Socialdemokrat, forhenværende MF, minister, folketingsformand og formand for FN's Generalforsamling
Vi må sætte ind med klimahandling nu! Det har klimaforsker Sebastian Mernild og jeg skrevet denne kronik om i AvisenDanmark 3. oktober 2023.
Sebastian Mernild er professor i klimaforandringer og glaciologi, leder af SDU Climate Cluster, forfatter samt hovedforfatter i FN’s klimapanel (IPCC)
Mogens Lykketoft, fhv. MF og minister. Formand for FN´s Generalforsamling i 2015. Bestyrelsesformand i Energinet.
Der bør udformes inflationshjælp til trængte, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod er der ingen god grund til, at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Læs hele min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:
Vladimir Putin tror stadig, at han kan bøje os ved at skabe frygt, kaos og populistisk opløsning i Vesten og derved tvinge Ukraine til underkastelse. Sprængningen af gasrørene i Østersøen, som jeg vurderer, at Putin står bag, er den seneste optrapning af denne bestræbelse.
Men nej, han vil næppe bruge atomvåben, og han vil næppe gå videre med at sprænge infrastruktur i NATO-landene, for så ved han, at NATOs artikel 5 vil tvinge os til at svare proportionalt mod Rusland. Den krig kan ingen vinde. Heller ikke Putin.
Det er aldeles afgørende, at vi i Europa ruster os mod desperation, depression og splittelse. Det handler om at sikre energiforsyning, bekæmpe inflation og især aflaste dem, der har mindst at stå imod med.
Det første enormt vigtige skridt er EU-Kommissionens modige initiativ til at barbere en stor bid af de meget høje elpriser, der lige nu styres af den uhyrligt dyre naturgas. Den meget store del af energiforsyningen, der har vældig profit af at ligge i læ af naturgaspriserne, skal bidrage til at aflaste forbrugerne fra elprischokket.
Lige så vigtigt er det, at EU-landene leverer på aftalen om spareforanstaltninger, der nedbringer gasforbruget med 15 procent og elforbruget med ti procent. Det kan de fleste husstande klare. Det kan være vanskeligere for mange virksomheder, og nogle med meget stort gasforbrug kan næppe indfri sparekravet uden midlertidigt at erstatte gas af mere CO₂-forurenende kul eller olie.
Med lidt forsinkelse mildnes problemerne, når der igen er vand i floder og vandreservoirer og reparationerne på franske atomkraftværker og det danske Thyra-gasfelt fuldføres. Forhåbentlig vil Tyskland også forlænge levetiden på deres a-kraftværker. Desuden sejles flydende gas ind fra USA, Qatar og Algeriet m.fl.
Endelig – og meget afgørende – vil vi efterhånden få meget større udbud af grøn energi, fordi det er blevet en hamrende god forretning af investere deri både for stater og virksomheder.
Hvis alt dette føres ud i livet, så er der en vældig mulighed for at undgå energimangel og gradvis få dæmpet energiprisernes enorme vægt i det samlede inflationsproblem. Det skal også tages i betragtning i forhold til, hvor stram den økonomiske politik skal være i Europa – og i Danmark.
Centralbankernes markante renteforhøjelser er forsøg på at knække selvbekræftende forventninger om fortsat høj inflation. Det var på høje tid at afslutte nulrentepolitikken, der skabte inflation i aktiekurser og ejendomsværdier til ensidig gavn for de mest velhavende. Men yderligere stramning af pengepolitikken kan føre til fallitter hos mange, der har købt hus sent og dyrt, eller har store variabelt forrentede lån. Derfor er der grund til at give EUs indgreb mod inflationen en chance for at virke, før der laves nye stramninger.
Traditionel økonomisk teori, som den forstås i Nationalbanken og hos Finansministeriets økonomer, tilsiger enten slet ikke at kompensere for prisstigninger eller – hvis det anses for undgåeligt af sociale grunde – så at stramme tilsvarende ved udgiftsreduktioner eller skatteforhøjelser andre steder: Man er bange for at lempe, så forbruget vokser, og man derfor får flaskehalse, store lønstigninger og endnu mere inflation.
Jeg tror ikke, at denne tankegang passer til den nuværende krise. Prisstigningerne på energi og fødevarer har udløst kulsorte forbrugerforventninger, og vi står lige nu med udsigt til et voldsomt fald både i efterspørgsel og beskæftigelse.
Derfor er det klogt, at regeringen nu giver henstand med betaling af stigende energiregninger, midlertidigt nedsætter elafgiften og hæver børnetilskuddene ved at udmønte den reserve til inflationshjælp, der allerede var afsat på forslaget til næste års finanslov. Den gamle elafgift skulle i øvrigt alligevel snart erstattes af en mere målrettet CO₂-afgift, der rammer de fossile brændstoffer, men fremover friholder de grønne energikilder.
Men, som regeringen også bebuder, er der brug for yderligere skridt – vel især målrettet til husstande med begrænset familieøkonomi, der på kortere sigt vil være låst fast til de dyreste energikilder (specielt gas til opvarmning).
Det afgørende er, at den videre inflationshjælp udformes, så der stadig er kraftig tilskyndelse til at spare på strømmen og omlægge til grøn energi. Derimod ser jeg ikke ingen god grund til at yderligere, midlertidige støtteordninger til økonomisk trængte borgere og virksomheder skal betales med stramninger andre steder her og nu. Igen: Det vigtigste er at undgå desperation, depression og splittelse, der kun kan gavne Putin.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)
Indlægget udkom i Berlingske 3. oktober 2022
Mere fra min hånd om Putins krig
Beskatning af både rige borgere og velpolstrede virksomheder kan bremse populismen og støtte verdensmål 10 om at mindske ulighed. Om dette og mere til i denne kommentar i Altinget 15. august 2022 – eller læs den nedenfor:
Verdensmålene tilsiger, at menneskeheden skal samarbejde og koncentrere kræfterne om at bekæmpe fattigdom, ulighed, sult, sygdom og ufred. Særligt vi i de rige lande skal i stor hast omlægge vores livsstil, hvis den globale opvarmning skal bremses.
Allerede nu oplever vi meget mere vildt vejr med hedebølger, vældige skovbrande, orkaner og oversvømmelseskatastrofer. Især – men ikke kun – i de i forvejen varme egne af verden.
Det rammer oftest nogle af de allerfattigste. Det ødelægger landbrugsområder, boliger og infrastruktur og er et alvorligt helbredsproblem for mennesker, dyr og planter. Global opvarmning er reelt en forstærket trussel om uoprettelig udryddelse af en stor del af den eksisterende biodiversitet.
Et ret upåagtet men enormt problem på vore breddegrader er den overhængende risiko for, at mennesker med stigende levestandard vil imødegå den globale opvarmning ved at investere massivt i luftafkøling.
Det vil i nogle varme lande være det største enkeltbidrag til at bruge mere strøm. Folk vil nemlig forsøge at mindske generne ved den globale opvarmning, men hvis denne efterspørgsel imødekommes ved at bygge flere kulkraftværker, bruge oliefyrede generatorer eller brænde naturgas af, betyder det, at den indendørs nedkøling vil accelerere temperaturstigningen udenfor kraftigt.
Det effektive svar på dette voldsomme dilemma er derfor her og nu at indføre standardkrav om på langt mere energieffektive airconditionanlæg. Man må desuden holde op med at subsidiere fossile brændsler, som der ellers kan være en tilbøjelighed til at gøre for at mindske forarmelse og social uro på grund af den aktuelle eksplosion i energipriserne.
I stedet må der gøres en massiv indsats for at få priserne på basale fødevarer nedad igen. Det kan ske ved en kombination af markedsindgreb – som for eksempel aftalen om at få korn ud af Ukraine og Rusland trods krigen – og ved subsidier finansieret ved lån fra de rige lande og blandt andre Verdensbanken.
Når priserne igen falder på det fossile, er der i de rige lande brug for via CO2-afgifter at fastholde en høj pris for at understøtte en overvældende massiv udbygning af en CO2-fri strømforsyning.
En sådan politik til fordyrelse af det hidtidige adfærdsmønster vil møde politisk modstand, hvis man ikke på anden vis kan give støtte eller lette skatten for familier, der har beskedne indtægter.
I Danmark med de mange naturgasfyrede private husholdninger, der ikke hurtigt kan omstilles til billigere fjernvarme eller varmepumper, kan der være brug for at give ganske mange indkomstbestemte tilskud i de nærmeste år.
Det er ikke umuligt at finde bæredygtige og socialt afbalancerede løsninger, men der har de seneste seks år været stadig flere sten på vejen for det globale samarbejde og prioritering af verdensmålene.
Brexit, Trump og hans klimafornægtelse, pandemien og konfrontationen mellem USA og Kina. Nu tilføjet Putins vanvittige angrebskrig, der spreder død og ødelæggelse i Ukraine og ryster økonomien i hele verden med forsyningsproblemer og eksploderende priser på fødevarer og energi.
Flere bliver rigtigt fattige, og det nærer social og politisk ustabilitet – også i Europa. Det vil allerede nu med sikkerhed øge presset for at migrere væk fra det svindende livsgrundlag i det globale syd.
Krigen i Europa udløser en dyr oprustningsbølge, der kan fortrænge investering i verdensmål. Det er desuden en reel risiko for at det amerikanske demokrati med helt uoverskuelige konsekvenser kollapser med genvalg af Trump i 2024. Derfor er det vanskeligt at fastholde fokus på klimakrise og verdensmål.
EU ser ud til at være den del af verden, hvor fokus stadig er stærkest med meget ambitiøse planer for grøn omstilling. Der er udbredt forståelse for, at klima- og krigsmålene er reelt sammenfaldende, men tempokravet og afsavnene undervejs er større, end vi havde forestillet på grund af Putins krig og det forventede stop for russisk gas.
Det presser som sagt privatøkonomien hos mange, og vi risikerer at låse os fast på øget forbrug af kul, olie og dyr flydende gas (LNG) for at holde økonomien i gang trods fraværet af den russiske gas.
Derfor er der i Tyskland og mange andre lande vældige ambitioner om hurtig rejsning af solcellefarme og vindmøller på land og til havs. Men det kræver en helt anderledes hurtig godkendelse af vedvarende energianlæg end hidtil. Den tyske vicekansler Robert Habeck har for eksempel sagt, at det i nogle tilfælde handler om at få tidsforbruget for myndighedsgodkendelser ned fra 15 til halvandet år!
Så slemt er det naturligvis ikke altid, men givet er det, at regler må forenkles og såvel sagsbehandling som klagefrister må forkortes meget kraftigt.
Hvis vi skal sikre bæredygtig og billigere energiforsyning som svar på de nuværende kriser, så må man leve med udsigt til vindmøller og solanlæg. Hensyn til biodiversiteten skal naturligvis tages, men det må være ved præcise myndighedskrav fra starten og ikke ved, at store vedvarende energianlæg undervejs sættes i stå af klageinstanser.
Desuden må der satses stort på uddannede og tiltrække kvalificeret arbejdskraft og hurtigt at udvide den europæiske industrikapacitet til at levere vedvarende energianlæg, hvis vi skal undgå flaskehalse og en stærkt stigende pris på den grønne omstilling.
Den økonomiske smerte – især hos den mindre velstillede det af befolkningen – kan udløse modvilje mod den aktuelle kurs for Europa. Vælgeroprør kan resultere i mere national egoisme, svækket solidaritet over for den russiske aggression og endnu mindre vilje til at bidrage med den akut nødvendige bistand til verdens fattigste.
De toneangivende politiske kræfter har en fælles forpligtelse til at bremse populisterne og forhindre, at endnu flere lande bliver umulige at regere. En nødvendig forudsætning for succes er en klart mere socialt retfærdig byrdefordeling.
Derfor skal velhavende borgere og selskaber betale mere, for at de mindre velstående kan undgå forarmelse, og vi dermed kan undgå politisk ustabilitet.
Den danske overvismands forslag om en effektiv beskatning af krisetidens enorme éngangsgevinster i skibsfarten og fra andre steder – også forslag om særskat på de fossile energiselskabers enorme profitter – er uhyre relevante bidrag.
Mindre ulighed – verdensmål 10, der vedrører både rige og fattige lande – er en nødvendig forudsætning for at stabilisere demokratiet og sikre folkelig forståelse for, at det også er i vores langsigtede egeninteresse i at bidrage til europæisk og international solidaritet.
Mogens Lykketoft er Formand, Energinet Danmark, fhv. formand for Folketinget, fhv. MF (S), fhv. udenrigs- og finans- og skatteminister, fhv. partiformand, fhv. formand, FN’s generalforsamlingDette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Mere fra min hånd om klimaet og FN’s Verdensmål
Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor
Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.
Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.
Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.
Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.
2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.
Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.
Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.
Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.
Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.
Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.
Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.
Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:
Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.
På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.
Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021
Mere fra min hånd om beskæftigelse
Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem – mere om det i denne kommentar i Berlingske 4. november 2021.
Kan også læses nedenfor:
EU’s stabilitetspagt med rigide krav om at nedbringe underskud på statsfinanserne kostede meget på beskæftigelsen efter finanskrisen. Især Sydeuropa blev ramt af alt for stor og langvarig arbejdsløshed, mange veluddannede unge udvandrede, og det sociale sikkerhedsnet blev svækket. Det gav varige skader på den politiske stabilitet.
Stor arbejdsløshed betyder, at for mange skal forsørges, og for få arbejder og betaler skatterne. Derfor er den effektive vej ud af underskud på statsbudgettet at sætte fut i beskæftigelsen.
Som Danmarks finansminister i 1990erne var jeg med til at bevise, at massiv indsats for at nedbringe arbejdsløsheden i løbet af få år giver orden i statens finanser uden at øge skattetrykket. Stabilitetspagt og budgetlove forlænger derimod unødigt krise og arbejdsløshed, uden at det giver hurtig reduktion af gælden. Det er lige så dumt som at sætte vognen foran hesten, hvis man vil have fart på en hestevogn.
Heldigvis har vi under coronaen for en tid fravalgt meget af dette neoliberale vraggods og brugt mange penge på at holde beskæftigelsen oppe. Derfor er de danske statsfinanser i god behold. På europæisk plan er vi også på ny og bedre kurs med EU’s solidariske genopretningspakke, der også har godt fokus på klimaindsats.
Men i princippet skal vi om et par år tilbage til stabilitetspagt og budgetlov med spare- og nedskæringspolitik. Den største risiko ved de tyske regeringsforhandlinger er, at de neoliberale profeter i FDP får finansministerposten og insisterer på budgetstramninger ude og hjemme. Det vil være katastrofalt for mulighederne for at finansiere den nødvendige klimapolitik med CO2-afgifter og social fordelingspolitik, der kan forebygge, at klimaindsatsen udløser større ulighed og folkeligt oprør.
Interessant nok har Danmark en indlysende mulighed for at bryde budgetlænkerne, selvom budgetloven formelt fastholdes. De Radikale synes at have sanset dette med deres lidt uklare forslag om en klimafond på 75 miliarder kroner ved fremrykket pensionsskat.
I 2012 forbedrede Thorning-regeringen statens finanser med et større milliardbeløb ved en ordning, der gav borgerne præmie for at afregne skatten på kapitalpension i nutiden – og ikke når pengene hæves. Det var en klog ordning, for så vidt at et stort skattebeløb kom tidligere på finansloven. Men det var en uklog ordning, fordi det var helt unødvendigt at gøre den frivillig og give præmie – for man røver intet fra folks udbytte af deres pension ved at afregne skat nu, hvis den fremrykkede skat ikke er højere end slutskatten. Det kan være vanskeligt at forstå, men jeg har faktisk engang, med besvær og de rette formler, overbevist en mistroisk Venstre-ordfører herom.
Fremrykning af en del af den udskudte skat af de øvrige fradragsberettigede pensionsordninger betyder selvfølgelig færre skatteindtægter på et langt senere tidspunkt. Men det er af flere grunde ikke noget problem. Alle prognoser siger, at der er solidt overskud på statens finanser på længere sigt, men at vi har nogle år med et såkaldt hængekøjeproblem foran os i mellemtiden. Det skyldes især, at den udskudte skat af pensionsordninger er væsentligt større i Danmark end i andre EU-lande, fordi vi har en større andel af vores samlede skatteudskrivning som indkomstskat end de fleste andre. Så voldsomt som pensionsskatten udskydes nu, undervurderer man i de næste 10-20 år dansk økonomis reelle soliditet i sammenligningen med andre EU-lande. Ikke at mindske skatteudskydelsen er i virkeligheden økonomisk masochisme.
Hvis vi vælger at fremrykke en del af den udskudte pensionsskat, kan vi godt leve op til en i øvrigt uklog stabilitetspagt og alligevel have finanspolitisk handlefrihed til klima og mere social retfærdighed.
Men hvis vi gør eksperimentet, så skal partierne binde hinanden til aftaler, der forhindrer overbudspolitik, når det gælder anvendelsen af det ekstra råderum i de kommende år.
Vi bruger penge i blinde, hvis vi vil give tilskud til alle mulige projekter i klimaets navn. Klimaløsningen fremmes mest effektivt af markedet selv, hvis der kommer en optrapning af afgift på fossile brændstoffer og klimagasser. Men staten skal støtte forskning og teknologiudvikling i samvirke med erhvervslivet, og vi skal investere i en bæredygtig infrastruktur – ikke mindst i energiforsyningen. Desuden skal vi have råderum til skattelettelser i bunden, der afhjælper, at de laveste indkomster rammes af klimaomstillingen. Den stigende ulighed skal retfærdigvis også bekæmpes ved højere skat på de få superrige, der hidtil ikke har bidraget rimeligt til fællesskabet.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Så længe vi endnu ikke er mere i mål med den grønne omstilling, har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til gas fra Rusland. Det skriver jeg mere om i denne internationale kommentar i Jyllands-Posten 13. oktober. Læs den her – eller nedenfor:
De færreste havde forudset, at energipriserne ville eksplodere i efteråret 2021.
Nu ringer alle alarmklokker i regeringskontorer og på børserne. Er det i færd med at kvæle dét opsving, der ellers var i gang i Europa og USA, og vil det yderligere forværre situationen i fattige lande, der stadig langt fra har styr på pandemien? Får vi ’gule veste’ i protest i Europas gader? Vil hele brancher i den mest energitunge industri lukke ned, fordi de ikke kan betale nuværende energipriser – eller er staterne nødt til midlertidigt at tvangslukke denne del af erhvervslivet for at forsyne resten af samfundet med energi? Og hvordan vil energikrisen forværre de allerede store huller i globale forsyningslinjer, der er efterladt fra covid-krisen?
Mange af svarene beror på, om prischokket hurtigt dæmper sig eller holder vinteren over, hvis vinteren bliver særlig kold.
Hvad er årsagerne til miseren? Meget handler om øget efterspørgsel, når verdensøkonomien igen peger opad. Den amerikanske produktion af flydende gas (LNG) går i øjeblikket mest til Asien; russisk gas flyder ikke til Europa i dé mængder, der er brug for. Lagrene i Europa er for langt nede.
Der er desuden en hel masse markedsspekulation, der er vanskelig at gennemskue. Årtiers drift mod fuldstændig liberalisering af pris- og mængdevariationerne på gasmarkederne har vist sig problematisk. Det havde f.eks. været godt i sommer at have haft mulighed at pålægge leverandørerne at genopbygge gaslagrene.
Selv i Den kolde Krigs værste år kunne vi stole på statslige langtidskontrakter med Rusland om gas til stabile priser, fordi vi har gensidige interesser i at handle gas. Det havde været stabiliserende, hvis der havde været et element af sådanne kontrakter parat om den gas, der snart kan flyde gennem Nordstream2 fra Rusland til Tyskland. Tiden er i hvert fald ikke til at problematisere denne rørforbindelse, således som det er gjort så meget de seneste år: Vi skal tilbage til mere sikker grund for at speede den grønne omstilling op. Sikker, men gradvis mindsket gasforsyning fra Rusland er en del af overgangen. Lige nu har vi ikke frihedsgrader til bare at sige nej til Rusland. Optrapning af forsyningen med energi fra vind og sol vil være det afgørende bidrag til gradvis mindre afhængighed af de fossile brændstoffer, også fra Rusland.
Mens vi lever med de akut enormt høje energipriser, må staterne sørge for sociale kompensationer og bistand til særligt ramte virksomheder. Den danske stat har faktisk råd til dét, fordi en række støtteordninger til den grønne omstilling midlertidigt bliver meget billigere. Bl.a. falder støttebehovet til grøn biogas dramatisk.
Denne iagttagelse er samtidig et vink om dé sammenhænge, der vil være nødvendige, når vi efter den helt aktuelle energikrise kommer tilbage på sporet til den grønne omstilling: Vi skal mere varigt løfte prisen på fossile brændstoffer gennem en CO2-afgift. Men det skal ske gradvist og i samklang med mere langvarige kompensations- og støtteordninger i familie dem, der midlertidigt kan blive nødvendige denne vinter.
Den grønne omstilling forudsætter dyrere fossile brændstoffer for at understøtte klimaomstillingen. Men fordyrelsen skal ikke – som det sker lige nu – ende i den sorte energiindustris kasser. Den skal helt og fuldt kanaliseres over i statskasserne til finansiering en ny, bæredygtig infrastruktur og en fair byrdefordeling.
Debatindlæg i Jyllands-Posten 13. oktober 2021
Mere fra min hånd om energi
At virkeliggøre det planlagte klimamirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud. Energiøer er en vigtig del af løsningen – læs min seneste klumme i Berlingske Tidende
… eller læs den her:
Både klimaministeren og aftalepartierne erklærer sig enige med Klimarådet om, at meget mere skal gøres for som aftalt at reducere CO2-udledningen med 70 procent i 2030. Det høje mål skal være afsæt for en grøn, dansk erhvervsudvikling på vejen frem til FN-målet om at gå i nul med CO2-udledning i 2050.
Dette ambitiøse mål er forudsætningen for at undgå den ultimative klimakatastrofe. Derfor skal vi i løbet af de næste 30 år holde op med at brænde kul, olie og naturgas af samtidig med, at der formentlig til den tid skal leveres tre gange så meget elektricitet som i dag.
At virkeliggøre dette mirakel kræver et uhyre tæt samspil mellem ny lovgivning, ny teknologi og ny markedsstruktur. Der skal via fælles statslig-privat forskningsindsats verden over hurtigt leveres massive teknologiske gennembrud.
De fossile brændstoffers nuværende pris afspejler ikke deres enorme skadevirkninger for klima, miljø og folkesundhed, og derfor skal både borgere og virksomheder tilskyndes mere til at holde op med at anvende dem: Der er ingen chance for at nå målene for 2050, medmindre vi allerede frem til 2030 gradvist lægger høj afgift på udledning af CO2.
Samtidig skal de CO2-neutrale energikilder gøres billigere. Det er godt på vej. Solceller og vindkraft styrtdykker i pris i disse år, og derfor er der god vækst i deres udbredelse. Den store skala i deres anvendelse vil gøre dem endnu billigere.
Her er især muligheden for at høste enorme mængder energi fra havet interessant. Det handler de planlagte energiøer om. De er nøgleprojekt i udviklingen frem mod 2050.
Midt i debatten om nødvendigheden af højere tempo frem til 2030 må det netop ikke glemmes, at et bredt folketingsflertal lige har truffet en meget ambitiøs og visionær beslutning, der baner vejen for, at Danmark kan bidrage endnu meget mere til den globale klimaløsning:
Vi skal som eksportnation sikre god beskæftigelse og indtjening på at levere billig vedvarende energi i langt større omfang end det, vi selv kan anvende. Energiøerne skal med årene opsamle og videresende enorme mængder vindenergi fra hundredvis af megavindmøller til havs. De er nøglen til at lette og billiggøre sådanne private vindinvesteringer. Men ligesom på de store broforbindelser er der lang planlægnings- og byggetid på energiøer og havvindmølleparker. Øen i Nordsøen kan først være i funktion i 2033, og kun forudsat at vi handler nu.
Det statslige transmissionsselskab for el og gas – Energinet – får en helt central opgave med at igangsætte projekt Energiøer og til sin tid at bringe strømmen videre fra øerne til forbrugerne i ind- og udland. Jeg blev for et halvt år siden valgt til formand for Energinets bestyrelse og glæder mig enormt til at være i front med at iværksætte dette vældige projekt. Her og nu satser vi allerede et firecifret millionbeløb på forarbejdet.
Energiøerne er nøglen til at udløse private investeringer i vindenergi, der i løbet af de kommende årtier beløbsmæssig vil overstige, hvad alle broforbindelserne har kostet.
Strømmen fra de gigantiske vindmølleparker til havs skal sendes til energiøerne og derfra videre i kabler til lands – både i Danmark, Tyskland, Holland og forhåbentlig Polen. De centraleuropæiske lande får brug for vores havvind, da de ikke selv har så store havområder, og også på grund af befolkningstætheden vanskeligt kan placere vindmøller og solceller tæt nok derhjemme til at producere de enorme mængder vedvarende energi, der skal til for at udfase brugen af fossile brændstoffer senest i 2050.
Grøn strøm skal ikke bare bruges til lys og opvarmning. Biler og maskiner i husstande og virksomheder skal enten drives direkte på grøn strøm fra kontakterne eller – når det er tunge køretøjer, skibe og fly – drives frem af flydende grønne brændstoffer. Det sidste kræver enorme mængder af billig grøn strøm til elektrolyse, som forvandler vand til brint, der kan bruges direkte eller være grundstof til andre flydende, grønne brændstoffer. Det, der kaldes Power to X.
Det kan blive nøglen til, at der godt kan sejles, flyves og transporteres varer på Europas landeveje uden at skade klimaet. Energiøerne kan måske også blive steder, hvor en del af strømmen, når der i blæsevejr kommer mere energi, end elnettet kan rumme, umiddelbart kan anvendes til at fremstille grøn brint, der så kan sejles videre til forbrugerne.
Mogens Lykketoft er tidl. minister for Socialdemokratiet og formand for Energinet
Klumme offentliggjort i Berlingske 4. marts 2021
Mere om klima her
Elbil-Kommissionens opgave var ikke specielt let. Fremtidens transport handler om meget mere end blot biler. Det skriver jeg om i min seneste klumme i Berlingske Tidende. Klummen kan også læses nedenfor.
Elbil-kommissionen har barslet med gennemarbejdede forslag til hvordan man kan få mellem 500.000 og en million elbiler på danske veje i 2030. Kommissionens beretning er først og fremmest fortællingen om, at der ikke er nogen gratis frokost på vejen til en bæredygtig, klimavenlig fremtid.
Staten er i betydeligt omfang nødt til at punge ud for at udbrede elbiler, samtidig med at man gradvist gør det dyrere at køre med fossile brændstoffer. Når der tøves meget med at anbefale at nå en million elbiler allerede om ti år, er det, fordi de fleste biler, som vi allerede har købt, holder længere end til 2030, og fordi omkostningen ved en hurtig CO2-reduktion fra personbilparken er meget høj. Andre typer af indsats for at nå 70 pct.-målsætningen for CO2-reduktion giver meget mere effekt for de samme penge. Og få år efter 2030 når vi alligevel million-målet for elbiler, fordi disse omsider er masseproduceret med bedre teknologi, større effektivitet og til en langt lavere pris end i dag.
Men teknologiske fremskridt sker kun og udbredes kun i tilstrækkelig fart til at redde klimaet, hvis de ledsages af skatte- og tilskudsændringer, der opmuntrer bæredygtig adfærd. Den afgørende drivkraft i CO2-reduktionen er at sætte et ufravigeligt højt slutmål for en CO2-afgift i 2030. Man kan begynde at indfase den om et par år. Det er ikke afgørende, at den er høj i starten. Men hvis investering og forbrug undervejs skal påvirkes nok i bæredygtig retning, er det afgørende, at der er sikkert politisk flertal, der fastholder slutmålet.
Jeg kan tydeligt høre jungleråbene fra borgerlige kræfter, der vil fortælle, at socialdemokrater altid bare vil hæve skatterne, og det skræmmer mange af mine partifæller. Men det handler ikke om generelt at gøre det dyrere at være dansker. Andre skatter og byrder kan lettes, og der er desuden råd til, at staten låner sig mere frem en del af vejen til de bæredygtige løsninger.
Det kan og skal også undgås, at højere CO2-afgift mindsker mobiliteten på arbejdsmarkedet og betyder større social ulighed. Derfor bør en betydelig del af CO2-afgiftens provenu anvendes til at lette skatten for de laveste indkomster og forhøje kørselsfradraget for borgere, der har lang kørsel til arbejde og ringe adgang til kollektiv trafik.
Elbil-rapporten påpeger imidlertid et andet pinagtigt dilemma: Uanset mixet mellem elbiler og fossile biler er der udsigt til 3,3 millioner biler i Danmark. Det svarer til, at vi alle kan køre i bil samtidig, selv om der kun i godt halvdelen af bilerne bare er en enkelt passager udover bilens fører.
Mener vi virkelig, at en så stor biltæthed er en samfundsmæssigt god ide?
Skal vi opleve, at køerne i byområder og nationale hovedfærdselsårer proppes i en grad, der koster enormt meget mere spildtid, end vi allerede har? Vi kommer nærmere og nærmere det punkt, hvor trafikken står helt stille i myldretiden. Netop en sådan udvikling er grunden til, at der er en mindre andel af borgerne i New York City, der ejer bil end der er i København. Bilerne holder for meget i kø, og det er alt for dyrt at få parkeringsplads. Derfor bruger folk i New York mere offentlig transport og taxi, og mange flere lejer bare bil en gang imellem i stedet for at have en stående.
Trafikken i en masse af verdens storbyer er på vej til at gå i evig trafikprop, hvis ikke man kombinerer meget bedre kollektiv trafik med at fordyre og bremse bilerne i bybilledet.
Hvis man vil undgå endeløse bilkøer uden at bremse privatbilismen, så skal der satses talløse milliarder på at bygge endnu flere og bredere veje, parkeringshuse m.v. – milliarder, der så ikke er der til at skabe en bæredygtig infrastruktur med offentlig transport med god dækning og høj kvalitet. Bogotas tidligere borgmester satte engang sagen på spidsen ved at sige, at et udviklet land ikke er et sted, hvor de fattige har bil, men hvor de rige bruger offentlig transport.
Mange populistister kan slå sig op på sige nej til de valg, der skal sikre klimaløsning og bæredygtighed. I Danmark trækkes vi allerede med konsekvenserne af, at Anders Samuelsen fik reduceret bilernes registreringsafgift i 2017. Det var hans pris for at holde Lars Løkke Rasmussen i live som statsminister ind til valget i 2019 – og en væsentlig årsag til, at biltætheden vokser kraftigt. Det er meget mere besværligt politisk at hæve en bilafgift end at lade være med at nedsætte den. Derfor skal der meget mod til at vende udviklingen.
Mogens Lykketoft er fhv.minister og formand (S)
Indlægget blev bragt i Berlingske Tidende 16. september
Min klumme i Berlingske Tidende forleden var et opråb til De Radikale om, at en bæredygtig fremtid fordrer mere end grøn entusiasme, hele samfundet skal løftes i retning af mindre ulighed i indkomst, sundhed, uddannelse. Det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år. Læs hele klummen her
Regeringen ved udmærket, at en grøn skattereform er et helt afgørende instrument til at nå 70 procents reduktion af CO2-udslippet de næste ti år. Det er også økonomisk den billigste vej. Desuden er det politisk uomgængeligt, da alle de tre partier i regeringens parlamentariske grundlag – de Radikale, SF og Enhedslisten – har sagt det meget klart.
Forhåbentlig er Venstres og de Konservatives seneste meldinger i samme retning en ægte erkendelse – ikke bare et forsøg på at splitte de andre fire partier og udvande projektet, så indsatsen bliver alt for svag og byrdefordelingen mellem rig og fattig alt for skæv.
V og K skulle gerne tage medansvar for en grøn skattereform. Det vil være den ultimative garanti imod, at indsatsen ændres og svækkes ved et regeringsskifte. Den garanti er særlig vigtig, fordi vi taler en lang proces med en CO2-afgift, der skal optrappes gradvis til 1.500 kr. pr. ton i 2030.
Sikkerheden for, at planen fastholdes, er forudsætningen for, at adfærden påvirkes mest og hurtigst muligt i den rigtige retning: Virksomhederne vil, med vished for den høje slutafgift, allerede fra starten investere mere klimavenligt og bæredygtigt – simpelt hen fordi det er indlysende, at det bedre kan betale sig for dem i det lange løb. Samtidig vil forbrugerne vælge mere bæredygtige indkøb, når de oplever, at det bedre og bedre kan betale sig.
Det er imidlertid uhyre vigtigt, at alle parter holder sig det klart for øje, at bæredygtighed ikke kun handler om klima. Bæredygtighed, som defineret i FNs 17 verdensmål, handler både om klima og miljø, sundhed, beskæftigelse, social tryghed og retfærdig fordeling. Klimaskatter skal derfor ledsages af lettelser for folk med små indkomster. Vi vil møde unødvendig stærk folkelig modvilje, hvis vi repeterer Frankrigs præsident Macrons fejltagelse med at lette skatten i toppen, samtidig med indførelsen af højere benzinafgifter, der ikke modsvares af lettelser til lavtlønnede med langt til arbejde.
Desværre er der fortsat stærke borgerlige kræfter også i Danmark, der kræver yderligere topskattelettelser, og i øvrigt foretrækker velfærdsforringelser frem for nogen form for forhøjelse af skatterne.
De seneste 10-20 år har VK-regeringer med støtte fra DF og de Radikale allerede systematisk svækket det sociale sikkerhedsnet og lettet skatterne for de rigeste, samtidig med at skattesystemet er brudt ned, og flugten til skattely er eksploderet. Den forrige S-ledede regering brød desværre ikke denne udvikling.
En udvikling, der også socialt er bæredygtig, kræver skarp kursændring væk fra Lars Løkkes rødvinsforlig i 2009, dagpengemassakren i 2010 og den endelige strangulering af efterlønnen i 2011. Der skal gøres op med de modeller, som påstår, at større ulighed er en forudsætning for økonomisk fremgang og høj beskæftigelse, som undervurderer værdien af offentlige velfærdsudgifter og investeringer i infrastruktur, og som ukritisk kræver budgetstramninger selv i perioder med svag beskæftigelsesudvikling.
Opgøret med denne sparepolitik, som vi led under efter finanskrisen, er heldigvis i fuld gang i EU i kølvandet på coronakrisen. Overraskende og opmuntrende anført af Tyskland.
Der er da heller ikke empirisk belæg for, at uligheds- og sparepolitikken har bidraget til at gøre Danmark til en af de mest succesrige økonomier. Tværtimod er der grund til at tro, at vi klarer os bedre end de fleste andre lande, fordi vi trods alt ikke har skruet lige så meget op for denne kurs som andre.
De Radikale skal hædres for deres andel i det forståelsespapir, der banede vejen for den nuværende regering og ganske særligt satte en ambitiøs klimapolitik forrest i regeringsprogrammet. Her er de naturligvis helt i pagt med deres vælgere. Men de fleste af disse vælgere tror, at de har stemt på et progressivt, venstreorienteret parti – også når de gælder fair fordeling. Det er godt, at de Radikale bidrager til at trække V og K ind i klimapolitikken. Men det er helt afgørende, at den radikale partiledelse også indser, at de store klimaambitioner kun kan udfoldes socialt bæredygtigt ved et brud med den økonomiske politik, de har støttet de foregående ti år.
Det burde ikke være vanskeligt for et parti, der sammen med Socialdemokratiet har løftet de fleste af de seneste 100 års sociale fremskridt. Under Nyrup viste vi, at vi sammen kunne forbedre beskæftigelse, velfærd og miljø uden at bidrage til øget ulighed.
Klummen blev bragt i Berlingske Tidende 25. juni 2020