Jeg mener fortsat, at en formueskat – uden huller – kan modvirke den tiltagende ulighed i samfundet. De par gange, jeg som minister har forsøgt at lukke dét hul, kunne jeg ikke samle det nødvendige flertal i Folketinget. Mere om det her – i mit indlæg i Politiken 12. marts. Læs det i avisen – eller nedenfor:
Sammenhængskraft eller misundelse?
Socialdemokratiets forslag om en formueskat på en halv procent af et ægtepars værdier ud over 50 millioner kroner og enliges værdier ud over 25 millioner har trukket fronterne hårdt op i valgkampen: Er det et bidrag til større sammenhængskraft og solidaritet, at de godt 20.000 mest velhavende danskere skal levere et sådant bidrag til fællesskabet – eller er det udtryk for grøn misundelse over, at nogen er dygtige eller heldige nok til at komme til at eje så meget?
Jeg har altid været tilhænger af en formueskat for at mindske den værste ulighed i vores samfund.
Rigtigt mange store formuer er nedarvede og/eller giver ikke skattepligtige afkast til fællesskabet, fordi de mest velhavende også har råd til de bedste advokater og revisorer til lovligt at undvige effektiv indkomstbeskatning.
De par omgange, hvor jeg kom i regering som skatte- og finansminister, søgte jeg forgæves efter støtte til at lukke de huller og omgåelsesmuligheder, der var i den daværende formueskat. Men jeg fandt intet flertal i Folketinget. Tværtimod. Det første, jeg arvede som skatteminister i 1981, var et netop indgået forlig om yderligere udhuling af formueskatten. Derfor havde vi i 1990’erne en formueskat, hvor mange flere end i det aktuelle S-forslag betalte formueskat, men de allerfleste med beskedne beløb. Mit indtryk var, at skatten var under stadig udhuling, og det til sidst kun ville være meget dumme eller meget nationalt sindede formueejere, der betalte nævneværdige beløb. Derfor anså jeg det ikke for en stor indrømmelse at opgive denne skat i et finanslovsforlig med De Konservative i 1996.
Den rigeste ene procent
Men her 30 år senere er jeg helhjertet tilhænger af at indføre formueskat uden huller, der betales af den rigeste ene procent af skatteyderne. Når en sådan skat kan give statskassen over seks milliarder kroner, er det nemlig udtryk for, at formuefordelingen er blevet dramatisk meget skævere end dengang.
En meget større del af de private formuer er samlet hos de allerrigeste. Det er sket, fordi teknologiudvikling mv. i alle vestlige samfund har presset lønandelen af nationalindkomsten ned til fordel for kapitalafkastet, mens en større del af kapitalen som sagt er samlet hos de få. Det har også givet disse få større politisk magt, fordi de personligt eller via deres virksomheder er vigtige sponsorer for borgerlige partier og har stor medieindflydelse. De har de seneste 25 år med stort held presset på for at lette indkomstskatten mest i toppen. Senest under SVM-regeringen har de borgerlige regeringspartnere med inspiration fra samme steder insisteret på stor skattelettelse ved generationsskiftet af de store familieejede virksomheder og for lempelser i arveafgift mm.
Det er ikke misundelse at kræve lidt tilbage oven på denne fest.
Misforstå mig ikke: Jeg har den største respekt for de virksomhedsejere og -ledere, der har været i spidsen for de mange succeshistorier i dansk erhvervsliv. Men denne prægtige konkurrencekraft er ikke kun resultatet af kloge og dristige iværksætteres egen indsats. Den er løftet af et samfund og nogle medarbejdere, der har betalt til udbygning af infrastruktur, uddannelse og forskning. Der har været en samfundsstruktur og nogle medarbejderkundskaber, så Danmark kunne udnytte ny teknologi hurtigere end så mange andre lande.
Det ville tjene Dansk Industri til ære meget klarere at anerkende disse sammenhænge og skrinlægge de hidtil mest utroværdige beregninger om en formueskats negative betydning for beskæftigelsen. Det er pinligt at høre enkelte topchefer true med at flytte, hvis formueskatten kommer. Og der er mange vildt overdrevne fortællinger i omløb om de riges skatteflugt fra den norske formueskat.
Formueskatten deler vandene
Formueskat er et tema, der deler vandene – også indbyrdes blandt velhavere.
Det er opmuntrende at høre iværksættere sige, at det er i orden med den foreslåede formueskat, og at det hverken vil svække deres erhvervsindsats eller få dem til at flytte ud af landet. Samtidig hører vi, at danske mangemillionærer med Djaffar Shalchi i spidsen er meget aktive i en global kampagne for effektiv beskatning af de superrige for at skabe mere lige og retfærdige samfund.
På verdensplan taler et stigende antal økonomer og samfundsforskere for formueskat for de superrige for at bremse eksplosionen i økonomisk ulighed og en stadigt mere udemokratisk magtfordeling, hvor de superrige sætter sig på meningsdannelsen i gamle og nye medier.
Denne globale udvikling er allerede slået meget hårdere igennem andre steder end i Danmark. Den uhyre skræmmende aktuelle udvikling i USA drives af tech-milliardærernes ønsker om, i alliance med Trump, at overtage hele magten.
Mogens Lykketoft
Indlægget blev bragt i Politiken 10. marts 2026
Mere fra min hånd om formueskat