Kamæleonen Løkke Rasmussen skifter næppe farve til rød

Jeg har været i politik sammen med Lars Løkke Rasmussen for længe til at stole på, at hans stemningsskift til midtsøgende lilla er holdbart. Det har jeg skrevet dette indlæg om i Politiken i dag, torsdag d. 27. oktober 2022. Læs det her – eller nedenfor:

Lars Løkke Rasmussen har to sider

Jeg har været til stede i Folketinget i næsten 38 år – ofte helt i front. I den tid kom jeg til at bedømme mine kolleger mere på, om jeg kunne stole på dem, end om vi var politisk enige.

Med næsten 20 års erfaring med Lars Løkkes Rasmussens (M) politiske holdninger og adfærd har jeg mere tillid til mine iagttagelser undervejs end til den påståede fornyelse af sig selv, som han nu så dygtigt fører valgkamp på.

Mit billede er, at Lars Løkke Rasmussen har to sider.

Den ene er, at han total opportunist, når det gælder om at sikre sin egen position. Derfor har han gennem 12 af de seneste 18 år været et ledende medlem af regeringer, der helt ensidigt førte økonomisk politik til højre med støtte fra Dansk Folkeparti. 

Aftalebrud og nedskæringer

Han har medansvar for dette århundredes største skandale – nedbrydningen af den danske skatteforvaltning, der hvert år koster velfærdssamfundet milliarder af tabte kroner. 

Som indenrigs- og sundhedsminister gennemtrumfede han med DF en kommunalreform, selv om hans daværende chef, Anders Fogh Rasmussen, havde givet Poul Nyrup og mig tilsagn om et bredt forlig med Socialdemokratiet. 

Under stærk kritik fra Rigsrevisionen og Statsrevisorerne søgte han at løbe privatiseringen i gang ved at overkompensere de private sygehuse. 

Som finansminister gennemførte han – lige før han overtog statsministerposten i 2009 – de hidtil største skattelettelser til de allerrigeste danskere. Han fulgte det op med stort set at afskaffe efterlønnen, selv om S, V, K, R og DF ved velfærdsforliget i 2006 havde givet hinanden håndslag på ikke at ændre mere på efterlønnen. Det var endnu et politisk løftebrud. 

Endelig tog han som statsminister initiativ til voldsomt at nedskære dagpengeperioden for de arbejdsløse i en arbejdsløshedsperiode med det resultat, at titusinder fik intet eller ringere forsørgelsesgrundlag.

Jeg havde i mine mange år på Christiansborg ikke en modspiller, der havde et mere letfærdigt forhold til politiske forståelser end Lars Løkke Rasmussen. Tilsagn og aftaler er underordnet i forhold til, hvad der lige nu gavnede Lars Løkke Rasmussens projekt.

Mester i øget ulighed

Lars Løkke Rasmussen var ikke så magtfuldkommen som sin forgænger, dette århundredes mest magtfulde statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Det virkede ikke troværdigt, når han sagde, at han ikke ville være statsminister for enhver pris: Fra 2016 til 2019 klamrede han sig til magten med en dysfunktionel regering, der foruden de konservative omfattede Anders Samuelsens fantasifulde version af Liberal Alliance.

Han var statsminister i alt godt seks år, hvor han også gav Inger Støjberg frie hænder til først at bekæmpe fagbevægelsen som beskæftigelsesminister og derefter til som integrationsminister at føre en stadig strammere udlændingepolitik ud i direkte lovovertrædelser. Siden stemte han imod at sende hende i Rigsretten, og nu siger han, at det gik for vidt med stramninger, og at Støjberg ikke skal i regering igen. Hvad tør man tro?

Den anden side af Lars Løkke Rasmussen er – som også Hans Engell har peget på – en livslang superliberal og derfor en usandsynlig deltager i en socialdemokratisk ledet regering. Især hvis den skal føre noget, der ligner socialdemokratisk politik. 

Han er entydigt den enkeltperson i dansk politik de seneste 20 år, der har realiseret de største lettelser i skatten for de rigeste og de største nedskæringer på velfærdsydelserne. Med andre ord en målrettet forkæmper for større ulighed. 

Den tilbøjelighed er ikke forsvundet. Det ses tydeligt ved, at han går til valg på et nyt skatteforslag, hvor han overgår sig selv fra 2009 med hensyn til voldsomt at forgylde de mest velhavende med lavere personskat, samtidig med at han ønsker en stor nedsættelse af selskabsskatten. Disse forslag er reelt i direkte konflikt med muligheden for at skaffe pengene til de nødvendige store investeringer, der skal fastholde Danmark i vores førende position på klimaløsninger.

Ægte sindelagsskifte?

Jeg har derfor meget vanskeligt ved at tage Lars Løkkes sindelagsskifte til fordel for en midterregering med Socialdemokratiet for pålydende – jeg tror ikke på hans vilje til at være minister i en regering ledet af Mette Frederiksen. 

Jeg kan heller ikke skimte det politiske grundlag for en fælles regering med Moderaterne. I grunden ville det være lettere – hvis man kun ser på programmerne – med det Venstre, som tegner sig efter Løkkes afgang som partiformand. 

Men der er hos de andre borgerlige partier en interesse i at fremstille det, som om Løkke vil undergive sig Socialdemokratiet, for at skræmme borgerlige vælgere væk fra ham – og måske få nogle hidtidige S- eller R-vælgere til at vandre over til hans Moderaterne, i forvisning om at Mette Frederiksen alligevel fortsætter.

Uanset hvilken regeringskoalition, der kan dannes efter valget, er det afgørende, at Socialdemokratiet kan føre an i en aktivistisk klimapolitik og en indsats mod den alt for store ulighed. Det kan man ikke være sikker på, hvis man tages som gidsel af Lars Løkke Rasmussen.

Gå aldrig tilbage til en fuser

Hvis man ikke skal være gidsel, er det nødvendigt, at der efter valget fortsat er et folketingsflertal af S, R, SF, EL og Alternativet.

Uden et stærkt grønt flertal svækkes Socialdemokratiets forhandlingsposition, og muligheden for en S-ledet regering kan forsvinde. 

Ingen kan vide, om Lars Løkke Rasmussen er mere trofast over for ideen om en midterregering med Socialdemokratiet, end han var over for tilsagnene om en bred kommunalreform og over for ikke at lave mere om på efterlønnen efter velfærdsforliget i 2006. Han kan forlade regeringsforhandlinger med Socialdemokratiet ved at insistere på væsentlige dele af sit eget neoliberale program og ved at foreslå sig selv om leder af sådan en regering.

Hvad tror vi, der sker efter et sådant forløb? Hvad hvis den sekskantede borgerlighed i desperation over ellers ikke at kunne vælte Mette Frederiksen tilbyder Lars Løkke at blive regeringschef? Venstre tilbød jo Marianne Jelved statsministerposten i 1993 for at undgå Nyrup, og de tilbød Margrethe Vestager posten i 2011 for at undgå Thorning. De radikale damer sagde begge gange nej tak. Men mon ikke Lars Løkke Rasmussen ville sige ja tak?

Derfor: Gå aldrig tilbage til en fuser, hvis du vil have en socialdemokratisk ledet regering.

Indlægget blev bragt i Politiken 27. oktober 2022

Mere fra min hånd om Folketingsvalget

Støjberg er superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj

Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her – eller nedenfor:

Midtvejstanker om valgkampen

Vi er midt i en valgkamp, hvor temaerne flimrer, og de usædvanligt mange partiers tilslutning dagligt svinger mærkbart.

De borgerlige forsøgte at puste liv i de døde mink. Men de fleste vælgere ved godt, at sagen ikke handler om, at der var reel politisk uenighed om, at minkene af hensyn til risikoen for folkesundheden skulle aflives, og at minkavlerne skulle have erstatning. Dét var sket uanset regeringens farve. Erstatningen blev imidlertid nok presset i vejret af de borgerlige i ly af den alvorlige håndteringsfejl om mangelfuld lovhjemmel.

Nu synes oppositionen, at den har ny næring til at mistro regeringen på grund af det partsindlæg, som netop er udkommet fra den tidligere spionchef, der er under alvorlig anklage for at have lækket statshemmeligheder. Sagen er velegnet til mistænkeliggørelse, blandt andet fordi anklagen er hemmeligstemplet.

Valget bør fortsat handle om, at der er sikker hånd på roret under krig og energikrise. Derfor kom Socialdemokratiet godt fra start. Det anerkendes af de fleste, at Mette Frederiksens krisestyring bragte os gennem pandemien med færre dødsfald og bedre samfundsøkonomi end stort set alle andre lande. De fleste forstår også godt, at pandemi og sygeplejekonflikt har været udmarvende for sundhedssektoren, og at de mange kriser har stået i vejen for planlagte forbedringer. Selv de mest klimaaktivistiske erkender også, at Danmark er rykket hurtigere med klimahandling end andre lande.

SF og Enhedslisten holder stillingen pænt, og Alternativet er måske på vej til at genopstå. Men De Radikales selvmordsprojekt med at udløse valg i utide synes at halvere Sofie Carsten Nielsens flok og skaber tvivl om genskabelse af det rød-grønne flertal fra 2019.

Omvendt ser det bestemt ikke ud til et flertal for de seks borgerlige partier, der skiftevis er enige og uenige om, hvad de er enige om. Søren Papes troværdighed som statsministerkandidater er nedslidt, dels på grund af tvivlen om hans personlige dømmekraft, dels fordi han gik til valget på et program for skattelettelser til de rigeste i lighed med det, der er ved slå den nye konservative britiske premierminister politisk ihjel.

Jakob Ellemanns Venstre er tæt på halvering som følge af afskalningen til både Støjberg og Lars Løkke Rasmussen. Løkke kan ikke støtte en Ellemann-regering, hvor Støjberg er minister. Han fortryder åbenbart, at han som statsminister slap hende løs til at bryde loven for at sætte trumf på den stramme udlændingepolitik, som han nu mener er blevet rigeligt stram. Andre borgerlige partiers vilje til at tage dén politiker ind som minister, som Rigsretten satte i fængsel, viser, at det borgerlige krav om konsekvent og hård retspolitik i praksis er meget selektivt.

Det er i øvrigt overraskende, at så mange vælgere tror, at Inger Støjberg kan og vil gøre alt anderledes end i de mange år, hun var ledende Venstre-politiker og minister. Henvisninger til, hvad hun tidligere har ment, afviser hun som skræmmepolitik, mens der afsløres meget lidt konkret om den nye kurs. Al Støjbergs færd viser hende imidlertid som superborgerlig med afsky for fagbevægelse og venstrefløj. Hun appellerer nu til en del jyders følelse af være svigtet af de magtcentre i København, som hun selv i mange år har været en central del af – herunder tidligere borgerlige regeringer, der gik i spidsen med centralisering af politi, domstole, kommuneinddeling, sygehusvæsen mv.

Løkke udelukker at gøre Ellemann til statsminister i en koalition, der støttes af Støjberg og Vermund – og af Messerschmidt, hvis han er i Folketinget. Det kan placere Løkke som murbrækker for en krisekoalition hen over midten, som også Mette Frederiksen taler for. Da V og K kategorisk afviser ideen, kan der blive lidt smalt i dén midte. Men det skal da have en chance, hvis der kan skrives et regeringsprogram med endnu stærkere grønne ambitioner – og effektiv indsats for at mindske ulighed og fattigdom.

Partiernes forskellige forslag til generelle skattelettelser kunne med fordel træde i baggrunden til fordel for klarhed om den nødvendige støtte til de alt for mange borgere med beskedne indtægter og dyr opvarmning, der trues af fallit og af at skulle gå fra hus og hjem på grund af absurd høje energiregninger. Her kan det bekymre, at Lars Løkke går til valg på en ny skæv skattereform, der genopfrisker erindringen om, at han som minister er dén person, der de seneste 20 år har været den centrale aktør på at øge uligheden i Danmark ved skæve skattelettelser i toppen og nedskæringer for arbejdsløse og folk, der søgte efterløn.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlingske 18. oktober 2022

Mere fra min hånd om skattepolitik

Papes illusion om både skattelettelser og velfærd

Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor

Søren Pape fremtryller den borgerlige illusion om penge til både skattelettelser og velfærd

Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.

Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.

Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.

Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.

2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.

Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.

Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.

Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.

Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.

Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.

Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.

Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:

Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.

På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.

Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021

Mere fra min hånd om beskæftigelse

Kommentar: Øget ulighed skal ikke være vejen til flere i arbejde

Det er beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering. Det skrev jeg om i denne kommentar i Berlingske Tidende 15. september 2021. Læs den her – eller nedenfor:

Opkvalificering – ikke ulighed – er vejen frem

De seneste par årtier er gennemført en serie forringelser af dagpenge og kontanthjælp og leveret asociale skattelettelser til de rigeste for et meget stort milliardbeløb. Fagbevægelsen er undergravetlønspredningen vokset, og den vidt berømmede danske model er efterladt med flere fattige børn og flere superrige.

Regeringen har igen – under skrig og skrål fra borgerligheden – foreslået en moderat stigning i beskatningen af kapitalafkast.

Stigningen burde egentlig være endnu større, fordi netop de superrige høster enorme kursgevinster og beskattes meget lavere heraf end af arbejdsindkomst. Det er en motor for fortsat stigende ulighed. Det er det også, når De Radikale igen går i spidsen for borgerlige fremstød for topskattelettelser. Mærkeligt at deres venstreorienterede vælgerkorps kan leve med det!

Desværre kan de borgerlige ikke slippe vrangforestillingen om, at man kun kan få de rige til at arbejde og investere mere ved at give dem skattelettelser, og at man kun få de fattige til at arbejde ved at nedsætte deres ydelser. Det understøttes desværre også af de regnemodeller, der er udviklet siden Fogh-regeringens tid. Men intet tyder på at de to årtiers asociale reformer har haft den påståede effekt: Der er ikke mange, der arbejder mere, fordi marginalskatten sænkes – og nogle arbejder endda mindre. Der var meget få på kontanthjælp, der faktisk fik arbejde, fordi ydelsen blev skåret ned: Grotesk nok blev det af Lars Løkke udlagt som et fremskridt, at en tiendedel fik arbejde, mens ni tiendedele bare blev endnu fattigere.

Derfor er det beklageligt, at den nuværende regering endnu ikke har fået revideret urealistiske forudsætninger i Finansministeriets modeller. Men det er opmuntrende, at Nina Smith som formand for arbejdet med ny arbejdsudbudsreformer både påpeger modellernes usikkerhed og ufuldkommenhed, afviser ny reduktioner i ydelser og sætter fokus på opkvalificering.

Socialdemokratiet har altid ment, at der er job, der er så usle i løn og arbejdsvilkår, at vi skal vælge ikke at have dem i Danmark. Vi har vist, at der alligevel kunne sikres fuld beskæftigelse ved at give mennesker med utilstrækkelige forudsætninger et godt tilbud, de ikke kunne afslå, om uddannelse eller jobtræning. Tilbud om bedre sprogkundskaber og anden opkvalificering er naturligvis bedre end »nyttejob«.

Hverken dagpenge eller sociale ydelser er et tag-selv-bord. Der er både rettigheder og pligter. Jeg har været helt enig med regeringen, når den har talt for et forbedret dagpengesystem som vejen til igen at styrke den danske model – og har påpeget, at der er andre og mere sympatiske midler end lavere ydelser til at bringe dem i arbejde, der er unødigt sene eller kræsne i deres jobsøgning,

Derfor er det et stort skridt i den rigtige retning med forslaget om forhøjelse af dagpengene med 5.000 kroner under de første tre måneders ledighed, hvis man været beskæftiget to år inden for en treårs periode.

Jeg forstår godt, at man vil modvirke, at så mange nyuddannede er på dagpenge, men hvorfor kan det ikke modvirkes ved strammere praksis for arbejdsanvisning i stedet for lavere ydelse? Der foreslås en meget stor nedskæring i dimittendsatsen for nyuddannede ledige ikkeforsørgere, og en forkortelse af deres dagpengeperiode til ét år. Måske vil det kun ramme få på pengepungen i den aktuelle højkonjunktur. Men der er ikke altid højkonjunktur, og så kan den dramatiske stramning ramme mange hårdt. Desuden kan forslaget være endnu et bidrag til at undergrave veluddannede unges tilmelding til den solidariske offentlige arbejdsløshedsforsikring.

Dette modsætningsfyldte udspil skal måske opfattes som en slags imødekommenhed over for Venstres formand, der forleden ville skære i dimittendydelsen for at finansiere klimaindsatsen.

Udspillet opfattede jeg imidlertid som et bidrag til en politisk livsfarlig kobling mellem klimaindsats og social nedskæring: Hvis ikke vi formår at skabe en mere retfærdig fordeling efter mange år med stigende ulighed, så risikerer vi at den folkelige opbakning til klimakampen kollapser. Derfor skal ikke konstrueres en modsætning mellem klimaindsats og social velfærd.

Når vi skal finansiere klimaindsats for at være/blive foregangsland, så er det en overskudsgivende investering, der i vores enormt veltunede samfundsøkonomi helt uproblematisk kan finansieres ved at opbløde en idiotisk stram budgetlov.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet