Forfatter: Lykketoft

Udgivet den

Jeg tror, at mange i Venstre omsider genkender mit billede af Løkke som en lille svindler

Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.

I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.

Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:

Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende

Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.

Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.

Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.

Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.

Frygter flere ødelæggelser

På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.

Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.

Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.

Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.

Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.

Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.

Den lille svinder

For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.

Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:

For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.

For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021

Udgivet den

🇬🇧 Urgent Recommendation to De-escalate NATO-Russia Military Risks

We, in the European Leadership Network, urge de-escalation of NATO-Russia military risks.

The security situation in Europe has deteriorated to its lowest point since the end of the Cold War. 

NATO and Russian military forces operate in much closer proximity than just a few years ago, previous lines of NATO-Russia communications have broken down, and the nuclear and conventional arms control system that took decades to build is rapidly unravelling, with nothing to take its place.

Against this backdrop, the ELN has lent its support to an extended series of detailed senior expert discussions led by ELN members Sergey Rogov and Alexey Gromyko on how NATO and Russia might reduce the risk of inadvertent conflict. The experts group has comprised some 30 people including retired diplomats and military officers from the United States, Russia and Europe.

While members of the group differed over the root causes of the current crisis, they share a common concern that as tension builds between Russia and NATO, there is a growing danger of a real military confrontation.

Read a summary from the discussions leading up to this or download the entire text of the recommendations in English and Russian. Here are links to the full text in French and Polish.

Udgivet den

Absurd at beskrive Mette F’s beslutning som bevidst lovbrud

Min klumme i Berlingske Tidende 3. december – om, hvorfor det ikke giver mening at beskrive Mette Frederiksens beslutning om at slå den danske minkbestand ned som overlagt tilsidesættelse af loven.

Læs den her i Berlingske – eller nedenfor:

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag.

For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet.

Dette kan affejes som et partsindlæg: Danmarks statsminister er min ven. Jeg beundrer hendes indsats for mit parti og mit land. Hun har haft en enestående god intuition til at handle hurtigt imod covid-19-pandemien. Derfor har Danmark på linje med Tyskland en dødelighed, der er mellem en femtedel og en sjettedel af dødeligheden i Sverige, i de store europæiske lande og i USA. Samtidig er vores samfundsøkonomi ramt mindre hårdt end de andres, fordi regeringen effektivt har holdt hånd under beskæftigelsen.

Regeringen iværksatte aflivning af hele den danske minkbestand uden lovhjemmel. Det er der sagt en masse undskyld for, og det er forhåbentlig ikke noget, regeringen igen udsætter landet eller sig selv for.

Det er imidlertid absurd at beskrive Mette Frederiksens beslutning som et bevidst lovbrud, udløst af hendes arrogance over for et hårdt ramt erhverv, magtbrynde og tyrannisering af embedsmændene. Hele hendes opmærksomhed var utvivlsomt på risikoen for, at Danmark på et øjeblik skulle blive forvandlet fra foregangsland til hovedproblem, når det gjaldt om at inddæmme pandemien. Der måtte ikke være den mindste risiko for, at den frygtede mutation i smitten kunne gøre Danmark til superspredernation og true den globale vaccinationsindsats. Derfor skulle der handles med lynets hast.

Det er aldeles usandsynligt, at statsministeren var opmærksom på problemet om manglende lovgrundlag. For hun havde ingen som helst interesse i at skjule det og udsætte sig for den voldsomme kritik, der nu er ankommet. Der var en åben dør til i stor hast at skaffe sig den nødvendige lovhjemmel. Støttepartierne og oppositionens leder, Jakob Ellemann-Jensen (V), var enig i, at minkfarmene – mutation eller ej – var superspredere, og at aflivningen var nødvendig af hensyn til folkesundheden. Et stort flertal var klar til i hast at ændre loven, hvis regeringen havde fremført ønsket.

Men var det ikke alle involverede ministres forbistrede pligt at spørge, om lovgrundlaget var til stede – og fik de ikke notater, hvor der i hvert fald i bilag var rejst tvivl herom?

»Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen …«

Der er ingen tvivl om en ministers politiske ansvar for alt, hvad der gøres eller forsømmes i den pågældendes ministerium – uanset om han/hun fik alt at vide eller læste alt, der blev forelagt.

Derfor måtte fødevareminister Mogens Jensen – som den formelt set mest direkte ansvarlige – tage et slag for holdet og trække sig som minister i stedet for at vente på at blive væltet af oppositionen. Jeg ved imidlertid fra min tid som finansminister, at et problem om manglende lovhjemmel til en politisk ønsket beslutning aldrig ville være gemt i et bilag. Det ville stå med flammeskrift på forsiden af det gule omslag på sagen, så ministeren ikke risikerede at være i tvivl om, at her var et alvorligt problem.

Tidligere departementschef Jørgen Rosted fremmaner virkeligheden, når han siger: »Det havde været ønskeligt, at de havde læst bilagene, men der er ikke timer til det. Det handler om, at ministrene ikke har mulighed for at læse alt forud for møder. Så jeg ser det som et systemsvigt og et svigt af embedsværket«. Måske er embedsværket simpelthen ved at segne efter ni måneder i døgndrift med covid-19?

Det undrer ikke, at en opposition vil bruge en sag som denne til at angribe og forsøge at svække regeringen. Sådan er spillets regler.

Men det er nu alligevel mærkværdigt, hvis Venstre kan tolerere tonen i Inger Støjbergs (V) angreb på Mette Frederiksens »sump«. Støjberg har åbenbart samme ambition som Trump om at skabe mest mulig splid mellem jævne, hårdtarbejdende folk på landet og eliten i storbyen og nære hadet til sine politiske modspillere.

Andre kritiske reaktioner, der fremføres med pænere ordvalg, kan meget vel have andre motiver end ægte saglig kritik og ærlig forargelse.

Der er mange, som ikke under denne regering en medgang, de selv manglede. De synes med stigende utålmodighed at have spejdet efter et alvorligt fejltrin hos den nuværende regeringschef. Det var for meget for dem med den folkelige opbakning, hun fik, fordi hun pressede sit embedsværk til tidlig handling og hidtil har fået os gennem covid-krisen med langt lavere dødelighed og færre økonomiske skader end i de fleste andre lande.

Er dét motivet hos Bjarne Corydon og Noa Redington, der var hovedrådgiverne i Thornings politisk mislykkede projekt, hvor man ikke formåede at få embedsværket til at levere de ønskelige løsninger? I hvert fald er de nu blandt de selvretfærdige, som forarges over regeringen og dens chef, som de påstår arrogant tramper på embedsværket og løber fra sit ansvar for lovbruddet.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 3. december 2020

Udgivet den

Trump afslører, hvor skrøbeligt USA’s demokrati er

Det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt, hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona. Det skriver jeg om i min seneste klumme

Læs den i Jyllands-Posten – eller nedenfor.

Amerikas absurde valgsystem: Biden var kun 43.000 stemmer fra at tabe valget, uanset at han fik 6 millioner flere stemmer end Trump

Joe Biden bliver indsat som USA’s præsident 20. januar 2020. I mellemtiden udfolder Trump en kaskade af ondskab og galskab, der truer USA’s nationale interesser og gør varig skade på tilliden til landets demokrati. Han kaster omkring sig med dekreter, der skal genere efterfølgeren. Han hjælper Taliban til sejr ved forhastet troppetilbagetrækning i Afghanistan, tillader olieboring i fredede områder osv. Han deltager ikke i at bekæmpe pandemien, der snart har slået 300.000 amerikanere ihjel. Han nægter alt samarbejde med den nye præsident, mens hans håndlangere forgæves fører bizarre retssager for at få valget omstødt.

Sandheden er, at USA aldrig tidligere har holdt et valg med færre fejl eller større valgdeltagelse. Men alt for mange af Trumps vælgere tror på hans monumentale løgne, der ukritisk befordres af ultrakonservative medier og deles på twitter. Også de to Trump-sønner optræder som superspredere af løgnehistorier. 

Mistroen til det politiske system vil forstærkes endnu mere, hvis de lovede reformer til gavn for flertallet af amerikanerne blokeres af Republikanerne, uanset at de kun har mindretal af vælgerne bag sig.

Det amerikanske valgsystem er indrettet så de, der vil varetage vælgerflertallets interesse, gang på gang fastlåses i fælder, hvor de ikke har flertal for at gennemføre deres politiske løfter.

Biden bliver præsident. Men Demokraterne skal også vinde omvalgene i Georgia 5. januar for at have flertal i Senatet. 

Et fortsat republikansk Senats-flertal udkommer ikke, fordi de fleste i USA stemmer republikansk, men fordi de små konservative stater i Midtvesten er voldsomt overrepræsenteret. Et senatsflertal kan – ligesom det skete det meste af tiden under Clinton og Obama – blokere reformer af sundhedssystem, velfærd, retssystem og valgordning. Og – hvis Demokraterne ikke kan levere resultater – kan en stadigt dybere mistro til systemet bane vej for en ny Trump-figur i 2024. Også selv om han kun har et mindretal af vælgerne bag sig.

For i USA er det jo langt fra sikkert, at den der får flest stemmer, bliver præsident. Selv et nok så lille vælgerflertal i den enkelte stat udpeger alle statens valgmænd, og præsidenten udpeges af valgmandskollegiet – ikke af flertallet i hele nationen.

Derfor kan selv et meget klart vælgerflertal blive kasseret til fordel for et nervepirrende lotteri, hvor sejren i stedet bestemmes af at en kandidat med en uhyre smal margin kan få flertal i nogle få stater.

Den nationale valgkamp føres derfor stort set kun i disse svingstater. Partisoldater flytter endda postadresse for at stemme dér, hvor de bedst kan påvirke udfaldet: Trumps ambassadør i København, Carla Sands, fik for eksempel denne gang sin stemme talt i Pennsylvania – ikke i den stat, hun rejste til Danmark fra.

I 2016 fik Hillary Clinton 2,9 mio. flere stemmer i end Trump. Men hun blev ikke præsident, fordi Trump overraskende vandt med en margin på 0,6 pct.- 78.000 stemmer – i svingstaterne Pennsylvania, Michigan og Wisconsin.

I 2020 fik Joe Biden over 6 mio. stemmer mere end Trump. Alene i Californien var hans flertal 5 mio. Men det gysende vanvid ved det amerikanske valgsystem er, at Biden trods flertallet på 6 mio. ville have tabt. hvis han ikke havde fået de sidste i alt 43.000 stemmer i Wisconsin, Georgia og Arizona – en margin på 0,4 pct i disse stater. Disse små vælgertal de ’vigtige’ steder sikrede ham de sidste 37 valgmænd, der bragte ham en stor sejr i valgmandskollegiet.  

Lotteriet kan fortsætte næste gang og atter slå ud til den gale side.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2020

Udgivet den

Det store amerikanske drama

Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen. Hvad skal Biden gøre for at ændre på det?

Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske Tidende. Du kan også læse den nedenfor.

Den overvældende interesse for USA’s valg er forståelig. Udfaldet påvirker os alle.

Demokratisk sindede mennesker verden over føler en enorm lettelse over, at Biden overtager fra Trump.

Derimod sørger Brasiliens og Israels herskere og de arabiske potentater i Golfen over udfaldet. De har i Trump haft en stærk støtte til deres politiske mål og autoritære tilbøjeligheder. Putin ærgrer sig givetvis også over, at USA ikke beholder en præsident, der aldrig har villet sætte ham stolen for døren.

Valget af Biden vil helt sikkert styrke internationalt samarbejde om klima, handel, fred og sikkerhed. Vi kan igen tro på, at USA i egen interesse vedstår sine alliancer og støtter et forpligtende internationalt samarbejde.

Corona-epidemien har sat skarpt lys på behovet for et sundhedssystem, der samler alle op, langt bedre uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, social indsats samt et opgør med et uretfærdigt retsvæsen og valgsystem.

Biden har et stærkt folkeligt mandat med cirka fem millioner flere stemmer bag sig end Trump. Han rækker hånden ud til samarbejde og kompromis med sine modstandere. Hvis Republikanerne fastholder sit flertal i Senatet og fortsat er i lommen på den slagne Trump som »spoiler-in-chief«, er der imidlertid stor risiko for en fortsættelse af den visnepolitik, som forhindrede Bill Clinton og Barack Obama i at realisere mange af deres reformforslag.

»Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite.«

Det er en grundskavank i USAs demokrati, at valgsystemet er systematisk skævvredet til fordel for konservative kræfter. Det er værst i Senatet, hvor folkefattige stater i Midtvesten og Syden har samme repræsentation som dynamiske befolkningscentre som Californien og New York. Men det slår også igennem i præsidentvalg. Derfor blev George W. Bush i 2000 og Donald Trump i 2016 valgt med færre stemmer end deres modkandidat. Det var tæt ved at gentage sig i 2020. Det var kun promiller af stemmerne i fire stater, der forhindrede, at Biden – med et endnu større stemmeoverskud end Hillary Clinton i 2016 – blev slået af banen i valgmandskollegiet.

Trump fik hverken et flertal af vælgere eller valgmænd. Hans forsøg på at opdigte valgsvindel faldt på klippegrund, både blandt hans egne i Kongressen og i dét retssystem, han prøver at misbruge.

Men hans realitetsfornægtelse bidrager endnu en gang til at uddybe kløfterne mellem de ca. 76 mio., der stemte på Biden og de ca. 71 mio., der stemte på Trump.

Biden har fokus på at dæmpe modsætningerne og række ud til de skræmmende mange, der holdt fast ved Trump. Opgaven er enorm, for mistroen er dyb, ikke mindst blandt hvide arbejdere, der i årtier har følt sig svigtet og hånet af den gamle magt- og kulturelite. De har oplevet, at jobbene blev færre og reallønnen ringere. De ser ikke staten som en løsning. De er imod nye skatter, fordi de ikke selv har oplevet at få meget for skattekronerne. De føler sig presset af konkurrencen fra udlandet, af mindretallene og migranterne. De rammes af coronavirus, men accepterer ikke smitterisikoen. De afviser tvang til at gå med mundbind og alt andet, som de mener indskrænker deres personlige frihed eller sætter økonomien i stå.

Trump har, skønt han har været præsident i fire år, haft stort held med fortsat at placere skylden for al elendighed hos politiske modstandere i Kongressen og delstaterne, hos udlandet og indvandrerne. Han har bevaret positionen som frelserskikkelse for mange hvide vælgere, der føler sig marginaliseret eller truet af udviklingen. Men det er Republikanernes mangeårige nedskærings- og visnepolitik, der har forhindret samfundsmæssige investeringer, der kunne løfte uddannelserne, afhjælpe jobløsheden og stoppe klimaforandringen.

Realiteten er, at Trump intet gør for den hvide arbejderklasse og alene har fokus på at hjælpe multimilliardærerne. Men alt for mange lytter til Trumps falske løfter og vilde konspirationsteorier. De er lukket inde i den alternative virkelighed, der formidles på Fox News, i ultrakonservative lokale medier og deres ekkokamre på de sociale platforme: Medier, der er finansieret af nogle få milliardærer for at bevare magten.

Derfor er det en enorm udfordring for Biden at overbevise om, at han har bedre svar på menneskers udfordringer – og at han kan skaffe sig flertal for at levere disse svar: De gamle job kommer ikke tilbage. Løsningen er ikke at beskytte forældede teknologier og klimafjendtlige brændsler. Trump fik jo heller ikke gang i kulminerne igen. Nye teknologier er vejen til nye job – vel at mærke hvis der investeres i sundhed, opkvalificering, infrastruktur og klimaløsninger.

Vi krydser fingre for, at det trods alt lykkes.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Udgivet den

Biden genopbygger internationalt samarbejde

USA har brug for stærke alliancer og et klogt diplomati for at standse gamle og forebygge nye konflikter. Biden vil genoptage internationalt samarbejde, som vi har savnet under Trump: I Yemen, i NATO, i WTO, i Arktis, i Iran og med Paris-aftalen. For en lille allieret som Danmark er hele serien af nye toner fra den kommende præsident positive. De gør det let igen at opleve et interesse- og værdifællesskab med USA, som var vanskeligt at få øje på under Donald Trump.

Det skriver jeg om i denne artikel i Ræson 9. november 2020

Flere artikler og indlæg om USA fra min hånd her

Udgivet den

Det vil være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under corona-pandemien. Det skrev jeg om i min klumme i Berlingske forleden, på valgdagen.

Billedtekst: »Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk« Foto: Brendan Smialowski/AFP/Ritzau Scanpix

Læs artiklen i Berlingske her – eller nedenfor

DEMOKRATIET VANDT

Valget er en neglebider, der ryster os alle. Men jeg vover at tro, at Trump ender med at tabe. Joe Biden og Demokraterne har overvundet alle de handicaps, som USA’s forældede valgsystem giver til det befolkningsflertal, der hver gang stemmer demokratisk, men kun hver anden gang får magten.

Både for USA og det meste af verden vil det være en enorm lettelse at slippe af med den skamløse narcissistiske løgnhals, der vandt i 2016 og fik endnu flere stemmer i 2020 ved systematisk propaganda fra Fox News og serien af ekstremistiske medier, der blev finansieret af en flok dybt reaktionære milliardærer. Den monumentale ulighed i økonomi og viden i det amerikanske samfund forklarer, at så mange kunne vildføres. Men Trump blev ikke den frelsende virksomhedsleder, der kunne overvinde alt dét, der bekymrede folk. Han kunne og ville selvfølgelig heller ikke løse alt det, der var galt i et politisk system, som Republikanerne i årevis har forhindret i at fungere. Han har kun leveret til de superrige. Han har skabt død og ødelæggelse for ufatteligt mange mennesker og virksomheder ved sin katastrofale håndtering af coronapandemien.

Det er afgørende for USA og klodens fremtid, at Trump forsvinder, men dybt foruroligende at så mange amerikanere, efter hans fire år som præsident, fortsat gav ham deres stemme. Han kan også nå at lave mange ekstra ulykker inden 20. januar 2021. Ultimativt noget, der ligner borgerkrig fra hans svært bevæbnede venner på den yderste højrefløj.

Udfordringerne for Joe Biden er enorme. Vagtskiftet er kun den første nødvendige forudsætning for, at USA kan gøre op med de enorme svagheder, skævheder og modsætninger, som den afgående præsident så systematisk har næret og spillet på de seneste fire år. Der skal folk med viden, kompetence og god vilje ind på et vældigt antal centrale positioner. På rekordtid skal der laves grundlæggende reformer af sundhedssystem, retsvæsen og valgregler. Set udefra åbner sig på ny muligheder for internationalt samarbejde og fælles indsats for at imødegå den skæbnesvangre klimakrise.

USA har nu chancen for at rette op de ekstreme skavanker i samfundet, som er blevet forstærket og eksponeret under coronapandemien. Alt, der er sket i USA fra januar til november i år, viser det enorme behov for national ledelse til at bremse smitten. Men også langt bredere hvorfor USA har brug for en sundhedsreform, der forsikrer alle, og for et arbejdsmarked med et ordentligt socialt sikkerhedsnet. Der er meget at lære i Skandinavien om samfundets rolle i at skabe både konkurrenceevne og social sammenhængskraft.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget er fra Berlingske Tidende 4. november 2020

Her finder du flere kommentarer fra min hånd om præsidentvalget og Trumps forvaltning af USA

Udgivet den

Energi i klimakampen

I Danmark har vi forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. Og vi har også en forpligtelse til at gøre det.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende, som blev bragt 14. oktober. Læs den her. Den kan også læses nedenfor:

Seks mio. danskere har samme klimaaftryk som 100 mio. fattige afrikanere

De seneste fem år har jeg brugt det meste af min tid på at kæmpe for FN’s verdensmål og klimaaftalen i Paris.

Den nye dagsorden for en bæredygtig fremtid blev tiltrådt af alle verdens regeringer i efteråret 2015, mens jeg var formand for FN’s Generalforsamling. Min opgave i FN var at medvirke til så meget engagement som muligt for den nye globale dagsorden hos regeringer, storbyer, virksomheder og civilsamfund: De er nationalt og internationalt nødvendige partnere, når vi i højt tempo skal gennemføre grundlæggende forandringer i produktion og forbrug, udrydde den ekstreme fattigdom og bekæmpe den monumentale ulighed.

Siden min tid i FN har jeg også holdt utallige møder i ind- og udland for at mobilisere og motivere til handling om verdensmål generelt og klima i særdeleshed.

Klimaet haster mest: Hvis vi ikke inden for de nærmeste år får bremset den globale opvarmning, så tipper det til voldsomme og uafvendelige temperaturstigninger, som vil skabe ørkenspredning, oversvømmelser fra stigende vandstande i verdenshavene samt nedsmeltning af de gletsjere, som er ferskvandskilder for hundredvis af millioner mennesker. Hele civilisationer samt dyre- og planteliv vil være under angreb, og folkevandringer i hidtil uset omgang vil blive konsekvensen. Uden klimahandling NU overlader vi derfor en langt mere ustabil og konfliktfyldt verden til vores børn og børnebørn.

Tungt fodaftryk

Der spørges, hvad forskel det kan gøre for klodens tilstand, at Danmark går i spidsen, når vi er under seks millioner mennesker – mindre end én promille af klodens befolkning.

Svaret er, at vores mønster for produktion og forbrug betyder et fodaftryk på kloden og atmosfæren, der er lige så tungt som fra 100 millioner fattige afrikanere. Svaret er også, at vi har forudsætninger for at blive leverandører til resten af verden af de teknologier og produkter, der skal redde klimaet. De store havvindmøller er der allerede. Hvis vi er ambitiøse på hjemmebanen, bliver vi også bedre til at bidrage med meget andet og mere til klimaløsninger rundt i verden.

»Prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr.«

Vi har sat de høje danske ambitioner med målet om 70 pct. reduktion af CO2-udslippet frem til 2030.

Nu skal vi også have fart på med at vælge de rigtige og tilstrækkelige virkemidler.

Personligt har jeg fået en ny spændende mulighed for at medvirke: Regeringen udnævnte mig i sidste måned til bestyrelsesformand i Energinet Danmark, som ejer de store transmissionsledninger for el og gas. Det er hos os, der skal vælges, udføres eller understøttes en stor del af de investeringer, der skal sikre CO2-målet.

Energinet er helt ejet af den danske stat, og klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen forvalter ejerskabet. Jeg ser frem til et nært samarbejde, hvor vi i Energinet med vores ekspertise kan rådgive om at vælge de bedste løsninger til at nå de høje mål.

Stort prisfald

Det er indlysende, at vi satser på vind og sol. I kraft af bedre teknologi og dramatiske prisfald kan vi imødese en voldsom vækst i vedvarende energi i de næste par årtier.

»Energi-øer« skal bygges i Østersøen og Nordsøen, samle elkraften fra efterhånden gigantiske havvindmølleparker og sende den videre i et stadigt mere fælles europæisk ledningsnet.

Et vældigt antal solenergiprojekter er også undervejs, fordi prisen for en solcelle, der for 12 år siden kostede 100 kr., er faldet til 5 kr. Det giver udfordringer, fordi de eksisterende net langt fra alle vegne kan modtage den nye elkraft. Der er brug for en bedre samordning mellem lokaliseringen af solcelleanlæg og udbygning af nettet.

De gamle kraftværker, der fyrer med fossile brændsler, nedlægges. Når energikilden alene er sol og vind, bliver det en større udfordring altid at sikre ligevægt mellem udbud og efterspørgsel på elkraft.

Den korte fortælling er, at vi er på kurs mod meget større elforsyning fra vedvarende energi, end vi nu producerer fra både fossile og vedvarende kilder. Der kommer billig grøn strøm til industrien, til at afløse vores gasfyr med varmepumper, til at oplade elbilerne og meget andet.

De næste store spring handler om, at vi skal finde ny veje til at lagre elektricitet fra meget blæsevejr og høj sol. Men ikke mindst handler det om til at forvandle elektricitet til flydende grønne brændstoffer, der kan drive skibe, fly og tunge køretøjer. Kodeordet her er »Power-to-X«. Det skal udvikles i et samarbejde med private aktører. Sammen skal vi finde ud af hvordan og i hvilken rækkefølge. Det er ufatteligt spændende og løfterigt.

Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 14. oktober 2020

Her kan du læse flere af mine indlæg om klimadagsordenen

Udgivet den

Bliver flertallet atter udmanøvreret i USA?

End ikke et betragteligt stemmeflertal ved præsidentvalget kan sikre Joe Biden præsidentposten; dertil er valgsystemet, retsvæsenet og andre demokratiske institutioner i USA for skævvredne til republikanernes fordel.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i J-P. Hele teksten kan også læses nedenfor.

Får USA ny præsident og nyt flertal i Senatet efter fire års vanvid med Trump? 

Det er hævet over enhver tvivl, at et stort flertal vil stemme på Demokraterne. Det har de gjort i snart mange år. Det gjorde de f.eks. også ved præsidentvalgene i 2000 og 2016. Alligevel førte det til en republikansk præsident. 

Intet tyder på, at Trump uden videre vil acceptere valgresultatet, hvis han taber. Men selv uden forsøg på statskup er der en halv snes grunde til, at dét flertal, der stemmer på Demokraterne, igen risikerer at blive et mindretal i valgresultatet:

Valg i enkeltmandskredse betyder, at vinderen tager det hele, og stemmer på taberpartiet er spildt.

Ved præsidentvalget gælder det samme også i hver enkelt delstat. Præsidenten vælges ikke ved flertal af de afgivne stemmer. Han udpeges af et valgmandskollegium, som det sejrende parti i en delstat udpeger alle statens valgmænd til. 

Både i en stat og en kreds er det mere værd for udfaldet at vinde med 51 pct. end med 80 pct. af stemmerne. Derfor manipulerer især republikansk styrede stater hæmningsløst med grænsedragningen for valgkredsene. De propper f.eks. sorte vælgere sammen i få kredse, hvor Demokraternes kandidat kan få 80 pct. af stemmerne, mens Republikanerne med meget mindre margin kan vinde resten af statens valgkredse. I en stat, hvor vælgerne fordeler sig næsten ligeligt mellem de to partier, kan det give dem, der havde flertal til at tegne valgkredsene, syv ud af ti repræsentanter.

Dertil kommer, at de 700.000 mennesker – helt overvejende sorte – der bor i Washington DC, er uden stemmeret i Kongressen. Fire millioner i Puerto Rico og 100.000 med bopæl på de tidligere dansk-vestindiske øer m.fl.  har hverken stemmeret i Kongressen eller valg af de valgmænd, der udpeger præsidenten. 

Nogle stater har desuden taget stemmeretten fra tidligere straffede. Det rammer især mange millioner af ikke-hvide, der overvejende stemmer på Demokraterne.

Al lovgivning i USA kræver flertal både i Senatet og Repræsentanternes Hus.  

I Senatet har hver af de 50 stater uanset folketal to repræsentanter. Det betyder, at der skal 68 gange så mange til at vælge en demokratisk senator i Californien som en republikansk senator i Wyoming – en stat i dét Midtvesten, der med svindende folketal er voldsomt overrepræsenteret i Senatet!

I Huset fordeles antal valgkredse efter folketællingen hvert tiende år. Det ligner ligelig repræsentation, men manipulation med kredsinddelingen betyder som nævnt at virkeligheden er anderledes. Og Trump forsøger i øvrigt også at manipulere med folketællingen i 2020.

En vælger i en stat med lav valgdeltagelse har desuden større vægt end en vælger i en stat med høj valgdeltagelse. Det inspirerer især republikansk styrede stater til ikke bare at manipulere med valgkredsinddelingen og fratage tidligere straffede stemmeret. Man forsøger også at holde vælgere væk ved at oprette få, spredte og underbemandede valgsteder med lange ventetider og køer i de områder, hvor der især bor farvede – og man gør det særligt besværligt for studerende at stemme.

Her i 2020 er der desuden frygt for at Trump berøver Postvæsnet de fornødne ressourcer til at indsamle og aflevere brevstemmer tids nok til, at de er gyldige ved afstemningen.

Og for resten: Selv om Demokraterne overvinder alle forhindringer og faktisk får præsidenten og flertallet i Senatet, så er det en reel trussel, at det nye massive konservative flertal i Højesteret vil underkende flertallets ønsker om f.eks. sundhedsreform og fortsat ret til abort.

Sandt folkestyre?

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 13. oktober 2020