Debat og nyheder

Udgivet den

Arbejder vi nok til at betale velfærden?

Flere ændringer i skat eller tilskud kan næppe få flere til at gå op i arbejdstid, men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske – mere om det i min seneste klumme i Berlingske. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Tag af det store råderum for at betale mere i løn til sundhedsansatte

Bedst som vi var ved at glæde os over historisk god beskæftigelse, et deraf følgende stort overskud på statsfinanserne og derfor et meget større råderum til at finansiere klimahandling og velfærdsforbedringer, åbnede nogen en hidsig debat om, at danskerne er ved at ødelægge velfærdssamfundets fremtidige skattegrundlag, fordi de arbejder stadigt mindre.

En del af anledningen til debatten er en aktuel undersøgelse fra Kommunernes Landsforening, der viser, at kommunale medarbejdere – der jo er en blanding af hel- og deltidsansatte – gennemsnitligt arbejder 48 minutter mindre end i 2022 end i 2013. Det skal dog tilføjes, at minuttallet ikke er faldet de seneste tre år. Hele faldet skete frem til 2019.

Der kan stilles mange spørgsmål til netop disse beregninger, og jeg kender ikke alle svarene.

Flere ændringer i skat eller tilskud kan dog næppe få flere til at gå op i arbejdstid; men bedre arbejdstilrettelæggelse og mindre stress kan måske. Dog er der mange småbørnsfamilier, der ikke kan få tilværelsen til at hænge sammen, hvis begge ægtefæller arbejder 37 eller flere timer om ugen. Det kan være umuligt at nå at hente børn i daginstitution med dét arbejdsskema i familien.

Der er historisk velkendt, at stigende velstand for en stor del er blevet omsat i kortere arbejdstid. Dét har ikke eroderet skattebasen eller været hindringen for finansiering af offentlig velfærd. Lige nu er det budgetloven, der er den vigtigste forhindring herfor, og det er en restriktion, vi har pålagt os selv for at følge eurolandene. Men i EU synes man på fuld fart væk fra disse stramme regler, ikke mindst fordi de nødvendige offentlige investeringer i klimaindsats ellers bliver nødlidende.

Fuldtid er i det seneste århundrede ændret fra 48 til 37 timer. Men i fortiden var en stor del af kvinderne ikke på arbejdsmarkedet. Levealderen var også meget kortere. Jeg tror, at vi netop i dag har en danmarkshistorisk rekord i andelen af både mænd og kvinder, der faktisk er i arbejde på hel- eller deltid – eller i uddannelse. Desuden er der jo en ufatteligt meget højere produktivitet pr. arbejdstime i dag end for 100, 25 eller bare ti år siden. Højere uddannelsesniveau, anvendelsen af ny teknologi og bedre arbejdsorganisation løfter os hele tiden, og bidrager til, at vi er blandt de mest konkurrencekraftige samfund på kloden.

Med højere uddannelse, bedre helbred og længere levealder vil mange flere af fremtidens ældre ønske sig at blive i arbejde længere, fordi det ikke er udfordrende nok at være fuldtidspensionist. Det er min erfaring fra min omgangskreds af 75-80-årige, og jeg tror, det vil brede sig fremtiden. Det ville ske også uden det spild af hundredvis af millioner skattekroner, der udløses ved, at man nu præmierer mange af os, der arbejder længere end folkepensionsalderen med tillæg for de år, vi ikke trækker på folkepensionen.

Nu ophæves desuden den hidtidige regel om modregning i folkepensionens grundbeløb for arbejdsindtægt udover 400.000 kroner. Det er de absolut mest velhavende, der i forvejen er privilegeret med godt helbred, høj pension og særligt store erhvervsindtægter, der får gavn af denne gaveuddeling. Der er næppe mange af dem, der arbejder én time mere eller mindre af dén grund.

Man kommer i øvrigt let til at overdrive udsigterne til større »ældrebyrde« som følge af længere levealder. Mit indtryk er, at folks antal år med godt helbred vokser i takt med deres forventede længere levetid. Det er måske også i fremtiden kun de sidste par leveår, de ældre koster virkelig meget på sundheds- og omsorgsområdet, uanset hvor gamle kommende generationer bliver.

Derfor er det heller ikke en naturlov, at der bliver problemer med at få medarbejdere nok til at levere offentlig service af god standard – hverken finansielt eller rekrutteringsmæssigt. Meget af ventetidsproblemet på sundhedsområdet er efterveer fra covid-årene og de ulyksalige sygeplejekonflikter, og i fremtiden vil mange trivielle arbejdsopgaver blive overtaget af kunstig intelligens.

Derfor er tiden til at tage af det store råderum i de offentlige finanser til at forbedre løn- og arbejdsvilkår for medarbejdergrupper på sundhedsområdet og i omsorgen for børn og gamle. Løntilpasningen skal ikke bare ske ud fra såkaldte retfærdighedsbetragtninger, men for at sikre, at mandskab kan hverves til at levere en højt prioriteret offentlig service. Det handler også om at undgå, at privathospitaler overtager aktivitet fra det offentlige, fordi de kan tilbyde bedre vilkår for medarbejderne – og så i øvrigt efterlade til det offentlige at levere den mest krævende og specialiserede del af sygdomsbehandlingen.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 6. september 2023

Mere fra min hånd om velfærd

Udgivet den

Vi​ må satse alt på fortsat vestligt sammenhold og levering af våben og bistand i Ukraine

Putin har indset sine indledende fejlvurderinger og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Det skrev jeg om i mit seneste indlæg i Jyllands-Posten. Læs det her – eller nedenfor:

Udsigten til en lang og blodig krig

Uden for min gadedør blev jeg forleden anråbt af en mandlig cyklist, der bebrejdede os i Vesten, at vi bare bliver ved at sende våben til at holde gang i en krig, der vil koste hundredtusindvis af døde på begge sider. 

Mandens tone var vred og aggressiv. Derfor kom det ikke til en egentlig samtale. Men jeg tror, at hans modstand mod bl.a. Danmarks støtte til Ukraines krigsførelse var drevet af forståelig frygt for en endeløs skyttegravskrig, hvor fronterne ikke flyttes meget, men krigen holdes i gang af moderne vestlige våben med dét formål at tappe russerne for så mange kræfter og så meget blod, at de indser, at de aldrig kan erobre Ukraine, og at de vil tabe nye angrebskrige. 

Den vej KAN blive meget lang og blodig. Vi vil se flere end de titusindvis af krigsforbrydelser, der allerede er registreret, og en fortsat ædende ondskabsfuld krig mod den ukrainske civilbefolkning med bomber mod boligblokke, hospitaler, børnehaver, skoler og kornlagre. Ukraine bliver stadig mere ødelagt, og de fattigste ude i verden rammes af fødevaremangel, fordi Putin igen forhindrer kornskibene i at sejle.

Putin har nok forstået sine indledende monumentale fejlbedømmelser og ved, at han ikke kan nå sine mål, hvis Vesten holder ved støtten til Ukraine. Men uden vestlig opbakning ville Ukraine snart – uanset alt heltemod – ophøre med at være en selvstændig stat. For så ville størrelsen af de to krigende landes befolkning og ressourcer – herunder antallet af soldater, der kan sættes ind – på sigt afgøre krigens udfald. 

Putin og Trump

Putin håber, at Trump vender tilbage og underløber ukrainerne, og at Europa inficeres af russisk-venlige højreradikale kræfter, der skal så splittelse og tvivl i deres hjemlande om støtte til Ukraine. Hans investering i intriger og løgne på de sociale medier medvirkede jo fint til brexit og valget af Trump til præsident i 2016 og senere til at sikre Marine Le Pen et godt valg i Frankrig. Putin investerer fortsat massivt i at skabe misfornøjelse og splittelse både i USA og Europa. 

Desværre har han også stadig en betydelig folkelig opbakning derhjemme, et resultat af den årelange indoktrinering om Nato og USA som den aggressive part, der vil ødelægge Ruslands storhed. Derfor er der trods de store russiske tab ved fronterne endnu lang vej til et folkeligt oprør mod krigen. Derimod kan man desværre ikke udelukke endnu et kupforsøg, der handler om at skærpe kursen – ikke søge freden.

Putins vilje til at ødelægge Ukraine kan ses som reaktion på, at ukrainerne, uanset om de taler ukrainsk eller russisk, kæmper sammen for at undgå at komme under hans hæl. De lider alle under krig og besættelse, og de lever med erindringen om det forfærdende folkemord på Ukraine under Stalin i sovjettiden.

Men måske er Putins stærkeste drivkraft til at fortsætte krig til den sidste ukrainer ikke hadet, men hans angst for, at det efterhånden kan smitte til Rusland, hvis Ukraine, efter at have drevet hans invasionshær tilbage, etablerer et ægte demokrati inden for EU’s og Natos rammer.

Foreløbig må vi satse alt på fortsat vestligt sammenhold, der kan ruste Ukraine nok til at presse russerne tilbage og derefter faktisk skaber et velfungerende, demokratisk Ukraine. Det kræver enorme leverancer af moderne våben og en ligeledes enorm og vedholdende bistand til genopbygningen:

Så må både Ukraine og vi andre satse på, at et militært nederlag for Rusland, hurtigere end det nu tegner sig, kan føre til et opgør med Putin og hans verdenssyn hjemme i Rusland. Verden bliver ikke tryg, før det sker. 

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 8. august 2023

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Koranbrænding er ballade – ikke ytringsfrihed

Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål – det skriver jeg om i denne kommentar i Berlingske 10. august 2023

Ballade kontra ytringsfrihed

Jeg er aldeles enig med regeringen om, at vi skal beskytte Danmarks internationale omdømme ved at ulovliggøre afbrænding af hellige religiøse skrifter som del af offentlige demonstrationer foran udenlandske ambassader.

Det overrasker og bekymrer mig, hvor mange der triller rundt om denne sag, som om ytringsfrihed handlede om en umistelig ret til at brænde koraner af.

Der eksisterer ikke i Danmark en fundamentalistisk frihed og lovlighed til enhver forhånende optræden ved demonstrationer. Der er allerede meget, man ikke må, selv om der er ytringsfrihed. Man kan blive straffet for injurier og i visse tilfælde også for racisme. Det udløser straf at afbrænde andre landes nationale symboler (flag). Det er, så vidt jeg har forstået, stadig retligt uafklaret, om det er strafbart at afbrænde hængte dukker af statsministeren af i lygtepæle. Men der findes stadig bestemmelser om straf for majestætsfornærmelse osv.

Måske var det uklogt for seks år siden at afskaffe den sjældent brugte blasfemiparagraf i straffeloven, der formentlig omfattede demonstrativ afbrænding af religiøse skrifter. Socialdemokratiet stemte som eneste parti imod afskaffelsen af denne paragraf, mens den daværende statsminister og nuværende udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), forudså, at det kunne åbne for koranafbrændinger, og derfor kun meget tøvende lod sig overtale til lovændringen af islamofoberne i hans daværende parti, Venstre.

Et indgreb kan ske på forskellig vis. Fhv. udenrigsminister Per Stig Møller (K) og jeg diskuterede forleden sagen hos Simon Emil Ammitzbøll i 24syv. Per Stig mente, at det enkleste er at skærpe politivedtægten i ordvalget om urostiftelse og ulovlig afbrænding på linje med at afbrænde dæk eller affaldscontainere på offentlige steder eller lime sig fast på kørebanen i protest mod bilismen som del af en demonstration. Og det er jo forbudt.

Der er flere veje at gå. Det afgørende er at få sendt et signal til omverdenen om, at forhånelse af andres religion er farligt og ekstremistisk idioti, der ikke er accepteret Danmark og ikke er regeringens politik.

Berlingskes chefredaktør ser – sammen med mange andre – signalet som en glidebane over for pression fra grumme muslimske diktatorer og organisationer, og han sammenligner med eftergivenheden over for Hitler i 1930erne. Man skal passe på med falske analogier, Tom Jensen. Man kunne lige så godt sammenligne koranafbrændingen med Goebbels’ autodafé i Berlin i 1933 af bøger, nazisterne ikke syntes om.

Mærkeligt nok synes alle partier uden om regeringen at være imod forbud mod koranafbrænding ved demonstrationer.

Det er forståeligt. at det er holdningen hos islamhadere på højrefløjen. Derimod er det uforståeligt, at venstrefløjen er med i koret. Og mon ikke både SF, Radikale og Konservative havde været medforslagsstillere til et forbud, hvis de havde været en del af regeringen?

Redaktør Kristian Madsen fra A4 Medier taler om regeringspartierne som de voksne i klassen, for der skal ro på i vores forhold til den muslimske verden.

Det er hverken dansk stats- eller erhvervsinteresse, at halvanden milliard fredelige mennesker af muslimsk tro risikerer at få det indtryk, at vi for enhver pris vil forhåne symbolet på deres ofte meget inderlige religiøse tro.

Det skal ikke lykkes pyromaniske idioter foran udenlandske ambassader i København at give autoritære regimer ude i verden et påskud til at stive deres regimer af på Danmarks bekostning – og måske endda inspirere langt mere voldelige og idiotiske ekstremister derude til at udtænke terrorangreb mod danske mål.

Vi kan se, at Putin allerede prøver at få sympati i den muslimske verden ved at angribe Sverige og Danmark for koranafbrændingerne. Vi risikerer desuden, at Erdogan får et tilbagefald til at blokere Sveriges NATO-medlemskab. Og meget mere generelt har vi brug for at få mange flere lande over på vores side i kampen mod russisk aggression i Ukraine og for aktiv global klimahandling. Det kræver bedre relationer mellem Vesten og Det Globale Syd – også til mange kedeligt autoritære regimer i den islamiske verden.

Derfor forventer vores demokratiske vestlige allierede, at vi stopper for koranafbrændinger. Ja, for det handler selvfølgelig OGSÅ om udenrigspolitisk pragmatisme og rettidighed med varetagelse af nationens interesser.

Da den franske filosof Voltaire lå på sit dødsleje, kom en præst og bad den døende om at forsage Djævelen, alle hans gerninger og alt hans væsen. Voltaires svar var, at det næppe var tidspunktet for ham at skaffe sig nye fjender. Nye fjender er i hvert fald heller ikke hvad Vesten har brug for lige nu.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Udgivet den

Krudt og kugler må ikke sluge råderummet i dansk økonomi

Vi har brug for andet og mere. Prioriteringen af det økonomiske råderum har længe været til debat i dansk politik. Mette Frederiksen må ikke glemme at prioritere penge til en række vigtige dagsordener. Læs min seneste klumme i Berlingske her – eller nedenfor:

Hvad er vigtigst? 

Ifølge statsministeren skal der ikke kunne klemmes et A4-papir ind mellem Danmark og USA.

Det er en temmelig kategorisk udmelding med alle de foruroligende træk i det amerikanske samfund og alle de gigantiske fejltagelser, der i de seneste 60 år har udløst amerikansk anførte krige og katastrofer fra Vietnam til Mellemøsten.

Jeg opfatter da også Mette Frederiksens melding mere situationsbestemt – med Joe Biden som præsident i USA og kampen mod den rædselsfulde, russiske aggression som det store, fælles projekt. Det kan – som hun også har sagt – være rigtigt, at oprustningen til to procent af nationalproduktet ikke er et loft, men kun en bund. Vi kan for eksempel blive tvunget langt over to procent, hvis Europa på egen hånd skal redde Ukraine og imødegå den russiske trussel, hvis katastrofen sker, at Donald Trump genvælges. Så bliver der plads til mere end et A4-ark imellem USA og Danmark.

Vi skal have lov håbe på noget helt andet. Ikke bare, at Biden fortsætter, Rusland slås tilbage, og Ukraine kommer med i EU og NATO. Men også, at det så ikke er helt utænkeligt, at der hen ad vejen i Rusland kommer mere realistiske og fredsommelige ledere, som vil forstå den fælles interesse i afspænding og samarbejde. Det skal vi selvfølgelig aktivt række ud efter, hvis chancen melder sig. Og så bliver det også muligt, at de to procent bliver et rigeligt højt mål.

Vi har akut brug for investering i klimahandling, velfærd og social sammenhængskraft

Man må i hvert fald inderligt håbe, at krig og oprustning ikke sluger hele det stærkt udvidede »råderum« i dansk økonomi. For vi har akut brug for at investere langt mere i klimahandling, bæredygtighed, velfærd og social sammenhængskraft.

Der er fortsat ringe forståelse for, at klimaindsats og bæredygtighed ikke bare er nye sider i et parti- eller regeringsprogram. Det er mål, som skal gennemsyre al politisk handling. Krisen er eksistentiel. Der er en chance, men ingen sikkerhed for, at vi kan forhindre, at verden opløses i accelererende ophedning, hyppigere og heftigere naturkatastrofer, stigende vandstand i havene, ørkenspredning, voksende vandmangel og helt uhåndterlige flygtningestrømme med mange flere deraf afledte konflikter.

Derfor skal der handles mere kraftfuldt her og nu. Det er ikke gratis, som man ofte af politisk bekvemmelighed lader som om. Men det er ufatteligt meget billigere end den regning, vi efterlader til vore børn og børnebørn, hvis vi tøver. Vi skal stoppe al snak om, at det er lige meget, hvad vi gør i lille Danmark. Ligesom vi har en særlig forpligtelse til at stå sammen med resten af Europa for at hjælpe Ukraine, uanset at vi ikke alene gør en afgørende forskel, har vi også et særligt ansvar for at gå forrest i klimakampen, selv om vi ikke alene kan løse klimakrisen og sikre global bæredygtighed.

Det er også uhyre vigtigt at forstå, at hvis der verden over skal skaffes folkelig opbakning til at handle, skal vi omsider gå op mod stigende ulighed mellem lande og i lande. Fattige lande og fattige mennesker har mindst ansvar for klimaforandringen. Men det er alt for ofte dem, der rammes hårdest af katastroferne

Vi er de største klimasyndere; vores regning er størst

Det burde være indlysende, at vi, der har mest, skal betale. Vores CO₂-aftryk er langt større end de fattiges på grund af stort forbrug. Både rig og fattig skal tænke over, hvordan vi kan forbruge og producere mere bæredygtigt. Men det er indlysende fair, at vi med den største negative klimaeffekt skal betale det meste af regningen.

I dansk politik bør denne forståelse betyde veto imod, at de borgerlige regeringspartier forsinker klimaomstillingen – både generelt og specielt i landbruget. De skal også afvises på kravene om ny skattelettelser, så længe der mangler penge til national og global klimaindsats og til velfærd. Med den i forvejen voksende ulighed er det urimeligt at give flest kroner i skattelettelser til dem, der er tæt ved toppen af indkomstpyramiden og at lette arveafgiften hos de familier, der ejer de allerstørste virksomheder.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har dokumenteret, at uligheden i Danmark i de senere år er vokset grotesk meget. Det er hjulpet på vej af asociale skattelettelser ad fordøren, flugt til skattely ad bagdøren og størst fremgang i løn og profit hos dem, der i forvejen tjente mest: Den dårligst stillede femtedel af danskerne fik fra 2010 til 2021 i gennemsnit 14.000 kroner ekstra om året i privat købekraft. Anden femtedel fik 27.000, Tredje femtedel fik 42.000. Fjerde femtedel fik 62.000 og øverste femtedel 114.000 kroner Den rigeste ene procent fik gennemsnitligt 335.000 kroner ekstra om året. For den rigeste promille af befolkningen var tilvæksten i årlig forbrugsmulighed 1.779.000 kroner

Det er på ingen måde bæredygtigt!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Indlægget blev offentliggjort i Berlingske 25. juli 2023

Mere fra min hånd om dansk økonomi

Udgivet den

Vi er vidner til et maskefald fra den fascistisk prægede israelske regerings side

Det er på tide at lægge maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering. Det handler min seneste klumme i Berlingske om. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Systematisk terror mod palæstinenserne

Verden er i historiens løb ustandseligt hærget af forbryderiske krige og naturkatastrofer. Der var Hitlers, Stalins og Maos massemord. Der var millioner af mennesker – fra Vietnam til Mellemøsten -der mistede livet som konsekvens af alle de forkerte beslutninger, som amerikanske præsidenter traf om blodige, mislykkede invasioner. I nutiden har Vesten med sin passivitet befordret andre katastrofer som borgerkrigs- og sultkatastrofen i Yemen, der blev anført af Saudi-Arabien med vestlige våben.

Det forekommer for en gangs skyld entydigt godt, at vi kan enes om massiv bistand til Ukraine i kampen mod den blodige og meningsløse russiske invasion.

Men de store konflikter og katastrofer overskygger alt for ofte de »små«, hvor det »kun« er få millioner mennesker, der lider, og konfliktens dødsliste gennem årtiers konflikt måske »kun« tælles i tusinder.

Israels undertrykkelse og systematiske overgreb mod den palæstinensiske nation hører til i denne kategori.

Den jødiske stat indespærrer over to millioner mennesker under umulige livsvilkår i Gaza og gennemfører en brutal og systematisk annektering af Vestbredden. Det ryster mig særligt, fordi jeg havde store forventninger om humanisme fra et jødisk folk, der selv har oplevet så forfærdende lidelser under nazisternes folkemord. Det forarger mig, at Israels allierede og militære beskytter, USA, ikke intervenerer for at standse overgrebene mod palæstinenserne. Tværtimod bruger USA igen og igen sin vetoret i FN til fordel for Israel – og undlader helt det pres på Israel, som er forudsætningen for dén tostatsløsning, som FN i årtier har krævet.

Israels angreb i flygtningelejrene

Det er hyklerisk, når vestlige regeringer med USA i spidsen nøjes med at tale om »Israels ret til selvforsvar«, når bomber og tanks udløser død og ødelæggelse for de civile i flygtningelejrene.

I forrige uge så vi igen – som jeg også oplevede ved et besøg i Israel i 2002 – et massivt israelsk militærangreb på Jenin på den besatte vestbred. Denne gang også med bombefly!

Den seneste udvikling er et totalt maskefald om Israels hensigter. Premierminister Netanyahu har optaget ekstreme racister og kolonialister i sin seneste regering. Hans plan er at stække Højesteret, så retssagen mod ham for korruption kan standses. Regeringens program er en fordobling af antallet af bosættere på besat palæstinensisk jord og egentlig indlemmelse af størstedelen af det besatte område i et Israel, hvor palæstinenserne er uden nogen form for retssikkerhed, og hvor den dømte racist Itamar Ben-Gvir har fået kommandoen over en såkaldt nationalgarde til undertrykkelse af palæstinensere og udbredelse af nye bosættelser.

Breaking the Silence

Israelske soldater, der har gjort tjeneste som besættelsesmagt, har stiftet bevægelsen Breaking the Silence, fordi de mener at besættelsen er umoralsk og skadelig for Israels fremtid. De har sendt mig en aktuel rapport, som jeg her resumerer:

  • Et par tusinde soldater trængte ind, civile blev dræbt og el- og vandforsyning ødelagt sammen med megen privat ejendom. Det tegner et billede af, at civilbefolkningen på den besatte vestbred nu skal behandles lige så brutalt som i Gaza, hver gang der efter israelsk opfattelse er sket eller er optræk til en palæstinensisk terrorhandling; det hele er jo en helt forudsigelig ond cirkel.
  • Desperate unge palæstinensere griber til vold, fordi de har opgivet ethvert håb om retfærdighed. De oplever, hvordan den israelske besættelsesmagt passivt og ofte velvilligt ser på, at militante jødiske besættelser angriber palæstinensiske landsbyer med overfald, drab, og hærværk mod boliger, biler og oliventræer.
  • Samtidig høres en højreradikal israelsk minister udtale at hele landsbyer burde jævnes med jorden, hvis en attentatmand kommer derfra. Bosættervolden er – siger Breaking the Silence – en del af en israelsk regeringspolitik om at overtage mere og mere jord til bosættelser ved at gøre det umuligt for palæstinensere på Vestbredden at leve deres liv.

Breaking the Silence er lige nu del af en kampagne sammen med andre israelske menneskerettighedsorganisationer, der er modstandere af koloniseringspolitikken.

Håbet er, at USA og resten af verden omsider løfter blikket fra de andre konflikter, der tager deres opmærksomhed, og lægger maksimalt pres på Netanyahus fascistisk prægede regering.

Håbet er også, at de hundredtusindvis af israelske borgere, der vedvarende demonstrerer mod Netanyahus forsøg på at stække landets Højesteret og reelt indføre et autoritært styre, også tager i deres mund at kræve menneskerettigheder for palæstinenserne.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske 12. juli 2023

Mere fra min hånd om konflikten

Udgivet den

Kampen om den holdbare samfundsøkonomi

Vi skal hverken bruge pengene fra det øgede råderum til at nedsætte selskabsskatten eller øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten. I stedet skal vi se, hvordan vi kan forbedre tilværelsen for de kommende generationer – mere om det i denne klumme i Berlingske. Indlægget kan også læses nedenfor:

Påtrængende kriser

Det siges ofte, at de mange kriser, der blev anført som begrundelse for en bred flertalsregering i december, blegner her et halvt år senere.

Det er ikke helt rigtigt.

Krigen i Ukraine trækker ud, og der er fortsat risiko for nye energikriser, der kan give inflationen et skub opad igen.

Den globale klimakrise bliver mere og mere påtrængende. Derfor skal der investeres stort og risikovilligt i at fastholde Danmarks position som foregangsland i omstilling til bæredygtighed og vedvarende energi. Det er vejen til, at vi i endnu højere grad bliver eksportør af de teknologier, der skal sikre klimaløsninger i andre dele af verden.

Vi har leveret flot til forsvaret for Ukraines frihed. Men det kniber med viljen til at hjælpe de fattigste lande til at kunne løfte deres klimaindsats, uden at armod og sult rammer, og endnu flere sendes på folkevandring.

Herhjemme skranter offentlig service indenfor sundhed, uddannelse, børnepasning og ældreomsorg, ikke fordi vi mangler penge, men fordi vi mangler mennesker, der vil tage job dér. Indkomst- og formuefordelingen bliver stadigt skævere, og der er hjørner af dyb fattigdom i velfærdssamfundet.

Den nye regering har ikke fået mere tempo i hverken klimaindsats eller sikring af en mere fair byrdefordeling nationalt som internationalt.

Stærk økonomi

Det tager åbenbart længere tid at træffe beslutninger i flertalsregeringen, end det tog for S-mindretalsregeringen i forhandling med skiftende forligskredse i Folketinget.

Nødvendigheden af de upopulære såkaldte arbejdsudbudsreformer kan også anfægtes, fordi dansk økonomi forekommer ekstremt stærk, efter at Finansministeriet for få uger siden med et brag opjusterede »holdbarheden« med 16 milliarder kroner. Det har udløst mange forskellige ønsker om, hvad vi skal bruge alle disse penge til.

Nu skal man nok gemme en lille reserve til senere opståede behov. Men Venstre-ministre og andre borgerlige politikere er straks begyndt at kræve nye skattelettelser oven i dem, der allerede er aftalt i regeringsgrundlaget – og hvor de største gevinster går til folk som denne klummeskriver, der allerede er begunstiget af serier af skattelettelser i toppen fra alle foregående regeringer siden 2000erne.

Erhvervenes interesseorganisationer har også kastet sig ind i debatten om råderummet med krav om lavere selskabsskat mv. For – som det siges – borgere og virksomheder har krav på at få »deres« penge tilbage, når der er overskud i statskassen, og det vil fremme arbejds- og investeringslyst.

Borgerlige, der er besat af at få skattelettelser, påstår altid, at socialdemokrater er besat af at øge de offentlige udgifter, som man må forstå kun hæmmer arbejdsudbud og risikovilje. Det er noget sludder. Danskernes og vort erhvervslivs velstand skyldes i høj grad kloge offentlige investeringer i infrastruktur, uddannelse og sundhed.

Derfor har dansk erhvervsliv trods højt skattetryk en helt enestående stærk international konkurrencekraft. Det måles allerbedst i et overskud på betalingsbalancen på 400 milliarder kroner.

Det er ikke et argument for at nedsætte selskabsskatten med et milliardbeløb, der især kommer finansverdenen og de i forvejen mest konkurrencekraftige megavirksomheder til gode. Og det er heller ikke et argument for at øge de velbjærgedes CO₂-tunge privatforbrug ved nye lettelser i personskatten.

Bæredygtig tilværelse for kommende generationer

Det vil være langt klogere at bruge penge fra det øgede råderum på at forbedre kommende generationers chance for at få en bæredygtig tilværelse – og på projekter, der her og nu hjælper de mest svage og sårbare, der trods de gode tider har vanskeligt ved at komme ind og holde fast på arbejdsmarkedet.

Lad mig i flæng nævne en række påtrængende indsatser: Bedre kvalitet hele vejen igennem uddannelsessystemet. Et særligt massivt løft af kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Mere støtte til selvvalgt efteruddannelse. Endnu stærkere forskningssamarbejde mellem stat og erhvervsliv om klimaløsninger og anvendelse af de nye teknologier. Støtte til massiv investering i infrastruktur for vedvarende energi og brint, der kan bane vej helt nye grene af dansk erhvervsliv.

Dertil kommer et presserende behov for investering i bedre arbejdsvilkår og lønninger i de vitale dele af den offentlige service, der kan tiltrække den nødvendige arbejdskraft. Desuden aktiv hvervning af kvalificerede medarbejdere fra andre lande og langt hurtigere anerkendelse af deres faglige kompetencer samt at lære dem dansk.

Endelig – hvis det bedre skal betale sig for de lavere lønnede at få arbejde, så er nedsættelse af deres brugerbetaling til børnepasning et langt bedre middel end skattelettelse.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og fhv. formand for Socialdemokratiet

Indlægget blev bragt i Berlingske torsdag d. 29. juni 2023

Mere fra min hånd om samfundsøkonomien

Udgivet den

Utålmodigheden med Putin vokser – også i Beijing

Putins handlingslammelse kom til udtryk forleden, da Wagnergruppens leder, Prigosjin, i noget, der lignede mytteri, satte kursen mod Moskva med uhørt kritik af krigen mod Ukraine. Optrinnet har givet irriteret Kinas ledere i Beijing, som hverken ønsker, at Putin sejrer eller lider ydmygende nederlag. Kinas rolle er afgørende – måske ligefrem udslaggivende – for krigen. Det skriver jeg om i Ræsons kommentarserie, der heldigvis er udenfor deres betalingsmur. Læs min kommentar her.

Udgivet den

Krigen må ikke overskygge, at Ukraine har et mindre rodfæstet demokrati end resten af EU-landene

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, end det øvrige Europa. Mere om det i dette indlæg i Berlingske. Læs det i avisen – eller nedenfor:

Ukraines færd efter krigen

Putin er på hælene. Der er rystelser i det russiske magtsystem og stigende frygt og frustration i den russiske befolkning. Forhåbentlig bliver det endnu tydeligere, hvis den forestående ukrainske sommeroffensiv lykkes i kraft af den massive indsats af Vestens moderne våben.

Man kan have et lille håb om, at Rusland i denne situation kan presses til forhandlingsbordet – og at der i det mindste skabes våbenstilstand på for Ukraine acceptable vilkår.

Måske kan Kina, Indien, Brasilien, Sydafrika m.fl. omsider finde sammen med Vesten om at lægge pres på Rusland: Der er en stærk fælles interesse i at skabe fødevaresikkerhed og imødegå den sociale ustabilitet i den fattige del af verden, der er forværret dramatisk som følge af krigen. Krigen må stoppes for atter at skærpe det globale fokus på bekæmpelse af fattigdom og klimaforandring,

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Der er brug for, at Vesten, allerede før krigen standser, gennemtænker sin rolle i Ukraines genopbygning, og at EU får fastlagt en præcis køreplan for at realisere løftet om optagelse af Ukraine.

Lige nu er fokus naturligvis på den militære bistand, hvor USA yder langt mest. Også efter krigen er det nødvendigt for Europa at have USA med som garant for Ukraines sikkerhed.

Den enorme civile bistand, der skal til for at genopbygge Ukraine, bliver især et europæisk anliggende. Der bliver brug for lange, billige EU-lån på mellem 500-1.000 milliarder euro – alt efter, om de 300 milliarder i russiske statspenge, der er indefrosset i Vesten, kan sendes til Ukraine som krigsskadeserstatning.

Den civile bistand fra EU og det øvrige Vesten må kobles sammen med krav til reformer af Ukraines økonomiske og politiske system og sikringen af et uafhængigt retsvæsen.

Vores uforbeholdne solidaritet med Ukraine i kampen mod den russiske aggression må ikke skygge for den kendsgerning, at ukrainerne i udgangspunktet har et mindre rodfæstet demokrati, langt mere korruption, mindre pressefrihed, mindre personlig frihed og færre politiske rettigheder og friheder end stort set alle EU-landene. En lille kreds af oligarker har fortsat monopoliseret ejerskabet af en stor del af erhvervslivet og de fleste medier. Indsatsen mod den epidemiske korruption er nok skærpet under krigen, men der er stadig umådeligt meget at gøre.

Henrik B.L. Larsen, der fra 2014-2017 var rådgiver for EU om Ukraine-politikken, har skrevet en meget vigtig artikel i det militær- og sikkerhedspolitiske tidsskrift Texas National Security Review om erfaringerne med, hvor trægt det gik med at realisere reformer i årene op til invasionen i 2022. Centrale magthavere i det politiske system, forvaltningen og det private og statslige erhvervsliv blokerede eller forsinkede systematisk de aftalte reformer.

Derfor – siger Larsen – skal Vesten kombinere sine løfter om finansiering af Ukraines genrejsning med stærke betingelser om fremdrift for de reformer, der skal sikre en velfungerende markedsøkonomi, nedbrydning af oligarkernes monopolstilling og massiv oprydning i korruptionen i erhvervsliv, politik og forvaltning.

Vi bør systematisk modarbejde oligarkernes konstante forsøg på at erobre statsmagten ved at udelukke dem som modtagere og forvaltere af genopbygningsbistanden. Desuden er udrensning af korrupte politikere, embedsmænd og dommere en nødvendig forudsætning – ikke bare for fart i genopbygningen, men også for, at Ukraine rejser sig fra krigens ødelæggelser som et ægte demokrati med en forvaltning, der ubestikkeligt varetager hele befolkningens interesser.

Larsen finder det nødvendigt at knytte udbetalingen af store dele af den vestlige genopbygningsbistand sammen med meget præcise, målbare krav om fremdrift i de økonomiske og politiske reformer, og han taler for, at betingelserne fastsættes i nært samarbejde med det ukrainske civilsamfund, der forstår problemerne bedre end diplomaterne.

Fremdriften i reformerne bør kontrolleres af en fælles overvågningsinstitution, der repræsenterer alle de store donorer: EU, Valutafonden, Verdensbanken og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling (EBRD).

Fred og forsoning i Ukraine forudsætter også mådehold i retsopgøret med dem, der har samarbejdet med russerne i de besatte områder: De kollaboratører, der aktivt har søgt at hjælpe Rusland til sejr, skal naturligvis straffes. Men langt de fleste, der har samarbejdet med besættelsesmagten, har gjort det af bitter nød, af frygt for egen sikkerhed eller for at beskytte tilværelsen en smule for deres medmennesker. For dem må befrielse ikke betyde heksejagt og overgreb. Der vil blive god brug for den Europæiske Menneskerettighedsdomstol til at sikre dette.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd omRuslands invasion i Ukraine