Tag: dkpol

Udgivet den

Thomas Pikettys nye bog ’Kapital og ideologi’ er pligtlæsning for socialdemokrater

Læs min anmeldelse af ‘Kapital og ideologi’ i Information 10. marts 2020. Slår du hovedet mod betalingsmuren, kan du læse hele teksten nedenfor.

Den ’røde blok’ af R, S, SF og El samlet om Piketty i Den sorte Diamant, da han i december 2014 var i København for at fortælle om sin forrige bog:  Lone Loklindt, mig, Piketty, Pia Olsen Dyhr og Johanne Schmidt-Nielsen.

Piketty er en fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt

Den franske samfundsforsker Thomas Piketty er ikke marxist. Han er fremragende dokumentarist og analytiker af, hvorfor den socialdemokratiske samfundsmodel nok er historiens mest vellykkede og sympatiske, men også hvorfor den hverken er fuldkommen eller fuldendt. Modellen har desuden været under pres gennem de seneste årtier. S-partierne har lidt store tilbageslag til nye nationalistiske partier, der spiller på fremmedfrygten. Men stigende ulighed og social utryghed er måske en dybereliggende årsag til vælgeroprøret. Derfor bør Pikettys ny kæmpeværk om ’Kapital og Ideologi’ være pligtlæsning for socialdemokrater.

Jeg læste de 1035 sider i ét stræk og blev uhyre fascineret af forfatterens overblik over historiens lange linjer og hans solide statistiske dokumentation af, hvordan uligheden verden over er eksploderet i løbet af de seneste 40 år. Bogen er en grundig fremstilling af både de fælles globale træk og de regionale forskelle. 

De første mange sider i bogen er en forrygende gennemgang af verdenshistoriens med dé ideologier, der gennem århundrederne har været udtænkt for at legitimere ulighed i indkomst, formue og magt.

’Du ved jo godt, at der bag en enhver stor formue ligger en forbrydelse’. Det var svaret fra min lokale georgiske ledsager for 12 år siden i Tblisi , da jeg spurgte ham, hvorfra alle pengene kom til de nye store villaer, der blev bygget i en by, der dengang havde meget lidt produktion. Det var en forståelig kommentar til tilstanden i dé samfund, hvor oligarker ved kupprivatisering overtog samfundets værdier efter kommunismens fald. Men der selvfølgelig ikke en forbrydelse bag enhver formue. Gode ideer og dygtigt iværksætteri har skabt vældige formuer, der også har skænket menneskeheden store fremskridt.  

Piketty påviser imidlertid. at alle fortidens forbrydelser som slaveri, livegenskab, koloniudbytning, monopoldannelser og ulige retsforhold har cementeret en meget store del af de uligheder i ejendomsret, der i nutidens verden er beskyttet nok så stærkt som de grundlæggende menneskerettigheder. Det er ikke noget tilfælde, at formueskævheden er allermest vild i et Sydafrika, der først for tredive år siden afviklede apartheid. Det er også tankevækkende, at afskaffelsen af slaveri og livegenskab i 1800-tallet altid var ledsaget af store statslige kompensationer til de slaveejere og godsejere, der mistede retten til at eje andre mennesker; og det var ofte disse andre mennesker, der i realiteten knoklede for at betale ’regningen’ for deres egen frihed. 

Indtil 1914 voksede uligheden i Europas lande, mens retsordenen ubetinget værnede om den private ejendomsret, og markedskræfterne udfoldede sig frit. Men de to verdenskrige destruerede mange gamle formuer. Massernes lidelser under krigene– og frygten for kommunistiske magtovertagelser – skabte bred politisk opbakning bag høj progressiv skat på indkomst og arv. På denne måde blev skaffet midler til sundhedspleje, forsorg og uddannelse, også til folk med ingen eller små egne midler. Både skatteopkrævning og velfærdsydelser bidrog til større lighed. Der blev lagt rammer om markedskræfterne og udøvelsen af ejendomsretten. De største sejre blev vundet, hvor de socialdemokratiske partier og fagforeningerne var stærkest. Velfærd og øget lighed blev ikke en hæmsko for økonomisk udvikling. Tværtimod.

Velfærdskursen blev bremset og brudt med Reagans og Thatchers magtovertagelse omring 1980. Efterkrigstidens regulering af kapitalen blev afskaffet. Det startede den massive flugt til skattely og staternes konkurrence om at tiltrække rige virksomheder og mennesker ved at udhule selskabsskatten og progressionen i indkomst- og arvebeskatningen. Det blev til en fremherskende opfattelse, at vi ikke længere har mulighed for at beskatte de superrige. Statsmagtens rolle med at regulere og omfordele blev begrænset ud fra påstanden om at de frie markedskræfter var bedre til at skabe vækst og fremgang. Men finansmarkernes amok-løb bragte os en finanskrise, og den uregulerede,  ikke bæredygtige vækst fremskyndede den eksplosive klimakrise. 

Efter finanskrisen blev nedskæring i velfærdsservice og sociale ydelser brugt som vejen til at nedbringe statsgælden, der var eksploderet under krise og arbejdsløshed. Uligheden voksede, fordi skatten blev lettet langt mest i toppen og velfærden barberet mest i bunden, men også fordi ejendomsværdier, aktiekurser og topcheflønninger steg meget hurtigere end aflønningen for de mange. 

Mere rigdom koncentreret hos de få gav dem endnu mere magt. Superrige mediemoguler bidrog til at udbrede synspunktet om, at de rige måtte belønnes med skattelettelser for at investere i arbejdspladser, men de fattige skulle drives i arbejde ved at skære ned på de sociale ydelser. Den demokratiske uddannelsesrevolution gik i stå. Piketty påpeger, at den sociale mobilitet er i nutiden meget begrænset. Det er Ikke fordi de riges børn er født klogere end alle andre, men fordi der investeres så helt uforholdsmæssigt meget mere i deres end i alle andre unges uddannelse. Og det er ikke kun deres forældres penge, det er også samfundets investeringer i uddannelse, der i meget høj grad kommer de velhavendes børn til gode.

’Måske har vi kun den bedste regering, der kan købes for penge’ svarede nobelpristageren Joseph Stiglitz mig, da jeg under en snak på tomandshånd bad ham sammenfatte lærdommen af hans bøger om finanskrisen og den voksende ulighed.  

Både Stiglitz og Piketty betoner de superriges voksende politiske indflydelse i både demokratiske samfund og hos autoritære regimer – bl.a. i kraft af deres ejerskab til massemedier.

De seneste 40 års dominerende ideologi har været, at klodens ressourcer var ubegrænsede, og det var lige meget, om de blev skævt fordelt, for der faldt altid noget af til de fattige, når de rige blev rigere.  

Nu ved vi, at denne tankegang på alle måder var forkert. Katastroferne for klima og miljø viser, at kloden ikke kan overleve tåleligt og fredeligt med en vrangforestilling om, at vi ubehersket kan udnytte naturressourcer og acceptere stadigt større ulighed. Det er kernebudskaberne FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi skal meget hurtigt rykke for at forandre produktions- og forbrugsmønsteret og gå op imod den stadigt skævere fordeling af verdens goder.

Piketty tror på, at vi kan vende udviklingen. Men det kræver hvad han kalder socialføderalisme – et overnationalt samarbejde, der kan beslutte på ny at sikre progressiv skatte- og arvebeskatning af de superrige. Hans mest radikale forslag er en massiv formuebeskatning, der finansierer en startkapital til alle unge, når de bliver 25 år.  Han kredser også spændende om nye ejerformer, sociale virksomheder, større medbestemmelse for medarbejderne; nye variationer af temaet økonomisk demokrati.  

Man behøver ikke tro på de præcise løsningsforslag for at finde inspiration til en anderledes retfærdig samfundsorden. Og så er jeg for resten helt enig med Piketty om, at vi aldrig får nedkæmpet højre-populisterne og fastholdt opbakningen til en ambitiøs klimaindsats, hvis den ikke går hånd i hånd med et opgør med den alt for store ulighed og sociale utryghed. 

Udgivet den

Opgør med to årtiers ulighed skal sikre grunden for klimaindsatsen

Dette indlæg blev bragt i Berlingske 12. januar

Af Mogens Lykketoft, fhv. finansminister, formand for FN’s Generalforsamling mm.

De seneste 3 år har jeg holdt 300 foredrag om FN’s verdensmål. Hver eneste gang har jeg sagt, at vi ikke når målene uden at omlægge afgifterne, så vi gør bæredygtig adfærd mere attraktiv og ikke bæredygtig adfærd dyrere. Det samme har Connie Hedegaard for længst sagt. Nu siger den radikale leder Morten Østergaard det, og Venstres nye formand, Jakob Ellemann-Jensen er ikke afvisende. 

Jeg understreger altid, at en stor del af provenuet fra de klima- og miljømæssigt nødvendige afgifter skal bruges til at lette skatten for alle med lave indkomster. Vi skal ikke bare undgå øget ulighed. Vi skal forpligte os til at mindske uligheden, samtidig med at vi for alvor investerer i klimaindsats. Ellers smuldrer forståelsen for klimasagen.

Dét hører jeg ikke sagt med samme styrke hos Morten og Jakob. De synes også at have en urealistisk forestilling om, at de samlede skatter kan blive lavere, samtidig med at vi realiserer vores fælles, ambitiøse klimamål.

Tør vi så håbe på bred enighed ikke bare om mål, men også om midler i klimapolitikken?

Nogen skal i så fald vandre langt væk fra deres partiers hidtidige bedrifter for at finde det socialt bæredygtige grundlag: I de seneste to årtier har Mortens, Jakobs og Connies partier gennemført serier af socialt uhyre skæve ændringer i skattelovgivningen. De har desuden ladet skattesystemet nedbryde, så stadig flere end ikke betaler, hvad de efter loven skal. Samtidig har himmelflugten i ejendomspriser, aktiekurser og cheflønninger også bidraget dramatisk til øget ulighed.

Dansk Folkeparti har – under falsk maske af omsorg for danskere med lav indkomst – været den ivrige leverandør af flertallet til at omfordele fra fattig til rig.

Jeg er helt uforstående overfor, at der intet skete for at vende den udvikling, da Socialdemokratiet i fire år fra 2011 havde stats- og finansministerposterne. Tværtimod bidrog også denne regering til at forstærke de uligheder, der forud var skabt af borgerlige regeringer i samarbejde med Radikale og DF.

AE-rådet belyste her i nytåret konsekvenserne af de seneste 18 års ændringer i indkomstskatten – endda uden at medregne den ligeledes socialt skæve fastfrysning af ejendomsbeskatningen. Mange borgerlige synes det er en bedrift, at indkomstskatten er lettet med 65 mia. Men gaverne er ikke bare blevet fordelt uhyre skævt. De har også kostet besparelser på den offentlige velfærd til ugunst for de svageste; og den har ført til i forsømmelse af offentlige investeringer i uddannelse, forskning og infrastruktur, der kunne styrket konkurrenceevnen bedre end skattelettelser kan.

De fattigste 10 pct. har siden 2002 fået 100 kr. (!) om måneden i skattelettelser, og de har afleveret langt mere, fordi der samtidig blev indført lavere regulering af sociale ydelser – og vanskeligere adgang til dem.

Imens har de rigeste 10 pct. i gennemsnit fået 4.400 kr. i skattelettelse om måneden.

Den allerrigeste ene procent har fået en månedlig skattelettelse på 9.400 kr. og kan nu efter skat i gennemsnit beholde 115.000 kr. om måneden til sig selv!

De fire vigtigste bidrag til den øgede ulighed er

– Afskaffelsen af den såkaldte mellemskat i 2009, der i realiteten var var en topskattelettelse på seks procent.

– Store forhøjelser af bundgrænsen for topskatten.

– Særlige lettelser i skatten for aktieafkast og anden kapitalindkomst til entydigt gavn for de mest velhavende.

– Store forhøjelser af beskæftigelsesfradraget til dem i job, der har været hovedvejen til at holde arbejdsløse, syge og pensionister ude fra festen med skattelettelser.

Så det betaler sig sandelig bedre for os, der i forvejen havde en god løn, at være i arbejde! Jeg har selv fået et af de store lodder. Det har ikke ændret min arbejdsindsats med én eneste time, men jeg kan efterlade en større arv til mine børn.

Jeg kunne sige som min afdøde kollega Ivar Nørgaard: ’Enten får jeg min politik igennem eller også tjener jeg på det’. Det har i de seneste to årtier været mere rigtigt end nogensinde før. Det er uhyrligt, at vi i Danmark har taget så store skridt væk fra social retfærdighed.

Det vigtigste er imidlertid ikke, hvad jeg synes er retfærdigt. Det afgørende er, at vi kun kan fastholde den folkelige opbakning til en ambitiøs klimaindsats, hvis der skabes en helt anderledes rimelig byrdefordeling. Det handler bl.a. om højere arveafgifter for de rigeste, højere indkomstskat for millionærklassen og lavere indkomstskat for alle med små indtægter – ikke kun dem, der er i arbejde.

Udgivet den

“logisk, fantasirig og fascinerende bog”

Jeg er glad for denne fine kommentar til min erindringsbog fra en ven, der har arbejdet mange år i udlandet:

‘Gribende velskreven og ærlig indledning! Jeg “slugte” dine lærerige epistler om et Danmark som jeg aldrig oplevede på nært hold qua mit u(d)-landsophold. Jo, jeg har fulgt med i overskrifterne – men fx det årlige slid med finanslovforslaget og alle de handler der foregik, har jeg aldrig tænkt over. Det er en utrolig logisk, fantasirig og fascinerende bog du har lagt frem – og blandingen med den svære balance mellem familie og arbejde er du lykkedes med. Man føler man kender dig bedre som person. Man føler frustrationen over Sass, Corydon, Vestager og Thorning – spildte år – og vreden over Venstre-svindlerne, krigs-magerne og millionær-r–slikkerne. Der er du næsten for flink.’

Udgivet den

God modtagelse af mine erindringer

Det har være fornøjeligt at skrive erindringer fra et langt liv, men også givet anledning til mange eftertanker. Jeg har fokuseret på det vigtigste – politisk såvel som personligt.

Bogen har fået mange fine anmeldelser i aviserne (se nedenfor), de fleste bag betalingsmur, men her er link til fx bloggen Dette og hint, skrevet af en tilfreds læser, denne, skrevet af en en gammel kollega. Eller denne, som er skrevet af en nær veninde af anden politisk observans end jeg selv. I det hele taget har jeg fået mange personlige tilkendegivelser, som jeg er både glad og stolt over – og derfor her bringer i udpluk:

En skrev:

Nu er jeg selvfølgelig – i modsætning til visse anmeldere – begunstiget af rent faktisk at være interesseret i dansk politik. Jeg vil nu påstå, at rigtigt mange danskere ville have rigtig stort udbytte af at læse bogen. Uanset politisk interesse. Unge som gamle. Selvom jeg har kendt dig i mange år og indholdet i dele af bogen ikke er nyt for mig, så er der virkelig mange steder, at jeg lærte nyt. Både om dig, din rolle og om, hvad der er sket med Danmark igennem de seneste 50-60 år. Du har jo virkelig været med lige fra Krag og helt frem til i dag. Du har været med helt inde i kernen og stået fadder til mange vigtige dele af den velfærdsstat, som vi heldigvis stadig har i behold. Trods ihærdige angreb fra flere sider.Efter læsning af bogen kan man ikke være i tvivl om, at du har ønsket magten for at bruge den til gavn for det danske samfund. Hele vejen igennem står det tydeligt, at det danske velfærdssamfund og socialdemokratiets ve og vel har stået foran dig selv (og nogle gange også din familie!). Bogen kommer til at være en vigtig brik for fremtidens historieskrivere, så alene af den grund har den været hele dit slid værd. Den har en stor styrke ved at være så faktabaseret. Du har noteret ned gennem alle årene, så derfor er det ikke bare efterrationaliseringer men mere, hvad der egentlig er sket. 

En anden skrev: 

Du har skrevet dine erindringer sådan som de skal skrives: grundige, informative om dit arbejdsliv, behersket omkring de private forhold, kritisk og selvkritisk; det vil givet blive en meget vigtig kilde for fremtidige historikere, når de skal skrive den politiske historie for den turbulente periode i slutningen af 1900 tallet og begyndelsen af det 21. århundrede.

Jeg kan ikke forstå den kritik, der er rejst mod din bog fra bl.a. Politikens chefredaktør Christian Jensen og fra avisens anmelder Marcus Rubin og ikke mindst Henrik Sass i Weekendavisen. Så vidt jeg kan se koncentrerer kritikken sig om tre punkter: kritikerne synes ikke du skulle have kritiseret navngivne personer, der står for meget og detaljeret om forhandlinger og politiske forløb og du er for lidt selvkritisk. På alle punkter, mener jeg, de rammer ved siden af. Politiske erindringer er efter min mening nødvendige og giver et vigtigt korrektiv til tidsbestemte artikler, taler og journalistiske beretninger. Men det forudsætter, at de ikke blot er en ureflekteret samling overvejelser fortalt til en journalist, som desværre synes at være det almindelige i dag. Her er dine erindringer et skoleeksempel på, hvordan det skal gøres, grundigt og baseret på omfattende arkivmateriale, og ikke mindst reflekteret. Skal erindringer have noget betydning udover en kort eksistens i den dagsaktuelle debat, må de også være kritiske over for andre aktører. Det er simpelthen nødvendigt, hvis de ikke skal være ligegyldige… (Hvis) erindringer (skal) have troværdighed, må de også reflektere den politiske kamp, der foregår, både eksternt mod andre partier, men også internt og det indebærer at tage stilling til navngivne aktører. Ellers vil det ikke være troværdigt. Derfor er kritikken for at “hænge” andre ud, helt ved siden af. Og endelig: selvkritikken. Det undrer mig, at det er blevet fremført. Jeg har en mistanke om, at kritikerne ikke har læst hele bogen, da de skrev deres indlæg. For hele tiden undervejs, synes jeg, at du diskuterer for og imod, og også ofte stiller spørgsmålet om det nu også var den rigtige stilling at tage. 

Links til nogle af avisanmeldelserne (bag betalingsmur)

Informations anmeldelse, Kristeligt Dagblads, Jyllands-Postens, Berlingske Tidendes