Maskefald og klassekamp fra et såkaldt folkeparti

Med et oplæg til øget ulighed er der ikke meget »folkeparti« over De Konservatives finanslovsudspil. Det er snarere et udspil til større ulighed. Mere om det og Søren Papes statsministerambitioner i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den via linket eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 1. december 2021:

Søren Pape Poulsen er meget populær for tiden. Ved kommunalvalget havde hans folk flot fremgang i mandater, og det blev til flere borgmesterposter især i provinsen. Kronjuvelen på Frederiksberg røg til gengæld i svinget.

Den konservative leder har opnået sin fremgang ved at sidde helt stille og sige venlige ord uden at fortælle meget om sin egen politik, mens Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, og Socialdemokratiet er fanget af dårlige sager og får tæsk af storbyvælgerne.

Men med sit finanslovsudspil har De Konservative tonet rent flag.

Jeg er sikker på, at mange, der senest har stemt konservativt, vil blive negativt overrasket, når de forstår, hvor ensidigt partiet vil gavne de få, der i forvejen tjener og ejer allermest, og som allerede har fået en uforholdsmæssig stor bid af velstandsfremgangen.

Endnu mere rystende er det, at gaveuddelingen til de rigeste skal finansieres ved bidrag fra nogle af dem, der har mindst. Det er en uskøn konkurrence med Nye Borgerlige om at komme med de mest asociale bud.

Urimeligt

Her er nogle af de mest markante konservative forslag:

Topskattegrænsen skal gradvist hæves til 800.000 kroner. Det betyder, at alle os, der tjener over 800.000 kroner, skal have en ekstra årlig skattelettelse på 37.000 kroner. Det gælder selvfølgelig også den rigeste ene procent, der i forvejen har fået lettet sin årlige skattebetaling med 120.000 kroner om året i kraft af de seneste 20 års politiske beslutninger – de fleste truffet af regeringer med konservativ deltagelse.

Det er uden enhver rimelighed igen at lette skatten for dem, der i mange år har haft de største indkomststigninger og massive skattelettelser – og som i øvrigt uden at røre en finger og til lav eller ingen beskatning har indkasseret langt de største bidder af periodens enorme gevinster på aktier og ejendom. Det bliver kun værre, når man desuden vil lette selskabsskatten og skatten på aktieindkomst og slutter af med ambitionen om helt at afskaffe arveafgiften: Den er dog en vis garanti for, at skattefri og lavt beskattede formuegevinster til sidst trods alt bidrager til velfærd og klimaløsninger til gavn for de mange. Faktisk taler fairness ikke for at afskaffe, men at forhøje beskatningen af de meget store arveparter.

De fattigste ti procent af danskerne har de seneste 20 år kun fået skatten lettet med 1.200 kroner om året, og har afstået et flere gange så stort beløb i lavere sociale ydelser. Den konservative finanslovspakke vil kun forværre dette:

Et vigtigt bidrag til at betale for gaverne til de rige er forslag om at fjerne den ny såkaldte Arne-pension, der giver adgang til tidligere tilbagetrækning for nogle af dem, der har knoklet mest i livet og fået mindst for det. Det er også mennesker, som typisk har udsigt til kortere levetid og derfor færre år på pension end mange af os andre. Desuden foreslås endelig likvidering af den gamle efterlønsordning og afskaffelse af seniorjobordningen. Endelig indeholder det konservative udspil små, men symboltunge forslag om besparelser på blandt andet folkeskolen, indsatsen for FNs verdensmål og på kvindeforskning.

En appel til de velhavendes grådighed

Ønsket om større ulighed i alle dimensioner er i sandhed forfulgt med stor omhu.

Er der anden drivkraft for denne kurs end appellen til de velhavendes grådighed? Ja, det er Reagans og Thatchers neoliberale program, der lanceres igen. Det er troen på, at større ulighed er nødvendig for at fremme initiativ og virkelyst, og at flere penge hos de velhavende og besiddende omsætter sig til større investeringer, mere beskæftigelse og bedre indtjening – til sidst også for de fattige. Desværre understøttes disse vrangforestillinger af de utroværdige modelberegninger, Finansministeriet stadig ikke har fået ryddet op i.

Men virkeligheden er anderledes: I USA har denne politik betydet, at den rigeste ene procent har hamstret hele nationens velstandsfremgang de seneste 40 år. Meget af den øgede rigdom er omsat til politisk støtte til højrefløjen ved direkte tilskud og finansiering af ekstremt højredrejede nye medier. Det har konserveret tilslutningen til den neoliberale politik. Men det har hverken løftet investeringer eller job og indtjening til de fattige. I Danmark har vi fået høj beskæftigelse og enestående stærk international konkurrenceevne på grund af – ikke på trods af – større lighed og meget større skattebetalt velfærd end i USA.

Der er ikke noget »folkeparti« i De Konservative forslag til større ulighed. Det er en advarsel til dem, der overvejer at støtte Søren Pape Poulsens ambition om at blive statsminister.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om dansk politik og ulighed