Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019. Formueskat er en måde at modvirke den voksende ulighed på.
Læs hele kommentaren i Berlingske Tidende 9. maj 2021 – eller nedenfor:
»Du ved jo godt, at bag enhver stor formue ligger der en forbrydelse« var svaret, da jeg i en tidligere sovjetrepublik spurgte, hvem der byggede de store paladser til sig selv. Det er historien om de superrige oligarker, der hamstrede råstoffer og kapitalapparat til spotpriser i 1990erne. Men det beskriver også oprindelsen til formuer, der er grundlagt ved slaveri eller andre brutale former for udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft; og det beskriver skadevolderne i finanssektoren, der beholdt enorme gevinster, mens millioner af mennesker i jævne kår mistede både job, hus og opsparing under finanskrisen.
Sympatisk konkurrencekraft
En helt anderledes fortælling om rigdom og ulighed er, at nogle få velfortjent samler enorm rigdom, fordi de er særligt talentfulde. Vi ville alle være fattigere, hvis ikke vi havde dem til at investere i arbejdspladser til gavn for de fattige. Det er der mange gode eksempler på. Men problemet er, at opfattelsen af maksimal ulighed som drivkraft for vækst – siden Reagan og Thatcher kom til for 40 år siden – har udløst et globalt neoliberalt felttog mod velfærdsgoderne til de fattige og for skattelettelser til velhaverne.
Neoliberale profeter fatter ikke, at et land som Danmark er rigt og har høj beskæftigelse, selvom velfærd og skattetryk er højt. Vi andre kan sagtens forklare det: Et samfund, der investerer offensivt i velfærd, uddannelse, forskning, infrastruktur og klimaløsninger bliver ikke bare sympatisk, men også meget konkurrencekraftigt.
To af vore rigeste virksomheder – Novo og Ørsted – fik kickstartet deres position som globale leverandører af hhv. medicinalprodukter og grøn energiteknologi, fordi politikere tidligt stillede høje standardkrav og investerede i folkesundhed og grøn energi herhjemme. Det illustrerer, at en stærk offentlig indsats giver rygstød til private virksomheders jobskabelse og indtjening, som ofte er meget mere værd end lave skatter!
Mere ulighed
Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019.
AE-rådet har udregnet, at der i denne periode netto blev uddelt skattelettelser for nu mere end 35 milliarder kroner årligt. De store beløb gik til dem, der i forvejen havde mest, og som desuden havde langt det største udbytte i form af store skattefri formuegevinster på fast ejendom: De fattigste ti procent af borgerne fik i gennemsnit årlige skattelettelser på sølle 1.200 kroner, mens den rigeste øverste procent i gennemsnit fik 124.000 kr.
Var pengene i stedet gået til at forbedre de kollektive goder og undgå nedskæringer i sociale ydelser, havde det givet en ekstra årlig værdi på ca. 9.000 kr. for borgere, der hører til i den fattigste tiendedel. Denne gruppe tabte derfor reelt mange tusinde kroner ved omprioriteringen fra kollektive til private goder. Den rigeste procent af danskerne derimod beholdt næsten hele deres 100 gange så store skattelettelse som en nettogevinst; forringelsen af offentlige goder betød for dem kun lidt.
Mit forslag i sidste måned i Berlingske om at genopfinde en formueskat var ét bud på at modvirke denne alt for stærkt voksende ulighed. Forslaget blev selvfølgelig mødt med afsky fra dem, der er ansat til at forsvare enhver ulighed – også propagandacentralen Cepos, der har en stor megafon, betalt af velhavere, som ønsker at forblive uændret eller mere velhavende.
Formueskat
Lad mig understrege, at jeg har den største respekt for flokken af dygtige investorer og erhvervsledere og ikke misunder dem en rimelig aflønning. Problemet er, at de superrige og de gigantiske multinationale virksomheder betaler lidt eller intet i skat, samtidig med at staterne fattes midler til den hastende grønne omstilling og blandt andet sundhed og uddannelse.
Formueskat foreslås som svar fra så forskellige aktører som Thomas Piketty, Millionaires for Humanity og – overraskende – chefen for Valutafonden (IMF), Kristalina Georgieva. Mange tekniske udfordringer skal i givet fald overvindes, og måske kan ideen bedst tænkes udviklet gennem et internationalt samarbejde til netop medfinansiering af den grønne omstilling.
Der er imidlertid også andre veje. Det er opløftende. at Biden forsøger at annullere Trumps skattelettelser til de superrige og går i gang med massivt at opruste skattevæsenet. Han går nu i spidsen for et internationalt samarbejde om at bekæmpe skatteflugt og skattesnyd og lægge en fælles bund under selskabsskatten. En forandret verden.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende