Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes – det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske. Læs den i avisen eller nedenfor:
Valg mellem klimaløsning og sikkerhed?
De seneste meningsmålinger i Europa viser, at indsats mod klimaforandringen fortsat er på toppen af borgernes ønskeseddel. Men der er nogenlunde lige så mange, der mener, at indsatsen for at styrke sikkerheden ved oprustning og bistand til Ukraines forsvar mod den russiske aggression er vigtigst.
Det er et problem ved spørgemetoden, at de to opgaver opstilles, som om de skal konkurrere med hinanden. Det er et endnu større problem, at mange politiske beslutningstagere også er kommet til at anskue det som en konkurrence om ressourcer. Ukraine-krigens farlige udvikling trækker politisk opmærksomhed og kapital væk fra klimaindsatsen.
Da Putin indledte sin angrebskrig for over to år siden, så det ellers ud til, at der var forståelse for, at indsats for at imødegå klimaforandringen og for at bremse aggressionen er to sider af samme sag; uanset oprustningen skal der fortsat være rekordtempo i udfasningen af fossile brændsler, hvis man både vil undgå, at kloden mere og mere katastrofalt og uafvendeligt koger over som følge af CO₂-forureningen, og undgå afhængighed af de tyranner, der sidder på størstedelen af forekomsterne af olie og naturgas.
Både og – ikke enten eller
Der er tale om to krige, som vi ikke må tabe, hvis kommende generationer skal have et ordentligt liv. Én, der skal afgøres de nærmeste år, og en anden, der skal vindes ved at standse CO₂-forureningen inden 2050.
I Ukraine skal det afgøres, at Rusland ikke kan vinde, så både Putin og andre despoter afskrækkes effektivt fra at starte nye erobringskrige.
På klimafronten skal vi om kun et par årtier revolutionere hele vort forbrugs- og produktionsmønster til at standse den globale opvarmning og de stadig flere massive naturkatastrofer, der ledsager den. Stigende vandstand i havene vil ramme et utal af storbyer og landbrugsområder. Ørkenspredning vil eksplodere. Gletsjere, der giver ferskvand til en milliard mennesker, vil definitivt forsvinde. Hedebølger vil betyde nye alvorlige sundhedsproblemer.
Det vil alt sammen føre til hidtil usete folkevandringer, der vil skabe mange nye konflikter.
Derfor må aktuelle statsfinansielle vanskeligheder ikke bremse tempoet i klimaindsatsen. Vi må begrave forestillingen om, at klimaomstilling er gratis og smertefrit, men forklare at omkostningerne både i penge og menneskelig lidelse kun bliver større, jo længere vi venter med at gøre det nødvendige.
Helt nødvendige udgifter
Den sammenhæng må indarbejdes i de økonomiske modeller. Og for at sikre folkelig opbakning – nationalt, europæisk og globalt – må man sikre en fair byrdefordeling både mellem rige og fattige mennesker i det enkelte land og mellem landene i EU.
Der er brug for en massiv håndsrækning til den fattige del af verden, der allerede nu rammes hårdest af vildere vejr som følge af den CO₂-forurening, der historisk især er skabt af de rige lande.
Det kræver meget politisk mod at realisere den stærkt udvidede og industrielle kapacitet i verden, så vi kan opruste og sikre grøn energiforsyning, som kan dække et eksplosivt stigende energiforbrug, samtidig med at vi udfaser kul, olie og gas i god tid inden 2050.
Statskasserne kommer til at bidrage til en grøn infrastruktur, der på det seneste er blevet dramatisk fordyret af rentestigninger og massive prisstigninger på kabler, transformere og alt andet udstyr, der skal bruges til at øge den grønne energiforsyning.
Tempoet i den grønne omstilling må ikke svækkes, fordi det er lykkedes Europa at skaffe erstatning for den russiske gas til overkommelig pris – ikke mindst via massiv import at LNG (nedfrosset gas) fra USA m.fl.
Uomgængelig CO₂-afgift
Hvis risikoen ved grønne energiinvesteringer skal blive overskuelig for private investorer og statskasser i EU, skal udviklingen understøttes af en gradvist stigende fælles afgift på CO₂-holdige brændsler, der sikrer langsigtet rentabilitet i grønne energiinvesteringer. Det kan sætte gang i ekstra og langsigtede investeringer i det nødvendige udstyr. I mellemtiden skal man ikke udelukke sig fra kinesisk udstyr, så længe der ikke er sikkerhedsproblemer ved at bruge det.
Hverken CO₂-afgifter eller offentlig støtte til den grønne investering er nok. Mange andre barrierer skal nedbrydes.
Der er brug for meget hurtigere myndighedsbehandling og oprydning i lovgivning, som spænder ben.
Og der er brug for at mildne konfliktens hensyn mellem klimainvestering og naturbevarelse og sikre lokalt medspil.
Men det kan være nødvendigt at prioritere nogle områder mest til det første, og andre mest til det sidste.
Vi kan ikke alle steder fjerne udsigten til de anlæg, som den grønne omstilling kræver.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Indlægget blev bragt i Berlingske lørdag d. 22. juni 2024
Mere fra min hånd om klimaforandringer, sikkerhed og krigen i Ukraine
