Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Mere om dét i min seneste kommentar i Berlingske.
Læs den her – eller nedenfor
Læren af det tragiske nederlag i Afghanistan
Håbet om – i kølvandet på interventionen mod forbryderne fra al-Qaeda – at skabe et mere moderne og demokratisk Afghanistan er foreløbig slukket. En ung generation må se deres drømme om frihed briste. Mest frygteligt: Afghanistans kvinder kan intet godt vente sig.
Der bliver en lang debat om ansvaret. Præsident Biden får voldsom kritik for en forhastet og kaotisk retræte, der efterlod mange afghanere, som var lovet asyl i vore lande, til en tragisk skæbne.
Få vil imidlertid anfægte, at den vestlige tilstedeværelse måtte afvikles. Og det var forudset, at den afghanske stat, der var etableret i kraft af vores tilstedeværelse, ville smelte væk på grund af inkompetence, mageløs korruption og manglende folkelig forankring. I de valg, vi fik arrangeret, var det meget få, der stemte – og ingen kunne gennemskue, om vinderen havde fået en ærlig sejr eller havde fusket sig til den.
Alligevel blev alle overrasket over, at et afghansk militær- og politiapparat, der var polstret med ufatteligt mange milliarder dollar, på så få dage forsvandt som dug for solen. Det skete uden nær så megen blodsudgydelse som til hverdag i de foregående 20 år. Sikkerhedsstyrkerne manglede mange steder både mad og ammunition og havde i lang tid ikke fået løn. De overgav sig i store stimer, mange lod sig indrullere i Taleban-styrkerne og endnu flere deserterede bare og smed uniformen væk. Mange havde aldrig haft andet engagement i jobbet end at tjene til livets ophold.
Vi må spole filmen 20 år tilbage for at prøve at forstå, hvorfor det mislykkedes at holde Afghanistan fri af Talebans middelalderlige jerngreb.
Foreslog fredsstyrke
Afghanistan blev invaderet af en USA-ledet koalition for at finde og straffe bagmændene for terrorangrebet 11. september 2001, der levede under Talebans beskyttelse. Et enigt NATO havde erklæret angrebet på USA et angreb på os alle. Kina og Rusland støttede indirekte operationen mod Taleban. FN nikkede ja. Nyrup-regeringen i Danmark erklærede sig derfor også villig til at deltage. USA bad om specialstyrker til at opspore al-Qaeda.
Jeg var udenrigsminister indtil regeringsskiftet i november 2001 og talte imod, at det danske bidrag blev direkte krigsførende. Jeg foreslog i stedet, at vi blev del af en fredsstyrke i Kabul, hvor afghanske oprørere rykkede ind med støtte fra amerikanske bombefly. Men den nye regering under Anders Fogh Rasmussen insisterede på, at vi skulle deltage med kampstyrker. Fem år senere gik vi endda med til at sende en langt større styrke i krig i Helmand-provinsen, hvor næppe nogen afghansk regering før havde haft reel kontrol.
Missionen i Afghanistan udviklede sig fra at ligne en hurtig indsats mod al-Qaeda til at være et projekt om at opbygge en helt ny afghansk stat under en central regering – i praksis blev det dog en koalition, hvor gamle, grumme krigsherrer var medspillere. Mange af de ledere, som kom ind ved hjælp fra USA og os, var først og fremmest optaget at berige sig personligt på støtten udefra.
Nedkæmpelsen af al-Qaeda ledte til dannelsen af Islamisk Stat
Desuden rettede krigens anfører, USAs præsident Georg W. Bush, sin opmærksomhed over til invasionen af Irak, som intet havde at gøre med 11. september og al-Qaeda, og påstanden om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben var uden noget hold i virkeligheden. Denne invasion udløste blodige konflikter og endte med at nære opkomsten af Islamisk Stat i stedet for at dæmpe terrortruslen.
For Afghanistan betød Irak-invasionen, at der blev mindre opmærksomhed på at sikre en ordentlig regeringsførelse, som kunne skabe udvikling for almindelige mennesker i det uhyre fattige land – og derved måske svække Talebans opbakning. Det blev overladt til overmodige generaler, der ikke forstod, hvor dybt rodfæstet Taleban er i det uhyre konservative stammesamfund, at vinde en militær sejr.
Læren er klar: Selv med halvdelen af alverdens militær kan USA ikke få kontrol over fremmedartede samfund som Afghanistan, når dem, man sætter til at styre, ikke dur, og når forsøget på at holde dem ved magten sker med tunge hypermoderne våben på land og i luft, der medfører store civile tab.
Jeg tror ikke, at USA har lyst til at byde os ind til deltagelse i nye krige som Afghanistan og Irak. Men vi bør under alle omstændigheder have lært, at vi ikke igen skal deltage i koalitioner, der fører krig i meget fjerne lande. Aktivistisk dansk udenrigspolitik skal have sit fokus på at bidrage til globale klimaløsninger. Bæredygtig udvikling og forebyggelse af konflikter. Militære bidrag bør altid være som del af FN-ledede fredsbevarende operationer.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Kommentar i Berlingske 18. august 2021.
Mere fra min hånd om Afghanistan her