Vi er vidner til et maskefald fra den fascistisk prægede israelske regerings side

Det er på tide at lægge maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering. Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Systematisk terror mod palæstinenserne

Verden er i historiens løb ustandseligt hærget af forbryderiske krige og naturkatastrofer. Der var Hitlers, Stalins og Maos massemord. Der var millioner af mennesker – fra Vietnam til Mellemøsten -der mistede livet som konsekvens af alle de forkerte beslutninger, som amerikanske præsidenter traf om blodige, mislykkede invasioner. I nutiden har Vesten med sin passivitet befordret andre katastrofer som borgerkrigs- og sultkatastrofen i Yemen, der blev anført af Saudi-Arabien med vestlige våben.

Det forekommer for en gangs skyld entydigt godt, at vi kan enes om massiv bistand til Ukraine i kampen mod den blodige og meningsløse russiske invasion.

Men de store konflikter og katastrofer overskygger alt for ofte de »små«, hvor det »kun« er få millioner mennesker, der lider, og konfliktens dødsliste gennem årtiers konflikt måske »kun« tælles i tusinder.

Israels undertrykkelse og systematiske overgreb mod den palæstinensiske nation hører til i denne kategori.

Den jødiske stat indespærrer over to millioner mennesker under umulige livsvilkår i Gaza og gennemfører en brutal og systematisk annektering af Vestbredden. Det ryster mig særligt, fordi jeg havde store forventninger om humanisme fra et jødisk folk, der selv har oplevet så forfærdende lidelser under nazisternes folkemord. Det forarger mig, at Israels allierede og militære beskytter, USA, ikke intervenerer for at standse overgrebene mod palæstinenserne. Tværtimod bruger USA igen og igen sin vetoret i FN til fordel for Israel – og undlader helt det pres på Israel, som er forudsætningen for dén tostatsløsning, som FN i årtier har krævet.

Israels angreb i flygtningelejrene

Det er hyklerisk, når vestlige regeringer med USA i spidsen nøjes med at tale om »Israels ret til selvforsvar«, når bomber og tanks udløser død og ødelæggelse for de civile i flygtningelejrene.

I forrige uge så vi igen – som jeg også oplevede ved et besøg i Israel i 2002 – et massivt israelsk militærangreb på Jenin på den besatte vestbred. Denne gang også med bombefly!

Den seneste udvikling er et totalt maskefald om Israels hensigter. Premierminister Netanyahu har optaget ekstreme racister og kolonialister i sin seneste regering. Hans plan er at stække Højesteret, så retssagen mod ham for korruption kan standses. Regeringens program er en fordobling af antallet af bosættere på besat palæstinensisk jord og egentlig indlemmelse af størstedelen af det besatte område i et Israel, hvor palæstinenserne er uden nogen form for retssikkerhed, og hvor den dømte racist Itamar Ben-Gvir har fået kommandoen over en såkaldt nationalgarde til undertrykkelse af palæstinensere og udbredelse af nye bosættelser.

Breaking the Silence

Israelske soldater, der har gjort tjeneste som besættelsesmagt, har stiftet bevægelsen Breaking the Silence, fordi de mener at besættelsen er umoralsk og skadelig for Israels fremtid. De har sendt mig en aktuel rapport, som jeg her resumerer:

  • Et par tusinde soldater trængte ind, civile blev dræbt og el- og vandforsyning ødelagt sammen med megen privat ejendom. Det tegner et billede af, at civilbefolkningen på den besatte vestbred nu skal behandles lige så brutalt som i Gaza, hver gang der efter israelsk opfattelse er sket eller er optræk til en palæstinensisk terrorhandling; det hele er jo en helt forudsigelig ond cirkel.
  • Desperate unge palæstinensere griber til vold, fordi de har opgivet ethvert håb om retfærdighed. De oplever, hvordan den israelske besættelsesmagt passivt og ofte velvilligt ser på, at militante jødiske besættelser angriber palæstinensiske landsbyer med overfald, drab, og hærværk mod boliger, biler og oliventræer.
  • Samtidig høres en højreradikal israelsk minister udtale at hele landsbyer burde jævnes med jorden, hvis en attentatmand kommer derfra. Bosættervolden er – siger Breaking the Silence – en del af en israelsk regeringspolitik om at overtage mere og mere jord til bosættelser ved at gøre det umuligt for palæstinensere på Vestbredden at leve deres liv.

Breaking the Silence er lige nu del af en kampagne sammen med andre israelske menneskerettighedsorganisationer, der er modstandere af koloniseringspolitikken.

Håbet er, at USA og resten af verden omsider løfter blikket fra de andre konflikter, der tager deres opmærksomhed, og lægger maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering.

Håbet er også, at de hundredtusindvis af israelske borgere, der vedvarende demonstrerer mod Netanyahus forsøg på at stække landets Højesteret og reelt indføre et autoritært styre, også tager i deres mund at kræve menneskerettigheder for palæstinenserne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2023

Mere fra min hånd om konflikten

Palæstina må reddes fra Netanyahu, Israel fra sig selv

USA har som Israels ven, sponsor og militære allierede pligt til at stille sig i spidsen for at tøjle Netanyahus frontalangreb på retssystemet og tanken om reelt palæstinensisk selvstyre. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske – offentliggjort 21. februar 2023. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Misforvaltning af demokratiet

De fleste af os i min generation voksede op med enorm sympati for Israel som hjem for de overlevende fra historiens største folkemord. Vi var længe enøjede, når det gjaldt konsekvenserne for palæstinenserne. Israel blev kendt som det eneste demokrati i Mellemøsten, ustandseligt truet af hoben af fjendtlige arabstater. Men ved krigen i 1967 erobrede Israel hele det historiske Palæstina, og demokratiet omfatter derfor kun den ene halvdel af de mennesker, der bor under reel israelsk kontrol.

Benjamin Netanyahu er en af denne verdens mest frastødende, skruppelløse folkevalgte ledere. Han er villig til hvad som helst for at fastholde magten og undgå den truende domfældelse for korruption.

Når han nu er vendt tilbage som regeringschef i koalition med de værste racister og fascister i Israel, er det en dødelig trussel for retsstaten og freden i landet.

Angrebet på Højesteret

Den ny regering vil beslutte, at parlamentet skal kunne tilsidesætte Højesterets afgørelser og erstatte den uafhængige stand af dommere og anklagere med egne håndlangere. Det er kursen fra Viktor Orbáns Ungarn, der kopieres – men i et tempo, så Netanyahus afvikling af retsstaten betegnes som Orbán på steroider. Det har udløst masseprotester i den jødiske befolkning.

Desværre retter israelernes masseprotester sig endnu ikke mod, at Israel/ Palæstina er forvandlet til en apartheidstat uden udsigt til fred og forsoning: Det palæstinensiske »selvstyre« er mere magtesløst end »selvstyret« for de sorte i de såkaldte Bantutans i apartheidtidens Sydafrika. Bosætterne har fine veje, men palæstinensernes bevægelsesfrihed i de besatte områder hæmmes af dårlig infrastruktur og uophørlig chikane ved israelske checkpoints. De er presset sammen og muret inde i små enklaver uden reelle udviklingsmuligheder. De er retsløst regeret af israelsk militær, der dag og nat foretager husundersøgelser og interneringer. Jødiske indbyggere i de folkeretligt ulovlige bosættelser på besat jord nyder derimod fulde israelske borgerrettigheder og militær beskyttelse: Det sidste gælder også, når de mest ekstreme af bosætterne straffrit overfalder deres palæstinensiske naboer og ødelægger deres ejendom. Blandt andet ved at fælde tusindvis af deres oliventræer. Civilsamfundsorganisationer – som blandt andet støttes fra dansk side – angribes og straffes med uvederhæftige anklager om terrorisme, når de kritiserer brud på menneskerettighederne.

Folkeretsstridig annektering

Den palæstinensiske stat, som FN’s medlemsstater med overvældende flertal har krævet i årtier, er reelt blevet umulig. Verdenssamfundet har kun reageret med kritiske resolutioner, mens Israels offensive bosætterpolitik har gennemhullet de palæstinensiske områder som en schweizerost. Med de mest højreradikale ministre i førersædet sættes nu endnu mere fart på at udvide bosættelserne og formelt annektere palæstinensiske områder. Annekteringen foregår mere stille, men er lige så folkeretsstridig som Putins forsøg på at flytte grænser med magt ved sin annektering af de østlige provinser i Ukraine.

Israel begrunder ethvert overgreb som indsats mod terrorisme. Terror mod civile på begge sider i konflikten skal ubetinget fordømmes. Terroren er en ond cirkel af gensidig gengældelse, hvor den ene side er en statsmagt med et af verdens stærkeste militær, mens den anden er en besat civilbefolkning. Det er vejen dybere og dybere ned i helvede, når palæstinensere reagerer på håbløsheden efter 55 års besættelse med vold, mord på civile israelere og raketter fra Gaza. Det giver hver gang Israel anledning til at slå endnu hårdere og blodigere slag tilbage mod den palæstinensiske civilbefolkning. Det udfolder sig ikke mindst med den altid brutale bomberegn mod over de 1,8 millioner palæstinenserne i Gaza, som er spærret inde på et område på størrelse med Langeland under kummerlige forhold, uden mulighed for at forsørge sig selv: Verdens største åbne fængsel, hvor folk kun overlever på FN’s nødhjælp.

Freden må komme udefra

Håbet om fred og retfærdighed kan kun igen tændes udefra. Det sker ikke, medmindre USA som Israels ven, sponsor og militære allierede går i spidsen. Der er heldigvis tegn på, at mange i det magtfulde jødisk-amerikanske samfund kræver pres på Israel for kursskifte. Biden-regeringen har også reageret kritisk. Men risikoen er altid, at palæstinensernes tragedie overskygges af større krige, kriser og tragedier andre steder.

Europa har en nøglerolle i – også ved at appellere til USA –  at forhindre at det sker igen.

Vi har en moralsk forpligtelse til at redde palæstinenserne fra endnu værre undertrykkelse – og om overhovedet muligt at redde Israel fra sig selv.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Israel og Palæstina

Illustration: Demonstration 13. februar mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu og justitsminister Yariv Levins planer om at undergrave Israels Højesteret.

Fotograf: Oren Rozen via Wikimedia Commons