Tag: uddannelse

Udgivet den

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien

Udgivet den

Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021