Tag: Trump

Udgivet den

Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Tostatsløsning er begravet i Gazas ruinhob

Aksen Trump-Netanyahu ​er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. Det seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt giver mulighed for at angribe andre uden selv at blive ramt. Det skriver jeg om i denne kronik i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Dødsstød til Palæstina og israelsk dominans i Mellemøsten

Trumps daglige kaos hjemme, foragten for Europa og forsøget på venskab med Putin på Ukraines bekostning tager forståeligt nok mediernes overskrifter i disse uger.

Derfor får det mindre opmærksomhed, at Putin ikke er den eneste krigsforbryder, Trump gerne vil please. Han støtter for fuld kraft Benjamin Netanyahu, der ligesom Putin er krævet anholdt og udleveret til Den Internationale Domstol.

Kravet mod Netanyahu får USA til indføre sanktioner mod domstolen – og Sydafrikas sagsanlæg ved Den Internationale Domstol med påstand om folkemord i Gaza har ført til amerikanske sanktioner mod Sydafrika!

Foragten for vestlig dobbeltmoral har aldrig været større i det globale syd, og det rammer ikke kun USA, men alle os vestlige lande, der godt nok (modsat Trump) anser Putin for en krigsforbryder, men ikke kan få det over læberne at konstatere det samme om Netanyahu.

De internationale domstole skal fælde den endelige dom over, hvorvidt Israels krig mod Palæstina kan benævnes folkemord. Og som medlem af domstolen og tilhængere af en international retsorden må vi i Danmark bakke op om den dom, der falder. Men Israels ekstremistiske regerings krigsførelse siden Hamas’ grusomme og stupide terrorangreb den 7. oktober 2023 kan i hvert fald på ingen måde defineres som udøvelse af retten til selvforsvar:

Det er en monumental krigsforbrydelse og forbrydelse mod al menneskelighed. Flertallet af de flere end 48.000 døde og 112.000 kvæstede og invaliderede er civile, deriblandt rædselsfuldt mange børn. I Gaza er fire af fem boliger ødelagt, infrastruktur i form af vand, el, sundhed og uddannelse er smadret.

Israels krig har også været en krig mod FN, som har fået dræbt 300 medarbejdere. Nu har Israel totalt blokeret arbejdet for UNRWA, FN’s flygtningeorganisation for palæstinensere i Mellemøsten, der har været den vigtigste livline for Gazas civile gennem årtiers besættelse og indespærring.

Mediekrig og fordrivelse

Krigen har også været ført mod medierne, der kunne rapportere om krigsforbrydelserne. Der er ingen krig før Gaza, hvor flere reportere er blevet dræbt på halvandet år.

Israels krig mod Gaza gør det umuligt – uden massiv nødhjælp og hjælp til genopbygning – at få en tilværelse til at hænge sammen i Gaza. Håbet hos Israels regering er åbenbart, at nabolandene kan presses til at acceptere en fordrivelse af Gazas befolkning. Dét følges i disse uger op med angreb med fly og tanks på palæstinensiske lejre og byer på den besatte Vestbred, mens fanatiske kolonister myrder, brænder huse og ødelægger olivenplantager i landsbyerne. Alt sammen også oplæg til fordrivelse af indbyggerne og indlemmelse af området i en jødisk stat ”from the River to the Sea”.

Påstanden om araberne, der ville drive jøderne i Middelhavet, er uden nutidig realitet. Det er palæstinenserne, der trues af total fordrivelse fra det hjemland, hvor de endnu i 1948 var to tredjedele af befolkningen, men hvor de i mellemtiden har oplevet 77 år med fordrivelse, besættelse, retsløshed og grænseløse ydmygelser fra Israel.

Den beskedne drøm, som FN har bakket op i mange årtier, om en tostatsløsning med Gaza, Vestbredden og Østjerusalem, er begravet i ruinbunkerne i Gaza og i den etniske kolonisering og udrensning de andre steder.

Trumps eksotiske forslag om at overtage Gaza, flytte indbyggerne til nabolandene og renovere området til en flot riviera ved Middelhavet er bare én version af det projekt, som han og Netanyahu er enige om: at give dødsstødet til ethvert håb om selv en nok så lille palæstinensisk stat.

Tilliden til Trumps våbenhviler

Man tør ikke tro på Trumps vilje til at fastholde hverken Putin eller Netanyahu på aftaler om våbenhvile, hans regering har indgået med hhv. Ukraines og Israels regeringer:

Der ses tydeligt i disse uger, hvor Netanyahu med fuld opbakning fra Trump massivt og systematisk bryder dén våbenhvile, som med amerikansk mægling blev indgået i januar. Der skulle nu være iværksat en fase to, hvor Israels soldater skulle forlade Gaza i takt med frigivelse af de sidste gidsler. Netanyahu har imidlertid aldrig tænkt sig at opfylde aftalen om at rykke sit militær ud af Gaza, men pønset på med en ny krig at få den ekstreme højrefløj tilbage i regeringen.

Derfor blokerede han for fase to-forhandlingerne og forsøgte i stedet at få gidslerne ud ved de seneste uger at blokere for nødhjælp til Gazas civile. Efter den kortvarige våbenhvile, hvor forsyninger kom ind, er sult igen ved at brede sig katastrofalt. Og de seneste dage er krigen mod Gaza uprovokeret genoptaget med hundredvis af nye døde. Trump har udtrykkeligt accepteret dette, samtidig med at han hjemme i USA er optaget af at tvangsdeportere palæstinensiske studerende, der har demonstreret mod Israels krig mod Gaza.

Afvisning af arabisk fredsplan

Både Trump og Netanyahu afviser blankt den gennemtænkte arabiske fredsplan, hvorefter Gaza fremover regeres af teknokrater uden om Hamas, og hvor sikkerhed og genopbygning sikres af de arabiske stater.

Derfor er det svært at se, hvordan verden kan sikre bare den allermindste lettelse i de utålelige levevilkår for Palæstinas folk.

Israels regering lukker ned for retsstat og ngo-samfund, mens strømmen af tunge bomber fra USA er genoptaget med fuld styrke efter Bidens forsigtige – nærmest symbolske – rationering af leveringen.

Den ubeslutsomme Biden havde anfægtelser, men manglede mod og vilje til at sikre freden ved at sætte tommelskruerne på Netanyahu. Trump har ingen som helst empati med palæstinensernes lidelser – eller for den sags skyld andre lidelser i denne verden, hvis ikke det har noget at gøre med formuetab blandt hans milliardærvenner eller hos rige hvide farmere i Sydafrika. Trump har heller ikke, som Biden havde i egen lejr, en voksende modstand og vrede mod Israels krig.

Jeg forstår godt, at den meste opmærksomhed i dansk politik rettes mod truslen fra Rusland, Ukraines uhyre vanskelige situation og behovet for oprustning. Men jeg synes, det er pinagtigt, at det ikke kan ledsages af større bevillinger og højlydte krav om at få humanitær hjælp frem og fastholde den spinkle plan for våbenhvile i Gaza. Og forsøg på at finde vej til at hjælpe de tapre folk i ngo’er i Israel og Palæstina, der lige nu kæmper op ad en meget stejl bakke for fred og medmenneskelighed.

Ondskabens akse

Vi er en generation, der blev opfostret med troen på USA og Israel som hjemsteder for gode demokratiske viljer, der ville ende med at skabe fred. Vi har desværre levet længe nok til at se de gode viljer sparket til side begge steder – og ser nu en ondskabens akse af ekstrem foragt for andre mennesker og andre meninger.

Aksen Trump-Netanyahu er ikke kun en blokering for fred for palæstinenserne. De seneste halvandet års krige har vist, at Israels enorme militære overmagt kombineret med det uhyre effektive missilskjold giver mulighed for at angribe andre uden stor risiko for at blive ramt af gengældelse.

Det medfører en aggressiv adfærd i forhold til Libanon, Syrien og Iran, der ikke er gunstig for fremskridt mod varig fred: Israel føler sig ikke særligt forpligtet til at overholde våbenhvilen i Libanon. Israels fremrykning i Syrien og ødelæggelse af syriske våbendepoter og flåde efter Assad-diktaturets fald mindsker den nye samarbejdsregerings reelle muligheder for at sætte sig i respekt – og destabiliserer derfor, hvor det meste af verden ønsker at stabilisere. Og Netanyahu har aldrig skrinlagt sine planer om at angribe de iranske atomanlæg, hvad der ikke ville styrke de kræfter i Iran, der gerne vil fred.

Kronikken blev bragt i Jyllands-Posten lørdag d. 22. marts 2025

Mere fra min hånd om Israel-Palæstina

Udgivet den

Denne bog bliver et kampskrift til at stive os af, når vi skal sikre Ukraines overlevelse

Sidste år blev bogen ‘Nyt fra Ukraine’ publiceret. Man kunne tro, at den var blevet forældet, men tværtimod: Vidnesbyrdene skildrer den russiske voldsomhed og kan fungere som et kampskrift for danskerne, skriver jeg i denne artikel i netmediet Altinget. Læs den på Altinget – eller nedenfor:

Nyt fra Ukraine

Mod slutningen af sidste år udsendte Forlaget Hakon Holm en bog – ‘Nyt fra Ukraine’ – med stærke personlige bidrag fra reportere, eksperter, ambassadører og politikere om deres oplevelser fra fronterne og bag linjerne med de første to et halvt år af Putins angrebskrig.

Trump skaber lige nu ny forfærdelige forandringer for dem, der kæmper for Ukraines frihed. Man kunne tro, at bogen måske derfor hurtigt er blevet forældet. Men tværtimod.

De stærke personlige beretninger om krigens gang er uafviselige billeder af og argumenter for – at det er endnu vigtigere end før at holde fast i støtte til det angrebne og hårdt pressede europæiske naboland. Det viser os, hvorfor støtten til denne forsvarskamp både er vores moralske og medmenneskelige pligt og vores nationale interesse. Europa bliver aldrig trygt igen, hvis Putin får lov at erklære sejr i Ukraine. Så kommer der nye kampe, vi kan tabe – nye lande, hvis frihed kan gå tabt,

Ingen troede for tre år siden, at Ukraine kunne modstå en russisk invasion. Mindst af alle naturligvis Putin, der ventede et forløb som i Prag i 1968: Vi rykker ind med overvældende styrke, og alle rækker hænderne op, angriberen indsætter et marionetstyre, og Vesten sender en stilfærdig protest. Men ukrainerne stod op – ikke mindst på grund af Zelenskyjs enestående mod og beslutsomhed. 

Måske fandtes der ikke før det russiske frontalangreb en veldefineret ukrainsk nationalitet på tværs af forskelle i sprog og regioner. Putin skabte en nation, der ikke vil overgive sig – et folk der er enige om, at de ikke vil under den russiske diktators hæl. Vesten har hjulpet med økonomi og våben. USA under Biden hjalp meget, men mere tøvende end godt var. Danmark har pr. indbygger ydet allermest, hvilket der er i Ukraine er meget fokus på – fortæller korrespondenterne – og som ukrainerne er meget taknemmelige for. 

I bogen læser vi, hvordan garvede reportere berøres dybt af russiske krigsforbrydelser i Butja, Mariupol og utallige andre steder. Om Putins utrolige foragt for både ukrainske og russiske menneskeliv.

Vi hører malende om de civile, kvinderne, børnene, de gamle, der lider og dør, når beboelseskvarterer varme-, el- og vandforsyning nådesløst bombes. Vi hører om den voldsomme undertrykkelse i de besatte områder af Ukraine, som Trump nu vil lade Putin beholde. Vi får et stærkt indtryk af, hvor voldsom mis- og desinformation russerne udsættes for, og hvordan krigsmodstandere undertrykkes.

’Nyt fra Ukraine’ bliver derfor et kampskrift, der kan stive danskerne af, når vi sammen med de andre europæere skal levere meget større bidrag til Ukraines overlevelse, fordi der nu på samme tid skal kæmpes mod Trump og Putin.  Sidste uges europæiske topmøder tyder heldigvis på at viljen er til stede. Men det kræver et forrygende tempo i fælles beslutninger blandt de villige i EU’s og NATOs kreds.

Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Indlægget blev bragt i Altinget 13. marts 2025.

Udgivet den

Er Trump ikke helt vanvittig?

Mærkeligt, som nogle borgerlige kommentatorer ser en kerne af mening i galskaben, når Trump rabler om Grønland og told. Vi har mere end nogensinde brug for et enigt Europa, der slår tilbage. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Trump og den stærkes ret

Ved at læse ledere i Berlingske og lytte til Weekendavisens udenrigsredaktør (Anna Libak, red.) kan jeg lejlighedsvis få det indtryk, at Trumps udfald om Grønland er vel begrundet i dansk forsømmelighed med Forsvaret. Og at han måske kan nøjes med mere militær tilstedeværelse og mineraludvinding, der kan holde Rusland og Kina på afstand.

Men så giver rablerierne om at eje Grønland ingen mening.

For det er som at sparke en åben dør ind: Danmark har selv omsider sat tempo og kraft ind på at styrke forsvaret af Grønland. 

Meldingerne fra både Trump senior og junior om grønlændernes påståede drøm om at blive amerikanere fortæller klart, at megalomanens mål er en globus, hvor der står UNITED STATES OF AMERICA over Grønlands 2,3 millioner kvadratkilometer.

Midlerne hertil vil formentlig være en blanding af økonomisk pression og løfter – og et massivt forsøg på meningspåvirkning i Grønland i lighed med Ruslands seneste indblanding i valgene i Moldova.

Meget tyder på, at Trump tænker som Vladimir Putin og Xi Jinping om en stormagts ret til at underlægge sig, hvad de betragter som deres nærområder. Han har derfor måske også forståelse for Putins tilsvarende ønske i Ukraine og Xis i forhold til Taiwan.

I hvert fald har hans første fokus været at få Canada, Mexico, Panama og Grønland under sin hæl med økonomisk eller militær magt. De voldsomme trusler om straftold mod Colombia for få dage siden viser også, at hele Latinamerika forventes at rette ind.

Endnu værre end toldmure

Folk, der vil sanewashe (rationalisere, red.) Trump, hævder også, at hans planer om, at told på andre lande kun er et udspil, der kan afværges med andre og rimelige indrømmelser. Heldigvis kan det måske ende sådan, men kun hvis resten af verden står sammen om at modstå og resolut besvare overgrebene fra den amerikanske præsident.

Det fordrer en hidtil uset solidaritet internt i Europa, inklusive Storbritannien, og et tættere samvirke med andre dele af verden, der trues fra Det Hvide Hus.

Trump og Musk søger netop derfor af al kraft at splitte det europæiske samarbejde ved støtte til de nationalistiske ultrahøjrepartier i Europa.

Intet tyder på, at Trump har erkendt, at han skal at stoppe, før han i strid med al international ret og alle hensyn til gamle allierede annekterer for eksempel Grønland og Panama-kanalen og udløser globale toldkrige.

Et af hans mest vedholdende synspunkter i årtier er, at told er godt, fordi det er en skat på udlændinge, der kan finansiere skattelettelser for amerikanere – især de rigeste af dem.

Det hele bygger tilsyneladende på den urealistiske forventning, at omverdenen ikke tør svare igen på toldangreb fra USA. Told bliver uundgåeligt et enormt tab i velstand, både for handelspartnere og for USA selv.

Det er næppe overkommelige krav fra Trump, der kan standse toldkrigen. Han vil formentlig kræve et stop for at regulere adfærd og kræve skat af amerikanske virksomhedsgiganter – samt at Europa skal aftage fossile brændstoffer fra USA i en meget lang fremtid og tømme statskasserne med fantasifuldt store indkøb hos den amerikanske våbenindustri.

Med andre ord indrømmelser, der er endnu værre end toldmure, fordi vi afskærer os fra at konkurrere med amerikansk højteknologi, forhindres i at bremse klimaforandringerne i tide og tvinges til at skære i velfærden.

Frontalangreb på selve demokratiet

Borgerlige kommentatorer kan være rystet over Trumps udenrigspolitik, men forstår noget af hans indsats for mindre stat og regulering.

Men den totale afvikling af begrænsninger i milliardærerne amokløb giver dem frit løb til endnu større formuer og magt og til at købe sig et monopol på meningsdannelsen for MAGA-bevægelsen i aviser, tv og på sociale medier. 

Samtidig er man i gang med at cementere et retssystem, der altid vil give præsidenten ret – også når for eksempel republikanske delstater fifler med inddeling af valgkredsene, så det bliver endnu vanskeligere for at fremtidigt flertal mod Trump at blive til et flertal i magtens korridorer.

Meningen med al denne galskab er et frontalt angreb på selve demokratiet.

PS: I øvrigt tror jeg ikke, at Trump ønsker krig. Men når han omgiver sig med uvidende og fanatiske jasigere og har fjernet de fleste kyndige diplomater fra sin kreds, risikerer han alligevel at få krigen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren udkom i Berlingske 3. februar 2025

Mere fra min hånd om Donald Trump

Udgivet den

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

Udgivet den

Katastrofen Trump

Trumps triumf er katastrofal. Ikke bare for Amerika. Det skriver jeg om i Berlingske. Læs hele mit debatindlæg i avisen – eller nedenfor.

Trumps triumf blev sikret af det rædselsfulde amerikanske medielandskab

Trumps valgsejr er skabt ved monumentale løgnehistorier
om modpartens hensigter og egne bedrifter. Hans trusler og
forbandelser skal tages alvorligt. Bag valgkampens
bragesnak ligger en klar ambition om voldsomme
forandringer, der kan gennemføres nu, hvor han har total
magt over kongressen.


Trumps første præsidentperiode var kaotisk. Han surfede de
første tre år på dét opsving, Obama fik i gang efter
finanskrisen. Resten af tiden forkludrede han den
amerikanske indsats mod covid-pandemien, der i USA
kostede en million liv. En række af hans daværende
toprådgivere advarerede mod at genvælge ham på grund af
hans despotiske ledelse og fascistiske holdninger.


Den ny Trump-styre bliver en regering af og for de
milliardærer, der gennem årtier har hamstret hovedparten af
nationens velstand, og som ved at overtage staten vil
forhindre at den begynde rat kræve skat af dem.

Det kommer til udtryk ved, at bindegale Elon Musk skal i spidsen
for dramatiske nedskæringer i statsapparatet.
Det er meget svært at forstå, at mange af dem, der med
rette føler sig snydt for at få en rimelig andel af samfundskagen
– og som er blevet hårdt ramt af inflationen –
har sat deres lid til Trump som frelser.

For det er jo Republikanernes visnepolitik i Kongressen gennem 30 år,
der har saboteret Demokratiske præsidenters forsøg på at
sikre bedre velfærd og mere fair fordeling. Senest
forhindrede Trump også i foråret gennemførelse af en
indgået tværpolitisk aftale om bedre styr på den illegale
indvandring, fordi han ville have problemet at angribe
Demokraterne for i valgkampen.

Men mange vælgere har bare set, at det politiske system
var lammet og udueligt, og det har ramt Demokraterne som
regeringspartiet nok så hårdt.

Demokraterne selv kunne have gjort det bedre. Kamala
Harris kæmpede bravt og godt, men på en alt for kort bane.
Det er dybt tragisk, at den stærkt ældede Biden ikke
allerede sidste jul opgav at blive genopstillet.


Bundlinjen er imidlertid, at Trumps triumf blev sikret af det
rædselsfulde amerikanske medielandskab: Den skrupelløse
medløbskampagne fra Fox News. Elon Musks herredømme
over X (twitter), hvor fakta-check under valgkampen var en
by i Rusland.

De mange ekstreme højreorienterede kanaler,
podcasts og sociale medier, der spreder
konspirationsteorier. Alt sammen kilder, der for mange
formere deres stemmeafgivning. Dertil kommer, at mange i
det fordomsfulde Amerika ikke var var klar til en kvindelig –
og farvet – præsident. Desværre var modstanden mod en
kvinde meget udbredt blandt latino og sorte mænd.

Hvad bliver konsekvenserne så af det katastrofale
valgresultat?

Trump har allerede i forrige omgang sikret sig et
højreekstremistisk flertal i Højesteret, der har garanteret
ham immunitet i alt hvad har foretager sig som præsident.
Han kan desuden nu fortsætte med at udskifte mange
føderale dommere med meningsfæller. Efterhånden kan det
være svært at finde en domstol, der vil erklære noget af dét,
Trump foretager sig. forfatningsstridigt! Måske hans
hovedvej til et mere autoritært styre.


De annoncerede meget brede og dybe fyringsrunder i
centraladministrationen – herunder i udenrigstjenesten – er
farligt: Tusindvis af erfarne og kyndige folk vil blive erstattet
af Trump-jasigere. Jeg tror ikke at Trump personligt ønsker
krig, for ha n er bange for, at det vil skade hans private
pengepung. Men fraværet af erfarne og besindige rådgivere
er måske den største risiko for uforvarende at vandre frem
mod krig.

I Europa må vi frygte at Trump ved aftale med Putin vil
påtvinge Ukraine en fred, der truer landets fortsatte
eksistens og ryster hele Europas sikkerhed. Det vil kræve
en endnu mere voldsom oprustningsbølge hos os, der i
sidste ende kan true velfærd og klimaindsats.

Vores økonomi vil også lide inder Trumps toldkrig, der åbenbart
retter sig mod alle lande. Men toldkrigen bliver særlig heftig
mod Kina, og det efterlader ingen udsigt til opblødning
mellem de to supermagter. Tværtimod kan det
søvngængeragtigt føre os fremad mod krig.

Der er heller ingen udsigt til at Trump vil standse
krigsforbrydelserne fra hans nære ven Netanyahu – endsige
insistere over for Israel på våbenhvile og en vej hen mod en
to-stats-løsning. I værste fald kan han i stedet tilskynde
Israel til at åbne krig mod Iran. Det vil føre til destabilisering
af hele den mellemøstlige region.

Endelig og ikke mindst er det uhyre skræmmende at
klimafornægteren Trump kommer til magten igen. Det vil
uvægerligt forsinke indsatsen mod den globale
klimaforandring, der allerede foregår i alt for langsomt
tempo.

Mogens Lykketoft, tidligere udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

Mere fra min hånd om valget her.

Udgivet den

To trumpister øger risikoen for tredje verdenskrig ved et uheld

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger. Mere om det i mit senesteindlæg i Berlingske. Læs det her – eller nedenfor:

Besejre Kina?

En af de mest skræmmende artikler, jeg har læst i nyere tid, udkom 14. april i Foreign Affairs – forfattet af Trumps tidligere vicesikkerhedsrådgiver Matt Pottinger og den hidtidige republikanske kongresmand Mike Gallagher.

De to trumpisters budskab er, at USA skal besejre Kina.

De to støtter, at Biden opbygger militære og handelsmæssige alliancer med Storbritannien, Australien, Japan, Indien m.fl. og bevæbner Taiwan. De roser, at han fastholder Trumps aggressive toldpolitik og har forment Kina adgang til de mest avancerede chip.

Men – siger de – det er for slapt, at Biden nu søger at holde spændingerne mellem USA og Kina lidt i ave ved at forhandle med Kina:

Den nye kolde krig er efter deres mening brudt ud, og Kina skal tvinges i knæ på samme måde som Reagan fik det sovjetiske imperium til at segne. Xi Jinping er en del af en tæt alliance med diktatorerne i Rusland. Nordkorea og Iran. Han skaber kaos i verden og forsøger at begrænse USA’s dominans. Konspirationsteorien om Kinas ansvar for covid-pandemien fra et laboratorium i Wuhan repeteres. Sidste års nedskudte vejrballon bruges som bevis på kinesisk aggressivitet.

Rustningskapløb

Kina opruster – og det skal ifølge de to trumpister besvares ved at overmatche dramatisk. Der foreslås en forøgelse af USAs militærudgifter på 35-65 procent(!) samt nye militær- og handelsalliancer og langt mere omfattende teknologi- og handelsboykot. Kina skal svækkes økonomisk, så kineserne med tiden omstyrter det kommunistiske styre.

Trumpisternes udlægning er en ekstrem version af viljen til at stække Kina, som snart er det eneste, de to partier i USA kan enes om. Det er nok også drivkraften for Kina til det nærmere samarbejde med Putin.

Man kan kritisere det kinesiske styre for virkelig meget. Mediebilledet er ensrettet, kontrollen med borgerne er voldsom og systemkritikere kommer i fængsel. Der er hårde angreb på menneskerettighederne, især for uighurer og tibetanere. Indgrebene i Hongkongs selvstyre og friheder er et horribelt løftebrud.

Men der er mange falske analogier til Putin i omløb. Der ingen tegn på, at Kina vil søge global magt med militære midler. Det går godt via handel og investering.

Dog er der altid truende toner om, at militær magt ikke kan udelukkes for at sikre Taiwans forening med fastlandet. Men det vil stride mod enhver fornuft, hvis Kina ødelagde sin økonomi i en krig med USA over Taiwan. Alle parter må acceptere status quo; ikke at anerkende Taiwan som en stat, men bevare øens reelle selvstændighed. 

Spørgsmålet om Taiwan

Forrige uges møde mellem Xi og Taiwans tidligere præsident Ma indgyder håb om, der stadig på begge sider findes stærk vilje til et samarbejde , der kan forhindre krig. Det er der også flertal for i Taiwans parlament, uanset modvilje hos den nye præsident.

Det farligste ved en forstærket amerikansk konfrontation med Kina er, at det er en illusion at tro, at man afgørende kan svække Kina og derved fremkalde en omstyrtelse af det nuværende styre. Mange lande i det globale syd køber gerne kinesernes varer og modtager deres investeringer – og kan ikke bokses ind i en amerikansk ledet alliance rettet mod Kina. Europa er heller ikke interesseret i frontalt at afbryde det økonomiske samkvem med Kina.

Kina er ikke som Sovjetunionen i 1980erne på randen af et økonomisk sammenbrud. Kina har 30-doblet sin samfundsøkonomi de seneste 50 år og bragt 800 millioner mennesker ud af ekstrem fattigdom. Efter covid- krisen er der igen vækst i industriproduktion, teknologiudvikling og eksport. Kina er verdens største CO₂-forurener, fordi så meget af verdens energikrævende produktion er flyttet dertil siden 1980eme. Kina er imidlertid også førende i investeringer i den teknologi, der skal erstatte de fossile brændstoffer med sol og vind.

Tålelig verdensorden

Kinas udvikling kan kun kortvarigt stækkes ved at blive afskåret fra vestlige computerchip, for de har nok flere forskere i det spor end noget andet land. Generel handels- og teknologikrig vil koste meget i global velstand, men ikke føre til »sejr« over Kina.

Der kommer ikke til at eksistere en tålelig verdensorden i det 21. århundrede, hvis ikke USA og Kina igen sætter fred, økonomi og klimaløsning over deres ubestridelige interessemodsætninger.

Derfor burde der både i Beijing og Washington tænkes meget mere over, hvordan man giver nyt liv til de fælles interesser, som drev verdens udvikling fremad i 40-50 år. På et tidspunkt kan man forhåbentlig komme i retning af aftaler om oprustningskontrol og -begrænsning. 

Det er akut nødvendigt at standse dødsdriften i våbenkapløbet, som hugger af velfærden på begge sider af Stillehavet og øger risikoen for at udløse Tredje Verdenskrig ved et uheld.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget udkom i Berlingske 26. april 2024

Mere fra min hånd om Kina og USA