Tag: NATO

Udgivet den

Vi må stå sammen med Kina. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber

Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der lige nu ikke kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig. Læs mit seneste indlæg i Berlingske i avisen eller nedenfor:

Ondskabens nye akse

Det kan være svært at finde den røde tråd i Trumps tirader af løgn og vrøvl. Men konsekvensen er altid mere lidelse for flere mennesker.

Trump drives af storhedsvanvid, had og hævn. Han går målbevidst efter reelt at afskaffe det amerikanske demokrati ved – som Orbán i Ungarn – at sætte sig på retsvæsnet og medierne og manipulere med valgsystemet.

Trump drives af en falsk dolkestødslegende om, at USA er blevet snydt i international samhandel og samarbejde.

Sandheden er, at USA har opnået ufattelig rigdom og global dominans i kraft af sin dominerende rolle i den globale teknologiudvikling, der blev grundlagt i forsvarsrelaterede udviklingsprojekter. Den globalisering, som Trump nu bekæmper, har givet USA et kæmpe udbytte; ofte på mange andre og meget fattige landes bekostning.

Når rigtigt mange amerikanere alligevel ikke føler sig rige, så er det ikke på grund af røveri fra omverdenen, men fordi det politiske system i USA ikke – som i Europa – har sørget for elementær velstand for de mange. Grådige mangemilliardærer har hamstret en uforholdsmæssig stor del af nationens velstand og bruger nu af deres formuer for at sætte sig på den politiske magt, lette skatten yderligere for sig selv og ødelægge samfundets kapacitet til at stække og regulere af deres adfærd.

Europa har historisk fået sikkerhed fra USA’s forsvarsparaply og udvikling ved økonomisk samarbejde med USA. Men begge dele var – og er – i USA’s sande egeninteresse. USA bliver selv taber både ved Trumps handelskrig mod hele verden og den fundamentale usikkerhed om NATO og støtten til Ukraine.

Den nye verdensuorden

Den nye uorden i verden drives af en »ondskabens akse« mellem Putin og Trump. Der er ingen andre lande, der tør tro, at der kan laves aftaler med de to, som de faktisk vil overholde. De har foragten for demokrati, retsstat, menneskerettigheder og små staters suverænitet til fælles. De har ingen empati og er ligeglade med menneskelige lidelse.

Putins ondskab ses i krigsforbrydelser mod Ukraine, truslerne mod andre nabolande, ufølsomhed over det russiske folks tab med mange døde og sårede samt hans barske diktatur, der fængsler og myrder politiske modstandere.

Trumps ondskab giver sig mange udtryk – her er nogle af de værste:

Ingen interesse i at forsvare Ukraines folk mod angriberen, men optaget af at gennemføre et røveri af det krigsplagede lands mineralressourcer.

Accept af krigsforbryderen Netanyahus nye morderiske angreb mod Palæstinas civile i strid med dén våbenstilstand, Trump selv var involveret i at aftale i januar, samt grønt lys for fordrivelse af palæstinenserne fra deres hjemland.

Stop for klimaindsatser, hvilket er en fornægtelse af klimaforandringer som den store eksistentielle trussel for vores efterkommere, der allerede nu rammer særlig hårdt i nogle af verdens fattigste lande.

Særligt ondskabsfuldt er bortfaldet af USA’s udviklingsbistand (USAID) som led i Trump-Musks vilkårlige budgetnedskæringer: Mange mennesker i den fattigste del af verden dør vitterligt her og nu, fordi medicin og fødevarehjælp udebliver: USA’s udviklingsbistand på 0,24 procent af nationalindkomsten var beskeden i forhold til supermagtens enorme velstand. Men beløbets absolutte størrelse var afgørende for at afværge sult og sygdom.

I samme retning virker USA’s nedskæringer i bidrag til FN-systemet – først og fremmest Verdenssundhedsorganisationen (WHO).

Den globale toldkrig rammer også nogle af verdens fattigste lande uforholdsmæssigt hårdt.

Kina slår igen

Men i toldsatser er Kina umiddelbart hårdest ramt. Omvendt vil fraværet af billige kinesiske varer i USA og Kinas gengældelse mod USA’s eksport ramme hårdt tilbage.

Europa kan også – hvis vi kan enes – slå hårdt igen. Og Europa har ingen interesse i at støtte USA i en totalt destruktiv toldkrig mod Kina. Vi må skærme os mod kinesisk dumping for at komme af med varer, der ikke lige nu kan sælges til USA. Men Europas overordnede handelsinteresse er at stå sammen med Kina i forsvar for en høj grad af fortsat frihandel mellem alle de lande, der angribes med USA’s handelskrig.

Europas velfærd er livstruet af en ny ondskabens akse. Med USA’s aggressive kurs har vi ingen interesse i at udvikle andre fjendskaber.

Derfor kommer jeg i tanke om historien om den franske filosof Voltaire, der på sit dødsleje blev spurgt af en præst, om han forsagede djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen.

Voltaires svar var: Dette er ikke tidspunktet at skaffe sig nye fjender.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev offentliggjort i Berlingske 19. april 2025

Mere fra min hånd om USA’s handelskrig

Udgivet den

Med Trumps venskabelige åbning til Putin må man frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, inden Rusland opsluger hele Ukraine

Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:

Ukraine-krig og historielæring

Hos Trump handler alt om Trump.

Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien. 

Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt. 

Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. 

Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.

Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO. 

Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.

Uklarhed styrkede Putin

Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning. 

I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.

Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.

George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende. 

Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.

Trumps venskabelige åbning

Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.

Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas. 

Men Putin ønskede en ulmende konflikt.

Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje. 

Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.

Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.

Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår. 

Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten

Min seneste klumme i Berlingske handler om de dystre udsigter efter Bidens store fejltagelser, om truslen fra Trump for Ukraine, Europa, Mellemøsten og forholdet til Kina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Farvel til et skræmmende år … og hvorhen i 2025?

Da jeg for et tiår siden arbejdede for FN, var verdensbilledet broget. Men vi havde lyspunkter som verdensmålene og den ambitiøse klimaaftale i Paris, hvor USA, Europa og Kina arbejdede sammen.

Vi turde tro, at der var løsninger på de to eksistentielle kriser – at undgå atomkriges endelige ragnarok og standse den skæbnesvangre globale opvarmning. 

Ved tærsklen til 2025 står krige, krigsforbrydelser og humanitære katastrofer i kø fra Ukraine til Palæstina, Sudan og andre afrikanske lande samt Myanmar. De gamle aftaler mellem stormagterne om begrænsning af atomvåben og raketsystemer er ved at falde fra hinanden. 

En heftig oprustning risikerer at svække den i forvejen alt for svage globale klimaindsats. Konfrontationerne mellem Kina og USA er skruet op.

For fire år siden håbede vi, at Joe Biden ville være et positivt gennembrud efter Trump. Biden leverede også på grøn omstilling og økonomisk vækst. 

Men han havde desværre ikke politisk mulighed for at hjælpe den trængte middelklasse ved at beskatte de griske milliardærer, der nu har taget magten og vil bruge den til øge profitten og give sig selv skattelettelser.

Bidens forspildte muligheder

Derimod havde Biden mulighed for at udstikke en ny udenrigspolitisk kurs.

Men der kom intet opgør med Trumps toldpolitik og konfrontation med Kina, og det bidrog måske til at få Kina til at afstive Rusland i krigen mod Ukraine.

Det kan undre, at Biden ukritisk og hovedkulds opgav Afghanistan ved at gennemføre Trumps »hovsaaftale« med Taleban – hen over hovedet på alle andre politiske kræfter i landet.

Man kan ikke afvise, at Putins beslutning om at angribe Ukraine blev truffet, da han så amerikanernes kaotiske tilbagetog fra Kabul og manglende vilje til at afstive deres allierede.

Biden valgte dog at hjælpe Ukraine mod invasionen. Men hans usikre holdning til, hvilke våben der kunne leveres, og hvordan de måtte bruges, gjorde kampen vanskeligere. 

En indledende mulighed for hurtig fred blev ikke for alvor afprøvet, fordi Biden og Boris Johnson mente, at Rusland hurtigt kunne udmattes ved fortsat krig. Desværre gik det ikke hurtigt, og prisen i menneskeliv og penge – og global stabilitet – af tre års krig er blevet meget høj.

Bidens seneste og mest skammelige udenrigspolitiske fejltagelse var dog hans ubetingede levering af våben og støtte til Netanyahus krig mod Gaza, selvom krigen hurtigt gik fra legitimt selvforsvar mod et terrorangreb til et krigsforbryderisk totalangreb med ekstreme ødelæggelser og civile tab.

Bidens afsluttende fatale fejlbedømmelse var hans beslutning om – trods åbenlys og hurtig aldring – at genopstille for fire ekstra år som præsident – frem til han var 86 år.

Jeg skrev for over et år siden i denne avis, at Bidens bedste julegave 2023 til USA og verden ville være at meddele, at han ikke genopstillede, så en ny kandidat for Demokraterne kunne få tid til at føre kampagne, lægge sin egen kurs og stil og få den bedst mulige chance for at besejre Trump.

Den chance forpassede Biden.

Internationalt samarbejde skræmmer Trump

I den aktuelle verdenssituation er genvalget af Donald Trump, der er fjende af forpligtende internationalt samarbejde, retsorden og klimaindsats, det dårligst tænkelige bidrag fra verdens mest magtfulde nation.

Trump ønsker næppe at starte eller fortsætte krige. Krig kan gøre indhug i hans og hans medregerende multimilliardærers formuer.

Men vi kan alligevel få mere kaos og flere krige. Hvis gamle alliancer – og erfarne diplomater med viden om verden – kasseres til fordel for præsidentens egne instinkter og forkærlighed for hurtige løsninger og hurtige handler. 

Det er frygteligt, hvis han trækker stikket for det kæmpende Ukraine, fordi han tror mere på Putin end på Zelenskyj. Hvis Rusland får lov at overmande Ukraine, er der stærkt øget risiko for den samlede verdensfred. 

Trump skal fastholdes på, at NATO og Europa leverer håndfaste sikkerhedsgarantier for at Ukraine efter en våbenstilstand kan bestå som europæisk demokratisk stat.

Og det bliver frygteligt, hvis Trump køber sin nære ven Netanyahus formel for »fred« i Mellemøsten. Sært nok skal vi krydse fingre for at Trump lytter mere til Saudi-Arabien og andre arabiske potentat-venner.

Syrien kan blive et lyspunkt. Europa har endnu en vigtig opgave med at hjælpe det nye styre med bistand til genopbygning af det ødelagte land, og fastholde de nye magthavere på løftet om at inkludere alle væsentlige samfundsgrupper. 

Der er ikke tvivl om, at millioner af flygtninge gerne vil tilbage. Men Syriens nye regering skal først rustes til at modtage dem med andet end ruinbunker, arbejdsløshed og elendighed.


Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 4. januar 2025

Mere fra min hånd om internationalt samarbejde

Udgivet den

For at stoppe Trump bør Biden trække sig

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Hvis Putin viger, sker det under ingen omstændigheder, før udfaldet af det tilstundende præsidentvalg i USA er kendt. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det klogeste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år?

Det skriver jeg meget mere om i Ræson. Læs artiklen i Ræson – eller nedenfor:

Putins – og Vestens – fejlslutninger

Putin tog fejl, da han for to år siden invaderede Ukraine i forventning om, at alle ville række hænderne i vejret for at overgive sig til de overmægtige russiske angrebsstyrker, og han efter få dage kunne indsætte en marionetregering i Kyiv. Forbilledet var utvivlsomt den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.

Ukrainerne forsvarede sig med en modig præsident i spidsen, og Vesten rykkede ind med våbenbistand. Den russiske aggression skabte en hidtil uset ukrainsk fælles nationalfølelse på tværs af sprogforskelle mellem ukrainsk og russisk – og forrige år kunne ukrainerne endda generobre en stor del af det territorium, Rusland i første omgang besatte.

Vi tog fejl, hvis vi troede, at Putin ville give op trods en så monumental fejlbedømmelse og massive vestlige sanktioner og våben imod sig. Han har fået sat den russiske økonomi på krigsfod til en langvarig konflikt. I vildt tempo produceres der våben og købes ind fra vennerne i Iran og Nordkorea, så Ukraines menneskelige og økonomiske ressourcer kan nedslides. Samtidig har Putin indført et neo-stalinistisk terrorregime, der gør enhver krigsmodstand livsfarlig. Scenen blev sat til en skyttegravskrig, hvor en ny ukrainsk offensiv har ringe udsigter, fordi frontlinjen er mineret som få steder i verden nogensinde har været det før.

Den nye frygt

Putin tror, han kan vinde, fordi han – trods store tab – kan vedblive at kaste ny bølger af soldater ind i kampen. Han har troen på, at hans terror- og propagandaapparat kan holde den russiske hjemmefront intakt, mens Vesten ikke kan holde stand og holde sammen om at presse ham tilbage. Han har under ingen omstændigheder tænkt sig at vige, før han kender udfaldet af det kommende amerikanske præsidentvalg.

Her i februar blev Europas statsledere for alvor grebet af frygten for, at Putin kan vinde, fordi USA på grund af indenrigspolisk strid ikke, som lovet, leverer sin militærbistand til Ukraine – kombineret med udsigten til, at NATO’s indbyrdes solidaritet kan smuldre.

Heldigvis har frygten udløst stærk vilje fra Europas regeringer til selv at handle. Danmarks statsminister har – både på sikkerhedskonferencen i München og efter – været helt i front med at udtrykke vores vilje til at ruste både ukrainerne og os selv til at stå op mod Putin. Det er en fælles forståelse i det meste af Europa, at en russisk sejr skal forhindres – ikke bare for at redde Ukraines frihed; vi må også for vores egen sikkerheds skyld betale en meget større forsikringspræmie for at forhindre, at Putin får appetit på ny fremstød mod nabolandene.

Der kommer ikke en holdbar fred i Europa, medmindre Putin slås så afgørende tilbage, at der opstår uro og modstand i hans nærmeste bagland – og at mange flere russere erkender krigens umulighed og uretfærdighed og dens urimelige tab af russiske liv og russisk velstand. Vi har brug for en langt stærkere koordineret informationsoffensiv til den russiske offentlighed, hvor snesevis af millioner borgere faktisk kan følge vestlige medier via VPN-forbindelser.

Hold ud

Men frem for alt er der brug for udholdenhed; Putin skal ikke have held til udmatte os. Vi skal have vilje til at holde ud til tiden efter Putin, hvor der forhåbentlig genopstår et Rusland, vi igen kan komme på talefod med.

Lige nu haster det dramatisk med at levere tilstrækkeligt med granater og patroner til de ukrainske styrker – om nødvendigt fra de europæiske landes egne lagre. Ukraine skal have flere avancerede angrebsvåben som artilleri og kampfly og massiv tilførsel af alle former for moderne luftforsvar, der kan bremse Putins forsøg på nedbryde Ukraines infrastruktur og demoralisere civilbefolkningen ved terrorbombning. Lille Danmark har demonstreret, at meget kan gøres. Det har de baltiske lande og Polen i særklasse også. Storbritannien hjælper godt til, og nu er det store Tyskland ved at komme op på mærkerne. I det lange løb bør Rusland ikke kunne vinde over et sammentømret Europa, der inklusiv Storbritannien har en økonomi, som er 8-9 gange større end russernes. Men Europa er – modsat Rusland – endnu ikke på krigsfod, og derfor er der uundværlige våbenforsyninger, som i den akutte situation, hvor Ukraine presses af russisk offensiv, kun kan komme rettidigt frem fra USA. Ukraine skal oprustes så meget med højteknologiske vestlige våben, at det kan overtrumfe, at et stadig større antal russiske rekrutter kastes ind i kampen. Ukraine skal have en styrke i kampen, så alle i Putins bagland forstår, at der ikke er noget vej til sejr. Og den amerikanske atomparaply skal som hidtil tjene som den ultimative garanti mod et russisk angreb på NATO-landene og mod risikoen for at Rusland i desperation begynder at bruge taktiske atomvåben på den ukrainske kampplads.

Frygten for svigt fra USA skyldes ikke den nuværende regering i Washington, men Donald Trumps indsats som dukkefører for Kongressens Republikanere – og risikoen for, at han kan vende tilbage som USA’s præsident.

Præsident Biden og et stort flertal af både Demokrater og Republikanere i Senatet ønsker at fortsætte den militære bistand, som Ukraine så akut mangler for at standse russernes faretruende fremmarch. Men formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, er en højreradikal ignorant, hvis stilling er i lommen på en lille flok Trump-ekstremister, og han har tjent dem ved at forhindre, at den militære bistand til Ukraine kommer til afstemning i Huset.

Trumps sære sympatier

Trumps forsøg for at svække Ukraines kampkraft må forstås som en interesse i at tildele landet et ydmygende militært nederlag, hvor det skal tåle store tab af landområder og af mange millioner borgere til Rusland. Det er nemlig forudsætningen for, at Trump kan opfylde sine skrydende løfter om at afslutte krigen på 24 timer, hvis han igen bliver præsident. Dét kan indlysende nok kun udrettes ved at tvinge Ukraine til fred på Putins betingelser. En sådan eftergivenhed vil indbyde Putin til efterfølgende at opsluge resten af Ukraine, ligesom Hitler slugte resten af Tjekkoslovakiet året efter at vestmagterne havde foræret ham Sudeterland-regionen i 1938. Nabolande til Rusland, som Georgien og Moldova, der ellers har fået udsigt til EU-medlemskab, vil også være i fare ved russisk sejr i Ukraine. Disse perspektiver skal ses i sammenhæng med, at Trump nærmest har lovet at slippe Putin løs mod NATO-lande, der efter hans opfattelse ikke betaler nok til forsvaret. Hans adfærd og udtalelser viser, at han ikke forstår, at sejr for Putin truer USA’s egen sikkerhed og position i verden. Han ser heller ikke, at udfordringen fra Putin allerede har igangsat en voldsom oprustning i Europa, der omsætter sig til flere kontrakter til den amerikanske våbenindustri.

Som så ofte før skinner det igennem, at Trump grundlæggende har større sympati for denne verdens despoter – ikke mindst Putin – end for ideen om at værne omverdens demokratier. Grotesk er hans vinkel på mordet på Navalnyj som noget, han mener ligner den ’forfølgelse’ han påstår at være offer for i USA´s retssystem, og hævder at Biden-regeringen står bag!

For et par år siden var der ikke mange, der forestillede sig, at der var risiko for genkomst på præsidentposten af den kriminelt sigtede lystløgner, der udløste angrebet på Capitol og det amerikanske demokrati 6. januar 2021. Nu er det imidlertid ifølge utallige meningsmålinger en skræmmende nærliggende mulighed. Genvalg af Trump er ikke bare en trussel for Ukraine og andre nabolande til Rusland og mod NATO. Det er en trussel om at skærpe konflikterne med Kina og endnu mere ensidig og konfliktskabende ensidig støtte til Israel. Og det tegner sig som en ødelæggelse af Bidens ellers vellykkede forsøg på at få den grønne omstilling på bordet i USA – og dermed et nyt tilbageslag for den eksistentielt vigtige kamp mod den globale klimaforandring.

Hvad Biden burde gøre

Lige nu har USA brug for at udrette to ting: Få brudt Trumps sabotage af våbenstøtten og finde vejen til at undgå Trump-sejr ved præsidentvalget i november. Udsigterne til det sidste er dystre, fordi Bidens alder og åbenbare skrøbelighed får mange vælgere til at tøve med at stemme på ham, selv om han sagligt set har udrettet store ting i et dybt dysfunktionelt politisk system. Økonomi og beskæftigelse blomstrer. Klimaindsatsen er på sporet. Sociale fremskridt er sket. Men alt for mange oplever det anderledes.

Den aktuelle krig i Gaza kan blive den sidste pind til Bidens politiske ligkiste, fordi han alt for længe har holdt hånden over Israels terrorkrig mod den palæstinensiske civilbefolkning og ikke har kunnet tvinge Netanyahu til våbenhvile. Derfor har millioner af unge vælgere og vælgere med arabisk og muslimsk baggrund meget svært ved at stemme på den siddende præsident.

Trump får næppe flere stemmer end i 2020. Men Biden kan miste så mange til sofaen og chanceløse tredjekandidater, at Trump endda kan vinde med lavere vælgertilslutning end sidst.

Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det rigtigste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år? Eller om han i slutspurten hen over sommeren i stedet skal kaste alle sine kræfter ind i at samle et stærkt, meget yngre hold af en ny præsident- og vicepræsidentkandidat? Tiden er knap. Men det rette personvalg kan gøre mirakler. Måske er det den eneste chance for at undgå Trumps genkomst. ■


Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.

Mere fra min hånd om USA

Udgivet den

Største risiko for en Tredje Verdenskrig

The World 2024

Her ved overgangen til 2024 glæder jeg mig dagligt over mit gode helbred, men frygter, at verdens tilstand vil blive værre i året, der kommer. Ikke mindst det amerikanske præsidentvalg er stærkt bekymrende. Dét og mere i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Finder vi trods alt vejen til en bedre fremtid?

Det er kedeligt at høre på vrede, gamle mænd. 

Derfor vil jeg her ved indgangen til 2024, og få dage før jeg fylder 78 år, fortælle om min glæde ved mit gode, personlige liv. 

Jeg har dejlig hustru, som jeg deler meninger og oplevelser med, og en stor og kærlig familie. Jeg har mere tid end før til at være sammen med Mette, døtrene, de voksne børnebørn og vennerne. 

Jeg har været heldig at beholde et godt helbred, har god økonomi og en bolig ved skov og strand. Jeg får lov til at lære nyt og bruge gamle talenter som formand for bestyrelsen i Energinet og kan dermed engagere mig i at medvirke til at accelerere den grønne omstilling. 

Jeg deltager stadig i konferencer ude i verden, holder foredrag og skriver artikler – ikke mindst med rygstød i flittig læsning om den internationale udvikling. Men der er lige nu en afgrund mellem mit eget gode liv og verdens forfærdelige tilstand. 

Krisernes tid

Når jeg føler smerte og frygt, er det ikke for mit eget forhåbentligt sene forfald, men over verdens vanvid: Putins morderiske overfald på Ukraine, Netanyahus grusomme statsterror mod palæstinenserne og de andre frygtelige konflikter, der myrder og invaliderer så mange. Det skaber så megen ødelæggelse og nærer stadigt mere had.

Jeg kan frygte, at det bliver endnu værre i 2024 og ender i ultimative katastrofer senest i vores børnebørns voksne liv: At krigene fortsætter, skruer sig op og breder sig. At vi stadig ikke sætter nær nok ind for at standse klimaforandringerne, selv om vi ved, at det er den største eksistentielle trussel mod kommende generationers chance for et godt liv. 

Klimaforandringen truer hele civilisationer med naturkatastrofer som følge af vildt vejr, hedebølger, ørkenspredning, verdenshavenes stigende vandstand, mangel på ferskvand og ødelæggelse af biodiversitet. Udsigterne er mangedobling af de allerede uhåndterlige folkevandringer, der kan nære nye krige, ekstrem nationalisme og true demokratiet, hvor det endnu består.

Vi er tre gange så mange mennesker, som da jeg blev født, og vi udnytter og udbytter klodens ressourcer og skubber til klimaforandringen med en styrke, der er ti gange så voldsom som dengang. Verden er rigere på viden og velstand end nogensinde, men rigdommen og velstanden er utroligt skævt fordelt mellem lande og inden for lande. 

Multinationale selskaber og tech-milliardærer har foruroligende meget mere styr på verdens gang end de fleste regeringer. Udover at sætte sig på, hvad vi køber, bestemmer de også, hvad alt for mange mener og stemmer via kontrol over store dele af klodens aviser, radio- og tv-kanaler og sociale medier.

Svækket Vesten

Europa er rigt, rimeligt stabilt og overvejende demokratisk – men bestemt udfordret på det hele. Vi er en skrumpende andel af verdens mennesker og verdens økonomi, og vi kan kun gøre os gældende med vore værdier ved at stå tættere sammen på verdensscenen. Nationalisme og selvtilstrækkelighed skal bekæmpes, og vi skal i egen langsigtet interesse ofre langt mere på at støtte Ukraines kamp, hjælpe nødlidende og krigsramte ude i verden og sikre fred og klimaløsninger ved bistand til verdens fattige lande.

Men Europa kan ikke beskytte egen sikkerhed uden USA, heller ikke selvom vores rustningsudgifter nu løftes kraftigt efter krigsudbruddet i Ukraine. Det er i dette perspektiv, at man skal forstå Finlands og Sveriges vej ind i NATO og de utraditionelle aftaler om at tillade tilstedeværelse af amerikanske tropper og militært udstyr i alle de nordiske lande, der netop er indgået.

Vi kan ikke undvære USA, og vi kan glæde os over præsident Bidens stærke solidaritet med Europa. Den store frygt i 2024 er imidlertid, at USA igen får en præsident ved navn Donald Trump, der er ligeglad med os, svigter Ukraine, forkaster klimaindsatsen og skærper modsætningerne i Mellemøsten. Han er også den største risiko for en Tredje Verdenskrig i løbet af det 21. århundrede ved tanke- og hensynsløst at optrappe konflikt og gensidig paranoia mellem USA og Kina.

Det siger meget om verdens tilstand, og de amerikanske vælgeres sindstilstand, at det overhovedet er en risiko, at en kriminelt farlig skikkelse som Trump kan komme tilbage. Men meningsmålinger viser, at det desværre er dristigt at tro på, at han kan standses af den nuværende præsident, der åbenlyst ældes og i enden af en eventuel genvalgsperiode er 86 år. Biden mister lige nu mange unges tillid, fordi han er låst fast til at støtte Netanyahus tæppebombning af Gaza.

Det vil kræve en enorm indsats at holde håbet om en bedre fremtid i live.

Det haster med at finde vejen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om international politik

Udgivet den

Vi​ må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider. 

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige. 

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald. 

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa. 

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Tale ved Ukraine demonstrationen på Enghave Plads 

Ukraine demo Enghave Plads 24. februar 2023
Mogens Lykketoft
Mogens Lykketoft taler til demonstration på Enghave Plads i København ved ét-året for Ruslands angreb på Ukraine © Mette Holm

24. februar 2023

Vi er samlet til demonstration i vrede, smerte og medfølelse 

Vi er samlet i solidaritet med Ukraines folk, der kæmper så tappert og indædt for ikke  at komme under støvlen på diktatoren i Kreml.

Vi er samlet for at protestere mod det gigantiske løftebrud fra dét Rusland, der i 1994 sammen med andre store magter anerkendte de ukrainske grænsers ukrænkelighed mod at Ukraine afleverede sin andel af de gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.

Indtil den første time af 24. februar 2022 troede vi alt for optimistisk at Putin bare bluffede.

Det gjorde vi, selvom vi godt vidste, at han var skruppelløst ligeglad med andre menneskers liv og velfærd, når det gjaldt om at udvide egen magt.  

Det så vi, da hans slagtede Tjetjenien, invaderede Georgien, kuppede sig til Krim og startede grænsekrigen i Donbas for ni år siden. 

Vi havde set, at han myrder egne landsmænd, der kommer ham på tværs. 

Vi vidste, at han bruger vældige midler på misinformation og undergravning i vestlige demokratier via støtte til højreradikale bevægelser.  

Vi ved også nu, at de intriger og løgne, der fabrikeres på Putins troldefabrikker, var med til at fremkalde katastrofer som Brexit og Trump

Men dæmrede kun gradvis for os, hvor længe overfaldet på Ukraine har været planlagt og hvor enorme kræfter. der er brugt i årevis på at fortælle løgne og tegne fjendebilleder til det russiske folk.

Alt for sent opfattede vi, at hans Nordstream-projekterne i Østersøen havde til formål økonomisk at strangulere Ukraine og styrke Europas afhængighed af russisk naturgas. 

Vi troede trods alt ikke, at Putin var uvidende og grusom nok til at starte en storkrig i Europa.

Uvidende, når han troede at Ukraines hær og folk bare ville række hænderne i vejret, lade ham indsætte en marionetregering i Kyiv og alene risikerede at udløse en afmægtig protestnote fra Vesten.

Uvidende om, hvor inkompetent hans eget korrupte militær var.

Uvidende om, at mennesker i Ukraine på tværs af, om de taler ukrainsk eller russisk derhjemme vil kæmpe med livet som indsats for ikke at komme ind under Putins støvle.

Grusom med krigsforbrydelser som mord, voldtægt, bortførelser blandt Ukraines civile.

Grusom med en krigsførelse, der målrettet rammer civile mål med store tab af liv og ejendom og berøver folk adgang til vand, varme og lys i den kolde vinter.

Grusom med landkrigens enorme tab langs frontlinjerne og i skyttegravene

Mennesker i Ukraine kæmper, fordi de forstår hvad der venter dem, hvis Putin får sin vilje,

Ukrainerne har opsamlet erindringer fra de seneste fire-fem generationer, hvor deres land var det sted i Europa, hvor chancen for at overleve var mindst.

Utallige millioner omkom efter ordre fra to af det tyvende århundredes mest vanvittige diktatorer.

Stalin beordrede millioner sultet ihjel på deres egen jord eller i sine slavelejre, henrettede eliten og brugte i særlig grad ukrainere som kanonføde i 2. verdenskrig. 

Hitler myrdede løs på Ukraines jøder og på civilbefolkningen i det hele taget. 2. verdenskrig rullede frem og tilbage over Ukraine med helt ufattelige ødelæggelser, død, sult og armod i kølvandet.

Putin fører krig som Stalin og Hitler.  

Meningsløst og barbarisk, uden hensyn til de civile tab og ødelæggelser og uden hensyn til hvor mange af egne tvangsudskrevne soldater, der skal sendes i graven. 

Trods alle hans monumentale fejltagelser synes Putin indstillet på at fortsætte krigen gennem årelange blodtab og ødelæggelser, der kan gøre Ukraine til en ørken. Han vil ikke acceptere et nederlag.

Derfor har vi i Vesten to opgaver:

For det første skal vi gøre alt for at cementere det hidtil udset stærke sammenhold i NATO og EU, som Putin har skabt min sin angrebskrig, og som nu også fører Finland og Sverige ind i NATO. Vi skal opruste hjælpen med penge og våben til Ukraines selvforsvar og fratage Putin enhver illusion om at vi bliver trætte før ham.

For det andet skal vi føre en meget mere massiv informations-krig mod Putins løgne, både i forhold til vores egen offentlighed og til det vildførte russiske folk. Mennesker i Rusland skal vide at vi ikke vil ødelægge deres land – kun vil forhindre deres diktator i at ødelægge tilværelsen for mennesker i Ukraine.  Vi håber at Europa i en tid efter Putin kan indlede et samarbejde til gensidig gavn med et nyt og fredeligt Rusland.

Udgivet den

Giv ikke Putin anledning til det mindste smil

Jeg håber på et ja til ophævelse af forsvarsforbeholdet i EU 1. juni. En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op. Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Læs min klumme i Berlingske om forsvarsforbeholdet – i avisen eller nedenfor:

Vi skal stemme onsdag

Vi skal ikke til folkeafstemning, fordi grundloven kræver det: Danmark afgiver faktisk ikke suverænitet, og selv om vi gjorde, så var der i denne sag 5/6 flertal i Folketinget for at afskaffe forbeholdet uden folkeafstemning. Men for 30 år siden gav Folketinget og regeringen løfte om, at bortfald af de danske forbehold kun kan ske ved folkeafstemning. Derfor havde vi i 2000 afstemning om dansk deltagelse i euroen og i 2015 om dansk deltagelse i det retlige samarbejde. Begge gange blev det nej.

Jeg håber inderligt, at vi ikke igen skal opleve et nej, men at vi får høj valgdeltagelse og et stort ja.

Mange har imidlertid ikke engageret sig i diskussionen, og vi risikerer, at de bliver væk fra stemmeurnerne, fordi de ikke kan gennemskue, hvad det handler om.

En ven spurgte mig forleden, om jeg kunne ridse de vigtigste argumenter for ja og nej op.

Jeg måtte svare, at jeg faktisk ikke kan komme i tanke om ét eneste godt argument for nej, selv om jeg sammen med lederne i Socialdemokratiet, SF og De Radikale var med til at formulere forbeholdene for 30 år siden. Verden er nu totalt forandret, og ingen af os, der skrev forbeholdet dengang, ønsker i dag at bevare det.

I øvrigt synes jeg hverken nejsigerne er kommet med gode, lødige eller korrekte argumenter.

Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige lyver ligefrem, når de postulerer en modsætning mellem NATO og EU i forsvarssagen. NATOs generalsekretær Jens Stoltenberg fastslår entydigt, at NATO med USA i spidsen ønsker et stærkere EU-samarbejde om forsvaret, fordi det lægger op til arbejdsdeling, ikke konkurrence. Påstanden om en kommende EU-hær, som danske soldater kan tvangsudskrives til, kan aldrig blive en realitet, EU kan enes om: Ligesom vi selv bestemte at deltage i for eksempel Afghanistan, så bestemmer vi selv, hvilke EU-missioner vi eventuelt vil deltage i. Og som hidtil vil det altid kun være med professionelt, frivilligt mandskab.

Specielt Enhedslisten er i selvmodsigelse med deres fornuftige ny erkendelse af, at vi skal arbejde på at forandre EU i stedet for bare at være imod medlemskab. Enhedslisten og de gamle EU-modstandere i Folkebevægelsen påstår, at forsvarssamarbejde i EU vil øge de i forvejen stigende rustningsudgifter. Det er der ingen anledning til at tro.

Der er bred politisk enighed om, hvor stort forsvarsbudgettet skal være, og disse rammer vil ikke blive berørt af, om nogen af ressourcerne bruges i missioner, som EU er spidsen for – i god i forståelse med NATO. Samarbejdet om europæisk våbenproduktion vil ikke – som påstået – føre til, at der kommer mere isenkram, krudt og kugler end uden dette samarbejde. Det handler alene om, at Europas bidrag til det fælles forsvar i højere grad kan føre til arbejdspladser og teknologiudvikling hos os i stedet for i USA’s våbenindustri.

Dyrket nordisk samarbejde

Personligt har jeg også større tillid til, at eventuelle missioner i Afrika eller Mellemøsten gribes klogere an i EU-regi end det blev, når vi i fortiden deltog i amerikansk ledede operationer. Vi kan meget bedre præge indholdet gennem EU. Bedst i nært samarbejde med de andre nordiske lande, som vi har allerflest værdier tilfælles med.

Forleden hørte jeg en ekspert sige, at det hele kun var et spørgsmål om, hvorvidt soldater skulle udsendes til eventuelle missioner under NATO, EU eller FN. Det samlede antal soldater, der kan udsendes, er nok ret konstant, og mod øst sker udsendelse entydigt i NATO-regi. Ingen ønsker, at værnet mod Putin kommer til at ligge andre steder end i NATO. Men der kan komme usikkerhed om USA’s vilje, hvis Trump vender tilbage, og i så fald må Europa være villig til at løfte mere selv.

I øvrigt er det tænkeligt, at EU og FN kan spille sammen ved, at EU-ledede styrker kan indgå i fredsbevarende FN-missioner. Det var en mulighed, daværende FN-generalsekretær Kofi Annan talte varmt for over for os europæiske udenrigsministre i 2001, da EU forrige gang overvejede at have beredskab til EU-missioner. Kofi Annan sagde, at det ville give FN ekstra muligheder for fredsbevarende operationer, hvis EU kunne hjælpe til hurtigere udrykning med bedre uddannet mandskab.

Jeg kan, som nævnt, ikke finde argumentet for nej. Derimod kan jeg finde et ekstra for ja: Det kan godt være at Putin – med de enorme problemer, han har givet verden og sig selv – har mindre fokus på, om Danmark som eneste land i EU og Norden ikke vil deltage forsvarssamarbejde i EU. Men han vil nok alligevel kunne få et lille smil frem, hvis Danmark i den nuværende situation afviser et nærmere samarbejde med sine nærmeste venner og naboer om et forsvarspolitisk spørgsmål.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget udkom i Berlinske 30. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og folkeafstemningen

Udgivet den

Uden forsvarsforbehold får vi et stærkere nordisk fællesskab i Europa

Vi må af med forsvarsforbeholdet. Det er der mange gode grunde til, bl.a. et styrket nordisk forsvarssamarbejde, som vi har efterspurgt i årtier. En anden vigtig grund er som værn mod Donald Trumps mulige genvalg som præsident i USA. Læs mere om det i min kommentar i Jyllandsposten – eller nedenfor:

Nye tider kræver ny handling

EU-positive partier har dårlige erfaringer med folkeafstemninger om noget, der tolkes som ’mere EU’. Derfor er det forståeligt, at regeringen indtil 24. februar 2022 tøvede med at sætte afskaffelse af forsvarsforbeholdet i EU til folkeafstemning. 

Aftalen mellem S, V, K, RV og SF om at udskrive folkeafstemning om afskaffelse af forbeholdet 1. juni er er imidlertid indlysende, fordi vi alle i Europa må tænke anderledes offensivt på baggrund af den russiske angrebskrig mod Ukraine. 

Det er historisk nyt, og for Danmark meget positivt, at Finland og Sverige om få dage beslutter at søge medlemskab af NATO. De to lande er i forvejen en del af EU’s forsvarssamarbejde, hvor også Norge deltager, selv om landet ikke er fuldt medlem af EU. Kun Danmark står med sit forbehold udenfor.

Alle nordiske lande kommer til at bidrage til NATOs konventionelle forsvar for at udelukke enhver fristelse hos Putin til at overveje overfald på et NATO-land, f.eks. i Baltikum. NATO må ikke trænges op i en krog, hvor eneste mulige svar på et sådant kupforsøg er atomvåben.

DF’s Messerschmidt påstår, at et ja til afskaffelse af forbeholdet vil være vejen til en Europa-hær, som vi vil være forpligtet til at udsende eller udskrive soldater til. Det er løgn.

Vi kan frygte at USA vil engagere sig mindre i Europas forsvar, hvis katastrofen indtræder, at Trump vender tilbage som præsident. Men selv om Europa i højere grad måtte blive overladt til sig selv, så vil forsvaret mod øst forblive forankret i NATO. Derfor går Finland og Sverige med nu.

Det er forventeligt, at USA, uanset hvem der er præsident, vil overlade det mere til Europa at sikre fred på vores sydlige flanke. Derfor kan EU komme til på egen hånd at slukke ildebrande uden for vore egne grænser – f.eks. i Bosnien, Mellemøsten og Afrika.

Men fuldstændig som ved de amerikansk ledede missioner, vi hidtil har deltaget i, vil det altid være Danmarks egen beslutning, hvordan og hvor langt vi skal deltage, og det vil kun ske med frivillige soldater. Og EU-ledede missioner vil nok blive udformet klogere og mere forsigtigt end det, vi blev inddraget i under amerikansk ledelse de seneste 20 år.

Sært med Enhedslisten

Det er i grunden mærkeligt, at Enhedslisten vil bevare forsvarsforbeholdet, selv om det især for dét parti turde være indlysende, at skal vi endelig ud i sådanne missioner, så er det bedre at EU står for det end USA. Partiet har ellers fornuftigvis skiftet kurs ved at støtte våbenhjælp til Ukraine, erkende at der ikke lige nu er noget alternativ til NATO-medlemskab og forstå, at kampen ikke længere handler om at komme ud af EU, men at udvikle samarbejdet i ny retninger. 

Det er også mærkeligt, at Enhedslisten er mod EU-samarbejde om at få mere af våbenproduktionen til Europa i stedet for at købe så meget hos USA’s militærindustri. Partiet frygter, at det vil ’militarisere’ EU. Men der kommer jo ikke samlet set flere våben ud af dét. Derimod kan man håbe, at Europa får en større andel af arbejdspladserne og mere af dén højteknologi, som også skal bruges civilt.

Hele venstrefløjen burde enes om at notere det som en sejr, at vi nu omsider kan realisere den gamle drøm om et nordisk forsvarsforbund – inden for både i NATO og EU. Tilstedeværelsen af alle nordiske lande i samarbejdet begge steder giver bedre mulighed for at præge beslutningerne med fælles nordiske holdninger – også når freden skal bygges i Ukraine, og samarbejde skal genskabes med Rusland efter Putin.  

Kommentar bragt i Jyllands-Posten 11. maj 2022

Mere fra min hånd om forsvarsforbeholdet og NATO