Grønland er en vigtig del af Rigsfællesskabet – og også af mig, mit politiske liv, mine venskaber og min familie. Og sådan er vi mange, der er flettet sammen på kryds og tværs i Rigsfællesskabet. Læs min kronik i Politiken 25. januar – eller nedenfor:
Min kærlighed til Grønland
Grønland har opmærksomhed som aldrig før i danske og udenlandske medier, fordi USA’s præsident Donald Trump brøler om, at han vil eje denne del af Kongeriget Danmark.
Tyrannens motiv er tilsyneladende alene, at øen med dens vældige iskappe fylder så meget på landkort og globus, at det vil sikre ham en plads i historien som præsidenten, der gennemførte historiens største arealudvidelse af Amerikas Forenede Stater.
Først troede den tidligere ejendomsspekulant, at han bare kunne give Mette Frederiksen et købstilbud, så ville Danmark med glæde forsvinde og spare de milliarder, vi styrker Grønlands økonomi med hvert år. Salg ville være en frontal krænkelse af grønlændernes selvbestemmelse og i strid med vores fælles grundlov.
Derefter troede Trump, efter overfladisk læsning om grønlandske ønsker om frigørelse fra Danmark, at han ved at uddele dollarsedler kunne bestikke sig til at få grønlænderne til at stemme sig til USA. Men et overvældende flertal afviser tanken om at blive amerikanere. Trump hverken fatter eller respekterer at selvstyreformand Jens Frederik Nielsen – som leder af en koalition med mindst 75 procent af sit folk bag sig – holder sig til fællesskabet med Danmark.
Nu forsøger Trump så, med straftold mod de europæiske allierede, at få dem til at hjælpe med at gennemtvinge Grønlands afståelse til USA. I stedet får vi en massiv opbakning til Kongeriget fra de europæiske lande og Canada. (Trump har siden trukket sine toldtrusler tilbage, red.)
Men i Grønland frygter de selvfølgelig alligevel, at den gale mand i Det Hvide Hus vil røve sig til at få sin vilje.
Vi danske tænker også meget over, hvorfor det ville være så smerteligt at blive skilt fra Grønland.
Indtil det aktuelle postyr har det flertal af danskerne, der ikke selv har besøgt Grønland, næppe tænkt så meget over det, men de fleste har haft varme følelser for fællesskabet.
Grønlændere og danskere har levet under samme krone i tre århundreder. Danskerne var koloniherrer, ja. Der blev begået overgreb og fejltagelser, ja. Men der var også megen god vilje, og folkevalgte råd i Grønland var tidligt med til at forme udviklingen. I 1930 havde den nyvalgte statsminister Stauning en stor rundrejse i Grønland, hvor han blev chokeret over fattigdom og sygdom og på god socialdemokratisk vis satte sig for at forbedre grønlændernes bolig-, skole- og sundhedsforhold – og især bekæmpe tuberkulosen.
Efter krigen kom en ny socialdemokratisk statsminister, Hedtoft, med en stor plan om at løfte den lille arktiske befolkning i det danske kongerige op mod en vesteuropæisk levestandard. Kolonistyret ophørte i 1953, hjemmestyret kom 26 år senere, og aftalen om det udvidede selvstyre blev sat værk i 2009.
De tre hundrede år har vævet os sammen i slægtskab og mange nære venskaber. I dag bor i øvrigt en fjerdedel af den grønlandske nation i Danmark, og mange tusinde danskere bor midlertidigt eller fast i Grønland.
Min egen historie med Grønland har dybe rødder i både arbejdsliv, venskaber og familieliv, og jeg vil i glimt skildre min meget stærke følelse af tilknytning til Grønland.
En af mine bedste venner og kolleger i Folketinget var Siumuts mangeårige folketingsmand Hans-Pavia Rosing.
Han hjalp mig ind på livet af mange af sine landsmænd fra jeg havde mit første besøg i Grønland som ny finansminister i 1993. Fra første færd blev jeg dybt betaget af venlige mennesker og den aldeles storslåede natur.
Jeg strandede i en snestorm i Buksefjorden og lånte en snescooter til en tur ud på Lille Malene fjeldet i Nuuk. Jeg forstod store sociale problemer, der knyttede sig til den sociale og kulturelle omvæltning ved vandringen fra bygd til by. Jeg indså det uhyre løft i bl.a. infrastruktur og uddannelse, der skulle til for at realisere Hedtofts vision. I årevis forhandlede jeg bloktilskud til Grønland med de to topfolk i Hjemmestyret, Siumuts Jonathan Motzfeldt og IA’s Josef ”Tuusi” Motzfeldt. Det blev til varmt venskab med dem begge.
Jeg mødte for resten meget sjældent modvilje hos danske vælgere over de mange penge, vi investerer i Grønlands udvikling. Det er lige så indlysende som den mellemkommunale udligning fra by til land i Danmark,
Som minister, folketingsformand og mangeårigt medlem af Folketingets Grønlandsudvalg og på private besøg har jeg i mere end tre årtier rejst på kryds og tværs i Grønland – bl.a. til Uummannaq og Tasiilaq.
Jeg har med finansudvalget sejlet og boet på Forsvarets inspektionsskib på en færd til byer og bygder hele vejen ned ad vestkysten. Kørt hundeslæde på Diskoøen. Jeg har haft de nordiske og baltiske parlamentsformænd med på rejse i Grønland. Jeg har fanget rødfisk i Godthåbsfjorden med Jonathan – og en aften i Hans Egedes Hus byttet slips med ham og fået et fint isbjørnehoved i stedet for mit danske udstyr. Isbjørnen er det slips, jeg mest går med for tiden!
Tuusi har vi flere gange besøgt i hans hjembygd Igaliku, hvor nordboernes domkirke lå i middelalderen. Tuusi og jeg har i hvert vores rigsdel været finans- og udenrigsminister og parlamentsformand. Vi har altid svinget godt sammen.
En anden vigtig dimension med mit venskab til Grønland blev oldemoren til to af mine børnebørn – den kraftfulde Maliaraq Vebæk. Maliaraq skrev tidligt grønlandsk kvindelitteratur og genfortalte gamle sagn. Den gamle dame, der boede hernede, og heldigvis fik et meget langt liv, blev vores ven og stærke kilde til kultur og nye bekendtskaber i Grønland.
Mit venskab med Grønland fik desuden et helt særligt løft, da Mette Holm og jeg blev par.
I Mettes forældres pensionat, Patricia i Taarbæk. samledes ofte – og hver jul – den første generation af grønlandske studerende i Danmark. Derfor har hun som lille pige danset om juletræet i grønlænderdragt og hørt Jonathan læse juleevangeliet.
Første gang Mette og jeg besøgte Grønland sammen – ved Hjemmestyrets 25-års jubilæum – blev jeg nærmest modtaget som ny svigersøn af nogle af de gamle grønlændere, Mette kendte fra barndommen.
Vi deltog i flere private fester i løbet af et par dage. Da jeg siden foreslog Mette, at vi giftede os, sagde hun ja på den betingelse, at Jonathan stod for det. Det gjorde han så i sommeren 2005 i Qassiarsuk –nordboernes Brattahlid, hvor Erik den Røde lagde første nordiske boplads i Grønland. Forinden havde vi en uforglemmelig egen rejse med midnatssol til de enorme isbjerge i fjorden i Ilulissat.
Vores gengældte kærlighedsforhold til Grønland bekræftes, når grønlændere mange år efter husker, at vi blev gift deroppe. Mange antager i øvrigt fejlagtigt, at Mette har grønlandske aner. Men hun føler en tilknytning lige så stærk, som hvis det var tilfældet,
Med dronning Margrethe i spidsen fejrede vi i 2009 selvstyrets indførelse med Tuusi som formand for den nye lovgivende forsamling, Inatsisartut og unge Kuupik Klest som leder i den nye selvstyre-regering – Naalakkersuisut. Det var stemningsfuldt og festligt, da Danmark anerkendte, at Grønland selv bestemmer vejen til fremtiden,
Sammen med vores nuværende konge fløj Mette og jeg året efter igen til Grønland til den storslåede begravelse af Jonathan – manden som længst førte an på grønlændernes vej til at blive herre i eget hus. Ved samme lejlighed oplevede vi at Kong Frederik har en enestående stærk og nær relation til grønlænderne. På en måde, der ikke ses hernede, omfavnes han fysisk af folk på gaden. Alle kender til hans store omsorg for og engagement i Grønland, hans fortid med Sirius patruljen, og at kongeparrets tvillinger har grønlandske mellemnavne. Kongen er nok det stærkeste bindeled mellem Grønland og Danmark i denne dystre tid.
Grønlands hjemlige debat om selvstændighed har også ændret karakter, fordi rovdyret i Washington har illustreret, at en befolkning på 56.000 godt kan erklære selvstændighed, men aldrig opnå total uafhængighed. Man skal at læne sig op ad nogen, og der er ikke tvivl om at det er Kongeriget Danmark. Ligesom kongeriget som helhed har ekstremt meget brug for at læne os op ad vore venner i EU og NATO.
Min familie deler meget intenst i grønlændernes vrede og frygt for at blive erobret af grådige amerikanske milliardærer. Men det handler jo ikke bare om Grønland. Trump koster rundt med hele kloden for at pleje sit sindssyge superego, samtidig med at han gennem systematisk og monumental korruption beriger sin egen familie og sine venner blandt supermilliardærerne. Hans gadebander fra ICE provokerer til en ny amerikansk borgerkrig.
Galningen er i færd med en målrettet kamp for helt at afvikle demokratiet derhjemme ved at undertrykke medierne, overtage domstolene og manipulere med valgsystemet. Samtidig har han allerede nu angrebet alle elementer i en regelbaseret verdensorden gennem FN, ødelagt den globale nødhjælp og forkastet den eksistentielt nødvendige kamp mod global opvarmning. Han forsømmer at stå op mod folkemord i Ukraine og Palæstina og udfolder vilkårlig og folkeretsstridig anvendelse af sin militære magt, samtidig med at han fører toldkrig mod alle verdensdele.
Efter alle disse overgreb kan man håbe, at tvangstanken om at frarøve 56.000 grønlændere deres land bliver tyrannens snubletråd: Også blandt hans egne følgere i Kongressen reageres mod den absurde begrundelse om hensynet til USA’s sikkerhed, når Grønland i mere end 80 år har været forsvaret af USA og Danmark i fællesskab.
De ser også store omkostninger for USA ved økonomisk krig og risikoen for et definitivt brud med allierede i NATO ved at tage Grønland med militær magt. Hvis det utænkelige alligevel sker, så vil hverken grønlænderne, Danmark, EU, medlemslande i NATO eller flertallet af amerikanere anerkende en sådan besættelse.
Trump har næppe det nødvendige flertal i den amerikanske kongres til at få finansieret og ratificeret en indlemmelse af Grønland i USA.
Vi skal nok stå det igennem.
Mogens Lykketoft