Tag: Trump

Udgivet den

Er vi kommet til det amerikanske demokratis skæbnestund?

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen i USA kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal – det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Folkeflertallets stemmer tæller mindst

Et stort flertal af amerikanere ønsker fri abort, våbenkontrol, klimaindsats og et solidarisk sundhedssystem for alle.

Alligevel er den fri abort under angreb. Trods skolemassakrer og andre massemord, forhindrer våbenlobbyens venner, at der indføres effektive begrænsninger i adgangen til private skydevåben. Kullobbyen med den kun af navn demokratiske senator Joe Manchin i spidsen blokerer sammen med republikanerne effektive lovinitiativer for klimaet. Sundhedsindustrien og konservative kræfter sætter fremskridtene fra Obamas tid under vedvarende angreb.

Joe Biden er i overensstemmelse med folkeflertallet, og der var stor lettelse både hjemme og ude, da han blev valgt. Men han taber dramatisk i popularitet, fordi han ikke kan få flertal for sin politik. Frustrationerne kan føre til, at en i forvejen lav valgdeltagelse bliver endnu lavere ved næste valg, fordi seneste stemmeafgivning ikke gjorde nogen mærkbar forskel.

Magtfulde medier med Fox News i spidsen sviner systematisk Biden til og holder Trump-bølgen ved lige.

Trump forsøgte forfatningsstridigt at beholde magten til trods for valgnederlaget i 2020, men alligevel for dette, er der stadig meget stor risiko for, at Trump i 2024 vender tilbage på præsidentposten – med endnu stærkere autoritære træk og en politisk kurs, som et flertal af amerikanere er indædte modstandere imod.

Dét kan nemlig ske, selvom der fortsat er millionstort demokratisk stemmeflertal: En lang række mekanismer i det amerikanske valgsystem virker stadigt stærkere i retning af, at mindretallet af vælgere sætter sig på majoriteten i alle magtens korridorer. Det er især de farvede, de yngre, kvinderne og progressive borgere i kyststaterne mod øst og vest, der ender med at være dramatisk underrepræsenteret, mens politikere, der er finansieret af de superrige personer og virksomheder, er voldsomt overrepræsenteret.

Årsagerne findes hele vejen ned gennem systemet fra præsidentvalg, valg til de lovgivende forsamlinger både i Unionen og i enkeltstaterne og hos det ultrakonservatives flertal i den politisk udpegede amerikanske højesteret:

Det mærkværdige valgmandssystem betyder, at Biden kan blive den sidste demokratiske præsident, der blev valgt, uanset at demokraterne også i fremtiden i nationen som helhed får langt flest stemmer. Trods de syv millioner stemmers overvægt til Biden i 2020, ville Trump været blevet den lovligt valgte præsident, hvis bare 40.000 vælgere i tre stater havde stemt anderledes. Logisk ret uforståeligt!

Knægte folkeflertallets vilje

Til Senatet vælges to senatorer fra hver stat. Det betyder, at flertallet af senatorer vælges af den tredjedel af befolkningen, der bor i tyndt befolkede og overvejende konservative stater.

Der skal for eksempel 40 gange så mange stemmer til at få en demokratisk senator fra Californien valgt, som til få en republikansk senator fra Wyoming valgt. De overvejende farvede og demokratiske vælgere i Washington DC og Puerto Rico har slet ikke stemmeret til Senatet, fordi deres bopæl ikke er i en af de 50 anerkendte delstater.

Til Repræsentanternes Hus vælges lovgiverne i forhold til staternes folketal, men valgkredsinddelingen er ofte manipuleret, så vælgerflertal bliver et mindretal af repræsentanter. Det samme gælder valgene til de lovgivende forsamlinger i enkeltstaterne. Desuden er republikanerne voldsomt i gang med at opstille praktiske forhindringer for at stemme. Det går reelt ud på at mindske valgdeltagelsen blandt demokratiske vælgere, der er farvede og/eller fattige. Endelig er der mellem staterne uens praksis for, hvem der helt kan berøves stemmeret på grund af tidligere domme – noget der selvfølgelig også især rammer de farvede.

Den reaktionære Højesteret, som Trump fik skabt, har desuden en uhyre aktiv rolle i at knægte folkeflertallets vilje. Det ses mest aktuelt i abortsagen, hvor kvindernes frie ret til de seneste 50 år at bestemme over deres krop angribes. Men det gør sig blandt andet også stærkt gældende ved, at Højesteret ikke aktivt går op imod den lokale lovgivning, der manipulerer et flertal af vælgere til et mindretal af lovgivere.

Det er uhyre vanskeligt at nedbryde alle de forhindringer, der er opstillet for, at folkeviljen kan komme til udtryk. Nationen lever derfor med en afgrundsdyb kløft mellem et stort, magtfuldt (hvidt) mindretal og et magtesløst og stadigt mere utålmodigt flertal.

Der er brug for en hidtil uset folkelig mobilisering for at revitalisere demokratiet. Ellers kan det ende med et mere autoritært styre og en borgerkrigslignende tilstand, der fjerner USAs kapacitet og legitimitet som leder af den demokratiske verden.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Klummen udkom i Berlingske 14. juni 2022

Illustration: fra Wikimedia Commons

Mere fra min hånd om demokratiet i USA

Udgivet den

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO

Udgivet den

Sådan forsvarer vi os bedst

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan herske tvivl om udfaldet af folkesafstemningen 1. juni, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvor vigtigt, det er, at vi stemmer ja til afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU. Læs den her – eller nedenfor:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Det var et modigt nationalt forsvarskompromis, som Folketingets fem gamle og for tiden største partier indgik i sidste måned som svar på Putins angrebskrig i Ukraine. Statsministeren viste på ny handlekraft og lederskab i en dramatisk forandret international situation, og SF’s formand tog et stort og overbevisende spring ud af fortidens pacifisme.

Det mindede mig om, hvad den gamle modstandsleder Frode Jakobsen sagde til mig for mere end 50 år siden:

»Pacifist er kun noget, man er i fredstid!«

Den danske aftale kom i kølvandet på meldingen fra Tysklands socialdemokratiske kansler og hans grønne og liberale regeringspartnere om at droppe Nord Stream 2 og hæve forsvarsudgifterne til to procent af BNP. Det er en kovending, der igen placerer Tyskland som Europas centrale magt og Danmarks nok reelt nærmeste allierede.

Uden Putins aggression havde det nye råderum, der nu blev frigjort til Forsvaret, været bedre anvendt til mere borgernær velfærd. Nu er den vigtige diskussion, hvordan vi frem mod 2033 skal anvende de efterhånden ekstra fem-seks promille af vores nationalprodukt til forsvar.

Cyberforsvar og energiuafhængighed

Den større udsendelse af soldater til Baltikum er aktuelt set indlysende. Sikkert også flere flådefartøjer i Østersøen og i Arktis. Men en meget stor portion af de mange penge bør anvendes til at bekæmpe nye typer af fare: Der skal bruges enorme midler i både det offentlige og private Danmark til at værne os mod cyberangreb, der kan ødelægge vores infrastruktur, lukke vore arbejdspladser eller påføre os enorme regninger til at genstarte økonomien. Vi skal som en meget reel del af forsvarsindsatsen investere i endnu hurtigere omstilling til vedvarende energi for at frigøre os fra russisk gas. Vi får brug for et meget konkret beredskab til at afværge også fysiske angreb på vores energisystemer, ikke mindst på de nye energiøer.

Pålidelig public service

Desuden bliver en nødvendig del af dansk og europæisk forsvar at give effektivt modspil til den enorme 18 år lange russiske investering i – både ude og hjemme – at sprede den overvældende masse fake news og propaganda, der med stor effektivitet har skabt russernes opbakning til krigen, og som især den nationalistisk-populistiske højrefløj i Europa længe har ladet sig besnære af. Vi skal sammen med andre EU-lande investere i en objektiv public service, der kan modvirke denne smitte og især i dén teknologi, der kan få sådanne informationer om virkeligheden til at gennemtrænge det nye jerntæppe

Når den frygtelige krig i Ukraine engang slutter, skal vi finde balancen i det dilemma, der delte os i første del af 1980erne: Hvornår er vores rustning i Vesten så overvældede, at modparten enten giver op – som det heldigvis skete under Gorbatjov – eller tror, at vi kan være fristet til at slå dem ud én gang for alle og derfor i desperation selv slår først.

Ikke blåøjet, men blot som konstatering af, at verdens udvikling sker i uforudsigelige hop, kan vi håbe, at i 2033 ser meget anderledes ud, fordi der til den tid er et nyt regime i Moskva, der vil aftale våbenkontrol og nedrustning og tage imod et økonomisk samarbejde, så vi alligevel ikke behøver at gå helt til de to procent i forsvarsinvestering.

1. juni skal vi have folkeafstemning om at fjerne vort forsvarsforbehold over for EU. Det anbefales enstemmigt af os tre partier, der aftalte forbeholdene i 1992: S, R og SF.

Afskaffelse af forsvarsforbeholdet giver os frihed

Det er bekymrende, at der netop nu overhovedet kan være tvivl om udfaldet, når de indædte modstandere nu kun er de stærkt højredrejede nationalister og populister, repræsenteret ved Messerschmidt, Vermund og den afsonende Støjberg. Desværre vil Enhedslisten nok også være på den vogn, selv om den toneangivende yngre generation ellers har rykket sig enormt, erkender at NATO for tiden er nødvendigt og vil kæmpe for at forandre EU i stedet for at forlade det. Men hvorfor så fastholde forsvarsforbeholdet? Det er vel, fordi det tager tid at få de sidste gamle bolsjevikker og pacifister til at forstå, at forsvarsforbeholdet lænker os unødigt til kun at deltage i militære aktiviteter, når USA fører an.

Afskaffelse af forbeholdet giver os frihed, men ikke pligt til militært at agere sammen med andre EU-lande, hvis USA’s engagement i Europa og NATO svækkes – for eksempel fordi amerikanerne gentager katastrofen med Trump. Hvem i Enhedslisten mener virkelig, at det i en sådan situation er bedst at være henvist til at alene at pejle efter Washington, fordi vi ikke kan samarbejde i EU? Det er hvert fald for mig et centralt argument for at af al kraft at kæmpe for at komme af med EU-forbeholdet.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Denne kommentar udkom i Berlingske 5. april 2022.

Mere fra min hånd om forsvar mm.

Udgivet den

Trump afslører, hvor skrøbeligt USA’s demokrati er

Det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt, hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona. Det skriver jeg om i min seneste klumme

Læs den i Jyllands-Posten – eller nedenfor.

Amerikas absurde valgsystem: Biden var kun 43.000 stemmer fra at tabe valget, uanset at han fik 6 millioner flere stemmer end Trump

Joe Biden bliver indsat som USA’s præsident 20. januar 2020. I mellemtiden udfolder Trump en kaskade af ondskab og galskab, der truer USA’s nationale interesser og gør varig skade på tilliden til landets demokrati. Han kaster omkring sig med dekreter, der skal genere efterfølgeren. Han hjælper Taliban til sejr ved forhastet troppetilbagetrækning i Afghanistan, tillader olieboring i fredede områder osv. Han deltager ikke i at bekæmpe pandemien, der snart har slået 300.000 amerikanere ihjel. Han nægter alt samarbejde med den nye præsident, mens hans håndlangere forgæves fører bizarre retssager for at få valget omstødt.

Sandheden er, at USA aldrig tidligere har holdt et valg med færre fejl eller større valgdeltagelse. Men alt for mange af Trumps vælgere tror på hans monumentale løgne, der ukritisk befordres af ultrakonservative medier og deles på twitter. Også de to Trump-sønner optræder som superspredere af løgnehistorier. 

Mistroen til det politiske system vil forstærkes endnu mere, hvis de lovede reformer til gavn for flertallet af amerikanerne blokeres af Republikanerne, uanset at de kun har mindretal af vælgerne bag sig.

Det amerikanske valgsystem er indrettet så de, der vil varetage vælgerflertallets interesse, gang på gang fastlåses i fælder, hvor de ikke har flertal for at gennemføre deres politiske løfter.

Biden bliver præsident. Men Demokraterne skal også vinde omvalgene i Georgia 5. januar for at have flertal i Senatet. 

Et fortsat republikansk Senats-flertal udkommer ikke, fordi de fleste i USA stemmer republikansk, men fordi de små konservative stater i Midtvesten er voldsomt overrepræsenteret. Et senatsflertal kan – ligesom det skete det meste af tiden under Clinton og Obama – blokere reformer af sundhedssystem, velfærd, retssystem og valgordning. Og – hvis Demokraterne ikke kan levere resultater – kan en stadigt dybere mistro til systemet bane vej for en ny Trump-figur i 2024. Også selv om han kun har et mindretal af vælgerne bag sig.

For i USA er det jo langt fra sikkert, at den der får flest stemmer, bliver præsident. Selv et nok så lille vælgerflertal i den enkelte stat udpeger alle statens valgmænd, og præsidenten udpeges af valgmandskollegiet – ikke af flertallet i hele nationen.

Derfor kan selv et meget klart vælgerflertal blive kasseret til fordel for et nervepirrende lotteri, hvor sejren i stedet bestemmes af at en kandidat med en uhyre smal margin kan få flertal i nogle få stater.

Den nationale valgkamp føres derfor stort set kun i disse svingstater. Partisoldater flytter endda postadresse for at stemme dér, hvor de bedst kan påvirke udfaldet: Trumps ambassadør i København, Carla Sands, fik for eksempel denne gang sin stemme talt i Pennsylvania – ikke i den stat, hun rejste til Danmark fra.

I 2016 fik Hillary Clinton 2,9 mio. flere stemmer i end Trump. Men hun blev ikke præsident, fordi Trump overraskende vandt med en margin på 0,6 pct.- 78.000 stemmer – i svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I 2020 fik Joe Biden over 6 mio. stemmer mere end Trump. Alene i Californien var hans flertal 5 mio. Men det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt. hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona – en margin på 0,4 pct i disse stater. Disse små vælgertal de ’vigtige’ steder sikrede ham de sidste 37 valgmænd, der bragte ham en stor sejr i valgmandskollegiet.  

Lotteriet kan fortsætte næste gang og atter slå ud til den gale side.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2020

Udgivet den

Det vil være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.

Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor

DEMOKRATIET VANDT

Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.

Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.

Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.

Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020

Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA

Udgivet den

Stærke mænd fra store nationer misrøgter deres magt og indleder nye, farlige rustningskapløb

Forleden havde jeg denne kommentar i Jyllands-Posten – om Trumps forhåbentligt snarlige politiske endeligt. Ryger du ind i en mur, kan du læse indlægget nedenfor.

Vejen til mindre uorden i verden

Mange føler sig nedtrykte over pandemi, massearbejdsløshed og klimakrise. 

De fleste er angst over, hvordan stærke mænd i spidsen for store nationer misrøgter deres magt derhjemme og indleder nye farlige rustningskapløb. 

Næsten alle ude i verden håber inderligt, at mareridtet Trump er overstået om få måneder, så vi kan begynde at genopbygge et internationalt samarbejde med USA som en ledende kraft. 

Trumps forkerte håndtering af pandemien og hans appel til racisme og splittelse ovenpå politiets seneste mord på en sort amerikaner har nedsat risikoen for, at han genvælges til november. Det hjælper, at der er åbenlyst oprør mod hans vanvid fra militære topfolk – både de nuværende topfolk og tidligere som generalerne Mattis og Kelly.

Håb spirer også andre steder. I EU breder sig en erkendelse af nødvendigheden af tættere samarbejde om de reelle problemer, hvis kriserne skal imødegås og Europa skal have nogen som helst vægt over for USA og Kina.

Det tysk-franske udspil til en europæisk redningsplan – og Kommissionens opfølgende udmøntning med forslaget om en kraftfuld, grøn finanspolitisk ekspansion – varsler styrket solidaritet og samarbejde. 

Udspillet er udtryk for, at kansler Merkel med stormskridt har bevæget sig væk fra den skadelige kurs med ensidigt fokus på budgetbalance og nedskæringer, som Tyskland insisterede på efter finanskrisen; dén kurs genoprettede kun langsomt beskæftigelsen og skabte ringere velfærd og mere ulighed undervejs.

Den tyske regering forstår omsider, at gentagelse af denne politik efter coronakrisen kan fastlåse os i den største arbejdsløshed siden 1930’erne, skabe utålelig social ustabilitet og risiko for massiv styrkelse af nationalistiske, populistiske og endda fascistoide bevægelser. I sidste ende er risikoen opløsning af EU og nogle steder endda til demokratiets undergang.  

Tyske økonomer erkender omsider, at øget statsgæld i de kommende år ikke er problemet, men afgørende for løsningen. Inflation er ikke en risiko, derimod vil sparekurs give risiko for deflation, der kan forværre både beskæftigelsen og statsfinanserne. Den eneste virksomme vej ud af arbejdsløsheden – og på langt sigt ud af gældsstiftelsen – er en voldsom stimulering via statsfinanserne her og nu. Den såkaldte stabilitetspagt i EU er reelt et overstået kapitel, selv om den officielle bekræftelse først senere vil udkomme fra Bruxelles.

Det danske mediefokus har været på vores deltagelse i en såkaldte sparebande, der taler imod at give enorme milliardbeløb i tilskud – ikke kun lån – til Sydeuropa. Men man overser, at forskellen mellem lån og tilskud ikke er særlig væsentlig i den nye virkelighed anno 2020.  

Det er noget af en erkendelse for politikere og økonomer i min generation, der husker hvor uoverskueligt det var at skulle stifte enorm statsgæld under olie- og beskæftigelseskrisen omkring 1980, fordi gælden hele tiden skulle fornyes og renten krøb opad mod 20 pct. Milliardæren, storspekulanten og demokratifilantropen George Soros anførte forleden, at EU nu i fællesskab kan optage enorme lån, der aldrig (!!) behøver at blive afdraget, og nøjes med et betale en ½ procent i årlig rente. Det er en helt ny virkelighed, der gør det vanskeligt at se forskel på lån og tilskud. Det giver håb om en aftale i EU, som alle kan leve med. Men den bør suppleres af, at man omsider systematisk gør op med skatteflugt og skattely, der giver en usolidarisk forvridning af det indre marked.

Kommentaren blev bragt i Jyllands-Posten 9. juni 2020

Udgivet den

Corona-oraklerne er ikke højreradikale superegoister som Trump og Aamund

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i de lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Læs hele indlægget i Berlingske her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi  havde ikke forudset pandemien og dens drastiske indgreb i vores liv.  

Sundhedseksperter i WHO og verden over har ellers længe advaret om risikoen. Advarslerne tog for alvor fart efter epidemier som sars i 2003 og ebola i 2014-2016. 

Men eksperterne talte for det meste for døve øren. Selv i de rigeste lande i Europa og Nordamerika forsømte man at opbygge et beredskab. Vi registrerede, at WHO med held stod i spidsen for at inddæmme de andre ny epidemier, så de ikke kom til vore kyster, men ’kun’ slog folk ihjel lokalt i Asien og Afrika. 

Kinas naboer på Taiwan, i Singapore og Sydkorea, der blev strejfet af sars i 2003, havde som de eneste taget ved lære og reagerede prompte på covid-19 med tests og isolering af de smittede. 

Bill Gates advarede for nogle år siden om, at risikoen for en pandemi var en langt mere overhængende risiko end atomkrig – fordi vi havde langt mindre opmærksomhed på at forebygge pandemien end atomkrigen. 

Gates er mere velhavende end næsten alle andre mennesker. Han har stor indsigt, også i sundhed. Han har i en årrække gennem sin fond brugt et halvt hundrede milliarder dollars på at forbedre den globale sundhedstilstand – bl.a. ved støtte til  WHO. Efter præsident Trumps vanvittige beslutning om indefryse USA’s bidrag til WHO står Gates som større bidragyder til WHO end noget medlemsland, mens en stribe af hans superrige artsfæller investerer i at opretholde deres egen urimelige formue og magt ved at finansiere de kampagner og medier, der har fået katastrofen Trump til magten.

Trumps anklager mod WHO for at være for Kina-venlig har helt sikkert et publikum. Men hans indefrysning af bidrag til WHO midt under den hidtil alvorligste pandemi er en dybt skadelig og usaglig beslutning, truffet i hans evindelige jagt på syndebukke, der kan lægge slør over hans egne monumentale fejltagelser.

Heldigvis bakker resten af verden op om WHO i forståelse for nødvendigheden af global koordinering af indsatsen for hurtigt at finde vaccinen mod covid-19, og for at hjælpe verdens fattige lande med at bekæmpe ulykkerne.

Det er vigtigt at erindre om, at WHO siden grundlæggelsen i 1948 har leveret afgørende bidrag til, at vi som mennesker i gennemsnit lever mere end 20 år længere end dengang. Organisationen har anført den globale indsats mod de mest udbredte smitsomme sygdomme, der før tog livet af talløse millioner af både børn og voksne.

WHO kan ikke bestemme over medlemslandene og beordre dem til at levere hurtige og fyldestgørende oplysninger. Derfor kan man ikke laste WHO for, at Kina svigtede i nogle første uger med sit hemmelighedskræmmeri om covid-19’s smitsomhed med det sørgelige resultat, at sygdommen spredte sig ud i verden, før kineserne ved uset drastiske metoder til internering af millioner af mennesker standsede videre smittespredning. WHO sendte advarsler ud om covid-19’s farlighed i takt med, at man fik de rette oplysninger om sygdommen. Det tog imidlertid et par uhyre kostbare ekstra måneder, før resten af verden for alvor forstod, at smitten allerede havde spredt sig med eksplosiv hast ud over hele kloden.

Man må midt i tragedien føle stolthed og glæde over at bo i et land, hvor en handlekraftig statsminister i godt samspil med Folketinget reagerede hurtigt og klogt. Derfor oplever vi mindre død, færre arbejdsløse og tab af virksomheder og mere social stabilitet end i de fleste andre lande. Derfor kan vi også tidligere end andre ganske gradvist lukke op igen, samtidig med, at vi opbygger en massiv testkapacitet. Det er vanskeligt at bilde sig selv ind, at man kunne have truffet meget bedre beslutninger i så stor hast.

Men medierne har disse uger en syndflod af både kloge og vanvittige indlæg om, hvad der kunne gøres anderledes og mere. Blandt de skøre vildskud er Asger Aamund, der uforskammet beskylder Mette Frederiksen for at omdanne Danmark til ’et smukt og velstående DDR’. Jeg har aldrig forstået den megen spalteplads, der stilles til rådighed for denne højreradikale superegoist til fremstille sig som orakel. 

Specielt de borgerlige politikere, der er utålmodige med at få endnu flere sendt tilbage i arbejde og uddannelse, skal tænke over, hvor forsigtige de er i dé lande, der allerede har set døden høste vildt blandt deres borgere – og hvor meget de frygter en genopblussen af smitte med en styrke, som sundhedsvæsnet ikke kan magte.

Det store flertal af danske borgere har forstået dette og bakker op om kursen. Jeg håber det holder –  både i holdning og adfærd –  i de vanskelige uger og måneder, vi har foran os.

Kommentar i Berlingske Tidende 29. april 2020

Udgivet den

Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af nye farer

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Coronakrisen spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet, og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945.

Læs hele indlægget i Jyllands-Posten her

Hvis du ramler ind i betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor

Vi havde en dysfunktionel verden før coronaen: Den snigende klimakatastrofe, global fattigdom, stor og voksende ulighed;  dertil et fredstruende oprustningskapløb mellem stormagter, overflod af lokale krige og humanitære katastrofer; derfor ukontrollable folkevandringer.

I øjeblikket har pandemien stjålet al opmærksomheden. Vi er blevet chokbehandlet til at forstå, at vort liv og helbred er truet af ny smittekilder, som vi ikke straks kan vaccines imod. Det skaber utryghed og økonomisk nedsmeltning.

Sundhedskrisen er en af de nærkampe i vores naturlige omgivelser, der spidser til, fordi menneskenes antal er tredoblet og deres brug af naturens ressourcer og påvirkning af klodens atmosfære er tidoblet siden 1945. 

Globale kriser rammer altid de svageste hårdest. Ulighederne i verden var også før corona-krisen monumentale og reelt uforenelige med varig fred i verden og politisk og social stabilitet i de enkelte lande.

Nu bliver kløfterne endnu dybere, fordi de fattige lande reelt ikke kan nedlukke samfundet og behandle de syge, på samme måde som de rige lande med svingende succes forsøger det.  Derfor kommer millioner af mennesker til at  dø af sygdom og sult – og hele samfund kan gå i opløsning.

Også i de rige lande skærpes ulighederne, fordi de gamle og helbredsmæssigt svagelige er allermest sårbare. Men særligt udsatte  er også alle dem, der på ret lave lønninger holder de vitale samfundsfunktioner i gang, mens resten er i selvisolering: Sundhedspersonalet og alle, der passer på de gamle og børnene, holder busser og tog i gang, producerer og forarbejder maden, holder butikkerne åbne, sørger for rengøringen og henter renovationen. De er for resten meget ofte af anden etnisk baggrund end flertallet. Det ses allermest  i USA, hvor sorte og brune mennesker har langt højere dødelighed end hvide.

Det mest forbandede problem lige nu er, at verdens eneste supermagt har en præsident, der har brugt de første 13 af sine 16 kvartaler i Det Hvide Hus på at nedbryde alle eksisterende internationale institutioner og ophidse til skærpede modsætninger, både nationalt og internationalt. Senest med et Kina, som nok er en modspiller, men også er en uomgængelig samarbejdspartner, hvis der skal skabes fred, løses klimakrise, bekæmpes pandemier og sættes gang i verdensøkonomien og beskæftigelsen igen.

Under den perfekte storm af globale kriser huserer en vankundig og vanvittig narcissist som øverstkommanderende for verdens største økonomi og militærmagt. En mand, der ikke lytter til sagkundskab, og som i forsøget på at blive genvalgt bevidst splitter sit land og sin verden. En mand, der omgiver sig med andre superrige egoister på det yderste højre, der ligesom han selv kun tror, at de kan blive ved med at vinde, hvis alle andre taber. 

USA’s beskæftigelse og landets evne til at være motor for verdensøkonomien rammes ekstraordinært hårdt under corona-krisen, fordi de herskende politiske kræfter har haft held til at forhindre adgang til god og gratis sundhedstjeneste til alle. I den aktuelle krise holder de heller ikke – som vi forsøger det – effektivt hånden under virksomheder, lønmodtagere og arbejdsløse. Derfor bliver deres velstandstab så voldsomt.

Hverken corona-pandemien eller de andre store globale kriser kan løses uden stærke samfund, der skaber et langt bedre internationalt samarbejde. Dette burde i vores egen interesse anføres af de største og rigeste nationer; for hvis pandemien blusser videre i de fattige lande, så vil den vende tilbage til os, uanset hvor godt vi i første runde inddæmmer den. 

Kommentar i Jyllands-Posten 28. april 2020

Udgivet den

Historien om tre monstre, der kom til at udfordre verdens orden

Kommentar i Jyllands-Posten 4. februar 2020

I september 2015 mødtes verdens regeringschefer i New York med præsident Obama i spidsen og vedtog de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Tre måneder senere mødtes de samme statsledere i Paris og vedtog den hidtil mest vidtgående aftale om klimaet. Samme år kæmpede Obamas udenrigsminister John Kerry atomaftalen med Iran igennem. Han prøvede også utrætteligt, men uden held, at skabe en retfærdig fred mellem Israel og palæstinenserne. Jeg havde fornøjelsen at være formand for FN’s Generalforsamling i den korte stund, hvor der tegnede sig et stærkere internationalt samarbejde. Men højdepunktet blev til et sørgeligt vendepunkt, først med Brexit-afstemningen, så valget af Trump til præsident. 

Brexit sker nu – til ubodelig skade for Europa og især for Storbritannien selv.

Trump har på tre år systematisk nedbrudt det internationale samarbejde i en falsk overbevisning om, at USA kun kan vinde, hvis andre taber. Trump fører handelskrige og svigter sine allierede til fordel for nye venner blandt verdens hel- og halvdiktatorer, der lige som han selv angriber grundpiller i demokrati og verdensorden. Han har forladt klimaaftalen og atomaftalen med Iran. Senest har han totalt svigtet Palæstina for at hjælpe Netanyahu i Israel med hans tredje forsøg på at fortsætte som regeringschef, uanset alvorlige anklager om korruption og svindel. Trump selv er i rigsretssagen anklaget for åbenlyst magtmisbrug og foragt for kongressen, men vil alligevel blive frikendt af Senatets republikanske flertal.

Der er mange årsager til, at så meget er gået så galt: Finanskrise, monumental ulighed, nedbrydning af velfærdsordninger, frygt for folkevandringer og utålmodighed med handlingslammede politikere er vigtige brikker. Løgnene fra Putins internettrolde er også en brik.

Men ét bidrag vejer tungere end alle andre til at forklare både Brexit og at Trump fik magt til at nedbryde verdens orden. Og i øvrigt også til at forstå, hvorfor intet blev gjort for at forebygge den klimaforandring, der nu har sat store dele af Australien i brand.

Dette bidrag beskrives i en formidabel og veldokumenteret serie, der kan ses i syv afsnit på HBO – The Loudest Voice. Det er historien om et monster af en mangemilliardær, der skabte et endnu større monster, der skabte det største monster af dem alle – Donald Trump.

Monster ét hedder Rupert Murdoch. Han ejer størstedelen af pressen i sit hjemland Australien. Han ejer de mest læste aviser og TV i Storbritannien – og nu også den mest sete kabel-tv-kanal i USA. To tidligere australske premierministre, én fra Labour og en fra De Konservative, der begge blev væltet, har for nyligt påpeget, hvordan Murdochs medier sammen med kulminelobbyen påvirkede politikken og alt for længe forhindrede klimaindsatsen. Murdochs stærkt nationalistiske medier i Storbritannien har i årtier ført hadkampagne mod EU, Han fik Blair valgt, Gordon Brown væltet og David Cameron valgt som britiske premierministre, og sikrede flertal for Brexit.

Murdoch investerede milliarder i at skabe FOX NEWS i USA. Til at banke det op satte han i spidsen et endnu større menneskeligt monster ved navn Roger Ailes: En totalt samvittighedsløs og meget slagkraftig repræsentant for det yderste højre, der helt manglede vilje til at sondre mellem sandhed og løgn (og i øvrigt var skarp konkurrent til Harvey Weinstein i sexovergreb).

Roger Ailes var frem for nogen dén, der promoverede og fik valgt Donald Trump – det største af de tre monstre – til USA’s præsident.

Man forstår verdens uorden meget bedre ved at se The Loudest Voice.

(kommentaren bragt i Jyllands-Posten 4. februar) 

Udgivet den

Trumps gale værk

Trump nedbryder international orden og anstændighed og blokerer for ethvert samarbejde om løsningen af ubestrideligt globale problemer. Forsøget på at få Ukraine til stemple Biden-familien ved at tilbageholde våbenhjælp, der var bevilget af Kongressen, burde for alle rettænkende mennesker afsløre præsidenten som en hidtil uset plattenslager, der misbruger sin magt til ubodelig skade for sit land og den verden, hvor USA stadig er den vigtigste magt, 

Jeg hører til optimisterne, der simpelt hen ikke tror, at Trump kan genvælges som amerikansk præsident: Vel har han en foruroligende stor tilslutning fra ca. 40 procent af dé vælgere, der mener noget. Men uanset hvem hans modkandidat bliver i 2020, så har vedkommende et meget større potentiale ved at øge valgdeltagelsen fra unge, fra kvinder, fra sorte og fra latinoer. Jeg tror, at Joe Biden er manden, der bedst kan sikre denne mobilisering – ikke mindst i de vigtige nøglestater Michigan, Wisconsin og Pennsylvania, der med nogle få titusinder af stemmer sikrede Trumps valg i 2016, selv om Hillary Clinton nationalt havde et stemmeflertal på knap tre millioner.

Det er også aldeles afgørende for hele verden at den dødsensfarlige Trump-farce ender senest om et år.

Det er vigtigt for igen at få opbakningen fra verdens supermagt og største økonomi bag den meget hastende globale indsats for at stabilisere klimaet. Borgmestrene i USA’s største byer, guvernørerne i store stater som Californien, mange store virksomheder og et aktivt civilsamfund er allerede med. Men vi har brug for amerikansk regeringsmagt, der – som under Obama – for fuld kraft fremmer bæredygtig udvikling og klimaindsats, både hjemme og ude.

Vi kan håbe på en ny amerikansk præsident, der begriber USA’s egeninteresse i klimaindsats, i at stoppe den igangværende oprustning og i at standse den for hele verden ødelæggende handelskrig med Kina og forsøget på at holde kinesisk teknologi ude af den vestlige verden. Et USA, der forstår, at man ikke kan diktere og regere verden alene, og at militære løsninger i den farlige mellemøstlige region kun gør ondt værre. Et USA, der derfor i egen interesse igen styrker samarbejdet med de mange velvillige allierede.

Risikoen for ustabilitet og storkrig ved en fejltagelse er større end nogensinde siden midten af 1980’erne, fordi de våbenbegrænsningsaftaler mellem USA og Rusland, der afsluttede Den Kolde Krig, er gået i opløsning. Uanset alle andre interessekonflikter er der brug for med god vilje at begynde forhandling om nye aftaler, der inkluderer verdens ny militære og politiske storspiller Kina. Der er også brug for en amerikansk præsident, der ikke begejstret tilskynder til oprustning af Saudi-Arabien, Emiraterne og Israel, så amerikansk våbenindustri kan forgyldes.

Et hovedpunkt i Trumps gale politik er at beskylde Iran for alt, der går ham imod i Mellemøsten, selv om de største risici for endnu større ustabilitet nok har rod i USA’s egen indgriben siden invasionen i Irak og hos hans nære allierede i Saudi-Arabien og Israel. Trumps oprustning af Irans fjender, hans brud med atomaftalen med landet og forsøget på at kvæle Irans økonomi bærer kimen til endnu flere krige, som det nu er blevet skærpet med mordet på den iranske general Suleimani udenfor lufthavnen i Bagdads lufthavn.

Der er piskende brug for en amerikansk præsident, der vil genoplive Obamas kurs med atomaftalen med Iran og søge balance og udsoning mellem arabere og iranere, og som også vil presse på for en fair fred mellem Israel og Palæstina-

På længere sigt beror verdens fred og stabilitet især på, at USA og Kina kan finde en fredsommelig afbalancering af deres fælles interesse i samhandel og investering og deres sine steder modstridende interesser. Der er akut brug for fredsslutning om handlen, men der er også brug for at bremse Trumps felttog mod kinesisk teknologi, der kan skabe ny fronter og forsinke fælles fremskridt.

Kina er den kommende anden supermagt, og landet er allerede for stort og magtfuldt til at bokse rundt med. Kinas autoritære styreform betyder, at smertegrænsen i handelskrige er langt højere end i USA, hvor præsidenten bedømmes af vælgerne på sine resultater hvert fjerde år.

Den kloge amerikanske metode til balance i handelsrelationerne mellem USA og Kina er at samle et stort frihandelsområde tværs over Stillehavet med Kinas naboer i Asien, således som Obama havde forberedt det og Trump ødelagde det.