Debat og nyheder

Udgivet den

Putin har brug for påskud til at neddrosle trusler mod Ukraine

Krisen i Ukraine udvikler sig næppe til storkrig, men der er brug for en vis tillidsopbygning mellem Putin og Vesten. Og Putins kontrol med Krim og dele af Ukraine er hans garanti for, at Ukraine ikke blev optaget i NATO. Det handler min klumme i Jyllands-Posten om 15. februar 2021. Læs den her – eller nedenfor.

Næppe storkrig i Ukraine

Det er umuligt at gætte på, hvad der sker bare få dage frem. Alligevel vover jeg pelsen: Putins Rusland har utvivlsomt både færdige planer for og militær styrke til helt eller delvist at erobre Ukraine, og han ved, at dét ikke vil udløse krig med NATO: Vestens svar vil ’kun’ være at iværksætte de hidtil mest barske økonomiske sanktioner… og en lang, ny kold krig. Men militære angrebsplaner er ikke det samme som at beslutte angrebet. 

Måske er Putins militære opbygning blot endnu magtdemonstration, der skulle afprøve beslutsomheden i Vesten og holde Ukraine under vedvarende pres. Det er ikke tilfældigt, at USA’s og Europas reaktionsmønster testes i en situation, hvor Biden har hænderne fulde i sin globale styrkeprøve med Kina, er ydmyget af tilbagetrækningen fra Afghanistan og uden succes på hjemmefronten.

Rift om Putins opmærksomhed

Putin har med sin truende adfærd bragt sig i fokus som statslederen, der ustandseligt ringes op eller opsøges af vestlige ledere. Men samtalerne har også vist ham, at Vesten gennem NATO og EU står rimeligt samlet. Der er enighed om at svare på en invasion af Ukraine med meget voldsomme økonomiske sanktioner, der varigt vil svække Rusland og ekstra voldsomt ramme økonomien hos Putin personligt og milliardærerne blandt hans oligarkstøtter. Det må skræmme selv de hårdeste negle!

Enormt meget andet taler imod en storslået russisk invasion: Putin kan ikke vinde en relativt billig militær sejr. Han vil møde voldsom modstand fra et styrket ukrainsk militær, der har nye vestlige våben, og udsigt til indædt ukrainsk guerilla i erobrede områder. Det bliver meget blodigt og kostbart. Hans hidtidige militære interventioner fra Tjetjenien til Georgien, Krim, Donbass og Syrien viser en forkærlighed for ulmende, lavintensive konflikter, som holdes i gang uden store russiske investeringer i materiel og soldater, fordi de først og fremmest udkæmpes af Ruslands lokale allierede. I øvrigt er Putins annektering af Krim og hans reelle kontrol med de østukrainske områder i Donbass hans reelle garanti for, at Ukraine ikke bliver medlem af NATO. NATO kan og vil ikke forpligte sig til at forsvare grænser, der ikke er internationalt anerkendte.

Krig om gassen

Putin kan uden militær indsats bruge gasforsyningen som våben mod Europa og Ukraine. Men det vil sætte fart i levering af store mængder nedfrosset naturgas fra USA, Qatar m.fl. og desuden være et enormt skub til at accelerere den grønne omstilling, så vi kan frigøre os fra fremtidigt behov for russisk energi: Langvarig krig om gassen vil føre til hurtigere nedslidning af det økonomiske fundament i et Rusland, der slet ikke er forberedt på en mere bæredygtig fremtid uden fossile brændsler.

Putin har brug for påskud til at neddrosle de militære trusler ved at få noget, der på hjemmebanen kan udlægges som indrømmelser. Det kan handle om fremskridt i forhandlingerne mellem Frankrig, Tyskland, Rusland og Ukraine om den for længst lovede autonomi for de lokale russere det østlige Ukraine. 

Forhåbentlig kan forhandlinger mellem USA/Europa og Rusland også komme til at handle om afspænding via gensidige tilbagetrækninger af tropper og offensive våben fra nærområdet omkring Ukraine, ny aftaler om inspektion af militærøvelser og fastfrysning af arsenaler af offensive våben. Kort sagt aftaler om at bremse oprustning og genskabe et vist mål af gensidig tillid. Det turde være i alle parters fundamentale interesse. 

Klummen i Jyllands-Posten 15. februar 2022

Mere fra min hånd om Ukraine

Udgivet den

Mangel på kvalificeret arbejdskraft? Ja, hos de borgerlige partier

De borgerliges alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, udløst af Konservatives og Venstres ledere ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere. I stedet søger de nu at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse ‘nye tilbud’. Mere derom i min seneste klumme i Berlingske 9. februar 2022. Læs indlægget her – eller nedenfor:

Sympatiske og effektive skridt til øget udbud af arbejdskraft

Der har længe været arbejdet for en aftale, der kunne levere større udbud af arbejdskraft. De borgerlige partier ville gribe til de kendte virkemidler, som har medløb fra Finansministeriets regnemetoder – skattelettelser eller lavere ydelser.

Disse midler har den meget kedelige konsekvens, at de øger uligheden. Der kan peges på mange andre, mere sympatiske og mindst lige så effektive skridt. Desuden kan regnereglernes visdom anfægtes, og de er i hvert fald slet ikke så virkningsfulde nu, hvor der er flere mennesker i arbejde end nogensinde.

Det er næppe på helt kort sigt muligt at finde tilstrækkeligt med dansk arbejdskraft med de mest efterspurgte, faglige kvalifikationer, næsten uanset hvad der laves af politiske indgreb. Men der kan trækkes folk fra hele EU til et dansk arbejdsmarked, hvor gode lønninger er på vej til at blive endnu bedre. Desuden kan der – præcis som erhvervslivet har ønsket, og regeringen har accepteret – lempes midlertidigt på den såkaldte beløbsgrænse, der bestemmer, hvor høj lønnen skal være for, at man kan rekruttere medarbejdere fra lande uden for EU.

Trods den meget lave ledighed kommer der også stadigvæk overraskende mange flere i arbejde. Som påpeget af blandt andet AE-rådet rasler arbejdsløshedstallene nu lykkeligt nedad for indvandrere og andre, der har været længe på kontanthjælp.

Der synes desuden at være en større gruppe af studerende og andre unge, som ikke har været registreret ledige, men som nu søger at få mere arbejde. Desuden frigøres en større gruppe, som har været ansat til at teste og vaccinere under pandemien.

En del job besættes helt enkelt ved, at arbejdsgiverne tilbyder mere i løn. Det er der råd til i et erhvervsliv, der tjener godt, og et samfund, hvis superhøje konkurrencekraft kan aflæses på et enormt overskud på betalingsbalancen. Bare på lidt længere sigt kan øget efteruddannelse og jobtræning få endnu flere til at leve op til virksomhedernes behov.

Meget af det, der efterspørges politisk, sker således af sig selv eller skal bare have en lille ekstra skub.

Derfor var det et klogt og målrettet forlig, finansministeren for et par uger siden indgik med SF, R, Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti. Der var blandt andet et fornuftigt nok mildere indgreb end oprindelig foreslået mod dimittendsatsen kombineret med forhøjelse af dagpengene for andre i de første tre måneder. Desuden fik uddannelsessøgende og pensionister økonomisk gevinst ved at tage flere arbejdstimer. Det skal ikke længere gå ud over økonomien for en pensionist, at ægtefællen arbejder. Hidtil har reglerne ofte ramt ægtefællens udbytte af at arbejde hårdere end nogen topskat.

Regeringen accepterede, som nævnt, også erhvervslivets ønske om at sænke beløbsgrænsen for arbejdskraft uden for EU, men midlertidigt for ikke at lave løntryk over for danske lavtlønnede. Forslaget støttes af forligspartierne – dog ikke DF. Til gengæld skulle man tro, at V, K og LA, som længe har krævet beløbsgrænsen sænket, ikke kunne stemme imod.

V, K, LA og Nye Borgerlige antog åbenbart fejlagtigt, at de her kunne presse regeringen op i en krog og i krig med sine støttepartier til venstre. Men regeringen afviste deres krav om lavere skat for de velhavende; mindre kapitalafkastbeskatning, lavere arveafgift og mindre topskat.

Derfor har vi nu den helt uforståelige situation, hvor de borgerlige partier blokerer for ændringer i det gældende dagpengeforlig forud for næste valg med Rasmus Jarlovs hysteriske begrundelse, at enhver forbedring af de stærkt udhulede dagpenge fører til mere dovenskab hos de ledige. Og de borgerlige vil ikke støtte forligspartiernes forslag om at ændre beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft.

Denne alt eller intet-kurs er en politisk dumhed, som lederne af Konservative og Venstre udløste ved at sende de konfrontationsivrige løjtnanter Jarlov og Troels Lund Poulsen afsted som forhandlere, samtidig med at de gav Nye Borgerlige vetoret mod at lave forlig. Nu søger de at camouflere dumheden ved spilfægteri med useriøse »nye tilbud«.

Dansk Industri, Danske Erhverv og Arbejdsgiverforeningen kunne bruge deres kræfter på at overbevise de borgerlige om, at de ikke skal skyde sig selv og erhvervslivet i foden ved at forhindre regeringens forslag om at sænke beløbsgrænsen. I stedet appellerer de helt utidigt til regeringen om at genoptage forhandlinger med partier, der fornærmet har forladt forhandlingerne og truer med at vil stemme imod egne ideer, fordi de ikke også kunne få lov endnu en gang at forgylde de rigeste skatteydere.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Klummen udkom i Berlingske 8. februar 2022

Mere fra min hånd om regnemodeller og øget arbejdskraftudbud

Udgivet den

USA er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati

USA’s svigtende demokrati kan bane vejen for Trumps genvalg og en deraf følgende ny borgerkrig. Det skriver jeg om i denne klumme i Berlingske 26. januar 2022. Læs den via linket eller nedenfor.

Efter Bidens første år som præsident er billedet ringe meningsmålinger og Senatets blokade af hans dagsorden til at sikre stemmeretten og fremme velfærden.

Republikanerne udrenser alle moderate og rykker sammen bag kupmageren Trump. De fifler så voldsomt som nogensinde med kredsinddelingen i republikansk styrede stater for at fastholde, at et mindretal af vælgere kan indsætte et flertal i Kongressen. Der udfoldes stor kreativitet for at begrænse valgdeltagelsen og skaffe lokalt lovgrundlag for at undergrave et af lovgiverne uønsket valgresultat næste gang. Desværre må det frygtes, at den Højesteret, Trump har fået sammensat, ikke vil omgøre disse udemokratiske lokale anslag.

På denne baggrund er det ubegribeligt, at to højredrejede demokratiske senatorer nægter at ændre Senatets procedureregler og derfor forhindrer, at de lokale stormløb mod demokratiet kan standses ved lov.

Republikanerne bøjer alle regler for at sikre sig magten ved de kommende valg. Men samtidig tror flertallet af deres vælgerkorps – med hjælp fra Fox News og andre højreradikale »nyhedsformidlere« – på Trumps store løgn om, at han blev snydt for valgsejr i 2020.

Vi husker alle Trumps eget forsøg på valgsvindel, blandt andet hans »anmodning« til den lokale valgansvarlige i Georgia om at få tildelt godt 11.000 ekstra stemmer. Forsøget på at manipulere valgresultatet i Georgia og andre stater med tætte afgørelser forstås kun ved at erindre sig det arkaiske system, der gælder for valg af amerikanske præsidenter:

Det er ikke vælgerflertallet i hele Unionen, der bestemmer. Det er et antal valgmænd, der alene repræsenterer den vindende kandidat i hver enkelt delstat, uanset hvor stort eller lille et flertal vinderen får af statens vælgere. Ved seneste præsidentvalg fik Biden i hele nationen syv millioner flere stemmer end Trump. Hvis det nationale stemmetal var afgørende, så ville det ikke være interessant at »opfinde« 11.000 stemmer i Georgia.

Men Bidens vælgersejr ville være blevet overtrumfet i valgmandskollegiet i 2020, og Trump legalt være valgt til præsident, hvis blot i alt 22.000 vælgere fra Georgia, Wisconsin og Arizona havde stemt omvendt – eller hvis 43.000 af Bidens 81.268.924 vælgere ikke var nået frem til stemmeurnerne. Derfor interessen hos Republikanerne i at begrænse valgdeltagelsen blandt især farvede og fattige vælgere.

Demografien i USA har desuden ændret sig, så valgmandssystemet med stadig større sandsynlighed vælger den kandidat, der får færrest stemmer nationalt. Før 2000 var det kun sket én gang i landets historie, men dengang fældede det vælgernes sejrherre Al Gore og seksten år senere fældede det Hillary Clinton, der nationalt fik tre millioner flere stemmer end Trump.

Denne udfordring af demokratiet indtræder med langt større sandsynlighed end før, fordi en stadig større del af befolkningen, og især de unge og veluddannede, flytter til folkerige kyststater som Californien og New York, der i forvejen har et massiv flertal for Demokraterne. Denne befolkningsforskydning betyder, at Republikanerne ved snævre flertal i et stort antal af de mindre stater kan vinde flest valgmænd med færrest vælgere.

40 gange flere stemmer

Det er ikke kun valgmandssystemet, der – også uden svindel – twister valgene til fordel for Republikanerne.

Senatet er sammensat af to valgt fra hver stat. Derfor skal der 40 gange så mange stemmer til at vælge en demokratisk senator i Californien som til at vælge en republikansk senator i det tyndt befolkede Wyoming. Derfor bestemmer kun en tredjedel af det amerikanske vælgerkorps i tyndt befolkede stater flertallet i Senatet. Desuden har millioner af især farvede borgere, der bor i forbundshovedstaden Washington, D.C., på Puerto Rico mv. slet ikke adgang til at stemme til Senatet.

Det misforhold gør det tredobbelt grotesk, at to konservative senatorer fra det papirstynde, demokratiske flertal i Senatet insisterer på at opretholde filibusterreglen, så flertallet i Senatet reelt ikke kan gennemføre love, før den helt umulige betingelse om støtte fra 60 ud af 100 senatorer er opfyldt.

Dette tragiske mønster ledsages af stadig stærkere polarisering mellem de to partier. Når flertallet hos Republikanerne massivt og destruktivt blokerer Bidens dagsorden i Kongressen, så svækker det målrettet hans vælgertilslutning. Han kan jo ikke levere!

USA i dag er et livstruet og totalt dysfunktionelt demokrati, der ikke kan tjene som forbillede i verden. Man kan frygte udemokraten Trumps tilbagevenden på vejen hen mod den Anden Amerikanske Borgerkrig.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet. Indlægget blev bragt i Berlingske 26. januar

Mere fra min hånd om Donald Trump og USA i det hele taget

Udgivet den

Svært at forstå De Radikale

Gid De Radikale for længst havde erkendt, at de – uanset, hvem der sidder i regering – ikke alene kan forandre udlændingepolitikken. Det gør Sofie Carsten Nielsen omsider nu – mere om dét i min seneste klumme i Berlingske. Læs den her eller nedenfor:

40 års bestræbelser …

De seneste 40 år har jeg – med meget vekslende held – brugt utrolig megen tid på at prøve at forstå De Radikale.

I 1990erne havde S og R et frugtbart regeringssamarbejde, hvor vi bekæmpede arbejdsløshed, skabte orden i økonomien, sikrede forbedret velfærd og undgik ny ulighed. Vi gjorde os umage for ikke at ødelægge hinandens valgchancer og fik et samarbejde til fungere tillidsfuldt i næsten ni år. Og i grunden var vi fælles drivkraft i velfærdsudviklingen det meste af det 20. århundrede.

Da vi i 2001 kom i opposition, blev vore meningsforskelle om udlændingepolitikken et vigtigt værktøj for de borgerlige til i mange år at holde os væk fra regeringen. Når Socialdemokratiet var enig med Venstre om for eksempel 24-års-reglen, men De Radikale ville afskaffe den, så blev det for Anders Fogh Rasmussen til en effektiv fortælling om, at det var lige meget, hvad S sagde – De Radikale ville sætte sig igennem. Det svækkede S. Vi kunne måske have været sparet for to årtiers hektisk optrapning om udlændingepolitik, hvis De Radikale allerede dengang havde erkendt, at de ikke kunne omgøre, hvad S og V var enige om.

Nu har Sofie Carsten Nielsen omsider erkendt, at De Radikale ikke kan forandre udlændingepolitikken, uanset hvem der er regering. Gid den erkendelse var kommet tidligere.

Gennem den lange opposition frem til 2011 gled S og R også fra hinanden, da R under Margrethe Vestagers ledelse støttede skattelettelser i toppen, stemte for stor forringelse af dagpengesystemet og desuden indgik forlig med de borgerlige om den reelle likvidering af efterlønnen. Det sidste var aftalebrud fra V, K og R – frontal modstrid med vore fælles løfter fra velfærdsforliget i 2006 om ikke igen at lave om på efterlønnen

Det blev kun værre mellem os, da Vestager som betingelse for at støtte Thornings regering fastholdt os på disse sociale forringelser, insisterede på nye skattelettelser i toppen og i det hele taget massivt undergravede denne regerings chancer for genvalg.

Beslutningen om i 2019 at gå til valg på at danne en ren socialdemokratisk regering var resultatet af disse bitre erfaringer. Men den blev starten på en globalt enestående stærk klimasatsning, som De Radikale også har som den vigtigste mærkesag. S og R har på andre områder stemt sammen om det meste. Men S fik også plads til omsider at reparere på de værste skader ved likvideringen af efterlønnen med DF.

Radikalt krav om ministerposter

Med Sofie Carstren Nielsens nytårsmelding er strid om udlændingepolitik ikke længere på spidsen. På spidsen synes i stedet at være kommet et radikalt krav om ministerposter, uanset det politiske flertal bag den regering de vil indgå i.

Der leges lidt med illusionen om en ’bred’ samlingsregering med S, V og K, selv om alle politisk kyndige ved, at det ikke har nogen gang på Jorden hverken for S, V eller K. Samarbejde om mange spørgsmål, ja, selvfølgelig. Men ikke en udviskning af meningsforskelle til en grad, hvor borgerne ikke kan kende os fra hinanden.

Snakken om en regering hen over midten bygger desuden på en falsk fortælling om, at der er ekstremister på begge fløje: De Radikale ved jo udmærket fra samarbejdet med SF og Enhedslisten siden 2019, at ekstremisterne er samlet på den yderste højrefløj.

Hvis Mette Frederiksen med uændrede flertalsforhold i Folketinget efter næste valg fastholder en socialdemokratisk regering, synes den radikale leder i sin enøjede stræben efter ministerposter indstillet på at vælte regeringen for i stedet at indtræde i en borgerlig koalitionsregering, der jo kun kan komme til verden med støtte fra Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti.

En sådan regering kan muligvis finde nye veje til at lette skatten for de rige, beskære velfærden og afskaffe Arne-pensionen igen. Der er jo i hvert fælles stof for V, K og Nye Borgerlige, og det vil næppe stride mod stærke neoliberale instinkter hos Sofie Carsten Nielsen personligt.

De Radikale kan imidlertid blive alvorligt kvæstet på at gå til valg med en melding om, at det er lige meget, om det er S, K eller V, der leder regeringen – og at det i grunden er underordnet, hvad den politiske kurs er, bare de selv kommer med i regeringen: Vi ved fra vælgerundersøgelser, at langt de fleste, der nu stemmer radikalt, hælder til venstre side. Det er vel, fordi de er mest enige med S, SF eller Enhedslisten om velfærds- og fordelingspolitik og også er overbevist om, at det er den vej, man skal vende sig, hvis der skal være sikkerhed for en klimaindsats, der både er tilstrækkeligt ambitiøs og gennemføres med socialt retfærdig byrdefordeling. Det har de ret i.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet.

Indlægget udkom i Berlingske 12. januar 2022

Mere fra min hånd om dansk politik

Udgivet den

Papes illusion om både skattelettelser og velfærd

Min seneste kommentar i Berlingske handler om, hvordan Søren Pape Poulsen fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til lav løn. Læs den her – eller nedenfor

Søren Pape fremtryller den borgerlige illusion om penge til både skattelettelser og velfærd

Vi går ind i det nye år i en uafsluttet kamp mod coronasmitten. Det hører ikke op, før vi i den rige verden langt mere massivt har bistået de fattige lande med at få deres befolkning vaccineret. I solidaritet og i egen interesse.

Den globale afhængighed gælder meget videre end til at dele vaccinerne. Vi løser ikke de eksistentielle trusler fra klimaforandringerne uden et meget stærkere internationalt samarbejde, der også bistår de fattige lande med at løse klimakrisen og fordeler klodens ressourcer mere retfærdigt.

Også på hjemmebanen er de største udfordringer at lægge pandemien bag os, sætte tempoet op i den grønne omstilling – og samtidig bekæmpe ulighed og socialt armod.

Danmark kan fastholde og udbygge vores position som foregangsland og derved både få flere, bedre og mere grønne job ved at sælge klimaløsninger til resten af verden. Mange er stadig utålmodige med tempoet i klimaindsatsen, selvom vi på næsten alle felter har lagt os i spidsen – senest ved aftalerne om landbruget i efteråret og de skærpede ambitioner om udvikling af de grønne energikilder ved de seneste finanslovaftaler.

2022 kræver imidlertid konkret udmøntning af det mest politisk følsomme: En skat på udslip af CO₂ og andre klimagasser, så de bæredygtige investeringer bliver mere rentable er en forudsætning for at nå 2030-målene. Det skal ske i en sammenhæng, hvor den sociale ubalance ikke bliver større, men mindre – og hvor der ydes målrettet støtte til omstillingen i den del af erhvervslivet, der i dag er mest afhængig af fossile brændstoffer.

Der er ingen vej uden om at øge nogle skatter og sænke andre, når man både vil have klimaløsninger og rette op på en social balance, der de seneste 20 år er forværret.

Det bliver benzin på et bål af uretfærdighed og social uro, hvis den grønne omstilling kommer til at ramme dem, der knokler mest og tjener mindst – og dem med små indtægter, der på grund af alder, sygdom, arbejdsløshed eller andre sociale problemer er uden for arbejdsmarkedet.

Vores store humorist Storm Petersen sagde engang, at »Intet kommer af ingenting, undtagen lommeuld«.

Social retfærdighed koster, og den kommer aldrig ud af den lommeuld, som Søren Pape Poulsen smider om sig – også i sin replik til mig her i avisen 13. december.

Pape fastholder, at Arne-pensionen skal likvideres, og at folk bare kan trække sig tidligt tilbage for deres egne penge. Det er jo netop, hvad de ikke kan, dem, der gennem årtier er blevet slidt gennem årtiers hårdt arbejde til en lav løn. Det siges da også prisværdigt klart, at De Konservative absolut ingen problemer har med at skabe endnu større ulighed end dét, de har udrettet.

Pape fremtryller den gamle borgerlige illusion om, at der er råd til at lette skatterne massivt for de velhavende og samtidig gennemføre milliardforbedringer på det, der kaldes kernevelfærden – uden at forklare, hvad der ikke er kernevelfærd, og der derfor kan spares på.

Trylleriet er at skaffe flere penge både til de rige og til velfærden ved at få flere til at arbejde mere. Her sværges troskab til regneregler fra Foghs regeringstid, der førte til forringelser af dagpenge og sociale ydelser, højere beskæftigelsesfradrag og lavere topskat. Men ingen fakta underbygger, at disse virkemidler har haft eller vil have nævneværdig virkning på arbejdsudbuddet:

Der er jo historisk enestående høj beskæftigelse. Endda nogle af dem, der har været allerlængst ledige, er nu kommet i job, og de få, der stadig registreres som arbejdsløse, mangler typisk de efterspurgte kvalifikationer. I bunden af lønpyramiden er manglen på ufaglærte også en midlertidig virkning af statens nødvendige opkøb af arbejdskraft til at haste-teste og haste-vaccinere. Den nuværende mangel på arbejdskraft kan simpelthen ikke forklares med, at folk ikke gider arbejde, fordi skatterne og de sociale ydelser er for høje.

På meget kort sigt må man forlade sig på, at der er mange i andre lande, der gerne vil have de vilkår, det danske arbejdsmarked byder på, og som har de kvalifikationer, vi efterspørger. Men ellers handler det om mere efteruddannelse, der sikrer bedre matching af efterspørgsel og udbud af arbejdsmarkedets fremtidige kvalifikationsbehov. Der er vist en lavthængende frugt at høste til det trængte danske sundhedsvæsen ved hurtigere autorisation til sundhedsuddannede fra andre lande, der allerede er her.

Der er givetvis også flere arbejdstimer at hente ved at lempe fripladsreglerne i daginstitutioner for børnefamilier med lav indkomst end ved at lette topskatten. Og det vil hjælpe, hvor der er hjælp behov!

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Kommentaren blev trykt i Berlingske 29. december 2021

Mere fra min hånd om beskæftigelse

Udgivet den

Støjberg-dommen bekræfter ægte danske værdier

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som et stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier. Mere om det i min seneste klumme i Berlingske – eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 15. december 2021:

Det var en entydig god oplevelse at lytte til højesteretsformand Thomas Rørdams fornemme stringens i fremstillingen af Rigsrettens dom over Inger Støjbergs bevidst lovstridige forvaltning.

Det er en meget principiel afgørelse, der bekræfter eksistensen af dansk retssamfund, hvor ministre er forpligtede til at overholde både love og konventioner.

Det blev en bekræftelse af nogle ægte danske værdier, at der er ikke rabat for lovovertrædelser, fordi man har meget stærke politiske synspunkter eller endda tror at have et flertal af partier eller vælgere i ryggen i sin opfattelse af, hvordan love og konventioner burde se ud. Det var den samme hammer, der ramte fhv. justitsminister Ninn-Hansen (K) i den forrige rigsretssag i 1995.

Inger Støjberg har gennem sin karriere som minister været helt ufølsom over for konsekvenser for dem, der blev ramt af hendes beslutninger – først de arbejdsløse og siden flygtninge og indvandrere. Hun har solet sig i konfrontation, sået splittelse og samlet sig mange fanatiske meningsfæller. Men mindst lige så mange – som for eksempel undertegnede – er hendes energiske modstandere.

Medier elsker konfrontation og har ærbødigt fremstillet Støjberg som en stort politisk »dyr«. Efter min mening er grundtrækket ved hendes personlighed stupid stædighed og påståelighed, der har fået alt for mange til at købe fortællingen om hendes utrættelige kamp for hendes selvopfundne danske værdier.

Hun er en typisk populist, der betjener sig af falske fortællinger og appellerer til fordomme. Det har jo hele tiden været løgn, at alle, der påpeger, at hun har handlet ulovligt, dermed accepterer tvangsægteskaber, hvor ældre mænd gifter sig med mindreårige piger.

Loven har hele tiden i disse tilfælde givet adgang til adskillelse, hvis pigen ønskede det. Men Støjbergs ulovlige forvaltning gik langt videre. Næsten jævnaldrende ægtefæller med børn, sårbare mennesker, der ønskede at være sammen, blev tvangsmæssigt adskilt. Heldigvis blev ulovlighederne hurtigt stoppet. Men det undskylder ikke den indædte beslutsomhed at adskille alle, uanset deres egne ønsker – med det formål at blive populær som den ledende bekæmper af muslimske traditioner i Danmark.

Højesteret har som hovedregel det sidste ord til at afgøre ret og uret. Den mest ægte, danske kvalitet er at anerkende og respektere dette.

Grundloven har imidlertid skabt det meget tunge instrument, Rigsretten, til at dømme om ret og uret, når det handler om ministres forvaltning. Rigsretten er som bekendt sammensat halvt af Højesteret, halvt af lægdommere, der er udpeget af Folketingets partier.

Men det er vel i grunden ret usandsynligt, at Rigsretten dømmer anderledes, end Højesteret ville have gjort: Et stort flertal af den halvdel af dommerne, der er valg af Folketinget, sætter sig selvfølgelig ind i retsreglerne, bruger deres fornuft og viden i tolkningen af det sagsforløb, der rulles op og er næppe upåvirket af højesteretsdommernes erfaringer om troværdighed hos anklagede og vidner.

Dommen over Støjberg var opløftende, fordi 12 ud af 13 af de politisk valgte dommere var enige med 13 højesteretsdommere om skyldspørgsmålet. Nogle af de 12 havde utvivlsomt af politiske grunde hellere set en frifindelse, men de levede op til deres ansvar for lov og ret.

En række vidneudsagn blev afgivet af embedsmænd, der selv har noget i klemme, og de blev ikke tillagt vægt af Rigsretten.

Dommen blev en stærk understregning af embedsmænds forpligtelse til utvetydigt og synligt at sige fra over for ordrer fra deres fagminister om retsstridig forvaltning. Det kan kun effektivt gøres ved direkte og utvetydig henvendelse til Statsministeriets departementschef, der så har ansvaret for at orientere statsministeren, som har ansvaret for at få fagministeren til at rette ind efter lovene eller fyre denne, hvis hun eller han bevidst har brudt loven.

Har der i denne sag været tvivl hos embedsmændene om, at der blev begået lovbrud? Nej. Har nogen af dem brugt den effektive metode med at inddrage Statsministeriets top? Tilsyneladende ikke.

Daværende justitsminister Søren Pind har dog fortalt, at han advarende sin statsminister, Lars Løkke Rasmussen, om sagens alvor. Det har Løkke ikke vedkendt sig nogen erindring om. Så vi kommer nok ikke – med et citat af Gustav Wied – længere ned i den materie! Men der er ikke tvivl om, at Løkke gav Støjberg meget frie hænder til at demonstrere hans regerings hårdhed i udlændingepolitikken og ingen kendte eksempler på at forsøgte at bremse hende hverken i retorik eller lovbrud.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand (S)

Kommentaren blev udgivet i Berlingske 15. december 2021

Mere fra min hånd om om dansk politik

Udgivet den

Maskefald og klassekamp fra et såkaldt folkeparti

Med et oplæg til øget ulighed er der ikke meget »folkeparti« over De Konservatives finanslovsudspil. Det er snarere et udspil til større ulighed. Mere om det og Søren Papes statsministerambitioner i min seneste kommentar i Berlingske. Læs den via linket eller nedenfor:

Kommentar i Berlingske 1. december 2021:

Søren Pape Poulsen er meget populær for tiden. Ved kommunalvalget havde hans folk flot fremgang i mandater, og det blev til flere borgmesterposter især i provinsen. Kronjuvelen på Frederiksberg røg til gengæld i svinget.

Den konservative leder har opnået sin fremgang ved at sidde helt stille og sige venlige ord uden at fortælle meget om sin egen politik, mens Venstre er i landspolitisk krise, Dansk Folkeparti smuldrer, og Socialdemokratiet er fanget af dårlige sager og får tæsk af storbyvælgerne.

Men med sit finanslovsudspil har De Konservative tonet rent flag.

Jeg er sikker på, at mange, der senest har stemt konservativt, vil blive negativt overrasket, når de forstår, hvor ensidigt partiet vil gavne de få, der i forvejen tjener og ejer allermest, og som allerede har fået en uforholdsmæssig stor bid af velstandsfremgangen.

Endnu mere rystende er det, at gaveuddelingen til de rigeste skal finansieres ved bidrag fra nogle af dem, der har mindst. Det er en uskøn konkurrence med Nye Borgerlige om at komme med de mest asociale bud.

Urimeligt

Her er nogle af de mest markante konservative forslag:

Topskattegrænsen skal gradvist hæves til 800.000 kroner. Det betyder, at alle os, der tjener over 800.000 kroner, skal have en ekstra årlig skattelettelse på 37.000 kroner. Det gælder selvfølgelig også den rigeste ene procent, der i forvejen har fået lettet sin årlige skattebetaling med 120.000 kroner om året i kraft af de seneste 20 års politiske beslutninger – de fleste truffet af regeringer med konservativ deltagelse.

Det er uden enhver rimelighed igen at lette skatten for dem, der i mange år har haft de største indkomststigninger og massive skattelettelser – og som i øvrigt uden at røre en finger og til lav eller ingen beskatning har indkasseret langt de største bidder af periodens enorme gevinster på aktier og ejendom. Det bliver kun værre, når man desuden vil lette selskabsskatten og skatten på aktieindkomst og slutter af med ambitionen om helt at afskaffe arveafgiften: Den er dog en vis garanti for, at skattefri og lavt beskattede formuegevinster til sidst trods alt bidrager til velfærd og klimaløsninger til gavn for de mange. Faktisk taler fairness ikke for at afskaffe, men at forhøje beskatningen af de meget store arveparter.

De fattigste ti procent af danskerne har de seneste 20 år kun fået skatten lettet med 1.200 kroner om året, og har afstået et flere gange så stort beløb i lavere sociale ydelser. Den konservative finanslovspakke vil kun forværre dette:

Et vigtigt bidrag til at betale for gaverne til de rige er forslag om at fjerne den ny såkaldte Arne-pension, der giver adgang til tidligere tilbagetrækning for nogle af dem, der har knoklet mest i livet og fået mindst for det. Det er også mennesker, som typisk har udsigt til kortere levetid og derfor færre år på pension end mange af os andre. Desuden foreslås endelig likvidering af den gamle efterlønsordning og afskaffelse af seniorjobordningen. Endelig indeholder det konservative udspil små, men symboltunge forslag om besparelser på blandt andet folkeskolen, indsatsen for FNs verdensmål og på kvindeforskning.

En appel til de velhavendes grådighed

Ønsket om større ulighed i alle dimensioner er i sandhed forfulgt med stor omhu.

Er der anden drivkraft for denne kurs end appellen til de velhavendes grådighed? Ja, det er Reagans og Thatchers neoliberale program, der lanceres igen. Det er troen på, at større ulighed er nødvendig for at fremme initiativ og virkelyst, og at flere penge hos de velhavende og besiddende omsætter sig til større investeringer, mere beskæftigelse og bedre indtjening – til sidst også for de fattige. Desværre understøttes disse vrangforestillinger af de utroværdige modelberegninger, Finansministeriet stadig ikke har fået ryddet op i.

Men virkeligheden er anderledes: I USA har denne politik betydet, at den rigeste ene procent har hamstret hele nationens velstandsfremgang de seneste 40 år. Meget af den øgede rigdom er omsat til politisk støtte til højrefløjen ved direkte tilskud og finansiering af ekstremt højredrejede nye medier. Det har konserveret tilslutningen til den neoliberale politik. Men det har hverken løftet investeringer eller job og indtjening til de fattige. I Danmark har vi fået høj beskæftigelse og enestående stærk international konkurrenceevne på grund af – ikke på trods af – større lighed og meget større skattebetalt velfærd end i USA.

Der er ikke noget »folkeparti« i De Konservative forslag til større ulighed. Det er en advarsel til dem, der overvejer at støtte Søren Pape Poulsens ambition om at blive statsminister.

Mogens Lykketoft er fhv. minister og formand for Socialdemokratiet

Mere fra min hånd om dansk politik og ulighed

Udgivet den

Tågesnak er der altid nok af, men jeg er bekymret optimist efter Glasgow

COP26 viste, at private virksomheder er så klar til at levere grønne løsninger. Politisk var det mest afgørende nok forsikringen mellem USA’s John Kerry og Kinas Xie Zhenhua om, at de to lande vil arbejde sammen for klimaet. Mere i min klumme i Jyllands-Posten 24. november 2021 – eller her:

Efter COP 26 er jeg ‘bekymret optimist’

I forrige uge besøgte jeg COP26 i Glasgow. Jeg var nysgerrig iagttager som nuværende formand for Energinet i Danmark og som formand for FN’s Generalforsamling for seks år siden, da vi indgik klimaftalen i Paris.

Med bemærkningen om at sluterklæringerne fra Glasgow var det rene bla, bla, bla udtrykte Greta Thunberg den unge engagerede generations forståeligt voldsomme utålmodighed.

Ja, der var megen tågesnak. Men der er altid overdrevne forventninger til erklæringerne. Man skal hæfte sig mere ved den massive og positive tilstedeværelse af private erhvervsvirksomheder, der byder aktivt ind på klimaløsninger. Dét er det allermest løfterige, jeg tog med hjem fra Glasgow, for det kan blive det afgørende skub i den rigtige retning til tøvende regeringer. Det gælder ikke mindst i USA, hvor Biden lige nu har problemer med at få sin klimapolitik gennem Kongressen.

Glasgow-mødet viste også, at der ude i verden er langt større respekt for og anerkendelse af Danmarks klimaindsats med 70 pct målet for 2030 end man oplever i den hjemlige debat. 

Vores klimaminister, Dan Jørgensen, var central spiller i forhandlingerne om at holde Paris-målet om højst 1,5 graders temperaturstigning i live. 

Der var stor interesse for de danske ambitioner om udvikling af vedvarende energikilder, ikke mindst energi-øerne i Nordsøen og Østersøen. 

Stærkt signal fra Kina

Det var et stærkt signal, at Kinas særlige klimaudsending, Xie Zhenhua, mødte op på den danske pavillon i Glasgow til debat med Dan Jørgensen  og en tidligere amerikansk klimaforhandler. Det var vistnok Xies eneste optræden i Glasgow uden for forhandlingslokalet. Han er den stærke figur i kinesisk klimapolitik gennem  årtier. Han huskede i øvrigt tydeligt Svend Auken som frontløber i klimapolitikken og bad Dan hilse Svends familie.

Måske var det vigtigste møde i Glasgow, da Xie Zhenhua og Bidens klimaudsending, John Kerry, mødtes og – på tværs af mange andre modsætninger mellem Kina og USA – bekræftede viljen til fortsat makkerskab om klimaet:

Netop de to personer var afgørende for resultaterne i Paris for seks år siden, dar Kerry var Obamas udenrigsminister: De to største klimaforurenere forstod omsider deres egeninteresse i at løse de globale udfordringer, og derfor var det USA og Kina der i Paris i fællesskab bankede de værste klima-nølere på plads.

Kina er et paradoks med sit fortsat enorme kulforbrug i kombination med landet førerposition i udvikling og udbredelse af vedvarende energikilder. Men ét er sikkert: Aldeles afgørende for, om verden når at stabilisere klimaet i tide, er det, om viljen er til stede i Kina, USA og Europa. 

EU er godt på vej med Kommissionens program ’Fit for 55’ om midlerne til CO2-reduktion på 55 pct. inden 2030.

Men Xie, Kerry og EU-kommissionens Frans Timmermanns gode viljer er naturligvis ikke nok til at fjerne bekymringerne for et fortsat utilstrækkeligt tempo i den grønne omstilling og for ringe global solidaritet. Det er pinagtigt, at man ikke har leveret de 100 mia. dollars i klimabistand til de fattigste lande, der blev lovet allerede i Paris. 

Det var også skræmmende, at et kæmpeland som Indien ikke turde melde sig CO2-neutral før 2070, selv om det er forudsætningen for at holde håbet om maksimalt 1,5 grads opvarmning i live, at vi globalt bliver neutrale allerede i 2050.  Måske var Indiens melding en markering til os rige lande om, at vi har langt den største del af ansvaret for at vi kommer i mål. Hvis Indien skal nå i mål i tide, kræver det, at vi kan bistå massivt med at levere billigere og bedre klimaløsninger.

Indlægget blev bragt i Jyllands-Posten 24. november 2021

Mere fra min hånd om klima