Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Hvis Putin viger, sker det under ingen omstændigheder, før udfaldet af det tilstundende præsidentvalg i USA er kendt. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det klogeste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år?
Det skriver jeg meget mere om i Ræson. Læs artiklen i Ræson – eller nedenfor:
Putins – og Vestens – fejlslutninger
Putin tog fejl, da han for to år siden invaderede Ukraine i forventning om, at alle ville række hænderne i vejret for at overgive sig til de overmægtige russiske angrebsstyrker, og han efter få dage kunne indsætte en marionetregering i Kyiv. Forbilledet var utvivlsomt den sovjetiske invasion af Tjekkoslovakiet i 1968.
Ukrainerne forsvarede sig med en modig præsident i spidsen, og Vesten rykkede ind med våbenbistand. Den russiske aggression skabte en hidtil uset ukrainsk fælles nationalfølelse på tværs af sprogforskelle mellem ukrainsk og russisk – og forrige år kunne ukrainerne endda generobre en stor del af det territorium, Rusland i første omgang besatte.
Vi tog fejl, hvis vi troede, at Putin ville give op trods en så monumental fejlbedømmelse og massive vestlige sanktioner og våben imod sig. Han har fået sat den russiske økonomi på krigsfod til en langvarig konflikt. I vildt tempo produceres der våben og købes ind fra vennerne i Iran og Nordkorea, så Ukraines menneskelige og økonomiske ressourcer kan nedslides. Samtidig har Putin indført et neo-stalinistisk terrorregime, der gør enhver krigsmodstand livsfarlig. Scenen blev sat til en skyttegravskrig, hvor en ny ukrainsk offensiv har ringe udsigter, fordi frontlinjen er mineret som få steder i verden nogensinde har været det før.
Den nye frygt
Putin tror, han kan vinde, fordi han – trods store tab – kan vedblive at kaste ny bølger af soldater ind i kampen. Han har troen på, at hans terror- og propagandaapparat kan holde den russiske hjemmefront intakt, mens Vesten ikke kan holde stand og holde sammen om at presse ham tilbage. Han har under ingen omstændigheder tænkt sig at vige, før han kender udfaldet af det kommende amerikanske præsidentvalg.
Her i februar blev Europas statsledere for alvor grebet af frygten for, at Putin kan vinde, fordi USA på grund af indenrigspolisk strid ikke, som lovet, leverer sin militærbistand til Ukraine – kombineret med udsigten til, at NATO’s indbyrdes solidaritet kan smuldre.
Heldigvis har frygten udløst stærk vilje fra Europas regeringer til selv at handle. Danmarks statsminister har – både på sikkerhedskonferencen i München og efter – været helt i front med at udtrykke vores vilje til at ruste både ukrainerne og os selv til at stå op mod Putin. Det er en fælles forståelse i det meste af Europa, at en russisk sejr skal forhindres – ikke bare for at redde Ukraines frihed; vi må også for vores egen sikkerheds skyld betale en meget større forsikringspræmie for at forhindre, at Putin får appetit på ny fremstød mod nabolandene.
Der kommer ikke en holdbar fred i Europa, medmindre Putin slås så afgørende tilbage, at der opstår uro og modstand i hans nærmeste bagland – og at mange flere russere erkender krigens umulighed og uretfærdighed og dens urimelige tab af russiske liv og russisk velstand. Vi har brug for en langt stærkere koordineret informationsoffensiv til den russiske offentlighed, hvor snesevis af millioner borgere faktisk kan følge vestlige medier via VPN-forbindelser.
Hold ud
Men frem for alt er der brug for udholdenhed; Putin skal ikke have held til udmatte os. Vi skal have vilje til at holde ud til tiden efter Putin, hvor der forhåbentlig genopstår et Rusland, vi igen kan komme på talefod med.
Lige nu haster det dramatisk med at levere tilstrækkeligt med granater og patroner til de ukrainske styrker – om nødvendigt fra de europæiske landes egne lagre. Ukraine skal have flere avancerede angrebsvåben som artilleri og kampfly og massiv tilførsel af alle former for moderne luftforsvar, der kan bremse Putins forsøg på nedbryde Ukraines infrastruktur og demoralisere civilbefolkningen ved terrorbombning. Lille Danmark har demonstreret, at meget kan gøres. Det har de baltiske lande og Polen i særklasse også. Storbritannien hjælper godt til, og nu er det store Tyskland ved at komme op på mærkerne. I det lange løb bør Rusland ikke kunne vinde over et sammentømret Europa, der inklusiv Storbritannien har en økonomi, som er 8-9 gange større end russernes. Men Europa er – modsat Rusland – endnu ikke på krigsfod, og derfor er der uundværlige våbenforsyninger, som i den akutte situation, hvor Ukraine presses af russisk offensiv, kun kan komme rettidigt frem fra USA. Ukraine skal oprustes så meget med højteknologiske vestlige våben, at det kan overtrumfe, at et stadig større antal russiske rekrutter kastes ind i kampen. Ukraine skal have en styrke i kampen, så alle i Putins bagland forstår, at der ikke er noget vej til sejr. Og den amerikanske atomparaply skal som hidtil tjene som den ultimative garanti mod et russisk angreb på NATO-landene og mod risikoen for at Rusland i desperation begynder at bruge taktiske atomvåben på den ukrainske kampplads.
Frygten for svigt fra USA skyldes ikke den nuværende regering i Washington, men Donald Trumps indsats som dukkefører for Kongressens Republikanere – og risikoen for, at han kan vende tilbage som USA’s præsident.
Præsident Biden og et stort flertal af både Demokrater og Republikanere i Senatet ønsker at fortsætte den militære bistand, som Ukraine så akut mangler for at standse russernes faretruende fremmarch. Men formanden for Repræsentanternes Hus, Mike Johnson, er en højreradikal ignorant, hvis stilling er i lommen på en lille flok Trump-ekstremister, og han har tjent dem ved at forhindre, at den militære bistand til Ukraine kommer til afstemning i Huset.
Trumps sære sympatier
Trumps forsøg for at svække Ukraines kampkraft må forstås som en interesse i at tildele landet et ydmygende militært nederlag, hvor det skal tåle store tab af landområder og af mange millioner borgere til Rusland. Det er nemlig forudsætningen for, at Trump kan opfylde sine skrydende løfter om at afslutte krigen på 24 timer, hvis han igen bliver præsident. Dét kan indlysende nok kun udrettes ved at tvinge Ukraine til fred på Putins betingelser. En sådan eftergivenhed vil indbyde Putin til efterfølgende at opsluge resten af Ukraine, ligesom Hitler slugte resten af Tjekkoslovakiet året efter at vestmagterne havde foræret ham Sudeterland-regionen i 1938. Nabolande til Rusland, som Georgien og Moldova, der ellers har fået udsigt til EU-medlemskab, vil også være i fare ved russisk sejr i Ukraine. Disse perspektiver skal ses i sammenhæng med, at Trump nærmest har lovet at slippe Putin løs mod NATO-lande, der efter hans opfattelse ikke betaler nok til forsvaret. Hans adfærd og udtalelser viser, at han ikke forstår, at sejr for Putin truer USA’s egen sikkerhed og position i verden. Han ser heller ikke, at udfordringen fra Putin allerede har igangsat en voldsom oprustning i Europa, der omsætter sig til flere kontrakter til den amerikanske våbenindustri.
Som så ofte før skinner det igennem, at Trump grundlæggende har større sympati for denne verdens despoter – ikke mindst Putin – end for ideen om at værne omverdens demokratier. Grotesk er hans vinkel på mordet på Navalnyj som noget, han mener ligner den ’forfølgelse’ han påstår at være offer for i USA´s retssystem, og hævder at Biden-regeringen står bag!
For et par år siden var der ikke mange, der forestillede sig, at der var risiko for genkomst på præsidentposten af den kriminelt sigtede lystløgner, der udløste angrebet på Capitol og det amerikanske demokrati 6. januar 2021. Nu er det imidlertid ifølge utallige meningsmålinger en skræmmende nærliggende mulighed. Genvalg af Trump er ikke bare en trussel for Ukraine og andre nabolande til Rusland og mod NATO. Det er en trussel om at skærpe konflikterne med Kina og endnu mere ensidig og konfliktskabende ensidig støtte til Israel. Og det tegner sig som en ødelæggelse af Bidens ellers vellykkede forsøg på at få den grønne omstilling på bordet i USA – og dermed et nyt tilbageslag for den eksistentielt vigtige kamp mod den globale klimaforandring.
Hvad Biden burde gøre
Lige nu har USA brug for at udrette to ting: Få brudt Trumps sabotage af våbenstøtten og finde vejen til at undgå Trump-sejr ved præsidentvalget i november. Udsigterne til det sidste er dystre, fordi Bidens alder og åbenbare skrøbelighed får mange vælgere til at tøve med at stemme på ham, selv om han sagligt set har udrettet store ting i et dybt dysfunktionelt politisk system. Økonomi og beskæftigelse blomstrer. Klimaindsatsen er på sporet. Sociale fremskridt er sket. Men alt for mange oplever det anderledes.
Den aktuelle krig i Gaza kan blive den sidste pind til Bidens politiske ligkiste, fordi han alt for længe har holdt hånden over Israels terrorkrig mod den palæstinensiske civilbefolkning og ikke har kunnet tvinge Netanyahu til våbenhvile. Derfor har millioner af unge vælgere og vælgere med arabisk og muslimsk baggrund meget svært ved at stemme på den siddende præsident.
Trump får næppe flere stemmer end i 2020. Men Biden kan miste så mange til sofaen og chanceløse tredjekandidater, at Trump endda kan vinde med lavere vælgertilslutning end sidst.
Ukraine, Europa og verden – og det amerikanske demokrati – overlever bedst med en demokratisk kandidat, der kan slå Trump. Tør vi håbe, at Biden tager en dyb samtale med sin hustru og de allernærmeste politiske allierede og selv spørger, om det nu også er det rigtigste at søge genvalg til verdens vigtigste post, indtil han er blevet 86 år? Eller om han i slutspurten hen over sommeren i stedet skal kaste alle sine kræfter ind i at samle et stærkt, meget yngre hold af en ny præsident- og vicepræsidentkandidat? Tiden er knap. Men det rette personvalg kan gøre mirakler. Måske er det den eneste chance for at undgå Trumps genkomst. ■
Mogens Lykketoft (f. 1946) er uddannet cand.polit. og har været medlem af Folketinget 1981-2019. Skatteminister 1981-82, finansminister 1993-2000, udenrigsminister 2000-01 og Socialdemokratiets formand 2002-05. Formand for Folketinget 2011-15 og formand for FN’s Generalforsamling 2015-16.
Mere fra min hånd om USA