Skarp og imponerende analyse fra Gordon Brown, der havde magten alt for kort

Gordon Brown beskriver i ny bog med imponerende overblik de globale udfordringer og skitserer de nødvendige svar. Læs min anmeldelse i Information lørdag d. 17. juli – eller nedenfor

Gordon Brown var finansminister i ti år, idémand til mange af Labours velfærdsforbedringer og derefter britisk premierminister i tre år frem til 2010. Han kom for sent til den højeste post, fordi Tony Blair ikke flyttede sig som aftalt. Han måtte trækkes med finanskrisen og tabte valget til den opportunistiske letvægter David Cameron, der med sin elendige dømmekraft fik udløst Brexit-katastrofen.

Det påstås, at Brown tabte magten, fordi han var for »saglig og kedelig« til en nutidig valgkamp. Sikkert er det, at hans indsigt og engagement i, hvordan vi skaber en fredelig og bæredygtig verden, er langt stærkere end hos både hans forgænger og efterfølger.

Nu har han med imponerende overblik sat sig for at beskrive de globale udfordringer og skitsere de nødvendige svar i bogen Seven Ways to Change the World: How to Fix the Most Pressing Problems We Face.

Den centrale pointe er, at vi ikke har en chance uden stærkere internationalt samarbejde.

Opgør med neoliberalismen

I sin bog gør Brown op med den neoliberale politik, der har domineret de seneste 40 år – ledsaget af hæmningsløs individualisme, hvor vinderne tog det hele, uligheden eksploderede, og den sociale kontrakt blev brudt. Nationalisme og populisme vandt frem på grund af frustrationer over ulighed, tabte job, frygt for de fremmede, tab af kulturel identitet og utålmodighed med den politiske elite.

Populisternes falske fortælling er, at der findes en vej til at take back control i en verden, hvor ingen af de eksistentielle udfordringer kan løses af nationalstaten alene. Men medlemslandene har ikke givet tilstrækkelig autoritet og finansiering til FN, Verdensbanken og Valutafonden (IMF). Vesten har desuden alt for længe tøvet med at give de nye stærke økonomier større medbestemmelse i Verdensbanken og IMF.

Brown tager udgangspunkt i COVID-krisen. Først så vi en ukoordineret opvisning i nationalegoisme og derpå et fantastisk internationalt samarbejde om på rekordtid at udvikle vacciner. Efter Trumps fald kan der måske med USA’s deltagelse komme finansiering til igen at levere en langt stærkere global sundhedsindsats via WHO. I første runde handler det om at få gratis COVID-vaccine til verdens fattige, for ingen er sikre, før alle har fået tilbudt vaccination.

Pandemien efterlader os med endnu større ulighed. Flere hundrede millioner mennesker er kastet tilbage i ekstrem fattigdom. De rige lande må bidrage meget mere til global økonomisk og social genrejsning. Heldigvis ser vi ikke en gentagelse af fejltagelserne efter finanskrisen i 2008, hvor den herskende kurs – i EU anført af Tyskland – var at insistere på at begrænse budgetunderskud og inflation frem for bekæmpelsen af arbejdsløshed og fattigdom. Nu rustes der op til at give de fattige lande muligheder for at låne til nulrente til at forbedre både fysisk og social infrastruktur i en verden, hvor mange af verdens mennesker lever uden socialt sikkerhedsnet og med minimale ressourcer til sundhed og uddannelse.

Brown beklager i sin bog, at han som premierminister efter finanskrisen blev opslugt af storpolitiske forhandlinger og tekniske diskussioner i stedet for at anføre meningsdannelsen i et frontalt angreb på de falske påstande om, at staternes gældsstiftelse var årsag til – ikke resultat af – krisen:

Eneste realistiske vej ud af en dyb krise er at skabe beskæftigelse – og offentlige ydelser og investeringer virker stærkere og mere sikkert end skattelettelser. Heldigvis er dette nu recepten både i USA og EU. For ti år siden sejrede derimod sparepolitikken. Derfor steg beskæftigelsen alt for langsomt, uligheden voksede, og populisterne fik ekstra medløb.

Den globale økonomiske genrejsning skal kombineres med en massiv indsats for at stabilisere klimaet, fordi hver ekstra én grad i temperaturstigning vil udsætte ekstra én milliard mennesker for at blive klimaflygtninge eller døje med utålelig varme. Hvis ikke vi senest i 2050 nulstiller kulindholdet i vores energiforsyning, udløser vi en uoprettelig destabilisering af kloden med uhåndterlige folkevandringer og endnu flere konflikter.

Fossile brændsler betaler langtfra nok for deres katastrofale forurening. De skal afgiftsbelastes, og investeringer i billig vedvarende energi, produktion af flydende grønne brændstoffer, opsamling af CO2, skovbesvarelse og -plantning og så videre skal mangedobles.

7.600 milliarder dollar i skattely

Vi har ikke råd til at lade være med at handle hurtigt. Det koster tusindvis af milliarder, men gevinsten i job og miljø er langt større. Hvis vi skal fastholde folkelig opbakning, kræver det fair omfordeling. Den fattigste halvdel skal ikke betale. Brown gør med rette meget ud af, at finansieringen skal findes ved at standse verdens superriges epidemiske flugt til oversøiske skattely. Han illustrerer skatteflugtens vanvittige omfang ved at gennemgå, hvad der foregår på blandt andet Cayman Island.

Der er formuer på – allermindst – 7.600 milliarder dollar gemt i skattely. Tre fjerdedele tilhører de 0,1 procent rigeste mennesker i verden. De afslørende Panamapapirer med videre har styrket den politiske vilje til at handle. Dertil kommer, at der med udspillet fra den amerikanske præsident, Joe Biden, nu omsider fokuseres på de multinationale giganters systematiske undvigelse af national selskabsskat.

Der er lang vej, men reel mulighed for, at staternes låntagning til at bekæmpe krise og klimaforandring på sigt kan bringes ud af verden – dels ved indtægterne fra øget beskæftigelse, dels ved at de rige mennesker og selskaber omsider kommer til at betale skat. Det kan bryde den onde cirkel af 40 års neoliberal politik, som har reduceret lønnens andel af produktionsresultatet fra 60 til 40 procent og tilsvarende øget profitandelen.

Øgede skatteindtægter er forudsætningen for, at fattige lande kan investere meget mere – ikke mindst i uddannelse. Browns hjertesag er uddannelse, som han virker for som FN’s særlige udsending.

Han påpeger, at vi her er meget langt fra FN’s verdensmål. Der er stadig for mange millioner børn – især piger – der slet ikke kommer i skole. Folkeskolen er ofte ringe, og det er kun et mindretal, der overhovedet får en uddannelse ud over seks-syv år. Det betyder, at vi reelt afskærer halvdelen af verdens børn fra at få et ordentligt job, fordi ny teknologi erstatter det helt ufaglærte arbejde. Kløften mellem dem med og uden uddannelse truer med at fastlåse os i en afgrund af ulighed. Uden massiv investering i efteruddannelse presses også ufaglærte i de rige lande ned og ud af teknologiudvikling og oversøisk produktion.

I Afrika og verdens konfliktzoner fastholdes den dybeste fattigdom på kloden. Det harmer Brown – som det harmede mig at opleve som formand for FN’s Generalforsamling – at offerviljen i den rige verden er så ringe, at man end ikke finansierer anstændige levevilkår med både mad, sundhed og skole til de næsten hundrede millioner flygtninge og internt fordrevne, som er ofre for hjemlandets borgerkrig, undertrykkelse og sult.

Der er ikke plads i denne anmeldelse til at gå i dybden med andre centrale brikker i Browns skarpe analyse. Han har gode forslag til at begrænse spredningen af atomvåben og de store landes fornyede atomoprustning med deraf følgende stigende risiko for utilsigtet anvendelse. Det er ikke naive forslag, men forslag der tager tråden op fra Reagan og Gorbatjov i 1980’erne.

Brown giver en nøgtern anbefaling til Biden om at bremse marchen mod en ny kold krig mellem USA og Kina. Kina bliver den største økonomi, og vi har et interessefællesskab i at opretholde gensidig handel og investering.

Holdningen til menneskerettigheder er et alvorligt udestående, men det løses ikke ved pres – kun ved større samkvem. Vi kan ikke tvinge Kina til kursændring, men der er grund til at tro, at de gerne vil medvirke til en mere regelbundet verdensorden, hvis de får rimelig indflydelse. Styret forsvinder ikke og starter næppe krige, fordi fortsat hastig fremgang i velstand og velfærd er garantien for dets stærke folkelige opbakning.

Brown slutter beretningen med at tale om ledere, der i samspil med et aktivt civilsamfund skal bringe folk med på den rigtige fortælling. Han citerer Noam Chomsky: »Hvis du antager, at der ikke er håb, så ER der ikke håb.«

Vi skal forstærke håbet, handle beslutsomt, sammen over grænserne, NU.

Anmeldelsen var trykt i Information 17. juli 2021