Jeg tror, at mange i Venstre omsider genkender mit billede af Løkke som en lille svindler

Lykketoft og LLR

FOTOTEKST: »Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand,« skriver Mogens Lykketoft i Berlingske. Arkivfoto: Keld Navntoft / Ritzau Scanpix

Det er uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som leder.

I min første klumme i Berlingske her i 2021 skriver jeg om Trumps destruktive færden siden valgnederlaget i november. Så slem er Lars Løkke Rasmussen heldigvis ikke på sin færd fra magten.

Læs hele klummen i Berlingske her – eller nedenfor:

Somme brænder huset ned, når de ikke kan få lov at blive boende

Ind til 20. januar har USA en præsident, der har alle menneskets dårligste karakteregenskaber og ikke et eneste forsonende træk: En kæmpesvindler, en storskrydende løgner, der blev båret frem af en ekstremistisk højrefløjs dominerende mediemagt. Takket være denne bistand fik han selv i nederlagets stund et foruroligende højt stemmetal. Endnu en gang fik han præsenteret sig som den svegne arbejderklasses frelser, selv om hans politik kun har ført til endnu større ulighed, fattigdom og død.

Trods alle Trumps slagkraftige løgnekampagner faldt han på sin totalt kaotiske håndtering af pandemien, der har givet USA en global førerstilling i smitte og overdødelighed. Men han nægter som bekendt at anerkende nederlaget. Han har prøvet alle utænkelige numre for at få undergravet vælgernes demokratiske afgørelse og kuppe sig til at beholde magten. Det lykkes ikke. Men han har forvoldt et i forvejen meget skrøbeligt amerikansk demokrati ubodelig skade ved at fabrikere og udbrede sine falske konspirationsteorier.

Her til sidst benåder han både krigsforbrydere, der har myrdet løs blandt civile i Irak, og de personlige venner og medarbejdere, der var sendt i fængsel for korruption, svindel og løgn. Nu kan hele den moralsk anløbne rådgiverkreds frit samles og smede nye rænker både mod Biden-regeringen og mod alle de republikanske partifæller, der ikke ubetinget bliver ved at danse efter Trumps falske melodier. Det kan trække lange, onde spor i amerikansk politik.

Mange af verdens lande ledes af nulsums-spillere uden moral, der tror de kun kan vinde, hvis andre taber – og som intet middel skyer for at vinde. Den ultimative katastrofe er, når verdens mægtigste nation falder til den side, som det skete for fire år siden.

Frygter flere ødelæggelser

På grund af USAs enorme magt er Trumps vilde og onde gerninger ikke kun amerikanernes problem. Han har gjort hele kloden mere ustabil ved at nedbryde alliancer og støtte sine meningsfæller blandt autoritære og fascistiske statsledere. Selvom han kun har to uger tilbage i embedet, sidder en hel verden og frygter for endnu flere ødelæggelser fra hans hånd. For der er ingen grænser for hans lyst til at brænde huset ned, når han nu ikke længere skal bo i magtens centrum.

Lars Løkke Rasmussen er ikke slet som Donald Trump. Han er hverken livsfarlig eller blottet for forsonende personlige træk. Men de to har det til fælles, at de hensynsløst sætter huset i flammer, når magten glider dem af hænde.

Det er meget uskønt at se en mand, der blev båret frem til de højeste poster i landet af sit parti, forvolde partiet og dets ny leder maksimal skade ved at slå ud mod alt og alle og udmelde sig i vrede over, at partifællerne ikke kunne forstå velsignelsen ved ham som fortsat leder efter hans mere end ti år på posten.

Ligesom med Trump ser det ud som om, at det hele tiden har handlet mere om Lars Løkke Rasmussens person og forfængelighed end om det projekt, en masse mennesker for kort tid siden viste ham den store tillid at lade ham stå i spidsen for.

Måske er det steget ham til hovedet, at så mange af Løkke Rasmussens tilhængere samt mange journalister og kommentatorer har kaldt ham sin tids største politiske håndværker.

Jeg har næret stor respekt for mange politiske modspillere gennem næsten 40 år i dansk politik. Men Lars Løkke Rasmussen ser jeg ikke som den dygtige håndværker med de flotte resultater. Han var – også i sin ministertid – en kynisk smadremand.

Den lille svinder

For fem år siden blev jeg voldsomt kritiseret, da det kom frem, at jeg ved en tale på min 70-års fødselsdag kaldte ham en lille svindler. I disse dage tror jeg at mange i Venstre omsider genkender dette billede.

Jeg har to afgørende begrundelser for min karakteristik af Lars Løkke Rasmussen:

For det første har han rent faktisk snydt mig – mest åbenlyst i forhandlingerne om kommunalreformen i 2004. Det afgørende for min holdning til både politiske med- og modspillere har aldrig været meningsforskelle. men om jeg kunne stole på dem.

For det andet er det et politisk svindelnummer i særklasse, at Lars Løkke har fået fremstillet sig som velfærdssamfundets værner og fornyer. Gennem 15 år i regeringsposition har han været hovedkraft i at nedbryde dette velfærdssamfund: Ved at ødelægge skattekontrollen, dele kæmpe skattelettelser ud til de rigeste ved rødvinsreformen samt at gennemføre en reel likvidering af efterlønnen og en fatal forringelse af dagpengesystemet. Alt sammen bidrag til større ulighed og mindre tryghed.

Det vil være totalt utroværdigt, hvis denne mand forsøger sig med at genopstå som et nyt centrum i dansk politik.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev trykt i Berlingske Tidende 8. januar 2021

Trumps forsøg på at strangulere Irans økonomi truer freden

Dette indlæg blev bragt i Ræson 14. januar 2020

Af Mogens Lykketoft, fhv. udenrigsminister og formand for FN’s Generalforsamling

EN HEL VERDEN BIDER NEGLE efter Trumps optrapning af konfrontationen med Iran ved droneangrebet, der dræbte den mest fremtrædende iranske general, Qassem Soleimani, og en pro-iransk irakisk militsleder ved Bagdads lufthavn.

Generalen modarbejdede i årtier ubestrideligt USA’s interesser og tilstedeværelse i Mellemøsten systematisk og effektivt – ikke mindst ved at støtte Iran-venlige kræfter i Irak og Hizbollah i Libanon. Han var ledende i Irans støtte til Syriens blodige diktator, Bashar al-Assad, der har afgjort borgerkrigen til fordel. Men generalen har også indirekte samarbejdet med USA – tilbage i tiden mod Taliban i Afghanistan og senest ved at sætte iransk-støttede militser i Irak ind i krigen mod Islamisk Stat.

Soleimani var en del af toppen i Irans præstestyre – svarende til en amerikansk forsvarsminister eller CIA-chef. Derfor er det ikke mærkeligt, at et mord på ham af tidligere amerikanske præsidenter ikke er blevet anset for et klogt bidrag – hverken til fred eller sejr – i den mangeårige konfrontation mellem Iran og USA.

Men præsident Trump besluttede med sin sædvanlige mangel på omtanke, historisk forståelse og analyse at gennemføre mordet – måske for at tage sig handlekraftig ud hos vælgerne i det kommende præsidentvalg. Den Demokratiske Joe Biden sagde malende, at det svarede til at kaste en dynamitstang i en krudttønde.

DERFOR VAR DET EN LETTELSE, at Irans ledelse, trods den ophidsede hjemlige folkestemning, i første omgang viste stor tilbageholdenhed: Svaret var et omhyggeligt varslet missilangreb på amerikanske baser i Irak, der ikke slog nogen ihjel.

Men straks efter blev 176 mennesker dræbt, da et iransk missil ramte et ukrainsk passagerfly i fejlagtig opfattelse af, at flyet var militært og del af et amerikansk modangreb. Denne forfærdende tragedie i kølvandet på spændingerne mellem USA og Iran har et lige så forfærdende fortilfælde i 1988, da et missil fra et amerikansk krigsskib i Golfen nedskød et iransk passagerfly med 290 mennesker om bord – i den tro, at det var et angribende iransk militærfly. Også dengang omkom alle om bord. To eksempler på, hvordan optrapning af konfrontationerne mellem USA og Iran fører til nervøsitet og udløser grusomme, fatale fejl

Mordet på Soleimani blev af USA’s regering begrundet med kendskab til umiddelbart forestående nye angreb på amerikanske borgere og interesser. Begrundelsen mangler dog troværdighed. Generalen var tværtimod ifølge nogle presseforlydender på en mission for at undersøge mulighederne for at mindske spændingerne mellem Iran og arvefjenden i Saudi-Arabien

Ét er, at det strider mod folkeretten at myrde fremtrædende regeringsrepræsentanter fra andre lande, som man ikke er erklæret i krig med – og at gøre det på et tredjelands territorium, når den pågældende rejser officielt med et passagerfly. Noget andet og endnu vigtigere er de utilsigtede konsekvenser: Risikoen for nye krigshandlinger og en samling af den iranske nation om et ellers i stigende grad upopulært præstestyre. Generalen var en national blandt langt flere end den stadigt svindende del af iranerne, der er svorne tilhængere af præstestyret: Millioner af mennesker deltog i sørgetoget og den tragisk tumultariske begravelse af Soleimani.

DEN OPTRAPPEDE SPÆNDING MELLEM USA OG IRAN gennem det seneste halvandet år er resultatet af dén aggressive blokadepolitik, USA fører over for Iran, efter at Trump ensidigt har revet atomaftalen i stykker: Irans gevinst ved at opgive muligheden for at udvikle et atomvåben var at få fjernet økonomiske sanktioner og åbnet for økonomisk udvikling. I stedet forsøger USA nu at kvase Irans økonomi ved at forhindre alle andre lande i at handle med og investere i landet. Det rammer almindelige mennesker i Iran meget voldsomt. Uanset folks personlige holdning til præstestyret føler de sig forrådt af USA. Det er trist, fordi iranerne nok er det folk i den mellemøstlige region, der er mest ivrige efter at åbne sig mod den vestlige verden.

Atomaftalen fra sommeren 2015 skabte ellers håb om en ny og mere fredelig balance i den konflikthærgede mellemøstlige region. Det oplevede jeg på tæt hold som formand for FN’s Generalforsamling: Aftalen blev bakket op af et overvældende flertal af FN’s medlemslande. Et helt enigt Sikkerhedsråd afviklede alle internationale sanktioner mod Iran i kølvandet på aftalen. Der var ikke tale om en aftale mellem USA og Iran alene, selvom de drivende kræfter var Obamas udenrigsminister John Kerry og den iranske udenrigsminister, Mohammed Zarif. Disse to havde egentlig fortjent en Nobelfredspris for indsatsen: Jeg mødte som FN-formand gentagne gange dem begge og er overbevist om deres oprigtigt gode hensigter.

Aftalen blev indgået af USA sammen med Storbritannien, Frankrig, Tyskland, Rusland, Kina og EU. Den byggede ikke på naiv tillid til præstestyret i Teheran, men på solide kontrolmekanismer, der varetages af FN’s atomenergiagentur. Håbet var, at aftalen var en tillidsskabende begyndelse, der kunne føre til andre forsøg på afspænding i Mellemøsten.

AFTALENS FJENDER er Israels højre-regering og de arabiske golfstater anført af Saudi-Arabien. De fornægter, at aftalen fra 2015 faktisk forhindrer et iransk atomvåben – og de arabiske stater ser i øvrigt gerne olieprisen gå op ved hjælp af en blokade af olieeksporten fra konkurrenterne i Iran.

Disse kræfter har desværre meget stærke venner i USA med den nuværende præsident i spidsen. Trump er indædt opsat på at ødelægge enhver arv fra Obama. Han er bedste ven med Israels statsminister Netanyahu, der i mange år har brugt truslen fra Iran til at affeje enhver kritik af Israels besættelse af de palæstinensiske områder. Trump er også bedste ven med Saudi-Arabiens egentlige hersker, kronprins Mohammed Bin Salman, der er den øverst ansvarlige for verdens værste humanitære katastrofe – krigen i Yemen – og nu også berygtet for det bestialske mord på en systemkritiker i det saudiske konsulat i Istanbul.

Trump er besat af at skabe flere jobs hjemme i USA ved at sælge (mange) flere våben til den lange række af verdens despoter. Saudi-Arabien er den absolut største kunde med verdens tredjestørste militærbudget. Saudierne har alene afgivet ordrer på moderne amerikanske våben for 110 milliarder dollars . Det tillader Saudi-Arabien at fortsætte den forfærdelige krig i Yemen og blive en stadig større trussel mod Iran.

Det kan være svært at fastholde enøjede billeder af engle og djævle i Mellemøsten.

Obama indså, at det tværtimod var i USA’s – og hele verdens – interesse at dæmpe Mellemøstens konflikter mellem sunni- og shiamuslimer, mellem arabere og iranere og mellem israelere og palæstinensere. Frem for alt ville han undgå en krig mod Iran, der kan blive en endnu større trussel mod verdens fred end invasionerne i Afghanistan og Irak.

Trump ser derimod Irans hånd som afgørende for alt, der modarbejder USA i Mellemøsten, og han ser ikke grund til at kritisere saudiernes krig i Yemen eller deres støtte til de fundamentalistiske oprørere, der fortrængte demokraterne i den syriske modstandsbevægelse. Der er heller ingen kritik af det saudiske regimes massive islam-fundamentalistiske missionsvirksomhed, der har været ynglekassen for de fleste terrorister i denne verden.

I JANUAR 2018 VAR JEG SAMMEN MED tre andre fhv. udenrigsministre – fra Storbritannien, Italien og Østrig – og den tidligere britiske ambassadør i USA til en sikkerhedskonference i Teheran. Vi appellerede alle til iranerne om ikke at overreagere på Trumps trusler om at bryde atomaftalen. Vi udtrykte håb om, at Europa – uanset Trump – ville stå vagt om aftalen, og om at USA – når Trump snart er væk igen – ville vende tilbage til aftalesporet.

På konferencen oplevede vi for åbent tæppe, hvor store spændinger der er internt i det iranske regime. Præsidenten og udenrigsministeren ville gerne redde atomaftalen, mens høgene i militæret og revolutionsgarden afviste, at man nogensinde kan stole på USA. Derfor mener hardlinerne, at Iran må være til stede i Irak, Syrien og Libanon for at afbalancere amerikansk pres. Nogle af dem mener utvivlsomt også, at et iransk atomvåben er den eneste sikre garanti mod en fremtidig amerikansk invasion. Det er trist og farligt, at Trumps pres dag for dag styrker høgene i Iran.

Under samtalerne i Teheran stod det i øvrigt krystalklart for mig, at høgene både i USA og Iran er fastlåst i deres egen meget selektive historiske erindring: Amerikanerne husker kun den stupide gidseltagning af 52 personer fra USA’s ambassade i Teheran i 1979-81, og de har aldrig overvundet vreden og ydmygelsen fra dengang. Trump kom med en henvisning til de 52 gidsler, da han forleden sagde, at han havde 52 kulturelle iranske mindesmærker udpeget som bombemål som svar på eventuel iransk gengældelse for mordet på Soleimani. Trumps udenrigs- og forsvarsministre forsikrede dog efterfølgende om, at USA ikke ville iværksætte denne type krigsforbrydelser. Men præsidentens uoverlagte ord viser, at hævn for gidselsagen er en central bevæggrund for USA’s aggressive politik over for Iran.

Omvendt har iranerne fortrængt gidseltagningen af de amerikanske diplomater. Til gengæld har de aldrig glemt, at Irans demokratisk valgte leder, Mossadeq, i 1953 blev væltet ved et CIA-organiseret kup i protest mod nationaliseringen af vestlige olieinteresser. Endnu mere nærværende er det, at Saddam Hussein i Irak var USA’s ven, da han i 1980-1988 førte sin blodige angrebskrig mod Iran, der kostede langt over en halv million iranere livet. Amerikanske Awacs-overvågningsfly hjalp Saddams styrker med informationer om, hvordan de bedst kunne angribe iranerne. Krigen dengang var afgørende for den iranske ledelses iværksættelse af Soleimanis kampagne for at styrke Irans indflydelse og allierede i nabolandene som et værn mod at skulle udkæmpe endnu en krig på iransk jord.

Nogle efterspørger en skarpere dansk reaktion på Trumps politik over for Iran. Vi må imidlertid erkende, at vores eneste chance for en vis indflydelse ligger i fælles handling fra EU’s side. Vi skal insistere på forhandling frem for konfrontation og samtidig motivere Iran til at overholde atomaftalen ved fra europæisk side at åbne for handel med Iran. Det kan modvirke USA’s forsøg på – i frontal modstrid med atomaftalens forudsætninger – at strangulere iransk økonomi. Vi skal nære håbet, så de moderate kræfter i det iranske styre har en chance for at holde sig i sadlen – trods Trump og indtil han (forhåbentlig snart) er historie.

Mogens Lykketoft (f. 1946) er fhv. finansminister, udenrigsminister, partiformand for Socialdemokratiet (2003-2005), formand for Folketinget (2011-2015) og formand for FN’s Generalforsamling (2015-2016).