Selvfølgelig blev mit forslag om en formueskat mødt med afsky af propagandacentralen Cepos

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019. Formueskat er en måde at modvirke den voksende ulighed på.

Læs hele kommentaren i Berlingske Tidende 9. maj 2021 – eller nedenfor:

»Du ved jo godt, at bag enhver stor formue ligger der en forbrydelse« var svaret, da jeg i en tidligere sovjetrepublik spurgte, hvem der byggede de store paladser til sig selv. Det er historien om de superrige oligarker, der hamstrede råstoffer og kapitalapparat til spotpriser i 1990erne. Men det beskriver også oprindelsen til formuer, der er grundlagt ved slaveri eller andre brutale former for udnyttelse af andre menneskers arbejdskraft; og det beskriver skadevolderne i finanssektoren, der beholdt enorme gevinster, mens millioner af mennesker i jævne kår mistede både job, hus og opsparing under finanskrisen.

Sympatisk konkurrencekraft

En helt anderledes fortælling om rigdom og ulighed er, at nogle få velfortjent samler enorm rigdom, fordi de er særligt talentfulde. Vi ville alle være fattigere, hvis ikke vi havde dem til at investere i arbejdspladser til gavn for de fattige. Det er der mange gode eksempler på. Men problemet er, at opfattelsen af maksimal ulighed som drivkraft for vækst – siden Reagan og Thatcher kom til for 40 år siden – har udløst et globalt neoliberalt felttog mod velfærdsgoderne til de fattige og for skattelettelser til velhaverne.

Neoliberale profeter fatter ikke, at et land som Danmark er rigt og har høj beskæftigelse, selvom velfærd og skattetryk er højt. Vi andre kan sagtens forklare det: Et samfund, der investerer offensivt i velfærd, uddannelse, forskning, infrastruktur og klimaløsninger bliver ikke bare sympatisk, men også meget konkurrencekraftigt.

To af vore rigeste virksomheder – Novo og Ørsted – fik kickstartet deres position som globale leverandører af hhv. medicinalprodukter og grøn energiteknologi, fordi politikere tidligt stillede høje standardkrav og investerede i folkesundhed og grøn energi herhjemme. Det illustrerer, at en stærk offentlig indsats giver rygstød til private virksomheders jobskabelse og indtjening, som ofte er meget mere værd end lave skatter!

Mere ulighed

Danmark nyder stadig mere velfærd og mindre ulighed end de fleste lande. Men det er gået den meget forkerte vej 2001-2019.

AE-rådet har udregnet, at der i denne periode netto blev uddelt skattelettelser for nu mere end 35 milliarder kroner årligt. De store beløb gik til dem, der i forvejen havde mest, og som desuden havde langt det største udbytte i form af store skattefri formuegevinster på fast ejendom: De fattigste ti procent af borgerne fik i gennemsnit årlige skattelettelser på sølle 1.200 kroner, mens den rigeste øverste procent i gennemsnit fik 124.000 kr.

Var pengene i stedet gået til at forbedre de kollektive goder og undgå nedskæringer i sociale ydelser, havde det givet en ekstra årlig værdi på ca. 9.000 kr. for borgere, der hører til i den fattigste tiendedel. Denne gruppe tabte derfor reelt mange tusinde kroner ved omprioriteringen fra kollektive til private goder. Den rigeste procent af danskerne derimod beholdt næsten hele deres 100 gange så store skattelettelse som en nettogevinst; forringelsen af offentlige goder betød for dem kun lidt.

Mit forslag i sidste måned i Berlingske om at genopfinde en formueskat var ét bud på at modvirke denne alt for stærkt voksende ulighed. Forslaget blev selvfølgelig mødt med afsky fra dem, der er ansat til at forsvare enhver ulighed – også propagandacentralen Cepos, der har en stor megafon, betalt af velhavere, som ønsker at forblive uændret eller mere velhavende.

Formueskat

Lad mig understrege, at jeg har den største respekt for flokken af dygtige investorer og erhvervsledere og ikke misunder dem en rimelig aflønning. Problemet er, at de superrige og de gigantiske multinationale virksomheder betaler lidt eller intet i skat, samtidig med at staterne fattes midler til den hastende grønne omstilling og blandt andet sundhed og uddannelse.

Formueskat foreslås som svar fra så forskellige aktører som Thomas Piketty, Millionaires for Humanity og – overraskende – chefen for Valutafonden (IMF), Kristalina Georgieva. Mange tekniske udfordringer skal i givet fald overvindes, og måske kan ideen bedst tænkes udviklet gennem et internationalt samarbejde til netop medfinansiering af den grønne omstilling.

Der er imidlertid også andre veje. Det er opløftende. at Biden forsøger at annullere Trumps skattelettelser til de superrige og går i gang med massivt at opruste skattevæsenet. Han går nu i spidsen for et internationalt samarbejde om at bekæmpe skatteflugt og skattesnyd og lægge en fælles bund under selskabsskatten. En forandret verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev bragt i Berlingske Tidende

Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene