Får freden flere chancer, når USA igen er på plads med sine gamle allierede?

Min seneste klumme i Jyllands-Posten handler om, hvordan USA med Biden i spidsen genopretter alliancer og formål, som Trump gjorde op med i sin stridbare præsidentperiode. Læs indlægget i Jyllands-Posten 17. marts 2021 – eller nedenfor, hvis du skulle ramle ind i en mur af en art:

En bedre verdensorden

Eftersom USA nu igen ledes af folk, der – som Obama – forstår, at en bedre orden i verden ikke skabes ved ensidige beslutninger i supermagten, får freden større chancer og FN igen en stærkere rolle.

USA rykker sammen med sine gamle allierede og vender tilbage til FN-systemet. Kina og USA er stærke modspillere, når det gælder sikkerhed, handel og menneskerettigheder, men har fælles interesse i at virkeliggøre FN’s klimamål.

For Europa er det afgørende, at USA lægger kræfter i at skabe nye balancer i den større mellemøstlige region og Nordafrika.  

I Libyen er der lige nu fremskridt i FN’s bestræbelser på forsoning mellem de stridende parter – nok fordi USA har lagt pres på Egypten og Emiraterne for at få dem til blande sig mindre.

Genopret atomaftalen med Iran

Det vigtigste næste skridt for fred i Mellemøsten er genoplivning af atomaftalen mellem USA og Iran. Det kræver aktiv medvirken fra alle aftaleparter fra 2015: Storbritannien, Frankrig, Tyskland, EU, Rusland, Kina og FN.

Det turde være enkelt: Der skal sættes samme meget korte frist til USA for at afvikle Trumps økonomiske straffeforanstaltninger mod Iran og til Iran for igen at begrænse sit lager af beriget uran til det oprindeligt aftalte – hurtigt og ubetinget af andre forhold, så de mest krigeriske kræfter i Iran ikke overtager ved landets valg i juni. 

Mellemøsten

Næste skridt er stærkere internationalt pres på de to største andre trusler mod freden i Mellemøsten – Saudi-Arabiens kronprins og Israels premierminister. 

Derfor er det godt, at Biden har standset bistanden til Saudi-Arabiens krig i Yemen og eksponeret kronprinsens ansvar for journalistmordet i Istanbul.  

Det skaber også en lille chance for ny forhandling til fordel for palæstinenserne, at USA efter Trump ikke længere opmuntrer Netanyahu til nye ulovlige bosættelser og evig besættelse i Palæstina.

Der er brug for storstilet international bistand til nødlidende mennesker og lande i regionen: 

Mest akut er rundhåndet og pågående indsats for at få nødhjælp frem til millioner af sultende og nødlidende i Yemen, verdens værste humanitære katastrofe. Her er brug for at yde FN opbakning til at insistere på en våbenhvile – og få Iran til at bremse våbenleverancer til houtierne.

Nødhjælpen til palæstinenserne – ikke mindst de to millioner indespærrede i Gaza – skal også afbøde en ligeledes rystende humanitær katastrofe. 

Vesten skal levere mere civil og militær hjælp til Irak og Libanon til at sikre genopbygning af staternes kapacitet til at beskytte deres borgere, få gang i økonomien og imødegå fremmed – ikke mindst iransk – indblanding.

I Syrien hersker despoten Assad i det meste af landet over ruinerne efter ti års krig. Tyrkiet er beskyttelsesmagt for de islamiske oprørere i Idlib-provinsen, men aggressiv over for de selvstyrende syriske kurdere. USA og Europa har en vigtig rolle i at forebygge ny opblussen af konflikterne i Syrien. 

Afghanistan

I Afghanistan tvivler USA og NATO med rette på holdbarheden af den aftale, Trump uden om Afghanistans regering indgik med Taliban. Det er – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse for at øge chancerne for mere repræsentativ og levedygtig afghansk regering; og for at forhindre en total islamistisk magtovertagelse, som vil være til ubodelig skade for landets kvinder og moderne indstillede borgere . og øge chancerne for en mere repræsentativ afghansk regering, der er i stand til overleve, er det – desværre – nødvendigt med forlænget international militær tilstedeværelse.

Klummen blev bragt i Jyllands-Posten 17. marts 2021

Mere fra min hånd om international politik her