Tag: atomkapløb

Udgivet den

Vejene til fred er få, smalle og usikre

Kan et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland og med Kina bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater? Håbet er spinkelt. Det skriver jeg om i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Det spinkle håb om omtanke

Fred og retfærdighed for Ukraine forudsætter desværre stadigt flere våben fra Vesten til at befri de besatte områder. Men det ultimative rædselsscenarie er, at Putins svar på at blive trængt tilbage langs frontlinjen bliver en desperat beslutning om at bruge taktiske atomvåben til at smadre det ukrainske militær. Det kan med ét slag mangedoble krigens tab af både militære og civile liv og føre til en direkte NATO-deltagelse i krigen. Krig og våbenkapløb kan komme helt ud af kontrol.

Alt håb knytter sig til, at der i stedet melder sig omtanke og måske magtskifte i den russiske ledelse, så fredsforhandlinger kan komme i gang – og vejen kan åbnes for genopbygning af livet i Ukraine.

Det må også inderligt håbes, at en fred i Ukraine fører til, at Vesten igen kan forhandle med Rusland om at genskabe aftaler om kontrollerede begrænsninger i raket- og kernevåbensystemer og forbud mod spredning af atomvåben, der blev en afgørende del af afslutningen af den gamle Kolde Krig.

Kun et fornyet samvirke mellem Vesten og Rusland, der udvides med Kina, kan bremse det igangværende rustningskapløb og forhindre spredning af kernevåben til stadigt flere stater. Tør vi tro på det?

Tvivlsomme løfter

Kernevåbenspredning kan næppe undgås uden meget håndfaste garantier/alliancer til de lande, der skal afstå fra atomvåben, om, at de ikke vil blive udsat for udefra kommende militære angreb. Der vil imidlertid altid vil være dyb mistro til sådanne garantiers langtidsholdbarhed. Tænk blot på, at Rusland i 1994 var med til at garantere Ukraines grænser til gengæld for at få udleveret Ukraines del af de gamle sovjetiske atomvåbenlagre.

Nordkoreas tilsyneladende vanvittige anstrengelse for at opbygge et vældigt lager af atomvåben og langtrækkende raketter bygger næppe på vrangforestillinger om, at landet og dets regime eksisterer ret mange minutter efter et atomangreb mod USA. Men logikken hos diktator Kim Jong-un er enkel: Var Saddam Hussein eller Gaddafi blevet fjernet med militær magt, hvis de faktisk havde haft atomvåben at svare igen med?

Den samme logik fik Irans præsteskab til at lege med at udvikle atomvåben. Det var et særligt risikobetonet projekt, fordi det i den konflikthærgede mellemøstlige region lynhurtigt kunne føre til et præventivt angreb fra Israel og et atomkapløb med Saudi-Arabien og andre nabolande. Ikkespredningsaftalerne kunne blive sprængt helt i luften.

Trumps brutale aftalebrud

Derfor blev der frem til 2015 leveret en fornem diplomatisk offensiv for at fjerne økonomiske sanktioner mod Iran og give landet en oplevelse af ikke at være angrebstruet – mens Iran til gengæld skulle afstå fra planer om at udvikle bomben. Der blev indgået en aftale, JCPOA, ikke alene mellem USA og Iran: den omfattede også Rusland, Kina, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og EU og blev bekræftet i FN’s Sikkerhedsråd.

På baggrund af de mange årtiers konflikt mellem USA og Iran var denne aftale historisk, og den var egnet til at styrke de mere moderate kræfter i Iran, som havde bragt aftalen i hus. Derfor var det forfærdeligt og idiotisk, at Trump tre år senere sprængte aftalen i luften og genskabte et endnu barskere sanktionsregime over for Iran. Det er trist, at Biden som ny præsident ikke rykkede hurtigt nok med at genetablere atomaftalen til at forhindre, at de rabiate inden for præstestyret kom tilbage til magten med deres stærke tvivl om, hvorvidt garantier fra Vesten ville blive respekteret, og en atomstyrke derfor kunne undværes. Nu er det iranske styre måske så trængt af hjemlige problemer, at det alligevel kunne ønske en aftale.

Men muligheden er definitivt forpasset.

Iran uden for rækkevidde

Ingen i Vesten kan holde til at lave aftaler med et regime, der myrder løs på deltagerne i enorme folkelige demonstranter og henretter i hobetal af unge mænd for småforseelser for at skræmme folk fra at deltage i den massebevægelse, der truer selve regimets overlevelse. Et regime, som i øvrigt også leverer afskyelige dronevåben til Putins angrebskrig mod den ukrainske civilbefolkning.

I Iran som i Rusland må vi nu klynge os til det lille håb om et regimeskift indefra.

Men der kan komme dramatiske mellemspil, hvor Israels ny højreradikale Netanyahu-regering forsøger at sønderbombe Irans atomanlæg, inden en atombombe er klar til brug. Det vil måske forsinke bomben, men næppe forhindre den. Og det vil igen overbevise præstestyret om dens nødvendighed. Desuden har Iran mange muligheder for – ved hjælp fra allierede kræfter i Israels omegn – at udløse en ny og større konflikt i den krigshærgede mellemøstlige region.

Vejene til fred er få, smalle og usikre.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 23. januar 2023.

Mere fra min hånd om Iran og atomtruslen

Bærende foto: Protester i Teheran over USA’s udmeldelse af Joint Comprehensive Plan of Action, JCPOA, i maj 2018. Fra Wikimedia Commons

Udgivet den

Atomkapløbet er så livsfarligt som nogensinde

Vores sidste bremse på atomkapløbet, NEW START, udløber til Nytår. EU må presse Rusland og USA til at forlænge eller erstatte aftalen. Og Vesten som helhed må engagere Rusland og Kina i nye våbenkontrolaftaler. En atomkrig har ingen sejrherrer.

Det skriver jeg om i min seneste klumme i Jyllands-Posten, som også kan læses nedenfor:

Vi er i fuld fart i færd med at undergrave forudsætningerne for menneskehedens fredelige overlevelse. Klima- og miljøkatastrofer kappes om førstepladsen på farelisten med risikoen for, at de alt for mange regionale konflikter og et nyt vanvittig rustningskapløb ved en fejltagelse skal udløse en storkrig med atomvåben.

Vi har netop passeret 75-året for, at to amerikanske atombomber blev kastet mod japanske byer. 

Som formand for FN’s generalforsamling besøgte jeg for fem år siden Hiroshima. Det gør et uudsletteligt indtryk at høre de overlevende fortælle og se billederne af den by og de mennesker, der brændte op eller blev livslangt invalideret af atombomben; de misdannede børn, der siden blev født osv. 

De seneste 75 år har håbet været, at rædslerne fra dengang var overbevisende nok til at få alle til at afstå fra at bruge atomvåben, selv om de er klar på lagrene – ikke bare i USA, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina, men også i Israel, Indien, Pakistan og Nordkorea: Iran har været på vej, men blev inddæmmet af en effektiv international aftale, som Trump var vanvittig nok til at forlade. Saudi-Arabien, Tyrkiet og Egypten står på spring. Uden effektiv international indsats mod spredning kan flere og flere uligevægtige diktatorer komme i besiddelse af A-våben.

USA’s præsident Reagan og Sovjetunionens Gorbatjov opnåede i 1980’erne en fælles forståelse af, at atomvåben truede med at udløse gensidig udryddelse. Den Kolde Krig blev afsluttet med aftaler, som stoppede udviklingen af interkontinentale raketter, der kunne affyre atombomber. Bombelagere blev skåret ned, og der blev indført vidtgående regler for inspektion af militære øvelser og udveksling af informationer. Alt for at dæmpe mistro og opbygge tillid mellem parterne. 

De 2000 atomprøvesprængninger, der er gennemført siden 1945 som led i udviklingen af ny typer af atomvåben, har efterladt en tung arv af ødelæggelser af natur og skader på menneskers og dyreliv. Derfor var det et stort fremskridt, da de fleste lande enedes om et forbud mod ny prøvesprængninger. De seneste 24 år har kun Indien og Pakistan hver to gange og Nordkorea seks gange prøvesprængt atomvåben. 

Ledende amerikanske politikere fra begge partier talte for et par årtier siden klogt for totalt forbud mod atomvåben. Præsident Obama tilsluttede sig dette mål i sin store tale i Prag i foråret 2009.

Desværre er vi på vej i stik modsat retning. IBM-traktaten om begrænsning af interkontinentale raketter er gået i opløsning i gensidige beskyldninger mellem USA og Rusland, og informationsudvekslingen mellem stormagterne er skrantende. 

Det amerikanske senat har aldrig godkendt aftalen om stop for atomprøvesprængninger, og Trump-regeringen rumler nu med planer om at genoptage sprængninger, samtidig med at der satses stort på modernisering af atomvåbenstyrken. Det handler bl.a. om mere effektive ’små’ såkaldt taktiske atomvåben.

Det sidste store værktøj til begrænsning af antallet af opstillede store atomvåben og raketter – NEW START-aftalen – udløber i januar 2021. Det er i høj grad Europa, der skal presse USA og Rusland til en forlængelse.

De enorme udgifter og risici ved det nye globale rustningskapløb kræver at Vesten på et langt bredere felt engagerer Rusland og Kina i nye aftaler om våbenkontrol. Vi har – uanset alle andre interessekonflikter – et ansvar for at genopbygge forståelse af, at der ikke er nogen vindere i nye storkrige. Det er en ekstra grund til ikke at hidse modsætningerne endnu mere op, fordi der skal vælges en forhåbentlig ny præsident i USA.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 1. september 2020.