Forringet dagpengedækning har gjort stor skade

Nutidens store udfordringer er at lette vejen for arbejdsløse ufaglærte unge og desuden skabe et arbejdsmarked, hvor det er både attraktivt og muligt for seniorer at holde sig i gang. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen eller nedenfor:

Høj beskæftigelse skaber arbejdsudbuddet

Der er megen berettiget kritik af de regneregler og antagelser om menneskelig adfærd, der under Anders Fogh Rasmussens regeringstid blev knæsat af Finansministeriet. Heldigvis foregår der nu en – ganske vist langsom – nyvurdering.

Et af mange eksempler på behovet for at regne anderledes er påvist af AE-rådet: De gamle regnemetoder har været drivkraft for skiftende regeringer til at gennemføre markant forringelse i størrelse og varighed af dagpengene, fordi man har overvurderet, hvordan arbejdsløse ville »hygge sig« på »høje« dagpenge i stedet for at søge arbejde. 

Denne begrænsning i arbejdsudbuddet belastede – mente man – statsfinanserne unødigt. Derfor blev der skåret i reguleringen af dagpengesatsen i forhold til lønudviklingen, og dette blev forstærket ved skattelettelser via et forhøjet beskæftigelsesfradrag, som hverken er kommet folk på midlertidig eller vedvarende offentlig forsørgelse til gavn.

Der er de senere år på socialdemokratisk initiativ taget et par skridt i modsat retning med forhøjelse af dagpengesatsen i kortere ledighedsperioder og under uddannelsesaktivitet.

Men vi har stadig lavere dækning på dagpenge eller kontanthjælp end for et par årtier siden. Det rammer især dem, der har særlige problemer med kvalifikationer eller er plaget af fysiske eller psykiske skavanker og derfor har vanskeligst ved at hænge på arbejdsmarkedet, selv om de tappert søger flere gange om ugen og kaldes til mange nytteløse samtaler i jobcenteret. 

Om en forringelse af kontanthjælpen i Lars Løkke Rasmussens regeringstid blev det for eksempel dokumenteret, at kun en tiendedel af de berørte kom i arbejde, mens resten bare blev endnu fattigere.

Det er også vanskeligt at få ørenlyd for, at folk, der kastes ud i ledighed, med fordel kan gives tid til at se sig om efter et job, der passer til deres forudsætninger. I stedet har mange måttet bøje sig ned efter noget, de både er mindre egnet til og bliver dårligere lønnet for – for at undgå alt for mange måneder på lave dagpenge og efterfølgende tab af dagpengeret, der helt kan vælte familiens økonomi.

I mine yngre dage havde vi socialdemokrater den opfattelse, at klog arbejdsmarkedspolitik godt kunne gå hånd i hånd med god dagpengedækning for de lavtlønnede. Vi kunne sikre, at folk kom videre til nyt job med en anstændig løn. 

Det var tilsigtet, at høje dagpenge medvirkede til at udrydde usle og dårligt betalte job i Danmark: Vi mente, at vores samfund var velfungerende nok til at give alle en vej til et godt job, som ikke kunne afslås – om nødvendigt efter tilbud om efteruddannelse. Vi så relativt høje dagpenge som værn mod fattigdom, og det var en afgørende pointe, at det også gjorde det attraktivt at betale kontingent til a-kasse. 

Forringet dagpengedækning har gjort stor skade også ved at medvirke til et dramatisk fald i antallet af arbejdsløshedsforsikrede. Det har bragt mange ud i dybere fattigdom, når de ved ledighed er henvist til kontanthjælp eller til at blive forsørget af deres ægtefælle (hvis de har en).

Et samfund med høj beskæftigelse og aktiv arbejdsmarkedspolitik giver plads på arbejdsmarkedet til rigtigt mange, også af dem, der er bagud ift. flertallet, når det gælder kvalifikationer, livskraft og livsmod. Det har vi netop fået bekræftet under den seneste højkonjunktur: Efterspørgsel på folks arbejdskraft er en utroligt meget stærkere drivkraft for arbejdsudbuddet end sanktioner, der skal bekæmpe påstået dovenskab på dagpenge eller kontanthjælp.

Nutidens store udfordringer er at lette vejen for arbejdsløse ufaglærte unge og desuden skabe et arbejdsmarked, hvor det er både attraktivt og muligt for seniorer at holde sig i gang. Svaret på arbejdskraftmangel er ikke først og fremmest at skaffe flere leverede arbejdstimer fra den enkelte, men at give mange mennesker nye kundskaber for at besætte de nye typer job, som skabes af en rasende hurtig teknologiudvikling. »Dont work harder, work smarter«, lyder et citat, som min gamle økonomiprofessor og senere regeringskollega, Erling Olsen, ofte gengav.

Et særligt problem er, når der ikke er tilstrækkeligt mange såkaldte varme hænder, som tilbyder sig til den grundlæggende offentlige service i sundhed, børnepasning og ældreomsorg. Det ekstra lønløft til velfærdens kernetropper og de generelt gode nye overenskomster for de offentligt ansatte er nødvendige forudsætninger for at løse dette rekrutteringsproblem. 

Det handler ikke kun om løn, men også om mindre stressende arbejdsvilkår. Men rekruttering til de ubesatte stillinger er et vigtigt bidrag til bedre arbejdsforhold for alle.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev bragt i Berlingske 29. februar 2024.

Mere fra min hånd om arbejdsmarkedet

Mangel på kvalificeret arbejdskraft? Ja, hos de borgerlige partier

De borgerliges alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, udløst af Konservatives og Venstres ledere ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere. I stedet søger de nu at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Mere derom i min seneste klumme i Berlingske 9. februar 2022. Læs indlægget her – eller nedenfor:

Sympatiske og effektive skridt til øget udbud af arbejdskraft

Der har længe været arbejdet for en aftale, der kunne levere større udbud af arbejdskraft. De borgerlige partier ville gribe til de kendte virkemidler, som har medløb fra Finansministeriets regnemetoder – skattelettelser eller lavere ydelser.

Disse midler har den meget kedelige konsekvens, at de øger uligheden. Der kan peges på mange andre, mere sympatiske og mindst lige så effektive skridt. Desuden kan regnereglernes visdom anfægtes, og de er i hvert fald slet ikke så virkningsfulde nu, hvor der er flere mennesker i arbejde end nogensinde.

Det er næppe på helt kort sigt muligt at finde tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft med de mest efterspurgte, faglige kvalifikationer, næsten uanset hvad der laves af politiske indgreb. Men der kan trækkes folk fra hele EU til et dansk arbejdsmarked, hvor gode lønninger er på vej til at blive endnu bedre. Desuden kan der – præcis som erhvervslivet har ønsket, og regeringen har accepteret – lempes midlertidigt på den såkaldte beløbsgrænse, der bestemmer, hvor høj lønnen skal være for, at man kan rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Trods den meget lave ledighed kommer der også stadigvæk overraskende mange flere i arbejde. Som påpeget af blandt andet AE-rådet rasler arbejdsløshedstallene nu lykkeligt nedad for indvandrere og andre, der har været længe på kontanthjælp.

Der synes desuden at være en større gruppe af studerende og andre unge, som ikke har været registreret ledige, men som nu søger at få mere arbejde. Desuden frigøres en større gruppe, som har været ansat til at teste og vaccinere under pandemien.

En del job besættes helt enkelt ved, at arbejdsgiverne tilbyder mere i løn. Det er der råd til i et erhvervsliv, der tjener godt, og et samfund, hvis superhøje konkurrencekraft kan aflæses på et enormt overskud på betalingsbalancen. Bare på lidt længere sigt kan øget efteruddannelse og jobtræning få endnu flere til at leve op til virksomhedernes behov.

Meget af det, der efterspørges politisk, sker således af sig selv eller skal bare have en lille ekstra skub.

Derfor var det et klogt og målrettet forlig, finansministeren for et par uger siden indgik med SF, R, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Der var blandt andet et fornuftigt nok mildere indgreb end oprindelig foreslået mod dimittendsatsen kombineret med forhøjelse af dagpengene for andre i de første tre måneder. Desuden fik uddannelsessøgende og pensionister økonomisk gevinst ved at tage flere arbejdstimer. Det skal ikke længere gå ud over økonomien for en pensionist, at ægtefællen arbejder. Hidtil har reglerne ofte ramt ægtefællens udbytte af at arbejde hårdere end nogen topskat.

Regeringen accepterede, som nævnt, også erhvervslivets ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, men midlertidigt for ikke at lave løntryk over for danske lavtlønnede. Forslaget støttes af forligspartierne – dog ikke DF. Til gengæld skulle man tro, at V, K og LA, som længe har krævet beløbsgrænsen sænket, ikke kunne stemme imod.

V, K, LA og Nye Borgerlige antog åbenbart fejlagtigt, at de her kunne presse regeringen op i en krog og i krig med sine støttepartier til venstre. Men regeringen afviste deres krav om lavere skat for de velhavende; mindre kapitalafkastbeskatning, lavere arveafgift og mindre topskat.

Derfor har vi nu den helt uforståelige situation, hvor de borgerlige partier blokerer for ændringer i det gældende dagpengeforlig forud for næste valg med Rasmus Jarlovs hysteriske begrundelse, at enhver forbedring af de stærkt udhulede dagpenge fører til mere dovenskab hos de ledige. Og de borgerlige vil ikke støtte forligspartiernes forslag om at ændre beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Denne alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, som lederne af Konservative og Venstre udløste ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere, samtidig med at de gav Nye Borgerlige vetoret mod at lave forlig. Nu søger de at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse »nye tilbud«.

Dansk Industri, Danske Erhverv og Arbejdsgiverforeningen kunne bruge deres kræfter på at overbevise de borgerlige om, at de ikke skal skyde sig selv og erhvervslivet i foden ved at forhindre regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen. I stedet appellerer de helt utidigt til regeringen om at genoptage forhandlinger med partier, der fornærmet har forladt forhandlingerne og truer med at vil stemme imod egne ideer, fordi de ikke også kunne få lov endnu en gang at forgylde de rigeste skatteydere.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 8. februar 2022

Mere fra min hånd om regnemodeller og øget arbejdskraftudbud