Meget af kritikken mod Energinet er urimelig. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år og på regeringens bestilling påtaget os store, nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland. Det meste, der er ikke nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol – det og mere til skriver jeg om i denne kronik i Politiken 30. april 2026. Læs den i Politiken – eller nedenfor:
Turbo på den grønne omstilling
Energinet er statens selskab, der skal levere sikker, billig, tilstrækkelig og grøn strøm til danske borgere og virksomheder.
I øjeblikket kritiseres selskabet fra mange sider. Det er helt rigtigt, når Rigsrevisionen siger, at det er meget utilfredsstillende, at en meget stor del af Energinets projekter er forsinkede. Desuden er det meget forståeligt, at mange virksomheder er utålmodige over den aktuelle korte pause i tildelingen af ny kapacitet på elnettet.
Jeg har været bestyrelsesformand i Energinet de seneste seks år. Min ambition var – med min baggrund som FN-formand, da vi fik de 17 verdensmål og klimatale i Paris – at bidrage til den hurtigst mulige grønne omstilling.
Da jeg er blevet 80 år, fratræder jeg Energinet til sommer. Jeg forlader et selskab med kompetent ledelse og engagerede medarbejdere. Vi har mangedoblet investeringerne i elnettet de seneste år, og vi har på regeringens bestilling påtaget os store nye arbejdsområder som energiøer og brintrør til Tyskland.
Det meste, der ikke er nået, skyldes forhold uden for Energinets kontrol. Derfor har meget af kritikken fejladresse. Energinet skal håndtere eksplosive løft i elforsyningen uden at have alle nødvendige frihedsgrader til at gøre det.
Ingen kunne være i tvivl om, at det ville kræve en enorm anstrengelse og investering i at flytte elproduktionen fra få store kraftværker, der fyres med kul og gas, til tusindvis af vindmøller til lands og til vands og til millioner af solceller, samtidig med at den samlede elproduktion skulle øges kraftigt for at muliggøre grøn elektrificering.
Men elnet fylder i landskabet, og det er forståeligt, at borgere og politikere har indvendinger. Det er imidlertid uforeneligt med hastig grøn omstilling, hvis sådanne indvendinger mangedobler leveringstiden i forhold til vores tekniske muligheder, sådan som vi så det gennem et tiår med den netop idriftsatte højspændingsledning langs den jyske vestkyst.
Miljøgodkendelser har været et andet ekstremt tempoproblem. Fra 2020 til 2024 firedoblede Energinet antallet af nye projekter.
I begyndelsen var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 100 dage, men den voksede i perioden til 700 dage, selv om vi fik adgang til at betale for sagsbehandling i håb om højere tempo. Mit indtryk er, at geografisk udflytning med enorm personaleudskiftning og tab af opsparet erfaring hos miljømyndighederne er en vigtig del af forklaringen.
Det er meget vigtigt, at vi i det forløbne år har fået afgørende politisk hjælp i form af form af forenklet, begrænset miljøscreening i fremtiden, så dette problem ikke skaber forsinkelse for kommende projekter.
En anden hovedårsag til forsinkelser var en fordobling af pris og leveringstid på nøgleudstyr til at bygge elnet i Europa op mod 2024. De internationale kæmpevirksomheder, der leverer det meste af grejet, øgede åbenbart ikke deres kapacitet i takt med efterspørgslen; måske tøvede de med de meget store investeringer på grund af usikkerhed om Europas vilje til at holde fart i de grønne ambitioner: Russisk gas blev erstattet af amerikansk LNG, mens rente og anskaffelsesomkostninger steg heftigt for private investorer i vindmølleparker m.v.
Fortsat højt tempo af etablering grønne energianlæg kræver nu, at stater deler risiko med de private investorer, som det sker fra dansk-tysk side med Energiø Bornholm og det nye danske udbud på Nordsøen.
Irankrigen vil forhåbentlig få et samlet Europa til på denne måde at satse endnu mere på vedvarende energi. Det handler jo ikke kun om at bremse den globale opvarmning, men om langsigtet forsyningssikkerhed uden afhængighed af de fossile tyranner i både Rusland, Golfen og USA. En klar politisk satsning her kan føre til, at den europæiske kapacitet på udstyr til den grønne elektrificering øges i højere tempo. Og stort volumen kan på sigt ikke bare mindske forsinkelserne, men også få priserne ned igen.
Ét er de gamle forsinkelser. Vi kan nu se, at endnu mere skulle have været i gang for at forstærke elnettets grundstruktur. Rammerne for vores investeringsplaner blev lagt ud fra Energistyrelsens analyseforudsætninger, som viste sig at undervurdere tempoet i elektrificeringen.
Blandt andet for at indhente dette vil Energinet fra 2026-2029 investere 67 milliarder kroner. Men det seneste år er køen af kunder, der gerne vil have ekstra kapacitet på elnettet, fordoblet. Det betyder, at der lige nu efterspørges ekstra kapacitet i elnettet, der er otte gange større end vi har i dag. Et voldsomt og uforudset skred.
Selv om en hel del af disse nye kunder opgiver undervejs, er det helt enkelt umuligt at levere under gældende regler. Det kunne i værste fald betyde, vi skulle trække tre ekstra parallelle højspændingslinjer, hvor vi i dag er i færd med over en årrække at forstærke én. Det ville være umuligt at få folkelig accept af.
Eksplosionen i efterspørgslen kommer fra enormt energislugende batteriparker, PtX-projekter – og ikke mindst datacentre, der hver for sig ønsker at reservere kapacitet til elforbrug, der er større, end mange byer og landsdele har i dag. Det er alt sammen aktiviteter, der er afgørende for teknologisk udvikling og konkurrencekraft.
Men Energinet og de lokale forsyningsselskaber har akut brug for værktøj til at prioritere og stille krav til de store energislugere, så de kan blive en vigtig del af løsningen i stedet for en blokering af den igangværende og historisk vigtige grønne elektrificering af transport, industri og opvarmning.
Den øjeblikkelige timeout for tildeling af ny kapacitet på nettet handler om, at en ny regering forhåbentlig hurtigt kan levere os disse værktøjer.
I dag er vi forpligtet til en ligebehandling af kunder. For eksempel skal vi tildele en stor kapacitet til et datacenter, der måske kun aktuelt bruger en femtedel af sine rettigheder, men derved vil blokere andre kunders behov for vækst i elforbruget.
Vi behøver adgang til at prioritere hvor, hvornår, hvordan og hvorvidt de store nye energislugere kan indpasses i energisystemet.
Datacentre er den største udfordring, fordi de hurtigt kan etableres og beslaglægge enorm kapacitet langt hurtigere, end nettet kan udbygges. Eksplosionen i efterspørgslen skyldes for en stor del kapløbet om den formidabelt energislugende investering i kunstig intelligens i USA, hvorfra der hamstres elkapacitet i hele verden.
Andre lande har bremset op her, og derfor øges presset på Danmark. Her må vi have adgang til at sige helt nej til at bidrage.
Øvrige datacentre skal fra start indpasses i fleksibelt energisystemet – for eksempel så de ikke trækker fuldt ud på det offentlige net i spidsbelastningssituationer. Det er også vigtigt at nye datacentre lokaliseres, så de kan aflaste andet energiforbrug ved at levere spildvarme til fjernvarmesystemer m.v. I nogle situationer kan et ja til et datacenter betinges af investering i egen energiforsyning uden om det offentlige net, for eksempel ved at lokalisere sig ved havets rand og have deres egen vindmøllepark.
Det er også muligt at indpasse batterianlæg og PtX-produktion, så de – i stedet for at blokere for kapacitet til anden grøn omstilling – bliver en afgørende del af løsningen. Det handler igen om, at den maksimale kapacitet, de kan trække, ikke er en ubetinget ret, men noget, der begrænses, når vinden ikke blæser og solen ikke skinner.
Den meget hastige og stadigt billigere investering i batterier bliver jo kilden til at få god rentabilitet i vind- og solprojekter, fordi batterier kan gemme energi fra dage med meget sol og vind og sælge det, når der mangler vedvarende energi. I dag sælges denne overskudsenergi med tab, eller vindmøllerne sættes i stå.
Batterierne kan blive et afgørende bidrag til balance, hvis deres adgang til nettet reguleres: Det er enormt vigtigt i forhold til nettets formåen, at de ikke gives adgang til at trække af en maksimal kapacitet fra nettet, også når de kan oplades af overskudsstrøm fra vindmøller og solceller.
Med nye regler fra det politiske system for prioritering af de store energislugeres indplacering er jeg overbevist om, at Energinet og de lokale forsyningsselskaber i godt samarbejde kan sikre, at den grønne elektrificering hos borgere og virksomheder kan udfolde sig ubesværet og i højt tempo de kommende år.
Mogens Lykketoft
Kroniken blev bragt i Politiken 30. april 2026
Mere fra min hånd om den grønne omstilling