Krigen i Afghanistan er endt som en tragedie, vi må lære af

Talebans faretruende hurtige fremmarch varsler en dyster fremtid for det plagede Afghanistan. Som krigsførende har vi et ganske særligt moralsk ansvar for vore tolke og andre medarbejdere, hvis liv er på spil lige nu. Læs mere om min analyse af sammenbruddet i Afghanistan i Laura Friis Wangs interview i Information – eller nedenfor:

Selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, er det ikke muligt at kontrollere udviklingen i fjerne lande i Mellemøsten. Det er den vigtigste lektie efter krigen i Afghanistan, siger Mogens Lykketoft i dette interview, som er det første i en serie, hvor centrale personer ser tilbage på 20 års krig

I 2011 rejste Mogens Lykketoft sammen med Udenrigspolitisk Nævn til Afghanistan. Gruppen af politikere skulle blandt andet besøge en værkstedsskole i Lashkar Gah i Helmand-provinsen, som Danmark havde sponsoreret. For sideløbende med den militære indsats var Danmark engageret i opbygning af civilsamfundet.

Han husker, hvordan de stod inde i skolen med hjelme og fragmentationsveste på for at hylde og fejre den særlige indsats, Danmark havde gjort for de unge afghanere. På det tidspunkt var det knap ti år siden, at Vesten havde indledt krigen i Afghanistan, og fem år siden, at danske kampstyrker drog til Helmand-provinsen. Og mens han stod der under fuld bevogtning og med sikkerhedsudstyr fra maven og opefter, tænkte han over, hvor flygtigt det hele virkede.

»Jeg havde den der tvivl om, hvad det egentlig var, vi gjorde, og hvordan det ville komme til at ende. Og hvor er vi i dag?« spørger Mogens Lykketoft, som Information møder til en snak om den snart afsluttede krig i Afghanistan.

»I dag er situationen, at Lashkar Gah er totalt kontrolleret af Taleban, og jeg ved ikke, hvad der er blevet af den skole.«

Til efteråret er det 20 år siden, at Danmark på et FN-mandat gik med ind i Afghanistan. I den tid har Mogens Lykketoft fulgt krigsindsatsen og været en del af vigtige beslutninger som udenrigsminister, udenrigsordfører, medlem af udenrigspolitisk nævn og formand for FN’s Generalforsamling.

Og nu, hvor mange frygter, at Taleban vil tage kontrollen over Afghanistan, ser han tilbage på en krig, som han alt i alt betragter som en tragedie.

»Der er frygteligt meget, der tyder på, at Taleban faktisk vil tage det meste af landet i sin besiddelse, og så er vi ikke nået særligt meget længere, end da vi startede.«

En hurtig mission 

Allerede dagen efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i USA den 11. september 2001 aktiverede NATO artikel fem, som betød, at et angreb på USA var et angreb på dem alle.

USA’s daværende præsident, George W. Bush, krævede, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden samt ledende personer i hans terrornetværk, al-Qaeda. Hjemme i Danmark var Poul Nyrup Rasmussen (S) statsminister lidt endnu, og med ham i regeringen sad Mogens Lykketoft som udenrigsminister.

Den socialdemokratiske regering mente, at USA’s krav var »klare og berettigede«.

»Danmark bakker fuldt og helt op om dem. Jeg har sagt det før, og jeg vil gerne sige det igen til USA: Vi er med jer hele vejen,« sagde statsministeren.

Regeringen vurderede dog også, at Taleban-styret næppe ville udlevere bin Laden og hans folk. Et angreb var derfor lige rundt om hjørnet, og statsministeren udtalte, at det ville blive begyndelsen på en årelang kamp.

»Det vil tage år at fjerne terrorismen fra vores verden. Det kræver en global alliance, der omfatter alle NATO-lande, alle europæiske demokratier og arabiske lande, så indsatsen bliver så effektiv som muligt. Danmark skal være med hele vejen fuldt og helt,« sagde Poul Nyrup Rasmussen.

Ifølge Mogens Lykketoft var beslutningen om, at et angreb på USA var et angreb på os alle, en beslutning, som kunne fortolkes. Modstanderen var nemlig ikke særlig veldefineret, og det har været et problem hele vejen igennem, mener han.

»For hvem var det egentlig, vi sloges med?« spørger han.

»Vi var jo ikke i tvivl om, at Taleban samarbejdede med – og måske endda havde integreret – al-Qaeda-folk i deres styrker, og at det derfor var legitimt at intervenere for at fjerne de folk, der havde været bagmænd for angrebet den 11. september. Men derfra har der været utrolig stor uklarhed om, hvad missionens mål var, og hvornår den var afsluttet.«

Det tog få dage at vælte Taleban-styret i Kabul. Herefter begyndte man at forfølge de folk, som havde tilknytning til al-Qaeda i Tora Bora-bjergene. Anders Fogh Rasmussen (V), som havde overtaget statsministerposten i december 2001, besluttede, at danske specialstyrker skulle hjælpe. Det var Mogens Lykketoft kritisk over for.

»Min indstilling var både i den afgående regering og efterfølgende, at det havde været bedre at melde sig – som andre vesteuropæiske lande gjorde – som en del af en fredsbevarende styrke med vores mere traditionelle deltagelse i FN’s fredsbevarende operationer end at sende specialstyrker ud i Tora Bora-bjergene,« siger Mogens Lykketoft.

– Men i 2001 var du udenrigsminister for en regering, hvis statsminister sagde, at I var med USA hele vejen? 

»Det tror jeg, at jeg allerede dengang problematiserede. Der har i dansk politik inden for partierne været diskussioner om, hvor langt man skal følge Amerika. Det er ikke kun i forhold til Afghanistan. Det er i særklasse i forhold til Irak, men i min ungdom også Vietnam, selv om vi ikke havde styrker der. Jeg har altid været af den opfattelse, at vi ikke altid kan identificere os med den måde, USA vil tackle verdens problemer på.«

Mogens Lykketoft ser mange lighedspunkter mellem Afghanistan-krigen og Vietnam-krigen, som han brugte meget af sin ungdom på at demonstrere imod. Begge krige har ifølge ham illustreret, at uanset hvor meget det handler om at skabe frihed og sikkerhed for en befolkning, så er muligheden for at besidde kontrollen i et land, hvor befolkningen ikke vil have én, meget begrænset.

»Og så kan man have alle mulige funderinger og synes, at det er utroligt mærkværdigt, at afghanere identificerer sig med en bevægelse som Taleban, men sagens kerne er, at uanset hvor stort militærbudgettet er, så er det svært at få kontrol med et land og en befolkning, som i grunden bare vil af med de fremmede,« siger han.

Samtidig besluttede USA i 2003 at gå ind i Irak, og det har ifølge Mogens Lykketoft været medvirkende til, at Afghanistan ikke blev en succes.

»Der var en bedre chance for, at det kunne blive en succes, hvis man ved årsskiftet i 2002 havde koncentreret sig om at etablere et effektivt og ikkekorrupt styre i det Afghanistan, man havde fået kontrol over. Men der skete jo det, at opmærksomheden på Afghanistan aftog meget hurtigt, fordi Bush-regeringen havde fået den forestilling, at de skulle invadere Irak for enhver pris.«

– Burde man have stoppet krigen, så snart man havde afsat regeringen i Kabul?

»Ja, man burde måske bare have foretaget en nålestiksoperation for at få al-Qaeda ud af vagten. Og herefter trukket sig ud,« siger han og tilføjer:

»Det er tankevækkende, at USA’s nuværende præsident siger, at de aldrig har været der for at lave statsopbygning. I det lys burde vi have trukket os allerede dengang.«

Tvivlsomme fremskridt

Men krigen stoppede ikke. Tværtimod. I 2006 valgte Danmark med Socialdemokratiets opbakning at sende danske styrker til Helmand-provinsen. Et argument for at blive i krigen var i den danske debat, at vi skulle hjælpe landet med at bygge staten op igen, sikre demokrati og hjælpe piger med at komme i skole.

Da Danmarks deltagelse var på sit højeste, var 750 soldater udsendt. I løbet af krigsårene er 43 soldater blevet dræbt i kamp. Indsatsen i Helmand var Danmarks mere kontroversielle deltagelse i krigen, mener Mogens Lykketoft. Målet var nemlig at genoprette den afghanske regerings kontrol med provinsen, men spørgsmålet er i dag, siger han, om der nogensinde havde været en centralregering med kontrol i Helmand.

»Afghanistan har altid været et stammesamfund med i bedste fald en svag regering. Man var godt klar over, at det var en hårdere mission end dem, Danmark hidtil havde bidraget med, men der var ikke en ordentlig analyse af, hvor langt vi var fra at have kontrol i området. Derfor blev det så langstrakt og så blodigt med så mange civile og militære tab.«

I 2014 blev de danske kamptropper trukket ud af Afghanistan, og op til i dag har et mindre antal danske styrker hjulpet med træning og uddannelse af den afghanske hær.

Mogens Lykketoft har været med i beslutningsprocessen omkring Afghanistan hele vejen igennem, og undervejs har der været mange briefinger og rapporter, som har peget på, at krigen var ved at vende, eller at de vestlige styrker fik fremgang, fortæller han.

I dag tvivler han på, at de fik hele historien fortalt.

»Jeg kan huske forelæsninger, vi har fået fra militæreksperter om, at nu var man ved at udrydde opiumsdyrkningen og erstatte det med noget andet. For ti år siden, da vi besøgte Kabul med Udenrigspolitisk Nævn, sagde de derude, at det gik rigtig godt, men at der lige var noget, man manglede.«

»Man må sige nu, set i bakspejlet: Hvor realistisk var den fremstilling egentlig?«

Lektien 

Når politikere og andre tilhængere af krigen skal forsvare indsatsen, bliver det for det meste påpeget, at tusinder af børn og unge afghanere, ikke mindst piger, er kommet i skole og har fået en uddannelse. Samtidig har flere borgere i landet fået øjnene op for, at der er et demokratisk alternativ til Taleban. Og disse succeser skal man heller ikke fornægte, mener Mogens Lykketoft.

»Særligt koncentreret omkring Kabul og nogle af de større centre er det lykkedes et langt stykke hen ad vejen at få unge i uddannelse. Mange klamrer sig til et håb om, at der vokser en ny generation op, som ikke vil affinde sig med den her opfattelse af verden, som Taleban abonnerer på,« siger han.

I det omfang det lykkes at forsvare Kabul mod at blive totalt overtaget af Taleban, er der stadig en chance for, at Vestens indsats for at uddanne folk, især piger, får lov til at overleve, mener Mogens Lykketoft. Men han ser også en stor risiko for, at Taleban vurderer, at de er så militært overlegne, at de kan overtage hele landet og derfor ikke har interesse i en fredsaftale med Kabul-regeringen.

»Den frygt har man jo, fordi man kan se, at der er store dele af den afghanske hær, som bare overgiver sig. De kæmper ikke længere alle vegne i hvert fald. Det er oppe i luften, hvordan det helt præcis ender, men der er nok ingen tvivl om, at langt størstedelen af landets areal vil være behersket af Taleban.«

Når man i den nuværende situation ser tilbage på krigens tab – militære såvel som civile, der er løbet op i mange gange den 11. september – samt de økonomiske omkostninger, er der for Mogens Lykketoft ingen tvivl om, at krigen var en fejl.

»Man kan sige, at det er tragisk, beklage det og så videre. Men det vigtigste er nu, at vi skal lære af det.«

Og der er én ting, som alt fra Vietnam til Afghanistan og Irak har overbevist ham og også dem, der sidder i den amerikanske regering, om i dag, påpeger Mogens Lykketoft:

»Og det er, at selv om man har halvdelen af verdens militære bistand, så har man faktisk ikke mulighed for at kontrollere udviklingen i fjerne, mærkelige lande som dem her.«

Det betyder også, mener den tidligere udenrigsminister, at man kan bidrage langt mere til verdens sikkerhed ved at bruge færre militære midler til gengæld for mange flere humanitære og civile ressourcer rundt om i verden. Det er lektien.

»Hvis man tager både krigen i Afghanistan og Irak, så er der en meget stor del af denne verdens menneskelige problemer, som kunne være løst, hvis de penge var blevet brugt til at skaffe rent vand eller vedvarende energi.«

Laura Friis Wangs interview blev trykt i Information 28. juli 2021.

Flere artikler om Afghanistan i Information

Mere fra min hånd om Afghanistan