Putin, Trump og Netanyahu er magtfulde monstre, som samler menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed – mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Vanvittig verden

Sommeren er god ved os, der blev hjemme fra hedebølger, oversvømmelser, tørke eller konflikter i andre dele af verden. Hjemme kan man dyrke sin have. Svømme i rent havvand. Mødes og spise godt med familie og gamle venner. Få tid til at fordybe sig i bøger, aviser og tidsskrifter.

Men når man holder sig orienteret om verdens tilstand, bliver man alligevel ustandseligt konfronteret med vanvid og plaget af bekymring for, at det kan gå endnu mere galt med det lille mandskab, der bestemmer det meste:

De mest magtfulde monstre som Putin, Trump og Netanyahu synes at samle de fleste af menneskehedens dårligste egenskaber i deres egne kroppe: Grænseløs grådighed efter penge og magt, hæmningsløs kynisme og ufølsomhed over for andres lidelser. 

Det er mennesker, der er forgiftet af egne vrangforestillinger og marineret i hævngerrighed. Der er intet grundlag for at tro, at de vil overholde aftaler, man laver med dem.

Det er åbenbart meget vanskeligt for Europa at varetage vores egeninteresser i sikkerhed og økonomi – for slet ikke at tale om at værne om international ret og medmenneskelighed. Der er ikke enighed om, hvorvidt at det er klogt at konfrontere monstrene.

Europas fokus er på sikkerhed, forstået som forsvar mod Putins aggression ved at sikre Ukraines overlevelse og selv opruste massivt. Det kan tage år at kunne modstå Putin alene, og derfor klamrer vi os til en forhåbning om, at Trump vil indse USA’s egeninteresse i at standse Putin. Derfor har vi allerede accepteret at betale for de nødvendige amerikanske våbenforsyninger til Ukraine.

Det er også Europas håb at bevare USA som forpligtet i NATO og for Ukraine, der har fået os til at tåle 15 procent told til eksport til USA og acceptere toldfri amerikansk markedsadgang hos os. 

Uden denne sammenhæng er det uforståeligt, at EU kan gå ind på en så ulige og ydmygende aftale. 

Nobelpristageren Paul Krugmann – og mange andre – har flere gange påpeget at Trumps vilkårlige brug af toldvåbnet er vildt misbrug af hans beføjelser efter amerikansk lovgivning.

Dette afgørende spørgsmål afprøves nu ved domstolene. Men det er ingen given sag, at Trump retter sig efter domstole. Og hvis sagen ender hos hans venner i Højesteret, er det ikke umuligt, at han får medhold.

Besnakket af Putin

I hvert fald vi har ingen garanti imod, at Trump, uanset indrømmelserne fra EU, vender tilbage med nye krav til os. Vi kan heller ikke være sikre på, at han ikke igen lader sig besnakke af Putin til at skære livlinen til Ukraine over. 

Han har fyret de fleste folk med udenrigspolitisk indsigt og erfaring, og han har ikke – modsat Putin og Netanyahu – en fastlagt strategi. 

Han styres af impulser, der kan skifte fra samtale til samtale. Han læser ikke notater, men ser højst billeder. Mange håber lige nu desperat på, at Melania viser ham fotos af døde, sårede eller udsultede børn fra hhv. Ukraine og Gaza og overtaler ham til omsider at sætte hælen i over for de to andre monstre.

Det kræver en vedholdende indsats med nye, benhårde sanktioner mod Rusland og ubrydelig fælles amerikansk-europæisk opbakning til Ukraine at overbevise Putin om, at han ikke kan udslette landets frihed. 

Den russiske diktator stopper ikke krigen, før han ikke længere tror, at det er muligt for ham at manipulere Trump væk opbakningen til Ukraine. Man må håbe, at præsidentfruen, Republikanerne i Kongressen og den almindelige folkestemning i USA kan holde Trump fast på den utålmodighed med Putin, der har ramt ham lige nu.

Netanyahus usminkede folkemord

Det er endnu tungere at få et amerikansk opgør med Netanyahus – selv ifølge israelske menneskerettighedsorganisationer– usminkede folkemord, selvom folkestemningen også i USA – som i Europa – rykker på grund af de enorme civile tab, den fuldstændige ødelæggelse af Gaza og den eksplosive sultkatastrofe, Israel har et stort ansvar for at have skabt.

Mange vestlige regeringer har alt for længe tiet. 

En grund er bekymring for konfrontation med USA og håb om ikke at svække de skrøbelige relationer. 

En anden er manglende erkendelse af, at Netanyahus Israel ikke er en demokratisk forpost, men en voldsomt undertrykkende apartheidstat, hvis regering fører krig med alle kendetegn på folkemord som defineret i folkeretten. Det sker åbenlyst med det formål at fordrive palæstinenserne fra Palæstina. Samtidig destabiliserer man i øvrigt nabolandet Syriens nye regering med militære angreb ind i landet.

Vi har her og nu brug for en meget aktiv folkebevægelse i hele den vestlige verden for at få vore regeringer til at gøre alt muligt for at standse den ufattelige katastrofe i Gaza.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 9. august 2025

Mere fra min hånd om Ukraine og Israel-Palæstina

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde