Mangel på kvalificeret arbejdskraft? Ja, hos de borgerlige partier

De borgerliges alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, udløst af Konservatives og Venstres ledere ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere. I stedet søger de nu at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Mere derom i min seneste klumme i Berlingske 9. februar 2022. Læs indlægget her – eller nedenfor:

Sympatiske og effektive skridt til øget udbud af arbejdskraft

Der har længe været arbejdet for en aftale, der kunne levere større udbud af arbejdskraft. De borgerlige partier ville gribe til de kendte virkemidler, som har medløb fra Finansministeriets regnemetoder – skattelettelser eller lavere ydelser.

Disse midler har den meget kedelige konsekvens, at de øger uligheden. Der kan peges på mange andre, mere sympatiske og mindst lige så effektive skridt. Desuden kan regnereglernes visdom anfægtes, og de er i hvert fald slet ikke så virkningsfulde nu, hvor der er flere mennesker i arbejde end nogensinde.

Det er næppe på helt kort sigt muligt at finde tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft med de mest efterspurgte, faglige kvalifikationer, næsten uanset hvad der laves af politiske indgreb. Men der kan trækkes folk fra hele EU til et dansk arbejdsmarked, hvor gode lønninger er på vej til at blive endnu bedre. Desuden kan der – præcis som erhvervslivet har ønsket, og regeringen har accepteret – lempes midlertidigt på den såkaldte beløbsgrænse, der bestemmer, hvor høj lønnen skal være for, at man kan rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Trods den meget lave ledighed kommer der også stadigvæk overraskende mange flere i arbejde. Som påpeget af blandt andet AE-rådet rasler arbejdsløshedstallene nu lykkeligt nedad for indvandrere og andre, der har været længe på kontanthjælp.

Der synes desuden at være en større gruppe af studerende og andre unge, som ikke har været registreret ledige, men som nu søger at få mere arbejde. Desuden frigøres en større gruppe, som har været ansat til at teste og vaccinere under pandemien.

En del job besættes helt enkelt ved, at arbejdsgiverne tilbyder mere i løn. Det er der råd til i et erhvervsliv, der tjener godt, og et samfund, hvis superhøje konkurrencekraft kan aflæses på et enormt overskud på betalingsbalancen. Bare på lidt længere sigt kan øget efteruddannelse og jobtræning få endnu flere til at leve op til virksomhedernes behov.

Meget af det, der efterspørges politisk, sker således af sig selv eller skal bare have en lille ekstra skub.

Derfor var det et klogt og målrettet forlig, finansministeren for et par uger siden indgik med SF, R, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Der var blandt andet et fornuftigt nok mildere indgreb end oprindelig foreslået mod dimittendsatsen kombineret med forhøjelse af dagpengene for andre i de første tre måneder. Desuden fik uddannelsessøgende og pensionister økonomisk gevinst ved at tage flere arbejdstimer. Det skal ikke længere gå ud over økonomien for en pensionist, at ægtefællen arbejder. Hidtil har reglerne ofte ramt ægtefællens udbytte af at arbejde hårdere end nogen topskat.

Regeringen accepterede, som nævnt, også erhvervslivets ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, men midlertidigt for ikke at lave løntryk over for danske lavtlønnede. Forslaget støttes af forligspartierne – dog ikke DF. Til gengæld skulle man tro, at V, K og LA, som længe har krævet beløbsgrænsen sænket, ikke kunne stemme imod.

V, K, LA og Nye Borgerlige antog åbenbart fejlagtigt, at de her kunne presse regeringen op i en krog og i krig med sine støttepartier til venstre. Men regeringen afviste deres krav om lavere skat for de velhavende; mindre kapitalafkastbeskatning, lavere arveafgift og mindre topskat.

Derfor har vi nu den helt uforståelige situation, hvor de borgerlige partier blokerer for ændringer i det gældende dagpengeforlig forud for næste valg med Rasmus Jarlovs hysteriske begrundelse, at enhver forbedring af de stærkt udhulede dagpenge fører til mere dovenskab hos de ledige. Og de borgerlige vil ikke støtte forligspartiernes forslag om at ændre beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Denne alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, som lederne af Konservative og Venstre udløste ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere, samtidig med at de gav Nye Borgerlige vetoret mod at lave forlig. Nu søger de at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse »nye tilbud«.

Dansk Industri, Danske Erhverv og Arbejdsgiverforeningen kunne bruge deres kræfter på at overbevise de borgerlige om, at de ikke skal skyde sig selv og erhvervslivet i foden ved at forhindre regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen. I stedet appellerer de helt utidigt til regeringen om at genoptage forhandlinger med partier, der fornærmet har forladt forhandlingerne og truer med at vil stemme imod egne ideer, fordi de ikke også kunne få lov endnu en gang at forgylde de rigeste skatteydere.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 8. februar 2022

Mere fra min hånd om regnemodeller og øget arbejdskraftudbud

Sådan kan vi finansiere klimaindsats og mindre ulighed, uden at folk mister penge

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.

Kan også læses nedenfor:

EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.

Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.

Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.

Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.

Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.

Bryd budgetlænkerne

Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.

I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.

Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.

Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.

Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.

Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og klima

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravetlønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021

Jeg forhandlede formueskatten væk i 1995. Vi bør overveje at genindføre den

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. Læs min klumme i Berlingske Tidende 10. april 2021.

Ramler du hovedet mod en mur, kan du også læse den nedenfor:

Formueskat for klimaet

En flok meget rige humanister med den danske forretningsmand Djaffar Shalchi i spidsen har startet »Millionaires for Humanity« – en kampagne for at få lov at betale formueskat, der kan bidrage til at realisere FNs verdensmål om bæredygtighed, klimahandling, mindre ulighed og større social tryghed. En fornem indsats, som jeg har største respekt for og af al kraft vil støtte.

Den borgerlige tænketank Cepos har ofte brug meget stærkt forvredne fortællinger – også om Nyrup-regeringens gerninger i 1990erne – for at understøtte den mangeårige kampagne for større ulighed og ringere social tryghed. Sandheden om 1990erne er, at vi samlet set løftede beskæftigelsen dramatisk, styrkede velfærden og undgik stigende ulighed. Men »vennerne« i Cepos vil sige, at jeg som finansminister afskaffede formueskatten og nu slingrer mærkeligt rundt og vil have den genindført.

Det er korrekt, at jeg forhandlede formueskatten væk i efteråret 1995. Det var bestemt ikke mit ønske, men en pris til de Konservative for et i øvrigt solidt S-præget finanslovforlig. Ved at holde Venstre udenfor undgik vi krav om langt større sociale urimeligheder.

Ideelt set har jeg altid ment, at den progressive indkomstskat bør suppleres med en formueskat for en meget lille gruppe borgere med meget store formuer: De største formuer er meget ofte skabt af arbejds- og skattefri formuegevinster og skattefordele ved gode afskrivningsregler mv. Meget er arvet eller skyldes frugten af store virksomheders monopollignende markedsposition. Det er altså meget langt fra, at al stor rigdom er resultatet af beskattet indkomst, der er tjent ved hårdt arbejde og møjsommeligt krone for krone er sparet op.

I den politiske kamp kan storkapitalens repræsentanter altid true med at udvandre og flytte virksomheder til udlandet, hvis dens privilegier anfægtes. Det er ikke en specielt realistisk trussel, fordi Danmark leverer veluddannede og produktive medarbejdere, god infrastruktur og offentlig service, der bidrager til høj konkurrencekraft i virksomhederne. Men alligevel en pression, der har påvirket politikerne, specielt i tider med dårlig beskæftigelse.

Mere bæredygtighed, mindre grådighed

Det var dårlige tider, da jeg blev skatteminister i 1981. Derfor arvede jeg en netop indgået forligsaftale med de borgerlige midterpartier, som betød en (yderligere) lempelse i formueskatten: Formueskatten, der forsvandt for 25 år siden, var gentagne gange i årene forud blevet udhulet af vidtgående rabatregler for opgørelsen af visse formuer. Og den blev holdt nede af et loft over, hvor høj en procent den samlede indkomst- og formueskat kunne udgøre af en persons skattepligtige indkomst.

Det betød, at velhavere med meget store fradrag og skattefri formuegevinster kun mærkede en svag antydning af formueskatten. Derfor var det tåleligt at leve med dens bortfald som del af en politisk handel: Jeg kunne se, at det efterhånden kun var meget samfundsbevidste rigmænd og formueejere med dårlige skatterådgivere, der faktisk betalte noget videre i formueskat. De fleste havde alt for gode udveje til at undvige.

I 1990erne var det desuden en udbredt opfattelse, at der kun var ganske få superrige i Danmark, og at selv en reformeret formueskat kun ville give et beskedent bidrag til at lette andre skatter eller betale for mere velfærd. De borgerlige kaldte den symbolsk »misundelsesskat« der ramte foretagsomme mennesker urimeligt.

Sådan ser det bestemt ikke ud efter to årtier, hvor de superrige har mangedoblet deres formuer: Årsagen er især, at det har været overladt til centralbankerne i Vesten at holde beskæftigelsen oppe med voldsom pengeudpumpning og nulrente. Det har ikke løftet investeringerne i produktionslivet tilstrækkeligt, men det har udløst en hysterisk optur i kurserne på aktier og priserne på fast ejendom – netop de områder, hvor de superrige i forvejen har ejet langt de største lodsedler.

En ny formueskat uden rabat- og loftsregler kan derfor i dag give mærkbare bidrag til samfundets investeringer i klimaindsats og velfærd. Også selvom den endnu en gang går langt uden om middelstandens friværdier i eget hus. En skat på én pct. af formuer udover 7,5 mio. kroner kunne forbedre statens finanser med beløb, der i reel købekraft er mindst en snes gange større end dén skat, der blev afskaffet for 25 år siden (endnu mere, hvis man fulgte den franske økonom Pikettys forslag om en fælles europæisk formueskat, hvor satsen er to pct. af formuer ud over 37,5 mio. kr).

Derfor er Djaffars millionærkampagne så vigtigt et initiativ til at vise vejen til mere bæredygtighed og mindre grådighed.

Mogens Lykketoft er tidl. minister for og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om ulighed og Verdensmålene

Bekæmpelse af ulighed er afgørende for bæredygtig udvikling

Vi i den rige del af verden udleder mest co2, mens den fattige del af verden betaler prisen for vores klimafjendtlige handlinger. Global ulighed kan og skal bekæmpes, og Danmark kan yde et betydelig bidrag til at rette op på skævheden.

Det har jeg sammen med udviklingsministeren, Flemming Møller Mortensen, skrevet denne kronik til Jyllands-Posten om. Læs den i J-P – eller nedenfor, hvis der skulle komme en mur i vejen:

Uhyggelig skæv fordeling i verden

Uligheden i verden er dramatisk. Allerede inden pandemien ejede verdens rigeste ene procent, ifølge Oxfam, mere end dobbelt så meget som 6,9 mia. mennesker. Ulighed er ikke kun dårligt for den enkelte, men for samfundet som helhed og for international fred og sikkerhed.

FN definerede allerede i 2015 bekæmpelse af ulighed (verdensmål 10) som afgørende for bæredygtig udvikling – miljømæssigt, økonomisk og socialt. Tingene hænger nemlig sammen. Skal vi opnå bæredygtig udvikling, er vi derfor nødt til at skærpe indsatsen mod ulighed. Det blev også understreget af flere internationale og danske eksperter, der i februar deltog i fire webinarer om ulighed arrangeret af Udenrigsministeriet og Dansk Institut for Internationale Studier.

Covid19 skærper ulighederne

Covid-19 har vist sig som et forstørrelsesglas på verdens uligheder. Med begrænset adgang til sociale sikkerhedsnet, sundhed eller stabile job har covid-19 ramt verdens fattigste befolkningsgrupper ekstra hårdt. De allerede marginaliserede presses endnu mere bagud. For første gang i 20 år stiger antallet af mennesker i ekstrem fattigdom. Covid-19’s konsekvenser udstiller ikke kun verdens uligheder, men er med til at gøre dem værre. Klimakrise, pandemi og fattigdom skaber en perfekt storm, som både er konsekvens af og årsag til stigende ulighed. Hvis ikke ulighed adresseres nu, vil vi på sigt se flere krige og fordrevne, mere irregulær migration og armod.

Den rige verden sviner, den fattige betaler …

Ulighed har mange ansigter, og der er forskellige tilgange til at håndtere den. Men uanset om vi taler økonomisk, politisk eller social ulighed, ses ofte et mønster, hvor de mest sårbare fanges i en ulighedsfælde.

Folks køn, alder, etnicitet, religion eller andre diskriminerende politikker definerer deres muligheder. F.eks. er kvinder i overtal blandt verdens fattige. Ifølge Oxfam har verdens 22 rigeste mænd mere rigdom end alle – 325 mio. – kvinder i Afrika. For unge er det ofte ulige adgang til uddannelse, indflydelse og job, der står i vejen for social mobilitet. I Afrika syd for Sahara er 60 pct. af befolkningen under 25 år. Hvis de ikke ser en fremtid lokalt, vil mange søge væk. Det kræver fokus på ikke bare økonomiske muligheder, men også på rettigheder og værdier, der sikrer, at de unge har en stemme og føler sig hørt.

Ulighed er også tæt forbundet med klimakrisen. Klimaforandringerne rammer skævt: De rige udleder mest, men de fattige betaler prisen. Verdensbanken vurderer, at flere end 100 mio. mennesker kan ende i ekstrem fattigdom inden 2030 som følge af klimaforandringerne. Vi skal sikre, at vi bekæmper klimakrisen og fattigdom på samme tid. De to kan være hinandens forudsætninger: Den grønne omstilling kan skabe job og vækst, der løfter folk økonomisk.

Til kamp for lighed

Den stærke sammenhæng mellem ulighed, klimaforandring, konflikter og irregulær migration betyder, at vi i de rige lande ikke bare har en moralsk forpligtelse, men også en stærk egeninteresse i at bekæmpe global ulighed og fattigdom. Derfor er det oplagt at fokusere på ulighed i udviklingssamarbejdet. Der er særligt to områder i dansk udviklingssamarbejde, hvor vi direkte kan sætte ind mod uligheden. For det første skal vi blive bedre til at holde hånden under de svageste. Dette kan ske gennem udbredelse af sociale sikkerhedsnet, der sikrer, at ingen falder helt igennem, når krisen rammer. Det gælder især piger og kvinder, der altid rammes hårdest i kriser. For det andet er det også nødvendigt at bidrage til grundlæggende forandringer i de strukturer, der fastlåser uligheden. Fokus på rettigheder og politisk deltagelse fra de fattige befolkningsgrupper, ikke mindst de mange unge, er afgørende. Det er ligeledes bekæmpelse af korruption og styrkelse af progressive skattesystemer.

Selvom Danmark er en lille spiller på den globale scene, står vi stærkt for at løfte øget indsats mod ulighed. Vi kan dele ud af vores erfaringer med den nordiske model, der har vist, hvordan man kan skabe lige samfund med øget velstand. Danmark går forrest i fremme af menneskerettighederne og særligt ligestilling, der kan være med til at understøtte bekæmpelse af ulighed. Ved at stå sammen med vores nordiske naboer har vi internationalt en meget stærk stemme til at sætte fokus på at bekæmpe ulighed og fattigdom.

FLEMMING MØLLER MORTENSEN, Udviklingsminister og Minister For Nordisk Samarbejde

MOGENS LYKKETOFT, Forhenværende Minister og Fmd For. FN’s Generalforsamling

Kronikken blev bragt i J-P 21. marts 2021

Mere fra min hånd om ulighed

Lige før revolutionen?

Hvis ikke vi skaber ny økonomisk fremgang, der effektivt bidrager til at mindske uligheden, peger al historisk erfaring mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske, som du kan læse her – eller nedenfor:

Global skævhed er opskriften på kaos

Gennem fire årtier rådede en global udvikling med stadigt større ulighed, men paradoksalt nok var der også en meget lykkelig reduktion i ekstrem fattigdom – ikke mindst takket være den formidable vækst i Kina.

Covid-19-pandemien det seneste år har desværre voldsomt øget den i forvejen store ulighed i verden og kastet yderligere mange hundrede millioner mennesker tilbage i ekstrem fattigdom. Velstanden er så skævt fordelt, at al historisk erfaring peger mod kaos, sammenbrud og politisk ekstremisme, hvis vi ikke for alvor tager fat på at skabe ny økonomisk fremgang, der bidrager effektivt til at mindske uligheden. Det er også en afgørende forudsætning for opbakning til den grønne revolution, der skal redde os fra voldsom klimaforandring og uoprettelige miljømæssige katastrofer.

Den humanitære organisation Oxfam/Ibis har netop udsendt en rapport, der belyser den dramatisk øgede ulighed. Rapporten bør være pligtlæsning for alle den rige verdens beslutningstagere. Helt akut bør den få dem til at indse, at vacciner ikke kun skal hamstres til os selv. Vi skal sætte turbo på vaccineproduktionen og dele gratis ud til de fattigste lande; ikke bare for at være solidariske, men fordi global indsats er forudsætningen for at genoprette folkesundhed og økonomi – også i den rige verden.

Ulighedsrapporten fra Oxfam/Ibis føjer sig til den nye retning den samfundsøkonomiske debat. Stærke stemmer fra en ny generation af økonomer er i gang med et sundt oprør imod 40 års neoliberalisme og advarer imod at gentage den fejlslagne nedskæringspolitik, som blev svaret på finanskrisen. Det nye budskab lyder: Hverken nationalt i de rige lande eller fra de internationale finansielle institutioner skal man lade sig tyrannisere af frygt for øget offentlig gældsstiftelse.

Det er befriende at høre fremtrædende bankøkonomer sige, at det er langt farligere at lånefinansiere for lidt og for kort end for meget og for langt. Der er epokegørende at høre Den Internationale Valutafonds leder, Kristalina Georgieva, tale for generøst at udbrede viljen til at stifte gæld til at hjælpe de fattige lande.

Men hvad er de globale problemers langsigtede løsning? Grundlæggende handler det om politisk evne og vilje til at bryde de multinationale giganters og deres ejeres enorme politiske indflydelse og ved internationalt samarbejde standse den stadigt voldsommere undergravning af staternes indtægtsgrundlag via skatteflugt og skattely. Ved effektiv antimonopollovgivning burde man desuden insistere på, at tech-giganter og internationale finanshuse brydes op i mindre enheder.

En væsentlig del af grunden til, at nogle få håndfulde personer ejer mere af verdens rigdom end den fattigste halvdel af klodens mennesker, er den onde cirkel, hvor de superrige enten slet ingen skat betaler, eller har en trækprocent, der er lavere end selv de fattigste medborgere. Staterne har ikke hidtil haft evne eller vilje til at samarbejde effektivt imod international skatteundvigelse. Desuden har stærke kapitalinteresser i mange lande købt sig indflydelse i politiske partier.

Fra Reagan og Thatcher fra 1980 og frem til nu har det medført en lang, stærk bølge af lettelser i skatteprocenterne for selskaber og velhavere. Mange steder har kapitalinteresser overtaget eller oprettet TV-kanaler og aviser, der er blevet hovedkilden til mange menneskers information og det vigtigste indslag i deres politiske venners valgkampagner. Tænk bare på Rupert Murdochs dominans med Fox News i USA og i avisverdenen i Storbritannien og Australien. New Zealands socialdemokratiske statsminister Jacinda Ardern vandt for nylig en stor valgsejr. Hun er både karismatisk og sympatisk, men sejren blev også mulig, fordi hendes land er det eneste i den angelsaksiske verden, hvor medierne ikke er domineret af Murdoch eller andre højreradikale mediekoncerner!

Forestillingen om, at verden kun kan drives frem af stadig større uligheder, hvor fattige tvinges til at stå på egne ben uden et stærkt socialt sikkerhedsnet, og hvor de rige via skattelettelser tilskyndes til at skabe velstand og jobs, har rod i neoliberal økonomisk teori; men ikke i virkeligheden. Derimod er det åbenbart, at lande som Danmark, der er blevet langt mindre ramt af den neoliberale fanatisme end USA og Storbritannien, og derfor har bevaret større lighed, mere velfærd og langt højere skatter, er mere stabile demokratier med større social sammenhængskraft, mindre ekstremisme, højere beskæftigelse og større konkurrenceevne på det internationalt marked.

Måtte den erkendelse brede sig om en brandstorm, før verden går helt af lave.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen blev offentliggjort i Berlingske Tidende 10. februar 2021

Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af nye farer

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Coronakrisen spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet, og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945.

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi havde en dysfunktionel verden før coronaen: Den snigende klimakatastrofe, global fattigdom, stor og voksende ulighed;  dertil et fredstruende oprustningskapløb mellem stormagter, overflod af lokale krige og humanitære katastrofer; derfor ukontrollable folkevandringer.

I øjeblikket har pandemien stjålet al opmærksomheden. Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af ny smittekilder, som vi ikke straks kan vaccines imod. Det skaber utryghed og økonomisk nedsmeltning.

Sundhedskrisen er en af de nærkampe i vores naturlige omgivelser, der spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945. 

Globale kriser rammer altid de svageste hårdest. Ulighederne i verden var også før corona-krisen monumentale og reelt uforenelige med varig fred i verden og politisk og social stabilitet i de enkelte lande.

Nu bliver kløfterne endnu dybere, fordi de fattige lande reelt ikke kan nedlukke samfundet og behandle de syge, på samme måde som de rige lande med svingende succes forsøger det.  Derfor kommer millioner af mennesker til at  dø af sygdom og sult – og hele samfund kan gå i opløsning.

Også i de rige lande skærpes ulighederne, fordi de gamle og helbredsmæssigt svagelige er allermest sårbare. Men særligt udsatte  er også alle dem, der på ret lave lønninger holder de vitale samfundsfunktioner i gang, mens resten er i selvisolering: Sundhedspersonalet og alle, der passer på de gamle og børnene, holder busser og tog i gang, producerer og forarbejder maden, holder butikkerne åbne, sørger for rengøringen og henter renovationen. De er for resten meget ofte af anden etnisk baggrund end flertallet. Det ses allermest  i USA, hvor sorte og brune mennesker har langt højere dødelighed end hvide.

Det mest forbandede problem lige nu er, at verdens eneste supermagt har en præsident, der har brugt de første 13 af sine 16 kvartaler i Det Hvide Hus på at nedbryde alle eksisterende internationale institutioner og ophidse til skærpede modsætninger, både nationalt og internationalt. Senest med et Kina, som nok er en modspiller, men også er en uomgængelig samarbejdspartner, hvis der skal skabes fred, løses klimakrise, bekæmpes pandemier og sættes gang i verdensøkonomien og beskæftigelsen igen.

Under den perfekte storm af globale kriser huserer en vankundig og vanvittig narcissist som øverstkommanderende for verdens største økonomi og militærmagt. En mand, der ikke lytter til sagkundskab, og som i forsøget på at blive genvalgt bevidst splitter sit land og sin verden. En mand, der omgiver sig med andre superrige egoister på det yderste højre, der ligesom han selv kun tror, at de kan blive ved med at vinde, hvis alle andre taber. 

USA’s beskæftigelse og landets evne til at være motor for verdensøkonomien rammes ekstraordinært hårdt under corona-krisen, fordi de herskende politiske kræfter har haft held til at forhindre adgang til god og gratis sundhedstjeneste til alle. I den aktuelle krise holder de heller ikke – som vi forsøger det – effektivt hånden under virksomheder, lønmodtagere og arbejdsløse. Derfor bliver deres velstandstab så voldsomt.

Hverken corona-pandemien eller de andre store globale kriser kan løses uden stærke samfund, der skaber et langt bedre internationalt samarbejde. Dette burde i vores egen interesse anføres af de største og rigeste nationer; for hvis pandemien blusser videre i de fattige lande, så vil den vende tilbage til os, uanset hvor godt vi i første runde inddæmmer den. 

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020