen af ISIS-terroristerne i Irak som indirekte allierede til Iraks regering og USA’s styrker. 

Det er totalt uforståeligt, at Trump på den ene side stædigt kredser om forhandlinger med Nordkoreas diktator og udtrykker tillid til hans vilje til atomnedrustning, selv om intet konkret fremskridt i dén retning er leveret, samtidig med at han har ødelagt den i alle detaljer af FN-kontrollerede aftale om atomvåbenbegrænsning i Iran – en aftale FN’s Sikkerhedsråd enstemmigt hyldede i sommeren 2015. 

Jeg har hverken tillid til eller sympati for Irans præstestyre. Men jeg er overbevist om at USA’s nuværende kurs forsinker udvikling i retning af demokrati og velstand for det iranske folk, der er et af de mest vest-venlige og veluddannede i Mellemøsten. Og jeg forstår, når iranerne med den nuværende amerikanske politik ser en fortsættelse fra USA’s støtte til Saddam Husseins otteårige angrebskrig mod Iran 1980-1988, der kostede Iran mellem en halv og hel million iranere livet.

Trumps trampen på atomaftalen med Iran sker med enormt voldsomme økonomiske sanktioner, der forkrøbler landets udvikling, og ødelægger befolkningens levevilkår. 2015-aftalen afviklede netop sanktioner og åbnede for udenlandske investeringer og større samhandel. Trumps mafiametoder i form af sanktioner er i strid med alle internationale aftaler, fordi man fra amerikansk side tillader sig at straffe europæiske og andre internationale firmaer med at nægte dem adgang til det amerikanske marked, hvis de trodser USA’s ensidige beslutning om at blokere et andet land. Metoden blev gennem årtier – under protest fra EU resten af verden – brugt over for Cuba, men afviklet af Obama sidst i hans regeringsstod. Nu prøver Trump også i sit had til Obama at trampe Cubas åbning over for omverdenen itu – med samme metoder som over for Iran og til stor skade også for de almindelige cubanere, der for tre år siden hyldede Obama under hans besøg i landet.

Iran reagerer nu mod USA’s brud på atomaftalen ved at overskride grænserne for deres lagre af beriget uran, som de blev fastsat i den aftale Trump har revet i stykker. Det skal vi advare dem imod. Men iranerne hensigt her er ikke at udvikle atomvåben; det er at skaffe sig noget at bytte med, der kan føre tilbage til 2015-aftalen. EU bør af al kraft fastholde aftalen, men ikke miste fokus på, at den egentlige skadevolder er Trump, og at de amerikanske sanktioner skal modarbejdes. Vi bør også afvise amerikanske krav om, at vi skal deltage i militære operationer i Irak og Syrien, der risikerer at være direkte eller indirekte bidrag den irrationelle Iran-politik.

Appel til EU’s udenrigsministre

Vi er 37 europæiske forhenværende udenrigsministre og andre udenrigspolitiske personligheder, der har underskrevet en appel til EU’s Høje Repræsentant for Udenrigsanliggender og de 28 udenrigsministre om respekt for folkeretten og at bekræfte de anerkendte forudsætninger for en retfærdig fred mellem Palæstina og Israel. Trumps støtte til Netanyahus planer vil aldrig bringe fred.

Henvendelsen er bl.a. gengivet som debatindlæg i Politiken. Læs det her

Brexit udstiller demokratiets sårbarhed

Denne kommentar udkom, mens jeg var til konference i internetforslrækkede Kina, hvor både facebook og twitter er forbudt, og VPN totalt spærret pgra en stor importudstilling. Derfor deler jeg først nu. 

Kina bliver stadig stærkere og mere selvbevidst – og har vanskeligt ved at respektere et Europa, der tosser uenigt rundt med Brexit hængende over hovedet og også kæmper med andre alvorlige brydninger. Interessant i øvrigt, at Boris Johnsons bror mener at Mays regering sejler katastrofalt …

Vi må værne vort demokrati!

Mere krig i Mellemøsten?

Oprustningsspiraler er og bliver krigstrusler, men der er brug for fred i Mellemøsten gennem balance og forsoning mellem Iran og arab-staterne.

En faretruende oprustning er i gang verden over. Værst er det i Mellemøsten, hvor de rige arabiske stater langs Golfen bruger helt ufattelige midler på at indkøbe avancerede amerikanske våben.

Alene Saudi-Arabien har nu efter nogle opgørelser et større militærbudget end Rusland!

De arabiske golf-landes styrker bomber med deres enorme moderne udstyr løs i Yemen; rammer skoleudflugter, børnehaver, bryllupper og sygehuse og de afskærer for en international indsats mod sult, nød og kolera. 20 millioner mennesker er ramt den værste og mest grusomme humanitære katastrofe, vi har i verden i dag. Det er katastrofalt, at hverken USA eller Europa lægger ikke alvorligt pres på dem for at holde op!

Det hænger sammen med, at den amerikanske Mellemøstenpolitik er blevet langt mere enøjet med Trump ved roret i stedet for Obama.

Obama så, at der var brug for en åbning over for Iran og en balance i synet på Iran contra den arabiske verden og på shia contra sunni.  Derfor var USA med daværende udenrigsminister John Kerry drivkraft i den første reelle våbenbegrænsningsaftale i mange år. Ved aftalen om det iranske atomprogram i 2015 accepterede Iran et kontrolleret stop for sine ambitioner om atomvåben, mod til gengæld at få fjernet de økonomiske sanktioner, der invaliderede landet.

Dét var ikke en særlig aftale mellem USA og Iran, men en aftale også med Kina, Rusland, Frankrig, Storbritannien, Tyskland og EU, der blev enstemmigt bakket op af FN’s Sikkerhedsråd, da man standsede sanktionerne mod Iran.

Denne historiske aftale er nu revet itu af Trumps aftalebrud og nye hvasse amerikanske sanktioner mod alle, der vil handle med Iran. Det hjælper russiske interesser ved at presse olieprisen i vejret, da der mangler iransk olie på verdensmarkedet. Og det skaber spænding og risiko for krig.

Trump opmuntrer Saudi-Arabien og Emiraterne til at købe endnu mere amerikansk militært isenkram, og han støtter betingelsesløst Netanyahu politisk og militært. Det er en direkte støtte til de saudiske og israelske høge, der overvejer krig med Iran

Fred i Mellemøsten kræver balance og forsoning i forholdet mellem Iran og arab-staterne – ikke at støtte den ene part i at vinde over den anden. Og det kræver en amerikansk politik for at standse besættelse, kolonisering og undertrykkelse af det palæstinensiske folk. Det er det absolut modsatte, vi ser nu.

Fra Euopas side må alt tænkeligt gøres for at standse driften mod krig mod Iran – og for at genskabe forudsætningerne for dén dialog også om andre konfliktlinjer, der var på vej med atomaftalen med Iran. På samme måde på Europa træde ind og støtte palæstinenserne politisk og økonomisk, så deres håb om frihed og retfærdighed ikke fuldstændigt trædes uden fode af Trump og Netanyahu.

Skal vi virkelig ruste op til 2 pct.?

Trump prøver at få NATO-partnerne til at bruge langt større midler på indkøb af amerikanske våben. Man får let indtryk af,at det mere er tvivlsomt projekt for at styrke beskæftigelse og indtjening end det er et bidrag til en mere sikker verden.

Der erbrug for, som Danmark er i gang med, at værne sig mod ny trusler som angreb i cyberspace – det vil sige at beskytte alle de vitale samfundsfunktioners IT-system mod angreb, der ødelægger el, vand, kommunikation osv.  Vi investerer i cyber-forsvar, men også i Arktis, mod meningspåvirkning og meget andet i det nye forsvarsforlig, Men vi ender meget lavere end de meget omtalte 2 procent. Hvis vi ville nå dertil, så ville det koste 10 milliarder på velfærd eller skatter. Derfor er det ikke indholdet i det nye forsvarsforlig.

Risikoen er også, at en forstærket oprustning på krudt og kugler bliver til en ond cirkel, hvor den formodede fjende så også ruster i endnu stærkere tempo.

Vesten er allerede Rusland langt overlegen i militær slagkraft. Hvis Tyskland realiserede Trumps krav om oprustning, så ville Tyskland alene have et større militærbudget end Rusland.

Putins adfærd gør det desværre nødvendigt at true med mere oprustning. Men vi skal samtidig med aldrig svigtende opfindsomhed søge nye veje til våbenbegrænsningsaftaler med Rusland: Aftaler, hvor begge parter afstår fra at udvikle nye farlige våben – ikke mindst atomvåben og kemiske og biologiske våben.  Der er akut brug for at genoplive aftalerne fra 1990’erne om gensidig inspektion. Vejen er sikkert lang og besværlig, og den bliver næppe betrådt, så længe vi endnu har Trump i Det Hvide Hus. Men vi i Europa må tænke på tiden efter.