Tag: Kina-Rusland

Udgivet den

Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump

Tiden er inde til at nuancere opfattelsen af Kina i forhold til USA’s fjendebillede. Mere om det i denne klumme i Berlingske 17. maj 2025. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Hvordan skal Kina forstås?

Det er skræmmende igen at se Xi Jinping ved Putins side i Moskva ved 80-året for sejren over Nazityskland. Det tolkes som en ubrydelig alliance, hvor Kina indirekte støtter Ruslands aggression i Ukraine.

Kina under Xis ledelse har udviklet sig stadigt mere autoritært, hvilket især rammer mindretal i Xinjiang og Tibet og har ødelagt den frihed, der blev lovet Hongkong, da det kom tilbage til Kina.

Kinas oprustning og trusler mod Taiwan skaber frygt for en angrebskrig i lighed med Ruslands.

Der er imidlertid brug for en mere nuanceret analyse af Kinas hensigter end dén amerikansk inspirerede tolkning, der dominerer vores mediebillede. Det siger jeg med dén erfaring, at jeg gennem fem årtier har studeret Kina og mange gange besøgt landet både som privatperson, folketingspolitiker, minister og FN-formand.

Xi omfavner Putin til trods for, at han formentlig misbilliger krigen mod Ukraine, som forsurer Kinas forhold til Europa. Xi søger Rusland som modvægt til den stærkt stigende amerikanske aggressivitet over for Kina, som de senere år er det eneste Demokrater og Republikanere i USA kan enes om. Den ny udenrigsminister, Marco Rubio, er blandt de fremmeste røster for denne kurs.

USA ser Kinas militære opbygning og teknologiske tigerspring som den største trussel mod sin globale overmagt. Og sandt nok er Kina den eneste magt i verden, der – måske – kan udfordre USA’s overmagt. Kineserne trodser i hvert fald de amerikanske forsøg på at bremse dem om f.eks. chips og kunstig intelligens – og de er verdensførende på hele den grønne teknologi, som er hovedvejen til at nå FN’s verdensmål.

Kineserne ser USA’s fjendtlighed som et ondskabsfuldt forsøg på at forhindre dem i fortsat økonomiske fremgang. Kinas økonomi er snart på størrelse med USA’s. Men der er fire gange så mange kinesere om at dele, som der er amerikanere.

Kinas økonomi er 30-doblet siden 1970’erme og en milliard mennesker er trukket ud af fattigdom. Regimets ’legitimitet’ hviler på, at fremgangen kan fortsættes ved handel med og investering i resten af verden. Denne chance vil gå tabt ved en storkrig i Asien. Det er en indlysende grund til, at Kina ikke ønsker at erobrere andre nationer med militær magt, men at vinde velstand og indflydelse ved økonomisk samkvem med resten af verden.  

USA under Trump ser samhandel som noget, hvor nogen må tabe, for at USA kan vinde. Kina ser omvendt den globale økonomi som et plus-plus-spil.

Med Trumps toldkrig mod hele resten af verden, ophøret af al udviklingsbistand og nedskæringer over for FN har han givet Kina vældige muligheder for at fremstå som den bløde stormagt, der kan hjælpe verdens fattige og fastholde et internationalt samarbejde gennem FN.

Taiwan er jokeren, der kan ændre alt dette. Taiwan-spørgsmålet er efter kinesisk opfattelse et ’internt’ opgør, hvilket Vesten historisk har anerkendt ved den såkaldte ’Èt-Kinapolitik’. Men kineserne ved selvfølgelig også, at et militært angreb på Taiwan kan mislykkes, kan blive til en storkrig og i alle tilfælde vil forpeste forholdet til Vesten og føre til enorme økonomiske tab. Mest i Kina, men også i resten af verden.

Vi i Vesten skal huske, at kineserne tænker i århundreder, når vi tænker i måneder og år. 

Så længe Kina tør tro, at Taiwan engang vender tilbage til moderlandet, så vil de nok foretrække en nok så lang, fredelig proces. Men hvis taiwanske ledere med opbakning fra de mest Kina-fjendtlige kræfter i Vesten truer med at erklære Taiwan formelt selvstændigt, så kan det være en utålelig provokation af Kinas nationale selvforståelse. Derfor er det så vigtigt, at Taiwan og Vesten opretholder status quo, dvs. den tvetydighed, der har eksisteret i 75 år og reelt sikret freden, men som man skal kunne læse i kinesiske teblade for at forstå: Taiwan er kinesisk, men Kina afstår fra militært at udrydde Taiwans reelle selvstændighed! Henry Kissinger sagde engang til mig, at han mente Taiwan-spørgsmålet på langt sigt ville blive løst ved forhandling mellem Beijing og Taipei, hvis vi i Vesten rokker mindst muligt med båden.

Jeg tror – uanset alt kritisk, der med rette kan anføres – at Kina er en mere forudsigelig spiller end både Putin og Trump.

Danmark og Europa har ikke identiske interesser med USA om Kina. Det betyder ikke, at Kina bliver vores allierede. Der er kritiske produkter, hvor vi skal undgå at blive ensidigt afhængige af Kina. Men vi har en gensidig interesse i at spille sammen med Kina om fred, udvikling og klimaløsninger, og om at bevare store dele af globaliseringen til gensidig gavn.

Klummen blev offentliggjort i Berlingske 17. maj 2025

Mere fra min hånd om forholdet mellem Kina og USA

Udgivet den

Utålmodigheden med Putin vokser – også i Beijing

Putins handlingslammelse kom til udtryk forleden, da Wagnergruppens leder, Prigosjin, i noget, der lignede mytteri, satte kursen mod Moskva med uhørt kritik af krigen mod Ukraine. Optrinnet har givet irriteret Kinas ledere i Beijing, som hverken ønsker, at Putin sejrer eller lider ydmygende nederlag. Kinas rolle er afgørende – måske ligefrem udslaggivende – for krigen. Det skriver jeg om i Ræsons kommentarserie, der heldigvis er udenfor deres betalingsmur. Læs min kommentar her.

Udgivet den

Kina – ikke til at komme uden om

Xi Jinping ser ikke med velvilje på Ruslands krig mod Ukraine, der også påvirker Kina. Vesten vil komme til at betale en endnu højere pris ved at udvide sanktioner til Kina. Det skriver jeg om i denne, min seneste kommentar i Jyllands-Posten. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Kina på vej til supermagtsstatus

I Kina bor der 1.400 mio. mennesker, og økonomien er mere 30 gange så stor som for 40 år siden. Kina bliver verdens anden supermagt i dette århundrede. Kina har stærke handelsforbindelser ikke bare med USA og Europa, men er massivt til stede også i Afrika og Latinamerika. 

Kina træder ind over det svækkede Rusland som partner til landene i Centralasien og har voksende indflydelse i Mellemøsten, hvor man lige har bidraget til forsoning mellem ærkefjenderne i Iran og Saudi-Arabien. Kort sagt, Kina er ikke til at komme uden om. Men er Kina også farligt?

Kina og Europa

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Men måske var det en aftalt arbejdsdeling. Der er i hvert fald en fælles europæisk opfattelse af, at man skal have en tæt dialog, og at de stærke økonomiske bånd ikke skal afbrydes. Vel er der strategiske områder, hvor vi ønsker mindre afhængighed af Kina.

Frankrigs præsident og formanden for EU-Kommissionen har netop været på fælles besøg i Beijing. Det blev set, som om de to kom med forskellig tilgang. Ursula von der Leyen talte forud for rejsen højt med berettiget kritik af Kina, mens Emmanuel Macron venligt opfordrede Kina til at få Rusland til af standse angrebskrigen i Ukraine. 

Modsætningerne mellem Kina og USA

Men EU ser ingen fordele ved den fortsatte optrapning af handelskrig og rustningskapløb, som de to store partier i USA synes at hidse hinanden op til forud for næste præsidentvalg. EU-forståelsen er, at Kina nok ønsker at ”erobre” verden gennem handel og investering og ikke har krigeriske hensigter. EU ønsker at inspirere USA til at dyrke de fælles interesser med Kina om fred, økonomisk samkvem og samarbejde om klimaløsninger. 

Aflysningen af udenrigsminister Blinkens planlagte besøg i Beijing opleves som en overreaktion på den vildfarne kinesiske ballon, der blev skudt ned i amerikansk farvand.

Xi Jinping har næppe lige nu hverken evne eller vilje til at standse Putins angrebskrig. Xi ser samarbejde med Rusland som værn mod amerikansk dominans, hvor USA forsøger at stække fremgang i kinesisk levestandard og international indflydelse. 

Rusland er den lille

Kina vil ikke afskrive Rusland, når USA presser Kina. Desuden udnytter Xi gerne Putins svækkelse til at købe gas og olie med stor rabat. Rusland er klart lillebror i det forhold.

Men det er forkert at antage, at Xi ser velvilligt på Ruslands krig. Kina ville blive ramt langt hårdere af vestlige sanktioner ved direkte militær støtte til Rusland. Vesten ville imidlertid selv betale en meget større pris end nu, hvis sanktionerne skulle udvides til Kina. Derfor har Kina og Europa fælles interesse i at undgå skærpede modsætninger. Hvis Vestens massive våbenbistand til Ukraine kommer til at presse Rusland yderligere, kan det også øge Xis interesse i og mulighed for at bidrage aktivt til at standse krigen. Også derfor er der fornuft i at holde al kontakt åben til Beijing.

Hvad med Taiwan?

Men er der ikke risiko for krig over Taiwan? Næppe. Kinas økonomi ville lide ubodelig skade ved en krig, der risikerer at inddrage USA og med sikkerhed udløser sanktioner fra hele Vesten. 

Men der er også meget stærke kræfter i Taiwan, der ikke vil provokere Beijing. Øens tidligere præsident fra det gamle kinesiske nationalistparti har netop aflagt et forsonende besøg på fastlandet. Hans parti, der vandt de seneste lokalvalg stort, står for samarbejde med Kina. 

Selv Taiwans nuværende (og snart afgående) præsident, der principielt ønsker selvstændighed, undgik et nyt provokerende besøg på øen fra en kongresformand fra USA ved i stedet at møde den ny formand privat i Californien. 

Mon ikke status quo består i fred, hvis omverdenen afstår fra at vippe båden?

Indlægget blev bragt i Jyllandsposten 12. april 2023

Mere fra min hånd om omverdenens forhold til Kina

Udgivet den

Farlige udsving i Kina-politikken

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – Taiwans fremtid skal nok løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Mere om dét og vigtigheden af samarbejde mellem Vesten og Kina i denne, min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

USA og Kina må finde fodslag i internationalt samarbejde

Uffe Ellemann sagde engang til mig, at hverken Kina eller klima fyldte meget i dagsordenen i hans tid som udenrigsminister.

Her 30-40 år senere er Kinas betydning på verdensscenen eksploderet.

Klimaforandring er vores værste eksistentielle trussel, medmindre vi når at udrydde al civilisation i en atomkrig. Fred og økonomisk stabilitet i resten af det 21. århundrede afhænger af, om USA og Kina kan tøjle deres i indbyrdes kappestrid og sammen føre an i internationalt samarbejde.

Siden Kina i 1978, under Deng Xiaopings ledelse, lagde maoismens kaos og katastrofer bag sig, har kæmpelandet oplevet en sensationel fremgang. Økonomien er mere end 30 gange større end dengang. Min hustru Mette Holm og jeg har hver for sig og sammen været øjenvidner til denne formidable omvæltning. Mette har opholdt sig i Kina i ti år – først som studerende, siden som reporter. Jeg har besøgt Kina 18 gange de seneste 43 år, og som finans- og udenrigsminister, parti- og folketingsformand og siden også formand for FN’s Generalforsamling haft møder med en lang række kinesiske topfolk.

Kinas selvforståelse

Kinas selvforståelse er, at det er verdens ældste og vigtigste nation, der har rejst sig efter en kortvarig svækkelse på 150 år. Men Kinas vej til velstand og storhed går gennem handel, investering og diplomati – ikke et ønske om krigeriske erobringer. Dét, påstår jeg, er uforandret, selv om det er skræmmende med Xi Jinpings enevælde og den massive ensretning. Der er voldsom undertrykkelse af muslimer i Xinjiang, tibetanere og de få frihedsforkæmpere, der åbner munden. Hongkongs frihed knægtes i strid med aftalen med Storbritannien om »et land, to systemer«. Og det må også bekymre, at der oprustes, og at der tales om, at genforeningen med Taiwan om nødvendigt kan gennemføres med militær magt.

USA slår tonen an

USA fører an i en voldsom ændring af Vestens holdning til Kina. Efter årtier med gensidig hyldest til samhandel og investering – og politisk samvirke, som det kom til udtryk under klimaaftalen i Paris – opfattes Vestens kurs mod Kina nu (i Kina) som forsøg på at stække landets fremgang i velstand og omkranse det med stærke amerikansk ledede alliancesystemer. Kina bruger kun en tredjedel så mange ressourcer som USA på militær, og USA står endnu stærkere sammen med store nabolande som Japan og Indien. Siden Trump startede handelskrigen og covid-bashingen mod Kina, har der i amerikansk politik rejst sig en paranoid frygt med krav om at være »tough on China«. Det toppede med hysteriet om, og nedskydningen af, den kinesiske luftballon. Det var faretruende, at dette lille intermezzo førte til aflysning af den amerikanske udenrigsministers Blinkens besøg i Beijing, for der er jo netop brug for afspænding.

Allervigtigst ville det være, hvis USA og Kina kom så meget på talefod, at Xi Jinping blev villig at lægge pres på sin »ven« Putin for at stoppe angrebskrigen i Ukraine. Indtil nu styres Kinas kurs desværre af fælles kinesisk-russisk modstand mod USAs globale dominans.

Kina diplomatisk storspiller

USA må erkende den ny balance, hvor man ikke varigt kan stække Kinas fremgang. Kina har etableret stærke økonomiske relationer i Øst- og Sydasien og voksende indflydelse i Afrika, Latinamerika, Centralasien og Mellemøsten. Kina er nu en diplomatisk storspiller, der har haft held til at mægle mellem ærkefjenderne Iran og Saudi-Arabien. USA må også forstå, at både Kina og Europa ønsker at bevare væsentlige dele af vort store økonomiske samkvem. Derfor er det rigtigt sagt af udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, at EU skal medvirke til at mindske spændingen mellem USA og Kina.

Men skal vi ikke frygte invasion af Taiwan – analogt med Putins invasion i Ukraine? Jeg tror, at analogien er falsk. Kina har ingen interesse i at starte en militær konflikt, der kan vælte den grundlæggende »kontrakt« med befolkningen: Styret har haft en solid folkelig opbakning, mens man formåede at trække 800 millioner ud af fattigdom. De allerfleste kinesere har oplevet øget velstand og friheder i livet som aldrig før – så længe de bare ikke blander sig i politik!

Det blev afbrudt under covid-pandemien, som blev kluntet håndteret. Men krig på grund af Taiwan kunne blive langt mere kostbar i form af sanktioner og nedbrud i Kinas deltagelse i verdensøkonomien. Alle parter har derfor en grundlæggende interesse i ikke at provokere forandringer i status quo i Taiwan-strædet.

Jeg tror stadig på, hvad Henry Kissinger sagde til mig for 16 år siden – at Taiwans fremtid nok skal løse sig fredeligt, så længe vi andre blander os mindst muligt. Det er kinesere på begge sider, og de har et længere tidsperspektiv end vi i Vesten.

Mogens Lykketoft, fhv. minister og formand (S)

Mere fra min hånd om Kina og USA