Hvis Ukraine falder sammen under russisk pres, er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne – der er også en voldsomt stigende risiko for, at den stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande. Det skriver jeg om i denne klumme. Læs den i Berlingske – eller nedenfor:
Ukraine-krig og historielæring
Hos Trump handler alt om Trump.
Han har erklæret, at han vil slutte krigen i Ukraine i en håndevending, så det må ske – uanset prisen for ukrainerne. Der er intet grundlag for at stole på, at Trump vil bruge sin magt på at få Putin med på en våbenhvile som aftalt mellem USA og Ukraine i Saudi-Arabien.
Putin ved, at han kan besnakke den utålmodige Trump til at stille nye krav til Ukraine, som svækker landet i de videre forhandlinger. Måske tier våbnene for en stund, fordi Trump igen tvinger Ukraine i knæ ved at trække støtten med våben og efterretninger, før Europa kan nå at sætte tilstrækkeligt ind for at kompensere for USAs svigt.
Men hvis Ukraine bagefter falder sammen under russisk pres, så er det ikke bare en stor tragedie for ukrainerne, men en voldsomt stigende risiko for at den sejrende og stærkt oprustede Putin opsluger andre postsovjetiske lande.
Moldova, Georgien og Armenien står først for. Men balterne føler sig heller ikke sikre, når tilliden til amerikansk opbakning gennem NATO blegner.
Europas udgifter til selvforsvar vil vokse voldsomt, hvis et vel bevæbnet Ukraine falder ud af ligningen, samtidig med at vi mister USAs opbakning i NATO.
Derfor er det indlysende europæisk egeninteresse at sikre Ukraines overlevelse.
Uklarhed styrkede Putin
Ukraine var i forrige århundrede dén del af Europa, hvor sult, krig og terror fra Stalin og Hitler udryddede flest mennesker – ufatteligt mange millioner. Derfor er det forståeligt, at 90 procent af ukrainerne stemte for selvstændighed, da Sovjetunionen gik i opløsning.
I 1994 garanterede USA, Storbritannien og Rusland det nye lands grænser i en aftale, hvor Ukraine afleverede sin del af det gamle sovjetiske atomvåben til Rusland.
Samlivet med Rusland var de første år ret fredeligt. Rusland fik lov fortsat at have sin sortehavsflåde i Sevastopol på Krim. Men det var åbenbart, at Putin som Ruslands leder siden 2000 afskyede NATOs udvidelse mod øst – og ikke kunne se Rusland som storspiller på verdensscenen uden at have kontrol over Ukraines folk og ressourcer.
Putin kunne leve med en tilstand, hvor russiskvenlige politikere og oligarker i lange perioder dominerede et korrupt ukrainsk politisk system. Men udsigten til et demokratisk fungerende Ukraine i EU og NATO var en ubærlig stor og nær udfordring for Putins stadigt mere despotiske regime.
George W. Bush insisterede i 2008 på, at NATO gav Ukraine og Georgien løfte om medlemskab på et ubestemt tidspunkt i fremtiden. Blandt andet Tyskland og Frankrig var imod, og Ukraines eget ønske om medlemskab var dengang ikke brændende.
Den uklarhed, der hermed blev skabt, har utvivlsomt styrket Putins bestræbelser på med alle midler at spænde ben for, at de to lande kunne blive medlem af NATO. Første trin var krigen mod Georgien samme år, hvor en del af landet blev besat af Rusland.
Trumps venskabelige åbning
Ukrainernes ønske om stærkere bånd til Vesten handlede mest om tilknytning til EU. Da den russisk orienterede præsident Yanukovitj i 2014 under pres fra Rusland opgav en færdig handelsaftale med EU, udløste det et folkeligt oprør, der væltede præsidenten.
Det fik Putin til ved et kup at annektere Krim og orkestrere et såkaldt oprør i den østlige Donbas-region. Vesten reagerede kun svagt imod overtagelsen af Krim og prøvede forgæves at formidle en løsning på striden i Donbas.
Men Putin ønskede en ulmende konflikt.
Putins uprovokerede angreb mod hele Ukraine 24. februar 2022 kom måske, fordi han læste det kaotiske USA-exit fra Afghanistan som vestlig svaghed, og desuden helt fejlbedømte den ukrainske modstandsvilje.
Han troede, det ville gå som ved invasion i Tjekkoslovakiet i 1968: Vi rykker ind med overvældende militærstyrke, alle rækker hænderne i vejret, vi indsætter inden for en uge marionetregering, og Vesten sender en ligegyldig protestnote.
Men Zelenskyjs mod og Vestens bistand forhindrede kuppet. Derfor var der, måske, en chance for rimelig fred efter de første par måneder – en chance, der i så fald blev misset på grund af en forkert vestlig formodning om, at Rusland kunne udmattes langt mere af en lang krig.
Efter tre år er er begge parter udmattede med store tab af menneskeliv og store ødelæggelser i Ukraine. Med fortsat amerikansk opbakning til Ukraine var der fortsat chancer for en fred på rimelige vilkår.
Med den venskabelige åbning fra Trump til Putin må man imidlertid – uden ekstraordinær europæisk indsats – frygte, at våbenhvile kun bliver en kortvarig mellemtid, indtil Rusland opsluger hele Ukraine.
Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet
Mere fra min hånd om Ukraine