Lyt til de besindige stemmer i Israel

Jeg har denne kronik i Politiken om konflikten mellem Israel og Palæstina. Læs den i avisen – eller nedenfor:

Intet kan forsvare Hamas’ afskyelige mord på mange hundrede civile i Israel. Den afsindige terrorhandling kan ikke gradbøjes, den er ud over alle grænser modbydelig og forbryderisk – også mod terroristernes egne landsmænd, der nu rammes af reaktionen med overvældende død og ødelæggelse. 

I disse dage bløder mit hjerte mere end nogensinde for de tusindvis af nye uskyldige civile på begge sider, der dør, lemlæstes og mister deres hjem, fordi de forsonlige igen er blevet overtrumfet af had og terror fra dem, der ville besidde hele det lille landområde mellem Middelhavet og Jordan-floden. 

Det er forbilledligt, at den danske overrabbiner udtrykker en tilsvarende medfølelse med de uskyldige ofre på begge sider.

Jeg er ikke historieløs. Jeg har fulgt det meste af de seneste 75 års krig mellem Israel og palæstinenserne. Gennem næsten et kvart århundrede har jeg forsøgt at yde et bidrag til fred – som udenrigsminister, folketingsformand og formand for FN’s generalforsamling. Jeg har gennem årene talt fred med Shimon Peres, Yassir Arafat, Yossi Beilin, Avraham Burg, Carmi Gillon, Mahmoud Abbas, Hanan Ashrawi, Sari Husseini, Nabil Shaath, Riyad Mansour, Herbert Pundik og Ron Pundak – og mange forkæmpere for fred og menneskerettigheder fra civilsamfundet på begge sider. Aldrig med Hamas.

Med de voldsomme følelser, der også i Danmark er sluppet løs efter det forfærdende angreb mod Israel, er det vanskeligt at trænge igennem med, at vi ikke skal hjælpe mindre i Palæstina, men skrue kraftigt op for humanitær bistand til uskyldige civile og hjælp til de palæstinensere, der vil freden.

Denne storkrig vil oven i de seneste 15 års øvrige krige sætte særligt dystre spor blandt de 40 pct. af Gazas 2,2 mio. indbyggere, der er under 14 år. Det er en ungdomsgeneration på 900.000, der påføres dybe traumer. 

Vi skal støtte FN i, at det er i strid med alle krigens love, når Israel har afskåret mad-, vand- og elforsyningen. Derfor omdannes Gazas hospitaler lige nu til lighuse, når ofrene fra de massive bombardementer bringes ind og ikke kan behandles. 

FN fordømmer også, at halvdelen af folk i Gaza får at vide af israelerne, at de skal forføje sig til sydenden af den lille enklave for at undgå tæppebombardementer og en massiv landoperation med det formål definitivt at knække Hamas. 

Folk i Gaza er rædselsslagne for at blive, men også usikre på, om de er bedre beskyttede sydpå. Desuden frygter de, at de aldrig får lov at vende hjem igen – et palæstinensisk traume siden Nakba, katastrofen i 1948, da hundredtusinder af dem flygtede eller blev fordrevet fra det nuværende Israel. Flertallet af Gazas borgere er efterkommere af de dengang fordrevne.

Crisis Groups reporter Azmi Keshawi, der har levet i Gaza i mange år, fortæller, at allerede sidste tirsdag var den værste nat, han nogensinde havde oplevet, med tusinder af hjem jævnet med jorden. I tidligere Gaza-krige sendte israelerne advarsler før bombetogter – det gør de ifølge Keshawi nu kun, når det gælder højhuse. Fredag aften var han selv på flugt med sin familie mod syd.

Egyptens diktator må hjælpes og presses til at få forsyninger ind og åbne grænsen for, at civile for en tid kan komme ud af krigszonen. Det haster alt sammen enormt.

Det ser ud til, at Israel har besluttet, at Hamas denne gang skal nedkæmpes helt og fjernes som herskere i Gaza. Forståeligt. Men er det muligt uden massemord på civile og fordrivelse af 1,2 mio. palæstinensere, der vil udløse voldsomme internationale reaktioner mod Israel? Det kræver – uanset vrede og hævnfølelser – et meget stort mådehold fra invasionsstyrkerne. Hvad er vejen til at redde gidslerne hos Hamas? Er det overhovedet muligt endegyldigt at besejre Hamas, hvis ikke Israel indstiller sig på en massiv og langvarig besættelse?

Den korte og lange forhistorie for disse dages katastrofer får ikke megen plads i den aktuelle mediedækning, og man bliver skudt i skoene, at man ikke er solidarisk med terrorens ofre, hvis man taler om Israels medansvar for, at vanviddet kunne udfolde sig.

Derfor vil jeg referere, hvad besindige i folk i Israel skriver i disse dage:

Avner Gvaryahu, der er direktør for de israelske veteraner i organisationen Breaking the Silence, som i mange år har dokumenteret og kritiseret Israels besættelsespolitik, skrev dagen efter terrorangrebet:

»Lad os være krystalklare. Hamas har begået forbrydelser, der må oprøre ethvert anstændigt menneske. Som nogle, der dagligt kraftigt kritiserer Israels politik i Gaza og på Vestbredden, er det vores pligt at fastslå realiteterne: Hamas har frontalt krænket alle basale moralske normer. Angrebet og de begivenheder, der har udspillet sig siden i går, er dybt rystende. Vi er sønderknust over at se skrækslagne civile belejret i deres hjem, uskyldige mennesker myrdet med koldt blod på gaderne, til fester og i deres egne hjem. Dusinvis er taget som gidsler og slæbt ind på Gazastriben. Vi kender alle nogen, der er blevet ramt af denne tragedie. Vi kunne fortsætte med at opremse deres grusomme og kriminelle handlinger eller fokusere på, hvordan vores regering med sin tro på jødisk overherredømme har bragt os i denne situation. Men hvor svært det end er, så er vores opgave som tidligere israelske soldater at tale om det, vi blev sendt ud for at gøre.

Israels sikkerhedspolitik har i årtier nu gået ud på at ’håndtere konflikten’. Skiftende israelske regeringer insisterer på voldsbølge efter voldsbølge, som om det skulle kunne løse noget. De taler om ’sikkerhed’, ’afskrækkelse’, ’at ændre ligningen’.

Disse udtryk er alle kodeord for at bombe Gaza sønder og sammen, hvilket altid retfærdiggøres med, at man går efter terrorister, men hvilket også altid medfører store civile tab. I pauserne mellem voldsbølgerne gør vi livet umuligt for Gazas indbyggere for så at spille overraskede, når det hele koger over.

Vi taler om ’normalisering’ med Emiraterne og nu Saudi-Arabien, mens vi håber, at verden vil vende det blinde øje til det udendørsfængsel, vi har skabt i vores baghave. Ud over de ufattelige brud på menneskerettighederne har vi skabt en massiv sikkerhedsrisiko for vores egne borgere. 

Spørgsmålet, alle israelere stiller, er – hvor var soldaterne i går? Hvorfor var IDF, det israelske militær, tilsyneladende fraværende, mens hundreder af israelere blev slagtet i deres hjem og på gaden? Svaret er desværre, at de havde ’andet at se til’. På Vestbredden.

Vi sender soldater ud for at sikre bosætteres indtrængen i den palæstinensiske by Nablus, for at jagte palæstinensiske børn i Hebron, for at beskytte bosættere, mens de gennemfører pogromer. Bosættere kræver, at palæstinensiske flag fjernes fra Huwaras gader; soldater bliver sat til at fjerne dem.

Vores land har besluttet – allerede for årtier siden – at det er villigt til at give afkald på sine borgeres sikkerhed i store og små byer for til gengæld at kunne opretholde kontrollen over en besat civilbefolkning på flere millioner mennesker, alt af hensyn til en bosætter-messiansk dagsorden.

Forestillingen om, at vi kan ’håndtere konflikten’ uden nogensinde at behøve at løse den, er endnu en gang brudt sammen for øjnene af os. Den har udelukkende bestået indtil nu, fordi kun få har vovet at udfordre den. Disse hjerteskærende begivenheder kan måske lave om på det. Det skal de. For vores skyld – alle os mellem floden og havet«.

Der er i disse frygtelige dage en voldsom reaktion i Israel mod ministerpræsident Benjamin Netanyahu, som i årtier har fremstillet sig som den stærkeste garant for israelernes sikkerhed. Trist, at reaktionen først kommer nu, for denne dystre skikkelse har i mange år styrket Hamas’ påstand om at være den sande forkæmper for Palæstinas folk ved at undergrave enhver folkelig autoritet og opbakning til det såkaldte Palæstinensiske Selvstyre: Selvstyret har ikke fået mulighed for at levere fremskridt hen mod en tostatsløsning. Israel har fastholdt palæstinenserne i retsløshed og fattigdom under den ydmygende og brutale besættelse af Vestbredden og Østjerusalem og i højt tempo øget antallet af israelske bosættere, der modsat de hidtidige indbyggere får fulde borgerrettigheder, økonomiske tilskud og retssikkerhed. Dén politik har fået selveste Mossad-chefen indtil 2016, Tamir Pardo, til at kalde sit land en apartheidstat. 

Hamas’ gentagne raketangreb har gennem årene givet Netanyahu en bekvem begrundelse for, at Israel ikke har nogen troværdig modpart at forhandle med.

De seneste år har Netanyahu sat ekstra fart på provokationerne mod palæstinenserne ved at alliere sig med den ekstreme racistisk-fascistiske højrefløj under ledelse af Bezalel Smotrich og Itamar Ben Gvir. Deres mål er endnu hastigere at øge antallet af israelske bosættelser på besat område, annektere den besatte Vestbred og presse palæstinenserne væk fra deres land – alt i strid med folkeretten. Denne ekstreme regering iværksatte desuden angrebet på den israelske højesterets kompetence og uafhængighed. Det udløste millionstore protestdemonstrationer fra israelere, der mente, at det nærmede sig afslutningen for demokratiet, også for den jødiske befolkning i Israel.

Dov S. Zakheim er formand for den rådgivende komité for tidsskriftet Jerusalem Strategic Tribune og en af Israels stærke støtter nu som dengang, han bestred fremtrædende poster i USA’s forsvarsministerium under præsidenterne Ronald Reagan og George W. Bush. Han skrev efter Hamas’ terrorangreb en harsk appel til Netanyahu under overskriften ’I Guds navn, gå af!’. Han anklager ministerpræsidenten for at svigte Israels sikkerhed til fordel for at lade hæren støtte krigeriske bosættere på Vestbredden og undlade at standse de bander, der chikanerer arabiske borgere inde i Israel. Derved har Netanyahu, siger Zakheim, skabt dyb modvilje og mismod hos selv de mest moderate palæstinensere og givet Hamas urimeligt medløb. Desuden har han – ved at beskytte de ortodokse jøder mod værnepligt for at få støtte fra deres parti til sin regering – skabt stor frustration hos resten af Israels befolkning, der er alene om at levere soldaterne. 

Alt sammen – siger Zakheim – noget, Netanyahu har gjort for at slippe for at blive dømt og fængslet for korruption! Uden hensyn til hvor provokerende og skadeligt det har været for Israels sikkerhed.

Fokus nu er naturligvis også på at undgå, at den nuværende katastrofe udvikler sig til storkrig i regionen. USA har to hangarskibsgrupper i området – angiveligt for at skræmme andre fra at blande sig i krigen i Gaza.

I en debat lørdag i Crisis Group var den nøgterne vurdering, at terrorangrebet var selvfabrikeret af Hamas og ikke tilskyndet af deres sædvanlige venner i Iran og hos Hizbollah-militsen i Libanon. USA og Israel er da også – trods den velkendte mistro til præstestyret – veget tilbage fra at beskylde Iran for et direkte ansvar. Hvis Teheran havde orkestreret terroren, ville den nok have været ledsaget af et massivt angreb på Israel fra Hizbollah ved nordgrænsen. Hidtil har skyderierne været begrænsede.

Iran kan selvfølgelig være skadefro over, at Gaza-krigen nok udsætter tilnærmelsen mellem Israel og Saudi-Arabien, men har ingen interesse i ny storkrig, når der er åbnet for en forsigtig tilnærmelse til de golf-arabiske stater. USA har hænderne alt for fulde i Europa og Asien til at ønske sig krig med et kæmpeland som Iran.

Hizbollah har lidt store blodtab ved sin krig til støtte for Syriens diktator, Assad, og tøver forhåbentlig også af den grund. En krig mellem Israel og Hizbollah vil i øvrigt få det totalt kriseramte Libanon til helt at kollapse som stat.

Den største risiko for, at disse ydre kræfter alligevel suges ind i konflikten, er, at Gaza-invasionen kommer til at trække uhyrligt blodige spor, der sammen med de israelske højreekstremisters provokationer udløser en stor voldelig intifada blandt Vestbreddens palæstinensere.

Israel har oven på terrorchokket en helt ekstraordinært stærk interesse i tilnærmelse til de palæstinensere, der vil freden. Det må føre til stop for højreekstremisternes regeringsdeltagelse og deres fremtrængen på Vestbredden. Det kræver også en ny ledelse i det palæstinensiske selvstyre i Ramallah, der får indrømmelser nok til at vinde palæstinensernes tillid til, at en anstændig fred er mulig. Det fordrer, at ledende Fatah-folk fra en ny generation kommer ud af israelske fængsler og aktivt kan bidrage til en fredsproces.

Selv om vejen kan blive meget lang, må der findes en løsning med et afmilitariseret Gaza under et ikketerroristisk palæstinensisk styre, støttet med international tilstedeværelse og finansiering af en plan for at genopbygge livet for menneskene i det åbne fængsel. De arabiske stater vil have et stort ansvar her, og Israel et stort ansvar for at lade dem medvirke. 

Men man kan kun få næring til den slags håb, hvis Israels ultimative beskytter, USA, efter denne krig omsider for alvor lægger pres på Israel til at forfølge dets egne langsigtede interesser i fred med det andet folk i det historiske Palæstina – og med den omgivende arabiske verden. Europa kan fra sidelinjen udtrykke kæmpe interesse for mere stabilitet i vores nærområde og må derfor prøve at påvirke USA til at lægge dette pres.

Kronikken blev offentliggjort i Politiken 17. oktober 2023

Mere fra min hånd om konflikten mellem Israel og Palæstina

Foto: Wikimedia Commons, Medics transport an injured Palestinian child into Al-Shifa hospital in Gaza City following an Israeli airstrike on October 11, 2023.